1

Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«) er optaget som bilag til forordning nr. 31 (EØF), nr. 11 (Euratom) om vedtægten for tjenestemænd og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Det europæiske økonomiske Fællesskab og Det europæiske Atomenergifællesskab (EFT 1959-1962, s. 126).

2

Vedtægten og ansættelsesvilkårene er blevet ændret mange gange efter deres vedtagelse, bl.a. ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (EUT 2013, L 287, s. 15).

3

Navnlig ændrede artikel 1, stk. 27, 32, 46 og 61, samt artikel 1, stk. 64, litra b), artikel 1, stk. 65, litra b), samt artikel 1, stk. 67, litra d), i forordning nr. 1023/2013 vedtægtens artikel 45, 52 og 66a samt artikel 7 i bilag V og artikel 8 i bilag VII til denne vedtægt.

4

Den procedure, der førte til vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013, begyndte den 7. september 2011 med høring af fagforeninger og faglige sammenslutninger (herefter »de faglige organisationer«) om et udkast til ændring af vedtægten. Der blev efterfølgende indgået administrative, tekniske og politiske aftaler i denne forbindelse mellem Europa-Kommissionen og de faglige organisationer henholdsvis den 6. oktober, 28. oktober og 7. november 2011.

5

Ved skrivelse af 21. november 2011 forelagde Kommissionen Vedtægtsudvalget forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af vedtægten og ansættelsesvilkårene (herefter »forslaget til ændring af vedtægten«).

6

Ved skrivelse af 12. december 2011 meddelte Vedtægtsudvalget Kommissionen, at det havde gennemgået forslaget til ændring af vedtægten, men at det i dets forretningsordens artikel 20 krævede flertal for at kunne afgive en udtalelse om forslaget, henset til de afgivne stemmer, ikke var nået.

7

Ved skrivelse af 13. december 2011 forelagde Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union forslaget til ændring af vedtægten.

8

Den 25. april 2012 vedtog Parlamentets retsudvalg sin rapport om forslaget til ændring af vedtægten.

9

Ved skrivelse af 24. januar 2013 anmodede formanden for De Faste Repræsentanters Komité (Coreper) Parlamentet om at afklare sit standpunkt vedrørende dets mulige deltagelse som lovgiver i den samrådsprocedure, der er fastsat i Rådets beslutning af 23. juni 1981 om indførelse af en procedure for trepartssamråd, der vedrører forholdet til de ansatte.

10

Ved skrivelse af 4. marts 2013 afviste Parlamentets formand opfordringen til at deltage i den i Rådets beslutning af 23. juni 1981 fastsatte samrådsprocedure, idet han fandt, at det alene tilkom Rådet at tilpasse den i denne beslutning fastsatte arbejdsmarkedsdialog til den situation, der følger af overgangen til den almindelige lovgivningsprocedure med henblik på ændring af vedtægten efter Lissabontraktatens ikrafttræden. Han præciserede i denne skrivelse, at det Samrådsudvalg, der var oprettet ved den nævnte beslutning, havde til formål at sikre, at medlemsstaternes repræsentanter havde kendskab til tjenestemændenes standpunkt, inden de lovgav, og at Rådet modtog oplysninger, der gav mulighed for at træffe sine afgørelser med fuldt kendskab til de relevante faktiske omstændigheder. Det var formandens opfattelse, at dette spørgsmål med Lissabontraktatens ikrafttræden var blevet et om ikke forældet, så dog et rent internt spørgsmål. Han tilføjede, at han af to årsager ikke så nogen måde, hvorpå Parlamentet kunne deltage i Samrådsudvalget. For det første var der ikke hjemmel for en sådan deltagelse. For det andet var en sådan deltagelse ikke nødvendig, eftersom formålet med at høre repræsentanter for de ansatte, inden der blev lovgivet, blev nået med mere direkte og fleksible midler i Parlamentet. Hvad angår det sidstnævnte anførte Parlamentets formand, at diskussionerne i Parlamentet var offentlige, at oplysningerne var let tilgængelige, og at både ordføreren og »skyggeordførere« for ændring af vedtægten var og fortsatte med at være i fast dialog med de faglige organisationer og andre interessenter under alle etaper af affattelsen og vedtagelsen af retsudvalgets rapport. Han påpegede endvidere, at Parlamentets næstformand, Parlamentets generalsekretær samt kabinetschefen for Parlamentets formand og Parlamentets generaldirektør for personale sammen havde taget ordet på generalforsamlingen for Parlamentets personale vedrørende status for arbejdet med ændring af vedtægten, og at Parlamentets næstformand i denne forbindelse havde besvaret alle de rejste problemstillinger detaljeret. Han anførte endvidere, at ikke alene medlemmer af Parlamentets personale, men ligeledes medlemmer af andre institutioners personale, herunder Rådet, deltog i dette møde.

11

Den 25. april 2013 oplyste Rådet de faglige organisationer fra alle institutionerne om Parlamentets svar af 4. marts 2013 samt om drøftelserne af et udkast til en fortolkende erklæring af Rådets beslutning af 23. juni 1981.

12

Den 6. maj 2013 vedtog Rådet en fortolkende erklæring af sin beslutning af 23. juni 1981 med henblik på dens anvendelse som led i den almindelige lovgivningsprocedure vedrørende forslaget til ændring af vedtægten.

13

Samme dag blev der efter anmodning fra to faglige organisationer afholdt et møde i Samrådsudvalget. Der blev ikke udfærdiget et referat fra dette møde, men Rådets generalsekretær meddelte ved e-mail af 6. maj 2013 de ansatte i Rådets Generalsekretariat om dette møde og om den meningsudveksling, der havde fundet sted. Rådets generalsekretær afgav ligeledes et mundtligt referat af dette møde for Coreper den 8. maj 2013.

14

Den 13. maj 2013 fandt den første trepartsforhandling mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen sted. Den første dag mødte formanden for Coreper repræsentanter fra de faglige organisationer og Rådet. Han oplyste dem om resultaterne af mødet i Coreper den 8. maj 2013 og fik kendskab til deres standpunkter.

15

Den 27. maj 2013 anmodede generalforsamlingen for Rådets Generalsekretariats personale Rådets generalsekretær om at indkalde til møde i Samrådsudvalget. Denne anmodning blev bekræftet af Union syndicale fédérale den 7. juni 2013.

16

Der blev afholdt flere andre møder med trepartsforhandlinger på politisk plan den 28. maj samt den 3., 11. og 19. juni 2013. I denne periode blev der afholdt tekniske møder med sagkyndige og uformelle møder mellem formanden for Coreper, Kommissionens næstformand og Parlamentets ordfører. Under mødet den 19. juni 2013 indgik Parlamentet, Rådet og Kommissionen et foreløbigt forlig om de væsentligste dele af ændringen.

17

Den 20. juni 2013 blev der efter anmodning fra Union syndicale fédérale afholdt et møde i Samrådsudvalget. Formanden for Coreper fremlagde de væsentligste dele af forliget, herunder begrænsningen af karriererne i ansættelsesgruppe AD til lønklasse AD 12/13, og besvarede spørgsmålene vedrørende ophævelsen af formålet om ækvivalens mellem karriereforløb før og efter ændringen i 2004. Samme dag meddelte Coreper resultaterne af trepartsforhandlingerne af 19. juni 2013.

18

Under et møde i generalforsamlingen for Rådets Generalsekretariats personale den 21. juni 2013 fremlagde Rådets generaldirektør for Generaldirektoratet (GD) »Administration« de væsentligste dele af forliget.

19

Den 25. juni 2013 blev den foreløbige tekst til forliget mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen samtidig sendt til medlemsstaternes delegationer og til medlemmerne af Samrådsudvalget samt til samtlige ansatte i Rådets Generalsekretariat. Samme dag afholdtes et andet møde med trepartsforhandlinger for at gennemgå denne tekst.

20

Den 26. juni 2013 behandlede Coreper resultatet af trepartsforhandlingerne og hørte den mundtlige rapport fra Rådets generalsekretær vedrørende mødet i Samrådsudvalget den 20. juni 2013.

21

Den 27. juni 2013 stemte Parlamentets Retsudvalg om forligsteksten.

22

Om morgenen den 28. juni 2013 anmodede Union syndicale-Bruxelles Rådets generalsekretær om et møde i Samrådsudvalget, hvilken anmodning denne afviste, dels da Samrådsudvalget i medfør af den erklæring, der var vedlagt som bilag til Rådets beslutning af 23. juni 1981, var blevet ophævet som følge af de alvorlige forstyrrelser af Rådets almindelige arbejdsgang, der skyldtes tre dages fortløbende strejke, dels fordi Parlamentets retsudvalg allerede havde godkendt forligets endelige tekst.

23

Samme dag foretog Coreper den endelige gennemgang af forliget vedrørende ændringen af vedtægten og godkendte den, og Rådets generalsekretær oplyste Rådets Generalsekretariats personale herom.

24

Ved skrivelse af 28. juni 2013 meddelte formanden for Coreper formanden for Parlamentets Retsudvalg om Corepers godkendelse af forligets foreløbige tekst. I samme skrivelse anførte han, at »han kunne bekræfte, at når [Parlamentet vedtog] sin førstebehandlingsholdning, jf. artikel 294, stk. 3, TEUF, som den var fastsat i det foreløbige forlig, der er indeholdt i bilaget til denne skrivelse (som er undergivet revision for de to institutioners juristlingvister), ville Rådet i overensstemmelse med artikel 294, stk. 4, TEUF godkende [Parlamentets] holdning, og retsakten vedtages i den formulering, som svarer til Parlamentets holdning, der eventuelt forelægges de to institutioners juridisk og lingvistisk sagkyndige«.

25

Den 2. juli 2013 vedtog Parlamentet i plenum sin førstebehandlingsholdning, der svarede til ordlyden af det forlig, der var aftalt med Rådet og Kommissionen under deres uformelle kontakter.

26

Ved skrivelse af 5. juli 2013 oversendte Kommissionen Parlamentets førstebehandlingsholdning af 2. juli 2013 til Vedtægtsudvalget, idet den præciserede, at det forslag til ændring af vedtægten, som Kommissionen havde forelagt Vedtægtsudvalget den 21. november 2011, efter dennes opfattelse ikke var ændret i væsentligt omfang som led i den almindelige lovgivningsprocedure. Kommissionen præciserede endvidere i denne skrivelse, at vedtægtens artikel 10 ikke fandt anvendelse i denne fase af den almindelige lovgivningsprocedure, men at den imidlertid ønskede at få kendskab til eventuelle bemærkninger fra medformændene i Vedtægtsudvalget. Med henblik herpå anmodede Kommissionen om at få tilsendt Vedtægtsudvalgets tilkendegivelse inden for 15 arbejdsdage, dvs. senest den 26. juli 2013.

27

Den 17. juli 2013 besvarede personalemedlemmer i Vedtægtsudvalget Kommissionen ved en erklæring, hvori de fastslog, at det var umuligt at nå til enighed med repræsentanterne for forvaltningerne i Den Europæiske Union i Vedtægtsudvalget hvad angår ændringen af dagsorden for mødet heri med henblik på vedtagelsen af bemærkninger i stedet for en udtalelse. De anfægtede således, at Vedtægtsudvalget var inddraget for sent, og at det på denne baggrund var uhensigtsmæssigt, at Vedtægtsudvalget afgav en udtalelse om Parlamentets førstebehandlingsholdning, og de gjorde gældende, at der var sket en tilsidesættelse af principperne om arbejdsmarkedsdialog.

28

Den 10. oktober 2013 godkendte Rådet Parlamentets holdning og vedtog i henhold til artikel 294, stk. 4, TEUF forordning nr. 1023/2013 med den ordlyd, der svarede til Parlamentets holdning.

29

Efter denne lovgivende retsakts undertegnelse af formanden for Parlamentet og formanden for Rådet den 22. oktober 2013 blev forordning nr. 1023/2013 offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 29. oktober 2013.

30

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 23. januar 2014 har Union syndicale fédérale des services publics européens et internationaux (USFSPEI) anlagt denne sag.

31

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 6. og 10. juni 2014 har såvel Parlamentet som Rådet i medfør af artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement af 2. maj 1991 fremsat formalitetsindsigelser.

32

Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. juni 2014 har Kommissionen fremsat en begæring om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for Parlamentets og Rådets påstande.

33

Den 1. august 2014 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger til Parlamentets og Rådets formalitetsindsigelser.

34

Ved kendelse af 5. december 2014 har formanden for Ottende Afdeling (tidligere sammensætning) forenet formalitetsindsigelserne.

35

Den 9. december 2014 har Retten stillet parterne et spørgsmål. Rådet, Parlamentet og sagsøgeren har besvaret dette spørgsmål henholdsvis den 18. december 2014, den 6. januar og den 7. januar 2015.

36

Ved kendelse af 28. januar 2015 har formanden for Ottende Afdeling imødekommet Kommissionens begæring om intervention.

37

Kommissionen har indgivet sit interventionsindlæg den 12. marts 2015. Henholdsvis den 1. og 10. juni 2015 har sagsøgeren og Rådet fremsat bemærkninger til interventionsindlægget.

38

Den 14. januar 2016 har formanden for Ottende Afdeling i henhold til artikel 69, litra d), i Rettens procesreglement besluttet at udsætte denne sag, indtil der blev truffet afgørelse i den sag, der lå til grund for den senere dom af 15. september 2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet (T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489).

39

Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Ottende Afdeling (ny sammensætning), hvortil den foreliggende sag følgelig blev henvist den 6. oktober 2016.

40

Den 24. oktober 2016 anmodede Retten parterne om at tage stilling til de konsekvenser, som de i denne sag udledte af præmis 144-171 i dom af 15. september 2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet (T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489). Parlamentet, Rådet og Kommissionen har besvaret Rettens spørgsmål den 8. november 2016. Sagsøgeren har besvaret dette spørgsmål den 18. november 2016.

41

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

42

Parlamentet og Rådet har, støttet af Kommissionen, nedlagt følgende påstande:

43

I sin stævning har sagsøgeren, som er en sammenslutning af fagforeninger inden for Unionens institutioner og organer, fremsat såvel påstande om annullationen af forordning nr. 1023/2013 som erstatningspåstande.

44

Hvad for det første angår annullationspåstandene tilsigter de at opnå annullation af artikel 1, stk. 27, 32, 46 og 61, samt artikel 1, stk. 64, litra b), artikel 1, stk. 65, litra b), og artikel 1, stk. 67, litra d), i forordning nr. 1023/2013 (herefter »de anfægtede bestemmelser«), for så vidt som disse bestemmelser ændrer vedtægtens artikel 45, 52 og 66a samt artikel 7 i bilag V og artikel 8 i bilag VII til denne vedtægt. Sagsøgeren har endvidere nedlagt påstand om annullation af det ved artikel 46 i forordning nr. 1023/2013 indførte solidaritetsbidrag for 2014, da dette bidrag var knyttet til anvendelsen af tilpasningsmetoden for vederlag, og denne metode ikke blev anvendt i 2014.

45

Til støtte for sine annullationspåstande har sagsøgeren i det væsentlige fremsat fire anbringender, hvoraf det første vedrører en tilsidesættelse af artikel 27 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder af artikel 21 i den europæiske socialpagt, undertegnet i Torino den 18. oktober 1961, som revideret, af vedtægtens artikel 10 og af den samrådsprocedure, der er fastsat i Rådets beslutning af 23. juni 1981, det andet vedrører en tilsidesættelse af ændringsaftalen af 2004 og af princippet om velerhvervede rettigheder, det tredje vedrører en tilsidesættelse af artikel 21 i chartret om grundlæggende rettigheder, og det fjerde vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

46

Hvad for det andet angår erstatningspåstandene tilsigter de, at Retten tilkender sagsøgeren erstatning for det ikke-økonomiske tab, som sagsøgeren angiveligt har lidt som følge af de tjenestefejl, som institutionerne begik som led i vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013. Under retsmødet anmodede Retten sagsøgeren om at præcisere, om denne til støtte for sine erstatningspåstande ud over en tilsidesættelse af artikel 12 i chartret om grundlæggende rettigheder gentog alle de ulovligheder, som sagsøgeren havde gjort gældende til støtte for sine påstande om annullation. Som svar på dette spørgsmål anførte sagsøgeren, at denne til støtte for sine erstatningspåstande gentog de ulovligheder, der var udledt af en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter ved vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013, fordi de ansattes repræsentanter ikke kunne blive informeret og ikke selv kunne informere medlemsstaterne om visse omstændigheder som led i samrådsmødet og om tilsidesættelsen af aftalen af 2004.

47

Parlamentet, Rådet og Kommissionen har gjort gældende, at eftersom stævningen blev indleveret til Rettens Justitskontor den 23. januar 2014, skal påstanden om annullation af de anfægtede bestemmelser afvises, idet den i artikel 263 TEUF fastsatte frist udløb den 22. januar 2014. Parlamentet, Rådet og Kommissionen har endvidere gjort gældende, at sagsøgeren ikke opfylder betingelserne om at være umiddelbart og individuelt berørt, hvilke betingelser i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF skal opfyldes for at kunne antage en sag med påstand om annullation, som er anlagt af fysiske eller juridiske personer til prøvelse af almengyldige retsakter vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure, til realitetsbehandling.

48

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at søgsmålsfristerne i henhold til artikel 263 TEUF er ufravigelige procesforudsætninger, som parterne eller dommeren ikke kan fravige (jf. kendelse af 19.4.2016, Portugal mod Kommissionen, T-556/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:239, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis).

49

I henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal de i denne bestemmelse omhandlede klager indgives, inden to måneder efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den.

50

I det foreliggende tilfælde skal det bemærkes, at forordning nr. 1023/2013 blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 29. oktober 2013.

51

Hvad angår reglerne for beregning af frister skal det bemærkes, at det af artikel 101, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 fremgår, at en frist, der er udtrykt i måneder, udløber ved udgangen af den dag, der i fristens sidste måned er samme dag i måneden som den dag, hvor den begivenhed er indtruffet, eller den handling er foretaget, fra hvilken fristen regnes.

52

Artikel 101, stk. 2, i procesreglementet af 2. maj 1991 bestemmer, at såfremt fristen udløber på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, udløber den først ved udgangen af den følgende hverdag, idet den af Domstolen udfærdigede liste over lovbestemte fri- eller helligdage, som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, gælder ved Retten.

53

I henhold til artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 skal denne frist, når fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter begynder at løbe fra tidspunktet for offentliggørelsen af retsakten, i overensstemmelse med artikel 101, stk. 1, litra a), i procesreglementet af 2. maj 1991 imidlertid regnes fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for offentliggørelsen af retsakten i Den Europæiske Unions Tidende.

54

I overensstemmelse med artikel 102, stk. 2, i procesreglementet af 2. maj 1991 forlænges procesfristerne under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage.

55

Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 ikke præciserer, om denne bestemmelse henviser til arbejdsdage eller kalenderdage, og at der følgelig skal lægges den for sagsøgeren mest gunstige fortolkning til grund, hvorved det findes, at søgsmålsfristen begyndte at løbe fra udløbet af den fjortende arbejdsdag efter offentliggørelsen af forordning nr. 1023/2013, dvs. den 18. november 2013. Ifølge sagsøgeren udløb den ved artikel 263 TEUF fastsatte frist således den 18. januar 2014. Eftersom den 18. januar 2014 var en lørdag, forlænges søgsmålsfristen til den 20. januar 2014, hvortil skal lægges en afstandsfrist på ti dage. Ifølge sagsøgeren følger det heraf, at søgsmålsfristen udløb den 30. januar 2014, og at stævningen således var indleveret inden udløbet af denne frist.

56

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at selv såfremt artikel 102, stk. 1, i procesreglementet af 2. maj 1991 skal fortolkes således, at søgsmålsfristen begyndte at løbe fra udløbet af den fjortende kalenderdag efter offentliggørelsen af forordning nr. 1023/2013, dvs. den 12. november 2013, er stævningen indleveret inden denne frist. Ifølge sagsøgeren udløb den ved artikel 263 TEUF fastsatte søgsmålsfrist på to måneder i dette tilfælde således den 12. januar 2014. Eftersom den 12. januar 2014 var en søndag, forlænges søgsmålsfristen til udgangen af den følgende hverdag, dvs. den 13. januar 2013, hvortil skal lægges en afstandsfrist på ti dage. Søgsmålsfristen udløb således endeligt den 23. januar 2014.

57

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det af artikel 101, stk. 1, litra d), i procesreglementet af 2. maj 1991, fremgår, at der i de procesfrister, der er fastsat i traktaterne, statutten og dette reglement, »medregnes lovbestemte fri- og helligdage, lørdage og søndage«. Det følger heraf i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, at fristen på 14 dage »efter datoen for offentliggørelsen af retsakten i Den Europæiske Unions Tidende«, hvortil artikel 101, stk. 2, i procesreglementet af 2. maj 1991 henviser, utvivlsomt omfatter lovbestemte fri- og helligdage, lørdage og søndage. Det skal ligeledes bemærkes, at det af fast retspraksis fremgår, at artikel 101, stk. 2, i procesreglementet af 2. maj 1991, som udelukkende omhandler den situation, hvor fristen udløber på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, alene finder anvendelse i det tilfælde, hvor den samlede frist, inklusive afstandsfristen, udløber på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag (jf. kendelse af 20.11.1997, Horeca-Wallonie mod Kommissionen, T-85/97, EU:T:1997:180, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

58

Det følger heraf, at den i artikel 263 TEUF fastsatte søgsmålsfrist i det foreliggende tilfælde, henset til, at forordning nr. 1023/2013 blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 29. oktober 2013, begyndte at løbe den 12. november 2013, og at den udløb den 22. januar 2014. Eftersom stævningen blev indleveret den 23. januar 2014, er den således indleveret til Rettens Justitskontor efter udløbet af søgsmålsfristen.

59

Det skal bemærkes, at en streng overholdelse af processuelle regler er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen. I overensstemmelse med artikel 45, stk. 2, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol kan procesfrister kun fraviges, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure (jf. dom af 22.9.2011, Bell & Ross mod KHIM, C-426/10 P, EU:C:2011:612, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis, samt kendelse af 30.9.2014, Faktor B. i W. Gęsina mod Kommissionen, C-138/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2256, præmis 17, og af 28.11.2014, Quanzhou Wouxun Electronics mod KHIM – Locura Digital (WOUXUN), T-345/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1048, præmis 17).

60

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren hverken i stævningen eller i sit svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten gjort gældende, at en af de ovennævnte omstændigheder foreligger.

61

Det skal følgelig fastslås, at søgsmålet skal afvises, for så vidt som det tilsigter annullation af de anfægtede bestemmelser, uden at det er nødvendigt at undersøge de afvisningspåstande, der er udledt af sagsøgerens manglende søgsmålskompetence, som Parlamentet og Rådet har fremsat som led i deres formalitetsindsigelser.

62

Parlamentet, Rådet og Kommissionen har gjort gældende, at det følger af retspraksis, at når sagsøgerens erstatningspåstande er snævert knyttet til dennes annullationspåstande og er støttet på tilsvarende klagepunkter som disse, og sagsøgerens annullationspåstande afvises, skal erstatningspåstandene ligeledes afvises.

63

Det skal i denne forbindelse i modsætning til, hvad Parlamentet, Rådet og Kommissionen har gjort gældende, bemærkes, at Retten i dom af 4. juli 2002, Arne Mathisen mod Rådet (T-340/99, EU:T:2002:174), som disse har henvist til, ikke fastslog, at erstatningspåstandene måtte afvises som følge af deres nære forbindelse til de annullationspåstande, der allerede var blevet afvist.

64

I den nævnte dom afviste Retten således erstatningspåstandene som følge af deres nære forbindelse til annullationspåstandene, idet undersøgelsen af de anbringender, der var fremsat til støtte for annullationspåstandene, ikke afdækkede nogen ulovlighed, der var begået af den institution, der var ophavsmand til retsakten, og derfor ingen ansvarspådragende fejl (dom af 4.7.2002, Arne Mathisen mod Rådet, T-340/99, EU:T:2002:174, præmis 135).

65

Det følger af den løsning, Retten valgte i dommen af 4. juli 2002, Arne Mathisen mod Rådet (T-340/99, EU:T:2002:174), at i visse tilfælde, dvs. når erstatningspåstandene alene er støttet på vedtagelsen af den retsakt, der påstås annulleret, og sagsøgeren ikke til støtte for erstatningspåstandene har fremsat nye klagepunkter i forhold til dem, der er fremsat til støtte for annullationspåstandene, giver konstateringen af, at der ikke foreligger ulovligheder, ved afslutningen af undersøgelsen af de anbringender, der er fremsat til støtte for annullationspåstandene, mulighed for umiddelbart at udelukke, at en af betingelserne for, at Unionen ifalder et ansvar uden for kontraktforhold, er opfyldt, nemlig at den institution, der er ophavsmand til retsakten, har begået en fejl.

66

I det foreliggende tilfælde bemærkes, at selv om erstatningspåstandene udspringer af vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013, som sagsøgeren i øvrigt har påstået annulleret, følger afvisningen af annullationspåstandene dels ikke af en konstatering af, at der ikke forelå en tilsidesættelse, men af, at de ikke kan antages til realitetsbehandling, dels har sagsøgeren til støtte for sine erstatningspåstande fremsat et nyt klagepunkt i forhold til dem, der blev fremsat til støtte for annullationspåstandene, nemlig en tilsidesættelse af artikel 12 i chartret om grundlæggende rettigheder.

67

I overensstemmelse med princippet om søgsmålstypernes selvstændige karakter kan konstateringen af, at annullationspåstande afvises, uanet om det skyldes, at de er fremsat efter fristens udløb, eller at sagsøgeren ikke har søgsmålskompetence, principielt ikke have indvirkning på muligheden for at antage erstatningspåstandene til realitetsbehandling (jf. i denne retning kendelse af 4.5.2005, Holcim (France) mod Kommissionen, T-86/03, EU:T:2005:157, præmis 48 og 50).

68

Det skal nemlig bemærkes, at de i artikel 263, stk. 6, TEUF fastsatte betingelser ikke finder anvendelse på erstatningssøgsmål anlagt i henhold til artikel 340 TEUF, og at erstatningssøgsmål mod Unionen i henhold til artikel 46 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol er underlagt en forældelsesfrist på fem år.

69

Hvad angår det af Parlamentet og Rådet påberåbte argument om retspraksis vedrørende EU-personalesager skal det bemærkes, at denne retspraksis er begrænset til økonomiske tvister mellem EU-tjenestemænd og ‑ansatte og den institution, hvor de er ansat (jf. i denne retning kendelse af 29.11.1994, Bernardi mod Kommissionen, T-479/93 og T-559/93, EU:T:1994:277, præmis 39). Den foreliggende sag er en tvist mellem en sammenslutning af fagforeninger, hvis medlemmer er fagforeninger, der forsvarer interesserne for EU-tjenestemænd og ‑ansatte ved Parlamentet og Rådet i deres egenskab af medlovgivere.

70

Henset til det ovenstående kan erstatningspåstandene antages til realitetsbehandling. Følgelig forkastes de af Parlamentet og Rådet rejste formalitetsindsigelser i forhold hertil.

71

Det skal bemærkes, at Unionen i medfør af artikel 340, stk. 2, TEUF for så vidt angår ansvar uden for kontraktforhold i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer, skal erstatte skader forvoldt af dets institutioner eller af dets ansatte under udøvelsen af deres hverv.

72

Ifølge fast retspraksis følger det af artikel 340, stk. 2, TEUF, at det er en forudsætning for Unionens ansvar uden for kontraktforhold og gennemførelsen af kravet om erstatning for det lidte tab, at en række betingelser skal være opfyldt med hensyn til den retsstridige adfærd, der foreholdes institutionerne, det eventuelle tab samt årsagsforbindelsen mellem denne adfærd og det påberåbte tab (dom af 29.9.1982, Oleifici Mediterranei mod EØF, 26/81, EU:C:1982:318, præmis 16, og af 9.9.2008, FIAMM m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-120/06 P og C-121/06 P, EU:C:2008:476, præmis 106).

73

Så snart en af disse betingelser ikke er opfyldt, må sagsøgte frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de øvrige betingelser er opfyldt (dom af 14.10.1999, Atlanta mod Det Europæiske Fællesskab, C-104/97 P, EU:C:1999:498, præmis 65; jf. ligeledes i denne retning dom af 15.9.1994, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, C-146/91, EU:C:1994:329, præmis 81). Unionens retsinstanser er ikke forpligtet til at undersøge disse betingelser i en bestemt rækkefølge (dom af 18.3.2010, Trubowest Handel og Makarov mod Rådet og Kommissionen, C-419/08 P, EU:C:2010:147, præmis 42; jf. ligeledes i denne retning dom af 9.9.1999, Lucaccioni mod Kommissionen, C-257/98 P, EU:C:1999:402, præmis 13).

74

Det skal i det foreliggende tilfælde bemærkes, at sagsøgeren har støttet sin erstatningspåstand på, at der foreligger tjenestefejl. Selv om der ikke findes en præcis definitionen af begrebet tjenestefejl, antages det generelt, at dette svarer til en handling eller undladelse af en eller flere ansatte i forvaltningen under udøvelsen af deres hverv, som fører til en tilsidesættelse af tjenestens forpligtelser. Denne fejl kan i modsætning til en personlig fejl ikke tilskrives tjenestens ansatte, men selve tjenesten og dermed forvaltningen.

75

I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid fastslås, at de fejl, som sagsøgeren har henvist til, vedrører Unionens retsanordnende virksomhed. Det samme gælder for den angivelige tilsidesættelse af ændringen af 2004. Sagsøgeren har nemlig gjort gældende, at denne fejl følger af vedtagelsen af visse konkrete bestemmelser i forordning nr. 1023/2013.

76

Det samme gælder for den angivelige tilsidesættelse af samrådsproceduren. Det fremgår således af dom af 15. september 2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet (T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 96), at de regler, der følger af Rådets beslutning af 23. juni 1981, som foreskriver samrådsproceduren, hører under de processuelle regler vedrørende vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013, hvis eventuelle tilsidesættelse indebærer den nævnte forordnings tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. På denne baggrund tilsigter sagsøgeren således Unionens ansvar som følge af dens retsanordnende virksomhed frem for dens ansvar som følge af de tjenestefejl, som Rådet og Parlamentet måtte have begået som led i proceduren for vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013.

77

Der er endvidere grundlag for at undersøge karakteren af den fejl, der følger af den angivelige tilsidesættelse af artikel 12 i chartret om grundlæggende rettigheder, som fastsætter forsamlings- og foreningsfriheden, eftersom sagsøgeren ikke har fremført noget argument for at godtgøre, at der foreligger en sådan tilsidesættelse.

78

Hvad nærmere bestemt angår erstatningsansvar for retsanordnende virksomhed har Domstolen allerede bemærket, at selv om de principper i medlemsstaternes retssystemer, der regulerer offentlige myndigheders ansvar for tab, der forvoldes borgere som følge af generelle retsakter, varierer i betydeligt omfang fra den ene medlemsstat til den anden, er det imidlertid muligt at konstatere, at offentlige myndigheder kun undtagelsesvis og i særlige tilfælde ifalder ansvar for generelle retsakter, der bygger på et økonomisk-politisk valg (dom af 25.5.1978, Bayerische HNL Vermehrungsbetriebe m.fl. mod Rådet og Kommissionen, 83/76, 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, EU:C:1978:113, præmis 5).

79

Domstolen har derfor bl.a. fastslået, at Unionen, henset til artikel 340, stk. 2, TEUF, kun ifalder ansvar som følge af en generel retsakt, der bygger på økonomisk-politiske valg, såfremt der foreligger en tilstrækkeligt kvalificeret krænkelse af en højere retsregel til beskyttelse af private (dom af 13.6.1972, Compagnie d’approvisionnement, de transport et de crédit og Grands Moulins de Paris mod Kommissionen, 9/71 og 11/71, EU:C:1972:52, præmis 13, af 25.5.1978, Bayerische HNL Vermehrungsbetriebe m.fl. mod Rådet og Kommissionen, 83/76, 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, EU:C:1978:113, præmis 4, og af 8.12.1987, Les Grands Moulins de Paris mod EØF, 50/86, EU:C:1987:527, præmis 8).

80

Domstolen har i denne henseende videre præciseret, at den retsregel, som skal konstateres at være overtrådt, skal give borgerne rettigheder (jf. i denne retning dom af 4.7.2000, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, C-352/98 P, EU:C:2000:361, præmis 41 og 42, og af 19.4.2007, Holcim (Deutschland) mod Kommissionen, C-282/05 P, EU:C:2007:226, præmis 47).

81

Domstolen har endvidere bemærket, at den restriktive opfattelse af Unionens ansvar for udøvelsen af dets retsanordnende virksomhed beror på den betragtning, dels at udøvelsen af den lovgivende magt, selv hvor der findes en domstolskontrol med retsakternes lovlighed, ikke må hindres ved udsigten til erstatningskrav, hver gang det i Unionens almene interesse kræves, at der træffes generelle foranstaltninger, som kan skade borgernes interesser, dels at Unionen i en retlig sammenhæng, som er kendetegnet ved, at der foreligger en vid skønsbeføjelse, der er uomgængelig for iværksættelsen af dens politik, kun kan ifalde ansvar, hvis den pågældende institution åbenbart og groft har overskredet grænserne for udøvelsen af sine beføjelser (dom af 5.3.1996, Brasserie du pêcheur og Factortame, C-46/93 og C-48/93, EU:C:1996:79, præmis 45).

82

Det er i lyset af disse ovennævnte principper i retspraksis, at det skal vurderes, om betingelserne for, at Unionen ifalder et ansvar, er opfyldt i nærværende sag.

83

Sagsøgeren har gjort gældende, at sammenslutningen har deltaget som repræsentant for alle ansatte sammen med de øvrige faglige organisationer i den samrådsprocedure, der er fastsat i Rådets beslutning af 23. juni 1981, som led i den ændring af vedtægten og ansættelsesvilkårene, der førte til vedtagelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten og af ansættelsesvilkårene (EUT 2004, L 124, s. 1). Der blev som led i denne samrådsprocedure indgået en aftale med Rådet om den pågældende ændring. Det er sagsøgerens opfattelse, at denne aftale vedrørte de faglige organisationers accept af flere foranstaltninger til modernisering af karriereforløbene for tjenestemænd og øvrige ansatte ved Unionen samt accept af et solidaritetsbidrag for at afspejle omkostningerne til socialpolitikken, til forbedring af arbejdsvilkårene og europaskolerne og til garantien for opretholdelse af den sociale ro ved ikke at foretage en tilpasninger af lønninger og pensioner, der var højere end dem, der fulgte af den flerårlige tilpasningsmekanisme. Under henvisning til 11. og 12. betragtning til forordning nr. 723/2004 har sagsøgeren således gjort gældende, at foranstaltningerne til modernisering bestod i at omgruppere personalet i to ansættelsesgrupper, administratorer (AD) og assistenter (AST), at indføre et lineært karriereforløb og anvende et princip om ækvivalens mellem karriereforløb og lette overgangen fra den første ansættelsesgruppe til den anden ansættelsesgruppe takket være en ny certificeringsordning. Ifølge sagsøgeren bestod disse foranstaltninger ligeledes i en lempelse af arbejdsvilkårene og indebar navnlig en ret til på visse betingelser at arbejde på deltid samt muligheden for at indgå i jobdelingsordninger eller at opnå udvidet orlov af personlige årsager, at fastsætte nye bestemmelser om familieorlov og især om retten til en mere fleksibel barselsorlov, fædreorlov, adoptions- og forældreorlov samt orlov i tilfælde af et familiemedlems alvorlige sygdom. De faglige organisationers, herunder sagsøgerens, accept af foranstaltningerne for modernisering, hvilket nævnes i 38. betragtning til forordning nr. 723/2004, udgjorde en modydelse for, at metoden for årlig tilpasning af lønningerne og garantien for dens anvendelse indtil den 31. december 2012 blev indskrevet i vedtægten og i ansættelsesvilkårene.

84

Det følger heraf, at den af sagsøgeren bemærkede aftale om ændring af vedtægten og ansættelsesvilkårene, der blev indført ved forordning nr. 723/2004, påvirker dennes troværdighed både i forhold til alle de ansatte og i forhold til EU-lovgiver og de andre EU-institutioner. Ifølge sagsøgeren skader den omstændighed, at forordning nr. 1023/2013 genovervejer begreber i den pågældende aftale – navnlig ved en ændring af vedtægtens artikel 45, stk. 1, og ved indførelsen af en ny ansættelsesgruppe – og genovervejer principperne om et lineært karriereforløb og ækvivalens mellem karriereforløb, imidlertid sagsøgerens troværdighed.

85

Det er endvidere sagsøgerens opfattelse, at ændringerne af vedtægtens artikel 45, stk. 1, og artikel 52 samt af artikel 4 i bilag IVa til vedtægten ved artikel 1, stk. 27, 32 og 64, i forordning nr. 1023/2013, når der ikke foreligger overgangsbestemmelser, tilsidesatte princippet om de velerhvervede rettigheder for tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen, der fulgte af ændringsaftalen af 2004.

86

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at sagsøgerens teori er støttet på den urigtige forudsætning om, at ændringsaftalen af 2004, der blev indgået mellem Rådet og de faglige organisationer som led i vedtagelsen af forordning nr. 723/2004, kan sidestilles med en højere retsregel, som EU-lovgiver skulle overholde som led i vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013.

87

Uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om den aftale, der blev indgået mellem de faglige organisationer og Rådet som led i samrådsproceduren, udgjorde en retlig forpligtelse for den sidstnævnte, da det vedtog forordning nr. 723/2004, skal det således fastslås, at denne aftale alene vedrørte ændringen af 2004. Virkningerne af en sådan aftale kan således ikke udvides til at gælde for alle EU-lovgivers senere ændringer af vedtægten, uden at denne lovgiver fratages muligheden for at udøve de beføjelser, som den er indrømmet i henhold til artikel 336 TEUF.

88

Det skal endvidere bemærkes, at Domstolen tidligere har fastslået, at eftersom det retlige forhold mellem tjenestemænd og forvaltningen er af vedtægtsmæssig karakter, kan lovgiver til enhver tid ændre tjenestemændenes rettigheder og forpligtelser (dom af 22.12.2008, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, C-443/07 P, EU:C:2008:767, præmis 60).

89

Det følger heraf, at vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013, henset til formålet med aftalen af 2004, ikke kunne skade dette formål.

90

For det andet skal det hvad angår den angivelige tilsidesættelse af princippet om velerhvervede rettigheder dels bemærkes, at denne tilsidesættelse, for så vidt som en sådan ulovlighed måtte foreligge, ikke udgør en egentlig tilsidesættelse af aftalen af 2004, som den defineres af sagsøgeren. Den angivelige tilsidesættelse af aftalen af 2004, der følger af ændringen af et vist antal bestemmelser i vedtægten ved forordning nr. 1023/2013, skal nemlig adskilles fra en tilsidesættelse af princippet om velerhvervede rettigheder for tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen.

91

Dels skal det bemærkes, at de pågældende bestemmelser i det foreliggende tilfælde ikke skader princippet om velerhvervede rettigheder. Det gælder nemlig principielt, at ændringslove til en lovbestemmelse, som forordninger om ændring af vedtægten, i mangel af modstående bestemmelse, finder anvendelse på fremtidige virkninger af situationer, som er opstået, mens den tidligere lov var gældende. Der gælder kun noget andet for situationer, der er opstået og endeligt realiseret, mens den tidligere bestemmelse var gældende, som skaber velerhvervede rettigheder. En rettighed er således velerhvervet, når dens retsstiftende forhold er opstået før lovændringen. Dette er imidlertid ikke tilfældet med en rettighed, hvis retsstiftende forhold ikke faktisk er opstået, mens de retsforskrifter, der blev ændret, var gældende (jf. dom af 22.12.2008, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, C-443/07 P, EU:C:2008:767, præmis 61-63 og den deri nævnte retspraksis).

92

Hvad for det første angår sagsøgerens argumentation om, at tjenestemænd i ansættelsesgruppe AD 12 og AD 13, som havde samlet tilstrækkelige fortjenester til at blive forfremmet til en højere lønklasse i 2011 eller 2012, men som ikke blev forfremmet af budgetmæssige årsager, herefter blev frataget denne mulighed ved vedtægtens artikel 45, stk. 1, som ændret ved artikel 1, stk. 27, i forordning nr. 1023/2013, alene fordi de ikke besad en af de stillinger, der var nævnt i bilag I, afdeling A, til denne vedtægt, bemærkes, at de pågældende tjenestemænd med denne argumentation ikke anses for at have mistet retten til at blive forfremmet, men retten til at kunne forfremmes. Som Parlamentet med føje har anført, havde de pågældende tjenestemænd ikke en velerhvervet rettighed til at bevare den forfremmelsesordning, som eksisterede inden den ændring, der blev indført med forordning nr. 1023/2013.

93

For det andet skal sagsøgerens antagelse om, at dels artikel 1, stk. 32, i forordning nr. 1023/2013, dels samme forordnings artikel 1, stk. 64, litra b), som ændrede henholdsvis vedtægtens artikel 52, der fastsætter betingelserne for, at en tjenestemand kan pensioneres, og artikel 4 i bilag IVa til vedtægten om beregningen af lønnen for en tjenestemand på over 55 år, der har fået tilladelse til at arbejde på halv tid for at forberede sin pensionering, har frataget tjenestemænd på over 55 år, der inden den 1. januar 2014 kunne anmode om at være omfattet af disse foranstaltninger, disse rettigheder efter denne dato, og indtil de fylder 58 år, ligeledes forkastes.

94

I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, skal det nemlig fastslås, at det var artikel 1, stk. 34, i forordning nr. 1023/2013 om ændring af vedtægtens artikel 55a, stk. 2, hvortil artikel 4 i bilag IV til denne vedtægt henviser, som udskød den alder, hvorefter en tjenestemand kan anmode om at arbejde på halv tid for at forberede sin pensionering, til 58 år. Det skal desuden bemærkes, at en tjenestemands ret til i medfør af vedtægten i den udgave, der fandt anvendelse den 31. december 2014, at være begunstiget af førtidspensionering samt retten til at arbejde på halv tid for at forberede sin pensionering var betinget af en række betingelser, hvis overholdelse skulle vurderes af ansættelsesmyndigheden, samt af en anmodning fra tjenestemanden herom. Alene denne myndigheds positive beslutning kunne skabe en velerhvervet rettighed for tjenestemændene. Ændringen af disse bestemmelser skadede således ikke i sig selv de pågældende tjenestemænds velerhvervede rettigheder.

95

Henset til de ovenstående betragtninger skal det fastslås, at det af den angivelige tilsidesættelse af ændringsaftalen af 2004 ikke kan udledes, at Unionen er ifaldet et ansvar.

96

Sagsøgeren har gjort gældende, at forordning nr. 1023/2013 blev vedtaget i strid med artikel 27 i chartret om grundlæggende rettigheder, som fastsætter retten til information og høring af arbejdstagerne. Denne tilsidesættelse følger af den manglende overtrædelse af de forpligtelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 10, samt af den samrådsprocedure, der er fastsat i Rådets beslutning af 23. juni 1981.

97

Sagsøgeren har bl.a. gjort gældende, at Kommissionen, henset til, at de ændringer, som Parlamentet og Rådet foretog af det forslag til ændring af vedtægten, som oprindeligt var forelagt Vedtægtsudvalget, var væsentlige, under trepartsforhandlingerne i medfør af vedtægtens artikel 10 var forpligtet til atter at forelægge det således ændrede forslag for Vedtægtsudvalget på en måde, som gav udvalget mulighed for at afgive sin udtalelse på passende vis og i rimelig tid. Kommissionen forelagde blot Vedtægtsudvalget den ændrede udgave af sit oprindelige forslag til ændring af vedtægten til oplysning, uden at den gav udvalget mulighed for at tage stilling i rimelig tid.

98

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det følger af vedtægtens artikel 10, at Kommissionen hører Vedtægtsudvalget om alle forslag til ændring af vedtægten.

99

Vedtægtens artikel 10 pålægger Kommissionen en høringsforpligtelse, der, foruden formelle forslag, også omfatter de væsentlige ændringer i allerede behandlede forslag, som Kommissionen foretager, medmindre ændringerne i sidstnævnte tilfælde hovedsageligt svarer til de ændringer, som Vedtægtsudvalget har foreslået (dom af 11.7.2007, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, T-58/05, EU:T:2007:218, præmis 35, og af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 129).

100

En sådan fortolkning støttes såvel af ordlyden af vedtægtens artikel 10 som af den rolle, som Vedtægtsudvalget spiller. Eftersom bestemmelsen dels fastsætter en bindende og undtagelsesfri høring af Vedtægtsudvalget vedrørende yderligere forslag til ændring af vedtægten, må den forpligtelse, som den fastsætter, gives en bred rækkevidde. Bestemmelsens ordlyd er derfor klart uforenelig med en restriktiv fortolkning af dens rækkevidde. Desuden skal Vedtægtsudvalget, som et paritetisk organ, der omfatter repræsentanter fra administrationen og fra personalet i alle institutionerne, hvilket sidstnævnte er demokratisk valgt, tage hensyn til og fremme Unionens offentlige tjenestes interesser i deres helhed (dom af 11.7.2007, Centeno Mediavilla m.fl. mod Kommissionen, T-58/05, EU:T:2007:218, præmis 36, og af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 130).

101

Det følger heraf, at Kommissionen, når den foretager en ændring af sit forslag til ændring af vedtægten under den almindelige lovgivningsprocedure, er forpligtet til atter at høre Vedtægtsudvalget inden Rådets vedtagelse af de pågældende lovbestemmelser, når denne ændring væsentligt ændrer forslagets indhold (dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 135).

102

Det skal i det foreliggende tilfælde fastslås, at selv om Kommissionen har anvendt sin lovgivningsmæssige initiativret ved at fremlægge forslaget til ændring af vedtægten for Parlamentet og Rådet den 13. december 2011, anvendte den ikke denne beføjelse til at ændre dette forslag (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 136).

103

Kommissionen deltog ganske rigtigt i de trepartsforhandlinger, der blev afholdt under den pågældende almindelige lovgivningsprocedure. I henhold til punkt 13 i fælles erklæring om den praktiske gennemførelse af den fælles beslutningsprocedure (artikel 251 i EF-traktaten) (EUT 2007, C 145, s. 5), som Parlamentet, Rådet og Kommissionen afgav den 13. juni 2007, og som fastsætter regler for disse uformelle møder, er Kommissionens rolle under Parlamentets førstebehandling at støtte disse kontakter »for at fremme en tilnærmelse mellem [Parlamentets] og Rådets holdninger under hensyntagen til den interinstitutionelle ligevægt og den rolle, Kommissionen har i medfør af traktaten« (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 137).

104

Den omstændighed, at de trepartsforhandlinger, der i det foreliggende tilfælde blev afholdt under Parlamentets førstebehandling, med Kommissionens deltagelse, hvis rolle er anført ovenfor i præmis 103, førte til et forlig mellem Parlamentet og Rådet med henblik på at ændre forslaget til ændringen af vedtægten, kan således ikke anses for at udgøre Kommissionens egen ændring af dette forslag (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 138).

105

Endvidere kan Parlamentets vedtagelse under førstebehandlingen af en tekst, der ændrede forslaget til ændring af vedtægten, heller ikke sidestilles med Kommissionens egen ændring af dens oprindelige forslag (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 139).

106

Henset til de ovenstående bemærkninger var Kommissionen hverken efter afslutningen af de trepartsforhandlinger, der blev afholdt under Parlamentets førstebehandling, eller efter sidstnævntes vedtagelse af sit forslag under førstebehandlingen forpligtet til atter at høre Vedtægtsudvalget i medfør af vedtægtens artikel 10 (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 140).

107

Uafhængigt af, om de under førstebehandlingen af Parlamentet vedtagne ændringer var væsentlige, skal sagsøgerens argumenter om en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 10 følgelig forkastes.

108

Sagsøgeren har gjort gældende, at samrådsproceduren i det foreliggende tilfælde var behæftet med en ulovlighed, for så vidt som den ikke er blevet tilpasset efter Lissabontraktatens ikrafttræden for hvad angår vedtagelsen af vedtægten for tjenestemænd i Unionen at foreskrive deltagelse af Parlamentet, der var blevet medlovgiver.

109

Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at en faglig organisation, Union syndicale-Bruxelles, i modsætning til, hvad der fremgår af præmis 170 i dom af 15. september 2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet (T 17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489), rent faktisk den 28. juni 2013, inden Corepers endelige behandling af forligets endelige tekst begyndte, havde anmodet om et møde i Samrådsudvalget, men at Rådets generalsekretær havde givet afslag på denne anmodning, dels fordi Samrådsudvalgets arbejde i henhold til erklæringen bilagt Rådets beslutning af 23. juni 1981 blev ophævet som følge af de alvorlige forstyrrelser af Rådets almindelige arbejdsgang, der var forårsaget af tre dages strejke, dels fordi Parlamentets Retsudvalg allerede havde godkendt teksten. Sagsøgeren har tilføjet, at formanden for Union syndicale-Bruxelles for Rådets generalsekretær anfægtede sidstnævntes beslutning om ikke at indkalde Samrådsudvalget, idet den nævnte formand gjorde gældende, at punkt 4 i »aftalen af 24. maj 2004 mellem vicegeneralsekretæren for Rådet og de faglige organisationer om de bestemmelser, der finder anvendelse i tilfælde af Rådets Generalsekretariats personales arbejdsstandsning«, som foreskriver, at det strejkevarsel, der gælder for begge parter for, eventuelt ved udpegelse af en mægler, at kunne forhandle en konfliktløsning, aldrig blev iværksat i det foreliggende tilfælde og således ikke gjorde det muligt at undgå en strejke. Sagsøgeren har ligeledes fremhævet, at det følger af den pågældende aftale, »at en strejke ikke kan være til hinder for, at der afholdes samlinger i Rådet«, og »vicegeneralsekretæren opretter på grundlag af en liste over de nødvendige stillinger for institutionens beslutningsproces en liste over de ansatte, der er forpligtede til at påtage sig deres opgaver«. Ifølge sagsøgeren følger heraf, at Rådets generalsekretær med urette afviste at afholde et møde i Samrådsudvalget, fordi Rådets almindelige arbejdsgang var alvorligt forstyrret.

110

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Rådets beslutning af 23. juni 1981 blev vedtaget på grundlag af en aftale med de faglige organisationer, hvilket er godtgjort ved, at Rådet tidligere havde forelagt de faglige organisationer ændringer til denne beslutning, og at det således ikke kunne ændre denne ensidigt, som det gjorde ved den fortolkende erklæring af 6. maj 2013. Sagsøgeren har desuden anført, at ordlyden af den fortolkende erklæring først blev meddelt de faglige organisationer den 26. maj 2013, dvs. tre uger efter mødet i Samrådsudvalget den 6. maj 2013.

111

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at de to møder i Samrådsudvalget den 6. maj og 20. juni 2013, selv om der ikke forelå en tekst under disse møder, kunne have været nyttige, for så vidt som artikel 8 i Rådets beslutning af 23. juni 1981, der bestemmer, at »[u]nder deres arbejde tilstræber medlemmerne af Samrådsudvalget i videst muligt omfang at tilpasse deres holdninger og således give Rådet mulighed for at fremlægge en rapport, der fremfører en fælles holdning«, og at »rapporten, såfremt dette viser sig umuligt, fremfører de forskellige holdninger«, er overholdt. Ifølge sagsøgeren gav formanden for Samrådsudvalget under disse to møder blot formanden for Coreper mulighed for kortfattet at fremlægge Rådets hensigter den 6. maj 2013 eller Parlamentets hensigter den 20. juni 2013 og gav herefter de faglige organisationers repræsentanter mulighed for at fremlægge deres holdninger. Der blev således ikke gjort noget forsøg på at tilpasse holdningerne, og der foreligger ikke et skriftligt referat af disse møder.

112

Hvad for det første angår Parlamentets manglende deltagelse i den samrådsprocedure, der er foreskrevet i Rådets beslutning af 23. juni 1981, skal det i denne henseende bemærkes, at dette i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke udgør en tilsidesættelse af den ret til information og høring af arbejdstagerne, som er fastsat i artikel 27 i chartret om grundlæggende rettigheder.

113

Den samrådsprocedure, der er fastsat i Rådets beslutning af 23. juni 1981, skal således placeres i den retlige sammenhæng, hvori den er indført. Denne beslutning blev nemlig vedtaget på et tidspunkt, hvor Rådet var enekompetent til at vedtage vedtægten for tjenestemænd og de øvrige ansatte i Unionen. En sådan procedure blev således naturligvis ikke vedtaget som led i en ændring af vedtægten efter den almindelige lovgivningsprocedure. Dette er som anført ovenfor i præmis 12 årsagen til, at Rådet vedtog en fortolkende erklæring om sin beslutning af 23. juni 1981, efter at Parlamentet havde afvist at deltage som medlovgiver i den samrådsprocedure, der er fastsat i denne beslutning (dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 145 og 146).

114

Parlamentets afvisning af at deltage i den i Rådets beslutning af 23. juni 1981 fastsatte samrådsprocedure kunne alene udgøre en tilsidesættelse af artikel 27 i chartret om grundlæggende rettigheder, på den ene side hvis denne bestemmelse pålagde EU-institutionerne en forpligtelse til at høre de faglige organisationer om forslag til ændring af vedtægten, og på den anden side har Parlamentet ikke foretaget nogen høring i denne retning (dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 147).

115

Det skal bemærkes, at det følger af artikel 27 i chartret om grundlæggende rettigheder, at udøvelsen af de heri fastsatte rettigheder skal ske i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i EU-retten. I det foreliggende tilfælde fremgår det af vedtægtens artikel 10b, at forslag til ændring af vedtægten kan gøres til genstand for høring af de repræsentative faglige organisationer. De institutioner, der heri ikke har forpligtet sig ensidigt, er således ikke forpligtede til at foretage en sådan høring (dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 148).

116

Selv om de faglige organisationer i modsætning til, hvad skrivelsen af 4. marts 2013 fra formanden for Parlamentet til Rådet som svar på sidstnævntes opfordring til Parlamentet til at deltage i den samrådsprocedure, der er fastsat i Rådets beslutning af 23. juni 1981, lader forstå, ikke var blevet hørt af Parlamentet om de ændringer af vedtægten, der blev indført ved de anfægtede bestemmelser, udgør denne omstændighed følgelig ikke en tilsidesættelse af den ret til information og høring af arbejdstagerne, der er fastsat i artikel 27 i chartret om grundlæggende rettigheder (dom af 15.9.2016, U4U m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-17/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:489, præmis 149).

117

For det andet skal det hvad angår ændringen af Rådets beslutning af 23. juni 1981 bemærkes, at Rådet i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, havde ret til ensidigt at ændre denne beslutning ved den fortolkende erklæring af 6. maj 2013. Det fremgår nemlig af ændringsklausulen for beslutningen af 23. juni 1981, at »Rådet kan til enhver tid enten på eget initiativ eller efter anmodning fra de medlemmer af samrådsudvalget, der repræsenterer det i afsnit I, stk. 2, punkt a), tredje led, omhandlede personale eller administrationschefer, undersøge resultaterne af anvendelsen af disse bestemmelser med henblik på at afgøre, om de skal ændres«. Denne konstatering kan ikke ændres af sagsøgerens konklusion om, at Rådet tidligere havde forelagt et udkast til ændring af beslutningen af 23. juni 1981 for de faglige organisationer med henblik på at indhente deres tilsagn. Det fremgår på ingen måde af det dokument, som sagsøgeren har fremlagt til støtte for denne konstatering, at Rådet anmodede de faglige organisationer om deres samtykke til de ændringer, som det påtænkte at indføre i beslutningen af 23. juni 1981, men alene, at det ønskede at indhente deres bemærkninger i denne henseende. Det følger heraf, at dette dokument ikke bevidner, at Rådet fandt, at det var forpligtet af sådanne bemærkninger, men at det ønskede at få kendskab til de faglige organisationers holdning til de påtænkte ændringer.

118

Endvidere fremgår det af de beviser, som Rådet har fremlagt, at administrationen ved Generalsekretariatet for Rådet i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, under et møde den 23. april 2013 gav de faglige organisationer mulighed for at tilkendegive deres mening om den påtænkte ændring af beslutningen af 23. juni 1981, og at teksten til udkastet til den fortolkende erklæring blev sendt den 30. april 2013 til de faglige organisationer, der deltog i Samrådsudvalget, inden den blev forelagt Coreper den 2. maj 2013 og vedtaget af Rådet den 6. maj 2013.

119

For det tredje skal det hvad angår sagsøgerens argument om, at Rådets generalsekretær med urette afviste at tiltræde anmodningen af 28. juni 2013 fra Union syndicale-Bruxelles om at indkalde til et møde i Samrådsudvalget, først bemærkes, at det følger af punkt 7 i den fortolkende erklæring til Rådets beslutning af 23. juni 1981, at den erklæring, der var vedlagt den nævnte beslutning, hvorefter »samrådsproceduren [automatisk ophæves], såfremt Rådets almindelige arbejdsgang forstyrres«, fortsat gjaldt i fuld udstrækning. Det fremgår af talrige beviser, som Rådet har fremlagt, at der, efter at de tre faglige organisationer i Rådet havde indgivet et strejkevarsel den 20. juni 2013, gældende for den 26., 27. og 28. juni 2013, rent faktisk fandt strejkehandlinger sted i løbet af disse tre dage. Disse handlinger, hvori deltog et betydeligt antal tjenestemænd svarende til en tredjedel af personalet, medførte en annullation af 19 møder i Rådets arbejdsgruppe. Det skal ligeledes, som Rådet har anført, bemærkes, at Rådets Generalsekretariat den 27. og 28. juni 2013 desuden skulle forestå organisationen af Det Europæiske Råd. Det fremgår af de beviser, som Rådet har fremlagt, at de tre faglige organisationer i Rådet den 25. juni 2013 indgav et endeligt strejkevarsel vedrørende weekend- og helligdagsydelserne samt for overtid i perioden fra den 25. juni til den 11. juli 2013.

120

Henset til disse omstændigheder kan det konstateres, at Rådets almindelige arbejdsgang den dag, hvor Union syndicale-Bruxelles anmodede om afholdelse af et møde i Samrådsudvalget, var forstyrret af strejkehandlinger, og at samrådsproceduren følgelig automatisk var ophævet. Denne konstatering kan ikke ændres af sagsøgerens argument om, at Rådet ikke anvendte de muligheder, der er fastsat i aftalen af 24. maj 2004 mellem vicegeneralsekretæren for Rådet og de faglige organisationer om de bestemmelser, der finder anvendelse i tilfælde af Rådets Generalsekretariats personales arbejdsstandsning, for at undgå strejkehandlinger eller begrænse virkningerne heraf. Denne aftale har nemlig ingen forbindelse til de bestemmelser i Rådets beslutning af 23. juni 1981, som fastlægger betingelserne for, at samrådsproceduren organiseres.

121

Det skal dernæst bemærkes, at det følger af litra d) i den fortolkende erklæring til Rådets beslutning af 23. juni 1981, at anvendelsen af denne »sker med forbehold for bestemmelserne i traktaterne, navnlig hvad angår frister og afviklingen af den almindelige lovgivningsprocedure omhandlet i artikel 294 TEUF«. Det skal bemærkes, at selv om teksten til det foreløbige forlig blev meddelt de faglige organisationer, der deltog i Samrådsudvalget den 24. juni 2013 om aftenen, ventede Union syndicale-Bruxelles til den 28. juni kl. 12:39 med at anmode om et møde i Samrådsudvalget, skønt Corepers endelige gennemgang af teksten til forliget skulle begynde samme dag kl. 15:00. Organisationen af et møde i Samrådsudvalget inden Corepers gennemgang af teksten til forliget havde gjort det nødvendigt at udsætte denne gennemgang. Som Rådet har anført, lykkedes det det irske formandskab at nå til et forlig med Parlamentet under særligt vanskelige politiske omstændigheder og med stor hastighed for at nå frem til politisk enighed inden formandskabets afslutning i slutningen af juni 2013. Mødet i Coreper om eftermiddagen den 28. juni 2013 fandt sted de sidste timer af det irske formandskab og var således dettes sidste mulighed for at overbevise Coreper om at acceptere det forlag, som formandskabet havde forhandlet. Som Rådet ligeledes har anført, var afviklingen af lovgivningsproceduren kendetegnet ved en politisk forbindelse mellem på den ene side den politiske aftale mellem Parlamentet og Rådet om ændringen af vedtægten og på den anden side den politiske aftale med Parlamentet om den flerårige finansielle ramme, som var et andet særligt vanskeligt politisk emne, der blev forhandlet under det irske formandskab. Denne politiske forbindelse gav Coreper mulighed for umiddelbart efter den politiske aftale om den flerårige finansielle ramme at acceptere forliget om ændringen af vedtægten. En forsinkelse af Corepers afgørelser kunne risikere at føre til en afvisning af forliget om ændringen af vedtægten.

122

Det skal fastslås, at sådanne omstændigheder ligeledes kan begrunde, at Rådets generalsekretær den 28. juni 2013 afslog at afholde et møde i Samrådsudvalget.

123

For det fjerde skal det hvad angår sagsøgerens argument om, at møderne i Samrådsudvalget den 6. maj og 20. juni 2013 ikke var i overensstemmelse med Rådets beslutning af 23. juni 1981, da der, skønt parterne ikke bestræbte sig på at tilpasse deres standpunkter, ikke blev optaget et skriftligt referat af deres divergerende standpunkter, bemærkes, at det ikke kan foreholdes Rådet, at det ikke udfærdigede et skriftligt referat af parternes divergerende standpunkter, navnlig hvad angår de faglige organisationers, selv om disse, herunder sagsøgeren, har gjort gældende, at de ikke hensigtsmæssigt kunne tilkendegive deres standpunkt ved disse møder, da præsentationen af ændringen var for generel.

124

Det følger af de ovenstående betragtninger, at Unionens ansvarspådragelse heller ikke kan udspringe af den angivelige tilsidesættelse af artikel 27 i chartret om grundlæggende rettigheder, af vedtægtens artikel 10 eller af Rådets beslutning af 23. juni 1981.

125

Sagsøgeren har i den del af stævningen, der vedrører erstatningspåstanden, gjort gældende, at Unionens ansvar som følge af vedtagelsen af forordning nr. 1023/2013 bl.a. følger af en tilsidesættelse af artikel 12 i chartret om grundlæggende rettigheder, som fastsætter forsamlings- og foreningsfriheden. Som det imidlertid allerede er bemærket ovenfor i præmis 77, har sagsøgeren ikke fremført noget konkret argument i denne henseende, hvorfor et sådant argument i henhold til retspraksis vedrørende artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet af 2. maj 1991, der fandt anvendelse på datoen for indgivelsen af stævningen, må afvises (dom af 7.11.2013, Budziewska mod KHIM – Puma (springende kattedyr), T-666/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:584, præmis 34).

126

Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren ikke har formået at godtgøre, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen i det foreliggende tilfælde begik en tilstrækkeligt kvalificeret overtrædelse af en retsregel, som skal tillægge borgerne rettigheder i den ovenfor i præmis 79 nævnte retspraksis’ forstand.

127

Eftersom den første betingelse for, at Unionen ifalder et ansvar uden for kontraktforhold, således ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde, skal erstatningspåstandene forkastes, uden at det er nødvendigt at undersøge, om de to øvrige betingelser for, at dette ansvar foreligger, er opfyldt.

128

Dette søgsmål må således delvist afvises hvad angår påstanden om annullation af de anfægtede bestemmelser, delvist forkastes som ugrundet hvad angår påstanden om erstatning for det tab, som sagsøgeren har lidt.

129

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og skal derfor bære sine egne omkostninger og betale Parlamentets og Rådets omkostninger i overensstemmelse med deres påstande herom. Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):

I. Tvistens baggrund

II. Retsforhandlinger og parternes påstande

III. Retlige bemærkninger

A. Om annullationspåstandene

B. Om erstatningspåstandene

1. Om formaliteten

2. Om realiteten

a) Om tilsidesættelsen af ændringsaftalen af 2004

b) Om tilsidesættelsen af artikel 27 i chartret om grundlæggende rettigheder, af vedtægtens artikel 10 og af den samrådsprocedure, der er fastsat i Rådets beslutning af 23. juni 1981

1) Om tilsidesættelsen af vedtægtens artikel 10

2) Om tilsidesættelsen af artikel 27 i chartret om grundlæggende rettigheder og af samrådsproceduren

c) Om tilsidesættelsen af artikel 12 i chartret om grundlæggende rettigheder

IV. Sagsomkostninger