Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32020D0590

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/590 af 24. april 2020 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784 for så vidt angår en ajourføring af relevante tekniske vilkår for frekvensbåndet 24,25-27,5 GHz (meddelt under nummer C(2020) 2542) (EØS-relevant tekst)

C/2020/2542

EUT L 138 af 30.4.2020, p. 19–22 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2020/590/oj

30.4.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 138/19


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2020/590

af 24. april 2020

om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784 for så vidt angår en ajourføring af relevante tekniske vilkår for frekvensbåndet 24,25-27,5 GHz

(meddelt under nummer C(2020) 2542)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen) (1), særlig artikel 4, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784 (2) harmoniseres de væsentlige tekniske vilkår for tilrådighedsstillelse og effektiv udnyttelse af 24,25-27,5 GHz-båndet i Unionen for jordbaserede systemer, der kan levere trådløse elektroniske bredbåndstjenester.

(2)

Frekvensbåndet 24,25-27,5 GHz (»26 GHz«) blev på verdensradiokonferencen i 2019 (WRC-19) harmoniseret på globalt plan til anvendelse til international mobiltelekommunikation (3) (IMT), ved at der blev foretaget ændringer af det internationale radioreglement inden for rammerne af Den Internationale Telekommunikationsunions Radiokommunikationssektor (ITU-R).

(3)

For at beskytte den passive satellitbaserede jordobservationstjeneste (EESS (passiv)) i 23,6-24 GHz-båndet blev der ved ITU-R-radioreglementet, som ændret (4), indført grænser på verdensplan for udstråling uden for båndet (»beskyttelsesgrænser«), som finder anvendelse i to faser for næste generation (5G) af jordbaserede trådløse systemer, der kan levere trådløse bredbåndstjenester i 26 GHz-båndet (5). Disse beskyttelsesgrænser er mindre restriktive end EU's harmoniserede grænser (6). Anvendelsen af beskyttelsesgrænserne i første fase i EU bør sikre rettidig adgang til 5G-udstyr og fremme hurtige investeringer i 5G-infrastruktur i det indre marked. Beskyttelsesgrænserne i anden fase bør sammen med kravet om, at der ikke må udrulles jordbaserede systemer med høj densitet til levering af trådløse adgangstjenester i et passende frekvensområde under 23,6 GHz, sikre passende beskyttelse af EESS (passiv) samt af meteorologiske satellittjenester i 23,6-24 GHz-båndet.

(4)

Beskyttelsesgrænserne i første fase, som i henhold til ITU-R-radioreglementet gælder frem til den 1. september 2027, kan øge risikoen for skadelig interferens for de globale (passive) EESS (f.eks. Copernicus-systemet og visse meteorologiske satellitter), afhængigt af tempoet i udrulningen af næste generation (5G) af jordbaserede trådløse systemer i 26 GHz-båndet. Det er derfor afgørende, at beskyttelsesgrænserne for anden fase anvendes inden begyndelsen af den massive udrulning af 5G i Unionen, som ventes fra og med 2025 (7).

(5)

En fortsat anvendelse af de nuværende mere restriktive EU-harmoniserede beskyttelsesgrænser i det indre marked vil medføre større beskyttelse af EESS (passiv) på hele Unionens område. Anvendelsen af beskyttelsesgrænser i Unionen, som adskiller sig fra dem, der anvendes i resten af verden, kan imidlertid påvirke tilrådighedsstillelsen af udstyr og udvalget heraf, netop fordi grænserne er mere restriktive, hvilket på sin side kan have negative konsekvenser for udgifterne til udstyr og omfanget af investeringer i højkapacitetsnet (5G).

(6)

I resolution 242 fra WRC-19, som er en integreret del af ITU-R-radioreglementet, anerkendes det, at frekvensbånd umiddelbart under 23,6-24 GHz-båndet ikke er bestemt til at anvendes af mobilapplikationer med høj densitet. Denne anerkendelse på internationalt plan bidrager til beskyttelsen af EESS (passiv) i dette bånd i forlængelse af beskyttelsesgrænserne i anden fase, som gælder for 26 GHz-båndet, jf. ITU-R-radioreglementet. Sådanne foranstaltninger øger beskyttelsen af EESS (passiv) og kvaliteten af de satellitdata, der er nødvendige for vejrudsigter. Der bør derfor ikke ske nogen ny udrulning af jordbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester i frekvensområdet 22-23,6 GHz i Unionen. Der kan desuden overvejes relevante tiltag til at sikre beskyttelsen af EESS (passiv), hvis sådanne systemer må placeres med høj tæthed i det pågældende frekvensområde uden for Unionen.

(7)

I henhold til artikel 4, stk. 2, i beslutning nr. 676/2002/EF og i betragtning af det presserende behov for at bevare reguleringsmæssig klarhed i det indre marked med henblik på anvendelsen af artikel 54 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 (8) anmodede Kommissionen Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT) (9), inden for rammerne af det mandat, som Kommissionen har givet CEPT til at foreslå harmoniserede tekniske vilkår for brugen af frekvensbånd til understøttelse af indførelsen af næste generation (5G) af jordbaserede trådløse systemer i Unionen (10), om at undersøge og melde om eventuelle behov for tilpasninger af beskyttelsesgrænserne i gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784.

(8)

CEPT bidrog med teknisk input i et brev af 6. marts 2020 (11), som skaber klarhed om en del af Kommissionens anmodning, og hvori den desuden anbefaler en foretrukket tilgang til beskyttelsen af (passiv) EESS i 23,6-24 GHz-båndet under hensyntagen til resultatet af WRC-19 og behovet for at sikre beskyttelsen af (passiv) EESS på lang sigt. Denne tilgang omfatter navnlig en tidligere dato for overgangen til beskyttelsesgrænserne i anden fase for at undgå risikoen for massudvikling af 5G-udstyr, der anvender begrænsningerne i første fase, samt et krav om at forhindre, at jordbaserede systemer, der kan levere trådløse bredbåndstjenester, placeres med høj tæthed i 22-23,6 GHz-båndet.

(9)

Gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784 bør derfor ændres for at sikre balance mellem Unionens politikker om udrulning af 5G og overvågningen af jordens atmosfære og overflade og for at fremme Unionens førende rolle inden for det globale 5G-økosystem af udstyr og tjenester.

(10)

CEPT har desuden udviklet tekniske hjælpemidler (12) til at understøtte udrulningen af 5G i 26 GHz-båndet, som tager udgangspunkt i frekvensanvendelsen under andre tilladelsesordninger, end dem der bygger på individuelle brugsrettigheder såsom generelle tilladelsesordninger eller kombinerede individuelle/generelle tilladelsesordninger. Disse hjælpemidler skal fungere som vejledning til medlemsstaterne om mulige løsninger, der kan gennemføres på nationalt plan, i overensstemmelse med deres forpligtelser med hensyn til dette bånd og under hensyntagen til den løbende udvikling af satellitjordstationer i EESS, rumforskningstjenesten (SRS) og fastsatellittjenesten (FSS).

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Frekvensudvalget, der er nedsat ved beslutning nr. 676/2002/EF —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784 foretages følgende ændringer:

(1)

Artikel 2, stk. 1, affattes således:

»Senest den 30. juni 2020 udpeger medlemsstaterne 24,25-27,5 GHz-båndet og stiller det uden eksklusivitet til rådighed for jordbaserede systemer, der kan levere trådløse elektroniske bredbåndstjenester, i overensstemmelse med de væsentlige tekniske vilkår, der er fastsat i bilaget.«

(2)

Artikel 7, stk. 1, affattes således:

»Medlemsstaterne forelægger Kommissionen en rapport om anvendelsen af denne afgørelse senest den 30. september 2020.«

(3)

Bilaget ændres som angivet i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. april 2020.

På Kommissionens vegne

Thierry BRETON

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 108 af 24.4.2002, s. 1.

(2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784 af 14. maj 2019 om harmoniserede vilkår for anvendelse af 24,25-27,5 GHz-båndet til jordbaserede systemer, der kan levere trådløse elektroniske bredbåndstjenester i Unionen (EUT L 127 af 16.5.2019, s. 13).

(3)  I henhold til ITU-R-resolution 750 (revideret ved WRC-19) om kompatibilitet mellem (passive) satellitbaserede jordobservationstjenester og relevante aktive tjenester.

(4)  http://www.itu.int/pub/R-REG-RR (2020-udgaven).

(5)  For 5G basisstationer/terminalstationer: -33/-29 dBW/200MHz indtil den 1. september 2027 (første fase) og -39/-35 dBW/200MHz derefter (anden fase).

(6)  Dvs. de ekstra basiseffektgrænser i tabel 4 og 6 i bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784.

(7)  Jf. Kommissionens meddelelse »5G til Europa: En handlingsplan« (COM(2016) 588 final).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36).

(9)  Brev til CEPT af 20. december 2019 (Udvalget for Elektronisk Kommunikation, projektteam 1, doc. ECC PT1 (20)011).

(10)  Dokument RSCOM16-40rev3.

(11)  Brev fra CEPT af 6. marts 2020: »CEPT response on additional input regarding the impact of the WRC-19 outcome on the harmonised technical conditions for the 26 GHz band« (Udvalget for Elektronisk Kommunikation, doc. ECC(20)055).

(12)  Eksempelvis (udkastet til) ECC-rapport 317 »Additional work on 26 GHz to address spectrum use under authorisation regimes other than individual rights of use: Technical toolkit to assist administrations« (godkendt af Udvalget for Elektronisk Kommunikation (ECC) til udsendelse i offentlig høring den 6. marts 2020).


BILAG

Bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/784 ændres således:

1)

Tabel 4 affattes således:

»Tabel 4

Ekstra basiseffektgrænse for basisstationen

Frekvensområde

Maksimal TRP

Målebåndbredde

Ikrafttræden

23,6-24,0 GHz

–33 dBW

200 MHz

Denne afgørelses ikrafttræden  (1)

–39 dBW

200 MHz

1. januar 2024 (2)

2)

Tabel 6 affattes således:

»Tabel 6

Ekstra basiseffektgrænse for terminalstationen

Frekvensområde

Maksimal TRP

Målebåndbredde

Ikrafttræden

23,6-24,0 GHz

–29 dBW

200 MHz

Denne afgørelses ikrafttræden

–35 dBW

200 MHz

1. januar 2024 (3)


(1)  Medlemsstaterne tillader ingen ny udrulning af jordbaserede systemer, der kan levere trådløse bredbåndstjenester i 22-23,6 GHz-båndet for at sikre en passende beskyttelse af den (passive) satellitbaserede jordobservationstjeneste og radioastronomitjenesten i 23,6-24 GHz-båndet, sammen med de gældende beskyttelsesgrænser efter den 1. januar 2024.

(2)  Denne grænse gælder for basisstationer, der tages i drift efter den 1. januar 2024. Den gælder ikke for basisstationer, der er taget i drift før denne dato; hvad angår sådanne basisstationer gælder grænsen på -33 dBW/200MHz fortsat efter den 1. januar 2024. Medlemsstaterne overvejer at indføre yderligere foranstaltninger for at vurdere og afbøde disse basisstationers samlede virkninger med hensyn til medlemsstaternes pligt efter artikel 3, litra a), vedrørende den (passive) satellitbaserede jordobservationstjeneste. Sådanne foranstaltninger omfatter tilpasning af størrelsen af de tildelte blokke, antennekonfigurationen, effekten inden for blokken eller udstyrets markedspenetration.«

(3)  Denne grænse gælder for terminalstationer, der tages i drift efter den 1. januar 2024. Den gælder ikke for terminalstationer, der er taget i drift før denne dato; hvad angår sådanne terminalstationer gælder grænsen på -29 dBW/200MHz fortsat efter den 1. januar 2024.«


Top