Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 02004R0812-20140702

    Consolidated text: Rådets forordning (EF) n r. 812/2004 af 26. april 2004 om foranstaltninger vedrørende utilsigtede fangster af hvaler ved fiskeri og om ændring af forordning (EF) nr. 88/98

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2004/812/2014-07-02

    2004R0812 — DA — 02.07.2014 — 002.001


    Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

    ►B

    ▼C1

    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 812/2004

    af 26. april 2004

    om foranstaltninger vedrørende utilsigtede fangster af hvaler ved fiskeri og om ændring af forordning (EF) nr. 88/98

    ▼B

    (EFT L 150, 30.4.2004, p.12)

    Ændret ved:

     

     

    Tidende

      No

    page

    date

    ►M1

    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 809/2007 af 28. juni 2007

      L 182

    1

    12.7.2007

    ►M2

    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 597/2014 af 16. april 2014

      L 173

    62

    12.6.2014


    Berigtiget ved:

    ►C1

    Berigtigelse, EFT L 185, 24.5.2004, s. 4  (812/2004)




    ▼B

    ▼C1

    RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 812/2004

    af 26. april 2004

    om foranstaltninger vedrørende utilsigtede fangster af hvaler ved fiskeri og om ændring af forordning (EF) nr. 88/98



    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ( 1 ), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Målet for den fælles fiskeripolitik, der er fastlagt i artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik ( 2 ), er at sikre, at de levende akvatiske ressourcer udnyttes på en økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig måde. Med henblik herpå skal Fællesskabet blandt andet begrænse fiskeriets indvirkning på de marine økosystemer mest muligt, ligesom den fælles fiskeripolitik bør være i overensstemmelse med andre EF-politikker, herunder navnlig miljøpolitikken.

    (2)

    Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter ( 3 ) giver hvaler streng beskyttelse og kræver, at medlemsstaterne skal overvåge disse arters bevaringsstatus. Medlemsstaterne bør også indføre en ordning for overvågning af utilsigtede fangster eller drab af disse arter og gennemføre de yderligere undersøgelser eller træffe de bevarelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at utilsigtede fangster eller drab ikke får en væsentlig negativ virkning for de pågældende arter.

    (3)

    På baggrund af de foreliggende videnskabelige oplysninger og de metoder, der er udviklet til nedbringelse af de utilsigtede fangster og drab af hvaler i fiskeriet, bør der træffes supplerende foranstaltninger med henblik på en konsekvent og samordnet forbedring af bevarelsen af de små hvaler på fællesskabsplan.

    (4)

    Der er blevet udviklet akustiske alarmer til at skræmme hvaler væk fra fiskeredskaberne, og de har vist sig gode til at nedbringe bifangsterne af hvalarter i fiskerier med faststående garn. Anvendelse af sådanne alarmer bør derfor kræves i farvande og ved fiskerier, hvor man ved eller formoder, at der vil være store bifangster af små hvaler, under hensyn til et sådant kravs omkostningseffektivitet. Det er også nødvendigt at fastlægge tekniske specifikationer vedrørende effektiviteten af de akustiske alarmer, der skal anvendes ved sådanne fiskerier. Videnskabelige undersøgelser eller pilotprojekter er påkrævede for at øge kendskabet til de langsigtede virkninger af anvendelsen af akustiske alarmer.

    (5)

    Den videnskabelige og tekniske forskning, navnlig i nye former for aktive alarmer, bør ikke hæmmes som følge af nærværende forordning. Selv om medlemsstaterne derfor i forbindelse med denne forordning bør kunne tillade midlertidig anvendelse af nyudviklede effektive former for akustiske alarmer, der ikke er i overensstemmelse med de i forordningen fastlagte tekniske specifikationer, er det også nødvendigt at foreskrive, at de tekniske specifikationer for akustiske alarmer skal ajourføres så hurtigt som muligt, i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen ( 4 ).

    (6)

    Uafhængige observationer af fiskeriet er af afgørende betydning for at opnå pålidelige skøn over de utilsigtede fangster af hvaler. Det er derfor nødvendigt at indføre overvågningsordninger med uafhængige ombordværende observatører og at koordinere fastlæggelsen af de fiskerier, hvor en sådan overvågning bør prioriteres. Med henblik på at fremskaffe repræsentative data om de pågældende fiskerier bør medlemsstaterne udarbejde og gennemføre egnede overvågningsprogrammer for fartøjer, der fører deres flag og deltager i sådanne fiskerier. For mindre fiskerfartøjer, der har en længde overalt på mindre end 15 m, og som nogle gange ikke kan tage en ekstra person permanent om bord som observatør, bør der ved hjælp af videnskabelige undersøgelser eller pilotprojekter indsamles oplysninger om utilsigtede fangster af hvaler. Det er også nødvendigt at fastlægge fælles regler om overvågning og rapportering.

    (7)

    For at muliggøre en regelmæssig evaluering på fællesskabsplan og en indgående vurdering på mellemlang sigt bør medlemsstaterne årligt rapportere om brugen af pingere og om gennemførelsen af programmerne for ombordværende observatører og i disse rapporter medtage alle indsamlede oplysninger om utilsigtede fangster og drab af hvaler i fiskeriet.

    (8)

    Som følge af den risiko, som drivgarnsfiskeriet udgør for den meget truede population af marsvin i Østersøen, er det nødvendigt at standse anvendelsen af drivgarn i dette område. De EF-fartøjer, der fisker med drivgarn i dette område, vil blive ramt af økonomiske og tekniske begrænsninger, og det vil derfor være nødvendigt med en afviklingsperiode, inden der udstedes et fuldstændigt forbud mod anvendelse af dette fiskeredskab fra den 1. januar 2008. Rådets forordning (EF) nr. 88/98 af 18. december 1997 om fastsættelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne i Østersøen, Bælterne og Øresund ( 5 ) bør ændres, så disse foranstaltninger optages deri —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:



    Artikel 1

    Emne

    Denne forordning fastlægger foranstaltninger til begrænsning af fiskerfartøjers utilsigtede fangster af hvaler i de områder, der er anført i bilag I og III.

    ▼M1

    Artikel 1a

    Definition

    Ved »drivgarn« forstås garn, der holdes ved overfladen eller i en vis afstand herfra af flydere, og som driver med strømmen enten alene eller sammen med det fartøj, det er fastgjort til. Det kan være forsynet med anordninger for at stabilisere det og/eller begrænse dets drift.

    ▼C1

    Artikel 2

    Anvendelse af akustiske alarmer

    1.  Med forbehold af anvendelsen af andre EF-bestemmelser forbydes det fartøjer med en længde overalt på 12 m eller derover at anvende fiskeredskaber som anført i bilag I i de deri angivne områder og perioder og fra de deri angivne datoer, medmindre der samtidigt anvendes aktive akustiske alarmer.

    2.  Førerne af EF-fiskerfartøjer forvisser sig om, at de akustiske alarmer er fuldt funktionsdygtige, når redskaberne sættes.

    3.  Som en undtagelse finder stk. 1 ikke anvendelse på fiskeri, der udelukkende foretages med henblik på videnskabelige undersøgelser, som gennemføres med tilladelse fra og under tilsyn af den eller de pågældende medlemsstaters myndigheder, og som tager sigte på udvikling af nye tekniske foranstaltninger, der kan nedbringe de utilsigtede fangster og drab af hvaler.

    4.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til, ved hjælp af videnskabelige undersøgelser eller pilotprojekter, at overvåge og vurdere de langsigtede virkninger af anvendelsen af pingere i de pågældende fiskerier og områder.

    Artikel 3

    Tekniske specifikationer og anvendelsesbetingelser

    ▼M2

    1.  Akustiske alarmer, der anvendes i henhold til artikel 2, stk. 1, skal være i overensstemmelse med de tekniske specifikationer og anvendelsesbetingelser, der er anført i bilag II. Med henblik på at sikre at bilag II til stadighed afspejler status med hensyn til tekniske og videnskabelige fremskridt, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 8a for at ajourføre signalspecifikationerne og de dertil hørende anbringelsesspecifikationer i bilag II. Ved vedtagelsen af disse delegerede retsakter sikrer Kommissionen, at der er tilstrækkelig tid til gennemførelsen af sådanne tilpasninger.

    ▼C1

    2.  Uanset stk. 1 kan medlemsstaterne tillade midlertidig anvendelse af akustiske alarmer, der ikke opfylder de tekniske specifikationer eller anvendelsesbetingelser, der er fastlagt i bilag II, forudsat at det er tilstrækkeligt dokumenteret, at alarmerne begrænser de utilsigtede fangster af hvaler. En sådan tilladelse må højst gælde for to år.

    3.  Medlemstaterne giver senest to måneder efter udstedelsesdatoen Kommissionen meddelelse om tilladelser udstedt i medfør af stk. 2. De giver Kommissionen tekniske og videnskabelige oplysninger om de af tilladelsen omfattede akustiske alarmer og om disses indvirkning på de utilsigtede fangster af hvaler.

    Artikel 4

    Ordninger for observation på havet

    1.  Medlemsstaterne udarbejder og gennemfører ordninger for overvågning af utilsigtede fangster af hvaler med observatører om bord på de fartøjer, der fører deres flag og med en længde overalt på 15 m eller derover, for de fiskerier og på de betingelser, der er anført i bilag III. Overvågningsordningerne skal udformes, så de tilvejebringer repræsentative data vedrørende de pågældende fiskerier.

    2.  Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for ved hjælp af passende videnskabelige undersøgelser eller pilotprojekter at indsamle videnskabelige data om utilsigtede fangster af hvaler foretaget af fartøjer med en længde overalt på mindre end 15 m, der driver de fiskerier, der er defineret i bilag III, punkt 3.

    Artikel 5

    Observatører

    1.  Med henblik på opfyldelse af forpligtelsen til at stille observatører til rådighed udpeger medlemsstaterne et uafhængigt, velkvalificeret og erfarent personale. Det udpegede personale skal for at kunne løse opgaverne have følgende kvalifikationer:

    a) tilstrækkelig erfaring til at kunne identificere hvalarter og fiskerimetoder

    b) grundlæggende kendskab til havsejlads og til de relevante sikkerhedsinstrukser

    c) være i stand til at udføre elementære videnskabelige opgaver, så de f.eks. kan udtage prøver, hvor dette er påkrævet, og foretage nøjagtige observationer og registreringer i forbindelse hermed

    d) et tilfredsstillende kendskab til sproget i den flagmedlemsstat, som det observerede fartøj henhører under.

    2.  Observatørernes opgave er at overvåge utilsigtede fangster af hvaler og at indsamle de data, der er nødvendige for at kunne foretage en ekstrapolering af de observerede bifangster på hele det pågældende fiskeri. De udpegede observatører skal navnlig kunne:

    a) overvåge de pågældende fartøjers fiskeri og registrere de relevante data om fiskeriindsatsen (redskabernes karakteristika, position og tidspunkter for påbegyndelse og afslutning af det egentlige fiskeri)

    b) overvåge utilsigtede fangster af hvaler.

    Observatørerne kan også udføre andre observationer, der måtte blive fastsat af medlemsstaterne, med henblik på at bidrage til den videnskabelige forståelse af fangstsammensætningen på de berørte fartøjer og fiskebestandenes biologiske tilstand.

    3.  Observatøren skal sende en rapport til myndighederne i den pågældende flagmedlemsstat med alle de indsamlede data om fiskeriindsatsen og oplysninger om de observerede utilsigtede fangster af hvaler, herunder et resumé af de vigtigste forhold, der er konstateret.

    Rapporten skal navnlig indeholde følgende oplysninger for den pågældende periode:

    a) fartøjets identitet

    b) observatørens navn og den periode, i hvilken han var om bord

    c) arten af det pågældende fiskeri (herunder redskabskendetegn, områder under henvisning til bilag I og III, og målarter)

    d) fisketogtets varighed og den tilsvarende fiskeriindsats (udtrykt som den samlede garnlængde x antal fisketimer for passive redskaber og antal fisketimer for trukne redskaber)

    e) antal hvaler, der er fanget utilsigtet, herunder arter og om muligt supplerende oplysninger om størrelse, vægt, køn og alder samt i givet fald oplysninger om dyr, der er sluppet fri under indhalingen, eller som er blevet genudsat i live

    f) alle yderligere oplysninger, som observatøren finder relevante for denne forordnings formål, eller supplerende hvalbiologiske oplysninger (f.eks. iagttagne hvaler eller en særlig adfærd i forbindelse med fiskeriet).

    Føreren af fiskefartøjet kan forlange at få en kopi af observatørens rapport.

    4.  Flagmedlemsstaten skal opbevare de oplysninger, der er indeholdt i observatørernes rapporter i mindst fem år fra afslutningen af den pågældende rapporteringsperiode.

    Artikel 6

    Årsberetninger

    1.  Medlemsstaterne sender hvert år senest den 1. juni Kommissionen en sammenfattende årsberetning om gennemførelsen af artikel 2-5 det foregående år. Den første beretning skal omfatte såvel den resterende del af det år, hvor denne forordning træder i kraft, som hele det efterfølgende år.

    2.  Årsberetningen skal på grundlag af observatørernes rapporter i henhold til artikel 5, stk. 3, og alle andre relevante data, herunder de oplysninger om fiskeriindsatsen, der er indsamlet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1543/2000 af 29. juni 2000 om fastlæggelse af en EF-ramme for indsamling og forvaltning af fiskeridata, der er nødvendige til gennemførelse af den fælles fiskeripolitik ( 6 ), indeholde skøn over de samlede utilsigtede fangster af hvaler i hvert af de pågældende fiskerier. Beretningen skal indeholde en vurdering af observatørrapporternes konklusioner og alle andre relevante oplysninger, herunder om eventuel forskning, der er foretaget i medlemsstaten med henblik på at nedbringe de utilsigtede fangster af hvaler i fiskeriet. I forbindelse med rapporteringen om resultaterne af de videnskabelige undersøgelser eller pilotprojekter, jf. artikel 2, stk. 4, og artikel 4, stk. 2, skal medlemsstaterne sikre, at udformningen og gennemførelsen heraf opfylder tilstrækkelig høje kvalitetsstandarder, og fremsende detaljerede oplysninger om disse standarder til Kommissionen.

    Artikel 7

    Generel vurdering og revision

    1.  Senest et år efter medlemsstaternes forelæggelse af deres anden årsberetning udarbejder Kommissionen en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af denne forordning på baggrund af de oplysninger, der foreligger som følge af anvendelsen af artikel 6, og af den vurdering, som Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri foretager af medlemsstaternes beretninger. Rapporten skal især omhandle anvendelsen af denne forordning på fartøjstyper og områder, kvaliteten af de oplysninger, der hidrører fra observatørordningerne, samt pilotprojekternes kvalitet og kan ledsages af passende forslag.

    2.  Beretningen ajourføres, når medlemsstaterne har forelagt den fjerde årsberetning.

    ▼M2

    3.  Senest den 31. december 2015 undersøger Kommissionen, om de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er effektive, og forelægger om nødvendigt Europa-Parlamentet og Rådet et overordnet lovgivningsmæssigt forslag med henblik på sikring af en effektiv beskyttelse af hvaler.

    ▼M2

    Artikel 8

    Gennemførelse

    Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, som fastsætter nærmere regler for proceduren og formatet for aflægning af beretning, jf. artikel 6. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 8b, stk. 2.

    ▼M2

    Artikel 8a

    Udøvelse af de delegerede beføjelser

    1.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

    2.  Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, stk. 1, tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 2. juli 2014. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af fireårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

    3.  Den i artikel 3, stk. 1, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

    4.  Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

    5.  En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 1, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

    Artikel 8b

    Udvalgsprocedure

    1.  Kommissionen bistås af udvalget for fiskeri og akvakultur, der er nedsat ved artikel 47 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 ( 7 ). Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 ( 8 ).

    2.  Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

    ▼C1

    Artikel 9

    Ændring af forordning (EF) nr. 88/98

    Følgende artikler indsættes i forordning (EF) nr. 88/98:

    »Artikel 8a

    Restriktioner for drivgarn

    1.  Fra den 1. januar 2008 er det forbudt at have drivgarn om bord og anvende drivgarn til fiskeri.

    2.  Indtil den 31. december 2007 må et fartøj have drivgarn om bord og anvende drivgarn til fiskeri, forudsat at flagmedlemsstatens myndigheder har givet tilladelse hertil.

    3.  I 2005 må det maksimale antal fiskerfartøjer, som en medlemsstat giver tilladelse til at have drivgarn om bord eller til at anvende drivgarn til fiskeri, ikke overstige 60 % af det antal fiskerfartøjer, der anvendte drivgarn i perioden 2001 til 2003.

    I 2006 og 2007 må det maksimale antal fiskerfartøjer ikke overstige henholdsvis 40 % og 20 % af det antal fiskerfartøjer, der anvendte drivgarn i perioden 2001 til 2003.

    4.  Medlemsstaterne fremsender hvert år senest den 30. april Kommissionen en liste over de fartøjer, der har fået tilladelse til at drive fiskeri med drivgarn; for 2004 gives meddelelsen dog senest den 31. august 2004.

    Artikel 8b

    Betingelser for drivgarn

    1.  Ved hver garnende skal der fastgøres flydebøjer med radarreflektorer, således at garnene når som helst kan lokaliseres. Bøjerne skal til stadighed være mærket med havnekendingsbogstaver og -nummer på det fartøj, de tilhører.

    2.  Føreren af et fiskerfartøj, der anvender drivgarn, skal føre en logbog, hvori han dagligt indfører følgende oplysninger:

    a) den samlede længde af de garn, der er om bord

    b) den samlede længde af de garn, der anvendes ved hver udsætning

    c) mængden af bifangster af hvaler

    d) dato og position for sådanne fangster.

    3.  Alle fiskerfartøjer, der anvender drivgarn, skal opbevare den i artikel 8a, stk. 2, nævnte tilladelse om bord.«

    Artikel 10

    Ikrafttræden

    Denne forordning træder i kraft den 1. juli 2004.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.




    BILAG I

    FISKERIER, I FORBINDELSE MED HVILKE DET ER OBLIGATORISK AT ANVENDE AKUSTISKE ALARMER



    Område

    Redskab

    Periode

    Startdato

    A.  Østersøen: Det område, der afgrænses af en ret linje fra den svenske kyst ved 13°Ø i stik sydlig retning til 55°N, derfra stik øst til 14°Ø, og derfra stik nord til den svenske kyst, samt det område, der afgrænses af en ret linie fra den svenske østkyst ved 55°30'N i stik østlig retning til 15°Ø, derfra stik nord til 56°N, derfra stik øst til 16°Ø og derfra stik nord til den svenske kyst

    a)  Alle bundsatte hildingsgarn og indfiltringsgarn

    Hele året

    1. juni 2005

    b)  Alle drivgarn

    Hele året

    1. juni 2005

    B.  ICES-underområde IV og afsnit III a

    a)  Alle bundsatte hildingsgarn og indfiltringsgarn og kombinationer af sådanne garn, hvis samlede længde ikke overstiger 400 meter

    a)  1. august-31. oktober

    1. august 2005

    b)  Alle bundsatte hildingsgarn og indfiltringsgarn med maskestørrelser > 220 mm

    b)  Hele året

    1. juni 2005

    C.  ICES-afsnit VII e, f, g, h, og j

    a)  Alle bundsatte hildingsgarn og indfiltringsgarn

    a)  Hele året

    1. januar 2006

    D.  ICES-afsnit VII d

    a)  Alle bundsatte hildingsgarn og indfiltringsgarn

    a)  Hele året

    1. januar 2007

    E.  Østersøen underafsnit 24 (undtagen det område, der er omfattet af A)

    a)  Alle bundsatte hildingsgarn og indfiltringsgarn

    a)  Hele året

    1. januar 2007

    b)  Alle drivgarn

    b)  Hele året

    1. januar 2007




    BILAG II

    TEKNISKE SPECIFIKATIONER FOR AKUSTISKE ALARMER OG BETINGELSER FOR ANVENDELSEN HERAF

    Alle akustiske alarmer, der anvendes i henhold til artikel 2, stk. 1, skal opfylde et af følgende sæt specifikationer for signal og anbringelse:



     

    Sæt 1

    Sæt 2

    Signalspecifikation

    * Signalsyntese

    Digital

    Analog

    * Tone/bredbånd

    Bredbånd/tone

    Tone

    * Signalstyrke (maks. - min.) re 1 mPa@1m

    145 dB

    130-150 dB

    * Grundfrekvens

    a)  20 - 160 kHz bredbåndsinterval

    b)  10 kHz tone

    10 kHz

    * Højfrekvente overtoner

    Ja

    Ja

    * Signallængde (nominel)

    300 ms

    300 ms

    * Signalinterval

    a)  tilfældigt mellem 4 og 30 sekunder

    b)  4 sekunder

    4 sekunder

    Anbringelsesspecifikationer

    * Maksimal afstand langs garnet mellem to akus-tiske alarmer

    200 m, med en akustisk alarm fastgjort ved hver ende af garnet (eller af kombinationen af sammenhæftede garn)

    100 m, med en akustisk alarm fastgjort ved hver ende af garnet (eller af kombinationen af sammenhæftede garn)




    BILAG III

    FISKERIER, DER SKAL OVERVÅGES, OG DEN MINIMUMSANDEL AF FISKERIINDSATSEN, HVOR DER SKAL VÆRE OBSERVATØRER OM BORD

    1.   Generelle overvågningsforpligtelser

    Der skal hvert år udformes overvågningsordninger, der indføres for på en repræsentativ måde at overvåge bifangsterne af hvaler i forbindelse med de fiskerier, der er defineret i tabellen i punkt 3.

    Overvågningsordninger skal gøres tilstrækkeligt repræsentative ved på en passende måde at sprede observatørdækningen over flåder, tid og fiskeriområder.

    Generelt skal overvågningsordninger baseres på en prøvetagningsstrategi, der er udformet således, at det er muligt at vurdere bifangstraterne af hvaler for de hyppigst forekommende arter i bifangsterne pr. indsatsenhed for en given flåde for at opnå en variationskoefficient på højst 0,30. Prøvetagningsstrategien skal udformes på grundlag af eksisterende oplysninger om variabiliteten af tidligere bifangstobservationer.

    2.   Pilotovervågningsordninger

    Hvis prøvetagningsstrategierne på grund af manglende oplysninger om variabiliteten af bifangster ikke kan udformes med henblik på at nå variationskoefficienten inden for den i punkt 1 fastsatte grænse, skal medlemsstaterne gennemføre pilotordninger med ombordværende observatører i to på hinanden følgende år fra de datoer, der er fastsat i punkt 3 for de pågældende fiskerier.

    Disse pilotovervågningsordninger skal baseres på en prøvetagningsstrategi med henblik på at bestemme variabiliteten af bifangster, der skal danne grundlag for udformningen af efterfølgende prøvetagningsstrategier på de i punkt 1 nævnte betingelser, og skal også give en vurdering af bifangsterne af hvaler pr. indsatsenhed, opdelt efter art.

    Pilotordningerne skal mindst omfatte følgende minimumsfiskeriindsats:

    a) For alle fiskerier som defineret i punkt 3 med undtagelse af flydetrawl (også partrawl) fra 1. december til 31. marts i ICES-underområde VI, VII og VIII:



     

    Flåder med mere end 400 fartøjer

    Flåder med mere end 60 og mindre end 400 fartøjer

    Flåder med mindre end 60 fartøjer

    Minimumsindsats, der er omfattet af pilotordningerne

    Fiskeriindsatsen for 20 fartøjer

    5 % af fiskeriindsatsen

    5 %, der omfatter mindst 3 forskellige fartøjer

    b) For flydetrawl (også partrawl) fra 1. december til 31. marts i ICES-underområde VI, VII og VIII:



     

    Flåder med mere end 60 fartøjer

    Flåder med mindre end 60 fartøjer

    Minimumsindsats, der er omfattet af pilotordningerne

    10 % af fiskeriindsatsen

    10 %, der omfatter mindst 3 forskellige fartøjer

    3.   Fiskerier, der skal overvåges, og startdatoer for overvågningen



    Område

    Redskab

    Startdato

    A.  ICES-underområde VI, VII og VIII

    Flydetrawl (også partrawl)

    1. januar 2005

    B.  Middelhavet (øst for linjen 5°36'V)

    Flydetrawl (også partrawl)

    1. januar 2005

    C.  ICES-afsnit VI a, VII a og b, VIII a, b og c, og IX a

    Bundsatte hildingsgarn og indfiltringsgarn med maskestørrelser, der er lig med eller større end 80 mm

    1. januar 2005

    D.  ICES-underområde IV, afsnit VI a, og underområde VII undtagen afsnit VII c og VII k

    Drivgarn

    1. januar 2006

    E.  ICES-underområde III a, b, c, III d syd for 59°N, III d nord for 59°N (kun fra 1. juni til 30. september), IV og IX

    Flydetrawl (også partrawl)

    1. januar 2006

    F.  ICES-underområde VI, VII og VIII og IX

    Trawl med høj åbning

    1. januar 2006

    G.  ICES-underområde III b, c og d, med undtagelse af de områder, der er nævnt i rubrik A og E i bilag I

    Bundsatte hildingsgarn og indfiltringsgarn med maskestørrelser, der er lig med eller større end 80 mm

    1. januar 2006



    ( 1 ) Udtalelse af 10.2.2004 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

    ( 2 ) EFT L 358 af 31.12.2002, s. 59.

    ( 3 ) EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

    ( 4 ) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

    ( 5 ) EFT L 9 af 15.1.1998, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 48/1999 (EFT L 13 af 18.1.1999, s. 1).

    ( 6 ) EFT L 176 af 15.7.2000, s. 1.

    ( 7 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).

    ( 8 ) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

    Top