PERSONALERETTENS DOM (Tredje Afdeling)

23. januar 2007

Sag F-43/05

Olivier Chassagne

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Tjenestemænd – løn – årlige rejseudgifter – bestemmelser, der finder anvendelse på tjenestemænd, som stammer fra et fransk oversøisk departement – artikel 8 i bilag VII til den ændrede vedtægt«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EF, hvorved Olivier Chassagne i det væsentlige har nedlagt påstand om dels annullation af Kommissionens stiltiende afvisning af den klage, sagsøgeren indgav den 20. november 2004 over sin lønseddel for august 2004, og annullation af den pågældende lønseddel, dels erstatning for det ikke-økonomiske og økonomiske tab, som sagsøgeren hævder at have lidt.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – årlige rejseudgifter

(Tjenestemandsvedtægten, art. 71; bilag VII, art. 8)

2.      Tjenestemænd – vedtægt – fortolkning – metoder

3.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – årlige rejseudgifter

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 8)

4.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – årlige rejseudgifter

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 8)

5.      Tjenestemænd – godtgørelse af udgifter – årlige rejseudgifter

(Art. 253 EF; tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 8, som ændret ved forordning nr. 723/2004)

6.      Tjenestemænd – vedtægt – ændring

(Tjenestemandsvedtægten; Rådets forordning nr. 723/2004)

7.      Tjenestemænd – principper – beskyttelse af den berettigede forventning

(Tjenestemandsvedtægten, bilag VII, art. 8)

1.      Retten til dækning af årlige rejseudgifter for tjenestemanden og familiemedlemmer, der forsørges af denne, fra tjenestested til hjemsted, fastsat i artikel 8 i bilag VII til vedtægten, er et udtryk for fællesskabslovgivers udøvelse af sin skønsbeføjelse, eftersom ingen trinhøjere fællesskabsret eller folkeret forpligtede denne til at indrømme tjenestemænd og deres familiemedlemmer en sådan ret. Da det således er inden for rammerne af sin skønsbeføjelse, at den har bestemt, at ansatte i den europæiske offentlige tjeneste kan få godtgjort de rejseudgifter, de har afholdt i forbindelse med deres årlige ferie, råder fællesskabslovgiver derfor over et vidt skøn ved fastsættelsen af vilkårene og fremgangsmåderne for en sådan godtgørelse, hvilken beføjelse skal udøves i overensstemmelse med de overordnede fællesskabsretlige regler og principper.

Fællesskabets retsinstansers legalitetskontrol på dette område skal derfor begrænses til en undersøgelse af, om den pågældende foranstaltning er behæftet med åbenbare fejl eller magtfordrejning, eller om den pågældende myndighed åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn, der skal udøves i overensstemmelse med de overordnede fællesskabsretlige regler og principper. Følgelig skal domstolskontrollen begrænses til en undersøgelse af – med hensyn til ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling – at den pågældende institution ikke har foretaget en forskelsbehandling, der er vilkårlig eller åbenbart utilstrækkelig, og – i forhold til proportionalitetsprincippet – at den vedtagne foranstaltning ikke er åbenbart uegnet i forhold til formålet med bestemmelserne.

Derfor var fællesskabslovgiver, henset til den væsentlige og vedvarende forøgelse af antallet af tjenestemænd, af legitime grunde – navnlig budgetmæssige, administrative og personalepolitikmæssige – fuldt berettiget til fremover at vælge at begrænse godtgørelsen til et fast beløb og derved udelukke en godtgørelse af de faktiske afholdte udgifter, alene med forbehold af, at formålet med artikel 8 i bilag VII til vedtægten – som er at give hver tjenestemand mulighed for at bevare sin personlige forbindelse med sine naturlige tilhørsforhold – sikres, hvilket forekommer at være tilfældet.

(jf. præmis 52, 55-57, 61, 62, 65, 66 og 73)

Henvisning til:

Domstolen, 11. marts 1987, forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, Rau mod Kommissionen, Sml. s. 1069, præmis 34; 11. juli 1989, sag 265/87, Schräder, Sml. s. 2237, præmis 22; 26. juni 1990, sag C-8/89, Zardi, Sml. I, s. 2515, præmis 10; 12. juli 2001, sag C-189/01, Jippes m.fl., Sml. I, s. 5689, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis; 7. september 2006, sag C-310/04, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 7285, præmis 96.

Retten, 30. september 1998, sag T-13/97, Losch mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 543, og II, s. 1633, præmis 113, 121 og 122; 30. september 1998, sag T-164/97, Busacca m.fl. mod Revisionsretten, Sml. Pers. I-A, s. 565, og II, s. 1699, præmis 48, 49, 58 og 59; 6. juli 1999, forenede sager T-112/96 og T-115/96, Séché mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 115, og II, s. 623, præmis 127 og 132; 8. januar 2003, forenede sager T-94/01, T-152/01 og T-286/01, Hirsch m.fl. mod ECB, Sml. Pers. I-A, s. 1, og II, s. 27, præmis 51; 13. september 2006, forenede sager T-217/99, T-321/00 og T-222/01, Sinaga mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 144.

2.      Bestemmelserne i den gældende tjenestemandsvedtægt skal fortolkes under hensyntagen til deres opbygning og målsætning og ikke på grundlag af en ordning, der er trådt ud af kraft.

(jf. præmis 70)

Henvisning til:

Domstolen, 25. november 1982, sag 79/82, Evens mod Revisionsretten, Sml. s. 4033, præmis 10.

3.      Selv om anvendelsen af artikel 8 i bilag VII til vedtægten vedrørende retten til et fast beløb til dækning af rejseudgifter fra tjenestested til hjemsted, i den efter den 1. marts 2004 gældende affattelse, medfører en forskelsbehandling mellem situationen for en tjenestemand, som stammer fra et fransk oversøisk departement, og de fleste andre tjenestemænd, hvis tjenestested og hjemsted er adskilt ved en kortere afstand, idet førstnævnte tildeles en gennemsnitlig kilometergodtgørelse, der er mindre end den, som sidstnævnte modtager, har en sådan forskelsbehandling sin oprindelse i en højere kilometerpris for flybilletter til destinationer ved mellemlang afstand. Selv om det er korrekt, at opstillingen af tabellen i den nævnte artikel ikke er baseret på nogen markedsundersøgelse vedrørende flybilletter, men udelukkende bygger på den generelle opfattelse af strukturen for kilometerpriser, kunne fællesskabslovgiver ikke desto mindre med føje konstatere, at der forelå en sådan prisstruktur og tage hensyn hertil ved udarbejdelsen og iværksættelsen af den nye ordning for godtgørelse af faste beløb, henset til institutionernes lange erfaring på området for behandlingen af ansøgninger om godtgørelse af rejseudgifter.

I øvrigt – og uagtet den konstaterede sondring mellem de gennemsnitlige kilometerpenge, der finder anvendelse på situationen for en tjenestemand, som stammer fra et fransk oversøisk departement, og situationen for andre tjenestemænd – forekommer ordningen i denne artikel hverken at være åbenbart uegnet eller åbenbart uhensigtsmæssigt i forhold til målet, hvilket er at give tjenestemanden og familiemedlemmer, der forsørges af denne, mulighed for, mindst én gang om året, at rejse til deres hjemsted. Med henblik på at forvisse sig om, at formålet med denne bestemmelse er blevet opfyldt, kunne lovgiver ikke begrænse sig til at fastsætte godtgørelsesbeløb, der direkte svarer til eller lige netop overstiger de priser, der i almindelighed anses for at være den sædvanlige pris for tjenestemænds rejser mellem tjenestested og hjemsted. Fællesskabslovgiver har derfor på grund af udsving på markedet for flybilletter og de politiske og økonomiske konjunkturers betydelige virkning på disses priser som hovedregel fastsat kilometergodtgørelsen således, at de faste beløb, som følger af deres anvendelse, er fuldt ud tilstrækkelige til at dække de faktiske rejseudgifter, samt i visse tilfælde udgifterne til endnu en rejse, eller mere. Under disse betingelser kan den omstændighed – for så vidt det tjenestemanden godtgjorte beløb er tilstrækkeligt til at finansiere rejsen til hjemstedet – at andre tjenestemænd modtager en gennemsnitlig kilometergodtgørelse, som er højere end den pågældende tjenestemand, ikke medføre, at ordningen bliver ulovlig, selv om det antages, at visse tjenestemænd på grund af prisniveauet for transportmidler på et givet tidspunkt oftere kan rejse til deres hjemsted end tjenestemanden til sit hjemsted.

På grund fællesskabslovgivers vide skøn, og henset til sammenhængen i ordningen i artikel 8 i bilag VII til vedtægten i sin helhed, er ordningen hverken åbenbart utilstrækkelig eller åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til dens formål, selv om indførelsen af en generel og abstrakt bestemmelse i grænsesituationer kan medføre tilfældige ulemper, hvorfor lovgiver ikke kan foreholdes at have foretaget en gruppeopdeling, når denne i det væsentlige ikke er diskriminerende i forhold til det forfulgte mål.

(jf. præmis 86 og 89-91)

Henvisning til:

Domstolen, 16. oktober 1980, sag 147/79, Hochstrass mod Domstolen, Sml. s. 3005, præmis 14.

4.      Under udøvelsen af sit vide skøn kan fællesskabslovgiver med henblik på at beregne det faste beløb ved godtgørelse af de årlige rejseudgifter med føje vurdere, at alle tjenestemænd, for hvilke afstanden mellem tjenestestedet og hjemstedet er den samme, befinder sig i samme situation ud fra ligebehandlingsprincippet, trods de forskelle, der beror på den insulære karakter af visse hjemsteder, og i umuligheden for visse tjenestemænd at anvende andre transportmidler end fly, og den tilskudsberettigede eller ikke-tilskudsberettigede karakter af flybilletter til visse destinationer. Det følger heraf, at den ligebehandling, der er forbeholdt alle disse tjenestemænd ved artikel 8 i bilag VII til statutten, er i overensstemmelse med kravene i henhold til dette princip.

(jf. præmis 93)

5.      Henset til, at begrundelsen, når der er tale om en almengyldig retsakt, kun behøver at angive de samlede omstændigheder, som har ført til, at retsakten er blevet udstedt, og de generelle formål, som den skal opfylde, og at hvis det formål, der forfølges af institutionen, i det væsentlige fremgår af den anfægtede retsakt, ville det være urimeligt at kræve en særlig begrundelse for de enkelte valg af teknisk art, som institutionen har truffet, er ændringen i forordning nr. 723/2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne – skønt kortfattet – tilstrækkelig for så vidt angår de nye regler for godtgørelse af årlige rejseudgifter.

(jf. præmis 105, 106 og 108)

Henvisning til:

Domstolen, 3. juli 1985, sag 3/83, Abrias m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1995, præmis 30 og 31; 19. november 1998, sag C-150/94, Det Forenede Kongerige mod Rådet, Sml. I, s. 7235, præmis 25 og 26; 19. november 1998, sag C-284/94, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 7309, præmis 30; 7. november 2000, sag C-168/98, Luxembourg mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 9131, præmis 62; 9. september 2003, sag C-361/01 P, Kik mod KHIM, Sml. I, s. 8283, præmis 102; 10. marts 2005, sag C-342/03, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 1975, præmis 55.

Retten, 22. juni 1994, forenede sager T-97/92 og T-111/92, Rijnoudt og Hocken mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 159, og II, s. 511, præmis 49 ff.; 8. november 2000, sag T-44/97, Ghignone m.fl. mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 223, og II, s. 1023, præmis 54 og 55.

6.      Udstedelsen af en fællesskabsforordning om ændring af vedtægten for tjenestemænd kan ikke være behæftet med en mangel som følge af, at der ikke er offentliggjort en konsolideret udgave af de bestemmelser, der regulerer situationen for tjenestemændene ved Den Europæiske Unions institutioner. Gyldigheden af en forordning afhænger nemlig af, om den er blevet forskriftsmæssigt offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, en formalitet, der er overholdt både hvad angår den oprindelige forordning, der fastsætter den pågældende vedtægt, og de forordninger, der har ændret den efterfølgende, herunder senest forordning nr. 723/2004. Den konsoliderede version af vedtægten er under alle omstændigheder tilgængelig på Kommissionens intranetsted, og en papirudgave udleveres i øvrigt normalt til hver tjenestemand ved dennes tiltrædelse. Desuden findes der ikke nogen retsregel, som indfører en pligt til at offentliggøre konsoliderede lovtekster af vedtægten eller vedrørende virkningerne af en fremtidig vedtægtsreform, der fastsætter de forhold, hvorunder offentliggørelsen af oplysninger til personalet skal ske, ligesom der ikke er nogen retsregel, der lader gyldigheden af tjenestemandsvedtægtens regler afhænge af en sådan offentliggørelse.

En tjenestemand kan i øvrigt ikke påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og princippet om god forvaltningsskik for at anfægte lovligheden af en ny regel i tjenestemandsvedtægten, især på et område, hvis formål netop kræver en konstant tilpasning på grund af ændringer i den økonomiske situation.

(jf. præmis 109-111)

Henvisning til:

Retten, 15. marts 1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 83, og II, s. 275, præmis 45; Rijnoudt og Hocken mod Kommissionen, præmis 104; 7. juli 1998, forenede sager T-238/95 – T-242/95, Mongelli m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 319, og II, s. 925, præmis 52-54; 7. juli 1998, forenede sager T-116/96, T-212/96 og T-215/96, Telchini m.fl. mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 327, og II, s. 947, præmis 83-85.

7.      På et område, hvis formål netop kræver en konstant tilpasning på grund af ændringer i den økonomiske situation, som f.eks. området for godtgørelse af årlige rejseudgifter til tjenestemænd, kan princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke være til hinder for at anvende en ny ordning på fremtidige virkninger af situationer, der er opstået under den tidligere ordning, når den pågældende myndighed ikke har afgivet noget tilsagn.

(jf. præmis 113 og 114)

Henvisning til:

Domstolen, 5. maj 1981, sag 112/80, Dürbeck, Sml. s. 1095, præmis 48.

Retten, 26. oktober 1993, forenede sager T-6/92 og T-52/92, Reinarz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1047, præmis 85; Mongelli m.fl. mod Kommissionen, præmis 52-54; Telchini m.fl. mod Kommissionen, præmis 83-85.