EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Sociale sikringsordninger — samarbejde mellem EU-landene

Sociale sikringsordninger — samarbejde mellem EU-landene

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EF) nr. 987/2009 — om koordinering af de sociale sikringsordninger

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

  • Det er en gennemførelsesforordning, der moderniserer og forenkler reglerne for gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger i EU.
  • I gennemførelsen af forordning (EF) nr. 883/2004 gør denne forordning det lettere for borgerne at udøve deres ret til fri bevægelighed i EU i forbindelse med studier, fritid eller arbejde og sikrer, at de ikke stilles dårligere med hensyn til social sikring.
  • Forordningen ophæver og erstatter forordning (EØF) nr. 574/72.

HOVEDPUNKTER

Forordningen styrker samarbejdet mellem EU-landenes sociale sikringsinstitutioner* og indfører forbedringer af de metoder, de benytter til gensidig informationsudveksling.

Forordningen er inddelt i fem afsnit, der hver især kan være inddelt i flere kapitler:

Afsnit I — almindelige bestemmelser

Kapitel I — definitioner af forskellige begreber anvendt i forordningen

Kapitel II — bestemmelser om samarbejde mellem EU-landenes sociale sikringsinstitutioner:

  • udveksling af oplysninger mellem institutioner
  • udveksling af oplysninger mellem berørte personer og sociale sikringsinstitutioner
  • den juridiske værdi af dokumenter og anden dokumentation, der er udstedt i et andet EU-land
  • midlertidig anvendelse af en lovgivning og foreløbig tilkendelse af ydelser (hvis der er uenighed mellem institutionerne i forskellige lande)
  • foreløbig beregning af ydelser og bidrag.

Kapitel III — emner såsom administrative aftaler mellem to eller flere EU-lande:

  • forhindring af dobbeltydelser
  • fastsættelse af bopæl
  • sammenlægning af forsikrings- og beskæftigelsesperioder, perioder med selvstændig virksomhed eller bopælsperioder, hvor den pågældende person har været underlagt et EU-lands lovgivning
  • hvordan disse lægges sammen med perioder, hvor den pågældende person har været underlagt et andet EU-lands lovgivning (hvis det er relevant).

Afsnit II — fastlæggelse af, hvilken lovgivning der skal anvendes

I henhold til afsnit II fastlægges der detaljerede regler afhængigt af, hvilken artikel (dvs. artikel 12 til 16) i forordning (EF) nr. 883/2004 der gøres gældende for den berørte person (f.eks. gælder artikel 13 for personer, der er beskæftiget i to eller flere EU-lande).

Afsnit III — særlige bestemmelser for de forskellige kategorier af ydelser

Kapitel I — sygdom og moderskab og dermed ligestillede ydelser (f.eks. betingelser for udredning af naturalydelser ved sygdom som led i en planlagt behandling, dvs. behandling som en forsikret person modtager i et andet EU-land end det land, hvor vedkommende er forsikret eller bosiddende)

Kapitel II — ydelser ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme

Kapitel III — ydelser ved dødsfald

Kapitel IV — ydelser ved invaliditet og alders- og efterladtepensioner

Kapitel V — arbejdsløshedsydelser

Kapitel VI — familieydelser

Afsnit IV — finansielle bestemmelser

Kapitel I — refusion af udgifter til ydelser i henhold til artikel 35 og artikel 41 i forordning (EF) nr. 883/2004, begge vedrørende refusion mellem institutioner

Kapitel II — refusion af arbejdsløshedsydelser i henhold til artikel 65 i forordning (EF) nr. 883/2004

Kapitel III — tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte ydelser, tilbagebetaling af foreløbige udbetalinger og bidrag, modregning og bistand ved inddrivelse af fordringer

Afsnit V — diverse bestemmelser, overgangsbestemmelser og afsluttende bestemmelser

Afsnit V dækker en række emner såsom lægeundersøgelser og administrativ kontrol i tilfælde, hvor den berørte person opholder sig i et andet EU-land end det, hvor debitorinstitutionen er beliggende, samt forordningens ikrafttræden

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. maj 2010.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

Efter udbruddet af COVID-19 og indførslen af foranstaltninger til at afbøde virkningerne af krisen, har Europa-Kommissionen vedtaget:

VIGTIGE BEGREBER

Sociale sikringsinstitutioner: omfatter institutioner med ansvar for ydelser i forbindelse med sygdom, moderskab, invaliditet, pensionering, arbejdsulykker, arbejdsløshed, familieydelser samt efterlønsordninger.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 284 af 30.10.2009, s. 1-42).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 987/2009 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT L 166 af 30.4.2004, s. 1-123). Tekst offentliggjort i berigtigelse (EUT L 200 af 7.6.2004, s. 1-49).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 02.06.2020

Top