52006IP0076

P6_TA(2006)0076

Revision af Den Internationale Valutafonds strategi

Europa-Parlamentets beslutning om revisionen af Den Internationale Valutafonds strategi (2005/2121(INI))

Europa-Parlamentet,

- der henviser til EF-traktatens artikel 111, stk. 4, der vedrører Fællesskabets repræsentation og holdning på internationalt plan i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU),

- der henviser til Kommissionens forslag af 9. november 1998 om forslag til Rådets afgørelse om repræsentation af Fællesskabet og fastlæggelse af dets holdning på internationalt plan i forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union (KOM(1998)0637),

- der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Wien den 11.- 12. december 1998,

- der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2001 om det internationale monetære system — forbedringer med henblik på at undgå kriser fremover [1],

- der henviser til sin beslutning af 3. juli 2003 [2] om euroområdets internationale rolle og om den mulige udvikling i de kommende år,

- der henviser til beretningen fra Den Internationale Valutafonds (IMF) generaldirektør af 15. september 2005 om fondens strategi på mellemlang sigt [3],

- der henviser til de afgørelser, der blev truffet på G8-landenes finansministres møde den 11. juni 2005 om eftergivelse af de fattige landes gæld,

- der henviser til traktatens artikel 178 om sammenhængen mellem de politikker, som EU iværksætter, og som kan berøre udviklingslandene og målsætningerne for udviklingssamarbejdet,

- der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 16.- 17. juni 2005,

- der henviser til Verdensbankens beretning 2006 om udviklingen i verden,

- der henviser til Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om forslag til fælleserklæring fra Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen — Den Europæiske Unions udviklingspolitik — "Den europæiske konsensus" (KOM(2005)0311),

- der henviser til FN's millenniumerklæring af 8. september 2000, som definerer millenniumudviklingsmålene i form af kriterier, der er fastsat af hele det internationale samfund med henblik på udryddelse af fattigdom,

- der henviser til sin beslutning af 12. april 2005 om EU's rolle i forbindelse med gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene [4],

- der henviser til sin beslutning af 6. juli 2005 om en verdensomspændende indsats for at udrydde fattigdom [5],

- der henviser til sin beslutning af 17. november 2005 om forslag til fælleserklæring fra Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik — "Den europæiske konsensus" [6],

- der henviser til forretningsordenens artikel 45,

- der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udviklingsudvalget og Udvalget om International Handel (A6-0022/2006),

A. der henviser til de forskellige roller, som Bretton Woods-institutionerne har spillet, siden de blev oprettet, og deres strategiske rolle til gavn for vækst, udvikling og finansiel stabilitet; der henviser til nødvendigheden af at arbejde hen imod et stabilt og solidarisk internationalt monetært og finansielt system,

B. der henviser til, at de forskellige medlemsstaters indflydelse, således som den fremgår af deres stemmerettigheder eller kvoter Bretton Woods-institutionerne, ikke længere giver et nøjagtigt billede af deres relative vægt, og at EU's rolle i denne forbindelse ikke er i overensstemmelse med dets vægt i verdensøkonomien og i den internationale samhandel trods størrelsen af dets bidrag til disse institutioners kapital,

C. der henviser til formandskabets ovennævnte konklusioner fra Det Europæiske Råd i Wien, hvori det fremhæves, at Den Internationale Valutafond (IMF) er hjørnestenen i det internationale monetære og finansielle system, og under overskriften "Europa som medspiller på verdensplan — Europa skal tale med én stemme" understreges, at "det er absolut nødvendigt, at Fællesskabet fuldt ud spiller den rolle, der tilkommer det i det internationale samarbejde vedrørende monetær og økonomisk politik i fora som G7 og IMF", og fremføres, dels at Den Europæiske Centralbank (ECB) "i sin egenskab af det EF-organ, der har ansvaret for den monetære politik, [bør] tildeles observatørstatus i IMF's bestyrelse", dels at "EF's/ØMU'ens synspunkter vedrørende andre spørgsmål af særlig relevans for ØMU'en vil blive fremlagt i IMF's bestyrelse af det relevante medlem af eksekutivdirektørens kontor i den medlemsstat, der har formandskabet for euroområdet, bistået af en repræsentant for Kommissionen"; der henviser til, at det i artikel 1 i ovennævnte forslag fra Kommissionen af 9. november 1998 hedder som følger: "I forbindelse med Den Økonomiske og Monetære Union repræsenteres Fællesskabet på internationalt plan af Rådet sammen med Kommissionen og af ECB",

D. der navnlig henviser til, at den manglende koordinering af Fællesskabet og euroområdet kombineret med en repræsentation, der er opsplittet i flere landegrupper ("constituencies"), ikke giver medlemsstaterne mulighed for at øve indflydelse på IMF's beslutningstagning i overensstemmelse med deres økonomiske vægt,

E. der henviser til, at IMF er ansvarlig over for sine aktionærer (dvs. de nationale regeringer), og at det på deres side er disse aktionærers ansvar at stå til regnskab over for deres vælgere,

F. der henviser til, at IMF's stabiliseringsstrategier er nødvendige for at skabe et solidt grundlag for vækst i disse lande, selv om de ikke altid har nået de tilsigtede mål; der henviser til, at der er behov for en mere fyldestgørende redegørelse for de tilpasningsprogrammer, der er etableret, hvis det skal sikres, at samtlige nationale aktører inddrages, og til, at opfølgningen af disse programmer bør underlægges en gennemskuelig demokratisk kontrol,

G. der henviser til, at, selv om det er vanskeligt at forene princippet om, at landene skal påtage sig deres eget ansvar, med de til tider mange betingelser, der knyttes til bistandsforanstaltninger og foranstaltningerne til nedbringelse af gæld, er disse betingelser, og især dem, der tager sigte på bedre styring, nødvendige i bestræbelserne på at skabe større gennemskuelighed,

H. der henviser til, at IMF har fået en vigtig rolle at spille i udviklingslandene og har skullet tilpasse sig i overensstemmelse hermed; der henviser til, at fremme af udviklingen i de fattigste lande imidlertid kræver, at der tilvejebringes nye redskaber med henblik på en effektiv nedbringelse af gældsmassen, og at der indføres innovative redskaber til finansiering af udviklingen og bekæmpelsen af fattigdom i forbindelse med millenniumudviklingsmålene; der henviser til, at denne udvikling taler for en klar opsplitning af rollerne mellem IMF, Verdensbanken og FN-institutionerne samt en høj grad af koordinering og samarbejde,

I. der henviser til, at formandskabet i ovennævnte konklusioner fra Det Europæiske Råd i Bruxelles understreger betydningen af at "tage hensyn til målsætningerne for udviklingssamarbejdet i alle de politikker, EU gennemfører, og som kan forventes at berøre udviklingslandene", og at "der i de forskellige politikker og i det internationale samarbejde tages hensyn til globaliseringens sociale dimension",

1. mener, at IMF som institution fortsat spiller en vigtig rolle med henblik på at fremme afbalanceret vækst og valutakursstabilitet, lette international handel og øge medlemsstaternes evne til at tilpasse sig det globale marked samt hjælpe medlemsstater, der har betalingsbalancevanskeligheder;

2. glæder sig over den igangværende revision af IMF's strategi; støtter en nyorientering af IMF's politikker hen imod en fokusering på dens kernemandat, dvs. stabilisering af globale valutakurssvingninger og udlåner i sidste instans til lande med alvorlige betalingsbalanceproblemer;

3. noterer sig de store ændringer, der er sket i IMF's opgaver siden fondens oprettelse, og som har været ledsaget af mindre omfattende ændringer af dens styreform; påpeger, at fordelingen af kapital og stemmerettigheder trods gentagne revisioner af kvoterne og af systemet for ensartet tildeling af et sæt grundlæggende stemmerettigheder har haltet bagefter andre udviklinger gennem årene; opfordrer derfor IMF til af hensyn til dens egen legitimitet at undersøge mulighederne for at fordele kvoter og stemmerettigheder mere retfærdigt i de beslutningstagende organer, således at de bliver mere repræsentative for den internationale økonomiske situation, og det bliver muligt at sikre udviklingslandene og de nye økonomier en mere passende indflydelse;

4. påpeger, at de vigtigste faktorer, som forhindrer udviklingslandene i at gøre deres synspunkter gældende i IMF i forhold til den andel af verdens befolkning, som de repræsenterer, er manglen på stemmer i bestyrelsen (de afrikanske lande, som tegner sig for 25 % af medlemmerne, råder kun over godt 4 % af stemmerne), og manglen på kvalificerede menneskelige ressourcer og teknisk og institutionel kapacitet til at deltage meningsfuldt i drøftelser og afgørelser;

5. konstaterer, at IMF også har udvidet sine anbefalinger til det socialpolitiske og miljøpolitiske område, og at begge disse områder er uløseligt forbundet med strukturpolitikken; understreger, at makroøkonomisk stabilitet er en nødvendig forudsætning for en hensigtsmæssig udvikling af disse politikker; slår til lyd for en bedre koordinering mellem de forskellige institutioner, som har til opgave at udforme sådanne politikker;

6. finder, at IMF på grundlag af sine beføjelser bør diversificere sine ansattes baggrund, samtidig med at der fortsat sikres topkvalitet, for at gøre det muligt for fonden at yde et afgørende bidrag til gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene;

7. bemærker, at det på grund af den stadig større åbning af kapitalmarkederne og liberaliseringen af kapitalbevægelserne er vanskeligt at undgå, at der opstår finansielle kriser; understreger derfor, at det er nødvendigt, at IMF fører systematisk kontrol med alle medlemslandene;

8. mener, at den fortsatte globale ubalance på samhandels- og valutakursområdet kræver, at IMF's overvågningsrolle styrkes, hvilket er vigtigt både med hensyn til at forudsige og være med til at begrænse finansiel ustabilitet globalt og med hensyn til at rådgive individuelle lande om politikker for finansiel stabilitet, økonomisk vækst, valutakurser og akkumulering af reserver; mener, at IMF kun kan foretage systematisk overvågning og rådgive om relevante aktioner til forhindring af finansielle kriser, hvis medlemsstaterne regelmæssigt fremlægger alle deres statistikker for f.eks. valutareserver og pengemængde;

9. understreger, at de europæiske holdninger i EU-repræsentationen i IMF skal koordineres bedre; opfordrer medlemsstaterne til at arbejde hen imod en fælles opstillingskreds — eventuelt i første omgang en euroopstillingskreds — med det formål på længere sigt at sikre en fast europæisk repræsentation, der omfatter formandskabet for Økofin-Rådet og Kommissionen under Parlamentets kontrol;

10. konstaterer, at IMF's tilpasningspolitikker ikke altid har kunnet forhindre kriser i at sprede sig eller komme igen; erindrer om, at inflation ikke er det eneste økonomiske problem i udviklingslandene, og at IMF's politikker bør rettes mod målene om makroøkonomisk stabilitet og bæredygtig vækst; foreslår, at konditionalitet også defineres inden for rammerne af et bedre samarbejde med FN's særorganisationer og koordineres mellem internationale donorer;

11. konstaterer, at der, hvis man ønsker at sikre en bæredygtig vækst, er behov for en forbedret makroøkonomisk politik; fastslår i den forbindelse, at makroøkonomisk stabilitet godt kan forenes med en retfærdig vækstfordeling;

12. erkender, at IMF's betingelser i nogle tilfælde har været ufleksible og ikke altid har været i overensstemmelse med specifikke lokale forhold; påpeger imidlertid, at det er nødvendigt, at lån anvendes på en god måde under hensyntagen til modtagerlandets demokratisk valgte institutioners holdning;

13. anerkender den igangværende revision af de betingelser, som IMF knytter til sine lån til lavindkomstlande; anbefaler, at der i forbindelse med revisionen specifikt henviser til bekæmpelse af fattigdom som et mål for alle IMF-lån til lavindkomstlande;

14. understreger, at princippet om partnerlandets ejerskab skal spille en central rolle i udviklingssamarbejdet; opfordrer derfor IMF til, når det behandler betingelser for långivning, fuldt ud at anerkende den prioritering, der skal gives til udryddelse af fattigdom og ikke på nogen måde gøre det vanskeligt at nå millenniumudviklingsmålene;

15. anbefaler en gradvis og stabil liberalisering af udviklingslandenes finansielle systemer, som er tilpasset deres institutionelle kapacitet, hvilket vil give mulighed for en effektiv regulering og styring af kapitalbevægelserne;

16. er enig i, at IMF bør lægge mere vægt på at analysere udviklingen på de finansielle markeder og kapitalmarkederne og følgerne for både den nationale og globale finansielle stabilitet;

17. understreger kraftigt, at udviklingslandene skal tvinges til fuldt ud og uden betingelser at åbne deres markeder for udenlandsk import, og at de skal kunne indføre en tidsbegrænset beskyttelse af bestemte erhvervssektorer, så der kan ske en kontinuerlig udvikling; opfordrer indtrængende europæiske medlemmer af IMF's bestyrelse til at sørge for, at de resterende betingelser ikke presser lavindkomstlande ud i ensidig åbning af markeder uden for WTO-forhandlingernes rammer eller hæmmer deres evne til inden for rammerne af WTO-forhandlingerne efter deres egen vilje og på deres egne betingelser at forhandle den grad af markedsåbning, som de er parate til at forpligte sig til; opfordrer ligeledes IMF til at sikre en passende fleksibilitet i gennemførelsen af de handelsrelaterede betingelser, således at modtagerlandene får mulighed for at bestemme, i hvor høj grad de vil åbne deres markeder; er af den opfattelse, at fuld integration i verdensmarkedet giver udviklingslande, ny-industrialiserede lande og industrilande betydelige vækstmuligheder;

18. opfordrer IMF til at fortsætte sine bestræbelser på at øge gennemskueligheden og etablere en institutionel struktur, der er i tråd med dens opgaver og de ændrede internationale finanspolitiske forhold; beklager, at ngo'erne og de nationale parlamenter ikke i tilstrækkelig grad er inddraget i definitionen af konditionalitet; understreger, at det påhviler de nationale repræsentanter at fastlægge og træffe grundlæggende økonomiske valg, herunder udviklingsstrategien eller strategien til fattigdomsbekæmpelse;

19. understreger IMF's centrale rolle i koordineringen af europæiske og nationale udviklingspolitikker til bekæmpelse af fattigdom ved hjælp af en overordnet strategi baseret på, at valutapolitikker ikke er et mål i sig selv, men et instrument til bekæmpelse af fattigdom;

20. opfordrer EU's medlemsstater til at anvende det eksisterende landegruppesystem for at sikre, at de valgkredse, som de er medlemmer af, effektivt fremmer en udviklingsvenlig dagsorden, der er baseret på at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015, og at deres valgkredse lægger særlig vægt på udviklingslandenes tekniske og institutionelle svagheder i valgkredsen og stiller den nødvendige tekniske bistand til rådighed for at afhjælpe disse problemer;

21. opfordrer til en bedre koordinering og en bedre sammenhæng i politikkerne mellem IMF, Verdensbanken, WTO, ECB og andre internationale organisationer og EU, særlig hvad angår de instrumenter, der forbinder de forskellige markeder, f.eks. den integrerede ramme, handelsintegrationsmekanismen, faciliteten for fattigdomsreduktion og vækst (PRGF) samt de politiske støtteinstrumenter, der blev vedtaget for nylig, for at sikre, at politikkerne til åbning af markedet kan få en positiv indflydelse på fattigdomsreduktionen; opfordrer til større sammenhæng mellem IMF-programmer og millenniumudviklingsmålene; understreger i den forbindelse IMF's ambivalente position, idet den, selv om den kun har ansvaret for et meget specifikt aspekt af den offentlige aktion, spiller en førende, ja fremherskende, rolle i gennemførelsen af de strategier, der føres af alle aktørerne;

22. er overbevist om, at IMF og tildelingen af dens midler bør gøres mere gennemskuelig gennem større parlamentarisk kontrol med IMF fra dens medlemslandes side;

23. udtrykker tilfredshed med, at IMF lægger vægt på at forbedre uddannelses- og sundhedsniveauet i udviklingslandene; understreger, at bedre styring, bekæmpelse af korruption og effektiv anvendelse af midlerne stadig er det sikreste middel til at reducere en ulige adgang til goder og fundamentale rettigheder som uddannelse og sundhed;

24. understreger, at den internationale finansielle stabilitet kun kan øges, hvis reformen af IMF går hånd i hånd med en bæredygtig budgetpolitik og en afbalanceret betalingsbalance i alle medlemslandene;

25. noterer sig den slående kontrast mellem omfanget af de pressionsmidler, der sættes ind over for udviklingslandene eller lande, der befinder sig i en omstillingsperiode, og IMF's manglende evne til at øve en væsentlig indflydelse på politikken i de industrilande, hvis budgetpolitik og betalingsbalance kun delvis lever op til de kriterier, som IMF har opstillet, og derfor kan undergrave den internationale finansielle stabilitet;

26. ser med tilfredshed på IMF's og Verdensbankens beslutning om at forlænge HIPC-initiativet (initiativet til fordel for de stærkt gældstyngede fattige lande); noterer sig de forskelligartede virkninger af HIPC-programmet og de historiske erfaringer med gældsomlægning og gældseftergivelse; foreslår, at IMF udvikler politikker med henblik på at undgå nye gældskriser i fremtiden;

27. noterer sig IMF's og Verdensbankens nye gældsbæredygtighedsbestemmelser for lavindkomstlande, der blev vedtaget i april 2005; glæder sig over, at de nye bestemmelser sigter mod at sætte gæld i centrum for internationale finansielle institutioners beslutningstagning; beklager, at forslaget som sådant ikke kommer i nærheden af at tage fat på problemet med langsigtet reel bæredygtighed, for så vidt angår at skabe de betingelser for lavindkomstlande, der er nødvendige for, at de kan nå millenniumudviklingsmålene;

28. glæder sig generelt over IMF's facilitet for fattigdomsreduktion og vækst;

29. støtter opfordringen fra FN's generalsekretær under dialogen på højt plan i 2005 om finansiering af udvikling til at omdefinere gældsbæredygtighed som det gældsniveau, der gør det muligt for et land at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015 uden en forøgelse af gældskvoterne, hvilket kræver større komplementaritet mellem gældslettelse og udestående udviklingsfinansieringskrav; beklager derfor, at IMF inden for den nye ramme for gældsbæredygtighed i lavindkomstlande stadig i alt væsentligt definerer gældsbæredygtighed i eksportkvoter (hvilket giver upålidelige prognoser for gældsbæredygtigheden for lande, der er karakteriseret ved stærk sårbarhed over for chok og stærke udsving i eksportindtægterne), at den ikke råder over realistiske vurderinger af sårbarheden, og at der ikke foreligger systematiske analyser, der sætter fordelene ved HIPC-initiativet i relation til de ekstra midler, der er nødvendige for at nå millenniumudviklingsmålene;

30. glæder sig over de multilaterale institutioners bestræbelser på at yde deres bidrag til finansieringen af nedbringelsen af gælden inden for rammerne af den aftale, som er indgået i G8-regi, idet det dog understreges, at dette nødvendige bidrag ikke må betyde, at disse institutioners finansielle situation bringes i fare;

31. opfordrer til et bedre samarbejde mellem IMF og Europa-Parlamentet og nationale parlamenter, især i udviklingslande, for at øge gennemskueligheden, det demokratiske ansvar og IMF's og dens politikkers legitimitet og kræver offentliggørelse af mere udførlige protokoller fra IMF's bestyrelse;

32. understreger vigtigheden af en løbende kontakt mellem IMF's bestyrelsesmedlemmer og de nationale repræsentanter for deres respektive hjemland;

33. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til IMF, FN's institutioner, ECB og EU-medlemsstaternes medlemmer af IMF's repræsentantskab.

[1] EFT C 112 E af 9.5.2002, s. 140.

[2] EUT C 74 E af 24.3.2004, s. 871.

[3] http://www.imf.org/external/np/omd/2005/eng/091505.pdf.

[4] EUT C 33 E af 9.2.2006, s. 311.

[5] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0289.

[6] Vedtagne tekster, P6_TA(2005)0446.

--------------------------------------------------