EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52004DC0690

Beretning fra Kommissionen - Konvergensberetning 2004 (udarbejdet i overensstemmelse med traktatens artikel 122, stk. 2) [SEK(2004) 1268]

/* KOM/2004/0690 endelig udg. */

52004DC0690

Beretning fra Kommissionen - Konvergensberetning 2004 (udarbejdet i overensstemmelse med traktatens artikel 122, stk. 2) [SEK(2004) 1268] /* KOM/2004/0690 endelig udg. */


BERETNING FRA KOMMISSIONEN - KONVERGENSBERETNING 2004 (udarbejdet i overensstemmelse med traktatens artikel 122, stk. 2) [SEK(2004) 1268]

1. Formålet med beretningen

I overensstemmelse med traktatens artikel 122, stk. 2, skal Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB) aflægge beretning til Rådet om de fremskridt, som "medlemsstaterne med dispensation" har gjort med hensyn til deres nationale lovgivnings forenelighed med traktaten samt opnåelsen af en høj grad af vedvarende konvergens. "Medlemsstater med dispensation" har endnu ikke indført euroen (Danmark og Det Forenede Kongerige, som er medlemsstater med en særlig status, har heller ikke indført euroen) [1]. Sådanne konvergensberetninger skal udarbejdes mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af en "medlemsstat med dispensation". Der skal nu igen udarbejdes en konvergensberetning for Sverige, som er en "medlemsstat med dispensation", idet der er gået to år siden den sidste beretning. Dette giver lejlighed til for første gang også at vurdere de ti lande, der blev medlemmer af Den Europæiske Union den 1. maj 2004, og som automatisk er "medlemsstater med dispensation" i henhold til artikel 4 i tiltrædelsestraktaten. Beretningen vil hjælpe disse medlemsstater med at forberede sig på de krav, som indførelsen af euroen stiller. Denne beretning dækker derfor følgende elleve "medlemsstater med dispensation": Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien, Slovakiet og Sverige.

[1] Danmark og Det Forenede Kongerige har en særlig status på grund af deres forbehold. De undersøges ikke, fordi de ikke har tilkendegivet, at de ønsker at indføre euroen (artikel 4 i protokollen om visse bestemmelser vedrørende Danmark og artikel 10, litra a), i protokollen om visse bestemmelser vedrørende Det Forenede Kongerige).

Indholdet i beretningerne [2], som udarbejdes af Kommissionen og ECB, er underlagt traktatens artikel 121, stk. 1, hvori det kræves, at beretningerne skal omfatte en undersøgelse af, i) hvorvidt den nationale lovgivning er forenelig med traktaten og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og for Den Europæiske Centralbank. I beretningerne skal det ligeledes undersøges, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens under henvisning til de fire konvergenskriterier, som omhandler ii) prisstabilitet, iii) den offentlige budgetstilling, iv) valutakursstabilitet og v) den langfristede rente samt en række yderligere faktorer [3]. De fire konvergenskriterier og de tidsrum, de skal overholdes i, er præciseret nærmere i en protokol, der er knyttet som bilag til traktaten ("Protokol om konvergenskriterierne som nævnt i artikel 121").

[2] Konvergensberetning 2002 om Sverige, KOM(2002) 243 endelig af 22. maj 2002; konvergensberetning 2000 om Sverige og Grækenland, KOM(2000) 277 endelig af 3. maj 2000; konvergensberetning 1998 (om alle daværende femten medlemsstater), KOM(1998) 1999 endelig af 25. marts 1998; konvergensberetning 1996, KOM(1996) 560 endelig af 6. november 1996.

[3] Disse yderligere faktorer er ikke nødvendige betingelser for indførelse af euroen og undersøges derfor ikke her. For en teknisk analyse af alle faktorer, der har betydning for konvergensen, henvises til SEK(2004) 1268.

2. Oversigt: Lovgivningens forenelighed og opnåelse af økonomisk konvergens

i) Det skal sikres, at den nationale lovgivning, herunder de nationale centralbankers statutter, er forenelig med traktatens artikel 108 og 109 samt med ESCB/ECB-statutten. For så vidt angår de nye medlemsstater blev spørgsmålet om deres respektive centralbankers uafhængighed og centralbankernes overholdelse af ESCB's mål behandlet som led i førtiltrædelsesforhandlingerne. For imidlertid at sikre en fuldstændig integration af de forskellige nationale centralbanker i ESCB, før de pågældende medlemsstater slutter sig til euroområdet, er det nødvendigt at finde en løsning på forskellige uoverensstemmelser mellem lovgivningen i samtlige disse medlemsstater og EU-lovgivningen.

ii) Vurderingen af prisstabilitetskriteriet er baseret på overholdelse af en gennemsnitlig inflationstakt i en periode på et år før undersøgelsen, som ikke overstiger inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere en 1,5 procentpoint. Referenceværdien blev beregnet til 2,4 % i august 2004, med Finland, Danmark og Sverige som de tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater. Ud af de elleve medlemsstater, der analyseres i denne beretning, opfylder fem dette kriterium, nemlig Tjekkiet, Estland, Cypern, Litauen og Sverige.

iii) Kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling er knyttet til de beslutninger, der vedtages i overensstemmelse med proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i traktatens artikel 104. På nuværende tidspunkt er fem af de elleve undersøgte medlemsstater ikke omfattet af en rådsbeslutning som omhandlet i artikel 104, stk. 6, om et uforholdsmæssigt stort underskud, nemlig Estland, Letland, Litauen, Slovenien og Sverige, som derfor opfylder kriteriet.

iv) Valutakurskriteriet kræver overholdelse af de normale udsvingsmargener i valutakursmekanismen (ERM II) i mindst to år uden alvorlige spændinger. Den 28. juni 2004 tilsluttede den estiske kroon, den litauiske litas og den slovenske tolar sig ERM II. Den tjekkiske koruna, den ungarske forint, det cypriotiske pund, den lettiske lats, den maltesiske lira, den polske zloty, den slovakiske koruna og den svenske krona har endnu ikke tilsluttet sig ERM II. Skønt de tre valutaer, der har deltaget i ERM II siden den 28. juni 2004, har været stabile i forhold til euroen, har ingen af de undersøgte medlemsstater deltaget tilstrækkeligt længe i ERM II. Ingen af de elleve medlemsstater opfylder valutakurskriteriet.

v) Kriteriet vedrørende de langfristede rentesatser er baseret på, at en medlemsstat over en periode på et år før undersøgelsen har haft en gennemsnitlig nominel rentesats, som ikke overstiger den tilsvarende rentesats i de højst tre medlemsstater, der har opnået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 2 procentpoint. Referenceværdien blev beregnet til 6,4 % i august 2004. De langfristede rentesatser lå under referenceværdien i Tjekkiet, Cypern, Letland, Litauen, Malta, Slovenien, Slovakiet og Sverige. Disse otte lande opfyldte således rentekriteriet. Med hensyn til Estland, hvor der ikke findes langfristede statsobligationer eller tilsvarende værdipapirer, er der ingen grund til at tro, at landet ikke vil kunne opfylde rentekriteriet.

>TABELPOSITION>

3. Vurdering af de enkelte medlemsstater

3.1. Tjekkiet

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Tjekkiet, især loven om den tjekkiske centralbank, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Tjekkiet i de tolv måneder frem til august 2004 var 1,8 %. Tjekkiet opfylder kriteriet om prisstabilitet.

Tjekkiet er på nuværende tidspunkt omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud (Rådets beslutning af 5. juli 2004). Det offentlige underskud lå på 12,6 % af BNP i 2003, mens den offentlige gæld lå på 37,8 % af BNP. Tjekkiet opfylder ikke kriteriet om den offentlige budgetstilling.

Den tjekkiske koruna deltager ikke i ERM II og er omfattet af en ordning med en styret flydende kurs med lejlighedsvise interventioner fra centralbankens side. Tjekkiet opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Tjekkiet i året frem til august 2004 var 4,7 %, og Tjekkiet opfylder kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. På baggrund af det lave inflationspres faldt de langfristede rentesatser i Tjekkiet midlertidigt under niveauet i euroområdet mellem midten af 2002 og midten af 2003, men siden da er de langfristede rentespænd blevet positive.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Tjekkiets status som "medlemsstat med dispensation".

3.2. Estland

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Estland, især loven om Eesti Pank, Estlands forfatning samt valutalovgivningen og loven om sikkerhed for den estiske kroon, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Estland i de tolv måneder frem til august 2004 var 2,0 %. Estland opfylder kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Estland er ikke omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud. Det offentlige underskud udgjorde 3,1 % af BNP i 2003, og den offentlige gæld lå på 5,3 % af BNP. Estland opfylder kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Siden den 28. juni 2004 har Estland deltaget i ERM II, og de estiske myndigheder har forpligtet sig til ensidigt at fastholde deres currency board-arrangement inden for ERM II. Den estiske kroon har ikke afveget fra sin centrale paritet. På tidspunktet for denne undersøgelse havde deltagelsen i ERM II varet i mindre end to år. Estland opfylder ikke valutakurskriteriet.

Da der ikke findes en harmoniseret langfristet benchmark-statsobligation eller et tilsvarende værdipapir, hvilket hænger delvis sammen med den lave offentlige gæld, er der identificeret en rentesatsindikator, baseret på bankudlånssatser. Denne rentesatsindikator lå i året frem til august 2004 på gennemsnitlig 4,6 %. På basis af udviklingen i rentesatsindikatoren og under hensyntagen til bl.a. den lave offentlige gæld er der ingen grund til at konkludere, at Estland ikke skulle opfylde kriteriet vedrørende de langfristede rentesatser.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Estlands status som "medlemsstat med dispensation".

3.3. Cypern

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Cypern, især loven om Cyperns centralbank, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Cypern i tolvmånedersperioden frem til august 2004 lå på 2,1 %. Cypern opfylder kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Cypern er på nuværende tidspunkt omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud (Rådets beslutning af 5. juli 2004). Det offentlige underskud lå på 6,4 % af BNP i 2003, og den offentlige gæld lå på 70,9 % af BNP. Cypern opfylder ikke kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Cyperns pund deltager ikke i ERM II og er knyttet til euroen med en udsvingsmargen på ± 15 %. Cypern opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Cypern i året frem til august 2004 var 5,2 %, og Cypern opfylder kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. De langfristede rentesatser konvergerede betydeligt i retning af euroområdets niveauer i begyndelsen af 2002, og spændet forblev inden for 1 procentpoint i det meste af 2003. I den seneste tid er de langfristede rentesatser steget til et godt stykke over euroområdets niveauer.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Cyperns status som "medlemsstat med dispensation".

3.4. Letland

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Letland, især loven om Letlands centralbank, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Letland i tolvmånedersperioden frem til august 2004 lå på 4,9 %. Letland opfylder ikke kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Letland er ikke omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud. Det offentlige underskud lå på 1,5 % af BNP i 2003, og den offentlige gæld lå på 14,4 % af BNP. Letland opfylder kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Den lettiske lats deltager ikke i ERM II og er knyttet til SDR-valutakurven med en normal udsvingsmargen på ± 1 %. Letland opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Letland i året frem til august 2004 lå på 5,0 %, og Letland opfylder kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. De langfristede rentespænd over for euroområdet er steget en smule i Letland siden midten af 2002 til 0,5-1 procentpoint.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Letlands status som "medlemsstat med dispensation".

3.5. Litauen

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Litauen, især loven om Litauens centralbank, Litauens forfatning samt valutaloven og loven om litas' troværdighed, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Litauen i tolvmånedersperioden frem til august 2004 var -0,2 %. Litauen opfylder kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Litauen er ikke omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud. Det offentlige underskud lå på 1,9 % af BNP i 2003, og den offentlige gæld lå på 21,4 % af BNP. Litauen opfylder kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Litauen har siden den 28. juni 2004 deltaget i ERM II, og de litauiske myndigheder har forpligtet sig til ensidigt at fastholde deres currency board-arrangement inden for ERM II. Litas har ikke afveget fra sin centrale paritet. På tidspunktet for denne undersøgelse havde deltagelsen i ERM II varet mindre end to år. Litauen opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Litauen i året frem til august 2004 var 4,7 %, og Litauen opfylder kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. De langfristede rentesatser i Litauen, som stadig lå på 10 % i begyndelsen af 2001, er faldet betydeligt, og rentespændet over for euroområdet indsnævredes til 0,4 procentpoint i perioden januar-august 2004.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Litauens status som "medlemsstat med dispensation".

3.6. Ungarn

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Ungarn, især loven om Magyar Nemzeti Bank og forfatningen, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Ungarn i tolvmånedersperioden frem til august 2004 var 6,5 %. Ungarn opfylder ikke kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Ungarn er i øjeblikket omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud (Rådets beslutning af 5. juli 2004). Det offentlige underskud lå på 6,2 % af BNP i 2003, mens den offentlige gæld lå på 59,1 % af BNP. Ungarn opfylder ikke kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Den ungarske forint, som er knyttet til euroen med en ± 15 % udsvingsmargen, deltager ikke i ERM II. Ungarn opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Ungarn i året frem til august 2004 var 8,1 %, og Ungarn opfylder ikke kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. De langfristede rentesatser i Ungarn afveg fra udviklingen i euroområdet, hvilket kan forbindes med en øget valutakursrisikopræmie og højere inflationsforventninger.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Ungarns status som "medlemsstat med dispensation".

3.7. Malta

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Malta, især loven om Maltas centralbank, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Malta i de tolv måneder frem til august 2004 var 2,6 %. Malta opfylder ikke kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Malta er i øjeblikket omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud (Rådets beslutning af 5. juli 2004). Det offentlige underskud lå på 9,7 % af BNP i 2003, og den offentlige gæld lå på 71,1 % af BNP. Malta opfylder ikke kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Den maltesiske lira, som er knyttet til en kurv af valutaer, hvori euroen har en vægt på 70 %, deltager ikke i ERM II. Malta opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Malta i året frem til august 2004 var 4,7 %, og Malta opfylder kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. De langfristede rentespænd over for euroområdet lå på omkring 0,4 procentpoint i perioden januar-august 2004.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Maltas status som "medlemsstat med dispensation".

3.8. Polen

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Polen, især loven om Polens centralbank og Polens forfatning, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Polen i tolvmånedersperioden frem til august 2004 var 2,5 %. Polen opfylder ikke kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Polen er i øjeblikket omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud (Rådets beslutning af 5. juli 2004). Det offentlige underskud lå på 3,9 % af BNP i 2003, mens den offentlige gæld lå på 45,4 % af BNP. Polen opfylder ikke kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Den polske zloty deltager ikke i ERM II og har fået lov til at flyde uden valutainterventioner fra centralbankens side. Polen opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Polen i året frem til august 2004 lå på 6,9 %, og Polen opfylder ikke kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. De langfristede rentesatser i Polen afveg fra udviklingen i euroområdet, hvilket kan forklares ved problemer med hensyn til finanspolitikken og inflationen.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Polens status som "medlemsstat med dispensation".

3.9. Slovenien

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Slovenien, især loven om Sloveniens centralbank, ikke helt forenelig med traktatens artikel 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Slovenien i tolvmånedersperioden frem til august 2004 var 4,1 %. Slovenien opfylder ikke kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Slovenien er ikke omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud. Det offentlige underskud lå på 2,0 % af BNP i 2003, og den offentlige gæld lå på 29,4 % af BNP. Slovenien opfylder kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Siden den 28. juni 2004 har den slovenske tolar deltaget i ERM II og er siden handlet tæt på sin centrale paritet. På tidspunktet for denne undersøgelse havde deltagelsen i ERM II varet i mindre end to år. Slovenien opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Slovenien i året frem til august 2004 var 5,2 %, og Slovenien opfylder kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. Siden midten af 2002 er de langfristede rentesatser i Slovenien faldet stærkt i retning mod niveauet i euroområdet med spænd, der er indsnævret til 0,6 procentpoint i perioden januar-august 2004.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Sloveniens status som "medlemsstat med dispensation".

3.10. Slovakiet

For så vidt angår centralbankens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Slovakiet, især loven om Slovakiets centralbank, ikke helt forenelig med traktatens artikel 108 og 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Slovakiet i tolvmånedersperioden frem til august 2004 var 8,4 %. Slovakiet opfylder ikke kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Slovakiet er i øjeblikket omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud (Rådets beslutning af 5. juli 2004). Det offentlige underskud lå på 3,7 % af BNP i 2003, mens den offentlige gæld lå på 42,6 % af BNP. Slovakiet opfylder ikke kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Den slovakiske koruna deltager ikke i ERM II og er omfattet af en ordning med en styret flydende kurs med lejlighedsvise interventioner fra centralbankens side. Slovakiet opfylder ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Slovakiet i året frem til august 2004 var 5,1 %, og Slovakiet opfylder kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. Siden midten af 2002 er de langfristede rentesatser i Slovakiet faldet stærkt i retning mod niveauet i euroområdet med spænd, som er indsnævret til 0,9 procentpoint i perioden januar-august 2004.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Slovakiets status som "medlemsstat med dispensation".

3.11. Sverige

I konvergensberetningen fra 2002 vurderede Kommissionen, at Sverige allerede opfyldte tre af konvergenskriterierne (vedrørende prisstabilitet, den offentlige budgetstilling og konvergens i rentesatserne), men at det ikke opfyldte valutakurskriteriet. Den konkluderede også, at lovgivningen i Sverige ikke var forenelig med traktaten og ESCB/ECB-statutten.

For så vidt angår centralbankens finansielle uafhængighed og dens integration i ESCB ved indførelsen af euroen, er lovgivningen i Sverige, især loven om Sveriges Riksbank og loven om regeringsformen (landets forfatning), fortsat ikke helt forenelig med traktatens artikel 108 og 109 og ESCB/ECB-statutten.

Den gennemsnitlige inflationsrate i Sverige i tolvmånedersperioden frem til august 2004 var 1,3 %. Sverige opfylder fortsat kriteriet vedrørende prisstabilitet.

Sverige er ikke omfattet af en beslutning om et uforholdsmæssigt stort underskud. Det offentlige overskud lå på 0,3 % af BNP i 2003, og den offentlige gæld lå på 52,0 % af BNP. Sverige opfylder fortsat kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling.

Den svenske krona deltager ikke i ERM II og flyder. Sverige opfylder fortsat ikke valutakurskriteriet.

Den gennemsnitlige langfristede rentesats i Sverige i året frem til august 2004 var 4,7 %, og Sverige opfylder fortsat kriteriet vedrørende konvergens i de langfristede rentesatser. De svenske langfristede rentesatser har ligget tæt på niveauerne i euroområdet og til tider under dem.

I lyset af denne vurdering konkluderer Kommissionen, at der ikke bør ændres ved Sveriges status som "medlemsstat med dispensation".

Top