61994J0272

++++

Fri udveksling af tjenesteydelser ° hindringer ° forpligtelse for tjenesteydende virksomheder i byggebranchen til at betale arbejdsgiverbidrag uanset betaling af bidrag i etableringsstaten, hvorved der sker en dobbelt opkraevning ° ulovlighed ° begrundelse ° foreligger ikke

(EF-traktaten, art. 59 og 60)

Traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger en virksomhed i byggebranchen, der er etableret i en anden medlemsstat, og som midlertidigt udfoerer arbejdsopgaver i den foerste stat, en forpligtelse til at betale arbejdsgiverbidrag til "timbres-fidélité" og til "timbres-intempéries" for de arbejdstagere, der har vaeret beskaeftiget med dette arbejde, naar virksomheden allerede betaler lignende arbejdsgiverbidrag for de samme arbejdstagere og for de samme arbejdsperioder i den stat, hvor den er etableret.

En saadan forpligtelse udgoer ° ogsaa selv om den gaelder uden forskel for virksomheder, der er etableret paa statens omraade, og virksomheder i en anden medlemsstat, som goer brug af adgangen til fri udveksling af tjenesteydelser ° en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, idet de sidstnaevntes konkurrencemaessige stilling paavirkes ved, at de skal betale bidrag i to medlemsstater. Denne hindring kunne ganske vist vaere berettiget af det almene hensyn til at yde arbejdstagerne i byggebranchen social beskyttelse, men kun hvis de paagaeldende arbejdstagere ikke allerede noed den samme beskyttelse eller en i det vaesentlige tilsvarende beskyttelse i den medlemsstat, hvor deres arbejdsgiver er etableret.

Det paahviler den nationale ret at undersoege, om de paagaeldende arbejdstagere ° naar der bortses fra de tekniske forskelle mellem ordningerne til beskyttelse af de ansatte i de paagaeldende to medlemsstater ° ikke allerede i den medlemsstat, hvor den virksomhed, hvor de er ansat, er etableret, nyder en i det vaesentlige tilsvarende beskyttelse gennem deres arbejdsgivers bidrag som den, de bidrag, der er fastsat i den stat, hvor tjenesteydelserne praesteres, skal daekke. Hvis dette findes at vaere tilfaeldet, foreligger der en ulovlig hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser.

I sag C-272/94,

angaaende en anmodning, som Tribunal correctionnel d' Arlon (Belgien) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende straffesag mod

Michel Guiot,

Climatec SA som civilretligt ansvarlig arbejdsgiver,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af EF-traktatens artikel 59 og 60,

har

DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, D.A.O. Edward (refererende dommer), og dommerne P. Jann og L. Sévon,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° Ministère Public ved fuldmaegtig Philippe Naze, auditorat du travail ved Tribunal de première instance d' Arlon

° den belgiske regering ved directeur d' administration Jan Devadder, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

° den tyske regering ved Ministerialrat Ernst Roeder, Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtiget

° den luxembourgske regering ved conseiller de légation de 1re classe Nicolas Schmit, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Marie-José Jonczy og Hélène Michard, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 28. september 1995 af Michel Guiot og Climatec SA ved advokat André Bosseler, Arlon, af den belgiske regering ved Jan Devadder, af den luxembourgske regering ved advokat Luc Frieden, Luxembourg, og af Kommissionen ved Marie-José Jonczy og Hélène Michard,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 26. oktober 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved dom af 1. september 1994 indgaaet til Domstolen den 29. september 1994 har Tribunal correctionnel d' Arlon i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af traktatens artikel 59 og 60.

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en straffesag, der er rejst mod Michel Guiot som direktoer for Climatec SA, Luxembourg (herefter "Climatec"), og mod Climatec selv som civilretligt ansvarlig arbejdsgiver, idet de er tiltalt for i perioden fra marts 1992 til marts 1993 at have undladt i henhold til belgisk lovgivning at betale bidrag til "timbres-fidélité" (en bonusydelse) og "timbres-intempéries" (en ydelse ved ledighed paa grund af vejrlig) i forbindelse med, at Climatec har haft fire ansatte beskaeftiget paa en byggeplads i Arlon (Belgien). Det skyldige beloeb for den paagaeldende periode andrager 98 153 BFR.

3 I henhold til den belgiske kollektive overenskomst af 28. april 1988 (herefter "overenskomsten"), der blev indgaaet i Commission Paritaire de la Construction (herefter "Commission Paritaire") vedroerende "timbres-fidélité" og "timbres-intempéries", og som blev gjort obligatorisk ved kongelig anordning af 15. juni 1988 (Moniteur belge af 7.7.1988, s. 9897) var disse fire arbejdstagere, der var beskaeftiget i Belgien, omfattet af ordningen med "timbres-fidélité" og "timbres-intempéries".

4 Ifoelge overenskomstens artikel 2 skal alle virksomheder under Commission Paritaire indbetale et samlet bidrag paa 9,12% ° hvoraf de 9% er bestemt til tildeling af "timbres-fidélité" til deres arbejdstagere og 0,12% til at daekke administrationsudgifterne ° til "Fonds de sécurité d' existence des ouvriers de la construction" (herefter "fonden"). I henhold til overenskomstens artikel 3 skal visse kategorier af virksomheder endvidere indbetale et bidrag paa 2,1% til fonden, hvoraf 2% er bestemt til tildeling af "timbres-intempéries" til deres arbejdstagere og 0,10% til at daekke administrationsudgifterne. I medfoer af overenskomstens artikel 4, nr. 1, "beregnes (disse bidrag) paa grundlag af 100% af arbejdstagerens bruttoloen."

5 I Storhertugdoemmet Luxembourg skal Climatec endvidere betale to typer bidrag til social sikring i denne stat for alle arbejdstagere, som er ansat hos virksomheden, herunder for arbejdstagere, der midlertidigt udfoerer arbejde i en anden medlemsstat.

6 For det foerste er det i artikel 1 i lov af 28. januar 1971 vedroerende ydelse af loenkompensation i tilfaelde af ledighed paa grund af vintervejrlig (Mémorial A, 1971, s. 36) bestemt, at i tilfaelde af ledighed paa grund af vintervejrlig i perioden 16. november til 31. marts har arbejdstagere ansat i byggebranchen krav paa loenkompensation. I medfoer af artikel 13 betales denne loenkompensation baade for enkelte timers ledighed og for hele og paa hinanden foelgende dages ledighed. I medfoer af artikel 15 fastsaettes bruttobeloebet pr. time normalt til 80% af arbejdstagerens bruttotimeloen.

7 For det andet er der med den storhertugelige anordning af 21. juli 1989 om almindelig gennemfoerelse af det 14. og 15. tillaeg til den kollektive overenskomst for byggebranchen indgaaet mellem Fédération des entrepreneurs de nationalité luxembourgeoise og Groupement des entrepreneurs du bâtiment et des travaux publics paa den ene side og Confédération luxembourgeoise des syndicats chrétiens og Confédération syndicale indépendante paa den anden side (Mémorial A, 1989, s. 975) med virkning fra den 1. januar 1989 indfoert en pligt for arbejdsgiveren til ved aarets slutning at betale et bidrag paa 3% af bruttoloennen. Fra den 1. januar 1993 er dette bidrag forhoejet til 4% af bruttoloennen i henhold til artikel 18 og bilag IV til den storhertugelige anordning af 16. oktober 1993 om almindelig gennemfoerelse af den kollektive overenskomst for byggebranchen indgaaet mellem fagforbundene Onofhaengege Gewerkschaftsbond Letzebuerg (OGB-L) og Letzebuerger Chreschtleche Gewerkschaftsbond (LCGB) paa den ene side og Groupement des entrepreneurs du bâtiment et des travaux publics og Fédération des entrepreneurs de nationalité luxembourgeoise paa den anden side (Mémorial A, 1993, s. 1668). Dette bidrag ved aarets slutning betales sammen med loennen for december under forudsaetning af, at den ansatte har vaeret ansat i virksomheden et aar paa det tidspunkt, hvor bidraget forfalder (dvs. den 31.12.), og kan reduceres forholdsvis op til 100% paa grund af fravaer.

8 Da Tribunal correctionnel d' Arlon fandt, at straffesagens afgoerelse afhang af fortolkningen af traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser, besluttede den at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"° Skal artikel 7, 7A, 59 og 60 i traktaten om Den Europaeiske Union fortolkes saaledes, at naar en medlemsstat ved en kollektiv overenskomst, der ved kongelig anordning er gjort obligatorisk, har forpligtet alle virksomheder, der udfoerer arbejde paa dens territorium eller kommer dertil for der at udfoere arbejde under udoevelse af deres ret til fri udveksling af tjenesteydelser, til at betale arbejdsgiverbidrag til 'timbres-fidélité' og til 'timbres-intempéries' , selv om der derved sker en dobbelt opkraevning, idet disse virksomheder i deres oprindelsesland er forpligtede til at betale bidrag, som daekker de samme risici og i praksis har det samme eller et lignende formaal, udgoer det en tilsidesaettelse af disse artikler, for saa vidt som denne foranstaltning indebaerer en faktisk forskelsbehandling og saaledes udgoer en alvorlig hindring for gennemfoerelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser paa det indre marked uden graenser, idet denne forpligtelse medfoerer en ekstraudgift for faellesskabsvirksomhederne og saaledes goer dem mindre konkurrencedygtige paa den paagaeldende medlemsstats territorium?

° Naermere bestemt: Er det foreneligt med EOEF-traktatens artikel 59 (om restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser over graenserne), at der paalaegges en byggevirksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, og som udfoerer tjenesteydelser i byggebranchen i Belgien, en pligt til at betale 'timbres-intempéries' og 'timbres-fidélité' i henhold til den kollektive overenskomst af 28. april 1988, der blev gjort obligatorisk ved kongelig anordning af 15. juni 1988?"

9 Med dette spoergsmaal oensker den nationale ret i det vaesentlige oplyst, om traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, og som midlertidigt udfoerer arbejdsopgaver i den foerste stat, en forpligtelse til at betale arbejdsgiverbidrag til "timbres-fidélité" og til "timbres-intempéries" for de arbejdstagere, der har vaeret beskaeftiget med dette arbejde, naar virksomheden allerede betaler lignende arbejdsgiverbidrag for de samme arbejdstagere og for de samme arbejdsperioder i den stat, hvor den er etableret.

10 Det bemaerkes, at traktatens artikel 59 ikke blot kraever afskaffelse af enhver form for forskelsbehandling til skade for en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat paa grundlag af dennes nationalitet, men ogsaa ophaevelse af enhver restriktion ° ogsaa selv om den gaelder uden forskel for saavel indenlandske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater ° der kan vaere til hinder for eller indebaere ulemper for den virksomhed, som udoeves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor denne lovligt praesterer tilsvarende tjenesteydelser, eller kan goere denne virksomhed mindre tiltraekkende (jf. hertil dom af 25.7.1991, sag C-76/90, Saeger, Sml. I, s. 4221, praemis 12, og af 9.8.1994, sag C-43/93, Vander Elst, Sml. I, s. 3803, praemis 14).

11 Det bemaerkes endvidere, at selv naar der ikke er foretaget en harmonisering paa omraadet, kan den frie udveksling af tjenesteydelser, som er et grundlaeggende princip i traktaten, kun begraenses ved regler, der er begrundet i tvingende almene hensyn, og som gaelder for enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed paa modtagerstatens omraade, og kun i det omfang, disse hensyn ikke tilgodeses i kraft af de bestemmelser, tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvori denne er etableret (jf. bl.a. domme af 26.2.1991, sag C-180/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 709, praemis 17, og sag C-198/89, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 727, praemis 18, og ovennaevnte dom i Vander Elst-sagen, praemis 16).

12 Hertil fastslog Domstolen i dom af 27. marts 1990 (sag C-113/89, Rush Portuguesa, Sml. I, s. 1417, praemis 18), at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at medlemsstaterne lader deres lovgivning eller de kollektive overenskomster vedroerende mindsteloen, der er indgaaet mellem parterne paa arbejdsmarkedet, gaelde for alle, som udoever en loennet beskaeftigelse, herunder af midlertidig karakter, paa deres omraader, uanset i hvilken medlemsstat arbejdsgiveren er etableret, og at faellesskabsretten heller ikke opstiller noget forbud mod, at medlemsstaterne traeffer passende foranstaltninger til at sikre en overholdelse af saadanne regler.

13 Det skal herefter undersoeges, om kravene i den belgiske lovgivning virker som en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, og ° i givet fald ° om der inden for den paagaeldende type virksomhed er tvingende almene hensyn, der begrunder en saadan hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser. I bekraeftende fald skal det endvidere undersoeges, om disse hensyn ikke allerede er tilgodeset ved reglerne i den stat, hvor tjenesteyderen er etableret, og om det samme resultat ikke kan opnaas ved mindre indgribende regler.

14 Det bemaerkes for det foerste, at nationale bestemmelser, der forpligter arbejdsgiveren til som tjenesteyder i traktatens forstand at betale arbejdsgiverbidrag til vaertsstatens sociale sikringsfond ud over de bidrag, som han allerede har betalt til den sociale sikringsfond i den stat, hvor han er etableret, paalaegger ham en ekstra oekonomisk byrde, saaledes at han ikke i konkurrencemaessig henseende er ligestillet med arbejdsgivere etableret i vaertsstaten.

15 Det maa derfor fastslaas, at en saadan lovgivning ° ogsaa selv om den gaelder uden forskel for saavel indenlandske tjenesteydere som tjenesteydere fra andre medlemsstater ° kan udgoere en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser i traktatens artikel 59' s forstand.

16 Det skal dog bemaerkes, at det almene hensyn til at yde arbejdstagerne i byggebranchen en social beskyttelse paa grund af de saerlige forhold i denne branche kan udgoere en tvingende grund, der berettiger en saadan hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser.

17 Dette er imidlertid ikke tilfaeldet, hvis de paagaeldende arbejdstagere har den samme eller en i det vaesentlige tilsvarende beskyttelse i de arbejdsgiverbidrag, som arbejdsgiveren allerede betaler i den medlemsstat, hvor han er etableret.

18 Det paahviler herefter den forelaeggende ret at undersoege, om de krav, der stilles i lovgivningen i etableringslandet, dvs. i det foreliggende tilfaelde Storhertugdoemmet Luxembourg, svarer til eller i det mindste ligner dem, der stilles i lovgivningen i den stat, hvor tjenesteydelsen praesteres, dvs. i det foreliggende tilfaelde Kongeriget Belgien.

19 Hertil bemaerkes, at den forelaeggende ret i det praejudicielle spoergsmaal har lagt vaegt paa, at de paagaeldende belgiske og luxembourgske bidrag faktisk daekker de samme risici og har et lignende eller endog helt identisk formaal.

20 Denne konstatering understoettes af sagens akter og de oplysninger, der er fremlagt i besvarelse af Domstolens skriftlige spoergsmaal, samt af indlaeggene for Domstolen. Det fremgaar heraf, at selv om den luxembourgske lovgivning er forskellig fra den belgiske, saerligt hvad angaar bidragenes procentsatser og de naermere bestemmelser om deres betaling, indeholder de begge mekanismer, der dels skal beskytte arbejdstagerne i byggebranchen mod risikoen for arbejdets ophoer og dermed mod tab af indtaegt paa grund af vejrlig, dels skal beloenne, at de bliver i den paagaeldende branche.

21 Da den sociale beskyttelse af arbejdstagerne er det eneste almene hensyn, der kan begrunde saadanne hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser som de foreliggende, kan eventuelle tekniske forskelle i forvaltningen af disse ordninger ikke begrunde en saadan hindring.

22 Den forelaeggende rets spoergsmaal skal derfor besvares med, at traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, og som midlertidigt udfoerer arbejdsopgaver i den foerste stat, en forpligtelse til at betale arbejdsgiverbidrag til "timbres-fidélité" og til "timbres-intempéries" for de arbejdstagere, der har vaeret beskaeftiget med dette arbejde, naar virksomheden allerede betaler lignende bidrag for de samme arbejdstagere og for de samme arbejdsperioder i den stat, hvor den er etableret.

Sagens omkostninger

23 De udgifter, der er afholdt af den belgiske, tyske og luxembourgske regering og af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Foerste Afdeling)

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af Tribunal correctionnel d' Arlon ved dom af 1. september 1994, for ret:

EF-traktatens artikel 59 og 60 er til hinder for, at en medlemsstat paalaegger en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, og som midlertidigt udfoerer arbejdsopgaver i den foerste stat, en forpligtelse til at betale arbejdsgiverbidrag til "timbres-fidélité" og til "timbres-intempéries" for de arbejdstagere, der har vaeret beskaeftiget med dette arbejde, naar virksomheden allerede betaler lignende bidrag for de samme arbejdstagere og for de samme arbejdsperioder i den stat, hvor den er etableret.