27.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 345/96

(1)

Den 9. november 2015 offentliggjorde Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) term sheet for den samlede tabsabsorberingskapacitet (Total Loss-absorbing Capacity, TLAC) (»TLAC-standarden«), der blev godkendt af G20 i november 2015. Formålet med TLAC-standarden er at sikre, at globale systemisk vigtige banker (G-SIB'er), kaldet globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er) i EU-regelsættet, har den tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet, der er nødvendig for at hjælpe med at sikre, at kritiske funktioner ved og umiddelbart efter en afvikling kan videreføres uden skatteydernes midler (offentlige midler) eller uden at bringe den finansielle stabilitet i fare. I sin meddelelse af 24. november 2015 med titlen »Hen imod fuldførelsen af bankunionen« gav Kommissionen tilsagn om, at den inden udgangen af 2016 ville fremsætte et lovgivningsforslag, som ville gøre det muligt at gennemføre TLAC-standarden i EU-retten inden den internationalt fastsatte tidsfrist i 2019.

(2)

Ved gennemførelsen af TLAC-standarden i EU-retten skal der tages hensyn til det eksisterende institutspecifikke minimumskrav for kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (»MREL«), der finder anvendelse på alle institutter i Unionen som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU (4). Da TLAC og MREL har samme mål om at sikre, at institutter i Unionen har en tilstrækkelig tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet, bør de to krav være komplementære elementer i et fælles regelsæt. Konkret foreslog Kommissionen, at det harmoniserede minimumsniveau for TLAC-standarden for G-SII'er (»TLAC-minimumskravet«) og kriterierne for passiver, der anvendes til at efterkomme den pågældende standard, bør indføres i EU-retten gennem ændringer til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (5), mens det institutspecifikke tillæg for G-SII'er og det institutspecifikke krav til ikke-G-SII'er samt relevante kriterier bør indføres gennem målrettede ændringer til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU og til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 806/2014 (6).

Dette direktiv, der vedrører usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens, supplerer ovennævnte retsakter, som foreslået ændret, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (7).

(3)

På baggrund af disse forslag og for at sikre retssikkerhed for markederne og for de enheder, der er omfattet af MREL og TLAC, er det vigtigt at sikre rettidig klarhed om kriterierne for de passiver, der anvendes for at efterleve MREL-kravet og den EU-ret, der gennemfører TLAC, og at indføre passende overgangsbestemmelser for nedskrivningsrelevansen af passiver udstedt inden det reviderede kriterium træder i kraft.

(4)

Medlemsstaterne bør sikre, at institutter har en tilstrækkelig tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet til at sikre en smidig og hurtig tabsabsorbering og rekapitalisering med minimal indvirkning på den finansielle stabilitet, samtidig med at en indvirkning på skatteyderne søges undgået. Dette bør opnås, ved at institutterne til stadighed overholder et TLAC-minimumskrav, der skal gennemføres i EU-retten ved en ændring af forordning (EU) nr. 575/2013, og med et krav om kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver, jf. direktiv 2014/59/EU.

(5)

I henhold til TLAC-standarden skal G-SII'er med visse undtagelser opfylde TLAC-minimumskravet med efterstillede forpligtelser, der ved insolvens er efterstillet forpligtelser, som er udelukket fra TLAC (»krav om efterstillelse«). Ifølge TLAC-standarden skal efterstillelse opnås gennem retsvirkningerne af en kontrakt (kendt som kontraktmæssig efterstillelse), lovgivningen i en given jurisdiktion (kendt som lovbestemt efterstillelse) eller en given selskabsstruktur (kendt som strukturel efterstillelse). Når det kræves i henhold til direktiv 2014/59/EU, bør institutter, der falder inden for nævnte direktivs anvendelsesområde, opfylde deres selskabsspecifikke krav med efterstillede forpligtelser for at minimere risikoen for et sagsanlæg fra kreditorer, fordi kreditorernes tab ved afvikling er større end de tab, de ville have lidt ved almindelig insolvensbehandling (princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere).

(6)

En række medlemsstater har ændret eller er i gang med at ændre prioritetsrækkefølgen ved insolvens for usikret ikke-efterstillet gæld i deres nationale insolvensret, således at deres institutter på en mere effektiv måde kan opfylde kravet om efterstillelse og dermed lette afvikling.

(7)

De nationale regler, som er blevet vedtaget indtil videre, er meget forskellige. Det forhold, at der ikke er nogen ensartede EU-regler, skaber usikkerhed for både udstedende institutter og investorer og vil sandsynligvis gøre det vanskeligere at anvende bail-in-værktøjet for grænseoverskridende institutter. Fraværet af harmoniserede EU lovgivning vil sandsynligvis ligeledes fordreje konkurrencevilkårene på det indre marked, da institutternes omkostninger ved at opfylde kravet om efterstillelse og investorernes omkostninger, når de køber gældsinstrumenter udstedt af institutter, kan være meget forskellige i Unionen.

(8)

Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 10. marts 2016 om bankunionen (8) Kommissionen til at fremlægge forslag om yderligere reduktion af de retlige risici for fordringer ud fra princippet om, at ingen kreditorer må stilles ringere, og i sine konklusioner af 17. juni 2016 opfordrede Rådet Kommissionen til at fremsætte et forslag til en fælles tilgang til bankkreditorrækkefølgen for at forbedre retssikkerheden i tilfælde af afvikling.

(9)

Det er derfor nødvendigt at fjerne væsentlige hindringer for det indre markeds funktion og undgå konkurrencefordrejninger som følge af manglende harmonisering af reglerne i EU om bankkreditorrækkefølgen og for at undgå sådanne hindringer og fordrejninger i fremtiden. Det passende retsgrundlag for dette direktiv er derfor artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(10)

For mest muligt at reducere omkostningerne til overholdelse af kravet om efterstillelse og enhver negativ indvirkning på finansieringsomkostningerne bør dette direktiv give medlemsstaterne mulighed for i givet fald at opretholde den eksisterende klasse af almindelig usikret ikke-efterstillet gæld, der er billigere for institutter at udstede end andre efterstillede forpligtelser. For at forbedre institutters afviklingsmuligheder bør dette direktiv imidlertid pålægge medlemsstaterne at etablere en ny klasse af »ikkeprivilegeret« seniorgæld, der ved insolvens bør stilles før kapitalgrundlagsinstrumenter og efterstillede forpligtelser, der ikke anses for kapitalgrundlag, men efter andre ikke-efterstillede forpligtelser. Institutter bør fortsat frit kunne udstede gæld i både klassen af seniorgæld og klassen af »ikkeprivilegeret« seniorgæld. Med forbehold af andre valgmuligheder og undtagelser, som TLAC-standarden fastsætter for opfyldelse af kravet om efterstillelse, bør det af disse to klasser kun være »ikkeprivilegeret« seniorgæld, der skal kunne opfylde kravet om efterstillelse. Dette har henblik på at gøre det muligt for institutter at anvende den billigere almindelige seniorgæld til finansieringsmæssige eller andre operationelle formål og udstede gæld i den nye klasse af »ikkeprivilegeret« seniorgæld for at opnå finansiering og samtidig opfylde kravet om efterstillelse. Medlemsstaterne bør have mulighed for at oprette flere klasser af andre almindelige usikrede forpligtelser, forudsat at de med forbehold af andre valgmuligheder og undtagelser fastsat i TLAC-standarden sikrer, at kun klassen af »ikkeprivilegerede« seniorgældsinstrumenter kan opfylde kravet om efterstillelse.

(11)

For at sikre, at den nye klasse af »ikkeprivilegerede« seniorgældsinstrumenter opfylder kriterierne som beskrevet i TLAC-standarden og som fastsat i direktiv 2014/59/EU og dermed forbedrer retssikkerheden, bør medlemsstaterne sikre, at disse gældsinstrumenter har en oprindelig kontraktmæssig løbetid på mindst et år, at de ikke indeholder indbyggede derivater og ikke selv er derivater, og at der i den relevante kontraktmæssige dokumentation for udstedelsen, og såfremt relevant i prospektet, henvises udtrykkeligt til deres lavere prioritet ved almindelig insolvensbehandling. Gældsinstrumenter med variabel rente, der er afledt af en bredt anvendt referencerente, som f.eks. Euribor eller Libor, og gældsinstrumenter, der ikke er denomineret i udstederens nationale valuta, bør, forudsat at tilbagebetaling af hovedstolen og renter er denomineret i samme valuta, ikke alene på grund af disse træk anses for at være gældsinstrumenter med indbyggede derivater. Dette direktiv bør ikke berøre eventuelle krav i national lovgivning om at registrere gældsinstrumenter i udstederens virksomheds register for forpligtelser, for at de opfylder betingelserne for klassen af ikkeprivilegerede seniorgældsinstrumenter som fastsat i dette direktiv.

(12)

For at forbedre investorernes retssikkerhed bør medlemsstaterne sikre, at almindelige usikrede gældsinstrumenter og andre almindelige usikrede forpligtelser, der ikke er gældsinstrumenter, har en højere prioritet i henhold til national insolvensret end den nye klasse af »ikkeprivilegerede« seniorgældsinstrumenter. Medlemsstaterne bør ligeledes sikre, at den nye klasse af »ikkeprivilegerede« seniorgældsinstrumenter har en højere prioritet end kapitalgrundlagsinstrumenter og har en højere prioritet end eventuelle efterstillede forpligtelser, der ikke anses for kapitalgrundlag.

(13)

Målene for dette direktiv, nemlig at fastsætte harmoniserede regler om prioritetsrækkefølgen ved insolvens for usikrede gældsinstrumenter i EU's regelsæt for genopretning og afvikling og navnlig at øge bail-in-ordningens effektivitet, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af foranstaltningens omfang bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål. Dette direktiv bør navnlig ikke berøre andre valgmuligheder og undtagelser, som TLAC-standarden fastsætter for opfyldelse af kravet om efterstillelse.

(14)

Nærværende direktivs ændringer til direktiv 2014/59/EU bør finde anvendelse på usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt på eller efter nærværende direktivs anvendelsesdato. Af hensyn til retssikkerheden, og for at reducere overgangsomkostningerne så meget som muligt, er det imidlertid nødvendigt at indføre passende garantier for så vidt angår prioritetsrækkefølgen ved insolvens for fordringer vedrørende gældsinstrumenter, der er udstedt før denne dato. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at prioritetsrækkefølgen ved insolvens for alle udestående usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter, som institutter har udstedt inden denne dato, er underlagt medlemsstaternes love som vedtaget pr. 31. december 2016. I det omfang visse nationale love som vedtaget pr. 31. december 2016 allerede forfølger målet om at gøre det muligt for institutter at udstede efterstillede forpligtelser, bør en del af eller alle udestående usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter, der er udstedt inden nærværende direktivs anvendelsesdato, kunne have samme prioritetsrækkefølge ved insolvens som de »ikkeprivilegerede« seniorgældsinstrumenter, der er udstedt på nærværende direktivs betingelser. Desuden bør medlemsstaterne efter den 31. december 2016 og inden nærværende direktivs ikrafttrædelsesdato være i stand til at tilpasse deres nationale lovgivning om prioritetsrækkefølgen ved almindelig insolvensbehandling for usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt efter datoen for anvendelsen af den pågældende lovgivning med henblik på at opfylde betingelserne i nærværende direktiv. I så fald bør kun usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt inden anvendelsen af den pågældende nye nationale lovgivning fortsat være underlagt medlemsstaternes love som vedtaget pr. 31. december 2016.

(15)

Dette direktiv bør ikke hindre medlemsstaterne i at fastsætte, at dette direktiv fortsat bør finde anvendelse, når de udstedende enheder ikke længere er omfattet af EU-regelsættet for genopretning og afvikling, navnlig fordi de har afhændet deres kredit- eller investeringsaktiviteter til tredjemand.

(16)

Dette direktiv harmoniserer prioritet ved almindelig insolvensbehandling for usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter og omfatter ikke prioritetsrækkefølgen ved insolvens for indskud ud over de eksisterende gældende bestemmelser i direktiv 2014/59/EU. Dette direktiv berører derfor ikke medlemsstaternes nuværende eller fremtidige nationale lovgivning vedrørende almindelig insolvensbehandling, som omfatter prioritetsrækkefølgen ved insolvens for indskud, for så vidt at denne prioritetsrækkefølge ikke er harmoniseret ved direktiv 2014/59/EU, uanset hvornår indskuddene er foretaget. Senest den 29. december 2020 bør Kommissionen gennemgå anvendelsen af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår prioritetsrækkefølgen for indskud ved insolvens og navnlig vurdere behovet for eventuelle yderligere ændringer heraf.

(17)

For at sikre retssikkerhed for markederne og for de enkelte institutter og for at fremme en effektiv anvendelse af bail-in-værktøjet bør dette direktiv træde i kraft dagen efter offentliggørelsen —

1)

Artikel 2, stk. 1, nr. 48), affattes således:

2)

Artikel 108 affattes således:

»Artikel 108

Prioritetsrækkefølge ved insolvens

1.   Medlemsstaterne sikrer i deres nationale lovgivning vedrørende almindelig insolvensbehandling:

2.   Medlemsstaterne sikrer, at almindelige usikrede fordringer for enheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a)-d), i henhold til de nationale bestemmelser om almindelig insolvensbehandling har en højere prioritet end usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter, der opfylder følgende betingelser:

3.   Medlemsstaterne sikrer, at usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter, der opfylder betingelserne i nærværende artikels stk. 2, litra a), b) og c), har en højere prioritet i henhold til deres nationale retsregler om almindelig insolvensbehandling end fordringer vedrørende instrumenter som omhandlet i artikel 48, stk. 1, litra a)-d).

4.   Medlemsstaterne sikrer, uden at det berører stk. 5 og 7, at deres nationale lovgivning om almindelig insolvensbehandling som vedtaget pr. 31. december 2016 finder anvendelse på prioritetsrækkefølgen ved almindelig insolvensbehandling for usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt af enheder som omhandlet i nærværende direktivs artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a)-d), inden datoen for ikrafttrædelsen af foranstaltninger i henhold til national lovgivning, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 (*1).

5.   Såfremt en medlemsstat efter den 31. december 2016 og inden den 28. december 2017 har vedtaget en national lov vedrørende prioritetsrækkefølgen ved almindelig insolvensbehandling for usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt efter datoen for den pågældende nationale lovs anvendelse, finder stk. 4 ikke anvendelse på fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt efter datoen for den pågældende nationale lovs anvendelse, forudsat at alle de følgende betingelser er opfyldt:

På datoen for ikrafttrædelsen af foranstaltninger i henhold til national lovgivning, der gennemfører direktiv (EU) 2017/2399, har usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter som omhandlet i nærværende stykkes første afsnit, litra b), den samme prioritet som den, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, litra a), b) og c), og stk. 3.

6.   Med henblik på stk. 2, litra b), og stk. 5, første afsnit, litra a), nr. ii), anses gældsinstrumenter med variabel rente, der er afledt af en bredt anvendt referencerente, og gældsinstrumenter, der ikke er denomineret i udstederens nationale valuta, forudsat, at tilbagebetaling af hovedstolen og renter er denomineret i samme valuta, ikke for at være gældsinstrumenter med indbyggede derivater alene på grund af disse træk.

7.   Medlemsstater, der inden den 31. december 2016 vedtog en national lovgivning vedrørende almindelig insolvensbehandling, hvorved almindelige usikrede fordringer vedrørende gældsinstrumenter udstedt af enheder som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, litra a-d), opdeles i to eller flere forskellige prioritetsrækkefølger, eller hvorved prioritetsrækkefølgen for almindelige usikrede fordringer vedrørende sådanne gældsinstrumenter ændres i forhold til alle andre almindelige usikrede fordringer med den samme prioritet, kan fastsætte, at gældsinstrumenter med den laveste prioritet blandt disse almindelige usikrede fordringer har den samme prioritet som fordringer, der opfylder betingelserne i nærværende artikels stk. 2, litra a), b) og c), og stk. 3.

(*1)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/2399 af 12. december 2017 om ændring af direktiv 2014/59/EU for så vidt angår usikrede gældsinstrumenters prioritetsrækkefølge ved insolvens (EUT L 345 af 27.12.2017, s. 96).«"