EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015D2071

ILO’s protokol om tvangsarbejde: EU-landenes ratificering

ILO’s protokol om tvangsarbejde: EU-landenes ratificering

RESUMÉ AF:

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DISSE AFGØRELSER?

  • De giver EU-regeringer bemyndigelse til at ratificere protokollen, der blev vedtaget af Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i 2014, og opfordrer dem til at gøre det inden udgangen af 2016. Dette sætter skub i ILO’s konvention om tvangsarbejde af 1930 med hensyn til at forebygge brugen af tvangsarbejde, især hvad angår menneskehandel, beskyttelse af ofre og at give dem adgang til afhjælpende tiltag.

HOVEDPUNKTER

  • ILO’s konvention om tvangsarbejde dækker de områder af socialpolitik og retligt samarbejde i straffesager, der falder under EU’s kompetence.
  • EU i sig selv kan ikke ratificere protokollen. Det kan kun de enkelte EU-lande. De to afgørelser giver EU-regeringerne bemyndigelse til at ratificere teksten »idet de handler i fællesskab i Unionens interesse«.
  • Afgørelse (EU) 2015/2037 dækker områder inden for socialpolitik i protokollen, såsom ansættelsesforhold, arbejdstid, vikararbejde samt sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, der allerede er genstand for EU-lovgivning.
  • Afgørelse (EU) 2015/2071 dækker straffesager i protokollen, såsom beskyttelse af ofre for kriminalitet. EU har allerede lovgivet på området med direktiver om bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofre.
  • På grund af Danmarks fravalgsordning inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed er landet ikke bundet af afgørelse (EU) 2015/2071.
  • Lande, der ratificerer protokollen om tvangsarbejde, skal udvikle en national politik og handlingsplan samt deltage i et internationalt samarbejde om bekæmpelse af tvangsarbejde i samråd med arbejdsmarkedets parter. De skal træffe foranstaltninger til at forebygge tvangsarbejde, til at forbedre beskyttelsen af ofre og give dem adgang til afhjælpende tiltag.

BAGGRUND

Tvangsarbejde er arbejde, der udføres ufrivilligt og under tvang, og er universelt anerkendt som en forbrydelse siden vedtagelsen af ILO’s flagskib, konventionen om tvangsarbejde nr. 29 i 1930.

Alligevel vurderer ILO, at 20,9 millioner mennesker over hele verden stadig er ofre for tvangsarbejde. Langt det meste tvangsarbejde finder i dag sted i den private økonomi, især i form af menneskehandel med henblik på udnyttelse af arbejdskraft. Protokollen og henstillingen om tvangsarbejde, der blev vedtaget af ILO i 2014, har til formål at styrke den globale bekæmpelse af alle former for tvangsarbejde.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSERNE FRA?

De gælder fra den 12. november 2015. EU-landene bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at deponere deres ratifikationsinstrumenter inden den 31. december 2016.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

DOKUMENTER

Rådets afgørelse (EU) 2015/2037 af 10. november 2015 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at ratificere 2014-protokollen til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention om tvangsarbejde af 1930 for så vidt angår spørgsmål vedrørende socialpolitik (EUT L 298 af 14.11.2015, s. 23-24)

Rådets afgørelse (EU) 2015/2071 af 10. november 2015 om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at ratificere 2014-protokollen til Den Internationale Arbejdsorganisations konvention om tvangsarbejde af 1930 med hensyn til artikel 1-4 i protokollen for så vidt angår spørgsmål vedrørende retligt samarbejde i straffesager (EUT L 301 af 18.11.2015, s. 47-48)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Protokol af 2014 til konventionen om tvangsarbejde, 1930

seneste ajourføring 17.03.2016

Op