Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Klima- og energipakken for 2020

Klima- og energipakken består af supplerende lovgivning, der har til formål at sikre, at EU opfylder de ambitiøse klima- og energimål for 2020. Pakken fastsætter tre centrale mål:

DOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009 om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder og om ændring og senere ophævelse af direktiv 2001/77/EF og 2003/30/EF

RESUMÉ

  • 20 % reduktion af EU’s drivhusgasemissioner i forhold til 1990-niveauerne
  • 20 % forbedring af EU’s energieffektivitet
  • 20 % af EU’s energi fra vedvarende energikilder (vindkraft, solenergi, biomasse osv.).

HVAD ER FORMÅLET MED PAKKEN?

Disse »20-20-20«-mål har til formål at bekæmpe klimaændringer, øge EU’s energisikkerhed og styrke konkurrenceevnen. Disse er også de overordnede mål i Europa 2020-strategien for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst.

HOVEDPUNKTER

EU’s reviderede emissionshandelsordning

En central del af pakken er revisionen af EU’s emissionshandelsordning (EU ETS), som omfatter omkring 45 % af EU’s samlede drivhusgasemissioner. Ordningen omfatter alle EU-lande samt Island, Liechtenstein og Norge. Den søger at nedbringe drivhusgasemissioner i elsektoren og store sektorer på omkostningseffektiv vis ved at sætte en markedspris for emissioner via anvendelsen af et cap and trade-princip *. EU ETS gælder for omkring 11 000 kraftværker og andre store industrianlæg. I 2012 blev EU ETS udvidet til også at omfatte luftfart.

EU ETS er understøttet af direktivet om handel med emissionskvoter, der blev revideret og styrket betragteligt. Revisionen gjaldt fra 2013, starten af EU ETS’ tredje handelsperiode, og indførte følgende i ordningen:

  • et ensartet EU-loft på emissionskvoter (der nedbringes med 1,74 % hvert år), erstatning for ordningen med nationale lofter, så emissionerne i 2020 vil være 21 % under 2005-niveauerne
  • auktioner (køb af emissionskvoter) for gradvist at erstatte de gratis kvotetildelinger. Det vil som det første sted ske i elsektoren
  • bredere dækning i forhold til sektorer og gasser (kuldioxid, dinitrogenoxid og perfluorcarboner).

Nationale mål for emissioner uden for EU ETS

Pakkens anden lovgivning er beslutningen om indsatsfordeling. Den fastsætter bindende årlige mål for hvert EU-land om reduktion af deres drivhusgasemissioner fra de sektorer, der ikke er omfattet af EU ETS, såsom bolig, landbrug, affald og transport (bortset fra luftfart).

De nationale mål for perioden 2013-2020 differentieres i forhold til EU-landenes relative velstand. De strækker sig fra en emissionsreduktion på 20 % (i forhold til niveauet i 2005) for de rigeste EU-lande til en stigning på 20 % for de mindst rige lande. Alle lande skal dog bestræbe sig på at begrænse deres emissioner. De skal også rapportere om deres emissioner hvert år i henhold til EU’s overvågningsmekanisme.

Nationale mål for vedvarende energi

I henhold til direktivet om vedvarende energi, pakkens tredje lovgivning, tildeles EU-landene bindende mål om at øge andelen af vedvarende energi i deres energiforbrug senest i 2020. Disse mål afhænger af hvert lands brug af vedvarende energi og deres potentiale til at øge produktionen, fra 10 % på Malta til 49 % i Sverige.

De nationale mål vil gøre det muligt for EU samlet set at nå målet om 20 % vedvarende energi i 2020 - mere end dobbelt så meget som 2010-niveauet på 9,8 % - og en andel på 10 % af vedvarende energi i transportsektoren. Målene vil også hjælpe med at nedbringe drivhusgasemissionerne og mindske EU’s afhængighed af importeret energi. Mindst 10 % af hvert lands brændstof til transport skal være vedvarende (f.eks. biobrændstoffer, brint, »grøn« elektricitet). Biobrændstoffer skal overholde de aftalte bæredygtighedskriterier.

Opsamling og lagring af CO2

Den fjerde del af klima- og energipakken er et direktiv, der opretter en retlig ramme for teknologier til miljømæssigt forsvarlig opsamling og lagring af CO2 (CCS). CCS omfatter opsamling af kuldioxid, der udledes ved industriprocesser, og lagring i underjordiske geologiske formationer, hvor det ikke bidrager til den globale opvarmning.

Direktivet omfatter al underjordisk oplagring af CO2 i EU og fastsætter krav, der gælder for hele lagringslokaliteternes levetid.

Energieffektivitet

Målet for energieffektivitet gennemføres via energieffektivitetsplanen 2011 og energieffektivitetsdirektivet.

Flere oplysninger:

VIGTIGE BEGREBER

* Cap and trade-princip: EU ETS fungerer efter »cap and trade«-princippet. Der fastsættes et »cap« eller loft for den samlede mængde af visse drivhusgasser, der kan udledes fra fabrikker, kraftværker og andre anlæg i ordningen. Loftet reduceres med tiden, således at de samlede emissioner falder. Ordningen giver mulighed for handel med emissionskvoter, så de samlede emissioner fra anlæg og luftfartøjsoperatører forbliver under loftet, og de mindst omkostningskrævende foranstaltninger kan indføres for at reducere emissionerne.

REFERENCER

Dokument

Ikrafttrædelsesdato

Gennemførelsesdato i medlemsstaterne

Den Europæiske Unions Tidende

Direktiv 2009/28/EF

25.6.2009

5.12.2010

EUT L 140, 5.6.2009 s. 16-62

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv 2003/87/EF med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EUT L 140, 5.6.2009, s. 63-87)

Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 406/2009/EF af 23. april 2009 om medlemsstaternes indsats for at reducere deres drivhusgasemissioner med henblik på at opfylde Fællesskabets forpligtelser til at reducere drivhusgasemissionerne frem til 2020 (EUT L 140, 5.6.2009, s. 136-148)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31/EF af 23. april 2009 om geologisk lagring af kuldioxid og om ændring af Rådets direktiv 85/337/EØF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF, 2001/80/EF, 2004/35/EF, 2006/12/EF, 2008/1/EF og forordning (EF) nr. 1013/2006 (EUT L 140, 5.6.2009, s. 114-135)

seneste ajourføring 10.09.2015

Top