I sag 13/68

angående en anmodning, som i medfør af artikel 177 i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab er indgivet til Domstolen af appelretten i Rom for i den sag, der verserer for nævnte ret mellem

AKTIESELSKABET SALGOIL, i likvidation, Milano,

og

DEN ITALIENSKE REPUBLIKS MINISTERIUM FOR UDENRIGSHANDEL, Rom,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artiklerne 30 og følgende i den nævnte traktat,

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene A. Trabucchi og J. Mer-tens de Wilmars samt dommerne A. M. Donner, W. Strauß (refererende), R. Monaco og P. Pescatore,

generaladvokat: J. Gand

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Præmisser

Ved kendelse af 9. juli 1968, indgået til Domstolens justitskontor den 11. juli 1968, har appelretten i Rom i medfør af artikel 177 i traktaten om oprettelse af EØF forelagt to spørgsmål vedrørende fortolkningen af artiklerne 30 og følgende i den nævnte traktat.

I — Vedrørende Domstolens kompetence

Det italienske ministerium for udenrigshandel, sagsøgte i hovedsagen, gør gældende, at de stillede spørgsmål bør afvises i deres helhed, da den forelæggende ret hat undladt at fastslå, at tvisten i hovedsagen angår handelen mellem medlemsstater;

det gøres endvidere gældende, at tvisten i virkeligheden angår indførsel af varer med oprindelse i tredjelande.

Artikel 177, der hviler på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens kompetence, giver ikke Domstolen mulighed hverken for at tage sagens faktum under påkendelse eller for at bedømme grundene til fortolkningsbegæringen;

når en national ret anmoder om fortolkning af en fællesskabsretlig bestemmelse, er der derfor grund til at antage, at retten anser denne fortolkning for nødvendig for tvistens løsning;

Domstolen kan således ikke kræve, at den nationale ret udtrykkeligt fastslår, at den bestemmelse, hvis fortolkning forekommer retten nødvendig, er anvendelig;

for så vidt påberåbelsen af den pågældende bestemmelse ikke er åbenbart fejlagtig, er forelæggelsen for Domstolen retmæssig;

spørgsmålet, om den ene eller den anden af de bestemmelser, hvis fortolkning begæres, er anvendelig i det konkrete tilfælde, falder uden for Domstolens kompetence og henhører under den forelæggende rets kompetence;

den rejste indsigelse må således forkastes.

II — Vedrørende det første spørgsmål

I sit første spørgsmål anmoder appelretten i Rom Domstolen om at udtale, »hvorvidt bestemmelserne i traktatens artikler 30 og følgende, navnlig artikel 31, medfører virkninger også i forholdet mellem en medlemsstat og dens borgere«;

under hensyn til, hvad der er oplyst af den forelæggende ret, synes spørgsmålet udelukkende at angå fortolkningen af artiklerne 30, 31, 32, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt. og 33, stk. 1 og stk. 2, første afsnit.

III — Vedrørende det andet spørgsmål

I det andet spørgsmål anmoder appelretten i Rom Domstolen om »at udtale, hvori den retsbeskyttelse, der således indrømmes private i deres subjektive retsstilling over for staten, består; dvs. at udtale, om de pågældende regler yder den privates særlige interesse en umiddelbar beskyttelse, som udelukker enhver skønsmæssig beføjelse for staten til i sin egenskab af offentlig forvaltning at handle i strid med denne interesse, eller om det umiddelbare formål med de pågældende bestemmelser derimod, sammenholdt navnlig med bestemmelserne i traktatens artikler 36, 224 og 226, udelukkende er beskyttelsen af medlemsstaternes offentlige interesser inden for Fællesskabet, og om deres formål først og fremmest er umiddelbart at sikre, at staternes forvaltningshandlinger er i overensstemmelse med disse interesser, således at det må anerkendes, at hver medlemsstat over for sine borgere forbliver beføjet til at fastsætte importbegrænsninger, og at pågældende traktatbestemmelser, stadig under hensyn til statens offentlige i modsætning til privates interesser, udelukkende vedrører denne beføjelses lovlige udøvelse og ikke dens beståen«;

da dette spørgsmål kun stilles for det tilfælde, at det første besvares bekræftende, skal spørgsmålet udelukkende undersøges med henblik på de bestemmelser, som ovenfor blev antaget at have umiddelbar virkning.

1. Vedrørende Domstolens kompetence

Det italienske ministerium for udenrigshandel, sagsøgte i hovedsagen, gør gældende, at nærværende spørgsmål ikke kan antages til behandling;

appelretten i Rom skulle nemlig ved at anmode Domstolen om »at udtale, hvori« den retsbeskyttelse, der eventuelt tilkommer private, »består«, have rejst et spørgsmål, der angår fortolkningen af den interne ret.

Denne indsigelse må forkastes, de nærværende spørgsmål angår fortolkningen af fællesskabsretten ;

spørgsmålet supplerer det første, idet det drejer sig om karakteren og rækkevidden af den virkning, traktaten tillægger de pågældende bestemmelser.

2. Vedrørende realiteten

Af traktatens grundlæggende principper samt af de heri opstillede mål fremgår det, at bestemmelserne i artiklerne 31 og 32, stk. 1 er indgået i den interne retsorden og dér finder direkte anvendelse;

de vanskeligheder, der er knyttet til visse forhold i en medlemsstat, kan ikke anfægte den retlige karakter af en umiddelbart anvendelig fællesskabsbestemmelse, og dette så meget mindre som fællesskabsreglen bør have samme gyldighed i alle medlemsstaterne ;

bestemmelserne i artikel 31 og 32 forpligter medlemsstaternes myndigheder, og navnlig de kompetente domstole, til at beskytte de borgerne tilkommende rettigheder, som berøres af en eventuel tilsidesættelse af de nævnte bestemmelser, ved at sikre den direkte og umiddelbare varetagelse af deres interesser, uanset hvilket forhold der efter intern ret består mellem disse interesser og den i spørgsmålet omhandlede offentlige interesse ;

det tilkommer den nationale retsorden at fastlægge, hvilken domstol der er kompetent til at sikre denne beskyttelse, og i denne forbindelse at afgøre, hvorledes den individuelle retsstilling, der således beskyttes, skal kvalificeres.

Indvendinger herimod kan ikke støttes på traktatens artikler 36, 224 og 226;

selv om disse bestemmelser nemlig tillægger medlemsstaternes interesse en særlig vægt, må det bemærkes, at de angår usædvanlige, klart afgrænsede tilfælde, og at de ikke giver grundlag for nogen udvidende fortolkning.

Det foreliggende spørgsmål bør derfor besvares med, at der, for så vidt de pågældende bestemmelser tillægger borgerne rettigheder, som de nationale domsmyndigheder skal garantere, er tale om en pligt for disse sidste til at sikre de nævnte rettigheders beskyttelse, idet det forudsættes, at det tilkommer hver enkelt medlemsstats retsorden at udpege den kompetente domsmyndighed og i denne forbindelse at kvalificere de nævnte rettigheder efter kriterierne i intern ret.