51998XG0617

FORKLARENDE RAPPORT TIL KONVENTIONEN, UDARBEJDET PÅ GRUNDLAG AF ARTIKEL K.3 I TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNION, OM GENSIDIG BISTAND OG SAMARBEJDE MELLEM TOLDMYNDIGHEDERNE (Godkendt af Rådet den 28. maj 1998) (98/C 189/01)

I. INDLEDNING

i. Konventionen, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (»konventionen«) (EFT C 24 af 23.1.1998, s. 1) tager sigte på at forbedre samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes toldmyndigheder om at forebygge, efterforske og forfølge overtrædelser af toldbestemmelserne. Konventionen blev udarbejdet af Rådet for Den Europæiske Union den 18. december 1997 i Bruxelles og undertegnet samme dag. Den bygger på en tidligere toldsamarbejdskonvention - Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemsstaters konvention om gensidig bistand mellem toldforvaltningerne - der blev undertegnet i Rom den 7. september 1967 (»Napoli-konventionen af 1967«).

Historisk baggrund

ii. Et effektivt samarbejde mellem toldmyndighederne har altid været et højt prioriteret mål.

iii. Napoli-konventionen af 1967 blev udarbejdet i erkendelse af, at samarbejde mellem toldmyndighederne ville medvirke til at sikre en mere stringent opkrævning af toldafgifter og andre import- og eksportafgifter og forbedre effektiviteten af forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af overtrædelser af toldbestemmelserne. Alle EU-medlemsstaterne undtagen Sverige, Finland og Østrig har siden tiltrådt denne konventionen (1).

iv. Siden Maastricht-traktatens ikrafttræden har toldsamarbejdet i medfør af afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union været højt prioriteret. Det blev erkendt, at det var nødvendigt at udarbejde en ny konvention for at ajourføre Napoli-konventionen af 1967 på baggrund af det indre marked og afskaffelsen af den rutinemæssige toldkontrol ved de indre grænser. Arbejdet med udkastet til konventionen var blandt de prioriterede aktiviteter i Rådets resolution af 14. oktober 1996 om fastsættelse af prioriteter for samarbejdet om retlige og indre anliggender for perioden 1. juli 1996-30. juni 1998 (EFT C 319 af 26.10.1996, s. 1).

v. Drøftelserne om en ny konvention indledtes i 1990. De første konventionsudkast indeholdt forslag til oprettelse af et toldinformationssystem (CIS), som senere blev taget ud af udkastet og viderebehandlet som en særskilt konvention. Konventionen om brug af informationsteknologi på toldområdet (»CIS-konventionen« - EFT C 316 af 27.11.1995, s. 33) blev vedtaget i 1995. Efter vedtagelsen af CIS-konventionen blev forhandlingerne om konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne genoptaget.

Støtte på højt plan til konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne

vi. Senere er der flere gange på højt plan givet udtryk for støtte til indgåelse af konventionen. I erkendelse af toldmyndighedernes centrale rolle i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet henstillede Rådet f. eks. i sin handlingsplan om organiseret kriminalitet, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i Amsterdam i juni 1997, at arbejdet med konventionen skulle afsluttes inden udgangen af 1997 (EFT C 251 af 15.8.1997, s. 1). Handlingsplanen indeholdt endvidere en generel henstilling om, at de nødvendige ratificeringsprocedurer straks sættes på de nationale parlamenters dagsorden.

vii. I Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet (En handlingsplan for forsendelse i Europa - en ny toldpolitik), som er en opfølgning af udtalelsen fra Europa-Parlamentets midlertidige undersøgelseskommission vedrørende svig i forbindelse med fællesskabsforsendelse, henstilles følgende (i punkt 4.3.4):

»ud over bedrageriforebyggelsen er det nødvendigt at udforme en politik for afsløring og bekæmpelse af bedrageri, især når bedrageriet begås som led i den store finansielle og økonomiske kriminalitet. Dette kan dels ske ved hjælp af en effektiv anvendelse af de eksisterende instrumenter, dels ved udvikling af tidssvarende instrumenter og ordninger som led i en øget strafferetspolitisk indsats«.

Indgåelsen af konventionen skal ses som et vigtigt bidrag til at nå dette mål.

Det nuværende retsgrundlag for toldsamarbejdet

viii. Der er behov for et effektivt samarbejde mellem medlemsstaternes toldmyndigheder både i henhold til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union. Toldsamarbejdet inden for rammerne af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedrører den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne. Toldsamarbejdet i medfør af afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union vedrører retshåndhævelse i forbindelse med overtrædelser af toldbestemmelserne, dvs. afsløring, efterforskning og retsforfølgning af overtrædelser af nationale toldbestemmelser og retsforfølgning og straf i forbindelse med overtrædelser af EF-toldbestemmelser. Disse begreber er defineret i konventionen og uddybes senere i denne forklarende rapport. Napoli-konventionen af 1967 ophæves, når denne konvention er blevet ratificeret i alle medlemsstaterne og træder i kraft.

ix. Inden for Fællesskabets rammer indeholder Rådets forordning (EF) nr. 515/97 bestemmelser om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (EFT L 82 af 22.3.1997, s. 1). Forordningens bestemmelser om bistand efter anmodning og bistand uden anmodning svarer til bestemmelserne om disse spørgsmål i konventionen. Bilag A til denne forklarende rapport indeholder en oversigt over de bestemmelser, der er parallelle. Hvor forordning (EF) nr. 515/97 omhandler bistand og samarbejde om afsløring og efterforskning af overtrædelser af EF's toldbestemmelser, indeholder denne konvention bestemmelser om de nødvendige former for samarbejde i forbindelse med det senere stadium, som udgøres af retsforfølgning og straf for disse overtrædelser, især gennem strafferetlig forfølgning.

x. Bestemmelserne i forordning (EF) nr. 515/97 træder, hvor de finder anvendelse, i stedet for de tilsvarende bestemmelser i Napoli-konventionen af 1967. Nævnte konvention omhandler dog fortsat toldsamarbejde om strafferetlig forfølgning. Indtil medlemsstaterne har vedtaget den nye konvention, forbliver Napoli-konventionen af 1967 grundlaget for toldsamarbejdet under afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union. Napoli-konventionen af 1967 udgør retsgrundlaget for informationsudvekslingen mellem toldmyndighederne. Når konventionen træder i kraft, vil den supplere retsgrundlaget for informationsudvekslingen i henhold til CIS-konventionen.

Ikrafttræden

xi. Konventionen træder i kraft 90 dage efter, at den sidste medlemsstat har afsluttet sine forfatningsmæssige procedurer i forbindelse med konventionen. Indtil konventionen træder i kraft, kan enhver medlemsstat erklære, at den vil anvende konventionen i sine forbindelser med de medlemsstater, der har afgivet samme erklæring. Dette betyder, at medlemsstaterne ikke behøver at vente på, at den sidste medlemsstat afslutter sine forfatningsmæssige procedurer, for at kunne anvende konventionens bestemmelser.

xii. Napoli-konventionen af 1967 finder fortsat anvendelse på samarbejde, der involverer signatarmedlemsstater, som endnu ikke har afsluttet deres forfatningsmæssige procedurer i forbindelse med vedtagelsen af konventionen, eller som har afsluttet disse procedurer, men som ikke har afgivet den i nr. xi nævnte erklæring. Napoli-konventionen af 1967 ophører med at finde anvendelse, når konventionen træder i kraft.

xiii. Anmodninger om bistand og samarbejde efterkommes i overensstemmelse med national ret. Når konventionen træder i kraft, har medlemsstaterne pligt til at anvende dens bestemmelser. De eneste undtagelser er dem, der er nævnt i konventionens artikel 19, stk. 3 og 4, og artikel 28 (undtagelser fra pligten til at yde bistand) og artikel 30 (mulighed for forbehold i forbindelse med de valgfrie bestemmelser om forfølgelse over grænserne, observation over grænserne og diskrete undersøgelser).

Forholdet til andre bestemmelser om samarbejde i straffesager

xiv. Artikel 1 i konventionen omhandler forholdet mellem konventionen og bestemmelserne om gensidig retshjælp mellem retlige myndigheder samt eksisterende bilaterale og multilaterale aftaler. Der skal i forbindelse med konventionen skelnes mellem gensidig bistand mellem toldmyndighederne og gensidig retshjælp i straffesager; hvor førstnævnte vedrører nationale og EF-toldbestemmelser, der involverer strafferetlige aspekter, vedrører sidstnævnte udelukkende strafferetlige bestemmelser. Intet er til hinder for, at medlemsstaterne tilslutter sig eller anvender eksisterende ordninger, forudsat at de er mere fordelagtige end bestemmelserne i konventionen.

xv. I henhold til artikel 3 i konventionen gælder det, at hvis en strafferetlig undersøgelse foretages af eller under ledelse af en retlig myndighed, vælger denne myndighed, om den vil anvende konventionens bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager. Det afhænger af national ret og de særlige omstændigheder i den enkelte sag, om en retlig myndighed skal inddrages, ligesom den retlige myndigheds afgørelse om, hvilke bestemmelser der skal anvendes, afhænger heraf.

xvi. Artikel 30 i konventionen omhandler forholdet mellem konventionen og Schengen-bestemmelserne. Konventionen berører ikke gunstigere bestemmelser i Schengen-gennemførelseskonventionen fra 1990 (Schengen-konventionen), og gør det ikke muligt for medlemsstater, som også er medlemmer af Schengen, at unddrage sig forpligtelser, som de måtte have indgået under Schengen-konventionen. Der gives nærmere oplysninger om de parallelle bestemmelser i de to konventioner senere i denne forklarende rapport. De parallelle bestemmelser vises også i oversigten i bilag A.

Kort oversigt over bestemmelserne i konventionen

xvii. Konventionen omhandler bistand efter anmodning og bistand uden anmodning mellem toldmyndighederne. Disse bestemmelser er stort set en gentagelse af bestemmelserne i Napoli-konventionen af 1967. Bilag A til denne forklarende rapport indeholder en oversigt over, hvilke bestemmelser der svarer til hinanden.

xviii. Konventionen går på flere måder videre end Napoli-konventionen af 1967. F. eks. indeholder den bestemmelser om »særlige former for samarbejde« mellem toldmyndighederne. Disse særlige former for samarbejde omfatter forfølgelse over grænserne, observation over grænserne, kontrollerede leverancer, diskrete undersøgelser samt fælles særlige efterforskningshold. I henhold til artikel 20, stk. 8, artikel 21, stk. 5, og artikel 23, stk. 5, kan medlemsstaterne erklære, at de ikke er bundet af alle eller en del af bestemmelserne vedrørende særlige former for samarbejde. Sådanne erklæringer kan til enhver tid trækkes tilbage. Andre retshåndhævende myndigheder end toldmyndighederne kan under visse omstændigheder anvende bestemmelser i konventionen, som ikke findes i Napoli-konventionen af 1967.

xix. Konventionen indeholder bestemmelser om databeskyttelse, der omfatter udveksling af oplysninger uden for rammerne af CIS. Det drejer sig især om ikke-automatiseret udveksling af oplysninger. CIS-konventionen indeholder sin egen databeskyttelsesordning.

xx. Konventionen indeholder også i artikel 26 bestemmelser om EF-Domstolens rolle med hensyn til fortolkning af konventionen.

II. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE ARTIKLER

AFSNIT I Almindelige bestemmelser

Artikel 1:

1.1. I denne artikel fastslås det, at formålet med denne konventionen er, at medlemsstaterne skal yde hinanden gensidig bistand med henblik på at forebygge og efterforske overtrædelser af nationale toldbestemmelser og at forfølge og straffe overtrædelser af EF-toldbestemmelser og nationale toldbestemmelser.

1.2. I den forbindelse bemærkes det, at forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af Fællesskabets toldbestemmelser er omfattet af forordning (EF) nr. 515/97; imidlertid henhører håndhævelsen (dvs. tiltale og straf) i forbindelse med sådanne overtrædelser under afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union og er genstand for denne konvention. »EF-toldbestemmelser« og »nationale toldbestemmelser« er defineret i konventionens artikel 4.

1.3. Det fastsættes også i artiklen, at konventionen ikke berører gældende bestemmelser om gensidig retshjælp i straffesager mellem retlige myndigheder og mere fordelagtige bestemmelser i gældende bilaterale eller multilaterale aftaler, der allerede er indgået. Det betyder, at der intet er til hinder for, at medlemsstaterne tilslutter sig eller anvender eksisterende aftaler om gensidig retshjælp eller bilaterale eller multilaterale aftaler om gensidig bistand, forudsat de er mere fordelagtige. Denne bestemmelse svarer til en lignende bestemmelse i artikel 23 i Napoli-konventionen af 1967.

1.4. Valget af den fremgangsmåde, der skal benyttes i forbindelse med gensidig bistand, vil afhænge af de særlige omstændigheder i den enkelte sag.

1.5. Danmark og Finland har afgivet erklæringer om deres fortolkning af ordene »retlige myndigheder« i konventionens artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 2. Den fulde tekst til erklæringerne findes i bilag B til denne forklarende rapport.

Artikel 2:

2.1. Denne artikel gør det klart, at toldmyndighederne kun kan anvende konventionen inden for rammerne af deres nationale kompetence, og at konventionen ikke berører toldmyndighedernes nationale kompetence.

2.2. I forbindelse med denne konvention defineres toldmyndigheder i konventionens artikel 4, nr. 7.

2.3. I forbindelse med denne konvention er det nyttigt at gøre sig klart, at toldmyndighedernes beføjelser varierer betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden.

Artikel 3:

3.1. Det fastslås i denne artikel, at konventionen vedrører gensidig bistand og samarbejde som led i strafferetlige undersøgelser af overtrædelser af nationale toldbestemmelser og EF-toldbestemmelser. Det fastsættes, at en retlig myndighed, der foretager eller leder en strafferetlig undersøgelse, kan vælge, om den vil anvende denne konventions bestemmelser eller bestemmelserne vedrørende gensidig retshjælp i straffesager.

3.2. Afgørelsen vil afhænge af de særlige omstændigheder i den enkelte sag og af principperne i den bistandssøgende medlemsstats strafferetspleje.

3.3. Medlemsstaterne anvender konventionen inden for rammerne af deres nationale ret. Det afhænger af bestemmelserne i den nationale ret, om en retlig myndighed inddrages i anvendelsen af denne konventions bestemmelser.

3.4. Danmark og Finland har afgivet erklæringer om deres fortolkninger af ordene »retlige myndigheder« i konventionens artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 2. Den fulde tekst til erklæringerne findes i bilag B til denne forklarende rapport.

Artikel 4: Denne artikel indeholder en række definitioner af udtryk, der er anvendt i konventionen.

4.1. »Nationale toldbestemmelser« omfatter alle love og administrative bestemmelser i en medlemsstat, for så vidt angår grænseoverskridende vareforsendelser, der er underlagt forbud eller restriktioner, samt ikke-harmoniserede punktafgifter, for hvis anvendelse toldmyndighederne i denne medlemsstat er helt eller delvis ansvarlige. Det er vigtigt at bemærke »helt eller delvis«-aspektet af denne definition, eftersom toldmyndighedernes beføjelser varierer betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden. I konventionens artikel 4, nr. 7, defineres toldmyndigheder, og det fastsættes, at andre retshåndhævende myndigheder kan anvende konventionens bestemmelser, når de har kompetence med hensyn til nationale toldbestemmelser.

Som eksempler på nationale toldbestemmelser kan nævnes love, der forbyder import og eksport af psykotrope stoffer og narkotika eller pædofilt materiale; love, der begrænser importen af visse skydevåben; og love, der begrænser privatpersoners indførsel af alkohol og tobaksvarer til eget forbrug. Disse eksempler gives blot til illustration. De nationale toldbestemmelser varierer fra den ene medlemsstat til den anden.

4.2. »EF-toldbestemmelser« omfatter fællesskabsbestemmelser og bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af fællesskabsbestemmelserne vedrørende indførsel, udførsel, forsendelse samt opbevaring af varer, der indgår i samhandelen mellem medlemsstaterne og tredjelande, samt mellem medlemsstaterne indbyrdes for så vidt angår varer, der ikke har status som fællesskabsvarer, eller som skal kontrolleres eller undersøges yderligere for at påvise deres EF-status. Bestemmelser, der er vedtaget på fællesskabsplan i henhold til den fælles landbrugspolitik, og specifikke bestemmelser, der er truffet vedrørende varer, der er frembragt ved forarbejdning af landbrugsprodukter, er omfattet af denne definition. Fællesskabsbestemmelser vedrørende harmoniserede punktafgifter og merværdiafgift på import samt nationale gennemførelsesbestemmelser hertil er også omfattet. Det bemærkes, at EF's toldbestemmelser generelt hører helt og holdent under de nationale toldmyndigheders kompetence. Når det derimod gælder nationale toldbestemmelser, kan andre retshåndhævende myndigheder have delvis kompetence.

4.3. »Overtrædelser« er defineret således, at de omfatter deltagelse i eller forsøg på at begå overtrædelser af nationale eller EF-toldbestemmelser, deltagelse i en kriminel organisation, der begår sådanne overtrædelser, samt hvidvaskning af penge, som hidrører fra overtrædelser som omhandlet i konventionens artikel 4, nr. 3.

Danmark har afgivet erklæringer vedrørende artikel 4, nr. 3, om sin fortolkning af »deltagelse i en kriminel organisation, der begår sådanne overtrædelser« og »hvidvaskning af penge, som hidrører fra overtrædelser«. Den fulde tekst til erklæringerne findes i bilag B til denne forklarende rapport.

4.4. »Gensidig bistand« er bistand mellem toldmyndigheder.

4.5. Den »bistandssøgende myndighed« er den kompetente myndighed i den medlemsstat, som fremsætter anmodning om bistand.

4.6. Den »bistandssøgte myndighed« er den kompetente myndighed i den medlemsstat, til hvilken der rettes anmodning om bistand.

4.7. »Toldmyndigheder« defineres som medlemsstaternes toldmyndigheder samt andre myndigheder, der har beføjelse til at gennemføre denne konventions bestemmelser. Toldmyndighedernes beføjelser varierer betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden, og denne definition åbner op for, at andre retshåndhævende myndigheder (f. eks. politiet) kan anvende denne konventions bestemmelser, hvis de har kompetence med hensyn til overtrædelser af toldbestemmelserne som defineret i konventionens artikel 4, nr. 1 og 2.

4.8. Ved »personoplysninger« forstås alle oplysninger om enhver identificeret eller identificerbar fysisk person. Denne definition skal ses i sammenhæng med bestemmelserne om databeskyttelse i konventionens artikel 25.

4.9. Ved »grænseoverskridende samarbejde« forstås samarbejde mellem toldmyndighederne på tværs af den enkelte medlemsstats grænser. Denne type samarbejde er nærmere beskrevet i konventionens afsnit IV.

Artikel 5:

5.1. Det fastslås i denne artikel, at anmodninger om bistand i henhold til konventionen skal koordineres af en central tjeneste, og at der inden for hver af medlemsstaternes toldmyndigheder skal udpeges en central tjeneste med henblik herpå. Det tilføjes dog, at direkte samarbejde mellem andre tjenester under medlemsstaternes toldmyndigheder ikke er udelukket, især ikke i hastetilfælde. Formålet med disse bestemmelser er at sikre passende kontrol og samordning af foranstaltninger i forbindelse med gensidig bistand og optimal brug af de ressourcer, der er til rådighed; det er ligeledes vigtigt at sikre, at de eksisterende ordninger virker og er effektive i hvert enkelt tilfælde.

5.2. Hvis en anmodning om bistand falder uden for en toldmyndigheds kompetenceområde, skal den centrale koordinationsenhed fremsende anmodningen til den kompetente myndighed. Med denne bestemmelse tages der højde for, at de forskellige myndigheder og forvaltninger i de enkelte medlemsstater har forskellige ansvarsområder og beføjelser. Bestemmelsen tager sigte på at sikre, at samarbejdet ikke hæmmes, fordi den bistandssøgende medlemsstat ikke har kendskab til den nøjagtige kompetencefordeling i en anden medlemsstat.

5.3. Hvis anmodninger ikke kan imødekommes, skal der vedlægges en begrundelse for afslaget.

Artikel 6:

6.1. Denne artikel åbner mulighed for, at forbindelsesofficerer fra en medlemsstat kan udstationeres i en anden medlemsstat på betingelser, som er aftalt indbyrdes. Medlemsstaterne kan f. eks. aftale, at forbindelsesofficererne ikke må være bevæbnede. Det præciseres, at forbindelsesofficererne ikke har nogen udøvende beføjelser, men blot skal medvirke til at fremme samarbejdet. Forbindelsesofficerernes rolle kan være at fremme og fremskynde udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne; at yde assistance ved undersøgelser; at yde bistand ved behandlingen af bistandsanmodninger; at rådgive og hjælpe værtslandet i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af efterforskning på tværs af grænserne.

6.2. Rådet vedtog den fælles aktion 96/602/RIA den 14. oktober 1996 (EFT L 268 af 19.10.1996, s. 2). I denne fastlægges der en fælles ramme for medlemsstaternes initiativer med hensyn til forbindelsesofficerer.

Artikel 7:

Det fastslås i denne artikel, at embedsmænd, der opholder sig i en anden medlemsstat i medfør af denne konvention, til enhver tid skal kunne forevise en skriftlig fuldmagt med angivelse af deres identitet og officielle status. Dette er for at undgå misforståelser i forholdet til andre embedsmænd eller borgerne. Dette krav relativiseres ved udsagnet »medmindre andet er bestemt i denne konvention«. Denne begrænsning henviser til, at det i henhold til artikel 23, der vedrører diskrete undersøgelser, er muligt for en embedsmand at operere på en anden medlemsstats område under falsk identitet.

AFSNIT II Bistand efter anmodning

II.1. Bestemmelserne i afsnit II vedrører fremgangsmåden i forbindelse med fremsættelse af anmodninger om bistand og de foranstaltninger, som skal træffes af en medlemsstat, når den modtager en anmodning om bistand i henhold til bestemmelserne i denne konvention. I dette afsnit fastsættes form og indhold af skriftlige anmodninger om oplysninger; det fastsættes, at medlemsstaterne fuldt ud bør imødekomme sådanne anmodninger; at medlemsstater så vidt muligt bør foretage overvågning på en anden medlemsstats vegne; at der efter anmodning bør foretages undersøgelser på en anden medlemsstats vegne; og endelig fastsættes det, at oplysninger, der er indhentet på denne måde, kan anvendes som bevismidler. Anmodninger om bistand må kun afslås af de grunde, der er nævnt i konventionens artikel 28 (hvis denne stats offentlige orden eller andre væsentlige interesser er truet, eller hvis det er helt klart, at omfanget af den aktion, der anmodes om, står i misforhold til grovheden af den formodede overtrædelse).

II.2. Princippet bag dette afsnit er, at medlemsstaterne skal efterkomme anmodninger om bistand, der fremsættes af andre medlemsstater. Ved at tiltræde konventionens bestemmelser påtager medlemsstaterne sig en forpligtelse til at videregive oplysninger og yde bistand efter anmodning fra andre medlemsstater, i det omfang det er muligt og inden for rammerne af gældende national ret. Artikel 28 omhandler undtagelserne fra denne generelle forpligtelse til at yde bistand.

II.3. Udtrykkene »bistandssøgt myndighed« og »bistandssøgende myndighed«, som anvendes hyppigt i dette afsnit, er defineret i artikel 4 i konventionen.

II.4. I dette afsnit gentages tilsvarende bestemmelser i Napoli-konventionen af 1967. Forordning (EF) nr. 515/97 indeholder tilsvarende bestemmelser om bistand efter anmodning i forbindelse med EF-toldspørgsmål, hvilket gælder de fleste af de aftaler om gensidig bistand, der er indgået mellem Fællesskabet og dets medlemsstater og tredjelande (f. eks. de såkaldte Europaaftaler).

Artikel 8:

I denne artikel fastlægges de generelle principper for ydelse af gensidig bistand. I henhold til disse principper skal den bistandssøgte myndighed optræde på samme måde, som hvis den handlede på egne vegne, og udnytte alle de retlige beføjelser, den råder over inden for rammerne af sin nationale ret. Endvidere skal den lade bistanden omfatte alle omstændigheder ved overtrædelsen, som forekommer at være relevante for den fremsatte anmodning.

Artikel 9:

9.1. Denne artikel omhandler bistandsanmodningernes form og indhold.

9.2. Anmodningerne skal altid fremsættes skriftligt og altid på et officielt sprog i den bistandssøgte myndigheds medlemsstat eller på et for denne myndighed acceptabelt sprog.

9.3. Anmodningerne kan fremsættes mundtligt, når en hastende situation kræver det, men skal efterfølgende bekræftes skriftligt.

9.4. Anmodninger om bistand skal ledsages af specifikke oplysninger, der gør det lettere at efterkomme dem.

Artikel 10:

10.1. Denne artikel vedrører anmodninger om oplysninger. Det fastsættes heri, at en bistandssøgt myndighed skal meddele alle de oplysninger, som gør det muligt for den bistandssøgende myndighed at forebygge, efterforske og straffe overtrædelser. Denne bestemmelse er udarbejdet på grundlag af artikel 4 i Napoli-konventionen af 1967.

10.2. Efter aftale kan embedsmænd fra en medlemsstat indhente oplysninger fra dokumenter, der befinder sig i en anden medlemsstats kontorer. De kan tage kopier af en sådan dokumentation. Denne bestemmelse er udarbejdet på grundlag af artikel 11 i Napoli-konventionen af 1967.

Artikel 11:

11.1. Denne artikel vedrører anmodninger om særlig overvågning, som skal foretages af en medlemsstat på en anden medlemsstats vegne. Det fastslås heri, at en bistandssøgt myndighed så vidt muligt skal foretage en særlig overvågning af personer, såfremt der er alvorlig grund til at antage, at de er involveret i overtrædelser.

11.2. Såfremt den anmodes herom, overvåger medlemsstaten ligeledes steder, transportmidler og varer.

11.3. Den særlige overvågning, der er nævnt i denne artikel, foretages af en medlemsstats toldmyndigheder på denne medlemsstats eget område.

11.4. Denne bestemmelse er udarbejdet på grundlag af artikel 6 i Napoli-konventionen af 1967.

Artikel 12:

12.1. Denne artikel omhandler anmodninger om undersøgelser, der ønskes foretaget. En bistandssøgt myndighed skal foretage passende undersøgelser af transaktioner, der udgør overtrædelser, eller som efter den bistandssøgende myndigheds mening udgør overtrædelser.

12.2. Embedsmænd fra den bistandssøgende myndighed kan være til stede, mens sådanne undersøgelser finder sted. De har ifølge konventionen mulighed for at få bemyndigelse af de kompetente embedsmænd fra den bistandssøgte myndighed til at overvære kontrolforanstaltninger og undersøgelser. Deres rolle er udelukkende rådgivende. Undersøgelser skal altid foretages af embedsmænd fra den bistandsansøgte myndighed.

12.3. Tilsvarende bestemmelser findes i artikel 13 og 14 i Napoli-konventionen af 1967.

Artikel 13:

13.1. I denne artikel hedder det, at den bistandssøgte myndighed på anmodning skal forkynde alle dokumenter og afgørelser, der hidrører fra den bistandssøgende medlemsstats kompetente myndigheder, og som vedrører anvendelsen af denne konvention, for adressaten. Anmodninger om forkyndelse skal ledsages af en oversættelse til det eller et af den bistandssøgte medlemsstats officielle sprog.

13.2. Denne bestemmelse er udarbejdet på grundlag af artikel 17 i Napoli-konventionen af 1967.

Artikel 14:

14.1. I denne artikel står, at alle konstateringer, oplysninger og dokumenter, som embedsmænd fra den bistandssøgte myndighed fremskaffer i henhold til deres nationale lovgivning i forbindelse med bistand, der ydes efter konventionens artikel 10 12, i henhold til national lovgivning kan anvendes som bevismidler af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den bistandssøgende myndighed er hjemmehørende.

14.2. Denne bestemmelse er udarbejdet på grundlag af artikel 15 i Napoli-konventionen af 1967.

AFSNIT III Bistand uden forudgående anmodning

III.1. Bestemmelserne i dette afsnit vedrører de vilkår, hvorpå toldmyndighederne yder andre medlemsstater bistand uden forudgående anmodning. I henhold til det generelle princip, der ligger til grund for dette afsnit, skal medlemsstaterne - uden at være blevet anmodet herom - foretage den fornødne efterforskning og stille alle bevismidler eller oplysninger til rådighed, som de kommer i besiddelse af, og som kan være relevante for andre medlemsstater i forbindelse med afsløring, efterforskning eller retsforfølgning af lovovertrædelser på toldområdet.

III.2. I dette afsnit gentages tilsvarende bestemmelser fra Napoli-konventionen af 1967. Forordning (EF) nr. 515/97 indeholder tilsvarende bestemmelser i forbindelse med EF-toldspørgsmål, hvilket gælder de fleste af de aftaler om gensidig bistand, der er indgået mellem Fællesskabet og dets medlemsstater og tredjelande (f. eks. de såkaldte Europaaftaler).

Artikel 15:

I denne artikel fastsættes princippet om, at den enkelte medlemsstat under iagttagelse af begrænsninger i den nationale lovgivning yder bistand i de i artikel 16 og 17 omhandlede tilfælde uden på forhånd at være blevet anmodet herom.

Artikel 16:

16.1. I denne artikel fastslås det, at medlemsstaterne foretager særlig overvågning af personer og varer og meddeler alle oplysninger, som de er i besiddelse af vedrørende transaktioner, der har sammenhæng med en planlagt eller begået overtrædelse, til den berørte medlemsstat, såfremt dette kan tjene til at forebygge, efterforske eller straffe overtrædelser i en anden medlemsstat.

16.2. Denne bestemmelse bygger på artikel 6 i Napoli-konventionen af 1967.

Artikel 17:

17.1. I denne artikel fastlås det, at den enkelte medlemsstats kompetente myndigheder straks skal meddele de kompetente myndigheder i andre medlemsstater alle relevante oplysninger om planlagte eller begåede overtrædelser, herunder navnlig oplysninger om varer, der er involveret, og nye midler og metoder til at begå sådanne overtrædelser.

17.2. Denne bestemmelse bygger på artikel 8 og 9 i Napoli-konventionen af 1967.

Artikel 18:

18.1. I denne artikel fastlås det, at overvågningsrapporter og oplysninger, som tilvejebringes i henhold til dette afsnit, kan anvendes som bevismidler af den medlemsstat, der modtager oplysningerne, i overensstemmelse med dens nationale lovgivning.

18.2. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med artikel 15 i Napoli-konventionen af 1967.

AFSNIT IV Særlige former for samarbejde

IV.1. Dette afsnit omhandler særlige former for samarbejde med henblik på afsløring, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser på toldområdet. De særlige former for samarbejde, der er omhandlet i dette afsnit, er forfølgelse over grænserne, observation over grænserne, kontrollerede leverancer, diskrete undersøgelser og anvendelse af særlige fælles efterforskningshold.

IV.2. En række af de samarbejdsformer, der er omhandlet i dette afsnit, gør det muligt, at embedsmænd fra en medlemsstat kan være til stede eller udføre opgaver på en anden medlemsstats område i forbindelse med efterforskning af grænseoverskridende overtrædelser af toldlovgivningen, som defineret i artikel 19, stk. 2.

IV.3. Napoli-konventionen af 1967 indeholder ikke udtrykkeligt bestemmelser om grænseoverskridende efterforskning, og disse bestemmelser er en af de væsentligste nyskabelser i den nye konvention.

IV.4. Medlemsstaterne kan samtidig med deponeringen af deres vedtagelsesinstrumenter erklære, at de ikke er bundet af visse eller samtlige bestemmelser i visse nærmere angivne artikler i dette afsnit, nemlig artikel 20 om forfølgelse over grænserne, artikel 21 om observation over grænserne og artikel 23 om diskrete undersøgelser. Medlemsstaterne kan til enhver tid trække deres erklæringer vedrørende disse bestemmelser tilbage.

Artikel 19:

19.1. Denne artikel omhandler de generelle bestemmelser vedrørende de særlige former for samarbejde. Det præciseres heri, at de særlige former for grænseoverskridende samarbejde, som er omhandlet i dette afsnit, kun er tilladt i forbindelse med overtrædelser såsom:

a) ulovlig handel med narkotika og visse andre forbudte varer

b) handel med prækursorer (dvs. stoffer beregnet til ulovlig narkotikafremstilling)

c) ulovlig grænseoverskridende handel med afgiftspligtige varer for at unddrage sig afgiftspligten eller for uretmæssigt at opnå en offentlig økonomisk ydelse, for så vidt som der er fare for, at handelen medfører betydelige budgetudgifter for EF eller for en medlemsstat, eller

d) al anden handel med varer, der er forbudt i henhold til EF-toldbestemmelser eller nationale toldbestemmelser.

19.2. Det fastslås i artiklen, at en medlemsstat kan afvise en anmodning fra en anden medlemsstat, hvis den form for undersøgelse, der anmodes om, er i strid med eller ikke er omfattet af dens nationale lovgivning.

19.3. Såfremt en tilladelse fra de retlige myndigheder er påkrævet, skal denne indhentes, og alle stillede betingelser skal overholdes.

19.4. Såfremt embedsmænd fra en medlemsstat forvolder skade, mens de opholder sig på en anden medlemsstats område, skal sidstnævnte erstatte den forvoldte skade. Beløb, der er udbetalt som skadeserstatning til tredjemand, skal godtgøres af den medlemsstat, hvis embedsmænd forvoldte skaden.

19.5. Ifølge artiklen kan oplysninger, som er indhentet i medfør af det grænseoverskridende samarbejde, der er fastsat i dette afsnit, i overensstemmelse med national lovgivning anvendes som bevismiddel af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der har modtaget oplysningerne.

19.6. Endvidere hedder det i artiklen, at udsendte embedsmænd under udførelsen af de grænseoverskridende aktioner, der er omhandlet i afsnit IV, skal sidestilles med værtslandets embedsmænd for så vidt angår overtrædelser, som de selv begår eller bliver ofre for.

Artikel 20:

20.1. Denne artikel omhandler forfølgelse over grænserne. Det fastsættes heri, at toldembedsmænd fra en medlemsstat kan fortsætte forfølgelsen af en person, der er antruffet på fersk gerning i færd med at begå en af de i konventionens artikel 19, stk. 2, nævnte overtrædelser, som kan medføre udvisning, eller medvirke hertil, ind i en anden medlemsstat. Denne forfølgelse kan finde sted uden forudgående tilladelse hertil, såfremt det som følge af situationens hastende karakter ikke er muligt at give forudgående underretning herom, eller hvis de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat ikke har kunnet nå frem i tide til at overtage forfølgelsen. Senest ved grænsepassagen skal de forfølgende embedsmænd tage kontakt med de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område forfølgelsen fortsættes, og sidstnævnte medlemsstat kan på et hvilket som helst tidspunkt kræve, at forfølgelsen indstilles. De forfølgende embedsmænd har ikke ret til at standse den forfulgte, men kan dog, hvis der ikke er fremsat krav om indstilling af forfølgelsen, standse vedkommende med henblik på at overdrage ham til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område forfølgelsen fandt sted. I så fald kan han underkastes en sikkerhedsmæssig kropsvisitering, og der kan anvendes håndjern.

20.2. De nøjagtige omstændigheder, under hvilke forfølgelse over grænserne kan foregå, er imidlertid beskrevet i denne artikel samt i de erklæringer, som medlemsstaterne afgiver i medfør af konventionens artikel 20, stk. 6. Hver medlemsstat, der vælger at deltage i bestemmelserne om forfølgelse over grænserne, skal ved undertegnelsen af konventionen afgive en erklæring, hvori den fastlægger betingelserne for forfølgelse på sit område. Sådanne erklæringer indeholder en angivelse af geografisk eller tidsmæssig begrænsning af forfølgelsen samt af, hvorvidt tjenestevåben er tilladt. Disse erklæringer kan afløses af andre erklæringer, forudsat at disse ikke indskrænker de oprindelige erklæringer.

Danmark har afgivet en erklæring, hvori det angives, under hvilke omstændigheder forfølgelse over grænserne kan tillades på dansk område. Den fulde tekst til erklæringen findes i bilag B til denne forklarende rapport.

20.3. Denne artikel opregner de almindelige betingelser, som skal være opfyldt før, under og efter forfølgelsen.

20.4. Forfølgelsen kan finde sted over alle slags grænser. Der kan ikke gives adgang til private boliger og steder, der ikke er tilgængelige for offentligheden, og de forfølgende embedsmænd skal altid let kunne identificeres.

20.5. Forfølgende embedsmænd kan medføre deres tjenestevåben, medmindre den medlemsstat, hvis område de ønsker adgang til, udtrykkeligt har modsat sig dette.

20.6. Medlemsstaterne kan ved deponeringen af deres vedtagelsesinstrumenter afgive en erklæring om, at de ikke er bundet af en del af eller hele denne artikel. Sådanne erklæringer kan til enhver tid trækkes tilbage.

20.7. Artikel 41 i Schengen-konventionen indeholder tilsvarende bestemmelser om forfølgelse over grænserne. De vigtigste forskelle er: Schengen-konventionens bestemmelser er bindende, hvorimod de kontraherende parter i konventionen kan fravælge hele eller en del af artiklen, forudsat at sådanne forbehold ikke berører deres forpligtelser i henhold til Schengen-konventionen (2); Schengen-konventionens bestemmelser giver de kontraherende parter mulighed for at vælge, om de vil tillade forfølgelse over grænserne på deres område i forbindelse med alle strafbare handlinger, der kan medføre udlevering, eller i forbindelse med en række nærmere angivne alvorlige strafbare handlinger, mens konventionen kun omhandler overtrædelser af toldlovgivningen som defineret i artikel 19, stk. 2, i konventionen, og som kan medføre udlevering; Schengen-konventionens bestemmelser henviser kun til landegrænser, mens bestemmelserne i konventionen henviser til alle grænser; Schengen-konventionen tillader, at der bæres tjenestevåben uden undtagelse, mens bestemmelserne i konventionen giver medlemsstaterne mulighed for at afgive en generel erklæring om, at der aldrig må bringes våben ind på deres område, eller for at beslutte, at der i nærmere definerede tilfælde ikke må medbringes våben.

Artikel 21:

21.1. Denne artikel omhandler observation over grænserne. Det fastslås heri, at toldembedsmænd fra en medlemsstat kan fortsætte observationen af en person, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at vedkommende er impliceret i en af de i artikel 19, stk. 2, omhandlede overtrædelser, på en anden medlemsstats område, såfremt denne forinden giver tilladelse hertil. Der kan knyttes betingelser til denne tilladelse. I særligt hastende tilfælde kan de passere grænsen uden at have indhentet forudgående tilladelse hertil, forudsat at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, på hvis område observationen skal fortsættes, omgående, mens observationen finder sted, underrettes om, at grænsen vil blive passeret, og at der straks indgives anmodning om tilladelse hertil.

21.2. For at kunne foretage observation over grænserne skal bl. a. følgende betingelser være opfyldt: De observerende embedsmænd skal overholde lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område de opererer, og de skal efterkomme påbud fra de kompetente myndigheder i denne medlemsstat; de skal let kunne identificeres og skal kunne legitimere sig som embedsmænd; de har ikke adgang til private boliger og steder, der ikke er tilgængelige for offentligheden. De pågældende embedsmænd har ingen udøvende beføjelser, dvs. de må hverken standse eller anholde den observerede person. Embedsmændene kan medføre deres tjenestevåben, medmindre den medlemsstat, hvis område de ønsker adgang til, udtrykkeligt har modsat sig dette.

21.3. For enhver operation, der indebærer observation over grænserne, indgives der rapport til myndighederne i den medlemsstat, på hvis område operationen fandt sted; der kan kræves personligt fremmøde af de pågældende embedsmænd.

21.4. Medlemsstaterne kan ved deponeringen af deres vedtagelsesinstrumenter afgive en erklæring om, at de ikke er bundet af denne artikel eller en del heraf. Sådanne erklæringer kan til enhver tid trækkes tilbage.

21.5. Danmark har afgivet en erklæring, hvori det angives, under hvilke omstændigheder det kan acceptere bestemmelserne i artikel 21. Den fulde tekst til erklæringen findes i bilag B til denne forklarende rapport.

21.6. Schengen-konventionens artikel 40 åbner ligeledes mulighed for at foretage observation over grænserne. Der er flere lighedspunkter mellem bestemmelserne i de to konventioner: Begge åbner mulighed for at foretage observation over grænserne efter forinden at have indhentet tilladelse hertil og - i særligt hastende tilfælde - uden forudgående tilladelse hertil. De vigtigste forskelle er: Schengen-bestemmelserne er af bindende karakter, hvorimod de kontraherende parter i konventionen kan vælge ikke at være bundet af bestemmelsen om observation over grænserne eller af en del heraf, forudsat at sådanne forbehold ikke berører deres forpligtelser i henhold til Schengen-konventionen (3); Schengen-konventionens bestemmelser omhandler alle former for strafbare handlinger, som kan medføre udlevering, samt en lang række alvorlige strafbare handlinger, i forbindelse med hvilke der kan foretages observation over grænserne uden forudgående tilladelse, mens bestemmelsen i konventionen alene omhandler overtrædelser af toldbestemmelserne som defineret i artikel 4, nr. 3, og artikel 19, stk. 2, i konventionen; i henhold til Schengen-konventionens bestemmelse er det muligt at medføre tjenestevåben, medmindre den bistandssøgte part udtrykkeligt har modsat sig dette, hvorimod bestemmelsen i konventionen giver de enkelte medlemsstater ret til at fremsætte en generel erklæring om, at der aldrig må bringes våben ind på deres område, eller i bestemte tilfælde at beslutte, at der ikke må medbringes våben. I henhold til konventionen er det ikke kun personer, der direkte begår en overtrædelse, men også personer, der er impliceret i en overtrædelse, som kan observeres.

Artikel 22:

22.1. Denne artikel vedrører kontrollerede leverancer. Kontrollerede leverancer er en efterforskningsteknik, der indebærer, at forsendelser af mistænkelige eller ulovlige varer ikke beslaglægges ved grænsen, med holdes under observation, indtil de når frem til bestemmelsesstedet. Denne teknik gør det muligt for toldmyndighederne at identificere organisationer, der har gjort sig skyldige i ulovlig handel, og at retsforfølge hovedpersonerne i disse organisationer frem for blot at beslaglægge varerne ved grænsen og/eller retsforfølge varetransportørerne.

22.2. I artiklen fastslås det, at medlemsstaterne forpligter sig til at tillade kontrollerede leverancer på deres område i forbindelse med strafferetlig efterforskning af overtrædelser, som kan medføre udlevering. Beslutning om anvendelse af kontrollerede leverancer træffes af de kompetente myndigheder i den bistandssøgte medlemsstat under hensyn til dens nationale ret. Gennemførelsen af kontrollerede leverancer foregår under ledelse af de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor leverancen finder sted. Forsendelser kan standses, og det er muligt at lade deres indhold forblive intakt, fjerne det eller helt eller delvis erstatte det med andre varer.

22.3. Denne artikel er afledt af artikel 11 i FN-konventionen af 1988 imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer (Wienerkonventionen), som slår til lyd for princippet om internationale kontrollerede leverancer i forbindelse med ulovlig narkotikahandel.

22.4. Schengen-konventionens artikel 73 åbner ligeledes mulighed for at gennemføre kontrollerede leverancer. Bestemmelserne i de to konventioner ligner hinanden. De væsentligste forskelle er, at konventionen indebærer en forpligtelse til at holde den kontrollerede leverance under observation og åbner mulighed for, at forsendelserne standses og får lov til at fortsætte med det oprindelige indhold intakt eller fjernet eller erstattet med andre varer, hvorimod denne mulighed ikke omtales i Schengen-konventionen. Schengen-konventionen giver mulighed for kontrollerede leverancer af narkotika og psykotrope stoffer, medens konventionen giver mulighed for kontrollerede leverancer i forbindelse med »overtrædelser, som kan medføre udlevering«.

Artikel 23:

23.1. Denne artikel vedrører diskrete undersøgelser. Diskrete undersøgelser, som omhandlet i denne artikel, indebærer, at en embedsmand fra toldmyndighederne i en medlemsstat (eller en embedsmand, der handler på disse myndigheders vegne) får tilladelse til at operere på en anden medlemsstats område under falsk identitet. Det vil afhænge af bestemmelserne i medlemsstaternes egen lovgivning, hvordan de anvender denne artikel.

23.2. Der må kun anmodes om diskrete undersøgelser, hvis det ville være yderst vanskeligt at opklare sagen på anden måde.

23.3. I forbindelse med diskrete undersøgelser har embedsmændene kun beføjelse til at indsamle oplysninger og etablere kontakter til mistænkte eller andre personer i deres omgangskreds.

23.4. Diskrete undersøgelser skal gennemføres på de betingelser, der er fastsat i den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor de finder sted, og skal være af begrænset varighed. Den bistandssøgte myndighed er forpligtet til at yde den nødvendige personalemæssige og tekniske støtte.

23.5. Medlemsstaterne kan ved deponeringen af deres vedtagelsesinstrumenter afgive erklæring om, at de ikke er bundet af denne artikel eller en del heraf. Sådanne erklæringer kan til enhver tid trækkes tilbage.

Artikel 24:

24.1. Denne artikel vedrører fælles særlige efterforskningshold og giver medlemsstaterne mulighed for at nedsætte sådanne efterforskningshold efter fælles overenskomst. De har til formål at gennemføre vanskelige og krævende undersøgelser, som nødvendiggør en samtidig, koordineret indsats, og at koordinere denne med henblik på at forebygge og afsløre bestemte former for overtrædelser af toldbestemmelserne.

24.2. Efterforskningsholdene må kun nedsættes med henblik på et bestemt formål og for et begrænset tidsrum. En embedsmand fra den medlemsstat, hvor efterforskningsholdet befinder sig, forestår ledelsen af holdet, og den pågældende medlemsstat skaber de nødvendige organisatoriske forudsætninger for operationen. Efterforskningsholdet skal under operationen overholde lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

24.3. Deltagelse i et efterforskningshold giver ikke de pågældende udøvende beføjelser på en anden medlemsstats område.

AFSNIT V Databeskyttelse

Artikel 25:

25.1. Denne artikel omhandler spørgsmål om databeskyttelse i forbindelse med udveksling af personoplysninger mellem toldmyndighederne i henhold til bestemmelserne i denne konvention.

25.2. I henhold til artiklen er medlemsstaterne forpligtet til at overholde de relevante bestemmelser i Europarådets konvention fra 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger.

25.3. Ifølge artiklen kan medlemsstaterne stille betingelser med hensyn til behandlingen af data i forbindelse med videregivelsen af oplysninger til en anden medlemsstat.

25.4. Det fastlægges i denne artikel, at den modtagende myndighed kun må behandle personoplysninger med henblik på de formål, som er anført i konventionens artikel 1, stk. 1. Den myndighed, der modtager oplysninger i henhold til denne konvention, kan videregive disse til toldmyndigheder, retsforfølgende myndigheder og retsinstanser uden forudgående samtykke fra den medlemsstat, der har fremsendt dem, for at sætte dem i stand til at forfølge og straffe overtrædelser som omhandlet i artikel 4, nr. 3. I alle andre tilfælde er det nødvendigt at indhente samtykke fra den medlemsstat, der har givet oplysningerne.

25.5. Den videregivende medlemsstat har pligt til at sikre, at oplysningerne ajourføres og rettes, hvis de er ukorrekte, og at oplysninger, der ikke burde være videregivet, tilintetgøres. Tilsvarende skal den modtagende medlemsstat foretage de fornødne rettelser, når den er blevet gjort opmærksom herpå. Hvis den modtagende medlemsstat har grund til at tro, at de videregivne oplysninger er ukorrekte eller bør tilintetgøres, bør den underrette den videregivende medlemsstat herom.

25.6. Den berørte person har ret til at få oplysningerne rettet og kan anmode om at blive underrettet om, hvilke oplysninger vedrørende ham der er blevet videregivet, og med hvilket formål (medmindre dette strider mod hensynet til offentlighedens interesse). Den pågældendes ret til at modtage oplysninger herom er underlagt den nationale lovgivning og praksis i den medlemsstat, på hvis område der anmodes om oplysninger. Inden det bestemmes, om der skal gives oplysninger, skal den videregivende myndighed dog have lejlighed til at udtale sig.

25.7. De videregivne oplysninger må ikke opbevares længere end nødvendigt af hensyn til formålet med videregivelsen. Endvidere skal oplysningerne nyde mindst samme beskyttelse som den, modtagerlandet giver oplysninger af lignende art.

25.8. Medlemsstaterne er i henhold til deres nationale lovgivning og praksis ansvarlige for enhver skade, der tilføjes personer som følge af behandlingen af de personoplysninger, der er videregivet i forbindelse med denne konvention.

25.9. Medlemsstaterne kan med henblik herpå overdrage tilsynsfunktionen til den nationale tilsynsmyndighed, der fører tilsyn med overholdelsen af de tilsvarende bestemmelser i CIS-konventionen.

25.10. Artiklen berører ikke CIS-konventionen, som har sine egne bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, der udveksles i medfør af CIS-konventionen.

25.11. Udtrykket »behandling af personoplysninger« i denne konvention defineres på samme måde som i direktiv 95/46/EF. »Personoplysninger« og »behandling af personoplysninger« defineres i artikel 2, litra a) og b), i det nævnte direktiv. Definitionerne lyder således:

a) ved »personoplysninger« forstås enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (»den registrerede«); ved identificerbar person forstås en person, der direkte eller indirekte kan identificeres, bl. a. ved et identifikationsnummer eller et eller flere elementer, der er særlige for denne persons fysiske, fysiologiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet

b) ved »behandling af personoplysninger« (»behandling«) forstås enhver operation eller række af operationer - med eller uden brug af elektronisk databehandling - som personoplysninger gøres til genstand for, f. eks. indsamling, registrering, systematisering, opbevaring, tilpasning eller ændring, selektion, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring samt blokering, slettelse eller tilintetgørelse.

AFSNIT VI Fortolkning af konventionen

Artikel 26:

26.1. Denne artikel omhandler den rolle, som De Europæiske Fællesskabers Domstol (i det følgende kaldet »Domstolen«) spiller i forbindelse med konventionen.

26.2. Domstolen har kompetence til at afgøre tvister mellem medlemsstaterne vedrørende fortolkningen eller anvendelsen af konventionen, hvis Rådet ikke har kunnet bilægge striden inden for seks måneder. Domstolen har ligeledes kompetence til at afgøre tvister mellem medlemsstaterne og Kommissionen vedrørende fortolkningen og anvendelsen af konventionen. Endvidere har Domstolen kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af konventionen, omend kun for så vidt angår de medlemsstater, der har fremsat en erklæring om, at de godkender, at Domstolen får en sådan kompetence. En medlemsstat, som fremsætter en sådan erklæring, kan præcisere, hvilke af dens retter der kan anmode Domstolen om en præjudiciel afgørelse:

a) enten de retter, hvis afgørelser ikke kan appelleres, eller

b) alle retter.

Dog vil også medlemsstater, der ikke har godkendt, at Domstolen får en sådan kompetence, kunne indgive indlæg eller andre skriftlige udtalelser til Domstolen i sager, som er forelagt den.

26.3. Domstolen har ikke kompetence til at prøve gyldigheden eller proportionaliteten af operationer, der udføres af de kompetente retshåndhævende myndigheder, eller til at udtale sig om medlemsstaternes udøvelse af deres beføjelser med hensyn til opretholdelse af lov og orden og beskyttelse af den indre sikkerhed.

AFSNIT VII Gennemførelsesbestemmelser og afsluttende bestemmelser

Artikel 27:

I henhold til denne artikel er toldmyndighederne forpligtet til at tage hensyn til behovet for hemmeligholdelse af forundersøgelsen, når de udveksler oplysninger. Medlemsstaterne kan i den forbindelse stille betingelser for anvendelsen af oplysninger, som de videregiver til en anden medlemsstat, når det er nødvendigt af hensyn til behovet for hemmeligholdelse af forundersøgelsen.

Artikel 28:

Ifølge denne artikel er medlemsstaterne ikke forpligtet til at yde bistand, såfremt dette ville være til skade for den pågældende stats offentlige orden eller andre væsentlige interesser, især med hensyn til databeskyttelse. Anmodning kan endvidere afvises, hvis omfanget af den aktion, der anmodes om, især i forbindelse med de særlige former for samarbejde i henhold til afsnit IV, helt klart står i misforhold til grovheden af den formodede overtrædelse. Afslag på anmodninger om bistand skal begrundes.

Artikel 29:

Ifølge denne artikel skal medlemsstaterne normalt give afkald på alle krav om godtgørelse af udgifter, som er påløbet under gennemførelsen af denne konvention, undtagen udgifter til aflønning af eksperter. Hvis udgifterne er væsentlige eller ekstraordinære, skal de pågældende toldmyndigheder konsultere hinanden for at afgøre, hvorledes udgifterne skal afholdes.

Artikel 30:

30.1. I denne artikel, der vedrører forbehold med hensyn til denne konvention, fastslås det, at de eneste mulige forbehold er de forbehold, der er omhandlet i artikel 20, stk. 8, artikel 21, stk. 5, og artikel 23, stk. 5, hvorefter medlemsstaterne kan vælge ikke at være bundet af bestemmelserne om forfølgelse over grænserne, observation over grænserne og diskrete undersøgelser eller dele deraf.

30.2. Det anføres endvidere, at forpligtelser i henhold til andre aftaler, herunder navnlig de bestemmelser i Schengen-konventionen, der omhandler tættere samarbejde, ikke berøres af denne konvention. Dette betyder, at medlemsstater, som er kontraherende parter i Schengen-ordningerne, ikke kan fritages for mere bindende forpligtelser i henhold til Schengen-konventionen ved at indgå mindre bindende forpligtelser i henhold til konventionen.

30.3. F. eks. er Schengen-konventionens bestemmelse om forfølgelse over landegrænser bindende. Konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne omhandler forfølgelse over alle typer grænser, men bestemmelsen er fakultativ. Schengen-medlemmer kan imidlertid ikke fravælge bestemmelsen om forfølgelse over grænserne i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne, hvor der er tale om landegrænser.

Artikel 31:

31.1. I denne artikel afgrænses den geografiske anvendelse af konventionen til Fællesskabets toldområde. Fællesskabets toldområde er defineret udførligt i artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (toldkodeksen).

31.2. Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter proceduren i afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union, kan tilpasse stk. 1 til enhver ændring af de heri omhandlede bestemmelser i EF-retten.

Artikel 32:

Det fastsættes i denne artikel, at konventionen træder i kraft halvfems dage efter, at den sidste medlemsstat har afgivet notifikation om, at den har afsluttet procedurerne for vedtagelse af konventionen i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige bestemmelser. I den mellemliggende periode kan medlemsstater, der har afsluttet disse procedurer, imidlertid erklære, at konventionen (med undtagelse af artikel 26) finder anvendelse i deres forbindelser med andre medlemsstater, der har afgivet samme erklæring. Napoli-konventionen af 1967 ophæves på dagen for denne konventions ikrafttræden.

Artikel 33:

Det fastsættes i denne artikel, at konventionen er åben for tiltrædelse af stater, der i fremtiden bliver medlem af Den Europæiske Union. Endvidere fastlægges de procedurer, som skal følges af nye medlemsstater, der ønsker at tiltræde konventionen.

Artikel 34:

Denne artikel vedrører fremtidige ændringer af konventionen; det fremgår heraf, at enhver medlemsstat, der har tiltrådt konventionen, kan foreslå ændringer til konventionen, som fastlægges af Rådet.

Artikel 35:

Det fastslås i denne artikel, at generalsekretæren for Rådet er depositar for konventionen; i denne egenskab sørger han for, at oplysninger om, hvor langt man er kommet med hensyn til vedtagelse, tiltrædelse og iværksættelse af konventionen, tillige med erklæringer og forbehold og alle andre meddelelser vedrørende konventionen offentliggøres i Tidende.

(1) Østrig er i færd med at ratificere Napoli-konventionen af 1967.

(2) Jf. også beskrivelsen i denne forklarende rapport om artikel 30 i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.

(3) Jf. også beskrivelsen i denne forklarende rapport om artikel 30 i konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne.

BILAG A

>TABELPOSITION>

BILAG B

ERKLÆRING 1 8, SOM SKAL KNYTTES TIL KONVENTIONEN OG OFFENTLIGGØRES I DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS TIDENDE (EFT C 24 af 23.1.1998, s. 20)

1. Ad artikel 1, stk. 1, og artikel 28

Under henvisning til undtagelserne fra pligten til at yde bistand som omhandlet i artikel 28 i denne konvention erklærer Italien, at imødekommelsen af anmodninger om gensidig bistand i henhold til denne konvention vedrørende overtrædelser, som ifølge italiensk ret ikke udgør overtrædelser af nationale toldbestemmelser eller EF-toldbestemmelser - af grunde, der skyldes kompetencefordelingen mellem de nationale myndigheder vedrørende forebyggelse og forfølgning af forbrydelser - vil kunne være til skade for den offentlige orden eller andre væsentlige nationale interesser.

2. Ad artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 2

Danmark og Finland erklærer, at de fortolker ordene »retlige myndigheder« eller »retlig myndighed« i konventionens artikel 1, stk. 2, og artikel 3, stk. 2, som anført i de erklæringer, de har fremsat i medfør af artikel 24 i den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager, undertegnet den 20. april 1959 i Strasbourg.

3. Ad artikel 4, stk. 3, andet led

Danmark erklærer, at for dets vedkommende dækker artikel 4, stk. 3, andet led, kun handlinger, hvorved en person deltager i en eller flere af de overtrædelser, der begås af en gruppe personer, der handler med et fælles formål, herunder situationer, hvor den pågældende person ikke deltager i selve udførelsen af den eller de pågældende overtrædelser; en sådan deltagelse skal være baseret på kendskab til gruppens formål og generelle kriminelle virksomhed eller på kendskab til, at gruppen har til hensigt at begå de(n) pågældende overtrædelse(r).

4. Ad artikel 4, stk. 3, tredje led

Danmark erklærer, at for dets vedkommende finder artikel 4, stk. 3, tredje led, kun anvendelse på prædikatforbrydelser, i forbindelse med hvilke hæleri til enhver tid er strafbart i henhold til dansk lovgivning, herunder § 191a i straffeloven om narkotikahæleri og § 284 i straffeloven om hæleri i forbindelse med indsmugling af særlig grov karakter.

5. Ad artikel 6, stk. 4

Danmark, Finland og Sverige erklærer, at de forbindelsesofficerer, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, også kan repræsentere Norges og Islands interesser og omvendt. De fem nordiske lande indgik i 1982 en ordning, hvorefter udstationerede forbindelsesofficerer fra et af de berørte lande også repræsenterer de andre nordiske lande. Denne ordning blev indført for at styrke bekæmpelsen af den ulovlige narkotikahandel og begrænse de enkelte landes økonomiske byrde ved udstationering af forbindelsesofficerer. Danmark, Finland og Sverige tillægger det stor betydning, at denne meget velfungerende ordning kan fortsætte.

6. Ad artikel 20, stk. 8

Danmark erklærer, at det kan acceptere bestemmelserne i artikel 20 på følgende betingelser:

Når en anden medlemsstats toldmyndigheder foretager en forfølgelse over grænserne til vands eller i luften, kan en sådan forfølgelse kun fortsættes ind på dansk område, herunder dansk søterritorium og luftrummet over dansk område og søterritorium, hvis de kompetente danske myndigheder på forhånd har fået meddelelse herom.

7. Ad artikel 21, stk. 5

Danmark erklærer, at det kan acceptere bestemmelserne i artikel 21 på følgende betingelser:

Observation over grænserne uden forudgående tilladelse må kun finde sted i henhold til artikel 21, stk. 2 og 3, hvis der er tungtvejende grunde til at antage, at de observerede personer er involveret i en af de i artikel 19, stk. 2, omhandlede overtrædelser, som kan medføre udlevering.

8. Ad artikel 25, stk. 2, litra i)

Medlemsstaterne forpligter sig til at underrette hinanden i Rådet om de foranstaltninger, der træffes for at sikre, at de i litra i) omhandlede forpligtelser opfyldes.