61988J0363

++++

1. Erstatningssoegsmaal - EKSF - skade som foelge af beslutninger - erstatningskravets grundlag - hjemmel i saavel artikel 34 som artikel 40, stk. 1, i Traktaten

(EKSF-Traktaten, art. 34 og art. 40, stk. 1)

2. Ansvar uden for kontraktforhold - EKSF - betingelser - mangel eller fejl, tab og aarsagsforbindelse - ulovlig skadevoldende beslutning ikke i og for sig tilstraekkelig - bedoemmelse af beskaffenheden af den ansvarspaadragende fejl, der er en forudsaetning for ansvar - hensyntagen til de forhold, der skal reguleres, vanskeligheder ved anvendelsen af retsreglerne og det skoen, institutionen raader over

(EKSF-Traktaten, art. 34 og 40)

3. Ansvar uden for kontraktforhold - EKSF - stabiliteten i de traditionelle leverancer af visse produkter - annullation af Kommissionens stiltiende beslutning om at afvise skridt med henblik paa, inden for rammerne af systemet for produktions- og leveringskvoter for staal, at sikre stabiliteten i de traditionelle leverancer af visse produkter - ansvar ikke paadraget i betragtning af de forhold, der skal reguleres, vanskelighederne ved anvendelsen af retsreglerne og det skoen, Kommissionen i medfoer af dem raader over

(EKSF-Traktaten, art. 34 og 40; den generelle beslutning nr. 234/84, art. 15 B)

4. Ansvar uden for kontraktforhold - EKSF - Kommissionens tildeling, i henhold til systemet for produktions- og leveringskvoter for staal, af tillaegskvoter til produktion af halvfabrikata til fremstilling af svejste roer - virkninger for de traditionelle leverancer - ansvar ikke paadraget i betragtning af, at der ikke er pligt til at overholde de traditionelle leverancer

(EKSF-Traktaten, art. 40; den generelle beslutning nr. 234/84, art. 10, og den generelle beslutning nr. 3485/85, art. 10)

1. En virksomhed, der mener at have lidt en saerlig skade, som direkte er foraarsaget af en af Kommissionen udstedt beslutning kan ikke, i kraft af de specielle bestemmelser i EKSF-Traktatens artikel 34, naar Kommissionen efter annullation af denne beslutning ikke har truffet foranstaltninger for at fuldbyrde annullationsdommen, vaere afskaaret, fra under henvisning til at den skade, den paastaar at have lidt, ogsaa skyldes andre fejl end den, der foreligger med den annullerede beslutning, at rejse krav om, at Faellesskabet kendes ansvarligt, idet der er begaaet en tjenstlig fejl, jf. EKSF-Traktatens artikel 40, stk. 1, der uden begraensning kan goeres gaeldende til stoette for en paastand om ansvar for Faellesskabet som foelge af beslutningernes ulovlighed.

2. Ansvar for Faellesskabet forudsaetter ifoelge EKSF-Traktatens artikel 34 og 40, at der er lidt et tab, og at der foreligger en mangel eller en fejl; den blotte omstaendighed, at en beslutning, hvorved der er forvoldt sagsoegeren et tab, er ulovlig, er saaledes ikke tilstraekkelig herfor.

Ved bedoemmelsen af beskaffenheden af den fejl, der er en forudsaetning for ansvar for Faellesskabet, maa der i mangel af naermere angivelser herom i de naevnte traktatbestemmelser henses til de omraader, faellesskabsinstitutionen beskaeftiger sig med, og de betingelser hvorunder dens virksomhed her udfolder sig. Herved boer der navnlig tages hensyn til de indviklede forhold, som institutionen skal regulere, vanskelighederne ved anvendelsen af retsreglerne og det skoen, institutionen i medfoer af disse retsregler raader over.

Endelig er det ikke blot en forudsaetning for ansvar for EKSF, at der foreligger en mangel eller en fejl samt et tab, men ogsaa at der er direkte aarsagsforbindelse mellem denne mangel eller fejl og dette tab, hvilken sammenhaeng sagsoegeren maa bevise.

3. Ved afgoerelsen af, om Kommissionens undladelse af i medfoer af artikel 15 B i beslutning nr. 234/84 at traeffe genopretningsforanstaltninger med henblik paa at opretholde stabiliteten i de traditionelle leverancer af visse jern- og staalprodukter, maa der henses til den sammenhaeng, denne undladelse indgaar i. I den forbindelse maa der henses til, at der ved naevnte artikel til overvaagningsordningen og systemet for produktionskvoter med henblik paa at opretholde stabiliteten i disse leverancer under specielle forhold, som haenger sammen med den vanskelige styring af en krisesituation, blev foejet en metode, der var vanskelig at anvende inden for rammerne af et faelles marked, som principielt bygger paa frie varebevaegelser. Kommissionen havde saaledes god grund til at gaa forsigtigt til vaerks ved anvendelsen af bestemmelser, hvis traktatmaessighed i oevrigt var blevet draget i tvivl i en af Domstolen afsagt kendelse, og som var anfaegtet af en raekke virksomheder, der var beroert af dem. Kommissionens virksomhed maatte saaledes foregaa ikke blot i en retligt uafklaret situation, men ogsaa under faktiske forhold, der kunne give anledning til begrundet tvivl om effektiviteten af at ivaerksaette proceduren ifoelge naevnte artikel.

Paa baggrund heraf kan Domstolens annullation af den stiltiende beslutning om at afvise at traeffe de i artikel 15 B omhandlede foranstaltninger ikke vaere tilstraekkeligt grundlag for et anbringende om, at Faellesskabet har paadraget sig ansvar.

4. Tildelingen i henhold til artikel 10 i beslutning nr. 234/84 og beslutning nr. 3485/85 af tillaegskvoter til produktion af halvfabrikata til fremstilling af svejste roer sker ifoelge en ordning, der har en mere liberal baggrund end ordningen for andre produkter. Foerstnaevnte ordning kraever ikke overholdelse af systemet med stabilitet i de traditionelle handelsstroemme.

Det kan saaledes ikke over for Kommissionen goeres gaeldende, at der er begaaet en fejl, som paadrager Faellesskabet ansvar, og som skyldes, at de tildelinger, der er foretaget i henhold til naevnte ordning, har bragt forstyrrelse i de traditionelle leverancer i handelen.

1 Ved staevninger indleveret til Domstolens Justitskontor den 14. december 1988 har selskaberne Finanziaria siderurgica Finsider SpA (herefter benaevnt "Finsider") og Italsider SpA (herefter benaevnt "Italsider"), begge i likvidation, samt selskabet Acciaierie e ferriere Lombarde Falck SpA (herefter benaevnt "Falck") i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 34 og artikel 40, stk. 1, anlagt sag med paastand om, at Kommissionen kendes ansvarlig for den skade, sagsoegerne har lidt som foelge af faldet i leverancer til det italienske marked i 1984, 1985 og 1986 af jern- og staalprodukter i produktgrupperne Ia, Ib og II, og tilpligtes at betale sagsoegerne en erstatning med tillaeg af renter, for det tab, der hermed er tilfoejet dem.

2 Ved beslutning nr. 234/84/EKSF af 31. januar 1984 (EFT L 29, s. 1) forlaengede Kommissionen overvaagningsordningen og systemet for produktionskvoterne for visse produkter for virksomhederne i jern- og staalindustrien. I artikel 15 B i denne beslutning blev der indfoert en ordning om overvaagning af stabiliteten i de traditionelle leverancer.

3 Ordningen fungerede paa foelgende maade: Enhver medlemsstat kunne til Kommissionen fremsaette en klage, naar den konstaterede, at leverancerne af produkter i grupperne Ia (visse typer baand og varmvalsede bredbaand), Ib (visse typer kold- eller varmvalsede plader), II (plader ex quarto og bredbaand) og III (bredflangede bjaelker) paa dens nationale markeder gennem et kvartal var "aendret vaesentligt i forhold til de traditionelle leverancer". Saafremt Kommissionen fandt klagen berettiget, skulle den efter beslutningens artikel 15 B, stk. 4, anmode de beroerte virksomheder "om skriftligt at forpligte sig til i det foelgende kvartal at udligne ubalancen i deres traditionelle leverancer". Dersom en virksomhed ikke indgik eller ikke overholdt en saadan forpligtelse, kunne Kommissionen i medfoer af stk. 5 i samme artikel paabyde en nedsaettelse af den del af denne virksomheds kvoter, der kunne leveres paa det faelles marked, "med en maengde, der er hoejst lige saa stor som den maengde, der har fremkaldt ubalancen i de traditionelle leverancer".

4 Denne ordning blev aendret med virkning fra den 1. januar 1986, hvor bestemmelsen i artikel 15 B, stk. 5, blev ophaevet ved Kommissionens beslutning nr. 3485/85/EKSF af 27. november 1985 om forlaengelse af overvaagningsordningen og systemet for produktionskvoter for visse produkter for virksomhederne i jern- og staalindustrien (EFT L 340, s. 5). Den blev helt ophaevet med virkning fra den 1. januar 1987 ved Kommissionens beslutning nr. 3746/86/EKSF af 5. december 1986 om aendring af beslutning nr. 3485/85 (EFT L 348, s. 1).

5 I en raekke skrivelser til Kommissionen, der blev fremsendt mellem den 30. november 1984 og den 25. februar 1985, meddelte den italienske regering, at maengden af leverancer i Italien af jern- og staalprodukter, der var omfattet af artikel 15 B i beslutning nr. 234/84, i hele 1984 havde aendret sig vaesentligt i forhold til de traditionelle leverancer, og anmodede Kommissionen om at traeffe udligningsforanstaltninger i medfoer af naevnte artikel.

6 Anmodningen blev stiltiende afvist, og den hermed foreliggende stiltiende beslutning blev derefter paastaaet annulleret under en sag ved Domstolen. Denne annullerede ved dom af 9. april 1987 (forenede sager 167/85 og 212/85, Assider og Italien mod Kommissionen, Sml. s. 1701), "Kommissionens stiltiende beslutning om at afvise at traeffe de i artikel 15 B, stk. 4, i beslutning nr. 234/84/EKSF omhandlede foranstaltninger".

7 Den italienske regering havde i mellemtiden til Kommissionen indgivet en raekke nye klager over den fortsatte aendring i hvert kvartal i 1985 og 1986 af leverancerne af jern- og staalprodukter paa det italienske marked i forhold til de traditionelle leverancer. Disse klager gav lige saa lidt som de tidligere klager anledning for Kommissionen til at traeffe foranstaltninger i medfoer af bestemmelserne i artikel 15 B, stk. 4.

8 Efter afsigelsen af Domstolens dom af 9. april 1987 rejste selskaberne Finsider, Italsider og Falck over for Kommissionen krav om erstatning for de tab, de paastod at have lidt som foelge af Kommissionens undladelse af at bringe artikel 15 B i anvendelse i aarene 1984, 1985 og 1986.

9 Selskaberne fandt ikke Kommissionens kompensationsforslag tilfredsstillende. Forslagene var fremsat under hensyn til artikel 10, stk. 1, i beslutning nr. 194/88/EKSF af 6. januar 1988 (EFT L 25, s. 1), som gentager de bestemmelser, der tidligere fandtes i samme artikel og stykke i beslutning nr. 234/84 og beslutning nr. 3485/85, og Kommissionen havde erklaeret sig for en forhoejelse af deres kvoter for produktion af halvfabrikata til fremstilling af svejste roer. Sagsoegerne har anlagt naervaerende sag, da de fortsat finder ovennaevnte forslag utilfredsstillende.

10 Hvad naermere angaar de faktiske omstaendigheder, retsforhandlingernes forloeb samt parternes anbringender og argumenter henvises til retsmoederapporten. Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende i det omfang, det er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation.

Formaliteten

11 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at deres soegsmaal er rejst i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 34, stk. 2, for saa vidt som de drejer sig om den skade, der er forvoldt ved den kommissionsbeslutning, som blev annulleret ved den tidligere naevnte dom af 9. april 1987, Assider og Italien mod Kommissionen, og i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 40, for saa vidt som de vedroerer erstatning for det tab, der er forvoldt ved Kommissionens "samlede, vedvarende adfaerd".

12 Kommissionen har paa sin side gjort gaeldende, at man ikke alternativt eller paa én gang i én og samme staevning kan paaberaabe sig de to naevnte artikler i Traktaten. Den har herved anfoert, at artikel 34 i den foreliggende sag er den eneste anvendelige bestemmelse, da det er en fejl som foelge af en af Domstolen annulleret beslutning, der paaberaabes.

13 Traktatens artikel 34, stk. 1, lyder saaledes: "I tilfaelde af annullation sender Domstolen sagen tilbage til Den Hoeje Myndighed. Denne har pligt til at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at fuldbyrde annullationsafgoerelsen. Har en virksomhed eller en gruppe af virksomheder lidt en direkte og saerlig skade som foelge af en beslutning eller en henstilling, der af Domstolen er fundet behaeftet med en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet, har Den Hoeje Myndighed pligt til, under anvendelse af de befoejelser, der er tillagt den i henhold til bestemmelser i denne Traktat, at traeffe forholdsregler, der er egnet til at sikre en rimelig genoprettelse af den skade, der er en direkte foelge af den annullerede beslutning eller henstilling, og til, om fornoedent, at tilstaa en passende erstatning". Samme artikels stk. 2 lyder saaledes: "Hvis Den Hoeje Myndighed undlader inden en rimelig frist at traeffe de forholdsregler, som fuldbyrdelsen af en annullationsafgoerelse indebaerer, kan der anlaegges erstatningssag for Domstolen".

14 Det fremgaar af de anfoerte bestemmelser, at en virksomhed, der mener at have lidt en saerlig skade, som direkte er foraarsaget af en af Kommissionen udstedt beslutning, naar Kommissionen efter annullation af denne beslutning ikke har truffet foranstaltninger for at fuldbyrde annullationsafgoerelsen, kan anlaegge sag ved Domstolen, hvorunder den med henblik paa at opnaa erstatning for det lidte tab kan goere gaeldende, at den annullerede beslutning er behaeftet med en mangel eller en fejl.

15 I oevrigt kan den paagaeldende virksomhed ikke i kraft af disse saerlige bestemmelser i artikel 34, saafremt den skade, den paastaar at have lidt, ogsaa skyldes andre fejl end den, der foreligger med den annullerede beslutning, vaere afskaaret fra under henvisning hertil at rejse krav om, at Faellesskabet kendes ansvarligt paa grundlag af Traktatens artikel 40, stk. 1, hvorefter "... Domstolen (med forbehold af bestemmelserne i artikel 34, stk. 1) har kompetence til paa begaering af den skadelidte part at tilkende denne en erstatning i penge, der skal betales af Faellesskabet i tilfaelde, hvor skaden er foraarsaget ved en tjenstlig fejl fra Faellesskabets side under gennemfoerelsen af denne Traktat".

16 Kommissionen goer gaeldende, at Traktatens artikel 40 ikke tillader soegsmaal med paastand om, at Faellesskabet kendes ansvarligt som foelge af dets beslutningers ulovlighed, men der er hverken efter denne bestemmelses ordlyd eller system noget grundlag for saaledes at begraense bestemmelsens anvendelsesomraade.

17 Hvordan det end i den foreliggende sag forholder sig med retmaessigheden af de kompensationsforslag, Kommissionen har forelagt de paagaeldende virksomheder, staar det fast, at den ikke har truffet direkte foranstaltninger for at fuldbyrde Domstolens dom af 9. april 1987. Sagsoegerne kan derfor retmaessigt, i medfoer af Traktatens artikel 34 under et soegsmaal paastaa Faellesskabet kendt ansvarligt som foelge af det tab, der er forvoldt dem ved den angiveligt fejlbehaeftede beslutning, som Domstolen annullerede i naevnte dom.

18 Sagsoegerne kan ligeledes i de samme staevninger under henvisning til Traktatens artikel 40 retmaessigt paastaa sig tilkendt erstatning for deres tab som foelge af andre fejl, som Kommissionen maatte have gjort sig skyldig i ved gennemfoerelsen af kvotesystemet og ordningen om stabilisering af de traditionelle handelsstroemme.

Spoergsmaalet om ansvar for Faellesskabet

19 Der skal indledningsvis goeres forskellige bemaerkninger vedroerende betingelserne for, at Faellesskabet kan paalaegges ansvar i henhold til EKSF-Traktatens artikel 34 og 40.

20 For det foerste er det efter selve ordlyden af de naevnte artikler i EKSF-Traktaten en forudsaetning for at paalaegge Faellesskabet ansvar, at der foreligger en "mangel" eller en fejl, og den blotte omstaendighed, at en beslutning er ulovlig, er saaledes ikke tilstraekkelig herfor.

21 For det andet indeholder Traktaten, selv om den fastlaegger to forskellige retsmidler med henblik paa at opnaa dom for, at Faellesskabet har paadraget sig ansvar, hverken i artikel 34, som anvender ordene "en mangel, der begrunder ansvar for Faellesskabet" eller i artikel 40, der anvender ordene "tjenstlig fejl fra Faellesskabets side", ingen naermere afgraensning af karakteren af den fejl, der kan paadrage Faellesskabet ansvar.

22 Domstolen har i sager, hvor den skulle tage stilling til, om ansvar var paadraget i medfoer af Traktatens artikel 40, imidlertid ikke blot konstateret, at der forelaa eller ikke forelaa en fejl, men har i hvert enkelt tilfaelde angivet den kraevede fejls beskaffenhed ved at anvende betegnelser som f.eks. "utilgivelige fejl" (dom af 13.7.1961, forenede sager 14/60, 16/60, 17/60, 20/60, 24/60, 26/60, 27/60 og 1/61, Meroni m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 257, org.ref.: Rec. s. 319, paa s. 342), "grov forsoemmelighed ved opfyldelse af tilsynspligten" (dom af 15.12.1961, forenede sager 19/60, 21/60, 2/61 og 3/61, Société Fives Lille Cail m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 269, org.ref.: Rec. s. 559, paa s. 592), eller "klar mangel paa paapasselighed" (dom af 9.12.1965, forenede sager 29/63, 31/63, 36/63, 39/63-47/63, 50/63 og 51/63, Société anonyme des laminoirs, hauts fourneaux, forges, fonderies et usines de la Providence m.fl. mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 135, org.ref.: Rec. s. 1123, paa s. 1157).

23 Af denne retspraksis, sammenholdt med generaladvokaternes forslag til afgoerelse, fremgaar, at Domstolen, selv om den ikke fuldt ud fulgte generaladvokaternes forslag, hvori der blev lagt op til at fastlaegge grovheden af de fejl, der var noedvendige for at fastslaa ansvar for Faellesskabet ud fra arten af den i sagen omhandlede virksomhed (jf. navnlig Lagrange' s forslag til afgoerelse af 7.6.1961, Sml. 1954-1964, s. 257, org.ref.: Rec. s. 342, paa s. 347 ff.) og Roemer' s forslag til afgoerelse af 19.4.1961, Sml. 1954-1964, s. 261, org.ref.: Rec. s. 433, paa s. 469 ff.), dog tog hensyn til denne virksomheds saeregenheder med henblik paa i hver enkelt sag at angive karakteren af den fejl, der kunne paadrage Faellesskabet ansvar.

24 Ved bedoemmelsen af beskaffenheden af den fejl, der er en forudsaetning for ansvar for Faellesskabet, det vaere sig i medfoer af artikel 34 eller artikel 40, der som naevnt ikke indeholder naermere angivelser herom, maa der saaledes henses til de omraader, faellesskabsinstitutionen beskaeftiger sig med, og de betingelser, hvorunder dens virksomhed her har udfoldet sig. Herved boer der navnlig tages hensyn til de indviklede forhold, som institutionen skal regulere, vanskelighederne ved anvendelsen af retsreglerne og det skoen, institutionen i medfoer af disse retsregler raader over.

25 Endelig er det ikke blot en forudsaetning for ansvar for Faellesskabet, at der foreligger en mangel eller en fejl efter beskrivelsen ovenfor samt et tab, men ogsaa at der er direkte aarsagsforbindelse mellem denne mangel eller fejl og dette tab, hvilken sammenhaeng sagsoegeren maa bevise (dom af 14.7.1961, forenede sager 9/60 og 12/60, Société commerciale Antoine Vloeberghs mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 261, org.ref.: Rec. s. 391, paa s. 428; dom af 12.7.1962, sag 18/60, Worms mod Den Hoeje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 323, org.ref.: Rec. s. 377, paa s. 401).

26 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at det tab, som de kraever erstattet, er opstaaet ved, at de i aarene 1984, 1985 og 1986 ikke paa det italienske marked kunne levere de maengder produkter, der blev leveret af andre virksomheder i Faellesskabet ud over deres traditionelle leverancer. Skaden blev saaledes foraarsaget af aendringen af de traditionelle handelsstroemme, der paa sin side skyldes Kommissionen, idet denne begik fejl og derved ikke afvaergede, men tvaertimod fremmede denne aendring.

27 De fejl, der laegges Kommissionen til last, bestaar i, at den ikke traf de i artikel 15 B, stk. 4, i beslutning nr. 234/84 omhandlede foranstaltninger for aarene 1984, 1985 og 1986, og i, at den ikke anvendte de i stk. 5 i samme artikel fastsatte sanktioner for aarene 1984 og 1985, hvor dette stykke var gaeldende. Desuden kritiseres Kommissionen for paa grundlag af artikel 10, stk. 1, i samme beslutning og derefter beslutning nr. 3485/85, at have tildelt tillaegskvoter til produktion af halvfabrikata i gruppe Ia til fremstilling af svejste roer, hvilke tillaegskvoter i alt vaesentligt gav anledning til overskridelsen af de traditionelle leverancer paa det italienske marked.

28 Det maa herefter afgoeres, baade om disse paaberaabte faktiske omstaendigheder kan antages at udgoere fejl, der er saaledes kvalificerede, at de paadrager Faellesskabet ansvar, og om de direkte har forvoldt det tab, sagsoegerne haevder at have lidt.

Kommissionens undladelse af at handle efter en bedoemmelse ud fra artikel 15 B i beslutning nr. 234/84

29 Sagsoegerne har i foerste raekke henvist til Domstolens annullation af Kommissionens stiltiende beslutning om for 1984 at afvise at traeffe de i artikel 15 B, stk. 4, i beslutning nr. 234/84 omhandlede foranstaltninger. De har imidlertid ogsaa kritiseret Kommissionen for ikke at have truffet saadanne foranstaltninger for de to foelgende aar, samt som tidligere naevnt (i praemis 26) for ej heller at have anvendt de i stk. 5 i samme artikel omhandlede sanktioner, mens dette stykke var i kraft.

30 Det bemaerkes, at der ved afgoerelsen af, om denne undladelse fra Kommissionens side har kunnet udgoere en ansvarspaadragende fejl, der i tilstraekkelig grad opfylder de i ovennaevnte retspraksis fastlagte kriterier, maa henses til, at der ved artikel 15 B til overvaagningsordningen og systemet for produktionskvoter blev foejet en procedure for samraad med de beroerte medlemsstater og en metode, ved hjaelp af hvilke stabiliteten i de traditionelle leverancer af visse jern- og staalprodukter medlemsstaterne imellem kunne opretholdes. Denne metode - der blev vedtaget under meget specielle forhold, som hang sammen med den vanskelige styring af en krisesituation - var besvaerlig at anvende inden for rammerne af et faelles marked, der principielt byggede paa frie varebevaegelser, eftersom det efter kvotesystemet stod virksomhederne frit for at levere deres produkter i den medlemsstat, de oenskede det.

31 Kommissionen har i den forbindelse korrekt gjort gaeldende, at den havde god grund til at gaa forsigtigt til vaerks ved anvendelsen af disse bestemmelser, for saa vidt som Domstolen - i grund 8 i sin kendelse vedroerende den begaering om udsat gennemfoerelse af artikel 15 B i beslutning nr. 234/84, der blev afsagt mindre end to maaneder efter ivaerksaettelsen af ordningen ifoelge denne artikel - udtrykte tvivl med hensyn til gyldigheden efter Traktaten af denne artikel (kendelse af 28.3.1984, sag 45/84 R, EISA mod Kommissionen, Sml. s. 1759).

32 Det bemaerkes endvidere, at bestemmelserne i artikel 15 B, stk. 4, i beslutning nr. 234/84 ikke omfattede tvangsforanstaltninger, men kun en foranstaltning, der gik ud paa, at de beroerte virksomheder anmodedes om at forpligte sig til at udligne ubalancen i deres traditionelle leverancer.

33 Det fremgaar imidlertid af sagen, at de virksomheder, som overskridelsen af de traditionelle leverancer paa det italienske marked skyldtes, bestred selve princippet i ordningen om stabile traditionelle handelsstroemme og ganske saerligt medtagelsen under denne ordning af halvfabrikata til produktion af svejste roer. De havde paa forhaand i skrivelser til Kommissionen samt paa moeder med dennes tjenestegrene gjort opmaerksom paa, at de ikke agtede at underkaste sig denne ordning.

34 Kommissionens virksomhed maatte saaledes foregaa ikke blot i en retligt uafklaret situation, men ogsaa under faktiske forhold, der kunne give anledning til begrundet tvivl om effektiviteten af at ivaerksaette proceduren ifoelge artikel 15 B med henblik paa at opnaa en reduktion af overskydende leverancer.

35 Kommissionen forblev trods alt ikke uvirksom, men bestraebte sig tvaertimod klart paa at tilskynde virksomhederne til selvdisciplin, hvilket fremgaar af sagens akter og navnlig af skrivelser, der blev tilstillet jern- og staalvirksomhederne, samt referater fra moeder med repraesentanter for disse virksomheder.

36 Paa baggrund heraf kan Domstolens annullation af den stiltiende beslutning om at afvise at traeffe de i artikel 15 B i beslutning nr. 234/84 omhandlede foranstaltninger ikke, som anfoert af sagsoegerne, vaere tilstraekkeligt grundlag for et anbringende om, at Faellesskabet har paadraget sig ansvar. Denne annullation er nemlig alene begrundet i, at Kommissionen ikke opfyldte sin forpligtelse til efter konstateringen af, at en verserende klage var berettiget, at anmode de beroerte virksomheder om at forpligte sig til i det foelgende kvartal at udligne den ubalance, der var fastslaaet i deres traditionelle leverancer. En saadan retsstridighed kan ikke under omstaendigheder som de just omtalte anses for at udgoere en fejl, der er tilstraekkeligt kvalificeret til, at de sagsoegende selskaber herved faar et krav paa erstatning.

37 Kommissionen havde ganske vist, saafremt den formelt havde ivaerksat proceduren i henhold til artikel 15 B, stk. 4, i det mindste frem til den 31. december 1985 og efter at denne procedure havde vist sig uanvendelig, kunnet benytte sine befoejelser i medfoer af artikel 15 B, stk. 5, hvorefter den paa visse betingelser kunne paabyde en nedsaettelse af leveringskvoterne.

38 Det maa imidlertid paapeges, at Domstolen i den tidligere naevnte kendelse vedroerende begaeringen om udsat gennemfoerelse af artikel 15 B i beslutning nr. 234/84 i forbindelse med afgoerelsen om, at denne begaering ikke kunne tages til foelge, tog de tilsagn, som Kommissionen havde afgivet om vilkaarene for anvendelsen af naevnte artikel, til efterretning (ovennaevnte kendelse af 28.3.1984, EISA mod Kommissionen, grund 12 og 13). Ifoelge disse tilsagn kunne der imidlertid kun paalaegges virksomhederne en kvotenedsaettelse, saafremt de ud over en overskridelse af deres traditionelle leverancer i oevrigt havde udvist en retsstridig adfaerd, f.eks. paa prisomraadet, og kun efter at de for saadanne overtraedelser fastlagte sanktioner var blevet bragt i anvendelse. I oevrigt blev der i 1985 paalagt flere jern- og staalvirksomheder boeder for overtraedelse af Traktatens artikel 60 om forbudte fremgangsmaader paa prisomraadet.

39 Endvidere raadede Kommissionen som anfoert af Domstolen i praemis 15 i naevnte dom af 9. april 1987, Assider og Italien mod Kommissionen, over en vid skoensmargen ved afgoerelsen om en nedsaettelse af kvoterne og kunne saaledes retmaessigt, foer den traf beslutning herom, afvente det tidspunkt, hvor den var i stand til at tage stilling til, om de saerlige sanktioner, der var blevet paalagt for retsstridig adfaerd, virkede efter hensigten. Den havde i oevrigt god grund til at gaa forsigtigt til vaerks, for saa vidt som Domstolen i naevnte kendelse af 28. marts 1984 som tidligere naevnt havde udtrykt tvivl med hensyn til artikel 15 B' s traktatmaessighed.

40 Kommissionens udoevelse af sine befoejelser i medfoer af artikel 15 B, stk. 5, havde saaledes, naar henses til alle de naevnte forhold, en meget hypotetisk karakter og heller ikke dens virksomhed i denne henseende kan saaledes anses for en kvalificeret fejl, der kan paadrage Faellesskabet ansvar.

41 Desuden kan denne dobbelte undladelse af at handle, jf. artikel 15 B, stk. 4 og 5, kun anses for at vaere den direkte aarsag til det tab, sagsoegerne paastaar at have lidt, saafremt det bevises, at de virksomheder, der havde gjort sig skyldig i en overskridelse, hvis Kommissionen havde anvendt disse bestemmelser, ville have nedsat de af dem leverede maengder til maengder svarende til deres traditionelle leverancer, og at de sagsoegende virksomheder paa deres side kunne have sat deres leverancer tilsvarende op.

42 Imidlertid bemaerkes, at ivaerksaettelsen af proceduren ifoelge artikel 15 B, stk. 4, der ikke indeholdt bestemmelser om tvangsforanstaltninger, ikke - henset til den klart udtalte holdning hos de virksomheder, som overskridelsen af de traditionelle leverancer paa det italienske marked skyldtes - i sig selv kunne foere til en nedsaettelse af de overskydende leverancer.

43 Endvidere kan det ikke, selv om det laegges til grund, at de paagaeldende virksomheder i henhold til artikel 15 B, stk. 4, havde accepteret eller i henhold til stk. 5 i samme artikel havde vaeret tvunget til at acceptere en udligning af ubalancen i de traditionelle handelsstroemme, anses for godtgjort, at sagsoegerne kunnet have draget fordel deraf. For som anfoert af Kommissionen kunne de italienske aftagere af de paagaeldende jern- og staalprodukter faktisk og retligt have indkoebt hos leverandoerer i tredjelande i stedet for hos italienske virksomheder, hvis priser var mindre fordelagtige i det relevante tidsrum.

44 I den forbindelse skal det naevnes, at virksomhederne som foelge af, at halvfabrikata til svejste roer ikke var omfattet af mindsteprisordningen, jf. artikel 4 i beslutning nr. 3715/83/EKSF af 23. december 1983 (EFT L 373, s. 1), retmaessigt kunne tilpasse deres priser efter tilbud fra tredjelande og frit traeffe afgoerelse om rabatter sektorvis for denne produktgruppe. Det fremgaar imidlertid af statistiske oplysninger, som Kommissionen har fremlagt, og som de sagsoegende virksomheder ikke reelt har kunnet bestride rigtigheden af - de har alene har gjort gaeldende, at en betydelig prisnedsaettelse ikke kunne komme i betragtning - at disses virksomheder kun foretog saadanne tilpasninger for maengder svarende til 5% af de maengder, for hvilke de oevrige ikke-italienske virksomheder havde gennemfoert tilpasninger.

45 Paa baggrund af det anfoerte maa det i det hele konstateres, at det ikke er godtgjort, dels at Kommissionens undladelse af at handle efter artikel 15 B i beslutning nr. 234/84 var en tilstraekkeligt kvalificeret fejl, og dels, at det paastaaede tab direkte kan anses for foraarsaget af den.

Tildelingen af tillaegskvoter i henhold til artikel 10, stk. 1, i beslutning nr. 234/84 og beslutning nr. 3485/85

46 Sagsoegerne har foreholdt Kommissionen, at den i henhold til artikel 10, stk. 1, i beslutning nr. 234/84 og beslutning nr. 3485/85 tildelte andre virksomheder tillaegskvoter til produktion af halvfabrikata til fremstilling af svejste roer, der i alt vaesentligt blev aarsag til overskridelsen af de traditionelle leverancer paa det italienske marked. Denne argumentation kan ikke laegges til grund.

47 For det foerste er der ved stk. 1 i artikel 10 alene for disse produkter indfoert en saerlig ordning, som karakteriseres ved to slags bestemmelser, der har en mere liberal baggrund end bestemmelserne i den samlede ordning som fastlagt ved den beslutning, hvori naevnte artikel 10 forekommer. Virksomhederne kan i medfoer af artikel 10, stk. 1, foerste og andet pkt., forhoeje deres kvoter og dele af kvoter i et vist omfang, saafremt de inden en bestemt frist beviser, at de tilsvarende leverancer er anvendt til de fastsatte formaal. Hvad angaar det efterfoelgende led i samme stykke, som de sagsoegende selskaber har paaberaabt sig, og hvorefter Kommissionen efter begrundet anmodning fra en virksomhed kan tilpasse de kvoter og dele af kvoter, som kan leveres paa det faelles marked, saa de bliver stoerre i forhold til det ifoelge foerste afsnit tilladte, siges der deri intet om noedvendigheden af at overholde ordningen om stabilitet i de traditionelle handelsstroemme. I dette afsnit angives det blot, at Kommissionen kan goere denne tilpasning betinget af, at den paagaeldende virksomhed for egen regning forelaegger en attest fra et mandateret selskab paa, at denne virksomheds halvfabrikata er modtaget af dens roerklient eller -klienter, og at disse halvfabrikata reelt er anvendt til den paagaeldende produktion.

48 For det andet fremgaar det af sagen og navnlig af de skrivelser, der blev tilstillet jern- og staalvirksomhederne eller referater fra moeder med disses repraesentanter, at Kommissionen, der dog tog den af sagsoegerne paaberaabte risiko i betragtning, klart over for virksomhederne oplyste, at halvfabrikata til fremstilling af svejste roer skulle medregnes ved afgoerelsen af, om ordningen om stabilitet i de traditionelle handelsstroemme var blevet overholdt.

49 Endelig kunne Kommissionen, der udoever sin virksomhed med henblik paa afbalancerede forhold for jern- og staalindustrien i hele Faellesskabet, ikke, noedvendigvis og uanset hvilke forholdsregler der blev truffet i den forbindelse, regne med, at denne tildeling saerligt ville give sig udtryk i en forhoejelse i leverancerne i forhold til de traditionelle leverancer paa det italienske marked, navnlig fordi de virksomheder, der fik tildelt ekstra kvoter, kunne anvende dem til levering af produkter paa andre markeder.

50 Af det anfoerte foelger i det hele, at sagsoegerne ikke har godtgjort, at Kommissionen har begaaet en kvalificeret fejl ved anvendelsen af de naevnte bestemmelser, og desuden ikke har bevist, at der er aarsagsforbindelse mellem en fejl af den omhandlede beskaffenhed og den skade, som de har paastaaet sig tilkendt erstatning for. Erstatningspaastandene tages derfor ikke til foelge.

Sagens omkostninger

51 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegerne har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Sagsoegte frifindes.

2) Sagsoegerne betaler sagens omkostninger.