Tilbagesendelse af ulovlige immigranter — fælles standarder og procedurer

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2008/115/EF — fælles standarder og procedurer for tilbagesendelse af ikke-EU-borgere med ulovligt ophold

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

• Det har til formål at sikre, at Den Europæiske Union (EU) har en effektiv og menneskelig tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik.
• Det fastlægger et fælles sæt regler for tilbagesendelse af ikke-EU-borgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl på en EU-medlemsstats område, og de tilhørende retssikkerhedsgarantier, samtidig med at det tilskynder til immigranters frivillige tilbagevenden.

HOVEDPUNKTER

Ophør af ulovligt ophold

Ulovligt ophold ophører ved en procedure med to trin:

• 1.

  først en »afgørelse om tilbagesendelse«, der indleder en frist for »frivillig udrejse«

• 2.

  og dernæst, hvis det er nødvendigt, en »udsendelsesafgørelse«, eventuelt med frihedsberøvelse, der slutter med »udvisning«.

Afgørelse om tilbagesendelse

• Medmindre der foreligger menneskelige, humanitære eller andre grunde for ikke at gøre det, eller der er en igangværende procedure for fornyelse af opholdstilladelse, skal en medlemsstat træffe en afgørelse om tilbagesendelse for den ikke-EU-borger, der opholder sig ulovligt på landets område.
• Hvis ikke-EU-borgeren har en gyldig opholdstilladelse eller tilsvarende fra en anden medlemsstat, skal vedkommende straks tilbagesendes til dette land.
• Hvis en anden medlemsstat tager en ikke-EU-borger med ulovligt ophold tilbage i henhold til en bilateral aftale, er det pågældende land ansvarligt for at træffe afgørelsen om tilbagesendelse.
• Afgørelsen om tilbagesendelse kan give en frist for frivillig udrejse på mellem 7 og 30 dage for ikke-EU-borgere med ulovligt ophold. Denne frist kan under visse betingelser forlænges, den kan også afkortes eller slet ikke udstedes, hvis der er en risiko for, at ikke-EU-borgeren med ulovligt ophold:
  • vil flygte, og tilbagesendelse således ikke vil være mulig
  • har indsendt en svigagtig ansøgning eller
  • udgør en risiko for den offentlige/nationale sikkerhed.
• Inden fristen for frivillig udrejse kan ikke-EU-borgeren pålægges visse forpligtelser for at forhindre vedkommende i at flygte.
• Der kan udstedes et indrejseforbud sammen med en afgørelse om tilbagesendelse, hvis der ikke gives nogen frist for frivillig udrejse, eller hvis ikke-EU-borgeren med ulovligt ophold ikke har overholdt afgørelsen om tilbagesendelse. Varigheden af et indrejseforbud fastsættes for hver enkelt sag, og den må ikke være længere end 5 år, medmindre ikke-EU-borgeren udgør en trussel mod den offentlige/nationale sikkerhed.

Udsendelse

Hvis der ikke gives nogen frist, eller hvis ikke-EU-borgeren ikke har overholdt afgørelsen om tilbagesendelse inden for fristen for frivillig udrejse, skal medlemsstaten fuldbyrde udsendelsen af vedkommende, undtagen under særlige omstændigheder, hvor udsendelse kan udskydes. Udsendelse af ikke-EU-borgere skal udskydes, hvis der er risiko for, at deres liv bringes i fare (princippet om non-refoulement*), eller hvis afgørelsen om tilbagesendelse midlertidigt er suspenderet.

Tvangsforanstaltninger, som står i rimeligt forhold til det formål, der søges opnået, og holdes inden for grænserne af rimelig magtanvendelse, må kun anvendes som sidste udvej for at udsende ikke-EU-borgere.

Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse

• Under visse betingelser — og under behørig hensyntagen til visse sikkerhedsgarantier såsom domstolsprøvelse — kan medlemsstaterne frihedsberøve en ikke-EU-borger i løbet af tilbagesendelsesproceduren, hvis der er en risiko for, at vedkommende vil flygte eller vil undgå/lægge hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesproceduren.
• Frihedsberøvelsesperioden må ikke være længere end 6 måneder.
• Der skal anvendes særlige faciliteter for frihedsberøvede eller, hvis det ikke er muligt, fængsel med adskilte områder.

Proceduremæssige garantier

Direktivet fastsætter en række proceduremæssige garantier:

• information til ikke-EU-borgeren
• dennes ret til at klage
• retshjælp og repræsentation
• sproglig bistand, hvis det er nødvendigt.

Medlemsstaterne skal desuden overholde retten til familiens enhed og tilbyde grunduddannelse til mindreårige og akut lægebehandling, og de skal være opmærksomme på sårbare personers særlige behov, mens disse afventer deres frivillige udrejse eller udsendelse.

Uledsagede mindreårige

• Før der træffes afgørelse om at udstede en afgørelse om tilbagesendelse for en uledsaget mindreårig, skal relevante organer yde bistand under hensyntagen til barnets tarv. Før en medlemsstat udsender en uledsaget mindreårig fra sit område, skal den sikre, at vedkommende sendes tilbage til et familiemedlem eller til en udpeget værge, eller at der er passende modtagelsesfaciliteter til rådighed i tilbagesendelseslandet.
• Direktivet søger at begrænse frihedsberøvelse af uledsagede mindreårige og familier og fastsætter passende forhold under frihedsberøvelse.

Generelle regler

Nogle kategorier af ikke-EU-borgere kan undtages fra direktivets anvendelsesområde. Det kan f.eks. være dem, som pågribes i forbindelse med ulovlig overskridelse af en grænse. Medlemsstaterne skal dog sikre, at behandlingen af og beskyttelsesniveauet for disse personer som minimum svarer til EU’s regler om tvangsforanstaltninger, udsendelse, lægebehandling og frihedsberøvelse. Under alle omstændigheder skal medlemsstaterne:

• sikre, at enhver tilbagesendelse af ikke-EU-borgere ikke bringer dem i fare
• tage hensyn til barnets tarv, familieliv og den pågældende persons helbred.

Hvilke lande gælder direktivet for?

Direktivet gælder for alle medlemsstater, bortset fra Irland, samt følgende ikke-EU-lande i Schengenområdet: Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz.

Gennemførelse og tilhørende dokumenter

• Europa-Kommissionen skal hvert 3. år aflægge rapport om anvendelsen af direktivet i medlemsstaterne og, hvis det er relevant, foreslå ændringer.
• Forordning (EU) 2016/1953 indfører et ensartet europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse af ikke-EU-borgere med ulovligt ophold (europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse). Dette dokument er gyldigt for en enkelt rejse indtil tidspunktet for ankomsten i det land, som ikke-EU-borgeren, der er omfattet af en afgørelse om tilbagesendelse udstedt af en medlemsstat, sendes tilbage til.
• I 2017 offentliggjorde Kommissionen henstilling (EU) 2017/432 til medlemsstaterne om at gøre tilbagesendelser mere effektive ved gennemførelse af direktivet og en henstilling 2017/2338 om en fælles »håndbog om tilbagesendelse« til brug for medlemsstaterne, når der gennemføres tilbagesendelsesrelaterede opgaver. Den foreslog også nye foranstaltninger vedrørende tilbagesendelsespolitikken i form af en fornyet handlingsplan om tilbagesendelse og et sæt henstillinger til medlemsstaterne.
• I 2023 vedtog Kommissionen:
  • et politikdokument med titlen »Hen imod en operationel strategi for mere effektive tilbagesendelser« og tilhørende bilag, Kommissionens bidrag til processen med at udvikle den operationelle strategi for mere effektive tilbagesendelser, der er fastlagt i den nye pagt om migration og asyl
  • Henstilling (EU) 2023/682 om gensidig anerkendelse af afgørelser om tilbagesendelse og fremskyndelse af tilbagesendelse har til formål at fremskynde tilbagesendelsesprocessen ved at opfordre den medlemsstat, der er ansvarlig for tilbagesendelse af en ikke-EU-borger med ulovligt ophold, til gensidigt at anerkende enhver afgørelse om tilbagesendelse, der tidligere er udstedt til den samme person af en anden medlemsstat, medmindre virkningen af afgørelsen om tilbagesendelse er blevet suspenderet.

HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?

Reglerne i direktivet skulle være gennemført i national lovgivning inden den 24. december 2010, med undtagelse af reglerne om gratis retshjælp og/eller repræsentation, for hvilke fristen var den 24. december 2011.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

• En menneskelig og effektiv tilbagesendelses- og tilbagetagelsespolitik (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (EUT L 348 af 24.12.2008, s. 98-107).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens henstilling (EU) 2023/682 af 16. marts 2023 om gensidig anerkendelse af afgørelser om tilbagesendelse og fremskyndelse af tilbagesendelser ved gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (EUT L 86 af 24.3.2023, s. 58-64).

Politikdokument: Hen imod en operationel strategi for mere effektive tilbagesendelser (COM (2023) 45 final af 24.1.2023).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — en ny pagt om migration og asyl (COM(2020) 609 final af 23.9.2020).

Kommissionens henstilling (EU) 2017/2338 af 16. november 2017 om en fælles »håndbog om tilbagesendelse« til brug for medlemsstaternes myndigheder med ansvar for tilbagesendelsesopgaver (EUT L 339 af 19.12.2017, s. 83-159).

Kommissionens henstilling (EU) 2017/432 af 7. marts 2017 om at gøre tilbagesendelse mere effektiv ved gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF (EUT L 66 af 11.3.2017, s. 15-21).

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om en mere effektiv tilbagesendelsespolitik i EU — en ny handlingsplan (COM(2017) 200 final af 2.3.2017).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1953 af 26. oktober 2016 om indførelse af et europæisk rejsedokument til brug ved tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold og om ophævelse af Rådets henstilling af 30. november 1994 (EUT L 311 af 17.11.2016, s. 13-19).

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om EU’s tilbagesendelsespolitik (COM(2014) 199 final af 28.3.2014).

seneste ajourføring 03.01.2024