61994A0109

++++

1. Annullationssoegsmaal ° frister ° begyndelsestidspunkt ° retsakt, der ikke er offentliggjort eller meddelt sagsoegeren ° noejagtigt kendskab til indhold og begrundelse ° pligt til at anmode om oplysning om retsaktens fulde ordlyd inden for en rimelig frist efter opnaaelse af kendskab til dens eksistens

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

2. Faellesskabsret ° principper ° ret til kontradiktion ° anvendelsesomraade ° fremgangsmaade ved udvaelgelse af projekter med henblik paa finansiel stoette fra Faellesskabet ° ikke omfattet

3. Annullationssoegsmaal ° Faellesskabets retsinstansers kompetence ° paastand om, at der udstedes paabud om, at en ny beslutning skal vedtages efter ny proevelse af sagen ° afvisning

(EF-traktaten, art. 173)

1. Naar en retsakt ikke er offentliggjort eller meddelt, loeber fristen for et annullationssoegsmaal foerst fra det tidspunkt, hvor den beroerte tredjemand faar noejagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for den paagaeldende retsakt, hvorved det ganske vist er en forudsaetning, at han inden for en rimelig frist, efter at han har faaet kendskab til retsakten, anmoder om ordlyden af den paagaeldende retsakt i sin helhed.

2. Det er i overensstemmelse med det system, som anvendes ved finansielle stoetteprogrammer, der gennemfoeres af Faellesskabet, at ansoegerne om en saadan stoette saedvanligvis ikke bliver hoert under udvaelgelsesproceduren, da denne gennemfoeres paa baggrund af de af ansoegerne fremsendte dokumenter. En saadan fremgangsmaade er nemlig hensigtsmaessig i en situation, hvor hundredvis af ansoegninger skal vurderes, og udgoer foelgelig ikke en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

3. En under et annullationssoegsmaal fremsat paastand om, at det paalaegges Kommissionen efter ny undersoegelse af sagen at vedtage en ny beslutning, kan ikke tages til foelge.

Faellesskabets retsinstanser kan nemlig ikke rette paabud til institutionerne i forbindelse med den legalitetskontrol, de foretager, og det paahviler det paagaeldende forvaltningsorgan at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssoegsmaal.

I sag T-109/94,

Windpark Groothusen GmbH & Co. Betriebs KG, Groothusen-Krummhoern (Tyskland), ved professor Detlef Schumacher, Bremen, og advokat Benno Grunewald, Bremen,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved Juergen Grunwald, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

angaaende dels en paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 13. januar 1994, hvorved sagsoegeren fik afslag paa finansiel stoette under THERMIE-programmet i 1993, og dels en paastand om, at det paalaegges Kommissionen at traeffe en ny beslutning,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af H. Kirschner som fungerende afdelingsformand, og dommerne A. Kalogeropoulos og V. Tiili,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 20. september 1995,

afsagt foelgende

Dom

Retlig baggrund og sagens faktiske omstaendigheder

1 Den 26. juni 1990 udstedte Raadet forordning (EOEF) nr. 2008/90 om fremme af energiteknologi i Europa (THERMIE-programmet) (EFT L 185, s. 1, herefter "Thermie-forordningen"). THERMIE-programmet omfatter i alt 17 anvendelsessektorer, herunder vindenergi.

2 I overensstemmelse med Thermie-forordningens artikel 8 indledes fremgangsmaaden til fastlaeggelse af egnede projekter af Kommissionen, som skal offentliggoere en indkaldelse af forslag i De Europaeiske Faellesskabers Tidende. Ved udvaelgelse af projekter med samlede omkostninger paa over 500 000 ECU bistaas Kommissionen af et udvalg bestaaende af repraesentanter for medlemsstaterne (herefter "Thermie-Udvalget"), som afgiver udtalelse om det for udvalget forelagte udkast til foranstaltninger, der skal traeffes. Saafremt de af Kommissionen vedtagne foranstaltninger ikke er i overensstemmelse med den af udvalget afgivne udtalelse, skal Kommissionen underrette Raadet herom. Raadet kan i saa fald i medfoer af Thermie-forordningens artikel 10, stk. 1, traeffe en afgoerelse, der afviger fra Kommissionens.

3 For 1993 offentliggjorde Kommissionen den 16. juli 1992 i EF-Tidende (EFT C 179, s. 14) en meddelelse om ydelse af finansiel stoette til projekter til fremme af energiteknologi ° THERMIE-programmet. Den opfordrede interesserede til foer den 1. december 1992 at indsende projekter til Kommissionen med henblik paa udvaelgelse til eventuel tildeling af finansiel stoette i 1993. Kommissionen angav ligeledes i overensstemmelse med Thermie-forordningens artikel 8, stk. 2, hvilke sektorer der havde foersteprioritet, nemlig "lavenergibygninger med lav CO2 -emission" og "integrerede styringssystemer for bytrafik". Kommissionen anfoerte desuden, at naermere oplysninger om den procedure, der skulle foelges ved indgivelse af forslag, og om betingelserne for deltagelse, udvaelgelseskriterier og andre relevante forhold kunne faas ved henvendelse til Kommissionen.

4 Sagsoegeren er et selskab, der har til formaal at oprette og drive en vindenergipark i Groothusen ved Emden i Tyskland.

5 Den 27. november 1992 indgav sagsoegeren anmodning til Kommissionen om stoette paa 1 933 495 ECU til oprettelse af en vindmoellepark.

6 Kommissionen modtog omkring 700 forslag. I marts 1993 udarbejdede Generaldirektoratet for Energi et dokument, hvori det tog stilling til disse projekter. Den 5. april 1993 blev projekterne behandlet af Det Tekniske Udvalg for Vindenergi og den 3. og 4. juni 1993 af Thermie-Udvalget. I overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, sammenholdt med artikel 10, stk. 1, i Thermie-forordningen fandt den i udbuddene angivne fastlaeggelse af prioriteterne saaledes sted efter den saakaldte "komitéprocedure".

7 Den 19. juli 1993 traf Kommissionen afgoerelse om at yde finansiel stoette til i alt 137 projekter. Ved samme afgoerelse opstillede Kommissionen ligeledes en "reserveliste" bestaaende af 49 erstatningsprojekter. Af de 52 projekter inden for vindenergiomraadet opnaaede 11 finansiel stoette, og 8 blev opfoert paa reservelisten. En kortfattet meddelelse om afgoerelsen er blevet offentliggjort i EF-Tidende den 24. juli 1993 (EFT C 200, s. 4).

8 Den 5. august 1993 meddelte Kommissionen sagsoegeren, at sagsoegerens projekt var blevet opfoert paa en "supplerende liste over projekter, som muligvis kan opnaa finansiel stoette foer den 31. december 1993, saafremt tilstraekkelige bevillinger er til raadighed, navnlig hvis de projekter, der allerede har opnaaet finansiel stoette, ikke gennemfoeres". Ifoelge et bilag til denne skrivelse var den maksimale finansielle stoette til projektet blevet fastsat til 918 028 ECU. Kommissionen understregede, at det forhold, at projektet var opfoert paa den supplerende liste, var uden forbindende for institutionen, og den fralagde sig ethvert ansvar for eventuelle foelger af en endelig beslutning om ikke at yde sagsoegeren finansiel stoette.

9 Ved telefax af 9. august 1993 til Kommissionen anmodede sagsoegeren om yderligere oplysninger samt om tilladelse til at paabegynde arbejdet. Delstaten Niedersachsen' s Forbindelseskontor ved De Europaeiske Faellesskaber meddelte dernaest sagsoegeren, at dennes projekt var opfoert paa reservelisten, og at der ville blive truffet beslutning om en eventuel finansiel stoette efter september maaned 1993.

10 Kommissionen meddelte ved skrivelse af 13. januar 1994 sagsoegeren, at dennes projekt ikke kunne opnaa finansiel stoette i 1993, eftersom der ikke var de fornoedne bevillinger til raadighed.

11 Sagsoegeren fremsendte herefter skrivelser af 9. og af 23. februar 1994, hvori man gav udtryk for sin skuffelse og anmodede om, at den fulgte "fremgangsmaade og beslutningen af 13. januar 1994 paa ny underkastes en omhyggelig undersoegelse". Kommissionen besvarede disse skrivelser ved skrivelse af 16. marts 1994, hvori den bekraeftede indholdet af sine skrivelser af 5. august 1993 og af 13. januar 1994.

Retsforhandlingerne og parternes paastande

12 Herefter anlagde sagsoegeren denne sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. marts 1994.

13 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt og blev afsluttet den 12. september 1994. Retten har truffet en raekke foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse.

14 Parterne har afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten under retsmoedet den 20. september 1995.

15 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning af 13. januar 1994 annulleres, og det paalaegges Kommissionen at traeffe en ny beslutning i overensstemmelse med de af Domstolen fastlagte retsprincipper.

° Kommissionen betaler sagens omkostninger.

16 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Frifindelse.

° Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Formaliteten

17 Sagsoegeren har i staevningen udelukkende nedlagt paastand om annullation af Kommissionens beslutning af 13. januar 1994. Imidlertid har sagsoegeren i replikken anfoert, at sagen ligeledes boer antages at vaere rettet imod Kommissionens tidligere vedtagelser, navnlig afgoerelsen af 19. juli 1993, for saa vidt som soegsmaalsgrundene staar i forbindelse hermed.

18 Retten finder det under disse omstaendigheder noedvendigt indledningsvis at undersoege sagens forskellige retsakter med henblik paa at tage stilling til, i hvilket omfang soegsmaalet kan antages til realitetsbehandling.

Sammenfatning af parternes argumentation

19 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen i sin afgoerelse af 19. juli 1993 om finansiel stoette under THERMIE-programmet for 1993 principielt havde fundet, at sagsoegerens projekt opfyldte betingelserne for deltagelse. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at selskabet saaledes havde vaeret af den opfattelse, at projektet var opfoert paa en "supplerende liste", og at udsigterne til, at der kunne opnaas stoette, var lovende. Ifoelge sagsoegeren var den eneste begraensende virkning af skrivelsen af 5. august 1993, at den finansielle stoette kun kunne udgoere 918 028 ECU. Sagsoegeren har desuden forklaret foerst ved laesningen af Kommissionens skrivelse af 16. marts 1994 (jf. praemis 11) og af svarskriftet at have erfaret, at den "supplerende liste", hvorpaa sagsoegerens projekt var blevet opfoert, var en "reserveliste". Under retsmoedet har sagsoegeren understreget ikke at have forstaaet, at skrivelsen af 5. august 1993 rent faktisk var et afslag paa finansiel stoette til projektet under THERMIE-programmet for 1993.

20 Sagsoegeren har desuden under retsmoedet anfoert, at Kommissionens beslutning om at give endeligt afslag paa finansiel stoette under THERMIE-programmet for 1993 er tilgaaet sagsoegeren ved skrivelsen af 13. januar 1994. Sagsoegeren har som svar paa et af Retten stillet spoergsmaal forklaret, at det kun er denne beslutning, som faktisk har haft retsvirkning. Det var derfor ifoelge sagsoegeren noedvendigt at afvente denne skrivelse, foer der blev indgivet staevning for Retten.

21 Kommissionen har indledningsvis fremhaevet, at den sammenhaeng, hvori skrivelsen af 13. januar 1994 indgaar, maa tages i betragtning. Kommissionen har fastholdt, at sagsoegeren ikke er fremkommet med nogen indvending af retlig karakter mod skrivelsen af 5. august 1993, skoent det var ved denne skrivelse, at sagsoegeren fik oplysning om den usikre situation som foelge af, at sagsoegerens projekt stod opfoert paa reservelisten. Under retsmoedet har Kommissionen naermere anfoert, at beslutningen fra juli 1993 var endelig, for saa vidt som visse projekter var blevet udelukket fra stoette. Ved skrivelsen af 13. januar 1994 blev sagsoegeren blot underrettet om, at de fornoedne bevillinger ikke var til raadighed. Det er Kommissionens opfattelse, at sagsoegeren ved soegsmaalet har nedlagt paastand om annullation af den beslutning, som allerede fremgik af skrivelsen den 5. august 1993, og at et saadant soegsmaal ikke laengere kan antages til realitetsbehandling, fordi fristen er udloebet.

Rettens bemaerkninger

22 Retten finder at maatte sondre mellem dels Kommissionens afgoerelse af 19. juli 1993 om ydelse af finansiel stoette paa i alt 129 182 448 ECU til 137 projekter til fremme af energiteknologi ("bilag I") og om etablering af en reserveliste bestaaende af 49 erstatningsprojekter ("bilag II"), og dels den retsakt, som var indeholdt i Kommissionens skrivelse af 13. januar 1994 til sagsoegeren.

23 Retten finder, at Kommissionens afgoerelse af 19. juli 1993 var endelig, for saa vidt angaar undersoegelsen og udvaelgelsen af projekter, som kunne opnaa stoette under THERMIE-programmet for 1993. Ved udloebet af 1993 blev projekterne ikke undersoegt paa ny. Det eneste spoergsmaal, som paa dette tidspunkt stod aabent, var, om der endnu var disponible bevillinger, eller om de projekter, som havde faaet finansiel stoette, alle var blevet gennemfoert, og om de disponible bevillinger foelgelig var opbrugt. Selv om Kommissionen saaledes ved skrivelsen af 5. august 1995 til sagsoegeren havde meddelt, at den forbeholdt sig mulighed for at traeffe anden afgoerelse alt efter de disponible bevillinger, maa det konstateres, at sagsoegerens projekt paa dette tidspunkt ikke var blandt de 137 udvalgte, saaledes at Kommissionens afgoerelse i saa henseende var endelig. Retten kan for oevrigt konstatere, at parterne under retsmoedet blev enige om at anerkende, at de disponible bevillinger var blevet fastlagt i afgoerelsen af 19. juli 1993.

24 Retten konstaterer, at afgoerelsen af 19. juli 1993 ikke er blevet offentliggjort i sin helhed. I EF-Tidende af 24. juli 1993 (jf. praemis 7) er der blot offentliggjort en meddelelse fra Kommissionen, der lyder saaledes: "Kommissionen har for nylig truffet foelgende afgoerelse:

° til 137 projekter til fremme af energiteknologi ydes under THERMIE-programmet en finansiel stoette paa i alt 129 182 448 ECU (bilag I)

° etablering af en reserveliste bestaaende af 49 erstatningsprojekter (bilag II).

Eksemplarer af bilag I og II kan rekvireres (skriftligt) hos: ..."

25 Retten finder, at offentliggoerelsen af denne meddelelse i EF-Tidende ikke har gjort det muligt for de beroerte parter at faa noejagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for den omhandlede retsakt, saaledes at de har kunnet goere brug af deres soegsmaalsret. Dette gaelder ligeledes Kommissionens skrivelse af 5. august 1993 til sagsoegeren med meddelelse om, at sagsoegerens projekt var blevet opfoert paa den supplerende liste.

26 Retten henleder opmaerksomheden paa, at efter fast retspraksis kan soegsmaalsfristen, naar retsakten ikke er offentliggjort eller meddelt, foerst loebe fra det tidspunkt, hvor den beroerte tredjemand faar noejagtigt kendskab til indholdet af og begrundelsen for den paagaeldende retsakt, hvorved det ganske vist er en forudsaetning, at han inden for en rimelig frist, efter at han har faaet kendskab til retsakten, anmoder om ordlyden af den paagaeldende retsakt i sin helhed (jf. Rettens dom af 19.5.1994, sag T-465/93, Consorzio gruppo di azione locale "Murgia Messapica" mod Kommissionen, Sml. II, s. 361, praemis 29, og Domstolens kendelse af 5.3.1993, sag C-102/92, Ferriere Acciaierie Sarde mod Kommissionen, Sml. I, s. 801, praemis 18).

27 Sagsoegeren har fra august 1993, da selskabet modtog Kommissionens skrivelse af 5. august 1993, haft kendskab til, at der var truffet afgoerelse om udvaelgelse af projekter, der opnaaede finansiel stoette i 1993. Som svar paa et af Retten stillet mundtligt spoergsmaal har sagsoegeren medgivet paa det paagaeldende tidspunkt hverken at have anmodet om afgoerelsens fulde ordlyd eller om individuelle forklaringer, navnlig fordi sagsoegeren med urette troede, at udsigterne til at opnaa stoette var lovende. Under retsmoedet har sagsoegeren desuden forklaret ikke at have forstaaet skrivelsen af 5. august 1993 som et afslag, fordi Kommissionen havde meddelt sagsoegeren, at selskabets projekt var opfoert paa en "supplerende" liste. Sagsoegeren har tvaertimod vaeret af den opfattelse, at en eventuel stoette ikke var udelukket. Kommissionen har for sin del under retsmoedet bekraeftet, at institutionen ville have givet sagsoegeren individuelle forklaringer, saafremt denne udtrykkeligt havde anmodet herom.

28 Det maa konstateres, at sagsoegeren for saa vidt angaar afgoerelsen om ikke i 1993 at medtage selskabets projekt blandt de 137, der skulle modtage finansiel stoette, hverken har benyttet lejligheden til at anmode om den fulde ordlyd eller til at faa individuelle forklaringer. Sagsoegeren har anlagt annullationssoegsmaal for Retten den 17. marts 1994, dvs. mere end syv maaneder efter i august 1993 at have faaet kendskab til den omhandlede retsakt. Det foelger af den ovenfor naevnte bestemmelse, at sagsoegeren, der for sent har anlagt soegsmaal til annullation af denne retsakt, nu er afskaaret herfra. Sagen maa derfor afvises, for saa vidt den angaar afgoerelsen af 19. juli 1993.

29 Retten konstaterer, at ifoelge sagsoegeren naaede skrivelsen af 13. januar 1994, hvori Kommissionen meddelte sagsoegeren, at selskabets projekt ikke kunne opnaa finansiel stoette i 1993, eftersom der ikke var disponible bevillinger, frem til sagsoegeren den 19. januar 1994. Dette bestrides ikke af Kommissionen. Naar i oevrigt henses til, at soegsmaalsfristen, som er to maaneder fra meddelelsen, forlaenges under hensyn til afstanden, maa det fastslaas, at soegsmaalsfristerne i dette tilfaelde er blevet overholdt, og at sagen, for saa vidt den angaar den i skrivelsen af 13. januar 1994 indeholdte beslutning, saaledes maa antages til realitetsbehandling.

Realiteten

30 Sagsoegeren har paaberaabt sig tre anbringender: 1) Tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, idet beslutningen ikke er tilstraekkeligt begrundet, 2) overtraedelse af vaesentlige retsregler om anvendelsen af traktaten, idet sagsoegerens ret til kontradiktion ikke er blevet overholdt, og 3) magtfordrejning, idet sagsoegerens anmodning er blevet afslaaet tilsyneladende uden begrundelse.

Anbringendet vedroerende utilstraekkelig begrundelse

Sammenfatning af parternes argumentation

31 Sagsoegeren har anfoert, at den beslutning, hvorved der blev naegtet selskabet finansiel stoette, ikke var tilstraekkeligt begrundet, idet den ikke angav, hvorfor de andre projekter var blevet foretrukket frem for sagsoegerens. Naermere bestemt har sagsoegeren anfoert, at der maa kunne kraeves en begrundet fremstilling af aarsagerne til, at der ikke var disponible bevillinger til sagsoegerens projekt, skoent det var tilfaeldet for andre projekter. Det ses ikke, hvorfor projektet ikke blev antaget, naar det stod opfoert blandt de projekter, der oejensynlig opfyldte betingelserne for deltagelse, og naar de anvendte budgetmidler i gennemsnit beloeb sig til 942 937 ECU for de 137 projekter, der opnaaede stoette. Det forhold, at sagsoegeren ikke har faaet meddelelse om det grundlag, som beslutningen bygger paa, udgoer efter sagsoegerens mening en vaesentlig mangel paa begrundelse.

32 I replikken har sagsoegeren gjort gaeldende stadig ikke at vaere bekendt med, hvorvidt Kommissionen rent faktisk havde indhentet udtalelse fra det i Thermie-forordningens artikel 10 omhandlede udvalg og taget udvalgets udtalelse i betragtning. Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen burde have redegjort for, i hvilket omfang den havde fulgt Thermie-Udvalgets vurdering.

33 Sagsoegeren har desuden gjort gaeldende, at der paa baggrund af EF-traktatens artikel 190 ikke er grund til at sondre mellem forvaltning bestaaende i servicevirksomhed ("Leistungsverwaltung") paa den ene side og forvaltning under udoevelsen af befoejelsen til retlig regulering ("Eingriffsverwaltung") paa den anden side, saaledes som den sagsoegte institution goer, naar den rejser spoergsmaal om, hvorvidt der kan stilles de samme krav til begrundelsen af beslutninger om tilskud, der ydes af Faellesskabets forvaltning under udoevelsen af offentlig servicevirksomhed som til begrundelsen af beslutninger, som forvaltningen traeffer under udoevelsen af sin befoejelse til retlig regulering, og som indskraenker borgernes rettigheder. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at beslutninger, som forvaltningen traeffer under udoevelsen af offentlig servicevirksomhed rettet til en virksomhed, inden for det faelles marked har en raekkevidde, som er mindst lige saa betydningsfuld som de beslutninger, der traeffes under udoevelsen af befoejelserne til retlig regulering.

34 Sagsoegeren har ligeledes med henvisning til Domstolens dom af 13. marts 1985 (forenede sager 296/82 og 318/82, Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen, Sml. s. 809) anfoert, at mangler ved begrundelsen ikke kan forsvares under henvisning til tavshedspligten.

35 Kommissionen har gjort gaeldende, at saafremt anbringendet om mangelfuld begrundelse ikke afvises, kan det dog ikke tages til foelge.

36 Kommissionen har gjort gaeldende, at begrundelsespligtens udstraekning skal staa i rimeligt forhold til den paagaeldende retsakts virkninger. Naar det drejer sig om programmer for ydelse af finansiel stoette, udgoer de krav og udvaelgelseskriterier, som fremgaar af den grundlaeggende retsakt, vigtige elementer i begrundelsen. Under de udvaelgelsesprocedurer, som kraever deltagelse af udvalg, er den saedvanligvis noedvendige begrundelse i det store og hele overfloedig. Under alle omstaendigheder udgoer meddelelsen om resultaterne af udvaelgelsesproceduren et vaesentligt led i begrundelsen.

37 Kommissionen har understreget, at der efter institutionens opfattelse maa sondres mellem beslutninger om tilskud, som forvaltningen yder under udoevelsen af offentlig servicevirksomhed, og beslutninger, som forvaltningen traeffer under udoevelsen af sine befoejelser til retlig regulering, og som indskraenker borgernes rettigheder. Forpligtelsen til at angive en begrundelse er ifoelge retspraksis underlagt forskellige krav, alt efter i hvilken grad adressaten har interesse heri eller efter karakteren af den omhandlede retsakt (jf. den naevnte dom i sagen Nederlandene og Leeuwarder Papierwarenfabriek mod Kommissionen).

38 Med henvisning til dom af 26. november 1981 (sag 195/80, Michel mod Europa-Parlamentet, Sml. s. 2861) har Kommissionen paaberaabt sig den fremgangsmaade, som er angivet af Domstolen for begrundelsen af afgoerelser truffet af en udvaelgelseskomité under en udvaelgelsesproeve med et stort antal ansoegere. Ifoelge denne dom er det tilladt, at en udvaelgelseskomité i foerste omgang blot tilsender ansoegerne en meddelelse om kriterierne for og resultatet af udvaelgelsen og foerst giver individuelle oplysninger senere og kun til de ansoegere, som udtrykkeligt anmoder herom. Kommissionen finder at have iagttaget denne fremgangsmaade i dette tilfaelde.

39 Kommissionen har gjort gaeldende, at THERMIE-programmet ikke giver ret til at opnaa finansiel stoette. Foelgelig medfoerer det ikke et tab for en ansoeger, naar det ikke er muligt at yde finansiel stoette, og det giver ikke grundlag for at anfaegte afgoerelsen. Det forhold, at sagsoegeren opfylder betingelserne for at deltage, har kun gjort det muligt for sagsoegeren at indgaa i udvaelgelsesproceduren. Den givne begrundelse er saaledes tilstraekkelig, saafremt ansoegeren faar meddelelse om, at hans projekt er blevet undersoegt, og at der er truffet beslutning herom i henhold til den fastlagte fremgangsmaade. Han kan derimod ikke have krav paa, at der foretages en sammenlignende gennemgang af hans projekt i forhold til de andre.

40 Den sagsoegte institution har desuden gjort gaeldende, at den omtvistede skrivelse af 13. januar 1994 rent faktisk indeholder en begrundelse, nemlig en henvisning til de manglende bevillinger.

41 Den sagsoegte institution har desuden paapeget, at den i medfoer af EF-traktatens artikel 214 er forpligtet til at behandle oplysninger om virksomheder som tjenestehemmeligheder. Naar henses hertil, vil sagsoegeren ikke kunne kraeve sammenlignende oplysninger om de forskellige projekter, som er blevet foretrukket frem for sagsoegerens.

42 Hvad endelig angaar udtrykkene "supplerende liste" og "reserveliste" har den sagsoegte institution gjort gaeldende, at allerede den meddelelse, som Kommissionen offentliggjorde i EF-Tidende den 24. juli 1993, indeholdt udtrykket "reserveliste".

Rettens bemaerkninger

43 Indledningsvis bemaerkes, at det allerede er fastslaaet, at det er noedvendigt at sondre mellem paa den ene side afgoerelsen af 19. juli 1993 og paa den anden side den beslutning, som er indeholdt i skrivelsen af 13. januar 1994 fra Kommissionen til sagsoegeren, og at sagsoegerens soegsmaal maa afvises for saa vidt angaar den foerstnaevnte retsakt.

44 Dernaest bemaerkes, at Kommissionen, da den skulle traeffe den i skrivelsen af 13. januar 1994 indeholdte beslutning, alene skulle tage stilling til, om der stadig var bevillinger til raadighed, eller om de projekter, som havde faaet finansiel stoette, alle var blevet gennemfoert, og foelgelig, om bevillingerne var opbrugt. Skoent der stadig var bevillinger til raadighed paa budgettet for THERMIE-programmet i juli 1993, efter at der var truffet afgoerelse om finansiering af visse projekter, blev disse bevillinger imidlertid ifoelge Kommissionen i loebet af de sidste maaneder af aaret tildelt visse "maalprojekter", og herefter var der ikke laengere bevillinger til raadighed ved udloebet af aaret 1993.

45 Under disse omstaendigheder finder Retten, at Kommissionens meddelelse af 13. januar 1994 til sagsoegeren er tilstraekkeligt og korrekt begrundet, nemlig med, at der paa dette tidspunkt ikke laengere var bevillinger til raadighed, saaledes at sagsoegerens projekt ikke kunne opnaa tilskud. Sagsoegerens anbringende om, at den anden skrivelse af 13. januar 1994 ikke var tilstraekkeligt begrundet, kan saaledes ikke tages til foelge.

Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

Sammenfatning af parternes argumentation

46 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den sagsoegte institution under hele proceduren ikke har ladet sagsoegeren komme til orde og ikke har givet selskabet mulighed for at udtale sig om de forhold, som kunne have indflydelse paa den beslutning, der vedroerte sagsoegeren.

47 Den sagsoegte institution har heroverfor anfoert, at den fremgangsmaade, som er fastlagt i Thermie-forordningen og navnlig i artikel 8, udelukkende er skriftlig. Der foreligger saaledes en fremgangsmaade, der kun har ét stadium, hvorunder ansoegeren kun én gang opfordres til at fremsaette og begrunde sit projekt. Kommissionen har ligeledes henledt opmaerksomheden paa, at tilsidesaettelse af retten til kontradiktion kun medfoerer annullation, saafremt en forskriftsmaessigt gennemfoert procedure ville have medfoert et andet resultat (Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 959, praemis 48). Den sagsoegte institution har gjort gaeldende, at et andet resultat ikke var taenkeligt i dette tilfaelde.

Rettens bemaerkninger

48 Retten konstaterer indledningsvis, at Kommissionen i den informationsbrochure, som er omtalt i meddelelsen om, at interesserede kunne indsende deres projekter, jf. offentliggoerelsen i EF-Tidende af 16. juli 1992 (se praemis 3), har redegjort for den fremgangsmaade, der skal foelges, naar der indgives projekter med henblik paa at opnaa finansiel stoette under THERMIE-programmet. I dette dokument praeciseres det, at naar forslaget er indgivet, anmodes forslagsstillerne om ikke at fremsende yderligere oplysninger til Kommissionen, medmindre denne udtrykkeligt afkraever saadanne oplysninger. Det er i oevrigt i overensstemmelse med det system, som anvendes ved finansielle stoetteprogrammer, at ansoegerne om en saadan stoette saedvanligvis ikke bliver hoert under udvaelgelsesproceduren, da denne gennemfoeres paa baggrund af de af ansoegerne fremsendte dokumenter. En saadan fremgangsmaade er hensigtsmaessig i en situation, hvor hundredvis af ansoegninger skal vurderes, og udgoer foelgelig ikke en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

49 Retten finder, at Kommissionen ikke var forpligtet til at give sagsoegeren lejlighed til at udtale sig, foer institutionen fremsendte skrivelsen af 13. januar 1994 til sagsoegeren, eftersom denne ikke havde anmodet Kommissionen om supplerende forklaringer, efter at meddelelsen om at yde finansiel stoette til 137 projekter var blevet offentliggjort i EF-Tidende den 24. juli 1993, eller efter at Kommissionen havde fremsendt skrivelsen af 5. august 1993. Retten til kontradiktion er saaledes heller ikke blevet tilsidesat i denne sammenhaeng.

50 Retten skal tilfoeje, at omstaendighederne i denne sag klart adskiller sig fra dem, der laa til grund for den af sagsoegeren paaberaabte dom afsagt af Retten den 6. december 1994 (sag T-450/93, Lisrestal mod Kommissionen, Sml. II, s. 1177), hvori Retten fastslog, at naar Kommissionen paataenker at nedsaette et oprindeligt bevilget tilskud, skal tilskudsmodtageren have mulighed for at goere sit synspunkt gaeldende vedroerende de omstaendigheder, der laegges ham til last, og som ligger til grund for beslutningen om nedsaettelse af tilskuddet. I det foreliggende tilfaelde har sagsoegeren ikke faaet bevilget nogen finansiel stoette, eftersom selskabet blot er blevet opfoert paa en reserveliste for eventuelle modtagere af en finansiel stoette fra Faellesskabet.

51 Heraf foelger, at anbringendet om en paastaaet tilsidesaettelse af retten til kontradiktion heller ikke kan tages til foelge.

Anbringendet om magtfordrejning

Sammenfatning af parternes argumentation

52 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at gode grunde taler for sagsoegerens projekt, og at den sagsoegte institution ikke har taget de relevante forhold i betragtning. For saa vidt som Kommissionen har truffet sin afgoerelse uden at foretage en afvejning af de forskellige forhold, der gjorde sig gaeldende, er denne afgoerelse udtryk for magtfordrejning.

53 Den sagsoegte institution har gjort gaeldende, at sagsoegeren ikke har paaberaabt sig noget argument til stoette for det anfoerte. Kommissionen har understreget, at den ° paa linje med de udvalg, som er oprettet i henhold til bestemmelserne ° har et vidt skoen, der kan sammenlignes med det, der kan anlaegges i forbindelse med udvaelgelsesproever og ansaettelse af tjenestemaend.

54 Den sagsoegte institution har ligeledes gjort gaeldende, at kvalitetskravene til store projekter som sagsoegerens er saerligt hoeje, og at det normalt ved projekter af denne stoerrelsesorden kraeves, at mindst to virksomheder fra forskellige medlemsstater deltager, hvilket ikke var tilfaeldet.

55 Den sagsoegte institution har endelig anfoert, at Domstolen ikke er befoejet til at saette sin egen vurdering i stedet for administrationens skoen (Domstolens dom af 8.7.1965, forenede sager 27/64 og 30/64, Fonzi mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 97, org. ref.: Rec. s. 615).

Rettens bemaerkninger

56 Retten konstaterer, at de tekniske eksperter, som er uafhaengige af Kommissionen, paa moedet den 5. april 1993 kun opfoerte sagsoegerens projekt paa reservelisten. Det fremgaar ligeledes af sagen, at Kommissionen ikke har fraveget Thermie-Udvalgets udtalelse.

57 Retten bemaerker desuden, at Kommissionen har et vidt skoen med hensyn til, om betingelserne for at yde faellesskabsstoette er opfyldt, og at Retten ikke under en verserende sag kan foretage en ny proevelse af indholdet af det omtvistede projekt (jf. den naevnte dom i sagen Consorzio gruppo di azione locale "Murgia Messapica" mod Kommissionen, praemis 46).

58 Endelig finder Retten, at sagsoegeren ikke har fremfoert noget faktisk eller retligt forhold, der kan godtgoere, at Kommissionens og Thermie-Udvalgets vurdering af sagsoegerens projekt har vaeret behaeftet med en aabenbar fejl eller vaeret udtryk for magtfordrejning.

59 Det foelger heraf, at heller ikke sagsoegerens tredje anbringende om magtfordrejning kan tages til foelge.

60 Da sagsoegerens anbringender til stoette for annullationspaastanden saaledes er blevet forkastet, maa sagsoegte frifindes.

61 For saa vidt angaar sagsoegerens paastand om, at Retten skal paalaegge den sagsoegte institution at traeffe en ny beslutning i overensstemmelse med de af Domstolen formulerede retsprincipper, tilfoejes, at Retten ikke kan rette paabud til institutionerne i forbindelse med den legalitetskontrol, den foretager. Det paahviler det paagaeldende forvaltningsorgan at traeffe de noedvendige foranstaltninger til opfyldelse af en dom i et annullationssoegsmaal (Rettens dom af 7.3.1995, forenede sag T-432/93, T-433/93 og T-434/93, Socurte m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 54 og 55). Foelgelig kan heller ikke denne paastand tages til foelge.

62 Sagsoegte maa derfor frifindes.

Sagens omkostninger

63 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagsoegeren har tabt sagen, boer sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens paastand.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.