9.5.2013

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/31

---

KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 391/2013

af 3. maj 2013

om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 550/2004 af 10. marts 2004 om udøvelse af luftfartstjenester i det fælles europæiske luftrum (1), ændret ved forordning (EF) nr. 1070/2009 (»luftfartstjenesteforordningen«) (2), særlig artikel 15, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Ved forordning (EF) nr. 550/2004 har Kommissionen fået til opgave at fastlægge en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester, således at den anvendes på en ensartet måde i det fælles europæiske luftrum.

(2)

Det er af største betydning for virkeliggørelsen af det fælles europæiske luftrum, at der udformes en fælles afgiftsordning for de luftfartstjenester, der udøves i alle faser af en flyvning. En sådant ordning bør bidrage til at skabe større gennemskuelighed i forbindelse med beregning, pålæggelse og opkrævning af afgifter, der gælder for luftrumsbrugere. Ordningen bør også bidrage til at fremme en sikker og omkostningseffektiv udøvelse af luftfartstjenester over for brugerne, der finansierer ordningen, og stimulere en integreret udøvelse af tjenester.

(3)

Den fælles afgiftsordning bør spille en integreret rolle i opfyldelsen af præstationsordningens målsætninger, jf. artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum (3), ændret ved forordning (EF) nr. 1070/2009 (»rammeforordningen«) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 om oprettelse af en præstationsordning for luftfartstjenester og netfunktioner (4).

(4)

I overensstemmelse med den overordnede målsætning om at forbedre luftfartstjenesternes præstationer bør afgiftsordningen fremme omkostnings- og driftseffektivitet, og den bør åbne mulighed for at fastsætte ordninger for at tilskynde luftfartstjenesteudøvere til at støtte forbedringer af udøvelsen af luftfartstjenester og herunder anvendelsen af trafikrisikodeling.

(5)	Den fælles afgiftsordning bør være i overensstemmelse med Eurocontrols overflyvningsafgiftsordning og artikel 15 i ICAO's Chicago-konvention af 1944 angående international civil luftfart (Chicagokonventionen).

(6)	Den fælles afgiftsordning bør muliggøre en optimal udnyttelse af luftrummet under hensyntagen til lufttrafikken — navnlig inden for de funktionelle luftrumsblokke, der er oprettet i medfør af artikel 9a i forordning (EF) nr. 550/2004.

(7)	Et centralt princip for den fælles afgiftsordning går ud på, at der i rette tid står fuldstændige og gennemskuelige oplysninger om omkostningsgrundlaget til rådighed for repræsentanterne for luftrumsbrugerne og for de kompetente myndigheder.

(8)

Når tårn- og indflyvningskontroltjenester og/eller CNS-, MET- og AIS-tjenester udøves på markedsvilkår, bør medlemsstaterne for disse tjenesters vedkommende kunne beslutte ikke at beregne fastlagte omkostninger, ikke at beregne tårn- og indflyvningskontrolafgifter, ikke at fastsætte enhedsrater for tårn- og indflyvningskontroltjenester og/eller ikke at fastsætte finansielle incitamenter.

(9)	Da driften af lufthavne udvikles løbende, kan der være behov for at ændre tårn- og indflyvningskontrolafgiftszoner i løbet af en referenceperiode.

(10)

Indførelsen af ny teknologi og procedurer med tilhørende forretningsmodeller med henblik på at fremme en integreret udøvelse af tjenester bør munde ud i betydelige sparede omkostninger til gavn for brugerne. For at skabe grundlaget for denne fremtidige omkostningsbesparelse må luftfartstjenesteudøverne afholde omstruktureringsomkostninger med henblik på at forbedre deres forretning — omkostninger, som de kan få dækket, hvis en nettofordel for brugerne kan påvises.

(11)	Incitamentordninger, som tilskynder til bedre præstationer, bør hænge sammen med det ønskværdige i at belønne eller sanktionere faktiske præstationer i forhold til de præstationsniveauer, som blev forventet ved præstationsplanens vedtagelse.

(12)

For at fremskynde gennemførelsen af SESAR-teknologi bør investeringer i nye ATM-systemer og en omhyggelig gennemgang af eksisterende ATM-systemer, der påvirker det europæiske ATM-nets præstationsniveau, være berettiget til omkostningsdækning via brugerafgifter, hvis de er i overensstemmelse med gennemførelsen af den europæiske ATM-masterplan, bl.a. i kraft af fælles projekter som angivet i artikel 15a, stk. 3, i forordning (EF) nr. 550/2004. Medlemsstaterne bør desuden kunne beslutte at modulere luftfartsafgifter for at skabe incitamenter til at udstyre luftfartøjer med systemer, der indgår i de fælles projekter.

(13)	For at øge luftfartstjenesternes effektivitet og fremme en optimal udnyttelse heraf bør medlemsstaterne kunne modulere afgifter yderligere efter trafiktætheden på nettet i et specifikt område eller på en specifik rute på specifikke tidspunkter.

(14)	Afgifterne, navnlig for lette luftfartøjer, bør ikke være så høje, at de virker som en bremse på brugen af faciliteter og tjenester, der er nødvendige for flyvesikkerheden, eller på indførelsen af nye teknikker og procedurer.

(15)	Medlemsstaterne bør kunne fastsætte deres enhedsrater i fællesskab, især hvor afgiftszonerne strækker sig over mere end én medlemsstats luftrum, eller hvor medlemsstaterne er part i en fælles overflyvningsafgiftsordning.

(16)	For at gøre den fælles afgiftsordning effektiv og nedbringe den administrative og regnskabsmæssige arbejdsbyrde i en fælles overflyvningsafgiftsordning bør medlemsstaterne kunne opkræve overflyvningsafgifter i fællesskab via en enkelt afgift pr. flyvning.

(17)	De retlige midler bør styrkes for at sikre, at brugerne af luftfartstjenester omgående og fuldt ud betaler luftfartsafgifter.

(18)	Afgifter, der pålægges luftrumsbrugere, bør fastsættes og anvendes på en rimelig og gennemsigtig måde efter høring af brugernes repræsentanter. Sådanne afgifter bør tages op til revision med jævne mellemrum.

(19)	Kommissionens forordning (EF) nr. 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester (5), ændret ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1191/2010 af 16. december 2010 (6) bør ophæves pr. 1. januar 2015.

(20)	Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Fælles Luftrum —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Ved denne forordning fastsættes foranstaltninger med henblik på at opstille en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester.

2.   Forordningen gælder for luftfartstjenester, der udøves af lufttrafiktjenesteudøvere, som er udpeget i medfør af artikel 8 i forordning (EF) nr. 550/2004, og af vejrtjenesteudøvere, der er udpeget i medfør af samme forordnings artikel 9, stk. 1, for den almene lufttrafik i det luftrum i ICAO EUR- og AFI-områderne, hvor medlemsstaterne er ansvarlige for udøvelsen af luftfartstjenester. Den gælder ligeledes for den netadministrator, som er oprettet i medfør af artikel 3 i Kommissionens forordning (EU) nr. 677/2011 (7).

3.   Medlemsstaterne kan anvende denne forordning på luftfartstjenester, der udøves i det luftrum, der hører ind under deres ansvarsområde inden for andre ICAO-områder, forudsat at de underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

4.   Medlemsstaterne kan anvende forordningen på luftfartstjenesteudøvere, der har fået tilladelse til at udøve luftfartstjenester uden certificering, jf. artikel 7, stk. 5, i forordning (EF) nr. 550/2004.

5.   Medmindre andet fremgår af artikel 1, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, kan medlemsstaterne beslutte ikke at anvende denne forordning til luftfartstjenester, der udøves i lufthavne med færre end 70 000 IFR-flybevægelser om året.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om deres beslutning.

Artikel 2

Definitioner

Med henblik på denne forordning finder definitionerne i artikel 2 i forordning (EF) nr. 549/2004 anvendelse.

Derudover finder følgende definitioner anvendelse:

1)   »luftfartstjenestebruger«: operatøren af luftfartøjet på det tidspunkt, hvor flyvningen gennemføres, eller, hvis dennes identitet ikke kendes, luftfartøjets ejer, medmindre det kan bevises, at en anden var operatør på det tidspunkt

2)   »repræsentant for luftrumsbrugerne«: enhver juridisk person eller enhed, der repræsenterer interesserne hos en eller flere kategorier af luftfartstjenestebrugere

3)   »IFR«: instrumentflyveregler som defineret i bilag 2 til Chicago-konventionen (10. udgave — juli 2005)

4)   »VFR«: visuelflyveregler som defineret i bilag 2 til Chicago-konventionen (10. udgave — juli 2005)

5)   »overflyvningsafgiftszone«: et udsnit af luftrummet, for hvilket der er fastlagt et fælles omkostningsgrundlag og en fælles enhedsrate

6)   »tårn- og indflyvningskontrolafgiftszone«: en lufthavn eller en gruppe af lufthavne, for hvilke der er fastlagt et fælles omkostningsgrundlag og en fælles enhedsrate

7)   »fastlagte omkostninger«: de omkostninger, der på forhånd er fastlagt af medlemsstaterne som omhandlet i artikel 15, stk. 2, litra a), i forordning (EF) nr. 550/2004

8)   »referenceperiode«: referenceperioden for den præstationsordning, der er oprettet ved artikel 11, stk. 3, litra d), i forordning (EF) nr. 549/2004 og artikel 8 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013

9)   »IFR-flybevægelser«: summen af starter og landinger, der udføres efter instrumentflyvereglerne, beregnet som et årsgennemsnit over de tre år, der går forud for præstationsplanens forelæggelse

10)   »andre indtægter«: indtægter fra offentlige myndigheder, herunder finansiel støtte fra Unionens støtteprogrammer såsom det transeuropæiske transportnet (TEN-T), Connecting Europe-faciliteten (CEF) og Samhørighedsfonden, indtægter fra erhvervsmæssige aktiviteter og/eller, for så vidt angår enhedsrater for tårn- og indflyvningskontroltjenester, indtægter som følge af kontrakter eller aftaler mellem luftfartstjenesteudøvere og lufthavnsoperatører

11)   »præstationsplan«: en præstationsplan, der er opstillet i henhold til bestemmelserne i artikel 11 til 16 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013

12)   »faktiske omkostninger«: reelt påløbne omkostninger ved udøvelse af luftfartstjenester i et år, som er underlagt en afsluttende revision

13)   »CNS-, MET- og AIS-tjenester«: kommunikations-, navigations- og overvågningstjenester, vejrtjenester til luftfartsformål og luftfartsinformationstjenester

14)   »omstruktureringsomkostninger«: betydelige engangsomkostninger, der afholdes af luftfartstjenesteudøvere i omstruktureringsprocessen, ved at der indføres nye teknologier, procedurer og tilknyttede forretningsmodeller for at tilskynde til en integreret udøvelse af tjenester, hvis medlemsstaten ønsker at få dækket omkostningerne i en eller flere referenceperioder. De kan omfatte kompensationsudgifter til arbejdstagere, lukning af flyvekontrolcentraler, overflytning af aktiviteter til nye lokaliteter og afskrivning af aktiver og/eller erhvervelse af strategisk medbestemmelsesret i andre luftfartstjenesteudøvere.

Artikel 3

Tårn- og indflyvningskontroltjenester og AIS-, MET- og CNS-tjenester, der er underlagt markedsvilkår

1.   Uden at dette berører anvendelsen af de principper, der er nævnt i artikel 14 og 15 i forordning (EF) Nr. 550/2004, og med forbehold af den vurdering, der er nævnt i stk. 2, kan medlemsstaterne beslutte før påbegyndelsen af en referenceperiode eller i begrundede tilfælde i selve referenceperioden, at nogle af eller alle deres tårn- og indflyvningskontroltjenester eller AIS-, MET- og CNS-tjenester er underlagt markedsvilkår. I så fald anvendes bestemmelserne i denne forordning, men de pågældende medlemsstater kan for disse tjenesters vedkommende beslutte:

a)	ikke at beregne de fastlagte omkostninger i henhold til denne forordnings artikel 7

b)	ikke at fastsætte finansielle incitamenter for disse tjenester på de centrale præstationsområder kapacitet og miljø i henhold til denne forordnings artikel 15 og, for så vidt angår tårn- og indflyvningskontroltjenester,

c)	ikke at beregne tårn- og indflyvningskontrolafgifter i henhold til denne forordnings artikel 12

d)	ikke at fastsætte enhedsrater for tårn- og indflyvningskontroltjenester i henhold til denne forordnings artikel 17.

2.   Medlemsstaterne foretager en udførlig vurdering af alle de betingelser, der er fastsat i bilag I til nærværende forordning, for at fastslå, om nogle af eller alle deres tårn- og indflyvningskontroltjenester eller CNS-, MET- og AIS-tjenester er underlagt markedsvilkår. Denne vurdering omfatter en høring af luftrumsbrugernes repræsentanter.

3.   De medlemsstater, der er nævnt i stk. 1, forelægger senest 19 måneder før en referenceperiodes begyndelse eller datoen for anvendelsen af beslutninger, der træffes i henhold til stk. 1, Kommissionen en detaljeret rapport om indholdet og resultaterne af den vurdering, der er nævnt i stk. 2. Rapporten underbygges med dokumentation, herunder i givet fald udbudsmaterialet, en begrundelse for udvælgelsen af tjenesteudøveren og en beskrivelse af de ordninger, som den udvalgte tilbudsgiver pålægges for at sikre, at tårn- og indflyvningskontroltjenester eller CNS-, MET- og AIS-tjenester udøves på en omkostningseffektiv måde, tillige med resultatet af høringen af luftrumsbrugernes repræsentanter. Rapporten skal indeholde en fyldestgørende begrundelse for medlemsstatens konklusioner.

4.   Hvis Kommissionen er enig i, at markedsvilkår er indført i overensstemmelse med kravene i bilag I, underretter den den pågældende medlemsstat inden fire måneder efter at have modtaget rapporten. Denne periode på fire måneder udvides til seks måneder efter modtagelsen af rapporten, hvis Kommissionen finder, at der er behov for yderligere dokumentation for at fastslå, om der er indført markedsvilkår.

Hvis Kommissionen finder, at der ikke er indført markedsvilkår, skal den inden seks måneder efter modtagelsen af rapporten og i overensstemmelse med den procedure, der er nævnt i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) Nr. 549/2004, træffe afgørelse om, at den eller de pågældende medlemsstater fuldt ud skal opfylde denne forordnings bestemmelser. En sådan afgørelse træffes efter høring af den eller de berørte medlemsstater.

5.   Medlemsstatens rapport og Kommissionens afgørelse, jf. stk. 4, gælder for hele den pågældende referenceperiode; de skal være offentligt tilgængelige, og en henvisning til dem skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Principper for den fælles afgiftsordning

1.   Den fælles afgiftsordning er underlagt de principper, der er fastsat i artikel 15 i forordning (EF) nr. 550/2004.

2.   De fastlagte omkostninger for overflyvningsluftfartstjenester finansieres ved overflyvningsafgifter, som pålægges brugere af luftfartstjenester efter bestemmelserne i kapitel III og/eller andre indtægter.

3.   De fastlagte omkostninger for tårn- og indflyvningskontroltjenester finansieres ved tårn- og indflyvningskontrolafgifter, som pålægges brugere af luftfartstjenester efter bestemmelserne i kapitel III og/eller andre indtægter.

4.   Stk. 2 og 3 er ikke til hinder for, at fritagelsen af visse luftfartstjenestebrugere dækkes af andre finansieringskilder i medfør af artikel 10.

5.   Den fælles afgiftsordning skal tilvejebringe gennemsigtighed for og høring af luftrumsbrugernes repræsentanter om omkostningsgrundlag og om fordelingen af omkostningerne mellem de forskellige tjenester.

6.   Indtægter fra overflyvningsafgifter eller tårn- og indflyvningskontrolafgifter, der fastsættes i henhold til denne forordnings artikel 11 og 12, må ikke anvendes til at finansiere luftfartstjenesteudøveres erhvervsmæssige aktiviteter.

Artikel 5

Fastlæggelse af afgiftszoner

1.   Medlemsstaterne fastlægger afgiftszoner i det luftrum under deres ansvarsområde, hvor der ydes luftfartstjenester over for luftrumsbrugerne.

2.   Afgiftszonerne fastlægges på en måde, der er forenelig med flyvekontrolaktiviteterne og -tjenesterne efter høring af luftrumsbrugernes repræsentanter.

3.   En overflyvningsafgiftszone strækker sig fra jorden op til og med det øvre luftrum. I komplekse tårn- og indflyvningskontrolområder kan medlemsstaterne fastlægge en specifik zone inden for en afgiftszone.

4.   Hvis afgiftszoner strækker sig over mere end én medlemsstats luftrum, sikrer de berørte medlemsstater, at forordningen anvendes på en konsekvent og ensartet måde på det pågældende luftrum.

5.   En tårn- og indflyvningskontrolafgiftszone kan ændres i løbet af en referenceperiode. I så fald skal medlemsstaterne:

a)

forelægge Kommissionen relevante omkostninger og trafikdata, således at Kommissionen får mulighed for at reetablere sammenhængende omkostnings- og trafikdataserier, der afspejler situationen før og efter ændringen, og udføre sine opgaver i henseende til præstationsovervågning i overensstemmelse med artikel 18 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013

b)	høre luftrumsbrugernes repræsentanter og rapportere deres bemærkninger til Kommissionen

c)	forelægge Kommissionen en vurdering af, hvordan ændringerne påvirker omkostningsmålene for tårn- og indflyvningskontroltjenester samt præstationsovervågningen og angive, hvordan den skal udføre præstationsovervågningen i resten af referenceperioden.

KAPITEL II

OMKOSTNINGERNE VED UDØVELSE AF LUFTFARTSTJENESTER

Artikel 6

Tjenester, faciliteter og aktiviteter, der kan indgå i beregningsgrundlaget

1.   Luftfartstjenesteudøvere i henhold til artikel 1, stk. 2 og 4, fastslår omkostningerne ved at udøve luftfartstjenester, for så vidt angår de faciliteter og tjenester, der er omhandlet i og gennemført i henhold til ICAO Regional Air Navigation Plan, European Region, i afgiftszonerne under deres ansvarsområde.

Disse omkostninger omfatter generelle administrationsomkostninger, uddannelse, undersøgelser, test og forsøg samt forskning og udvikling vedrørende disse tjenester.

2.   Medlemsstaterne kan opgive de følgende omkostninger som fastlagte omkostninger i overensstemmelse med artikel 15, stk. 2, litra b), i forordning (EF) nr. 550/2004, når disse opstår som et resultat af udøvelsen af luftfartstjenester:

a)	omkostninger, der bæres af de relevante nationale tilsynsmyndigheder

b)	omkostninger, der bæres af de kvalificerede enheder, jf. artikel 3 i forordning (EF) nr. 550/2004

c)	omkostninger, der hidrører fra internationale aftaler.

3.   I henhold til artikel 15a, stk. 3, i forordning (EF) nr. 550/2004 må en del af indtægterne fra afgifterne anvendes til at finansiere fælles projekter om netfunktioner, der er særligt vigtige for en generel forbedring af præstationerne inden for lufttrafikstyring og luftfartstjenester. I så fald skal medlemsstaterne iværksætte en detaljeret og gennemskuelig praksis for bogføring for at sikre, at luftrumsbrugerne ikke pålægges afgifter to gange. Fastlagte omkostninger, der følger af et fælles projekt, angives klart i overensstemmelse med bilag II og VII.

4.   Investeringer i nye ATM-systemer og en gennemgribende omlægning af eksisterende ATM-systemer kan komme i betragtning, for så vidt som de er i overensstemmelse med gennemførelsen af den europæiske ATM-masterplan, bl.a. gennem de fælles projekter, der er omhandlet i artikel 15a, stk. 3, i forordning (EF) Nr. 550/2004.

Artikel 7

Beregning af omkostninger

1.   De fastlagte omkostninger og faktiske omkostninger skal omfatte omkostningerne ved de tjenesteydelser, faciliteter og aktiviteter, der i henhold til nærværende forordnings artikel 6 kan indgå i beregningsgrundlaget, og som er opgivet i overensstemmelse med regnskabskravene i artikel 12 i forordning (EF) nr. 550/2004.

De ikke-tilbagevendende virkninger af indførelsen af internationale regnskabsstandarder kan spredes over en periode på op til 15 år.

Uanset artikel 17 og 19 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 fastsættes de fastlagte omkostninger, inden hver referenceperiode påbegyndes, som led i præstationsplanen for hvert kalenderår i referenceperioden i både reale og nominelle værdier. For hvert år i referenceperioden fremføres forskellen mellem de fastlagte omkostninger udtrykt i nominelle værdier forud for referenceperioden og de fastlagte omkostninger, der justeres på grundlag af forskellen mellem den af Kommissionen registrerede faktiske inflation ifølge Eurostats HICP som offentliggjort i april i år n og den forventede inflation ifølge præstationsplanen for året før referenceperioden og for hvert år i referenceperioden, til år n + 2 med henblik på at beregne enhedsraten.

Fastlagte omkostninger og faktiske omkostninger beregnes i national valuta. Hvis en fælles afgiftszone med en fælles enhedsrate er blevet oprettet for en funktionel luftrumsblok, sørger de berørte medlemsstater for at omregne nationale omkostninger til euro eller til en af de berørte medlemsstaters nationale valutaer, så det sikres, at beregningen af den fælles enhedsrate i henhold til nærværende forordnings artikel 17, stk. 1, tredje afsnit, er gennemskuelig. De pågældende medlemsstater underretter Kommissionen og Eurocontrol herom.

2.   De omkostninger, der er nævnt i stk. 1, opdeles i personaleomkostninger, andre driftsomkostninger, afskrivningsomkostninger, kapitalomkostninger og ekstraordinære omkostninger såsom ikke-refunderbare skatter og afgifter samt alle andre dermed forbundne omkostninger.

Personaleomkostninger omfatter bruttoløn, overtidsbetaling, arbejdsgiverbidrag til socialsikringsordninger samt pensionsomkostninger og andre ydelser. Ved beregningen af pensionsomkostninger kan der anlægges forsigtige skøn på grundlag af ordningens forvaltning eller den nationale lovgivning. Disse skøn skal specificeres i præstationsplanen.

Andre driftsomkostninger skal omfatte udgifter til indkøb af varer og tjenesteydelser, der anvendes i udøvelsen af luftfartstjenester, bl.a. udliciterede tjenesteydelser, eksternt personale, materialer, energi og andre forsyningsomkostninger, leje af bygninger, udstyr og faciliteter, vedligeholdelse, forsikringsomkostninger og rejseudgifter. Når en lufttrafiktjenesteudøver køber andre luftfartstjenester, skal vedkommende medregne de faktiske udgifter til disse tjenester under sine andre driftsomkostninger.

Afskrivningsomkostningerne vedrører de samlede anlægsaktiver, der anvendes til luftfartstjenesteformål. Anlægsaktiver afskrives i henhold til deres forventede levetid efter princippet om lineær afskrivning af omkostningerne ved de aktiver, der afskrives. Afskrivningen kan beregnes på basis af historiske omkostninger eller genanskaffelsesomkostninger. Metoden må ikke ændres i løbet af afskrivningsperioden, og den skal være i overensstemmelse med de anvendte kapitalomkostninger (nominelle kapitalomkostninger for regnskaber baseret på historiske omkostninger og reale kapitalomkostninger for regnskaber baseret på genanskaffelsesomkostninger). Anvendes regnskaber baseret på genanskaffelsesomkostninger, angives tillige de tilsvarende tal på grundlag af historiske omkostninger til sammenligning og vurdering.

Kapitalomkostningerne opgøres som produktet af:

a)

summen af den gennemsnitlige bogførte nettoværdi af de anlægsaktiver og eventuelle opjusteringer af de samlede aktiver som opgivet af den nationale tilsynsmyndighed, der anvendes af luftfartstjenesteudøveren og er i drift eller under opførelse, og den gennemsnitlige nettoværdi af de omsætningsaktiver bortset fra bankkonti med rentetilskrivning, der er nødvendige for udøvelsen af luftfartstjenester, og

b)	det vægtede gennemsnit af gældsrenten og egenkapitalforrentningen. For luftfartstjenesteudøvere uden egenkapital beregnes det vægtede gennemsnit på basis af en forrentning af forskellen mellem de samlede aktiver, jf. litra a), og gælden.

Ekstraordinære poster skal bestå af ikke-tilbagevendende omkostninger i forbindelse med udøvelsen af luftfartstjenester i årets løb.

En eventuel justering, der ligger ud over bestemmelserne i de internationale regnskabsstandarder, angives i præstationsplanen med henblik på Kommissionens gennemgang og i de yderligere oplysninger, der forelægges efter bilag II.

3.   Ved beregningen af kapitalomkostningerne, jf. stk. 2, baseres de faktorer, der skal lægges vægt på, på forholdet mellem finansiering via gæld og finansiering via egenkapital. Gældsrenten er luftfartstjenesteudøverens vægtede gennemsnitlige gældsrente. Egenkapitalforrentningen skal være den samme, som opgives i præstationsplanen for rapporteringsperioden, og baseres på luftfartstjenesteudøverens faktiske finansielle risiko som vurderet forud for referenceperioden.

Hvis aktiverne ikke tilhører luftfartstjenesteudøveren, men indgår i beregningen af kapitalomkostningerne, sikrer medlemsstaterne, at omkostningerne ved disse aktiver ikke godtgøres to gange.

4.   Beregning af faktiske omkostninger kan omfatte dækning af luftfartstjenesteudøveres omstruktureringsomkostninger i referenceperioder, der er gået forud for en eller flere referenceperioder, hvor omkostningerne dækkes, med forbehold for en forretningsplan, der dokumenterer en nettogevinst for brugere i tidens løb.

Den nationale tilsynsmyndighed forelægger Kommissionen forretningsplanen, en plan for dækning af omstruktureringsomkostningerne og resultaterne af en høring af luftrumsbrugernes repræsentanter om forretningsplanen og planen for dækning af omstruktureringsomkostningerne.

Finder Kommissionen, at den forventede nettofordel for brugerne i tidens løb er påvist, underretter den medlemsstaten herom inden fem måneder efter at have modtaget den nationale tilsynsmyndigheds anmodning.

Finder Kommissionen, at den forventede nettofordel for brugerne i tidens løb ikke er påvist, træffer den — efter proceduren i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 549/2004 og inden fem måneder efter at have modtaget den nationale tilsynsmyndigheds anmodning — afgørelse om, at luftfartstjenesteudøveres omstruktureringsomkostninger ikke skal dækkes, og Kommissionen underretter den pågældende medlemsstat herom.

Den pågældende medlemsstat rapporterer om udviklingen af omstruktureringsomkostningerne og brugernes nettofordele i sin årlige beretning i henhold til artikel 18, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013.

Artikel 8

Fordeling af omkostninger

1.   Omkostningerne ved de tjenesteydelser, faciliteter og aktiviteter, der i henhold til artikel 6 kan indgå i beregningsgrundlaget, fordeles på en gennemskuelig måde på de afgiftszoner, hvor de rent faktisk er påløbet.

Hvor omkostningerne er påløbet på tværs af forskellige afgiftszoner, fordeles de forholdsmæssigt på grundlag af en gennemskuelig metode i henhold til artikel 9.

2.   Omkostningerne til tårn- og indflyvningskontroltjenester vedrører følgende tjenester:

a)	tårnkontroltjenester, flyvepladsflyveinformationstjenester, herunder lufttrafikrådgivningstjenester og alarmeringstjenester

b)	lufttrafiktjenester i forbindelse med luftfartøjers ind- og udflyvning inden for en vis afstand fra en lufthavn, baseret på operationelle krav

c)	en passende del af alle andre luftfartstjenesteelementer, der afspejler en forholdsmæssig fordeling mellem overflyvnings- og tårn- og indflyvningskontroltjenester.

Med henblik på anvendelsen af stk. 2, litra b) og c), skal medlemsstaterne inden påbegyndelsen af hver referenceperiode, for hver lufthavn definere, efter hvilke kriterier omkostningerne fordeles mellem tårn- og indflyvningskontroltjenester og overflyvningstjenester, og de underretter Kommissionen herom.

3.   Omkostningerne ved overflyvningstjenester vedrører de omkostninger, der er nævnt i stk. 1, med undtagelse af de omkostninger, der er nævnt i stk. 2.

4.   Hvis VFR-flyvninger fritages for afgifter i medfør af artikel 10, skal luftfartstjenesteudøveren opgøre omkostningerne ved de luftfartstjenester, der ydes til VFR-flyvningerne, og holde dem særskilt fra omkostningerne ved luftfartstjenester, der ydes til IFR-flyvninger. Disse omkostninger kan fastslås ved hjælp af en metode til bestemmelse af marginalomkostninger, der tager hensyn til de fordele, IFR-flyvninger har af tjenester, der ydes VFR-flyvninger.

Artikel 9

Gennemsigtighed i omkostningerne og afgiftsordningen

1.   Medlemsstaterne skal på en koordineret måde, senest syv måneder før påbegyndelsen af hver referenceperiode indkalde luftrumsbrugernes repræsentanter til en høring om fastlagte omkostninger, planlagte investeringer, tjenesteenhedsprognoser, afgiftspolitik og de deraf følgende enhedsrater. De bistås af luftfartstjenesteudøverne. Medlemsstaterne fastsætter på en gennemsigtig måde deres nationale omkostninger eller omkostninger til funktionelle luftrumsblokke, som opgjort i henhold til artikel 6, og stiller deres enhedsrater til rådighed for luftrumsbrugernes repræsentanter, Kommissionen og, hvor det er relevant, Eurocontrol.

I referenceperioden indbyder medlemsstaterne hvert år og på en koordineret måde luftrumsbrugernes repræsentanter til en høring om eventuelle afvigelser fra prognosen, navnlig med hensyn til:

a)	den faktiske trafik og omkostninger set i forhold til den skønnede trafik og de fastlagte omkostninger

b)	gennemførelsen af den mekanisme til trafikrisikodeling, som er fastsat i artikel 13

c)	gennemførelsen af den mekanisme til omkostningsdeling, som er fastsat i artikel 14

d)	incitamentordningerne, som er fastsat i artikel 15

e)	moduleringen af afgifter, som er fastsat i artikel 16.

Høringen kan tilrettelægges på regionalt plan. Luftrumsbrugernes repræsentanter bevarer retten til at anmode om, at der afholdes flere høringer. Brugerne høres ligeledes systematisk efter aktivering af en varslingsmekanisme, som er omhandlet i artikel 17 og 19 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, og som afføder en revision af de(n) fastlagte enhedsomkostning(er).

2.   De oplysninger, der er nævnt i stk. 1, baseres på de oplysningsskemaer og de nærmere bestemmelser, der er opstillet i bilag II, VI og VII. Hvis det er fastslået i overensstemmelse med artikel 3, at tårn- og indflyvningskontroltjenester eller CNS-, MET- og AIS-tjenester er underlagt markedsvilkår, baseres de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, på de oplysningsskemaer og de nærmere bestemmelser, der er opstillet i bilag III. Den relevante dokumentation stilles til rådighed for luftrumsbrugernes repræsentanter, Kommissionen, Eurocontrol og de nationale tilsynsmyndigheder tre uger før høringsmødet. Hvad angår den årlige høring, der henvises til i stk. 1, andet afsnit, skal den relevante dokumentation stilles til rådighed for luftrumsbrugernes repræsentanter, Kommissionen, Eurocontrol og de nationale tilsynsmyndigheder, hvert år senest den 1. juni.

3.   For at muliggøre rapportering om gennemførelsen af præstationer, jf. artikel 18, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 stiller medlemsstaterne senest den 1. juni hvert år deres faktisk påløbne omkostninger i det foregående år, og forskellen mellem de faktiske omkostninger og de fastlagte omkostninger i præstationsplanen til rådighed for Kommissionen og Eurocontrol ved at anvende det oplysningsskema og de nærmere bestemmelser, der er fastsat i bilag II, VI og VII. De medlemsstater, der har besluttet, at tårn- og indflyvningskontroltjenester eller CNS-, MET- og AIS-tjenester er underlagt markedsvilkår i henhold til artikel 3, meddeler disse oplysninger ved at anvende det oplysningsskema og de nærmere bestemmelser, der er fastsat i bilag III.

KAPITEL III

FINANSIERING AF UDØVELSE AF LUFTFARTSTJENESTER VIA LUFTFARTSAFGIFTER

Artikel 10

Fritagelse for luftfartsafgifter

1.   Medlemsstaterne fritager følgende flyvninger fra overflyvningsafgifter:

a)	flyvninger udført med luftfartøjer med en maksimal tilladt startmasse på under to tons

b)	blandede VFR/IFR-flyvninger i de afgiftszoner, hvor flyvningerne udføres udelukkende efter VFR-reglerne, og hvor der ikke opkræves afgift for VFR-flyvninger

c)

flyvninger, der udføres udelukkende med det formål at befordre den regerende monark og dennes nærmeste familie, statsoverhoveder, regeringsledere eller ministre på officiel tjenesterejse; fritagelsen skal under alle omstændigheder fremgå af den relevante statusindikator eller bemærkning i flyveplanen

d)	eftersøgnings- og redningsflyvninger, der er godkendt af den relevante kompetente instans.

2.   Medlemsstaterne kan fritage følgende flyvninger fra overflyvningsafgifter:

a)	militære flyvninger, der udføres af militærfly fra et hvilket som helst land

b)

skoleflyvninger, der udføres udelukkende med det formål at opnå et certifikat, eller, hvis der er tale om flyvebesætningsmedlemmer, en rating af certifikat, og hvor dette fremgår af en passende bemærkning i flyveplanen; sådanne flyvninger må kun udføres inden for den pågældende medlemsstats luftrum, og flyvningerne må ikke tjene til befordring af passagerer og/eller fragt, eller til positionering eller transport af luftfartøjet

c)	flyvninger, der udføres udelukkende med det formål at kontrollere eller afprøve udstyr, der bruges eller er beregnet til at blive brugt som jordbaserede hjælpemidler for luftfarten, med undtagelse af positioneringsflyvninger, der udføres af det pågældende luftfartøj

d)	flyvninger, der afsluttes i den lufthavn, hvorfra luftfartøjet er startet, og som ikke indebærer nogen mellemlanding

e)	VFR-flyvninger

f)	humanitære flyvninger, der er godkendt af den relevante kompetente instans

g)	toldvæsenets og politiets flyvninger.

3.   Medlemsstaterne kan fritage de flyvninger, der er anført i stk. 1 og 2, for tårn- og indflyvningskontrolafgifter.

4.   Omkostningerne ved flyvninger, der fritages for afgifter, omfatter:

a)	omkostningerne ved VFR-flyvninger, der er fritaget for afgifter, jf. artikel 8, stk. 4, og

b)

omkostningerne ved fritagne IFR-flyvninger, der beregnes som produktet af de påløbne omkostninger ved IFR-flyvninger og forholdet mellem antallet af fritagne tjenesteenheder og det samlede antal tjenesteenheder, idet det samlede antal tjenesteenheder består af tjenesteenheder for IFR-flyvninger og tjenesteenheder for VFR-flyvninger, medmindre disse er fritaget. De påløbne omkostninger ved IFR-flyvninger er lig med de samlede omkostninger minus omkostningerne ved VFR-flyvninger.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at luftfartstjenesteudøverne godtgøres for de tjenester, de yder fritagne luftfartøjer.

Artikel 11

Beregning af overflyvningsafgifter

1.   Uden at det berører muligheden for i henhold til artikel 4, stk. 2, at finansiere overflyvningstjenester via andre indtægter, beregnes overflyvningsafgiften for en given flyvning i en bestemt overflyvningsafgiftszone som produktet af den enhedsrate, der er fastsat for den pågældende overflyvningsafgiftszone, og antallet af overflyvningstjenesteenheder for denne flyvning.

2.   Enhedsraten og antallet af overflyvningstjenesteenheder beregnes i henhold til bilag IV.

Artikel 12

Beregning af tårn- og indflyvningskontrolafgifter

1.   Uden at det berører muligheden for i henhold til artikel 4, stk. 3, at finansiere tårn- og indflyvningskontroltjenester via andre indtægter, beregnes tårn- og indflyvningskontrolafgiften for en given flyvning i en bestemt tårn- og indflyvningskontrolafgiftszone som produktet af den enhedsrate, der er fastsat for den pågældende zone, og antallet af tårn- og indflyvningskontroltjenesteenheder for denne flyvning. I forbindelse med afgiftsopkrævningen betragtes ind- og udflyvning som én flyvning. Som enhed tælles enten den ankommende eller den afgående flyvning.

2.   Enhedsraten og antallet af tårn- og indflyvningskontroltjenesteenheder beregnes i henhold til bilag V.

Artikel 13

Trafikrisikodeling

1.   En mekanisme til trafikrisikodeling anvendes efter de principper, der er omhandlet i artikel 12 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013.

2.   Følgende omkostninger underlægges ikke trafikrisikodeling og medfører en forhøjelse eller en nedsættelse af de fastlagte omkostninger i et eller flere efterfølgende år uanset trafikudviklingen:

a)	de fastlagte omkostninger, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, med undtagelse af aftaler om lufttrafiktjeneste på tværs af landegrænser

b)	de fastlagte omkostninger for vejrtjenester

c)	justeringen som følge af forskelle mellem den skønnede og faktiske inflation som omhandlet i artikel 7, stk. 1

d)	dækning af omstruktureringsomkostninger, hvis dette er tilladt i henhold til artikel 7, stk. 4

e)	fremførslen, der opstår ved gennemførelsen af mekanismen til trafikrisikodeling

f)	tilladte fremførsler fra den tidligere referenceperiode, der opstår ved gennemførelsen af mekanismen til omkostningsdeling, som er omhandlet i artikel 14

g)	bonusser eller sanktioner, der opstår ved de finansielle incitamentordninger, som er omhandlet i artikel 15

h)	den for høje eller for lave omkostningsdækning, der kan hidrøre fra moduleringen af luftfartsafgifter i medfør af artikel 16

i)	den for høje eller for lave omkostningsdækning, der kan hidrøre fra trafikudviklingen

j)	for den anden referenceperiodes vedkommende den for høje eller for lave omkostningsdækning, der er påløbet hos medlemsstaterne til og med år 2011 for overflyvningsluftfartstjenester og til og med 2014 for tårn- og indflyvningskontroltjenester.

Desuden kan medlemsstaterne fastsætte, at trafikrisikodeling ikke gælder for de fastlagte omkostninger for luftfartstjenesteudøvere, der har fået tilladelse til at udøve luftfartstjenester uden certificering, jf. artikel 7, stk. 5, i forordning (EF) nr. 550/2004.

3.   Hvis antallet af faktiske tjenesteenheder i et givet år n ikke ligger mere end 2 % over eller under prognosen ifølge præstationsplanen for samme år n, fremføres luftfartstjenesteudøverens yderligere eller tabte indtægter i forhold til fastlagte omkostninger ikke.

4.   Hvis antallet af faktiske tjenesteenheder i et givet år n ligger mere end 2 % over prognosen ifølge præstationsplanen for samme år n, nedsættes de fastlagte omkostninger i år n + 2 med mindst 70 % af de berørte luftfartstjenesteudøveres yderligere indtægter fra den del, som overstiger forskellen på 2 % mellem de faktiske tjenesteenheder og prognosen over fastlagte omkostninger, der er opgjort i præstationsplanen.

Hvis antallet af faktiske tjenesteenheder i et givet år n ligger mere end 2 % under prognosen ifølge præstationsplanen for samme år n, forhøjes de fastlagte omkostninger tidligst fra år n + 2 med højst 70 % af de berørte luftfartstjenesteudøveres indtægtstab fra den del, som overstiger forskellen på 2 % mellem de faktiske tjenesteenheder og prognosen over fastlagte omkostninger, der er opgjort i præstationsplanen.

5.   Hvis antallet af faktiske tjenesteenheder i et givet år n ligger under 90 % af prognosen ifølge præstationsplanen for samme år n, forhøjes de fastlagte omkostninger tidligst fra år n + 2 med det fulde beløb af de berørte luftfartstjenesteudøveres indtægtstab fra den del, som overstiger forskellen på 10 % mellem de faktiske tjenesteenheder og prognosen over fastlagte omkostninger, der er opgjort i præstationsplanen.

Hvis antallet af faktiske tjenesteenheder i et givet år n ligger over 110 % af prognosen ifølge præstationsplanen for samme år n, nedsættes de fastlagte omkostninger i år n + 2 med det fulde beløb af de berørte luftfartstjenesteudøveres yderligere indtægter fra den del, som overstiger forskellen på 10 % mellem de faktiske tjenesteenheder og prognosen over fastlagte omkostninger, der er opgjort i præstationsplanen.

6.   For tårn- og indflyvningskontroltjenesters vedkommende kan medlemsstaterne beslutte ikke at anvende bestemmelserne i stk. 3, 4 og 5 for lufthavne med færre end 225 000 IFR-flybevægelser om året. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om deres beslutning inden to måneder efter denne forordnings offentliggørelse.

Artikel 14

Omkostningsdeling

1.   En mekanisme til omkostningsdeling anvendes i overensstemmelse med følgende principper:

a)	hvis de faktiske omkostninger i hele referenceperioden er lavere end de fastlagte omkostninger, der er opgjort ved referenceperiodens begyndelse, bevarer den pågældende luftfartstjenesteudøver, medlemsstat eller kvalificerede enhed retten til den opståede difference

b)	hvis de faktiske omkostninger i hele referenceperioden er højere end de fastlagte omkostninger, der er opgjort ved referenceperiodens begyndelse, dækker den pågældende luftfartstjenesteudøver, medlemsstat eller kvalificerede enhed den opståede difference.

2.   Følgende omkostninger er undtaget fra anvendelsen af stk. 1, litra a) og b):

a)

Omkostningsdelingsordningerne i stk. 1, litra a) og b), anvendes ikke på forskelle mellem de fastlagte omkostninger og faktiske omkostninger med hensyn til omkostninger, som den pågældende luftfartstjenesteudøver, medlemsstat eller kvalificerede enhed har truffet rimelige og påviselige skridt til at håndtere, men må anses for at ligge uden for dennes indflydelse som følge af: i) uforudsete ændringer af national lovgivning om pension og pensionsregnskaber eller pensionsomkostninger som følge af uforudsete forhold på finansmarkedet ii) væsentlige ændringer i rentesatser for udlån, der finansierer omkostninger ved udøvelsen af luftfartstjenester iii) uforudsete nye omkostningsposter, som ikke optræder i præstationsplanen, men er påkrævet ved lov iv) uforudsete ændringer af national skatteret v) uforudsete ændringer i omkostninger eller indtægter i medfør af internationale aftaler.

b)

Uanset artikel 7, stk. 1, tredje afsnit, skal hver enkelt omkostningspost, der er omfattet af stk. 2, litra a), fastsættes af den nationale tilsynsmyndighed, og i præstationsplanen specificeres følgende for hver omkostningspost i forhold til den foregående referenceperiode: i) en fuldstændig beskrivelse af omkostningsposten ii) de omkostninger, der henføres til denne post i præstationsplanen iii) begrundelsen for, hvorfor omkostningsposten anses for at være støtteberettiget inden for rammerne af stk. 2, litra a), snarere end stk. 1, litra a) og b) iv) tilgrundliggende eksterne begivenheder eller omstændigheder, som den pågældende nationale tilsynsmyndighed, luftfartstjenesteudøver eller kvalificerede enhed ikke har indflydelse på, og som førte til en afvigelse mellem de faktiske og fastlagte omkostninger i relation til denne omkostningspost v) foranstaltninger, der er truffet for at håndtere omkostningsrisikoen i relation til denne post.

c)	Afvigelserne mellem de faktiske omkostninger og de fastlagte omkostninger i forbindelse med disse poster skal påvises og udredes i overensstemmelse med bilag VII, punkt 2.

d)

Hvis de faktiske omkostninger i hele referenceperioden som følge af fradrag af omkostninger i henhold til stk. 2, litra a), bliver lavere end de fastlagte omkostninger, der er opgjort ved referenceperiodens begyndelse, tilbageføres differencen til luftrumsbrugerne med en fremførsel til den eller de følgende referenceperioder.

e)

Hvis de faktiske omkostninger i hele referenceperioden som følge af inddragelse af omkostninger i henhold til stk. 2, litra a), bliver højere end de fastlagte omkostninger, der er opgjort ved referenceperiodens begyndelse, videregives differencen til luftrumsbrugerne med en fremførsel til den eller de følgende referenceperioder.

f)

Den nationale tilsynsmyndighed fastslår hvert år, at afvigelserne mellem de faktiske omkostninger og de fastlagte omkostninger reelt skyldes relevante begivenheder eller omstændigheder, jf. stk. 2, litra a), og er i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2, litra b). Den kontrollerer desuden, at afvigelsen med hensyn til omkostninger, der sendes videre til brugerne, påvises og kategoriseres utvetydigt. Den underretter luftrumsbrugere og rapporterer til Kommissionen om resultatet af sin vurdering en gang om året. Konstaterer Kommissionen inden seks måneder efter modtagelsen af den nationale tilsynsmyndigheds årlige vurderingsrapport, at det ikke i vurderingsrapporten slås fast, at afvigelserne mellem de faktiske omkostninger og de fastlagte omkostninger reelt skyldes relevante begivenheder eller omstændigheder, jf. stk. 2, litra a), og er i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2, litra b), træffer den efter proceduren i artikel 5, stk. 2, i forordning (EF) nr. 549/2004 en afgørelse om, at den eller de berørte medlemsstater — enten helt eller delvist alt efter resultaterne af gennemgangen — ikke har ret til at anvende bestemmelserne i stk. 2 med hensyn til afvigelsen mellem de faktiske omkostninger og de fastlagte omkostninger.

g)	Det fremførte beløb udspecificeres efter faktorer og beskrives i de yderligere oplysninger, som forelægges efter bilag VI.

Artikel 15

Incitamentordninger for luftfartstjenesteudøvere

1.   Medlemsstaterne vedtager finansielle incitamenter for deres luftfartstjenesteudøvere på det centrale præstationsområde kapacitet og kan vedtage sådanne finansielle incitamenter på det centrale præstationsområde miljø i overensstemmelse med artikel 12 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013. Disse incitamenter skal bestå af bonusser for overopfyldelse hhv. sanktioner for manglende opfyldelse af præstationsmålniveauer, og de lægges til eller trækkes fra de vedtagne fastlagte omkostninger alt efter det opnåede præstationsniveau.

Sådanne incitamentordninger skal være i overensstemmelse med følgende principper:

a)	enhedsraten for år n + 2 tilpasses, således at der gives en bonus for overopfyldelse eller en sanktion for manglende opfyldelse målt på luftfartstjenesteudøverens faktiske præstationsniveau i år n i forhold til det relevante mål

b)	det gældende niveau for bonusser og sanktioner skal stå i forhold til de mål, der søges opfyldt, og den opnåede præstation. Der må ikke gives bonus for præstationer, som ligger på eller under de forventede præstationsmål

c)	det gældende niveau for bonusser og sanktioner skal svare til hinanden

d)	det maksimale beløb af kumulerede bonusser og det maksimale beløb af kumulerede sanktioner må ikke overstige 1 % af indtægterne fra luftfartstjenester i år n

e)	udsving i præstationsniveauer og det gældende niveau for bonusser og sanktioner fastlægges efter den høring, der er omhandlet i artikel 9, og fastsættes i præstationsplanen

f)	når der fastsættes mål for funktionelle luftrumsblokke, gælder bonusser og sanktioner for de berørte luftfartstjenesteudøvere

g)	for det centrale præstationsområde kapacitet kan præstationsmålniveauerne tilpasses til kun at omfatte forsinkelser i relation til ATC-kapacitet, ATC-ruteføring, ATC-personale, ATC-udstyr, luftrumsstyring og særlige begivenheder med ATFCM-brugerhåndbogens kode C, R, S, T, M og P.

2.   De nationale tilsynsmyndigheder overvåger, at luftfartstjenesteudøverne gennemfører disse incitamentordninger korrekt.

Artikel 16

Modulering af luftfartsafgifterne

1.   Medlemsstater kan efter tilbuddet om den høring, der er omhandlet i artikel 9, på nationalt niveau eller for en funktionel luftrumsblok på en ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde modulere luftfartsafgifter, som afholdes af luftrumsbrugere, for at afspejle deres bestræbelser på bl.a. at:

a)	optimere brugen af luftfartstjenesterne

b)	mindske flyvningens miljøpåvirkninger

c)	mindske de samlede udgifter til luftfartstjenester og øge deres effektivitet; bl.a. ved at afgifterne moduleres efter trafiktætheden på nettet i et specifikt område eller på en specifik rute på specifikke tidspunkter.

Moduleringen af afgifter må ikke føre til en samlet ændring i luftfartstjenesteudøverens indtægter. For høje eller lave opkrævninger fremføres til den følgende periode.

2.   Luftfartsafgifter kan også moduleres på en ikke-diskriminerende og gennemsigtig måde for at fremskynde implementeringen af ATM-kapacitet inden for rammerne af SESAR. Moduleringen kan bl.a. have til formål at give et incitament til at udstyre luftfartøjer med systemer, der indgår i de fælles projekter, som er omhandlet i artikel 15a, stk. 3, i forordning (EF) nr. 550/2004.

3.   En modulering af luftfartsafgifter indebærer en variation i overflyvningsafgiften og/eller tårn- og indflyvningskontrolafgiften, som beregnes på grundlag af bestemmelserne i artikel 11 og 12.

4.   De nationale tilsynsmyndigheder overvåger, at luftfartstjenesteudøverne gennemfører moduleringen af luftfartsafgifter korrekt.

Artikel 17

Fastsættelse af enhedsrater for afgiftszoner

1.   Medlemsstaterne sikrer, at der årligt fastsættes enhedsrater for hver enkelt afgiftszone. Med forbehold af stk. 2 ændres enhedsraterne ikke i årets løb.

Enhedsrater fastsættes efter følgende proces:

a)	For hvert år i referenceperioden beregnes enhedsrater for år n senest den 1. november i år n-1 på grundlag af de fastlagte enhedsomkostninger i præstationsplanen og de justeringer, der er anført i punkt 2.2 i bilag IV og i bilag V til denne forordning.

b)	Medlemsstaterne forelægger Kommissionen enhedsrater for år n senest den 1. juni i år n-1 i overensstemmelse med kravene i artikel 9, stk. 1 og stk. 2.

c)	Kommissionen vurderer disse enhedsrater i forhold til bestemmelserne i denne forordning og i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013.

d)	Finder Kommissionen, at disse enhedsrater opfylder bestemmelserne i denne forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, underretter den den pågældende medlemsstat herom inden for en frist på fire måneder efter forelæggelsen af enhedsraterne.

e)

Finder Kommissionen, at disse enhedsrater ikke overholder bestemmelserne i denne forordning og gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, underretter den inden for fire måneder efter forelæggelsen af enhedsraterne den pågældende medlemsstat herom, og medlemsstaten forelægger reviderede enhedsrater for Kommissionen inden en måned derefter.

f)	Medlemsstaterne underretter Kommissionen, og hvis relevant Eurocontrol, om disse enhedsrater for hver afgiftszone senest den 1. november i år n-1.

Enhedsrater opgives i national valuta. Hvis medlemsstater, som er en del af en funktionel luftrumsblok, beslutter at oprette en fælles afgiftszone med en fælles enhedsrate, opgives denne enhedsrate i euro eller i en af de berørte medlemsstaters nationale valutaer. De pågældende medlemsstater underretter Kommissionen og Eurocontrol om, hvilken valuta der anvendes.

2.   Vedtages præstationsplaner efter den 1. november året forud for det år, hvor referenceperioden påbegyndes eller revideres efter artikel 17 og 19 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, genberegnes enhedsraterne om fornødent ud fra den endeligt vedtagne plan eller de gældende korrigerende foranstaltninger. Til dette formål og i overensstemmelse med artikel 16 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 beregner og anvender medlemsstaterne deres enhedsrate i overensstemmelse med den vedtagne præstationsplan så tidligt som muligt i løbet af referenceperiodens første år eller det første år for anvendelsen af de reviderede præstationsplaner og -mål. Forskellen i indtægterne som følge af den midlertidige anvendelse af den oprindelige enhedsrate fremføres til beregning af enhedsraten det følgende år. For referenceperiodens første år eller det første år for anvendelsen af de reviderede præstationsplaner og -mål, anvendes den mekanisme til trafikrisikodeling, der er fastsat i artikel 13, på grundlag af de fastlagte omkostninger og tjenesteenheder, der indgår i den endeligt vedtagne præstationsplan, tillige med de faktiske tjenesteenheder for året.

Artikel 18

Opkrævning af afgifter

1.   Medlemsstaterne kan opkræve afgifterne i form af en enkelt afgift pr. flyvning. Hvis afgifter faktureres og opkræves på regionalt plan, kan faktureringsvalutaen være euro, og en administrativ enhedsrate til dækning af fakturerings- og opkrævningsomkostninger kan lægges til den pågældende enhedsrate. Medlemsstaterne sikrer, at beløb, der opkræves på deres vegne, anvendes til at finansiere de omkostninger, der er fastlagt i overensstemmelse med denne forordnings bestemmelser.

2.   Brugere af luftfartstjenester betaler omgående og fuldt ud alle luftfartsafgifter.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at der anvendes effektive håndhævelsesforanstaltninger. Disse foranstaltninger kan omfatte afvisning af anmodninger om luftfartstjenester, tilbageholdelse af luftfartøjer og andre håndhævelsesforanstaltninger i henhold til gældende lovgivning.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 19

Klageadgang

Medlemsstaterne sikrer, at beslutninger, der træffes i medfør af denne forordning, er behørigt begrundede, og at de underkastes en effektiv revisions- og/eller klageprocedure.

Artikel 20

Uhindret overvågning af kravopfyldelsen

Luftfartstjenesteudøverne skal understøtte den pågældende nationale tilsynsmyndighed eller en kvalificeret enhed, der optræder på den nationale tilsynsmyndigheds vegne, i dennes inspektioner og undersøgelser, herunder besøg på stedet. De bemyndigede personer gives adgang til at:

a)	undersøge relevante regnskabsdokumenter, opgørelser over aktiver, lagerbeholdninger samt ethvert andet materiale af relevans for fastlæggelsen af luftfartsafgifter

b)	til at tage kopi eller udskrift af de kontrollerede dokumenter

c)	anmode om mundtlige redegørelser på stedet

d)	få adgang til relevante lokaler, arealer eller transportmidler.

Sådanne inspektioner og undersøgelser udføres i overensstemmelse med de gældende procedurer i den medlemsstat, hvor de foretages.

Artikel 21

Fornyet gennemgang

Kommissionens gennemgang af den præstationsordning, der er omhandlet i artikel 24 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, skal omfatte den mekanisme til trafikrisikodeling, der er fastsat i artikel 13, mekanismen til omkostningsdeling, der er fastsat i artikel 14, incitamentordninger, der er oprettet efter artikel 15, modulering af afgifter i medfør af artikel 16, samt deres virkning og effektivitet med hensyn til at opfylde de fastsatte mål.

Artikel 22

Ikrafttræden og anvendelse

1.   Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Denne forordning anvendes fra den anden referenceperiode, jf. artikel 8 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, og i denne periode. Med hensyn til anvendelsen af præstationsordningen, og for at der kan vedtages EU-dækkende mål, jf. artikel 10, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, inden den anden referenceperiode påbegyndes, og præstationsplaner kan udarbejdes og vedtages i overensstemmelse med bestemmelserne i gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013, skal artikel 1, stk. 5, artikel 3, artikel 7, stk. 4, artikel 9, artikel 14, stk. 2, litra b)-f), og artikel 17 samt bilagene til nærværende forordning finde anvendelse fra datoen for ikrafttrædelsen af denne forordning.

Artikel 23

Ophævelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 1794/2006

Kommissionens forordning (EF) nr. 1794/2006 af 6. december 2006 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester ophæves med virkning fra den 1. januar 2015.

---

(1)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 10.

(2)  EUT L 300 af 14.11.2009, s. 34.

(3)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 1.

(4)  Se s. 1 i denne EUT.

(5)  EUT L 341 af 7.12.2006, s. 3.

(6)  EUT L 333 af 17.12.2010, s. 6.

(7)  EUT L 185 af 15.7.2011, s. 1.

---

---

---

---

---

---

---

---