EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

International konvention om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling

International konvention om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling

 

RESUMÉ AF:

Ændringsprotokol til den internationale konvention om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling

Afgørelse 2003/231/EF om EU’s tiltrædelse af ændringsprotokollen til den internationale konvention om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling

HVAD ER FORMÅLET MED KONVENTIONEN OG AFGØRELSEN?

Formålet med den oprindelige konvention fra 1973 var at oprette et internationalt instrument til at forenkle og harmonisere underskrivernes toldbehandling og derved fremme international handel.

Den reviderede Kyoto-konvention ændrer konventionen og er blevet grundlaget for effektive, forudsigelige og virksomme toldbehandlinger. Den har til formål at:

  • bidrage effektivt til udviklingen af international handel ved at:
    • forenkle og harmonisere toldbehandlinger og -praksis
    • fremme internationalt samarbejde
  • kombinere betydelige fordele ved at lette lovlig handel med passende niveauer af toldkontrol
  • forbedre toldadministrationens effektivitet og dermed den økonomiske konkurrenceevne
  • tilskynde til investeringer og udvikling af små og mellemstore virksomheder i international handel
  • stimulere økonomisk vækst ved at lette handel.

Den reviderede Kyoto-konvention

  • er et levende instrument
  • afspejler moderne toldpraksis
  • fremmer toldkontrol
  • leverer lempelse af toldformaliteter til international handel.

HOVEDPUNKTER

Den reviderede Kyoto-konventions opbygning

Den reviderede Kyoto-konvention omfatter en hoveddel, et almindeligt bilag og specifikke bilag.

  • Det almindelige bilag indeholder de centrale procedurer og praksisser og er obligatorisk for de kontraherende parters tiltrædelse og gennemførelse. Det omfatter også standarder og overgangsstandarder.
  • Specifikke bilag omhandler forskellige toldbehandlinger og består af standarder samt anbefalede praksisser. Kontraherende parter kan tiltræde specifikke bilag og/eller kapitler efter eget skøn.
  • Bilagene ledsages af retningslinjer af informativ og ikkebindende karakter, der er udarbejdet for at sikre ensartet fortolkning af bestemmelserne i den reviderede Kyoto-konvention samt for at give eksempler på national praksis.

Kontraherende parter

  • Alle medlemmer af Verdenstoldorganisationen (WCO) under De Forenede Nationer eller dennes særorganisationer eller medlemmer af enhver toldunion eller økonomisk union kan blive part i den reviderede Kyoto-konvention.
  • Parter:
    • angiver det bilag eller de specifikke bilag, de (helt eller delvist) accepterer på tidspunktet for deres tiltrædelse af den reviderede Kyoto-konvention
    • accepterer bestemmelserne i den reviderede Kyoto-konvention og er bundet af det almindelige bilag samt af alle standarderne
    • kan også indføre forbehold, som revideres hvert tredje år.
  • En kontraherende part kan acceptere en eller flere specifikke bilag eller et eller flere kapitler.
  • Tiltrædelse af konventionen er af ubegrænset varighed, men alle parter kan til enhver tid tilbagekalde deres tiltrædelse, efter den er trådt i kraft. Dette gælder også de specifikke bilag eller kapitler.
  • Hvis en part beslutter at tilbagekalde sin accept af det almindelige bilag, anses parten for at være udtrådt af den reviderede Kyoto-konvention.
  • Der er i øjeblikket 112 kontraherende parter til den reviderede Kyoto-konvention.

Forvaltning af den reviderede Kyoto-konvention

Den reviderede Kyoto-konvention omfatter bestemmelser om en forvaltningskomité, der skal forvalte, revidere og opdatere konventionen med jævne mellemrum. Det:

  • overvåger konventionens gennemførelse
  • sikrer ensartethed i fortolkningen og anvendelsen af konventionen
  • foreslår ændringer
  • reviderer og opdaterer praksis og retningslinjer og anbefaler nye
  • er sammensat af kontraherende parter, herunder EU
  • mødes mindst én gang årligt og vælger sin egen formand samt næstformand
  • træffer beslutninger ved konsensus, og hvis der ikke kan opnås konsensus, træffes beslutninger ved afstemning blandt de fremmødte kontraherende parter.

Toldmyndigheder, der berettiget til at blive kontraherende parter, medlemmer af Verdenshandelsorganisationen og repræsentanter for andre internationale organisationer kan deltage i møder i forvaltningskomitéen som observatører.

Afstemning

  • Hver kontraherende part kan stemme om forhold vedrørende fortolkning, anvendelse eller ændring af hoveddelen og det almindelige bilag i den reviderede Kyoto-konvention.
  • EU har i sig selv ikke nogen individuel stemme men stemmer på vegne af alle EU-lande uanset, om de er til stede på mødet.

Ændringer af konventionen

Forvaltningskomitéen anbefaler ændringer af hoveddelen, det almindelige bilag, de specifikke bilag og kapitlerne for de kontraherende parter.

HVORNÅR GÆLDER KONVENTIONEN OG AFGØRELSEN FRA?

Denne konvention trådte i kraft den 25. september 1974. EU tiltrådte den reviderede Kyoto-konvention den 17. marts 2003 ved afgørelse 2003/231/EF. Den reviderede Kyoto-konvention trådte i kraft den 3. februar 2006. EU har endnu ikke tiltrådt bilag III i den reviderede Kyoto-konvention.

BAGGRUND

  • WCO’s Kyoto-konvention blev vedtaget i 1973 som den internationale konvention om forenkling og harmonisering af toldbehandling. Den trådte i kraft i 1974 og havde 63 kontraherende parter. EU tiltrådte den internationale konvention om forenkling og harmonisering af toldbehandling i 1974.
  • I juni 1999 vedtog WCO-rådet ændringsprotokollen til den internationale konvention om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling, kendt som den reviderede Kyoto-konvention.
  • Ændringsprotokollen omfatter bilag I, II og III og har forrang for Kyoto-konventionen af 1973.
  • Den reviderede Kyoto-konvention trådte i kraft den 3. februar 2006. Det er i øjeblikket 112 kontraherende parter.
  • EU tiltrådte ændringsprotokollen, inklusive bilag I og II, ved Rådets afgørelse 2003/231/EF. EU har på nuværende tidspunkt ikke tiltrådt bilag III i den reviderede Kyoto-konvention.

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENTER

Ændringsprotokol til den internationale konvention om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling (EUT L 86 af 3.4.2003, s. 23-44).

Rådets afgørelse 2003/231/EF af 17. marts 2003 om Det Europæiske Fællesskabs tiltrædelse af ændringsprotokollen til den internationale konvention om forenkling og harmonisering af regler om toldbehandling (Kyoto-konventionen) (EUT L 86 af 3.4.2003, s. 21-45).

Efterfølgende ændringer af afgørelse 2003/231/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 10.06.2021

Top