52003DC0034

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN - Anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed

Sammenfatning og konklusioner

I. Indledning

Den debat om den fremtidige samhørighedspolitik, som Kommissionen lancerede efter vedtagelsen af den anden rapport om den økonomiske og sociale samhørighed, er stadig i gang blandt de regionalpolitiske hovedaktører i de nuværende og fremtidige medlemsstater og i EU's institutioner. I denne anden situationsrapport ajourføres analysen af situationen og tendenserne i regionerne, og der redegøres for de vigtigste emner, der blev behandlet under debatten i 2002 om den fremtidige samhørighedspolitik.

II. Analyse af situationen og tendenserne: udfordringer i forbindelse med udvidelsen

Udvidelsen af EU til at omfatte 25 medlemsstater vil være den største udfordring nogensinde for EU's konkurrenceevne og interne samhørighed. Der må tages stilling til en række faktorer, der uden tvivl vil påvirke den fremtidige samhørighedspolitik, herunder:

- En markant forøgelse af de økonomiske forskelle inden for EU: forskellen i BNP pr. indbygger mellem de 10% af befolkningen, der bor i de mest velstående regioner, og de 10% af befolkningen, der bor i de mindst velstående regioner, vil blive mere end fordoblet i forhold til situationen i EU15

- Den geografiske forrykkelse af skævhederne: I EU25 vil 116 millioner personer - svarende til ca. 25% af den samlede befolkning - bo i regioner med et BNP pr. indbygger på under 75% af gennemsnittet for EU mod 68 millioner personer svarende til 18% af den samlede befolkning i EU15. Af disse personer vil fire ud af ti bo i regioner i de nuværende medlemsstater, mens de resterende seks vil være statsborgere i ansøgerlandene

- En mindre gunstig beskæftigelsessituation: Det vil på grund af den faldende beskæftigelsesgrad og stigende langtidsledighed blandt unge være nødvendigt at skabe tre millioner nye arbejdspladser, hvis beskæftigelsesniveauet i de nye medlemsstater skal bringes op på niveauet for resten af EU. I et udvidet EU vil der i lang tid være mærkbare beskæftigelsesmæssige forskelle afhængig af alder, køn og kvalifikationsniveau.

Til gengæld er der andre faktorer, der viser et udvidet EU's økonomiske potentiale: Ansøgerlandene har generelt haft en højere økonomisk vækstrate end de nuværende medlemsstater, og de vil tillige bidrage til at højne det gennemsnitlige uddannelsesniveau i EU. En række regioner i Sydeuropa (i Portugal, Spanien, Italien og Grækenland) vil fortsat have områder med en stor koncentration af personer med et lavt uddannelsesniveau.

III. De vigtigste emner i debatten om den fremtidige samhørighedspolitik

De forskellige bidrag, der gennemgås i denne rapport, vidner om en fortsat intens debat om den fremtidige samhørighedspolitik i tiden efter offentliggørelsen af første situationsrapport for et år siden. Disse bidrag har sammen med resultaterne af Kommissionens forskellige analyser og undersøgelser gjort det muligt at få bekræftet fire betydningsfulde resultater af samhørighedspolitikken:

- en omfordeling til fordel for de mindre velstående medlemsstater og regioner (med en betydelig makroøkonomisk effekt, der fremmer reel konvergens)

- en styrkelse af den økonomiske og politiske integration (udvikling af infrastrukturnetværk, lettere adgang til afsides liggende regioner, samarbejdsprojekter)

- en indsats for at nå EU's prioriterede mål, som fastlagt i Lissabon-strategien og bekræftet på Det Europæiske Råds møde i Gøteborg, herunder den økonomiske og sociale omstrukturering, der er nødvendig som følge af globaliseringen

- en indsats for at indføre bedre styreformer (partnerskab, en "evalueringskultur" mv.).

Debatten har endvidere gjort det muligt at udarbejde en liste over de vigtigste spørgsmål, der bør besvares i den tredje rapport om økonomisk og social samhørighed. Spørgsmålene kan inddeles i to hovedgrupper: prioriteterne i den fremtidige samhørighedspolitik og implementeringsmetoden.

i) Prioriteterne i den fremtidige politik

Indsats i de mindre udviklede regioner

Denne situationsrapport bekræfter såvel den uhørt store forøgelse af forskellene inden for det udvidede EU som den meget langvarige indsats, der vil være nødvendig for at reducere forskellene. Der er bred enighed om, at ressourcerne fortsat skal koncentreres om de mindre udviklede regioner, især dem i de nye medlemsstater.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorledes de mindre udviklede regioner skal afgrænses, er der nogenlunde enighed om fortsat at anvende de nuværende støtteberettigelseskriterier baseret på NUTS II-inddelingen og BNP pr. indbygger - kriterier, som har den fordel at være enkle og gennemsigtige - selv om nogle af bidragsyderne til debatten har opfordret til at tilføje andre kriterier.

Særlige tilfælde

Der har været omfattende drøftelser om, hvorledes specifikke kategorier af regioner skal behandles fremover.

For det første er der bred enighed om, at det er nødvendigt at indføre rimelige ordninger for de regioner i de nuværende medlemsstater, der i dag er berettiget til at modtage mål 1-støtte, og som, selv om de endnu ikke har afsluttet den økonomiske konvergensproces, kan miste deres støtteberettigelse, blot fordi det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i det udvidede EU vil falde (automatisk udelukkelse). Ifølge oplysningerne for 2000 vil denne situation kunne blive aktuel for 18 regioner med en befolkning på 21 millioner indbyggere.

For det andet er der de regioner, der selv uden en udvidelse ikke længere ville have opfyldt kriterierne for at blive anset for mindre udviklede, fordi de har opnået en indkomst pr. indbygger på over 75% af gennemsnittet for EU15. Flere af deltagerne i debatten går ind for en støtte i form af en gradvis udfasning af fællesskabsstøtten til disse regioner.

Endelig er der spørgsmålet om, hvorledes visse kategorier af regioner skal behandles. Dette vedrører især regionerne i den yderste periferi, hvis sociale og økonomiske vanskeligheder er anerkendt i traktatens artikel 299.

Andre regioner, der er blevet nævnt i denne sammenhæng, er de mindst begunstigede øer, der er nævnt i artikel 158, samt regionerne med en ekstremt lav befolkningstæthed, der især er beliggende i de områder i de nordiske lande, der i dag er ligestillet med mål 1 i henhold til protokol 6 til tiltrædelsesakten for Østrig, Finland og Sverige.

I den tredje samhørighedsrapport skal der tages stilling til disse regioners behov både ud fra en individuel bedømmelse og ud fra de muligheder, som ordningerne for regioner uden for de mindre udviklede områder giver.

Indsats uden for de mindre udviklede regioner

I perioden 2000-2006 vil ca. en tredjedel af strukturfondstildelingen blive anvendt til regioner, der ikke er omfattet af mål 1.

Selv om de økonomiske og sociale samhørighedsproblemer uden for regionerne med udviklingsefterslæb pr. definition er mindre omfattende, er løsningen af disse problemer en væsentlig udfordring for hele EU.

Særlig konkurrenceevne, bæredygtig udvikling og økonomisk og social omstrukturering er forhold, der har betydning for samtlige medlemsstater. Udfordringerne afspejler, at der uden for mål 1 kan opstå mange forskellige potentielle behov og vanskelige situationer, som kontrasterer med de mere intense, men også klarere formulerede behov hos regioner med udviklingsefterslæb, især i de nye medlemsstater. Disse mange forskellige udfordringer understreger tillige nødvendigheden af at koncentrere støtten og fokusere på kvalitative, systemiske faktorer, der kan øge merværdien for EU.

Under debatten gav en række medlemsstater i første omgang udtryk for den holdning, at ansvaret for aktioner af denne type uden for mål 1-regionerne helt skulle fratages EU og gives tilbage til medlemsstaterne ("renationalisering"). Denne holdning synes dog ikke at have vundet tilslutning, og man anerkender nu nødvendigheden af at råde over de midler, der kræves for at opnå EU's væsentligste prioriterede mål. I denne henseende har EU, navnlig på Det Europæiske Råds møder i Lissabon, sat sig et strategisk mål for dette tiår, nemlig at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed. Denne strategi skal sætte EU i stand til på ny at skabe betingelserne for fuld beskæftigelse, vækst og social samhørighed og styrke den regionale samhørighed. Herudover vedtog Det Europæiske Råd i Gøteborg en EU-strategi for bæredygtig udvikling.

I en lang række af debatindlæggene er det blevet fremhævet, at mulighederne for at opnå disse mål i medlemsstaterne og regionerne er ulige fordelt. Hertil kommer, at en strategi, der gør det muligt at løfte de forskellige udfordringer, EU står over for, og som anerkender og inddrager regionerne, vil være i overensstemmelse med grundtanken i Kommissionens hvidbog om nye styreformer og især med de traktatfæstede samhørighedsforpligtelser, nemlig at "fremme en harmonisk udvikling af Fællesskabet som helhed" og "formindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder eller øer, herunder landdistrikter".

Disse vigtige EU-mål forfølges allerede til en vis grad i den nuværende programmeringsperiode, både i forbindelse med mål 2 (regioner under omstrukturering), mål 3 (menneskelige ressourcer), EF-initiativer og nyskabende aktioner samt landdistrikt- og fiskeriaktioner uden for mål 1.

Dette betyder dog ikke, at de nuværende politikker og instrumenter ikke har været genstand for kritik. Det er nemlig blevet fremført, at politikkerne og instrumenterne ikke skaber tilstrækkelig merværdi, ofte medfører administrative byrder, der er uforholdsmæssig store i forhold til de opnåede resultater, og ikke er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, idet medlemsstaterne ikke tillægges tilstrækkeligt ansvar. Mange er af den opfattelse, at mens bistandsplanlægning og -forvaltning af ovennævnte grunde fortsat bør ske på regionalt plan, vil en udpegning af støtteberettigede områder på subregionalt plan kunstigt kunne indskrænke fællesskabsbistandens rækkevidde, ligesom en sådan fremgangsmåde vil være vanskelig at forene med ønsket om, at der lægges større vægt på de nye konkurrenceevnefaktorer.

Andre bidragsydere til debatten har fremhævet den territoriale dimension og bl.a. nævnt byområder, kriseramte industriområder og landdistrikter, fiskeriafhængige områder og områder med naturlige handicap. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at den territoriale dimension kan være fuldt ud forenelig med tanken om en tematisk EU-prioritering.

Konklusionen er, at det vil være nødvendigt at ændre prioriteringen og de instrumenter, der anvendes uden for regionerne med udviklingsefterslæb, for på samme tid at afhjælpe de nuværende mangler og udvikle en ny politik, der i højere grad kan bidrage til den økonomiske og sociale samhørighed.

Samarbejde

Der er ligeledes bred forståelse for behovet for fortsat at fremme såvel det grænseoverskridende samarbejde som samarbejdet inden for regionerne. Dette er i erkendelse af, at en vellykket gennemførelse af sådanne aktioner, der er særlig vigtige for EU's territoriale integration, kræver organisering på overnationalt plan. Den nuværende programmeringsperiode har vist vanskelighederne ved at udarbejde sammenhængende programmer med deltagelse af myndigheder, der har forskellige nationale administrative og retlige traditioner. Kommissionen er blevet anmodet om at undersøge muligheden for at udvikle et retligt samarbejdsinstrument, der kan lette udarbejdelsen og gennemførelsen af grænseoverskridende EU-programmer.

ii) Implementering: forenkling af forvaltningen

Drøftelser om, hvorledes forvaltningen kan forenkles i den nuværende periode og inden for rammerne af de nuværende forordninger, der gælder indtil udgangen af 2006, har belyst de væsentligste vanskeligheder, der skal løses inden den næste programmeringsperiode.

Forhandlingerne om den nuværende programmeringsperiode kulminerede på et ministermøde den 7. oktober 2002. De fleste af de deltagende delegationer udtalte, at erfaringerne fra perioden 2000-2006 viser, at der må overvejes nye forvaltningsmetoder under planlægningen af den fremtidige samhørighedspolitik.

Medlemsstaternes ønsker generelt en forenkling og en meget større uddelegering af ansvaret for alle aspekter af finansforvaltningen og -kontrollen, når først de bredere strategiske aspekter af EU-programmerne er blevet aftalt med Kommissionen. Der er bred enighed om, at forvaltningssystemer, der er underlagt meget detaljerede regler og ikke tager hensyn til de forskellige regionale forhold, er uhensigtsmæssige i betragtning af de meget store forskelle i behov, støttetype og disponible ressourcer, ligesom der er enighed om, at proportionalitetsprincippet skal finde anvendelse. Kommissionen er sig kritikken bevidst og er klar over vanskelighederne i forbindelse med flerfondsmodellen.

Baseret på tidligere erfaringer anerkendes det, at forudsætningen for en vellykket politisk prioritering er, at der findes et effektivt implementeringssystem. De nuværende implementeringsprocedurer har bevirket, at medlemsstaternes og Kommissionens bestræbelser i nogle tilfælde har påvirket den administrative programforvaltning mere end programindholdet og den strategiske prioritering. Forud for udvidelsen er der derfor behov for ændring af det nuværende implementeringssystem under hensyntagen til nødvendigheden af at styrke de nye medlemsstaters administrative kapacitet.

Der er tillige en bred erkendelse af, at udvidelsen vil skærpe konflikten mellem på den ene side nødvendigheden af et mere decentralt implementeringssystem og på den anden side nødvendigheden af en effektiv finansieringskontrol fra Kommissionens side.

Repræsentanter fra Kommissionen har ved en række lejligheder fremhævet, at de af medlemsstaternes foreslåede ændringer af forvaltningssystemet skal vurderes på baggrund af traktatens artikel 274, som tillægger Kommissionen ansvaret for budgetgennemførelsen. En yderligere decentralisering vil således skulle ledsages af en klarere ansvarsfordeling, som giver den nødvendige sikkerhed for den korrekte anvendelse af EU-midler.

Et spørgsmål, der skal behandles i den tredje samhørighedsrapport, er, hvilken form den kontraktlige forbindelse mellem Kommissionen og de nationale myndigheder (og i tilfælde af trepartsaftaler de regionale myndigheder) skal have, således at det klart fremgår, hvilke resultater der skal opnås ved hjælp af fællesskabsbevillingerne, og samtidig sikres, at medlemsstaternes forfatningsmæssige situation ikke berøres.

iii) Andre aspekter

Finansielle ressourcer

I den anden samhørighedsrapport anbefalede Kommissionen, at debatten om EU's fremtidige samhørighedspolitik snarere skulle fokusere på indhold end på finansielle ressourcer. Herved blev deltagerne i debatten tilskyndet til at overveje, hvilke mål EU's medlemsstater sammen skulle søge at nå på dette område med fællesskabspolitisk støtte. Dette er i vid udstrækning lykkedes, selv om det må indrømmes, at forslag som f.eks. forslaget om en renationalisering af politikken nok snarere bygger på budgetmæssige overvejelser.

Når EU fastlægger de fremtidige budgettildelinger til fremme af den økonomiske og sociale samhørighed, vil det være nødvendigt at tage hensyn til, at de økonomiske og sociale forskelle i et udvidet EU vil være større end nogensinde, hvilket fremgår af denne situationsrapport, og at en udligning af forskellene vil kræve en intensiv og langvarig indsats. Kommissionen vil senere fremlægge sine forslag til nye finansielle overslag. Som anført i den første situationsrapport betragter mange deltagere i debatten, især på regionalt plan, 0,45% af EU's BNP som en minimumsgrænse for bevillingerne til samhørighedspolitikken i perioden efter 2006, en holdning, der bl.a. blev bekræftet af Europa-Parlamentet i udtalelsen af november 2002 om første situationsrapport.

Bidrag fra andre politikker

Hvad angår sammenhængen mellem fællesskabspolitikker er der under den igangværende reform af styreformerne blevet rejst spørgsmål, som Kommissionen har forpligtet sig til at overveje yderligere, før den fastlægger nye politikker. Indholdsmæssigt bør der i disse politikker også i højere grad tages hensyn til den større mangfoldighed og de større territoriale skævheder i det udvidede EU, ligesom det mere eksplicit bør fremgå, at disse politikker skal bidrage til den økonomiske og sociale samhørighed.

Under debatten er ét bestemt punkt ofte blevet rejst, nemlig den konkurrencepolitiske status for regioner, der som følge af udvidelsen vil blive ramt af den "automatiske udelukkelse". Der er fremsat ønske om, at disse regioner fortsat skal være berettiget til et støtteniveau svarende til niveauet for regioner omfattet af traktatens artikel 87, stk. 3, litra a).

IV. Fremtidige frister

Som Kommissionen oplyste i første situationsrapport, skal den tredje rapport om den økonomiske og sociale samhørighed vedtages i sidste kvartal 2003 for at skabe betingelserne for "en effektiv gennemførelse af den nye generation af programmer, der skal begynde ved starten af den nye programperiode". I rapporten vil Kommissionen fremlægge "konkrete forslag til den fremtidige samhørighedspolitik" [1].

[1] KOM(2002) 46.

I 2003 vil der blive gennemført omfattende høringer, herunder i form af et vigtigt seminar (i marts 2003) om "den fremtidige forvaltning af strukturfondene: hvorledes skal ansvaret deles?". Der er også planer om at arrangere høringer i begyndelsen af 2004 om de forslag, der skal fremlægges i den tredje rapport, som en del af et samhørighedsforum.

Kommissionen vil i god tid fremlægge sine overordnede forslag til samtlige politikker samt et udkast til finansielt overslag for perioden efter 2006.

Kommissionen ser gerne, at den nødvendige lovgivning bliver vedtaget før udgangen af 2005. Dette vil betyde, at hele 2006 kan afsættes til forhandlingerne med medlemsstaterne og regionerne om programmeringen for perioden 2007-2013.

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN - Anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed

Anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed indgår i Kommissionens forberedelser forud for fremsættelsen af forslag til en samhørighedspolitik efter 2006. Rapporten ajourfører den analyse af samhørigheden, som blev fremlagt i den anden samhørighedsrapport [2] og i første situationsrapport [3], og gør status over forhandlingerne om den fremtidige samhørighedspolitik [4].

[2] Anden rapport om den økonomiske og sociale samhørighed, KOM (2001) 24 endelig udg. af 31. januar 2001.

[3] Første situationsrapport om økonomisk og social samhørighed, KOM (2002) 46 endelig udg. af 30. januar 2002.

[4] Kommissionen havde på Rådets møde den 11. juni 2001 efter drøftelserne om den anden rapport om den økonomiske og sociale samhørighed erklæret, at den regelmæssigt ville aflægge rapport til Rådet om, hvor langt den var nået med udarbejdelsen af den tredje samhørighedsrapport og de forslag, der var nødvendige for at videreføre samhørighedspolitikken efter 2006.

I denne situationsrapport vil Kommissionen først og fremmest ajourføre oplysningerne om de regionale økonomiske og sociale skævheder, dvs. oplysningerne om de regionale BNP'er for 2000 samt oplysningerne om beskæftigelsen og arbejdsløsheden for 2001.

I første situationsrapport var BNP pr. indbygger (i købekraftsstandarder) i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Laeken (december 2001) beregnet ud fra gennemsnittet for et EU med 25 medlemsstater. Det Europæiske Råd bekræftede i Bruxelles ti nye medlemsstaters tiltrædelse i 2004. De regionale BNP-data for de to lande, der forventes at blive optaget efter 2006, nemlig Bulgarien og Rumænien, er medtaget i rapporten, men indgår ikke i beregningen af det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i det udvidede EU.

Den sammenfatning af drøftelserne, der er indeholdt i anden del af denne situationsrapport, viser den store betydning, drøftelserne om indholdet af den fremtidige samhørighedspolitik har fået.

Endelig indeholder den sidste del af situationsrapporten resultaterne af tiltrædelsesforhandlingerne med de ti lande i Laeken-gruppen samt oplysninger om den støtte, disse landes regioner kan påregne frem til udgangen af 2006.

1. Situation og tendenser

Oplysningerne om de regionale BNP'er for 2000 bekræfter de vigtigste konvergenstendenser i det nuværende EU [5]. På nationalt plan er samhørighedslandene fortsat ved at indhente noget af efterslæbet. Udjævningen af skævhederne mellem regioner i forskellige lande er fortsat, men inden for medlemsstaterne er forskellene blevet større. Dette viser nødvendigheden af at følge en afbalanceret regionaludviklingsstrategi i hele EU.

[5] De regionale BNP'er er siden 1995 opgjort efter det nye nationalregnskabssystem, ENS 95, således at det er muligt at følge BNP-udviklingen i hele perioden 1995-2000, da tallene er sammenlignelige. Derimod er tallene for perioden 1988-1995 opgjort efter andre principper, hvorfor de to perioder er vanskeligt sammenlignelige.

1.1. Opbremsning i den økonomiske vækst

2001 var præget af en markant opbremsning i den økonomiske vækst i EU. BNP steg i 2001 med kun 1,5% [6] for EU15 som helhed mod 3,5% i 2000. Kun i Irland, Grækenland og Spanien var stigningen på over 2%. Efterårsprognoserne for 2002 og 2003 for EU15 under ét er ikke bedre, nemlig henholdsvis 1% og 2%.

[6] Europæisk økonomi nr. 5/2002, økonomiske efterårsprognoser.

Samhørighedslandene fortsatte med at nærme sig indkomstniveauet i EU15 [7] (tabel 1: Stigningen i BNP og befolkningstilvæksten i samhørighedslandene, 1988-2003). Selv om Grækenland siden 1996 har haft en realvækst, der ligger over EU-gennemsnittet, har reduktionen i landets indkomstforskel på et pr. capita-grundlag ikke været tilsvarende stor, hvilket til dels skyldes en forholdsvis stor befolkningstilvækst, jf. de foreløbige resultater af folketællingen i 2001. En relativt kraftig vækst i Irland bragte det irske BNP pr. indbygger (i KKS) op på 118% af EU-gennemsnittet i 2001 mod 115% i 2000 (efter at have været helt nede på 64% i 1988) [8].

[7] I 2001 fortsatte de store finansielle overførsler fra EU-budgettet til Grækenland, Portugal, Spanien og Irland, de fire lande, der modtager samhørighedsstøtte. Målt i procent udgjorde nettooverførslerne således 3,5% af det græske BNP og 1,5% af det portugisiske BNP. De tilsvarende tal for Spanien og Irland er henholdsvis 1,2% og 1,1%.

[8] Det skal bemærkes, at de oplysninger om BNP pr. indbygger, der er indeholdt i første situationsrapport, i nogle tilfælde er blevet ajourført af Eurostat. Derfor er tallene i første og anden situationsrapport ikke direkte sammenlignelige.

Der foreligger kun oplysninger om regionernes BNP frem til 2000, og oplysningerne afspejler således ikke den seneste opbremsning i den økonomiske vækst. (Kort 1: BNP pr. indbygger pr. region (KKS), 2000, og kort 2: Ændring i BNP pr. indbygger (KKS), 1995-2000). Økonomisk stagnation har altid haft en tendens til at ramme de svageste regioner i EU hårdest. I perioden 1991-1993 faldt BNP med ca. 0,2% i de 184 regioner, for hvilke der foreligger oplysninger. I regioner med et BNP pr. indbygger på under 75% af EU-gennemsnittet (i KKS) faldt BNP i samme periode med næsten 0,9% mod kun 0,1% i de øvrige regioner.

De regionale forskelle voksede en smule i de fleste medlemsstater i 2000. (Tabel 2: Forskelle i BNP pr. indbygger mellem de enkelte regioner i medlemsstaterne (KKS), 1990-2000; grafik 2: BNP pr. indbygger (KKS) pr. land og regionale højeste/laveste værdier, 2000). De regionale forskelle øgedes mere i perioden 1995-2000, idet afstanden fra det højeste/laveste regionale BNP pr. indbygger til EU-gennemsnittet øgedes med 5 procentpoint eller mere i Finland, Sverige og Irland. Men da de gennemsnitlige BNP-niveauer i medlemsstaterne nærmede sig hinanden i perioden 1995-2000, var forskellene mellem EU-regionerne generelt stort set uændrede i denne periode.

BNP pr. indbygger i mål 1-regionerne udgjorde godt 71% af EU15-gennemsnittet i 2000, dvs. stort set det samme som i 1999. (Tabel 3: BNP pr. indbygger (KKS) i mål 1-regioner (1994-1999), 1995-2000). Ser man på hele perioden 1995-2000 er resultatet bedre, idet forskellen i BNP faldt med 1,5 procentpoint. Faldet er på 2 procentpoint i de regioner, der siden 1989 har været mål 1-regioner, hvilket afspejler de positive følger af strukturfondsstøtten især på længere sigt.

Landene i et udvidet EU kan inddeles i tre grupper (Grafik 1: BNP pr. indbygger (KKS), 2001):

- Den første gruppe omfatter de otte ansøgerlande (21% af befolkningen i EU25), der har det laveste BNP pr. indbygger, nemlig i gennemsnit 42% af EU25-gennemsnittet, med 65% som det højeste (CZ) og 37% som det laveste (LV) (til sammenligning kan nævnes, at tallene for BG og RO er henholdsvis 27% og 26%)

- I den anden gruppe (13% af EU25-befolkningen) varierer BNP pr. indbygger fra 71% af EU-gennemsnittet i Grækenland til 92% i Spanien; i denne gruppe findes også de to resterende ansøgerlande, SI og CY, samt Portugal

- Den tredje gruppe omfatter de resterende nuværende medlemsstater, hvis BNP ligger mindst 11% over EU25-gennemsnittet (115% for gruppen som helhed), og tegner sig for næsten 66% af EU25-befolkningen.

1.2. Større regionale forskelle efter udvidelsen

De regionale indkomstforskelle i EU forventes også at blive markant større efter udvidelsen; hvad angår BNP pr. indbygger var forholdet mellem de øverste 10% regioner og de nederste 10% regioner [9] i 2000 på 2,6 i EU15, mens forholdet i et EU25 og EU27 vil stige til henholdsvis 4,4 og 6 (tabel 4: De mest velstående og de mindst velstående regioner i EU, 1999-2000. Tabel 5 (a/b): BNP pr. indbygger (KKS) i de mest velstående og i de mindst velstående regioner, EU25, 2000 ).

[9] De øverste og nederste 10% (eller 25%) regioner er regioner, der repræsenterer 10% (eller 25%) af befolkningen.

I 2000 havde 48 regioner i de nuværende medlemsstater svarende til 18% af EU15's befolkning (68 millioner) et BNP på under 75% af EU15-gennemsnittet pr. indbygger (i KKS) - hvilket efter det nuværende støtteberettigelseskriterium gør dem til mål 1-regioner (tabel 6: Sammenfattende statistikker for de regioner, hvis BNP pr. indbygger ligger under 75%-tærsklen). I et udvidet EU med 25 medlemsstater vil i alt 67 regioner svarende til 26% af den samlede befolkning (116 millioner) ligge under 75%-tærsklen. I de nuværende medlemsstater vil kun 30 regioner have et BNP under denne tærskel, hvis udgangspunktet er det gennemsnitlige BNP for EU25 (som ligger 13% lavere). Disse 30 regioner tegner sig for 12% af den nuværende EU15-befolkning (47 millioner). I et udvidet EU27 (hvor BNP-gennemsnittet vil være 18% lavere end for EU15) vil kun 18 regioner i de nuværende medlemsstater svarende til 6% af EU15-befolkningen (24 millioner) være støtteberettigede.

1.3. Beskæftigelse og social samhørighed

Indtil nu synes den globale økonomiske afmatning at have slået mindre igennem, end man tidligere kunne have forventet. Muligvis skyldes dette til dels strukturfondsstøtten samt de arbejdsmarkedsreformer, der siden 1997 er gennemført i EU som led i den europæiske beskæftigelsesstrategi, og som har øget det europæiske arbejdsmarkeds modstandskraft over for store konjunkturændringer.

1.3.1. Langsommere stigning i beskæftigelsen i EU

Som følge af den økonomiske afmatning siden andet halvår 2000 faldt nettojobskabelsestakten i andet kvartal 2001 og månederne derefter. Alt i alt steg beskæftigelsen med 1,3% i 2001 svarende til en nettostigning på 2,2 millioner arbejdspladser [10] mod de ti millioner arbejdspladser, der blev skabt mellem 1996 og 2001.

[10] Se Beskæftigelsen i Europa 2002 - seneste tendenser og udsigter, juli 2002.

I EU som helhed var 64% af befolkningen i den erhvervsaktive alder beskæftiget i 2001. I 2001 udgjorde beskæftigelsesgraden 70% i Danmark, Nederlandene, Portugal, Sverige og Det Forenede Kongerige, mens den i Italien og Grækenland lå et godt stykke under 60% (kort 3: Beskæftigelsesgrad, 2001). Inden for de enkelte medlemsstater er der fortsat store forskelle i beskæftigelsen afhængig af køn, alder eller kvalifikationsniveau. Forskellene er størst i de områder, hvor beskæftigelsesgraden er forholdsvis lav.

Sideløbende med ændringerne i beskæftigelsen steg arbejdsløsheden en smule i første halvår 2002 og nåede op på 7,7% i august mod 7,4% på samme tidspunkt i 2001. Arbejdsløsheden er stadig særlig høj i Italien, Grækenland og Spanien, især for kvinder og unge. (Kort 4 (a/b/c) samlet arbejdsløshed, arbejdsløshed blandt kvinder og ungdomsarbejdsløshed, 2001). Langtidsledigheden faldt fortsat, men rammer stadig 3,3% af arbejdsstyrken.

1.3.2. Indsnævring af de regionale forskelle i beskæftigelsesgrad

På regionalt plan reduceredes forskellene i beskæftigelsesgrad yderligere, men der er dog stadig store forskelle. Beskæftigelsesgraden i de øverste 10% af regionerne (defineret som regionerne med den højeste beskæftigelsesgrad, som tegner sig for 10% af befolkningen) var i 2001 på 78,1% i gennemsnit, mens beskæftigelsesgraden i de nederste 10% af regionerne (defineret på tilsvarende måde) lå på 48,6% i gennemsnit. (Tabel 7(a/b): Regioner med de laveste/højeste beskæftigelsesgrader (15-64 år), EU15, 2001). I sidstnævnte gruppe, der især består af regioner med en forholdsvis lav indkomst, skete der kun en mindre tilnærmelse til beskæftigelsesgraden i andre regioner. Derimod var de regioner, der klarede sig bedst i beskæftigelsesmæssig henseende, kendetegnet ved høje indkomstniveauer, en forholdsvis lav beskæftigelse i landbrugssektoren, en høj beskæftigelse i servicesektoren og en højt kvalificeret befolkning i den erhvervsaktive alder.

De regionale forskelle i arbejdsløshedstallene er fortsat store. Mens arbejdsløsheden i regionerne med den laveste arbejdsløshed i gennemsnit lå på kun 2,3%, var arbejdsløsheden i gennemsnit på 19,7% i regionerne med den største arbejdsløshed. I begge grupper af regioner skete der i 2001 fortsat store stigninger i beskæftigelsen. I en række medlemsstater er der dog stadig store regionale forskelle. De regionale forskelle er størst i Frankrig, hvis regionerne i den yderste periferi medregnes, og i Italien (2001), hvor forskellen mellem den højeste arbejdsløshed (i Calabria) og den laveste (Trentino-Alto-Adige) udgør mere end 21 procentpoint. (grafik 3: Arbejdsløshed pr. land og regionale højeste/laveste værdier, 2001).

1.3.3. Social samhørighed: langsomme fremskridt

De seneste oplysninger tyder på, at indkomstfordelingen i EU efterhånden er blevet mere ensartet. F.eks. faldt forholdet mellem den samlede indkomst for de øverste 20% af indkomstmodtagere og den samlede indkomst for de nederste 20% fra 5,1 i 1995 til 4,6 i 1999. Et tilsvarende fald kan observeres i fattigdomsgraden defineret som den procentdel af befolkningen, hvis indkomst udgør 60% eller derunder af medianindkomsten i deres hjemland. Ca. 15% af EU's borgere havde i 1999 en indkomst, der lå under fattigdomsgrænsen, mod 17% i 1995. 24% af EU's befolkning ville dog have ligget under fattigdomsgrænsen, hvis overførselsindkomster bortset fra alderspension ikke var blevet medregnet som en del af indkomsten. Ser man på den "varige" fattigdom, dvs. på, hvor mange der i hvert af årene i perioden 1997-1999 havde en indkomst på under 60% af medianen, er tallet (9%) dog kun godt halvt så stort som tallet for 1999 alene (15%). (Grafik 4: Befolkningsandel med risiko/vedvarende risiko for at blive ramt af fattigdom, 1999 ).

1.3.4. Forværret beskæftigelsessituation i ansøgerlandene

Alle ansøgerlande blev berørt af den internationale økonomiske afmatning i 2001. I disse lande faldt beskæftigelsesgraden for femte år i træk. Selv om der er sket en væsentlig stigning i beskæftigelsen i servicesektoren, har dette ikke opvejet det tab af arbejdspladser, der er forårsaget af tilpasningerne i industri- og landbrugssektorerne.

I 2001 var beskæftigelsesgraden i ansøgerlandene næsten 6 procentpoint lavere end i EU15. Kun Cypern og Slovenien havde en højere beskæftigelsesgrad end EU-gennemsnittet. I de fleste af ansøgerlandene udviklede beskæftigelsesgraden for kvinder sig bedre end for mænd, enten ved at falde langsommere eller ved at stige hurtigere.

De regionale forskelle i beskæftigelsen er mindre end i EU, men er dog stadig væsentlige. De regionale forskelle i beskæftigelsesgrad er størst i Slovakiet og Bulgarien med Ungarn på tredjepladsen. Lande med store forskelle i beskæftigelsesgrad havde også væsentlige forskelle i arbejdsløshed.

I de seneste år er arbejdsløsheden vokset i ansøgerlandene og ligger nu over EU-niveauet, idet den udgjorde 13,0% i gennemsnit i 2001 for alle landene under ét. I Litauen, Polen, Slovakiet og Bulgarien blev der dog registreret en arbejdsløshed på over 16%. Særlig alvorlig er den høje ungdomsarbejdsløshed (28,6%), som steg yderligere i 2001 til næsten det dobbelte af niveauet i EU. Samtidig har arbejdsstyrkens beskæftigelsesgrad været faldende, hvilket til en vis grad har begrænset stigningen i den officielle arbejdsløshed.

De regionale forskelle i arbejdsløshed steg fortsat i 2001. I de øverste 10% af regionerne var den gennemsnitlige arbejdsløshed 3,6%, mens den udgjorde 24,3% i gennemsnit i de nederste 10% af regionerne. I næsten halvdelen af ansøgerlandenes regioner var arbejdsløsheden mere end dobbelt så høj som i EU.

1.3.5. Forskellene i beskæftigelsen og den sociale samhørighed vil vokse i et udvidet EU

Ud fra de senest tilgængelige data vil EU's gennemsnitlige beskæftigelsesgrad falde og EU's gennemsnitlige arbejdsløshed stige, hvis ansøgerlandene medregnes. Udvidelsen vil tillige yderligere påvirke beskæftigelsens sektormæssige sammensætning i et udvidet EU. Landbruget tegner sig for en meget højere andel af beskæftigelsen i ansøgerlandene end i EU15 - nemlig 13,2% for de ti tiltrædende lande og 20,8%, hvis data for BG og RO medregnes. Udvidelsen vil få landbrugets andel af beskæftigelsen til at stige fra 4,1% i EU15 til 5,5% i EU25 (og 7,6% i EU27), mens servicesektorens andel vil falde. Industrisektorens andel vil være uændret. Landbrugssektoren i de fleste af ansøgerlandene forventes at skulle gennemgå en væsentlig omstrukturering i de kommende år (uanset om der sker en udvidelse eller ej), hvilket vil føre til et strukturbetinget pres på disse landes landbrugsdistrikter.

Også forskellene i beskæftigelse og arbejdsløshed vil vokse. Mens den gennemsnitlige arbejdsløshed i de øverste 10% af regionerne i et udvidet EU vil ligge på 2,4%, vil den udgøre 22,6% i de regioner, hvor arbejdsløsheden er størst. (Tabel 8 (a/b): Regioner med den højeste og laveste arbejdsløshed, EU27, 2001). Den øverste gruppe vil næsten udelukkende bestå af regioner i de nuværende medlemsstater, mens de fleste af regionerne i den nederste gruppe vil ligge i ansøgerlandene.

1.4. Nye oplysninger om de faktorer, der er bestemmende for den faktiske konvergens

Resultaterne af en undersøgelse af mål 1-interventionernes forventede økonomiske virkninger i perioden 2000-2006 (som bygger på en input-output-model) foreligger nu [11]. Disse resultater er opmuntrende. Ifølge undersøgelsen vil det samlede BNP i Portugal i perioden 2000-2006 være 3,5% højere, end det ville have været uden fællesskabsstøtten; for Grækenland er det tilsvarende tal 2,2% og for Mezzogiorno 1,7%, Østtyskland 1,6% og Spanien 1,1%. De forventede virkninger for Irland vil være marginale, idet udgifterne her har været koncentreret om immaterielle investeringer, bl.a. i uddannelse, hvor det er vanskeligere at anvende en input-output-model. Fællesskabsstøtten (strukturfonde og Samhørighedsfond) vil tegne sig for over 8% af de samlede investeringer (offentlige og private) i Portugal og Grækenland i perioden 2000-2006 og for over 6,5% i Mezzogiorno. I Irland, Østtyskland og Spanien er procentdelen en smule lavere (henholdsvis 4,9% 4,2% og 3,2%).

[11] http://europa.eu.int/comm/regional_policy/ sources/docgener/studies/pdf/objective1/final_report.pdf

De regionale BNP'er stiger med et beløb, der er væsentligt større end det beløb, disse regioner modtager som mål 1-støtte. I de seks områder under ét ligger den gennemsnitlige stigning på 133% af mål 1-støtten (dvs. at hver udbetalt euro øger det lokale BNP med 1,33 euro) og overstiger 140% i Mezzogiorno, Østtyskland og Portugal. Der sker dog også en betydelig påvirkning i områder uden for dem, der faktisk modtager støtten. Det er et tegn på det indre markeds styrke, at næsten en fjerdedel af selve mål 1-støtten vil blive anvendt i andre EU-områder, mens under en tiendedel vil blive anvendt uden for EU.

I første situationsrapport blev der gjort opmærksom på de betydelige regionale forskelle i EU hvad angår konkurrencefaktorer. Opmærksomheden var særlig rettet mod den demografiske udvikling, uddannelsesniveauer, beskæftigelse pr. sektor og vidensamfundet. Rapporten bekræftede tillige konklusionerne vedrørende produktivitet i den anden samhørighedsrapport.

Det statistiske bilag til denne anden situationsrapport indeholder ajourførte kort, der viser uddannelsesniveauerne for befolkningen mellem 25 og 59 år (kort 5): Uddannelsesniveau, 2001), beskæftigelsen pr. sektor. pr. region (kort 6): Beskæftigelse pr. sektor, 2001) samt produktiviteten (kort 7: BNP pr. beskæftiget (EUR), 1999). Alle disse faktorer er væsentlige, når forskellene mellem regionerne skal forklares.

Nye data om indikatorerne for teknologiske fremskridt bekræfter indtrykket af, at der lægges mindre vægt på teknologisk innovation og vidensamfundet i de sydlige medlemsstater end i de nordlige medlemsstater [12].

[12] Jf. 2002 Innovation Scoreboard på http://trendchart.cordis.lu/reports/ Documents/report3.pdf

Patentansøgninger

I Finland, Sverige og Tyskland er antallet af indgivne patentansøgninger (tabel 9: Patentansøgninger pr. million indbyggere, 1998-2000) pr. million indbyggere ca. to gange - eller mere - så højt som EU-gennemsnittet. Tallet for Nederlandene og Luxembourg ligger også over EU-gennemsnittet på 309, mens tallet for Frankrig, Belgien, Danmark og Østrig ligger tæt på EU-gennemsnittet. Tallene for Det Forenede Kongerige ligger et godt stykke under EU-gennemsnittet, mens antallet i Italien og Irland kun er halvt så stort som gennemsnittet. Der er et stort spring fra disse lande til de resterende sydlige medlemsstater, hvor tallet ligger så lavt som syv pr. million indbyggere i Portugal og 16 i Grækenland. Tallene i ansøgerlandene svarer nogenlunde til tallene i Portugal og Grækenland - kun i Slovenien (21) og Ungarn (14) er antallet af indgivne patentansøgninger pr. million indbyggere noget større end 10.

Forskellene er større på regionalt plan, da patentansøgninger normalt indgives det sted, hvor virksomhedens hovedkontorer er beliggende, således at der opnås en større regional koncentration. Alle 34 regioner med under ti patentansøgninger pr. million indbyggere ligger i Sydeuropa og i regionerne i den yderste periferi. (Kort 8a: højteknologiske Beskæftigelse og Patentansøgninger 1998-2000). I 33 regioner, herunder i 18 af de 40 tyske regioner, blev der indgivet over 200 patentansøgninger pr. million indbyggere. Af de resterende 15 regioner er fire beliggende i Sverige, tre i Finland, og to i henholdsvis Frankrig, Det Forenede Kongerige og Belgien. I de fleste medlemsstater skiller en eller to regioner sig ud som dem, der klart indgiver flest patentansøgninger - som f.eks. Stockholm, Oberbayern og Brabant Wallon.

Hightechsektoren

Mange finder, at innovationsevnen bedst kommer til udtryk i hightechsektorerne. Den højteknologiske beskæftigelse i et begrænset antal sektorer [13] skønnes at tegne sig for godt 11% af den samlede beskæftigelse i EU15. Otte af de ti regioner med de højeste andele (alle over 18%) ligger i Vesttyskland, og andelen for Tyskland som helhed udgør 14%. (Kort 8c: Hightechpatentansøgninger, 1998-2000). Til gengæld udgør denne form for beskæftigelse i 15 regioner under 5% af den samlede beskæftigelse. Disse regioner ligger i Portugal (5,5%), Grækenland (4%), Spanien og Luxembourg samt Cornwall i Det Forenede Kongerige.

[13] Hightechindustrierne omfatter følgende aktiviteter (NACE2): Højteknologisk fremstilling: Fremstilling af kontormaskiner, edb-udstyr, radio-, tv- og kommunikationsudstyr, præcisionsinstrumenter (medicinske og optiske instrumenter) samt ure.

Antallet af indgivne hightechpatentansøgninger viser også store forskelle mellem medlemsstaterne [14] og regionerne. Her er Finland og Sverige førende i EU med henholdsvis 119 og 80 hightechpatentansøgninger pr. million indbyggere mod et EU15-gennemsnit på 23. Tyskland (36) har en markant dårligere placering end disse to lande og også dårligere end Nederlandene (48); kun 13% af de tyske patentansøgninger er "hightech", hvilket svarer til andelen i Portugal og Spanien. Dette skal sammenholdes med 40% i Finland og ca. 25% i Sverige, Nederlandene og Irland. Med andre ord er der i Portugal og Grækenland mindre end én hightechpatentansøgning pr. million indbyggere.

[14] Patenter på følgende områder anses for "hightech": edb og automatiserede kontormaskiner, mikroorganismer samt genteknologi. Luftfart, kommunikationsteknologi, halvledere og lasere.

Forskellene er endnu mere markante på regionalt plan [15], idet der er færre end ti hightechpatenter pr. million indbyggere i 108 regioner og færre end to i 32 regioner. Af disse 32 regioner er alle undtagen fem beliggende i de sydlige medlemsstater. Øverst findes 17 regioner, hvor antallet er mindst dobbelt så højt som EU15-gennemsnittet. Det drejer sig stort set om de samme regioner som dem, hvor også antallet af indgivne patentansøgninger er ca. dobbelt så højt som EU15-gennemsnittet. At de regioner, der har det største samlede antal indgivne patentansøgninger, også er de regioner, der har det største antal hightechpatentansøgninger, bekræftes af en korrelationskoefficient på 0,86.

[15] 189 NUTS 2-regioner har oplysninger om hightechpatenter.

F&U-udgifter

Tilsvarende forskelle findes med hensyn til F&U-udgifter (tabel 10: F&U-udgifter, sammensætning og i % af BNP, 1999). I 1999 udgjorde de gennemsnitlige F&U-udgifter 1,9% af BNP med de højeste procentdele i Sverige (3,8% af BNP) og Finland (3,2% af BNP) og de laveste procentdele (under 1%) i Spanien, Portugal og Grækenland. Også i ansøgerlandene ligger procentdelen under 1% af BNP, bortset fra Slovenien og Tjekkiet (henholdsvis 1,5% og 1,2%). Også inden for medlemsstaterne er der store forskelle, idet forholdet mellem de højeste og de laveste regionale F&U-niveauer er over 4 i alle medlemsstater, og tallet er endog væsentligt højere i de fleste af medlemsstaterne.

Af de 176 regioner, for hvilke der foreligger oplysninger, er der 17, hvis F&U-udgifter overstiger 3% af BNP. Ti af disse regioner er beliggende i Tyskland, to i Finland, én i Sverige (der er talt med som én region, da der kun foreligger nationale data), to i Frankrig og en i henholdsvis Det Forenede Kongerige og Østrig (kort 9: Udgifter til forskning og udvikling, 1999). Næsten i bunden ligger 86 regioner med F&U-udgifter på under 1% af BNP, mens 27 regioner ligger endnu lavere (0,5% af BNP). Sidstnævnte regioner ligger især i de sydlige medlemsstater.

De nationale udgifter til forskning og udvikling (NUFoU) er sammensat forskelligt, afhængigt af hvilket land der er tale om. I de lande, hvor F&U-niveauet er højest, synes erhvervssektoren at spille den væsentligste rolle, mens det i de lande, hvor udgifterne er lavest, synes at være de videregående uddannelser, der spiller den største rolle (tabel 10: F&U-udgifter, sammensætning og i % af BNP, 1999). Erhvervslivets F&U-aktiviteter (inklusive statstilskud o.lign.) udgør knap to tredjedele af de samlede F&U-aktiviteter i EU (mens erhvervssektoren dog stadig kun finansierer 56,3% af de samlede F&U-aktiviteter i EU). De videregående uddannelser tegner sig for en femtedel og den offentlige sektor for de resterende 14%. I Grækenland og Portugal foretager erhvervssektoren ca. en fjerdedel af de samlede F&U-udgifter, mens andelen i Italien og Spanien udgør ca. halvdelen. I alle fire lande kompenseres dette i høj grad af en større andel for de videregående uddannelser (næsten halvdelen af investeringerne i Grækenland), mens den offentlige sektor og private nonprofitorganisationer tegner sig for en stor del af F&U-udgifterne i Portugal. Sverige har både de højeste samlede udgifter og den højeste erhvervsandel (75%). Erhvervslivets andel er ligeledes stor i Finland og Tyskland (F&U-udgifter under ét på et meget højt niveau), men også i Belgien (hvor udgifterne ligger ca. på gennemsnitsniveau) og Irland.

I ansøgerlandene spiller den offentlige sektor en større rolle (29% af de samlede udgifter), mens erhvervssektorens andel er mindre (kun 46% af F&U-udgifterne). I flere af landene er erhvervssektorens andel dog større, uden at dette synes at have sammenhæng med det generelle niveau for F&U-udgifter. Erhvervssektoren tegner sig for over to tredjedele af de samlede F&U-udgifter i Slovakiet og Rumænien, men kun for en femtedel af de samlede udgifter i Cypern, Estland og Litauen samt Bulgarien. I Slovenien og Tjekkiet, hvor de samlede F&U-udgifter er højest, er erhvervssektorens andel forholdsvis høj, nemlig over halvdelen, hvilket modsvares af væsentlig lavere F&U-udgifter til de videregående uddannelser.

1.5. Undersøgelser af samhørighedens territoriale dimension

I 2002 blev der iværksat en lang række initiativer, bl.a. ORATE-programmet, der blev vedtaget af Kommissionen den 3. juni 2002.

De ni første undersøgelser [16] blev igangsat i september 2002. I de kommende måneder vil syv nye undersøgelser blive påbegyndt vedrørende strukturfondenes territoriale virkninger, udvidelsens territoriale konsekvenser, miljø, energi og demografi [17]. Endvidere er der iværksat en undersøgelse af bjergområder med henblik på at finde frem til en fællesskabsdefinition af bjergområder og analysere den nuværende situation i disse områder i EU og de fremtidige medlemsstater.

[16] Byområders rolle, specifikke situation og potentiale som knudepunkter i en polycentrisk udvikling; forholdet mellem by og land i Europa; transporttjenester og -net: territoriale tendenser og den minimuminfrastruktur, der er nødvendig for at opnå territorial samhørighed; territoriale virkninger af EU's transport- og TEN-politik; territoriale virkninger af EU's forsknings- og udviklingspolitik; territoriale virkninger af den fælles landbrugspolitik og politikken for landdistriktudvikling; territoriale virkninger af strukturfondsstøtten til byområder; integrerede værktøjer til brug for den fysiske planlægning i Europa.

[17] Et forskningsprojekt om "samhørighedspolitikkernes følger for den bæredygtige regionale udvikling" forventes ligeledes at blive finansieret under det sjette forskningsrammeprogram.

Som bebudet i første situationsrapport er undersøgelsen vedrørende øområder ved at være færdig. De første resultater af undersøgelsen gengives nedenfor.

De 286 europæiske øer, som defineret af Eurostat, har ti millioner indbyggere. 95% af øbefolkningerne bor på middelhavsøer. Fem øregioner (Sicilia, Sardegna, Baleares, Kreta og Corse) tegner sig alene for 85% af den samlede øbefolkning. For 2000 anslås BNP pr. indbygger for EU's øområder at udgøre 72% af fællesskabsgennemsnittet, men dette gennemsnit dækker over store variationer.

Den sociale og økonomiske udvikling på en række øer kan vanskeliggøres af et eller flere handicap:

- Det væsentligste er en lille størrelse. Udviklingen på øer med under 5 000 indbyggere hæmmes af afvandring og befolkningens aldring, for få uddannelses- og sundhedsinfrastrukturer samt vanskelig adgang til offentlige tjenester

- De fjernest liggende øer er vanskeligt tilgængelige, og hvis øerne er bjergrige og/eller er en del af en øgruppe, giver det yderligere transportproblemer

- En økonomi, der er centreret om en eller to hovedaktiviteter, især landbrug, fiskeri eller turisme, er mere sårbar

- I områder af begrænset størrelse kan enhver udvikling af økonomiske aktiviteter belaste et allerede skrøbeligt økosystem.

Stillet over for disse handicap har en del af øområderne været nyskabende i deres forsøg på at diversificere erhvervslivet (oprettelse af teknopoler (Kreta, Åland) og støttecentre for SMV'er (Mallorca)) eller tilgodese miljøet (fremme af vedvarende energikilder (Samsø)). I dag er 87% af øbefolkningerne omfattet af mål 1 og 11% af mål 2. Desuden er 97% af øbefolkningerne omfattet af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a) og c), vedrørende offentlig støtte, heraf 14%, for hvem støttesatsen overstiger 40%.

Der er gennemført en undersøgelse om "den menneskelige kapital i Europa og regionerne - et empirisk bidrag til debatten om menneskelig kapital og regionaludvikling i EU-medlemsstaterne og ansøgerlandene". Undersøgelsen havde til formål at analysere den menneskelige kapitals struktur og mønstre vertikalt (på EU-, nationalt og regionalt plan) og horisontalt (socioøkonomiske sammenhænge, kvalifikationsniveauer, alder, køn og sektorer).

I en undersøgelse vedrørende "menneskelig kapital i en global og videnbaseret økonomi" gennemgås begrundelserne for at give investeringer i menneskelig kapital høj prioritet i den politik, der føres for at fremme økonomisk vækst og social samhørighed. Undersøgelsen fremhæver, at investeringer i menneskelig kapital bidrager væsentligt til produktionsstigning og til den teknologiske udvikling og formidling, og at politikker, der fremmer kvantiteten og kvaliteten af den menneskelige kapital, også fremmer den sociale samhørighed.

2. Forløbet af drøftelserne om den fremtidige samhørighedspolitik

2.1. Drøftelserne i institutionerne og på de af Kommissionen afholdte seminarer

2.1.1. Rådet

Kommissionen forelagde Rådet (almindelige anliggender) den første situationsrapport den 18. februar 2002. Gruppen vedrørende Strukturforanstaltninger fik af Coreper til opgave at gennemgå indholdet af situationsrapporten, og dens rapport herom blev vedtaget af Rådet (almindelige anliggender) den 17. juni 2002.

Første situationsrapport blev godt modtaget af delegationerne, som dog fremhævede, at deres holdninger til den fremtidige samhørighedspolitik på dette stade af drøftelserne måtte betragtes som foreløbige. En række delegationer gjorde gældende, at drøftelserne først kunne påbegyndes, når Kommissionen havde fremlagt forslag til en fremtidig politik. Andre henviste til de drøftelser, der havde fundet sted under det uformelle rådsmøde i Namur den 13. og 14. juli 2001, og var glade for den mulighed, de her havde fået for at udtale sig efter offentliggørelsen af den anden samhørighedsrapport i januar 2001.

Delegationerne fandt, at de mindst udviklede regioner stadig burde være den højeste prioritet i samhørighedspolitikken. En af delegationerne foreslog at forhøje andelen af bevillinger til disse regioner. En anden delegation foreslog, at støtteberettigelseskriteriet blev fastlagt på nationalt plan, og at de mest velstående lande påtog sig udviklingen af deres egne regioner med udviklingsefterslæb helt uden EU-støtte. Enkelte delegationer ønskede, at Kommissionen skulle fremlægge denne mulighed som en af de fremtidige valgmuligheder. De øvrige delegationer gjorde gældende, at en national model er vanskeligt forenelig med traktaten. De støttede Kommissionens regionale model, som efter deres opfattelse muliggør et udvidet partnerskab, der bedre kan opfylde lokale behov.

Størstedelen af delegationerne fandt, at BNP pr. indbygger fortsat bør være det støtteberettigelseskriterium, ud fra hvilket regionerne med udviklingsefterslæb defineres. Enkelt delegationer ønskede at supplere BNP-kriteriet med andre kriterier (arbejdsløshed, beskæftigelsesgrad, status som randområde, befolkningstæthed osv.). Hvad angår den automatiske udelukkelse fra støtte (som følge af et faldende EU-gennemsnit for BNP pr. indbygger ved udvidelsen) gik en række delegationer ind for, at grænsen for støtteberettigelse skulle ligge højere end 75%. Andre var mere stemt for en gunstigere overgangsordning for de regioner, der blev ramt af den automatiske udelukkelse.

Med hensyn til de regioner, der ikke længere anses for at have et udviklingsefterslæb, fandt de fleste af delegationerne, at det var nødvendigt med en fællesskabsindsats. Denne bør tage sigte på at fremme regionernes konkurrenceevne og være rettet mod aktioner med stor merværdi for Fællesskabet. Flere delegationer fremhævede nødvendigheden af en effektiv og målrettet indsats.

Angående den økonomiske indsats efter 2006 anførte formandskabet (Spanien), at det betragtede tærsklen på 0,45% af Fællesskabets BNP som et godt udgangspunkt i betragtning af de udfordringer, udvidelsen vil stille samhørighedspolitikken over for. Andre delegationer fandt det for tidligt at tage stilling til dette.

Spørgsmålet om en forenkling af strukturfondsprocedurerne er blevet rejst flere gange. Efter ministermødet i Namur i juli 2001 holdt ministrene med ansvar for regionalpolitikken på kommissær Barniers initiativ møde den 7. oktober 2002 i Bruxelles for at gennemgå Kommissionens forslag om en forenkling af forvaltningen for perioden 2000-2006. Kommissionen fremlagde en række forslag til forenkling, forklaring, koordinering og smidiggørelse af forvaltningen inden for den gældende forordnings rammer. Forslagene vedrørte bl.a. ændringen af programmerne, finansforvaltningen og konsekvensen i kontrollerne. Medlemsstaternes repræsentanter tog godt imod disse forslag, og mange kom med yderligere forslag, som også holdt sig inden for den gældende forordnings rammer.

Der var ved denne lejlighed bred enighed om, at det i fremtiden, nemlig efter 2006, ville være nødvendigt med en mere gennemgribende revision af strukturfondsreglerne. Der bør ligeledes sættes en dialog i gang for at belyse Kommissionens rolle i gennemførelsen af samhørighedspolitikken set i relation til traktatens artikel 274. Kommissionen vil afholde et seminar herom den 3. og 4. marts 2003.

2.1.2. Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentet vedtog den 6. november 2002 E. Schroedters betænkning om første situationsrapport. Ud over Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme afgav også Landbrugsudvalget og Udvalget om Udenrigsanliggender udtalelse om situationsrapporten.

I Schroedter-betænkningen støttes Kommissionens holdninger på en række punkter: nødvendigheden af at opretholde en stærk, solidarisk og partnerskabsbaseret samhørighedspolitik som følge af den forestående udvidelse og de fortsatte udligheder i EU; nødvendigheden af ikke at sætte grænsen lavere end 0,45% af EU's BNP for ikke at sætte samhørighedspolitikkens troværdighed på spil; nødvendigheden af at tilpasse samhørighedspolitikken til de vilkår, der vil herske i et udvidet EU; nødvendigheden af at fremme en bæredygtig udvikling og den territoriale samhørighed i Europa og styrke den polycentriske, harmoniske og afbalancerede udvikling af EU i overensstemmelse med hovedlinjerne i ESDP; støtte til områder med specifikke handicap (regionerne i den yderste periferi blev udtrykkeligt nævnt); styrkelse af det grænseoverskridende samarbejde; modstand mod enhver renationalisering af samhørighedspolitikken; partnerskabets betydning og hensigtsmæssigheden af trepartsaftaler med regionerne og medlemsstaterne.

Betænkningen kommer også ind på andre spørgsmål: bestemmelse af støtteberettigelse ud fra andre indikatorer end BNP; styrkelse af forbindelsen mellem på den ene side miljøpolitikken, beskæftigelsespolitikken, den fælles landbrugspolitik, transportpolitikken og den økonomiske politik og på den anden side målet: en bæredygtig regional udvikling; udvidelse af ansøgerlandenes administrative kapacitet; fastlæggelse af regler for en mere fleksibel gennemførelse med henblik på en gradvis decentralisering af støtteforvaltningen, dog under forudsætning af en effektiv og omhyggelig kontrol af støtteanvendelsen; forøgelse af støtten til fremme af regionernes konkurrenceevne; regionernes mulighed for at gennemføre deres egen udviklingsstrategi; indførelse af princippet "ét program - én fond", idet regionerne skal have et større ansvar for gennemførelsen.

I betænkningen anmodes Kommissionen om inden den tredje rapport at fremlægge:

- et forslag til tidsplan, der skal sikre, at programmeringen for perioden 2007-2013 kan gennemføres allerede fra 1. januar 2007

- forslag til forbedring af sammenhængen i de EU-politikker, der påvirker den økonomiske og sociale samhørighed

- forslag om, hvad der skal ske med EF-initiativerne og mål 2.

2.1.3. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har afgivet to udtalelser, en om den økonomiske og sociale samhørighedsstrategi og en om den fremtidige samhørighedspolitik, der skal tage hensyn til udvidelsen og omstillingen til en videnbaseret økonomi.

I den første udtalelse peger ØSU på udfordringerne for EU (udvidelse, globalisering, centrum/periferi-skævheder, makroøkonomisk stabilitet mv.) og de konsekvenser, der skal drages heraf: Opretholdelse efter 2006 af mål 1-støtten; afhjælpning af de negative statistiske følger af udvidelsen for det gennemsnitlige BNP pr. indbygger; opjustering af det loft på 0,45% af BNP, der er fastsat for strukturfondene; skabelse af ressourcer for at stabilisere de regionale indkomster i tilfælde af et uforudset økonomisk tilbageslag; konsolidering af EF-initiativprogrammet; indførelse af en gennemsigtig koordineringsmetode for bedre at kunne behandle mål 2-områdernes særlige økonomiske og sociale samhørighedsproblemer; høj prioritering af investeringerne i ugunstigt stillede områder.

I tillægsudtalelsen om "den anden rapport om økonomisk og social samhørighed", der blev vedtaget den 25. april 2001, er ØSU positiv over for en grundig revision af principperne, de almindelige betingelser og retningslinjerne for samhørighedspolitikken med henblik på EU's udvidelse. For at forenkle procedurerne anbefaler ØSU, at der indføres én fond, der er tilstrækkelig fleksibel, og som kan bidrage til en større forenkling og synlighed.

Regionsudvalget vedtog sin udtalelse om første situationsrapport den 10. oktober 2002. Regionsudvalget ser positivt på den gunstige indvirkning, som de senere års regionalpolitik har haft, og bemærker, at Kommissionen betragter den tærskel på 0,45% af EU's BNP, der er fastsat i samhørighedspolitikken, som et minimumsniveau for den finansielle støtte. Endvidere hedder det i udtalelsen, at indsatsen til fordel for regioner med udviklingsefterslæb skal være et prioriteret indsatsområde, og at spørgsmålet om støtteberettigelse skal afgøres ud fra kriterierne BNP pr. indbygger, arbejdsløshed og produktivitetsniveau. Regioner, der udelukkes fra støtten af statistiske årsager, bør sikres en passende overgangsstøtte. Regioner, som overskrider tærsklen for støtteberettigelse som følge af egen økonomisk udvikling, bør opnå status som mål 2-områder. Udligning af regionale skævheder bør være målsætning for mål 2.

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at forenkle procedurerne for ydelse af støtte med regionalt sigte gennem en afklaring af den rolle, Kommissionen, medlemsstaterne og regioner skal spille under hensyntagen til subsidiaritetsprincippet. Endelig opfordres til en bedre koordinering af alle fællesskabspolitikker og finansielle instrumenter med den økonomiske og sociale samhørighedspolitik.

2.1.4. Seminaret den 27.-28. maj 2002 om EU's regionale prioritering

Næsten 600 personer fra medlemsstaterne og ansøgerlandene deltog i seminaret [18]. Der var arrangeret tre workshops over temaerne regioner med udviklingsefterslæb, regioner under omstilling eller med specifikke vanskeligheder og samarbejde mellem de europæiske regioner og disses integration.

[18] http://europa.eu.int/comm/regional_policy/ debate/semcom_fr.htm

Udgangspunktet for drøftelserne var spørgsmålet om merværdien for Fællesskabet og effektiviteten af strukturinterventionerne, som blev behandlet fra flere synsvinkler:

- interventionernes effektivitet bedømt ud fra konvergensen mellem Fællesskabets regioner

- interventionernes bidrag til opnåelse af de mål, der er fastsat for de øvrige fællesskabspolitikker

- interventionernes rolle som økonomisk integrationsfaktor og stabilitetsfaktor inden for rammerne af en monetær union

- interventionernes synlighed for borgerne, der skal kunne danne sig et konkret indtryk af Unionen

- interventionernes bidrag til opnåelse af bedre styreformer gennem evaluerings-, forvaltnings- og partnerskabsregler.

Seminaret viste, at der på flere punkter var enighed om den fremtidige samhørighedspolitik samt om, hvilke emner der skal gennemgås nærmere. Der var bl.a. enighed om samhørighedspolitikkens betydning for en vellykket integration efter udvidelsen, prioriteringen af regionerne med udviklingsefterslæb, behovet for at videreføre en regionalpolitik med en betydelig EU-støtte også uden for regionerne med udviklingsefterslæb, nødvendigheden af en større forenkling af gennemførelsesreglerne, herunder afvikling af det nuværende zoneinddelingssystem, muligheden for kun at operere med én finansieringskilde, dog med en reserve til uforudsete udgifter, samt fortsættelsen af det europæiske samarbejde mellem EU's regioner, herunder ved de fremtidige ydre grænser (øst og syd).

På alle disse områder fandt samtlige deltagere, at Kommissionen som medlemsstaternes og regionernes partner spiller en afgørende rolle.

De punkter, der skal gennemgås nærmere, er følgende:

- belysning af Kommissionens ansvar i henhold til traktatens artikel 274, bl.a. i tilfælde af en øget decentralisering af gennemførelsen af samhørighedspolitikken

- kriterierne for, at områder uden for regionerne med udviklingsefterslæb kan opnå støtteberettigelse, samt de prioriterede horisontale temaer

- sammenhængen med de øvrige fællesskabspolitikker

- samtidig med, at der var bred enighed om nødvendigheden af at øge fællesskabsstøtten til udvikling af landdistrikter (den anden søjle i den fælles landbrugspolitik) [19], fremhævedes nødvendigheden af at sikre en bedre sammenhæng mellem anden søjle og den regionale udviklingspolitik

[19] Se konklusionerne fra seminaret.

- synergien mellem strukturfondene

- form og indhold af trepartsaftalerne - som i øvrigt blev støttet af flertallet af deltagerne - mellem Kommissionen, medlemsstater og regioner

- indførelse af et proportionalitetsprincip i retningslinjerne for gennemførelsen, hvor størrelsen af den ydede støtte er afgørende

- en større sammenhæng mellem det interne og det eksterne grænseoverskridende samarbejde.

2.1.5. Seminaret om prioriteringerne på beskæftigelsesområdet og området "social samhørighed" (30. september 2002)

På seminaret behandledes prioriteringen inden for beskæftigelsespolitikken og den sociale samhørighedspolitik, som fastlagt i den anden samhørighedsrapport: flere og bedre arbejdspladser, vidensamfund, social integration og ligestilling. Under seminaret blev der henvist til Lissabon-strategien som ramme for behandlingen af samhørighedens beskæftigelsesmæssige og sociale dimension.

Under seminaret påpegedes det, at investeringer i menneskelig kapital var af betydning for opnåelsen af en mere beskæftigelsesintensiv vækst og for bekæmpelsen af arbejdsløsheden. Inddragelsen af EU blev anset for at have væsentlig betydning som et synlig bidrag til integrationsprocessen. Samtidig kan den tilførte merværdi forøges gennem en mere selektiv fokusering på væsentlige spørgsmål som f.eks. livslang læring. Det fremførtes, at samtlige lande og regioner har strukturproblemer, og at det er nødvendigt at opnå bred enighed om, hvorledes disse problemer skal løses.

2.1.5.1. Flere og bedre arbejdspladser

Flere af deltagerne påpegede, at beskæftigelsesstrategiens fire søjler og ESF's politikområder ikke overlapper hinanden, og at der i fremtiden bør tilstræbes en bedre koordinering.

En række deltagere anførte, at investeringer i menneskelig kapital vil spille en afgørende rolle i indsatsen for at fremme den økonomiske og sociale samhørighed og for at fremme en vellykket tilpasning til økonomiske og sociale ændringer. Indsatsen bør kædes sammen med dels en forbedret produktivitet og konkurrenceevne, dels social integrering.

Også opretholdelsen af den integrerede løsningsmodel med en kombination af investeringer i menneskelig kapital og investeringer i fysisk kapital ikke alene i regionerne med efterslæb, men også i andre regioner blev støttet.

Det blev påpeget, at der i de mere velstående regioner stadig var behov for økonomiske og arbejdsmarkedsmæssige reformer, og at forskellene inden for de enkelte regioner medfører alvorlige arbejdsmarkedsmæssige svagheder som følge af svigt fra arbejdsmarkedet og institutionernes side og underinvestering i uddannelse. Der bør føres en politik, der kan afhjælpe paradoksproblemet. Almene færdigheder har også stor betydning, ligesom det er vigtigt, at kvalifikationsbehovene identificeres på lokalt og regionalt plan.

Hvad angår fremgangsmåder blev det fremhævet, at samhørighedspolitikken kun vil lykkes, hvis den inddrager samtlige aktører i et aktivt partnerskab, der skal identificere udfordringerne og fastlægge strategierne. Dette gælder især på lokalt og regionalt plan, hvor der er en god forståelse af problemerne og udfordringerne, og hvor der kan udvikles hensigtsmæssige strategier.

2.1.5.2. Social integration

En række delegerede fremhævede, at kun en del af de aktioner, der indgår i strategien for bekæmpelse af social udstødelse, i dag er berettiget til strukturfondsstøtte, selv om dette er et område, hvor mere strukturfondsstøtte vil være berettiget.

En løsning med arbejdsmarkedsmæssige foranstaltninger er muligvis ikke tilstrækkelig. Mange af problemerne med social udstødelse er ikke direkte arbejdsmarkedsrelaterede, men har andre sociale årsager. Endvidere er det ikke alle udstødte eller alle, der trues af udstødelse, der har adgang til arbejdsmarkedet, hvilket tyder på, at der eventuelt er behov for en ny og bredere definition af beskæftigelsesegnethed.

EU kan via ESF komme til at spille en større og måske endog en dominerende rolle i indsatsen for at fremme partnerskabet, især på baggrund af, at den sociale integrationsstrategis succes afhænger af, at alle involverede parter samarbejder og kan mobiliseres. Der blev foreslået en revision af de eksisterende instrumenter for at undersøge, hvilket ændringer der eventuelt er nødvendige, f.eks. en forenkling af instrumenterne eller indførelsen af større fleksibilitet.

2.1.5.3. Ligestilling

I workshoppen om ligestilling blev det anført, at investeringer i menneskelig kapital kan spille en større rolle i bestræbelserne på at fremme ligestillingen mellem mænd og kvinder. Det blev fremhævet, at ligestillingsprincippet gælder i forbindelse med alle former for forskelsbehandling, som f.eks. forskelsbehandling på grund af race eller handicap. Forskelsbehandlingen på grund af køn blev særlig fremhævet på grund af problemets omfang.

Der blev foreslået en politik, der giver høj prioritet til den effektive gennemførelse af mainstreamingprincippet, fordi dette princip tjener to formål: fremme af specifikke ligestillingsforanstaltninger og integrering af kønsdimensionen i samtlige de øvrige politikker og aktioner. Man kunne f.eks. give høj prioritet til aktioner, der hjælper med at ændre holdninger og adfærd samt den stereotype opfattelse af mænds og kvinders rolle. Aktionerne kan målrettes mod mænd, arbejdsgivere og arbejdsmarkedets parter i et forsøg på at opnå en bedre fordeling af familieforpligtelserne. En fuldstændig integrering af investeringerne i børnepasningsinfrastrukturer i politikkerne og strategierne for regional- og lokaludvikling blev anbefalet, idet sådanne investeringer ikke blot skal betragtes som et supplement til foranstaltninger til fremme af kvinders beskæftigelse.

2.1.6. Seminaret om byområder (8. og 9. juli 2002)

Over 600 aktive deltagere i URBAN-programmerne, herunder mange borgmestre og viceborgmestre, drøftede på et seminar i London deres erfaringer med URBAN-programmerne og fremtiden for den del af samhørighedspolitikken, der er rettet mod byerne. Borgmestrene og de øvrige repræsentanter for byerne fremhævede URBAN-initiativets store bidrag til byudviklingen og initiativets løftestangseffekt i forhold til den nationale (offentlige eller private) indsats. Af indlæggene på seminaret fremgik det, at Fællesskabet tilføres merværdi på flere områder:

- en indsats, der er tættere på befolkningerne og deres problemer, og en integreret løsning af økonomiske, sociale og miljømæssige problemer

- mere effektive operationer, behandling af spørgsmål af fællesskabsinteresse samt større synlighed

- et højt udviklet partnerskab, som inddrager ikke alene de lokale myndigheder, der er ansvarlige for programforvaltningen, men også andre offentlige og private aktører, herunder de nærmest berørte, nemlig indbyggerne

- en permanent læringsproces, der bl.a. gør det muligt at afprøve nyskabende initiativer, og etablering af net med henblik på udveksling af erfaringer.

I flere af indlæggene fremhævedes det, at det er nødvendigt at fortsætte og intensivere fællesskabsindsatsen til fordel for byerne. Blandt de mål, der skal forfølges, kan nævnes en styrkelse af byernes rolle som drivkraft for regionaludviklingen, opretholdelse eller genskabelse af den sociale samhørighed i byerne og forbedring af bymiljøet, alt som led i en integreret indsats. Med henblik på udarbejdelsen af en ny bypolitik blev EU anmodet om, at:

- støtte en undersøgelse af muligheden af som led i revitaliseringen af byerne og under visse betingelser at yde strukturfondsstøtte til boligområdet

- lade byerne optræde som Kommissionens vigtigste partnere i de programmer og aktioner, der vedrører byerne, både i programmeringsfasen og i forvaltningsfasen

- koordinere den indsats, byerne er ansvarlige for, med andre aktioner, der er planlagt i større territorial målestok

- forbedre samarbejdet og udvekslingen af erfaringer mellem byerne og de bypolitiske beslutningstagere.

2.1.7. Seminaret om bjergområder (17. og 18. oktober 2002)

På seminaret om fællesskabspolitikker og bjergområder, der blev af holdt den 17. og 18. oktober 2002, deltog 500 personer fra medlemsstaterne, ansøgerlandene og tredjelande. Denne begivenhed, som var en markering af det internationale bjergår 2002, var et højdepunkt i dialogen mellem fællesskabsinstitutionerne på den ene side og aktørerne og sammenslutningerne "i marken" på den anden side. Der blev fremført følgende ønsker:

- Specifikke projekter, der tager højde for bjergområdernes problemer og udnytter disse områders fordele på en bedre måde, bør støttes. Der kan f.eks. være tale om at opretholde tjenester af almen interesse i vanskeligt tilgængelige områder, fremme kvaliteten af produkter, især landbrugsprodukter, ved at indføre særlige markedsføringsværktøjer (labels mv.) og fremme diversificeringen for at bremse afvandringen

- Det tværregionale og grænseoverskridende samarbejde som det, der finder sted gennem Interreg-initiativet, øger synligheden af f.eks. bjergområder og tilfører Fællesskabet en klar merværdi. Dette samarbejde er nødvendigt for at sikre en udveksling af erfaringer og formidling af knowhow

- Der bør være større sammenhæng mellem de fællesskabspolitikker, der påvirker bjergområderne: landbrug, udvikling af landdistrikter, regionalpolitik, miljø eller transport.

2.2. De mest debatterede temaer

Medlemsstaterne og regionerne har taget flere initiativer, hvor fremtiden for samhørighedspolitikken har været et centralt punkt. Mange medlemsstater og enkelte ansøgerlande har afholdt seminarer både med og uden deltagelse af Kommissionen.

De mest debatterede temaer vedrører især målene for samhørighedspolitikken (regioner med udviklingsefterslæb, de øvrige regioner og samarbejdet) samt de øvrige fællesskabspolitikkers bidrag til samhørigheden.

2.2.1. Høj prioritet til de mindst udviklede regioner

Stort set alle, der har givet deres synspunkt til kende over for Kommissionen, har udtalt, at der i samhørighedspolitikken stadig bør gives høj prioritet til regionerne med udviklingsefterslæb. Det fremhæves tillige, at ansøgerlandene vejer tungt i denne forbindelse [20].

[20] For bedre at kunne løse de specifikke problemer i ansøgerlandenes regioner har Kommissionen foreslået at øge Samhørighedsfondens andel af de samlede fondsbevillinger. Kommissionen har foreslået at føje institutionel kapacitetsopbygning til listen over de indsatsområder, der i disse regioner kan modtage strukturstøtte (infrastrukturer, menneskelige ressourcer og støtte til erhvervsinvesteringer).

Hvad angår de støtteberettigelseskriterier, der skal gælde for regioner med udviklingsefterslæb, er de fleste tilhængere af det nuværende kriterium, som har været anvendt siden 1989, nemlig 75% af det gennemsnitlige BNP pr. indbygger i købekraftsstandarder.

Det er dog blevet foreslået at supplere BNP-kriteriet med andre kriterier som f.eks. beskæftigelsesgrad eller arbejdsløshed, produktivitet, status som randområde, faldende befolkningstal eller gennemførelsesgrad for bevillingerne [21]. Endvidere håber repræsentanter fra regionerne i den yderste periferi [22] og øregionerne [23], at disse regioner vil blive medtaget blandt regionerne med udviklingsefterslæb, også selv om deres BNP overstiger støtteberettigelsestærsklen.

[21] Se bl.a. Corepers rapport om første situationsrapport (rådsdokument 8026/02).

[22] De ultraperifere regioners første bidrag til den fremtidige økonomiske og sociale samhørighed (3. februar 2002) og de ultraperifere regioners fælles holdning til undersøgelsen af EU's øregioner (oktober 2002).

[23] Øudvalget under Konferencen for Maritime Randområder i Europa (CPRM).

BOKS : Bidrag fra regionerne i den yderste periferi (ultraperifere regioner)

De ultraperifere regioner (De Kanariske Øer, Guadeloupe, Guyana, Martinique, Réunion, Azorerne og Madeira) har 3,8 millioner indbyggere, hvoraf 40% bor på De Kanariske Øer. Disse områder er kendetegnet ved deres store isolation og naturlige handicap (mange bjerge og stor risiko for naturkatastrofer). Regionernes befolkning er meget ung, men alligevel fører befolkningsudviklingen sammenholdt med manglende karrieremuligheder til en kraftig affolkning (Azorerne og Madeira) og/eller en forøgelse af de sociale risici som følge af arbejdsløshed (Guadeloupe og Réunion) eller integrationsproblemer (Guyana).

Mange af de infrastrukturprojekter (veje, havne og lufthavne), der bidrager til udviklingen af de ultraperifere regioner, støttes i vid udstrækning af EU. Samtlige disse regioner er i dag omfattet af mål 1 og er endvidere omfattet af undtagelserne i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a) og c), om offentlig støtte, og de fastsatte satser er forholdsvis høje (50% for De Kanariske Øer, 62% for Azorerne og Madeira og 65% for de franske oversøiske departementer).

EU's samhørighedspolitik sammen med finansielle overførsler fra "moderlandene" [24] har i de senere år gjort det muligt for de ultraperifere regioner til en vis grad at nærme sig fællesskabsgennemsnittet. I 2000 udgjorde regionernes BNP 66% af EU-gennemsnittet, hvilket skal sammenlignes med, at de ti mindst velstående regioner i det nuværende EU har et BNP på 47% af gennemsnittet. Dog bør indsatsen fortsættes, især på beskæftigelses- og uddannelsesområdet, for at gøre det lettere at fastholde den erhvervsaktive befolkning [25]. Således kan udbuddet af uddannelser, herunder erhvervsuddannelser, forbedres. Men især bør ethvert jobskabende og velstandsskabende initiativ støttes for at løse de demografiske problemer.

[24] Det årlige strukturfondsbidrag udgør mellem 15% (Réunion og De Kanariske Øer) og 44% (Azorerne) af disse regioners skatteindtægter.

[25] For bedre at kunne afgøre, hvilke konkurrenceevnekriterier der skal gælde for virksomhederne i de ultraperifere regioner, vil der blive gennemført en supplerende øundersøgelse, der vil tage hensyn til kommentarerne og kritikken fra de ultraperifere regioners repræsentanter. Kommissionen vil således på et objektivt grundlag kunne fremsætte passende forslag, der er tilpasset hver enkelt ultraperifer regions situation.

Hvad angår den statistiske effekt (13% fald i EU's gennemsnitlige BNP pr. indbygger som følge af udvidelsen med ti nye medlemsstater) havde Kommissionen i sin første situationsrapport konstateret, at kun to af de fire muligheder, der var omhandlet i den anden samhørighedsrapport, havde opnået bred tilslutning:

- anvendelse af den nuværende tærskel på 75% af EU-gennemsnittet ledsaget af en differentieret midlertidig støtteordning (udfasning) med ét støtteniveau for regioner, som på grund af den opnåede konvergens ikke længere ville blive betragtet som regioner med udviklingsefterslæb i et EU15, og et højere niveau for de regioner, der rammes af den automatiske udelukkelse

- fastsættelse af en tærskel højere end 75%, som vil reducere eller helt fjerne den automatiske udelukkelse.

Under drøftelserne i 2002 var de fleste debattører tilhængere af den første mulighed.

2.2.2. Aktioner uden for regioner med udviklingsefterslæb

I næsten alle bidrag til debatten fremhæves nødvendigheden af at opretholde en økonomisk og social samhørighedspolitik uden for regionerne med udviklingsefterslæb, men med en yderligere forenkling og decentralisering af procedurerne.

Kommissionen har konstateret, at fremme af regionernes konkurrenceevne ofte er blevet nævnt som det mål, der skal forfølges, ved siden af de politiske EU-mål, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd i Lissabon, og udvidet med en ny dimension, nemlig bæredygtig udvikling, på rådsmødet i Gøteborg. For at opnå konkurrenceevnemålet kunne man eventuelt lægge større vægt på konkurrenceparametre som f.eks. tilgængelighed, diversificering af erhvervslivet, vidensamfund, innovation, forskning og udvikling, miljø, beskæftigelse, social integration og uddannelse, herunder livslang uddannelse, især hvis dette kombineres med de økonomiske og sociale omstruktureringer, der er en følge af globaliseringen af økonomien.

De økonomiske, sociale eller territoriale prioriteter for den fremtidige samhørighedspolitik, der er omhandlet i den anden samhørighedsrapport, er anerkendt som værende af stor betydning. Der er imidlertid udtrykt tvivl om, hvorvidt EU har mulighed for at løse problemerne i samtlige de områder, der er udpeget som højt prioriterede. I øvrigt har flere gjort gældende, at geografiske handicap ikke bør søges afhjulpet isoleret uden hensyntagen til de sociale og økonomiske vanskeligheder. På denne baggrund er der opnået bred enighed om at koncentrere Fællesskabets økonomiske bidrag.

Nordlig beliggenhed (geografisk handicap, affolkning, aldrende befolkning, randområde), en perifer beliggenhed eller affolkning er blevet nævnt som nye kriterier for støtteberettigelse [26].

[26] Praktisk taget alle regioner og regionale sammenslutninger i Finland og Sverige. Skotland: Scottish Parliament's European Committee (4. juli 2002). CPRM: Teknisk notat fra generalsekretariatet "Fremme af en afbalanceret konkurrenceevne i Europa" (februar 2002).

Flere har fremhævet den særlige opmærksomhed, der bør gives byerne som regionale vækstmotorer og økonomisk drivkraft. Andre har ønsket en forøgelse af støtten til kriseramte bydele og en styrkelse af samhørighedens sociale dimension. Atter andre har peget på konkurrencefaktorernes store betydning: beskæftigelsens sektormæssige fordeling, innovationsevne, forbindelser mellem virksomheder, forskning og universiteter, uddannelsesniveau, tilgængelighed, globaliseringens følger for erhvervslivet, status som randområde og affolkning. Andre igen har fremhævet vigtigheden af fortsat fællesskabsstøtte til landdistrikter, dog ikke alene til fordel for landbrugssektoren, men også til fordel for landdistrikternes erhvervsliv i øvrigt.

De nuværende samhørighedspolitiske instrumenter til brug uden for regioner med udviklingsefterslæb bør ændres væsentligt. Mange er af den opfattelse, at mens bistandsplanlægning og -forvaltning af ovennævnte grunde fortsat bør ske på regionalt plan, vil en udpegning af støtteberettigede områder på subregionalt plan kunstigt kunne indskrænke fællesskabsbistandens rækkevidde, ligesom en sådan fremgangsmåde vil være vanskelig at forene med ønsket om, at der lægges større vægt på de nye konkurrenceevnefaktorer. Andre har ønsket indførelse af et "sikkerhedsnet" og en udfasning [27] og mere fleksible strukturpolitiske instrumenter for at kunne foregribe eller afhjælpe globaliseringens økonomiske chokvirkninger [28]. I tilfælde af zoneinddeling bør det være medlemsstaterne og regionerne, der fastlægger støtteberettigelseskriterierne.

[27] Nederlandske provinser: Generel holdning til EU's samhørighedspolitik efter udvidelsen (november 2002).

[28] ØSU, udtalelse af Christie. EURADA: Ajourføring af EURADA-memoranda (6. juni 2002).

2.2.3. Samarbejde

Der er bred anerkendelse af den store merværdi for EU af aktionerne til fremme af samarbejdet og udvekslingen af erfaringer og god praksis samt af den rolle, EF-initiativprogrammerne spiller. De hyppigst nævnte aspekter er styrkelsen af de tværnationale, grænseoverskridende og tværregionale samarbejdsinstrumenter, vigtigheden af de grænseoverskridende aktioner og indsatsen til fordel for områderne ved EU's ydre grænser [29].

[29] EP: Betænkning af E. Schroedter. De Europæiske Regioners Forsamling (ARE): "På vej til et fælles regionalt projekt til fremme af en ny samhørighedspolitik: fastlæggelse, med udgangspunkt i regionernes erfaringer, af nye strategier for bæredygtig udvikling i et udvidet EU" (Pecs, Baranya, 14.-15. november 2002). Sammenslutning af svenske kommuner. Sydfinske provinser: Den sydfinske provinsalliances holdning til den kommende programmeringsperiode for EU's strukturfonde (6.2.2002).

Det tværnationale samarbejdes strategiske betydning vil kunne øges. Enkelte deltagere i seminarerne henholdsvis den 27.-28. maj og den 30. september fremhævede nødvendigheden af at tage yderligere initiativer på dette område og fastlægge en egentlig strategi ledsaget af en bevillingsforhøjelse. Forvaltningen af denne politik bør dog forenkles [30].

[30] RU: Udtalelse af d'Ambrosio. Sammenslutning af svenske kommuner og det svenske forbund af regionalråd: Rapport om samhørigheden i EU - udgangspunkter (11. maj 2001). Finland: Finsk bidrag til seminaret om samhørigheden i EU den 27.-28. maj 2002.

2.2.4. Sammenhæng med de øvrige fællesskabspolitikker

I 2002 blev nødvendigheden af et større bidrag fra de øvrige fællesskabspolitikker til den økonomiske og sociale samhørighed ofte diskuteret. Mange påpegede behovet for at kæde anden søjle i den fælles landbrugspolitik sammen med samhørighedspolitikken [31]. Tilsvarende ønsker blev formuleret med hensyn til den fælles fiskeripolitik. Mange finder, at Kommissionen skal sikre en bedre sammenhæng med konkurrencepolitikken og især med statsstøtten med regionalt sigte [32].

[31] Finske regioner, CPRM's holdning til sammenkædningen mellem regionalpolitikken og politikken vedrørende udvikling af landdistrikter (august 2002) og til midtvejsrevisionen af den fælles landbrugspolitik (juli 2002), holdningen hos Europabevægelsen til Fremme af Landdistrikter til "EU's territoriale samhørighed: anerkendelse af landdistrikterne og relevante værktøjer" (april 2002).

[32] CPRM, CNADT (Frankrig), Det Rådgivende Råd for Fysisk Planlægning (Tyskland) og Skotland.

En række repræsentanter for regioner under omstilling er betænkelige ved planerne om ikke længere at udpege mål 2-områder og de mulige følger heraf for statsstøtten. Andre finder derimod, at politikken for statsstøtte med regionalt sigte bør moderniseres for at tage hensyn til de nye udfordringer, f.eks. fremme af nye teknologier, opretholdelse af tjenester af almen interesse og oprensning af forladte industriområder i byerne. Også regionerne med udviklingsefterslæb i de 15 medlemsstater er betænkelige, fordi de som følge af den automatiske udelukkelse ikke længere vil modtage regionalpolitisk støtte (risiko for at blive ramt dobbelt).

Spørgsmål om transportpolitik er ofte blevet rejst under drøftelser vedrørende øer, randområder og regioner i den yderste periferi. Også oprettelsen af et europæisk forsknings- og udviklingsrum er blevet drøftet. Endvidere er risikoforebyggelse og fremme af god praksis inden for bæredygtig regionaludvikling nævnt i flere udtalelser [33].

[33] Forsamlingen af Regionerne i Europa, jf. fodnote 29.

3. Forberedelse af udvidelsen frem til udgangen af 2006

Tiltrædelsesforhandlingerne med Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Ungarn, Tjekkiet, Cypern, Malta og Polen blev afsluttet på Det Europæiske Råds møde i København. Derfor er den højeste prioritet nu færdiggørelsen af disse landes programmer og de forberedelser, der skal gøre det muligt at iværksætte strukturfonds- og samhørighedsfondsinterventionerne allerede fra tiltrædelsesdatoen.

Af de CØEL-rapporter, der efter reglerne blev fremlagt i oktober 2002, fremgår det, at der fortsat består en række problemer, der skal løses, før strukturaktionerne kan iværksættes efter tiltrædelsen:

- mangler i den tværministerielle koordinering, der er nødvendig for at udarbejde integrerede regionaludviklingsprogrammer for mål 1; forsinkelser i fastlæggelsen af opgaverne og opgavefordelingen mellem de organer, der på de forskellige forvaltningsniveauer er ansvarlige for den fremtidige programforvaltning

- mangler i de administrative og budgetmæssige procedurer, der er nødvendige for at udløse medfinansieringerne, og for at forvalte programmerne

- kontroltjenesternes varierende kapacitet.

Som følge af ansøgerlandenes manglende erfaringer med udnyttelse af fællesskabsmidler (hvilket bekræftes af den langsomme udnyttelse af PHARE-bevillingerne og, i mindre grad, af de øvrige førtiltrædelsesinstrumenter, der er indført siden 2000, nemlig SAPARD og ISPA) har Kommissionen og medlemsstaterne fundet det nødvendigt at kræve, at ansøgerlandene på bindende måde forpligter sig til at indføre og styrke de administrative strukturer og de overvågnings- og kontrolprocedurer, der er nødvendige for at sikre en forsvarlig og effektiv udnyttelse af bevillingerne. Samtlige ansøgerlande har indvilliget heri og har forpligtet sig til inden udgangen af 2003 at foretage de nødvendige tilpasninger. Hvad angår SAPARD, der har en decentral ledelse, viser erfaringerne, at når først godkendelsen af de implementerende kontorer er afsluttet, udnyttes bevillingerne i et stadig hurtigere tempo.

Kommissionens strategidokument af 9. oktober 2002 bygger på en analyse af de enkelte ansøgerlandes fremskridt på vej mod tiltrædelsen. Endvidere fremgår det af dokumentet, at Kommissionen har til hensigt seks måneder før tiltrædelsesdatoen at fremlægge en ny samlet evaluering af de enkelte ansøgerlandes forberedelser. Endvidere vil Kommissionen i juli 2003 fremlægge en rapport, der specifikt vedrører konkretiseringen af de forpligtelser, ansøgerlandene har indgået under forhandlingerne om kapitlet vedrørende regionalpolitik og samordning af strukturfondene. Hvis ikke disse forpligtelser opfyldes, kan Kommissionen ikke yde fællesskabsstøtte på de i forordningerne fastsatte betingelser.

Efter nogen tids forhandlinger har Rådet accepteret Kommissionens forslag til fordeling af bevillinger, som bygger på en streng overholdelse af "acquis communautaire" (gældende ret). Det Europæiske Råd i København endte med at vedtage at tildele næsten 21,7 mia. EUR til strukturfondene og Samhørighedsfonden for perioden 2004-2006.

Med denne tildeling vil den samlede støtte i 2006 udgøre 117 EUR pr. indbygger, hvilket skal sammenlignes med de 143 EUR pr. indbygger, der i den første programmeringsperiode 1989-1993 blev ydet mål 1-regionerne, hvilket beløb er steget til gennemsnitlig 217 EUR pr. indbygger for perioden 2000-2006 i de 15 medlemsstaters mål 1-regioner.

En tredjedel af tildelingen er afsat til Samhørighedsfonden. Denne koncentration af midlerne begrundes med ansøgerlandenes erfaringer med udarbejdelsen og gennemførelsen af ISPA-finansierede miljø- og infrastrukturprojekter og nødvendigheden af at opfylde de store investeringsbehov i disse to sektorer.

Strukturfondsstøtten vil især være koncentreret om mål 1 (kort 10: Støtteberettigede områder i ansøgerlandene, strukturfondene 2004-2006). De regioner, der opfylder mål 2- og mål 3-kriterierne (Prag, Bratislava og Cypern (såfremt der ikke opnås en politisk afklaring)), vil modtage samme støtte pr. indbygger som de 15 medlemsstater. Antallet af EF-initiativer vil blive reduceret til to (Interreg og Equal), idet Leader- og Urban-foranstaltningerne vil kunne integreres i mål 1 og 2. (Tabel 11: København: Fordelingen mellem de ti nye medlemsstater af Samhørighedsfondens og strukturfondenes forpligtelsesbevillinger).

Gennemførelsen af strukturfondsinterventionerne i de nye medlemsstater udgør en stor udfordring for både EU og støttemodtagerne:

- fra EU's synsvinkel består udfordringen i at sørge for de midler, der er nødvendige for en vellykket samhørighedsindsats i de nye medlemsstaters regioner

- fra ansøgerlandenes synspunkt består udfordringen i at integrere sig meget hurtigt (tre i stedet for syv år) i et system, der ikke er skræddersyet til dem, men som forventes at føre til en kraftig accelerering af deres udvikling.

(p.m. Tabel 12: Vigtigste regionale indikatorer)

INDHOLDSFORTEGNELSE

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN - Anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed

I. Indledning

II. Analyse af situationen og tendenserne: udfordringer i forbindelse med udvidelsen

III. De vigtigste emner i debatten om den fremtidige samhørighedspolitik

i) Prioriteterne i den fremtidige politik

ii) Implementering: forenkling af forvaltningen

iii) Andre aspekter

IV. Fremtidige frister

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN - Anden situationsrapport om økonomisk og social samhørighed

1. Situation og tendenser

1.1. Opbremsning i den økonomiske vækst

1.2. Større regionale forskelle efter udvidelsen

1.3. Beskæftigelse og social samhørighed

1.3.1. Langsommere stigning i beskæftigelsen i EU

1.3.2. Indsnævring af de regionale forskelle i beskæftigelsesgrad

1.3.3. Social samhørighed: langsomme fremskridt

1.3.4. Forværret beskæftigelsessituation i ansøgerlandene

1.3.5. Forskellene i beskæftigelsen og den sociale samhørighed vil vokse i et udvidet EU

1.4. Nye oplysninger om de faktorer, der er bestemmende for den faktiske konvergens

1.5. Undersøgelser af samhørighedens territoriale dimension

2. Forløbet af drøftelserne om den fremtidige samhørighedspolitik

2.1. Drøftelserne i institutionerne og på de af Kommissionen afholdte seminarer

2.1.1. Rådet

2.1.2. Europa-Parlamentet

2.1.3. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget

2.1.4. Seminaret den 27.-28. maj 2002 om EU's regionale prioritering

2.1.5. Seminaret om prioriteringerne på beskæftigelsesområdet og området "social samhørighed" (30. september 2002)

2.1.5.1. Flere og bedre arbejdspladser

2.1.5.2. Social integration

2.1.5.3. Ligestilling

2.1.6. Seminaret om byområder (8. og 9. juli 2002)

2.1.7. Seminaret om bjergområder (17. og 18. oktober 2002)

2.2. De mest debatterede temaer

2.2.1. Høj prioritet til de mindst udviklede regioner

BOKS : Bidrag fra regionerne i den yderste periferi (ultraperifere regioner)

2.2.2. Aktioner uden for regioner med udviklingsefterslæb

2.2.3. Samarbejde

2.2.4. Sammenhæng med de øvrige fællesskabspolitikker

3. Forberedelse af udvidelsen frem til udgangen af 2006

LISTE OVER KORT

LISTE OVER GRAFIKKER

LISTE OVER TABELLER

LISTE OVER KORT

Kort 1 BNP pr. indbygger pr. region (KKS), 2000

Kort 2 Ændring i BNP pr. indbygger (KKS), 1995-2000

Kort 3 Beskæftigelsesgrad, 2001

Kort 4a Samlet arbejdsløshed, 2001

Kort 4b Arbejdsløshed blandt kvinder, 2001

Kort 4c Ungdomsarbejdsløshed, 2001

Kort 5a Lavt uddannelsesniveau, 2001

Kort 5b Mellemhøjt uddannelsesniveau, 2001

Kort 5c Højt uddannelsesniveau, 2001

Kort 6a Beskæftigelse i landbrugssektoren, 2001

Kort 6b Beskæftigelse i industrisektoren, 2001

Kort 6c Beskæftigelse i servicesektoren, 2001

Kort 7 BNP pr. beskæftiget (EUR), 1999

Kort 8a Beskæftigelse i den højteknologiske sektor, 2001

Kort 8b Patentansøgninger indgivet til Den Europæiske Patentmyndighed, 1998-2000

Kort 8c Hightechpatentansøgninger, 1998-2000

Kort 9 Udgifter til forskning og udvikling, 1999

Kort 10 Støtteberettigede områder i ansøgerlandene, strukturfondene 2004-2006

LISTE OVER GRAFIKKER

Grafik 1 BNP pr. indbygger (KKS), 2001

Grafik 2 BNP pr. indbygger (KKS) pr. land og regionale højeste/laveste værdier, 2000

Grafik 3 Arbejdsløshed pr. land og regionale højeste/laveste værdier, 2001

Grafik 4 Befolkningsandel med risiko/vedvarende risiko for at blive ramt af fattigdom, 1999

LISTE OVER TABELLER

Tabel 1 Stigningen i BNP og befolkningstilvæksten i samhørighedslandene, 1988-2003

Tabel 2 Forskelle i BNP pr. indbygger mellem de enkelte regioner i medlemsstaterne (KKS), 1990-2000

Tabel 3 BNP pr. indbygger (KKS) i mål 1-regioner (1994-1999), 1995-2000

Tabel 4 De mest velstående og de mindst velstående regioner i EU, 1999-2000

Tabel 5a BNP pr. indbygger (KKS) i de mest velstående regioner, EU25, 2000

Tabel 5b BNP pr. indbygger (KKS) i de mindst velstående regioner, EU25, 2000

Tabel 6 Sammenfattende statistikker for de regioner, hvis BNP pr. indbygger ligger under 75%-tærsklen

Tabel 7a Regioner med de laveste beskæftigelsesgrader (15-64 år), EU15, 2001

Tabel 7b Regioner med de højeste beskæftigelsesgrader (15-64 år), EU15, 2001

Tabel 8a Regioner med den højeste arbejdsløshed, EU27, 2001

Tabel 8b Regioner med den laveste arbejdsløshed, EU27, 2001

Tabel 9 Patentansøgninger pr. million indbyggere, 1998-2000

Tabel 10 F&U-udgifter, sammensætning og i % af BNP, 1999 Tabel 11 København: Fordeling mellem de ti nye medlemsstater af Samhørighedsfondens og strukturfondenes forpligtelsesbevillinger

Tabel 12 Vigtigste regionale indikatorer

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Kort 4: Arbejdsløshed, 2001

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Kort 5: Uddannelsesniveau, 2001

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Kort 6: Beskæftigelse pr. sektor, 2001

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Kort 8. Højteknologi - beskæftigelse og patente

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Grafik 1: BNP pr. indbygger (KKS), 2001

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Kilde: Eurostat, beregninger GD REGIO

Grafik 2: BNP pr. indbygger (KKS) pr. land og regionale højeste/laveste værdier, 2000

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Kilde: Eurostat

Grafik 3: Arbejdsløshed pr. land og regionale højeste/laveste værdier, 2001

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Kilde: Eurostat

Grafik 4. Befolkningsandel med risiko/vedvarende risiko for at blive ramt af fattigdom*, 1999

>REFERENCE TIL EN GRAFIK>

Tabel 1: Stigningen i BNP og befolkningstilvæksten i samhørighedslandene, 1988-2003

>TABELPOSITION>

Tabel 2: Forskelle i BNP pr. indbygger mellem de enkelte regioner i medlemsstaterne (KKS), 1990-2000 (*)

(standardafvigelse fra indekset EU-15=100)

>TABELPOSITION>

Kilde: Eurostat + beregninger foretaget af DG REGIO

(*) indtil 1994: BNP (tal SEC79) for NUTS II regionerne (v.95); fra 1995: BNP (tal SEC95) for NUTS II regionerne (v.98)

Tabel 3: BNP pr. indbygger (KKS) i mål 1 regioner (1994-99), 1995-2000

>TABELPOSITION>

Tabel 4: De mest velstående og de mindst velstående regioner i EU,

1990-2000 *

BNP pr. indbygger (i KKS) i forhold til EU-gennemsnittet

>TABELPOSITION>

Kilde: Eurostat, beregninger foretaget af DG REGIO

* 10%- og 25%-: regioner med det laveste BNP pr. indbygger (KKS) repræsenterende henholdsvis 10% og 25% af

den samlede befolkning i Unionen

* 10%+ og 25%+: regioner med det højeste BNP pr. indbygger (KKS), repræsenterende henholdsvis 10% og 25% af

den samlede befolkning i Unionen

Tabel 5(a): BNP pr. indbygger (KKS) i de mest velstående regioner, EU-25, 2000

>TABELPOSITION>

Tabel 5(b): BNP pr. indbygger (KKS) i de mindst velstående regioner, EU-25, 2000

>TABELPOSITION>

Tabel 6: Sammenfattende statistikker for de regioner, hvis BNP pr. indbygger ligger under 75 % af gennemsnittet for EU, 2000)

>TABELPOSITION>

Kilde: Eurostat, beregninger foretaget af DG REGIO

Tabel 7(a): Regioner med de laveste beskæftigelsesgrander (15-64 år), EU-15, 2001

>TABELPOSITION>

Beskæftigelsestal baseret på bopæl

Kilde: Eurostat (EFT)

Tabel 7(b): Regioner med de højeste beskæftigelsesgrader (15-64 år), EU-15, 2001

>TABELPOSITION>

Beskæftigelsestal baseret på bopæl

Kilde: Eurostat (EFT)

Tabel 8(a): Regioner med den højeste lrbejdsløshed, EU-27, 2001

>TABELPOSITION>

Kilde: Eurostat og NSI, beregninger af GD REGIO

Tabel 8(b): Regioner med den laveste arbejdsløshed, EU-27, 2001

>TABELPOSITION>

Kilde: Eurostat og NSI, beregninger af GD REGIO

Tabel 9. Patentansøgninger pr. million indbyggere, 1998-2000

>TABELPOSITION>

Kilde: Eurostat

Tabel 10. F&U-udgifter, sammensaetning og I % af BNP, 1999

>TABELPOSITION>

Kilde: Eurostat

Tabel 11: København: Fordeling af Samhørighedsfondens og strukturfondenes

kreditforpligtelser for de 10 nye medlemsstater

Perioden 2004-2006

Mio EUR, 1999-priser

>TABELPOSITION>

Til totalbeløbet 14117,5 mio EUR skal føjes 38,4 mio EUR i form af teknisk bistand.

Tabel 12: Vigtigste regionale indikatorer

>TABELPOSITION>