Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Program for retlige anliggender (2021-2027)

Program for retlige anliggender (2021-2027)

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2021/693 om oprettelse af programmet for retlige anliggender

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den opretter programmet for retlige anliggender. Dette varer i hele perioden for Den Europæiske Unions (EU) flerårige finansielle ramme (FFR) for årene 2021-2027. Forordningen fastlægger programmets:

  • generelle og specifikke mål
  • beløb, former og regler for EU-finansiering.

HOVEDPUNKTER

Retsaktens generelle mål er at videreudvikle et europæisk område med retfærdighed baseret på:

  • retsstatsprincippet, herunder retsvæsenets uafhængighed og upartiskhed
  • gensidig anerkendelse og gensidig tillid
  • civil- og strafferetligt samarbejde.

Programmets specifikke mål er at:

  • at støtte det civil- og strafferetlige samarbejde og at fremme retsstatsprincippet og retsvæsenets uafhængighed og upartiskhed (27 % af budgettet)
  • at tilskynde til uddannelse af dommere og andet personale i retsvæsen* at understøtte en fælles retlig og retslig kultur baseret på retsstatsprincippet og effektiv gennemførelse af EU’s retlige afgørelser (36 % af budgettet)
  • at lette en effektiv og ikkediskriminerende adgang til klage og domstolsprøvelse for alle og til effektive retsmidler, effektive civil- og strafferetlige procedurer og støtte alle kriminalitetsofres rettigheder samt mistænktes og tiltaltes processuelle rettigheder (27 % af budgettet).

Det syvårige budget til at gennemføre programmet er på 305 mio. EUR. Yderligere 10 % kan deles mellem de tre specifikke mål om at fremme retsstaten.

Ikke-EU-lande kan deltage i programmet på visse betingelser.

Følgende aktiviteter er støtteberettigede:

  • øge bevidstheden og formidle oplysninger for at forbedre kendskabet til EU-politikker og EU-retten, herunder komparativ ret og samspillet mellem forskellige retsområder
  • tilskynde til gensidig læring og udveksling af god praksis for at udbygge kendskabet til civil- og strafferetten og nationale retsvæsner
  • analyse og overvågning for at forstå mulige hindringer for et europæisk område med retfærdighed og for at forbedre den national gennemførelse af EU-retten og EU-politikkerne
  • uddannelse af relevante interessenter for at øge forståelsen af EU-retten og -politikkerne
  • udvikling og vedligeholdelse af informations- og kommunikationsteknologi samt e-justice-værktøjer, herunder systemers grænseoverskridende interoperabilitet
  • øge kapaciteten af centrale europæiske netværk for at fremme og videreudvikle EU-retten og EU’s værdier, politiske mål og strategier
  • støtte til civilsamfundsorganisationer og almennyttige interessenter, som er aktive inden for de områder, der er omfattet af programmet, og sikre tilstrækkelig adgang for alle borgere til deres tjenester
  • fremme af kendskabet til programmet, formidling af resultaterne og tilrettelægge diskussionsfora for interessenter.

Juridiske enheder:* er støtteberettigede, hvis de er:

  • etableret i en EU-medlemsstat eller forbundet oversøisk land eller territorium eller i et ikke-EU-land, der er associeret til programmet
  • etableret i henhold til EU-retten eller enhver international organisation.

Programmet yder støtte til Det Europæiske Netværk for Uddannelse af Dommere og Anklageres permanente arbejdsprogram

Arbejdsprogram

Programmet gennemføres ved arbejdsprogrammer, der vedtages af Europa-Kommissionen ved gennemførelsesretsakter. Arbejdsprogrammet for retlige anliggender for 2021-2022 er blevet offentliggjort af Kommissionen.

Ophævelse

Denne forordning ophæver forordning (EU) nr. 1382/2013 fra den 1. januar 2021.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. januar 2021.

BAGGRUND

Et velfungerende europæisk område med retfærdighed uden hindringer for grænseoverskridende adgang til klage og domstolsprøvelse er afgørende for at sikre økonomisk vækst og det indre markeds fulde potentiale. En stor del af dette samarbejde beror på gensidige tillid. De forskellige aktiviteter under programmet for retlige anliggender spiller en central rolle i at styrke denne tillid, navnlig ved at lette adgang til klage og domstolsprøvelse og fremme det civil- og strafferetlige samarbejde samt effektiviteten af nationale retsvæsner.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Dommere og andet personale i retsvæsenet: dommere, anklagere og personale ved domstolene og anklagemyndigheden samt alle andre retsprofessionelle med tilknytning til retsvæsenet.
Juridisk enhed: en enkeltperson, virksomhed eller organisation med juridiske rettigheder og forpligtelser.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/693 af 28. april 2021 om oprettelse af programmet for retlige anliggender og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1382/2013 (EUT L 156 af 5.5.2021, s. 21-38).

seneste ajourføring 30.06.2021

Top