Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016R1192

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte

EUT L 200 af 26.7.2016, p. 137–139 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1192/oj

26.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 200/137


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU, Euratom) 2016/1192

af 6. juli 2016

om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 256, stk. 1, artikel 257, stk. 1 og 2, og artikel 281, stk. 2,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106A, stk. 1,

under henvisning til begæring fra Domstolen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Kommissionen (1),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 48 i protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2015/2422 (3), fastsætter, at Retten, som består af 40 dommere pr. 25. december 2015, skal bestå af 47 dommere pr. 1. september 2016 og af to dommere pr. medlemsstat pr. 1. september 2019.

(2)

Som anført i betragtning 9 i forordning (EU, Euratom) 2015/2422 bør forøgelsen med syv af antallet af dommere ved Retten den 1. september 2016 ledsages af en overførsel til Retten af kompetence til som første instans at afgøre tvister mellem Unionen og dens ansatte i henhold til artikel 270 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Denne overførsel af kompetence forudsætter i overensstemmelse med artikel 256, stk. 1, i TEUF, at Retten for EU-Personalesager (»Personaleretten«) opløses.

(3)

Den kompetence til at træffe afgørelse om tvister mellem enhver institution eller ethvert organ, kontor eller agentur på den ene side og disses ansatte på den anden side, der er tillagt Den Europæiske Unions Domstol, bør således i første instans tillægges Retten.

(4)

Det er derfor nødvendigt at ophæve Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom (4) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 979/2012 (5) og at ændre protokol nr. 3.

(5)

Retten bør behandle EU-personalesager under hensyntagen til de særlige forhold ved tvister på dette område, herunder ved at undersøge mulighederne for en mindelig bilæggelse på ethvert trin i sagens behandling.

(6)

Endvidere bør der med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse af sagsbehandlingen i de sager, som verserer ved Personaleretten på overførselsdatoen, og med henblik på at fastsætte den ordning, der finder anvendelse på appeller til prøvelse af Personalerettens afgørelser, som er under behandling på den nævnte dato, eller som efterfølgende iværksættes, fastsættes hensigtsmæssige overgangsbestemmelser vedrørende overførslen til Retten af EU-personalesager —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Afgørelse 2004/752/EF, Euratom og forordning (EU, Euratom) nr. 979/2012 ophæves.

Artikel 2

I protokol nr. 3 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 50a

1.   Retten udøver i første instans de beføjelser til at træffe afgørelse om tvister mellem Unionen og dens ansatte i henhold til artikel 270 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, herunder tvister mellem enhver institution eller ethvert organ, kontor eller agentur på den ene side og disses ansatte på den anden side, der er tillagt Den Europæiske Unions Domstol.

2.   På ethvert trin i sagens behandling, også umiddelbart efter stævningens indgivelse, kan Retten undersøge mulighederne for en mindelig bilæggelse af tvisten og bestræbe sig på at fremme en sådan bilæggelse.«

2)

Artikel 62c affattes således:

»Artikel 62c

Bestemmelserne om kompetence, sammensætning, organisation og rettergangsmåde for enhver specialret, der oprettes i henhold til artikel 257 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, findes i et bilag til denne statut.«

3)

Bilag I udgår.

Artikel 3

Sager, der verserer ved Personaleretten den 31. august 2016, overføres til Retten. De bliver viderebehandlet af Retten i den stand, som de befinder sig i på denne dato, og i overensstemmelse med dens procesreglement. For det tilfælde at en sag overføres til Retten efter afslutningen af retsforhandlingernes mundtlige del, genåbnes denne del.

Artikel 4

Uanset denne forordnings artikel 2, nr. 3, finder artikel 9-12 i bilag I til protokol nr. 3 fortsat anvendelse på de appeller til prøvelse af afgørelser fra Personaleretten, der er indbragt for Retten inden den 31. august 2016, eller som iværksættes efter denne dato. Såfremt Retten annullerer en afgørelse fra Personaleretten og samtidig finder, at sagen ikke er moden til påkendelse, hjemviser den sagen til en anden afdeling end den, der har truffet afgørelse vedrørende appellen.

Artikel 5

Denne forordning træder i kraft den første dag i måneden efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den finder anvendelse fra den 1. september 2016.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 6. juli 2016.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

I. KORČOK

Formand


(1)  Udtalelse af 22.2.2016 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Europa-Parlamentets holdning af 9.6.2016 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 24.6.2016.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2015/2422 af 16. december 2015 om ændring af protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol (EUT L 341 af 24.12.2015, s. 14).

(4)  Rådets afgørelse 2004/752/EF, Euratom af 2. november 2004 om oprettelse af en ret for EU-personalesager (EUT L 333 af 9.11.2004, s. 7).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 979/2012 af 25. oktober 2012 om stedfortrædende dommere ved Retten for EU-Personalesager (EUT L 303 af 31.10.2012, s. 83).


Top