Den "ny metode" i forbindelse med teknisk harmonisering

Denne resolution har til formål at omlægge den tekniske harmonisering i Den Europæiske Union (EU) på et nyt grundlag, idet man begrænser sig til kun at harmonisere de væsentlige krav til produkterne, og idet man anvender "henvisning til standarder" og princippet om gensidig anerkendelse med henblik på at fjerne de tekniske hindringer for varernes frie bevægelighed.

DOKUMENT

Rådets resolution 85/C 136/01 af 7. maj 1985 om en ny metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder.

RESUMÉ

Resolutionens primære målsætning er at udvikle en metode, hvor man fastsætter generelle retsforskrifter for sektorer eller produktgrupper og risikotyper.

Resolutionen fastlægger en række grundlæggende principper for en europæisk standardiseringspolitik

• medlemsstaterne forpligter sig til at foretage en løbende gennemgang af de gældende tekniske forskrifter med henblik på fjernelse af de forskrifter, der er forældede eller overflødige
• medlemsstaterne sørger for, at der sker gensidig anerkendelse af forsøgsresultater, og at der fastsættes harmoniserede forskrifter for så vidt angår certificeringsorganernes virke
• medlemsstaterne accepterer en hurtig fællesskabskonsultation, dersom indførelsen af vigtige forskrifter på nationalt plan har en negativ indflydelse på det interne markeds funktion
• henvisningen til fortrinsvis europæiske og om nødvendigt nationale standarder bør udvides, og standardiseringsopgaven i forbindelse med fastlæggelsen af produkternes tekniske karakteristika bør defineres (navnlig for så vidt angår beskyttelse af sundhed og sikkerhed)
• der bør sikres en meget hurtig styrkelse af standardiseringskapaciteten, fortrinsvis på europæisk plan
• indførelsen af europæiske standarder skal godkendes af europæiske standardiseringsorganer.

Generelle retningslinjer for den nye metode

Rådet opstiller fire grundprincipper

• lovgivningsharmoniseringen er begrænset til væsentlige sikkerhedskrav (eller andre samfundskrav), som markedsførte produkter skal overholde, idet de pågældende produkter herefter frit skal kunne omsættes inden for EU
• de organer, der er ansvarlige for industriel standardisering, får til opgave at udarbejde de tekniske specifikationer under hensyntagen til teknologiens stade
• disse tekniske specifikationer får ikke karakter af obligatoriske krav, men bevarer deres status som frivillige standarder
• forvaltningerne er forpligtet til at anerkende, at produkter, der er fremstillet i overensstemmelse med de harmoniserede standarder, må formodes at overholde de væsentlige krav. Såfremt producenten ikke producerer i henhold til standarderne, har han selv bevisbyrden for, at hans produkter overholder de væsentlige krav.

For at dette system kan fungere, skal to betingelser være opfyldt

• standarderne skal rumme en garanti for produktets kvalitet
• de offentlige myndigheder skal varetage beskyttelsen af sikkerheden (eller andre omhandlede krav) på deres område. Dette er en nødvendig betingelse for at skabe gensidig tillid mellem medlemsstaterne.

Kommissionen uddelegerer standardiseringsopgaver til de europæiske standardiseringsorganer. Aftaler mellem Kommissionen og disse organer sikrer, at udførelsen af opgaverne sker i overensstemmelse med generelle retningslinjer. I mangel af europæiske standarder kontrolleres de nationale standarder ved en EU-procedure, der forvaltes af Kommissionen, som bistås af et stående udvalg af ansvarlige fra de nationale forvaltninger. Der er fastlagt beskyttelsesprocedurer, hvorved de nationale myndigheder har mulighed for at bestride et produkts overensstemmelse eller kvaliteten af en standard.

Anvendelsesområdet for et direktiv defineres ved brede produktkategorier eller/og ved de risikotyper, det dækker.

Skitse til et ”ny metode”-direktiv

Det er medlemsstaternes opgave at sørge for personers, husdyrs og goders sikkerhed på deres område. De bestemmelser, der sikrer denne beskyttelse, skal harmoniseres for at garantere varernes frie bevægelighed, uden at medlemsstaternes nuværende beskyttelsesniveauer sænkes.

Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) og Den Europæiske Komité for Elektronisk Standardisering (CENELEC) er de organer, der er ansvarlige for at tilpasse de harmoniserede europæiske standarder til direktivets anvendelsesområde. For andre særlige industrigrene kan der eventuelt fastsættes andre europæiske organer med ansvar for udarbejdelse af tekniske specifikationer.

Definitionen af de omfattede produkter og af arten af de risici, man vil undgå, skal sikre en sammenhængende tilgang. Der kan meget vel forekomme adskillige direktiver om forskellige risikotyper for samme produktkategori.

De produkter, direktivet omfatter, kan kun markedsføres, hvis de ikke bringer personers, husdyrs eller goders sikkerhed i fare. Som generel regel er der i direktiverne fastsat en fuldstændig harmonisering; det vil sige, at kun produkter, der er i overensstemmelse med direktivet, kan markedsføres.

Direktivet skal indeholde en beskrivelse af de sikkerhedskrav, alle produkter, der er omfattet af direktivet, skal opfylde. Det skal været tilstrækkeligt præcist til, at der ved gennemførelsen i national ret kan fastsættes retsgyldige forpligtelser.

Det pågældende produkts frie bevægelighed er sikret uden forudgående kontrol af, om de væsentlige krav er overholdt.

Medlemsstaterne formoder, at produkterne opfylder de væsentlige krav, såfremt de ledsages af et af de attestationsmidler, der er foreskrevet i direktivet, hvori det erklæres, at produkterne er i overensstemmelse med dels de harmoniserede standarder, dels - i mangel af harmoniserede standarder - de nationale standarder. Såfremt en medlemsstat finder, at en harmoniseret standard ikke opfylder de væsentlige krav, indbringer Kommissionen sagen for udvalget vedrørende "tekniske standarder og regler", som afgiver hasteudtalelse. Udtalelsen kan gå ud på, at standarden opretholdes, må tilbagetrækkes eller ændres.

Såfremt en medlemsstat konstaterer, at et produkt risikerer at bringe personers, husdyrs eller goders sikkerhed i fare, træffer den alle fornødne foranstaltninger for at forbyde markedsføringen af det pågældende produkt. Produktets frie omsætning kan indskrænkes, også selv om det er ledsaget af en overensstemmelsesattest. I så fald underretter medlemsstaten Kommissionen om denne foranstaltning og anfører årsagerne til afgørelsen. Kommissionen holder samråd med de pågældende medlemsstater og hører det stående udvalg. Konstateres det, at foranstaltningen er berettiget, underretter Kommissionen medlemsstaterne herom, og disse har pligt til at forbyde markedsføringen af det pågældende produkt.

De erhvervsdrivende har adgang til følgende attestationsmidler

• overensstemmelsesattester eller -mærker udstedt af tredjemand
• resultater af prøver udført af tredjemand
• overensstemmelseserklæring afgivet af fabrikanten; denne erklæring kan ledsages af kravet om en tilsynsordning
• andre attestationsmidler, som eventuelt kan fastlægges i direktivet.

Hver enkelt medlemsstat meddeler Kommissionen og de øvrige medlemsstater, hvilke nationale organer der kan udstede overensstemmelsesmærker eller -attester. Disse organer skal udøve deres hverv i overensstemmelse med de principper og fremgangsmåder, der er fastsat af Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO) (EN) (FR). Ansvaret for kontrollen med disse organers drift påhviler medlemsstaterne. De nationale myndigheder har ret til at kræve, at producenten forelægger dem oplysninger om de undersøgelser, der er foretaget angående sikkerheden, når der hersker tvivl om, hvorvidt produktet opfylder kravene. Enhver producent kan i tilfælde af en indsigelse eller retssag anvende ethvert egnet bevismiddel til godtgørelse af, at produktet er i overensstemmelse med direktivet.

Det stående udvalg vedrørende sektordirektiverne er sammensat af repræsentanter, der udpeges af medlemsstaterne, og som kan søge bistand hos eksperter og rådgivere. Udvalgets opgaver vedrører gennemførelsen af direktivet. Udvalget udgør et forum for drøftelse af eventuelle indvendinger, men forventes ikke at foretage en systematisk gennemgang af standardernes fuldstændige indhold.

Kriterier for valg af de områder, på hvilke "henvisning til standarder" kan anvendes

• da kun de væsentlige krav skal harmoniseres, bør det være muligt at skelne mellem væsentlige krav og specifikationer vedrørende fremstillingen
• området er genstand for en standardisering (eller der føles et fælles behov for EU-bestemmelser)
• hovedparten af de direktiver, der er vedtaget, vedrører tre områder: motorkøretøjer, metrologi og elektrisk materiel. Den nye metode bør derfor koncentrere sig om de øvrige områder
• muligheden for ved vedtagelsen af et enkelt direktiv at kunne løse problemerne med at fastsætte bestemmelser for en lang række produkter, uden at dette direktiv kræver hyppige tilpasninger eller ændringer (ud fra praktiske overvejelser og arbejdsbesparelseshensyn). De udvalgte områder må derfor være kendetegnet ved, at der findes en lang række produkter, der er så ensartede, at definitionen på fælles væsentlige krav kan anvendes.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter [De Europæiske Fællesskabers Tidende L 204 af 21.7.1998].

See also

• Netstedet for den "ny metode" hos Generaldirektoratet for Erhvervspolitik (EN)
• Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) (EN)
• Den Europæiske Komité for Elektronisk Standardisering (CENELEC) (EN)

Seneste ajourføring: 13.07.2011