61993A0478

++++

1. OEkonomisk og social samhoerighed ° strukturinterventioner ° forbedring af vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af landbrugsprodukter ° udvaelgelseskriterier for investeringer, der skal finansieres af Faellesskabet ° Kommissionens anvendelse af et kriterium, der ikke var forskriftsmaessigt offentliggjort ° tilsidesaettelse af retssikkerhedsprincippet

(Raadets forordning nr. 4253/88, art. 29, og nr. 866/90, art. 8, stk. 3; Kommissionens beslutning 90/342)

2. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° faktisk og reelt tab forvoldt ved en ulovlig retsakt ° annullation af en beslutning fra Kommissionen, hvorved der ved anvendelse af et kriterium fastlagt i strid med bestemmelserne ulovligt blev givet afslag paa en ansoegning om faellesskabsstoette ° spoergsmaalet om tab afhaengig af, om ansoegningen kunne imoedekommes under hensyntagen til de oevrige kriterier i de relevante bestemmelser ° sagsbehandling i forbindelse med opfyldelsen af annullationsdommen ° for tidligt at fremsaette erstatningskrav

(EF-traktaten, art. 215, stk. 2)

1. I henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90 om forbedring af vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af landbrugsprodukter skal udvaelgelseskriterierne for, hvilke investeringer der kan modtage faellesskabsfinansiering fra EUGFL som led i foranstaltningerne til gennemfoerelse af den oekonomiske og sociale samhoerighed, vedtages efter proceduren i artikel 29 i forordning nr. 4253/88, og den saaledes vedtagne beslutning skal meddeles medlemsstaterne og offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

Ved at give afslag paa et investeringsprojekt fra en virksomhed med den begrundelse, at det ikke opfyldte et kriterium vedroerende omfanget af den aarlige produktion, der ikke var opfoert i beslutning 90/342 vedtaget i medfoer af ovennaevnte artikel 8, stk. 3, og som ikke var vedtaget efter proceduren i artikel 29 eller offentliggjort i EF-Tidende, har Kommissionen kraenket retssikkerhedsprincippet og de beroerte virksomheders ret til at kende de noejagtige udvaelgelseskriterier for projekterne, inden de indgiver deres ansoegning om finansiering, og denne kraenkelse er saa meget mere graverende, fordi Kommissionen skabte yderligere forvirring for de beroerte virksomheder ved kort efter beslutning 90/342 at offentliggoere en forordning, hvori der henvistes til andre kriterier, hvis betydning ikke var tilstraekkeligt praeciseret. Beslutningen er derfor retsstridig og maa annulleres.

2. For at Faellesskabet kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold, skal det tab, hvoraf der er nedlagt paastand om erstatning, vaere faktisk og reelt.

Det forhold, at en beslutning truffet af Kommissionen om retsstridigt at afslaa en ansoegning om faellesskabsfinansiering ° ved anvendelse af et kriterium fastlagt i strid med bestemmelserne ° er ulovlig, begrunder ikke alene, at den maa annulleres, men kan ogsaa medfoere, at Faellesskabet ifalder ansvar. Der kan imidlertid i realiteten kun ifaldes ansvar, hvis det godtgoeres, at den paagaeldende virksomhed faktisk har lidt et tab. Det paahviler derfor Kommissionen i forbindelse med foranstaltningerne til opfyldelse af annullationsdommen at undersoege, om den paagaeldende ansoegning, naar der bortses fra det kriterium, som Retten har kendt ulovligt, i oevrigt opfylder betingelserne for faellesskabsfinansiering i de relevante bestemmelser. Inden resultatet af denne sagsbehandling foreligger, er det for tidligt at rejse erstatningskrav.

De relevante retsforskrifter

1 Bestemmelser om gennemfoerelse af den i EF-traktatens artikel 130 A omhandlede oekonomiske og sociale samhoerighed er fastlagt i Raadets forordning (EOEF) nr. 2052/88 af 24. juni 1988 om strukturfondenes opgaver og effektivitet samt om samordningen af deres interventioner indbyrdes saavel som med interventionerne fra Den Europaeiske Investeringsbank og de oevrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 185, s. 9, herefter benaevnt "forordning nr. 2052/88") og i Raadets forordning (EOEF) nr. 4253/88 af 19. december 1988 om gennemfoerelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 for saa vidt angaar samordningen af de forskellige strukturfondes interventioner indbyrdes saavel som med interventionerne fra Den Europaeiske Investeringsbank og de oevrige eksisterende finansielle instrumenter (EFT L 374, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 4253/88").

2 Forordning nr. 2052/88 indeholder bestemmelse om, at de tre strukturfonde, dvs. Den Europaeiske Fond for Regionaludvikling, Den Europaeiske Socialfond og Den Europaeiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (herefter benaevnt "EUGFL"), skal bidrage til virkeliggoerelsen af de fem hoejt prioriterede maal, der er opregnet i artikel 1, og saerligt til at fremme udviklingen og strukturtilpasningen i de tilbagestaaende regioner (maal nr. 1), at fremskynde tilpasningen af landbrugsstrukturerne [maal nr. 5 a)] og at fremme udviklingen af landdistrikterne [maal nr. 5 b)].

3 De naermere regler om EUGFL' s rolle i forbindelse med virkeliggoerelsen af disse maal er fastsat i forordning nr. 4253/88 og i Raadets forordning (EOEF) nr. 4256/88 af 19. december 1988 om gennemfoerelsesbestemmelser til forordning nr. 2052/88 for saa vidt angaar EUGFL, Udviklingssektionen (EFT L 374, s. 25, herefter benaevnt "forordning nr. 4256/88").

4 Det bestemmes herved i Raadets forordning (EOEF) nr. 866/90 af 29. marts 1990 om forbedring af vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af landbrugsprodukter (EFT L 91, s. 1, herefter benaevnt "forordning nr. 866/90"), der er udstedt med hjemmel i artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 4256/88, at Faellesskabets deltagelse skal ske i form af "medfinansiering" gennem EUGFL, Udviklingssektionen, af investeringer, der er i overensstemmelse med mindst ét af de i forordningens artikel 1, stk. 2, anfoerte maal.

5 I henhold til forordningens artikel 2 kraever Faellesskabets medfinansiering foelgende:

° Investeringsprojektet skal indgaa i en "sektorplan" udarbejdet af den paagaeldende medlemsstat.

° Denne plan skal vaere i overensstemmelse med de "faellesskabsstoetterammer", som Kommissionen udarbejder sammen med de paagaeldende medlemsstater som led i partnerskabet (jf. fjerde betragtning) efter de af Kommissionen fastlagte "udvaelgelseskriterier".

6 Ifoelge forordningens artikel 8, stk. 1, skal disse udvaelgelseskriterier fastsaette prioriteringen og angive de investeringer, der skal udelukkes fra faellesskabsfinansieringen. I henhold til artikel 8, stk. 3, vedtages disse kriterier af Kommissionen efter proceduren i artikel 29 i forordning nr. 4253/88, og beslutningen herom meddeles medlemsstaterne og offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

7 I artikel 29 i forordning nr. 4253/88 bestemmes det, at der i Kommissionens regi skal nedsaettes en Komité for Landbrugsstrukturerne og Udvikling af Landdistrikterne bestaaende af repraesentanter for medlemsstaterne og med Kommissionens repraesentant som formand (herefter benaevnt "Star-komitéen"). Denne komité skal afgive udtalelser om de udkast til foranstaltninger, som Kommissionens repraesentant forelaegger. Er de endeligt vedtagne foranstaltninger ikke i overensstemmelse med komitéens udtalelse, underretter Kommissionen straks Raadet herom, hvorefter Raadet med kvalificeret flertal kan traeffe anden afgoerelse inden for en frist paa en maaned fra datoen for underretningen.

8 I henhold til artikel 10 i forordning nr. 866/90 kan "de (nationale) myndigheder og organer, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, og artikel 16, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 4253/88 ... gennem den beroerte medlemsstat indgive ansoegning om stoette i form af operationelle programmer eller globaltilskud".

9 I henhold til artikel 15, stk. 1 og 2, i forordning nr. 866/90, sammenholdt med artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 4253/88, traeffer Kommissionen beslutning om tilskud fra fonden efter fremgangsmaaden i artikel 29 i forordning nr. 4253/88 og giver meddelelse herom til de kompetente myndigheder, der udpeges af medlemsstaterne paa nationalt, lokalt eller regionalt niveau.

10 Kommissionen har i beslutning 90/342/EOEF af 7. juni 1990 om fastlaeggelse af udvaelgelseskriterier for investeringer vedroerende forbedring af vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af land- og skovbrugsprodukter (EFT L 163, s. 71, herefter benaevnt "beslutning 90/342"), der er udstedt med hjemmel i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90, fastlagt kriterierne for udvaelgelse af investeringer, hvortil der kan ydes faellesskabsstoette til forbedring af vilkaarene for forarbejdning og afsaetning af disse produkter. Disse kriterier er angivet i bilaget til beslutningen, hvori der under punkt 2.5 vedroerende olieafgroeder, proteinafgroeder og foderplanter naermere er fastsat foelgende:

"a) Alle investeringer udelukkes, undtagen dem, der foretages i mindre virksomheder, under forudsaetning af, at det drejer sig om:

° investeringer, der ikke medfoerer en foroegelse af fabrikkens produktionskapacitet, eller hvis der opgives en tilsvarende produktionskapacitet i samme virksomhed eller i andre virksomheder

° ...

b) I de under a) tilladte tilfaelde gives der prioritet til foelgende investeringer:

° ...

° investeringer vedroerende foder, der medfoerer en nedsaettelse af toerrings- og dehydreringsindustriernes energibehov

° ..."

11 I forordning (EOEF) nr. 1935/90 af 3. juli 1990 om ansoegninger i form af operationelle programmer om stoette fra EUGFL, Udviklingssektionen, til investeringer i forbedring af forarbejdning og afsaetning af land- og skovbrugsprodukter (EFT L 174, s. 16, herefter benaevnt "forordning nr. 1935/90") har Kommissionen fastlagt regler om de oplysninger og dokumenter, som ansoegninger om stoette fra EUGFL skal indeholde, jf. herved forordning nr. 866/90. I formularen til den erklaering, som de kompetente nationale myndigheder i medlemsstaterne skal afgive, forpligter disse sig til at kontrollere, at de paagaeldende investeringer er i overensstemmelse med udvaelgelseskriterierne som fastsat i artikel 8 i forordning nr. 866/90.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

12 Med henblik paa at gennemfoere princippet om faelles aktion inden for partnerskabet for foderstofproduktionen udfaerdigede det italienske Ministerium for Land- og Skovbrug i maj 1991 en "sektorplan". Derefter udarbejdede Kommissionen en "faellesskabsstoetteramme ° Italien", der omfattede aarene 1991-1993 (dokument VI/6095/91).

13 Det italienske selskab Wafer Zoo Srl, hvis selskabsformaal er fremstilling, forarbejdning og salg af landbrugsprodukter, og som driver virksomhed inden for foder og foderstoffer, indgav en ansoegning om finansiering af planlagte investeringer til regionen Marche (Italien), som var den nationale myndighed, der var ansvarlig for udfaerdigelse og gennemfoerelse af operationelle programmer i medfoer af forordning nr. 866/90.

14 Sagsoegerens projekt var begrundet i: a) behovet for at spare energi ved at flytte sagsoegerens anlaeg fra byen Pesaro, hvor de laa, til et industriomraade naer byen uden at oege omfanget af produktionen, og b) det forhold, at der allerede var opdyrkede jordomraader omkring det nye anlaeg, og at der var mulighed for at skaffe raamaterialerne dér og give en afsaetningsmulighed til det lokale landbrug.

15 Dette projekt fik kodenummer 015 og blev optaget i "det operationelle program 92. CT. IT. 05" for regionerne Toscana, Latium og Marche, som Den Italienske Republik indgav den 26. marts 1992, og som omfattede perioden 1. oktober 1991 ° 31. december 1993.

16 Ved skrivelse af 3. september 1992 meddelte Kommissionen (Generaldirektoratet for Landbrug, Direktoratet for Udvikling af Landdistrikterne II (GD VI/F.II/1)) det italienske Ministerium for Land- og Skovbrug, at den paataenkte at udelukke investeringsprojekt nr. 003 (i det operationelle program 92. CT. IT. 02), nr. 013 og nr. 015 (i det operationelle program 92. CT. IT. 05) ° idet sidstnaevnte var sagsoegerens projekt ° fra EUGFL-finansiering, fordi de paagaeldende produktionsvirksomheder ikke opfyldte de i beslutning 90/342 fastlagte udvaelgelseskriterier og ikke var omfattet af faellesskabsstoetterammen, som Kommissionen havde vedtaget i henhold til forordning nr. 866/90.

17 Paa foranledning af Kommissionens skrivelse anmodede det italienske Ministerium for Land- og Skovbrug i skrivelse af 11. september 1992 Kommissionen om tage sin beslutning op til fornyet overvejelse. Ministeriet anfoerte herved, at de virksomheder, der havde indgivet ansoegning om stoette til de paagaeldende investeringer, havde en aarlig produktion paa henholdsvis 41 000 tons, 22 000 tons og 24 250 tons, idet sidstnaevnte tal udgjorde sagsoegerens produktion, og at det i mangel af en praecis definition af mindre virksomheder omfattet af punkt 2.5, litra a), i bilaget til beslutning 90/342 var rimeligt ved bestemmelsen af, hvilke projekter der kunne finansieres, at saette en oevre graense ved en aarlig produktion paa 50 000 tons.

18 Alligevel vedtog Kommissionen den 30. september 1992 beslutning C(92) 2264 om ydelse af stoette fra EUGFL, Udviklingssektionen, til det operationelle program 92. CT. IT. 05, hvori den udtrykkeligt udelukkede sagsoegerens projekt og de to andre ovennaevnte projekter fra stoette. Denne beslutning blev meddelt Den Italienske Republik ved skrivelse af 1. oktober 1992.

19 Ved skrivelse af 22. januar 1993 fremsendte Kommissionen (GD VI) til det italienske Ministerium for Land- og Skovbrug en kortfattet begrundelse for at afslaa visse projekter, som Den Italienske Republik havde indgivet vedroerende foderstofvirksomheder, heriblandt sagsoegerens nr. 015. I skrivelsen oplyste Kommissionen, at afslaget vedroerende de paagaeldende tre projekter, herunder sagsoegerens, skyldtes, at virksomhederne ikke opfyldte kriterierne for at vaere en mindre virksomhed, idet dette begreb efter Kommissionens fortolkning, der var meddelt medlemsstaterne, omfatter virksomheder, hvis aarlige produktion ikke overstiger 20 000 tons.

20 Ved skrivelse af 10. februar 1993 gav regionen Marche sagsoegeren meddelelse om afslaget paa selskabets ansoegning om stoette fra EUGFL. Den 26. februar 1993 fremsendte de regionale myndigheder paa sagsoegerens begaering en kopi til selskabet af Kommissionens skrivelse af 22. januar 1993.

21 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 19. april 1993 anlagde sagsoegeren herefter naervaerende sag, der blev registreret under nummer C-167/93, til proevelse af Kommissionens beslutning C(92) 2264 af 30. september 1992.

22 Ved kendelse af 27. september 1993 har Domstolen i medfoer af artikel 4 i Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21), henvist sagen til Retten, ved hvilken den er blevet registreret under nummer T-478/93.

23 Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Foerste Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har dog anmodet Kommissionen om at besvare et skriftligt spoergsmaal.

24 I retsmoedet den 25. oktober 1994 har parterne indgivet mundtlige indlaeg og besvaret Rettens mundtlige spoergsmaal.

Parternes paastande

25 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning C(92) 2264 af 30. september 1992 annulleres i det omfang, Kommissionen deri har givet afslag paa ansoegningen om finansiering af projekt nr. 015, der indgaar i programmet 92. CT. IT. 05, saaledes at det herved forudsaettes, at projektet skal finansieres.

° Kommissionen tilpligtes i medfoer af traktatens artikel 215 at erstatte de tab, som sagsoegeren har lidt og vil lide, hvoraf en del allerede nu kan opgoeres til et beloeb svarende til faellesskabsstoetten og den regionalstoette, som sagsoegeren ikke laengere kan opnaa, og hvoraf en del skal fastsaettes efter aftale med Kommissionen, nemlig for saa vidt angaar de finansielle og kommercielle foelger af den forsinkelse, hvormed stoetten vil blive ydet.

° Kommissionen tilpligtes af betale sagens omkostninger.

26 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionen frifindes i det hele.

° Sagsoegeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Realiteten

Annullationspaastanden

27 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at den anfaegtede beslutning er retsstridig, da den er vedtaget paa grundlag af en urigtig anvendelse af forordning nr. 866/90 og er et resultat af magtfordrejning, idet Kommissionen ikke paa forskriftsmaessig maade har vedtaget det udvaelgelseskriterium, der er lagt til grund for afslaget paa stoette til sagsoegerens projekt, og har undladt at offentliggoere og meddele kriteriet i overensstemmelse med de gaeldende regler derom, hvorved Kommissionen har tiltaget sig et skoen ved vurderingen af de forskellige projekter i strid med de forpligtelser til objektivitet og aabenhed, der paahviler den i forbindelse med, at Faellesskabet paatager sig finansielle forpligtelser. Sagsoegeren goer endvidere gaeldende, at den anfaegtede beslutning strider mod beslutning 90/342 og traktatens artikel 190 og mod princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

28 Efter omstaendighederne i sagen boer der foerst ske en undersoegelse af sagsoegerens anbringende om magtfordrejning, for saa vidt sagsoegeren hermed goer gaeldende, at Kommissionen handlede retsstridigt, da den vedtog samt undlod at offentliggoere og give meddelelse om det kriterium, den lagde til grund for afslaget paa ansoegningen om finansiering af sagsoegerens projekt.

Sammenfatning af parternes argumentation

29 Sagsoegeren har anfoert, at det fremgaar af Kommissionens skrivelse af 22. januar 1993 til det italienske Ministerium for Land- og Skovbrug, at der blev givet afslag paa sagsoegerens projekt, fordi det ikke opfyldte udvaelgelsesbetingelserne i beslutning 90/342, naermere bestemt betingelsen om de paagaeldende virksomheders stoerrelse, som efter Kommissionens fortolkning skulle forstaas saaledes, at aarsproduktionen ikke maatte overstige 20 000 tons.

30 Sagsoegeren har anfoert, at dette udvaelgelseskriterium for projekter, der skal finansieres af EUGFL, ikke fremgaar af beslutning 90/342 eller af en retsakt med tilsvarende virkning. Sagsoegeren har hertil anfoert, at selv hvis det laegges til grund, at dette kriterium som haevdet af Kommissionen har vaeret droeftet i Star-komitéen i henhold til artikel 29 i forordning nr. 4253/88, har komitéen under alle omstaendigheder kun til opgave at afgive udtalelser, som ikke har nogen retlig vaerdi. Selv hvis denne komité muligvis har erklaeret sig enig i vedtagelsen af et kriterium, hvorved der blev fastsat en oevre graense for den aarlige produktion ved 20 000 tons, kan dette kriterium derfor ikke anvendes, naar det ikke forskriftsmaessigt er optaget i en beslutning i god og behoerig form, saaledes at det kan meddeles medlemsstaterne og offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90.

31 Ifoelge sagsoegeren kan den skrivelse af 22. januar 1993, som Kommissionen fremsendte til det italienske Ministerium for Land- og Skovbrug, ikke boede paa den manglende offentliggoerelse i EF-Tidende af en beslutning om at fastlaegge det anfaegtede udvaelgelseskriterium og paa den manglende meddelelse til medlemsstaterne. For det foerste beviser denne skrivelse ikke, at der var foretaget en underretning, som var tilstraekkelig til, at medlemsstaterne kunne anses for at have faaet meddelelse om kriteriet "mindre virksomhed" i punkt 2.5 i bilaget til beslutning 90/342, idet skrivelsen hverken naevner de naermere bestemmelser eller datoen for en saadan meddelelse. Selv hvis denne skrivelse kunne sidestilles med en meddelelse til medlemsstaterne, ville denne meddelelse for det andet ikke vaere relevant i den foreliggende sag, for den var rettet til medlemsstaterne og ikke, som den ifoelge sagsoegeren burde have vaeret, til modtagerne af faellesskabsstoette, som i henhold til artikel 14 i forordning nr. 866/90 er "fysiske og juridiske personer og sammenslutninger af saadanne, der baerer de finansielle omkostninger ved investeringerne".

32 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionen uden varsel har anvendt det anfaegtede kriterium vedroerende omfanget af den aarlige produktion paa sagsoegerens investeringsprojekt, og at dette kriterium desuden ikke var det, som sagsoegeren kunne forvente ville blive anvendt, idet det i punkt 6 i afsnit II i bilaget til forordning nr. 1935/90 om oplysninger og dokumenter, som stoetteansoegninger til EUGFL skal indeholde, anfoeres, at de beroerte virksomheder skal angive, om de skal anses for at vaere "smaa eller mellemstore", paa grundlag af mindst to af tre deri naevnte kriterier, nemlig omsaetningen, nettokapitalen og antallet af ansatte. Sagsoegeren har gjort gaeldende, at hvis man havde anvendt disse kriterier, ville sagsoegeren have vaeret omfattet af begrebet "mindre virksomhed". Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selskabet med en aarlig omsaetning paa 3,8 mio. ECU og 30 ansatte ogsaa falder ind under begrebet mindre virksomhed efter det italienske decreto legge af 1. juni 1993, hvori mindre virksomheder defineres som virksomheder, som hoejst har 50 ansatte, og hvis aarlige omsaetning ikke overstiger 5 mio. ECU.

33 Sagsoegeren har saaledes gjort gaeldende, at Kommissionen ved ikke i selve beslutning 90/342 eller en retsakt med tilsvarende virkning at praecisere, hvad der skulle forstaas ved begrebet "mindre virksomhed", har gjort sig skyldig i magtfordrejning (jf. ovenfor, praemis 27).

34 Kommissionen har gjort gaeldende, at kriteriet for udvaelgelse af projekter til finansiering i form af en oevre graense for den aarlige produktion ved 20 000 tons blev droeftet i Star-komitéen i maj 1990 efter den i artikel 29 i forordning nr. 4253/88 fastsatte procedure, og at selv om det ikke formelt er vedtaget af komitéen og saaledes ikke som saadan er offentliggjort i EF-Tidende, er det dog alligevel blevet godkendt inden vedtagelsen af beslutning 90/342. Det forhold, at kriteriet ikke er angivet i beslutningen, som i punkt 2.5 i bilaget naevner, at mindre virksomheder kan modtage faellesskabsstoette, er begrundet i hensynet til ikke at medtage samtlige detaljer vedroerende anvendelsen i beslutningen, dog under tilstraekkelig noejagtig angivelse af kredsen af stoetteberettigede i henhold til forordning nr. 866/90. Baade under den mundtlige og under den skriftlige forhandling har Kommissionen haevdet, at repraesentanterne for Den Italienske Republik, som sagsoegeren er undergivet, var fuldt ud informeret om det paagaeldende kriterium, og at de beroerte nationale myndigheders kendskab dertil kan boede paa, at der ikke er offentliggjort og meddelt en beslutning, hvori det paagaeldende kriterium udtrykkeligt er vedtaget i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90.

35 Med hensyn til den uoverensstemmelse, som sagsoegeren haevder bestaar mellem udvaelgelseskriteriet i form af en oevre graense for den aarlige produktion ved 20 000 tons og det kriterium, der bygger paa omsaetningen, nettokapitalen og antallet af ansatte, der i henhold til forordning nr. 1935/90 er bestemmende for, om der foreligger en lille eller mellemstor virksomhed, har Kommissionen anfoert, at disse kriterier vedroerer to forskellige og uafhaengige begreber. Det i forordning nr. 1935/90 anvendte begreb svarer til kriterierne i det fjerde og syvende direktiv om selskabsret og har i det vaesentlige til formaal at lette regnskabsforpligtelserne for smaa og mellemstore virksomheder, at forkorte sagsbehandlingstiden for statsstoette til smaa og mellemstore virksomheder og at tjene statistiske formaal, hvorimod det begreb, der fremkommer ved anvendelse af det kriterium, der er anlagt i den foreliggende sag, nemlig en oevre graense for den aarlige produktion ved 20 000 tons, vedroerer udvaelgelsen af projekter, der kan finansieres efter formaalene i forordning nr. 866/90.

36 Kommissionen har endvidere med hensyn til anvendelsen af det omtvistede kriterium anfoert, at kriteriet, der er i overensstemmelse med de grundlaeggende retningslinjer i beslutning 90/342 og svarer til gennemsnittet i Faellesskaberne, er blevet anvendt stadigt og uden forskel og har vaeret begrundelsen for at afslaa faellesskabsfinansiering til investeringsprojekter i andre medlemsstater. Endelig har sagsoegeren trods de strenge betingelser, der i retspraksis er stillet herom, ikke fremlagt noget bevis for den paastaaede magtfordrejning.

Rettens bemaerkninger

37 Det bemaerkes indledningsvis, at i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90 skal udvaelgelseskriterierne for, hvilke investeringer der kan modtage faellesskabsfinansiering, og i givet fald aendringerne heri, vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 29 i forordning nr. 4253/88, og denne beslutning skal meddeles medlemsstaterne og offentliggoeres i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

38 Det maa fastslaas, at sagsoegeren, som det fremgaar af skrivelsen af 22. januar 1993 fra Kommissionen til det italienske Ministerium for Land- og Skovbrug, i sagen har faaet afslag paa sin ansoegning om stoette til de planlagte investeringer, som er indgivet i medfoer af forordning nr. 866/90, med den begrundelse, at selskabets aarlige produktion oversteg 20 000 tons. Det foelger heraf, at efter Kommissionens opfattelse var det omfanget af de paagaeldende virksomheders aarlige produktion, der var kriteriet for, om der forelaa en mindre virksomhed som naevnt i punkt 2.5 i bilaget til beslutning 90/342 om fastlaeggelse af udvaelgelseskriterierne for de paagaeldende investeringer, og foelgelig ogsaa det kriterium, der afgjorde, om der kunne ydes stoette til finansiering af projekterne i henhold til forordning nr. 866/90. Kriteriet i form af en oevre graense for den aarlige produktion ved 20 000 tons er saaledes langt fra ° som Kommissionen haevder ° at vaere en biomstaendighed ved anvendelsen til afgraensning af begrebet mindre virksomheder i punkt 2.5 i bilaget til beslutning 90/342; tvaertimod udgoer det et afgoerende udvaelgelseskriterium for den sagsoegte institution, idet kriteriet kan medfoere, at et projekt skal modtage faellesskabsfinansiering, eller udelukke et saadant projekt fra finansiering. Kriteriet, saaledes som det er paaberaabt af Kommissionen i skrivelsen af 22. januar 1993, burde have vaeret formelt vedtaget efter proceduren i artikel 29 i forordning nr. 4253/88 og skulle have vaeret offentliggjort i EF-Tidende og meddelt medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90, inden Kommissionen kunne anvende det ved behandlingen af finansieringsprojekterne i medfoer af sidstnaevnte forordning.

39 Det bemaerkes hertil, at Kommissionen har erkendt, at det omtvistede kriterium, selv om det er droeftet i Star-komitéen, ikke er vedtaget efter proceduren i artikel 29 i forordning nr. 4253/88, og at det under alle omstaendigheder ikke er medtaget hverken i beslutning 90/342, der er offentliggjort i EF-Tidende den 29. juni 1990 (EFT L 163, s. 71), eller i en beslutning med tilsvarende virkning vedtaget med hjemmel i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90. Det forhold, at Kommissionen anvendte det omtvistede kriterium uden forudgaaende offentliggoerelse i EF-Tidende og saaledes undlod at opfylde sin forpligtelse i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90 (jf. ovenfor, praemis 6), findes at udgoere en kraenkelse af retssikkerhedsprincippet og af de paagaeldende virksomheders ret til at kende de noejagtige udvaelgelseskriterier for projekterne, inden de indgiver deres ansoegning om finansiering.

40 Det bemaerkes endvidere, at Kommissionens manglende opfyldelse af sin forpligtelse til at meddele de beroerte virksomheder de noejagtige udvaelgelseskriterier for deres projekter og den dermed forbundne kraenkelse af retssikkerhedsprincippet er saa meget mere graverende, fordi Kommissionen kort efter offentliggoerelsen af beslutning 90/342 offentliggjorde forordning nr. 1935/90 (jf. ovenfor, praemis 11), hvori den i punkt 6 i afsnit II i bilaget i en noget tvetydig formulering, som i oevrigt blev forvaerret af en uoverensstemmelse i formuleringen i de forskellige sproglige versioner, anfoerte, at de beroerte virksomheder skulle oplyse, om de var en lille eller mellemstor virksomhed, idet de herfor skulle opfylde mindst to af de foelgende kriterier: have en aarsbalance paa under 6,2 mio. ECU, en aarlig omsaetning paa under 12,8 mio. ECU og faerre ansatte end 250. Kommissionen skabte derved yderligere forvirring for de beroerte virksomheder, idet det ikke tilstraekkeligt tydeligt fremgaar, om det er disse kriterier, der afgoer, om der er tale om en mindre virksomhed, eller om disse kriterier skal opfyldes af smaa virksomheder, der allerede anses for at vaere smaa virksomheder i kraft af andre kriterier.

41 Det foelger af ovenstaaende, at Kommissionen ved at anvende et kriterium i form af en oevre graense for den aarlige produktion ved 20 000 tons under tilsidesaettelse af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 866/90 har overtraadt denne bestemmelse og retssikkerhedsprincippet. Det foelger heraf, at den anfaegtede beslutning er retsstridig og maa annulleres, idet det er ufornoedent at tage stilling til, om Kommissionen desuden har handlet paa en saadan maade, at der maa antages at foreligge magtfordrejning, saaledes som sagsoegeren har gjort gaeldende.

Erstatningspaastanden

Sammenfatning af parternes argumentation

42 Sagsoegeren har anfoert, at selv om selskabet igen vil kunne modtage stoette fra EUGFL, hvis Retten giver det medhold, vil stoetten imidlertid ikke vaere tilstraekkelig til fuldt ud at erstatte det tab, som sagsoegeren har lidt som foelge af den anfaegtede beslutning, idet afslaget paa faellesskabsstoette ligeledes har medfoert, at sagsoegeren ikke kunne modtage regionalstoette.

43 Sagsoegeren har endvidere anfoert, at selskabet midlertidigt har opgivet sit investeringsprojekt, selv om der allerede var afholdt en raekke udgifter til forberedelsen af projektet og med henblik paa den deri planlagte flytning af sagsoegerens anlaeg. Sagsoegeren har dertil anfoert, at det paa kortere eller laengere sigt maa paaregnes, at sagsoegerens virksomhed maa lukke, idet Pesaro kommune, hvor virksomheden er beliggende, flere gange af hensyn til beskyttelsen af miljoeet har anmodet sagsoegeren om at fraflytte det omraade, hvor selskabet er beliggende, men at sagsoegeren af oekonomiske grunde ikke har nogen mulighed for at flytte sit anlaeg. Efter sagsoegerens opfattelse er der saaledes godtgjort en aarsagsforbindelse mellem Faellesskabets ansvarspaadragende handling og det paastaaede tab.

44 Sagsoegeren har derfor nedlagt paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning af et beloeb svarende til den faellesskabsstoette, der blev givet afslag paa, tillagt det beloeb, som de nationale myndigheder ville have ydet til finansiering, og som sagsoegeren ikke laengere kan opnaa, og erstatning af de samlede oekonomiske og kommercielle tab, som sagsoegeren har lidt paa grund af den forsinkelse, hvormed der da vil blive ydet faellesskabsstoette. Det noejagtige erstatningsbeloeb boer, efter Rettens dom, fastsaettes efter naermere droeftelse med Kommissionen.

45 Kommissionen har heroverfor anfoert, at afslaget paa stoette til sagsoegerens projekt blev givet paa grundlag af et enkelt kriterium i beslutning 90/342, og at det paa ingen maade er godtgjort, at projektet i oevrigt ville have opfyldt kriterierne i denne beslutning. Kommissionen har endvidere anfoert, at sagsoegeren ogsaa af den grund, at selskabet ikke kunne have kendskab til samtlige de projekter, der var indgivet i medfoer af forordning nr. 866/90, ikke kunne have den ringeste vished for at modtage stoette, og har bemaerket, at sagsoegeren under alle omstaendigheder ikke har fremlagt nogen opgoerelse af det paastaaede tab. Kommissionen har derfor gjort gaeldende, at sagsoegeren hverken har godtgjort, at der skulle vaere aarsagsforbindelse mellem det paastaaede tab og den anfaegtede beslutning, eller foretaget en praecis opgoerelse af tabet.

46 Endelig har Kommissionen anfoert, at ifoelge fast retspraksis kan Faellesskabet kun ifalde ansvar for tab som foelge af generelle retsakter, der bygger paa et oekonomisk-politisk valg, saafremt der foreligger en alvorlig kraenkelse fra Faellesskabets side af en hoejere retsregel til beskyttelse af private (Domstolens dom af 13.11.1973, forenede sager 63/72-69/72, Werhahn Hansamuehle m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1229, af 25.5.1978, forenede sager 83/76 og 94/76, 4/77, 15/77 og 40/77, HNL m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1209, af 4.10.1979, sag 238/78, Ireks-Arkady mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2955, og af 14.1.1987, sag 281/84, Zuckerfabrik Bedburg m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 49), og har gjort gaeldende, at denne betingelse ikke er opfyldt i den foreliggende sag.

Rettens bemaerkninger

47 Retten bemaerker, at i henhold til EF-traktatens artikel 215, stk. 2, forudsaetter Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold, at institutionen har handlet retsstridigt, at der er lidt et tab, og at der er aarsagsforbindelse mellem institutionens adfaerd og tabet, idet samtlige disse betingelser skal vaere til stede (jf. Domstolens dom af 28.4.1971, sag 4/69, Luetticke mod Kommissionen, Sml. s. 325, praemis 10, af 2.7.1974, sag 153/73, Holtz og Willemsen mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 675, praemis 7, domme af 27.1.1982, forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wuehrer m. fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 85, praemis 9, og sag 51/81, De Franceschi mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 117, praemis 9, af 15.1.1987, sag 253/84, GAEC de la Ségaude mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 123, praemis 9, og af 9.11.1989, sag 353/88, Briantex og Di Domenico mod EOEF og Kommissionen, Sml. s. 3623, praemis 8).

48 Sagsoegeren haevder at have lidt en raekke tab, der er forvoldt ved Kommissionens retsstridige afslag paa at finansiere sagsoegerens projekt.

49 Det bemaerkes hertil, at ifoelge Domstolens praksis (ovennaevnte dom i De Franceschi-sagen, praemis 9, og i Birra Wuehrer-sagen, praemis 9) skal det tab, hvoraf der er nedlagt paastand om erstatning, vaere faktisk og reelt. I den foreliggende sag afhaenger spoergsmaalet, om der faktisk er lidt et saadant tab, som sagsoegeren paastaar at have lidt, imidlertid af, at det foerst fastslaas, at sagsoegeren er berettiget til faellesskabsfinansiering, hvilket imidlertid kun kan ske, hvis det efter behandling af sagen viser sig, at sagsoegerens projekt opfylder samtlige oevrige betingelser i beslutning 90/342. Som paapeget af Kommissionen er der endnu ikke foretaget en saadan sagsbehandling, og det kan foerst ske i forbindelse med de foranstaltninger til opfyldelse af Rettens dom, som det i henhold til traktatens artikel 176 paahviler Kommissionen at traeffe. Selv om det forhold, at den anfaegtede beslutning er retsstridig og derfor maa annulleres, i princippet kan medfoere, at Faellesskabet ifalder ansvar, kan der saaledes i realiteten kun ifaldes ansvar, hvis det godtgoeres, at sagsoegeren, hvis kriteriet vedroerende omfanget af den aarlige produktion ikke retsstridigt havde vaeret anvendt, ville have faaet tildelt den faellesskabsstoette, som sagsoegeren havde ansoegt om, idet sagsoegeren opfyldte de oevrige betingelser i beslutning 90/342.

50 Retten finder herefter, at den ikke paa grundlag af de paa dette stadium foreliggende omstaendigheder kan traeffe afgoerelse vedroerende sagsoegerens erstatningspaastand, hvorfor der ikke kan gives sagsoegeren medhold i denne.

Sagens omkostninger

51 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kommissionen har i det vaesentlige tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Foerste Afdeling)

1) Kommissionens beslutning C(92) 2264 af 30. september 1992 annulleres.

2) Kommissionen frifindes for erstatningspaastanden.

3) Kommissionen betaler sagens omkostninger.