Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Et stærkere partnerskab inden for europæisk turisme

Legal status of the document This summary has been archived and will not be updated, because the summarised document is no longer in force or does not reflect the current situation.

Et stærkere partnerskab inden for europæisk turisme

Kommissionen har til hensigt at indføre en fornyet europæisk turismepolitik for at forbedre den europæiske turistindustris konkurrenceevne og skabe flere og bedre jobs gennem bæredygtig vækst i turismen i Europa og på verdensplan. Kommissionen fokuserer også på, hvordan de forskellige berørte parter kan deltage i Fællesskabets aktioner på dette område.

DOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen af 17. marts 2006, « En ny turismepolitik i EU - mod et stærkere partnerskab inden for europæisk turisme » [KOM(2006) 134 endelig - Ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende].

RESUMÉ

Turisme er en sektor, som kan spille en betydningsfuld rolle i bestræbelserne på at nå målene i Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse.

Globalisering, demografiske ændringer og udviklingen inden for transport er faktorer, som er af afgørende betydning som drivkraft bag den hurtige vækst i turistindustrien. Jobskabelsesraten er på over gennemsnittet sammenlignet med andre erhvervssektorer, og en vigtig årsag til turistindustriens bidrag til jobskabelse, navnlig hvad angår beskæftigelse af kvinder, unge og personer med begrænsede kvalifikationer, er den høje forekomst af deltidsbeskæftigelse og de fleksible arbejdsbetingelser. Samtidig spiller bæredygtig turisme en betydningsfuld rolle, når det drejer sig om at bevare og forbedre kultur- og naturarven, og for udviklingen på lokalt niveau i et stadigt stigende antal tilbagestående regioner. Turisme bidrager i øvrigt også til en bedre mellemfolkelig forståelse.

En ny turismepolitik i EU

EU foreslår en ny turismepolitik for at kunne tage de udfordringer op, som denne sektor står over for, og for bedre at kunne udnytte dens vækst- og jobskabelsesmuligheder. Ændringer i befolkningssammensætningen, konkurrence uden for Europa, behovet for bæredygtighed og kravet om specifikke former for turisme udgør i dag store udfordringer, som Europa skal tage op.

Turismens kompleksitet og de relevante aktørers forskelligartethed nødvendiggør derfor samarbejde, partnerskaber og dialog mellem de berørte parter i turistindustrien. De offentlige myndigheder både på europæisk, regionalt og lokalt niveau skal samarbejde med den private sektor, arbejdsmarkedets parter i sektoren, og alle de berørte parter. Kommissionen vil fortsætte sin indsats for effektivt, rettidigt og på gennemsigtig vis at holde medlemmerne af Det Rådgivende Udvalg for Turisme underrettet om turismerelaterede initiativer i dens arbejdsprogram.

Mainstreaming af foranstaltninger, der påvirker turismen

En første række foranstaltninger tager sigte på en bedre regulering. Kommissionen ønsker at sikre sig, at der fuldt ud tages hensyn til turisme i forbindelse med konsekvensanalyser af forslag, som forventes at påvirke sektoren. Kommissionen har ligeledes til hensigt at screene endnu ikke vedtagne lovgivningsforslag og at forenkle den eksisterende europæiske lovgivning. Medlemsstaterne opfordres til at deltage aktivt i dette arbejde for at undgå en stigende administrativ byrde, som kan skade turistindustriens konkurrenceevne.

De fleste fællesskabsforanstaltninger, som har til formål at fremme den europæiske turistindustris konkurrenceevne, gennemføres ved hjælp af erhvervspolitiske instrumenter. Mange andre politikker på europæisk plan påvirker dog også turismen direkte eller indirekte. Derfor skal Europa i lige så høj grad støtte konkurrenceevnen gennem instrumenterne for andre politikker.

EU's forskellige finansielle instrumenter skal i højere grad anvendes til fordel for turismen:

  • Under strukturfondene, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Socialfond (ESF), gives der økonomisk støtte til udvikling af turistvirksomheder og -tjenester, faglig mobilitet samt undervisnings- og uddannelsesprogrammer.
  • Infrastrukturer inden for miljø og transport finansieres også under Samhørighedsfonden.
  • Det fremtidige Leonardo da Vinci -program omfatter et mobilitetsprogram for lærlinge, idet turismesektoren anses for at være en sektor, hvor der kan gennemføres pilotprojekter inden for dette område.
  • Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) vil give støtte til forbedring af landskabet og landbrugsprodukternes kvalitet, støtte til fremme af landturismen som et vigtigt led i diversificeringen af landdistrikternes økonomi og støtte til vedligeholdelse, genoprettelse og forbedring af kulturarven især i de nye medlemsstater og i kandidatlandene.
  • Den Europæiske Fiskerifond (EFF) foreslår at satse på økoturisme for at afbøde de socioøkonomiske virkninger af omstruktureringen af fiskerisektoren. Fiskeriaktiviteter af begrænset omfang og turismeinfrastruktur vil også blive støttet gennem EFF.
  • Det foreslåede " rammeprogram for konkurrenceevne og innovation " vil støtte konkurrenceevnen blandt virksomheder i EU, herunder navnlig SMV'er inden for bl.a. turistsektoren.
  • Den forskning, som vil blive støttet under det foreslåede 7. rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration, kan give fordele for turismesektoren, herunder f.eks. forskning i informations- og kommunikationsteknologi, satellitapplikationer, kulturarv og arealanvendelse.

Fremme af bæredygtig turisme

På grundlag af meddelelsen "Grundlæggende retningslinjer for bæredygtig europæisk turisme" fra 2003 og arbejdet i gruppen vedrørende bæredygtig turisme (Tourism Sustainability Group, TSG) har Kommissionen til hensigt at forelægge et forslag til en europæisk Agenda 21 (EN) for turisme senest i 2007.

Kommissionen planlægger specifikke foranstaltninger vedrørende fremme af økonomisk og social bæredygtighed i den europæiske turistindustri, herunder f.eks.:

  • Udpegning af nationale og internationale foranstaltninger, som skal støtte turismerelaterede SMV'er og fremme af udveksling af god praksis inden for dette område og inden for "turisme for alle";
  • evaluering af den økonomiske betydning, som bedre adgang i turismesektoren har;
  • offentliggørelse af en vejledning i, hvordan der oprettes læringsområder i turismesektoren for at fremme forbedring af kvalifikationerne i turismesektoren under inddragelse af alle berørte parter;
  • undersøgelse af beskæftigelsesmønstre i sektorerne for kyst- og havturisme;
  • evaluering af de fremtidige konsekvenser af e-handel for turistindustrien;
  • bekæmpelse på alle niveauer af seksuel udnyttelse af børn, navnlig når der er tale om sexturisme.

Bedre indsigt i europæisk turisme

Aktuelle, detaljerede, relevante og sammenlignelige statistiske oplysninger om turisme er nødvendige for, at der kan træffes de rigtige beslutninger. Indsamlingen af statistiske oplysninger vedrørende turisme skal derfor forbedres på europæisk og nationalt niveau (Eurostat og satellitregnskaberne for turisme (Tourism Satellite Accounts)).

Forbedring af turismens synlighed

Kommissionen ønsker at bidrage til markedsføringen af Europa som et område med en række attraktive turistmål gennem en portal, som omfatter praktiske oplysninger om Europa som f.eks. rejseplanlægning (transport, vejr og kalender), men også ved at gøre SMV'er i turistindustrien opmærksom på de store fordele, som de kan drage af kulturelle arrangementer og sportsarrangementer i de europæiske byer og regioner.

Hvert år siden 2002 har forskellige medlemsstater i samarbejde med Kommissionen været vært for et årligt europæisk turismeforum, hvor der fokuseres på turismen som et fænomen, der på grund af sin kompleksitet påvirker mange aspekter af det økonomiske og sociale liv. Kommissionen opfordrer til dialog inden for dette forum. En række formandskaber for Rådet har endvidere tilrettelagt møder for ministrene med ansvar for turisme og konferencer, som ligeledes giver den europæiske turisme stor synlighed.

Kontekst

Denne meddelelse offentliggøres et år efter meddelelsen «Vækst og beskæftigelse: Et nyt afsæt for Lissabon-strategien», som var en midtvejsrevision af Lissabon-strategien. Turisme er derfor en betydningsfuld sektor, når det gælder bestræbelserne på at nå målene i Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse, men den europæiske turisme står over for store udfordringer.

Udviklingen af dette samarbejde kan blive evalueret regelmæssigt i forbindelse med afviklingen af de europæiske turistfora.

See also

Yderligere oplysninger findes under det særlige afsnit om turisme på netstedet for Generaldirektoratet for Erhvervspolitik.

Seneste ajourføring: 23.05.2006

Top