Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007D0599

    2007/599/EF: Kommissionens beslutning af 27. august 2007 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 574/2007/EF, hvad angår fastlæggelsen af strategiske retningslinjer for 2007-2013 (meddelt under nummer K(2007) 3925)

    EUT L 233 af 5.9.2007, p. 3–6 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/599/oj

    5.9.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 233/3


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 27. august 2007

    om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 574/2007/EF, hvad angår fastlæggelsen af strategiske retningslinjer for 2007-2013

    (meddelt under nummer K(2007) 3925)

    (Kun den bulgarske, den danske, den engelske, den estiske, den finske, den franske, den græske, den italienske, den lettiske, den litauiske, den maltesiske, den nederlandske, den polske, den portugisiske, den rumænske, den slovakiske, den slovenske, den spanske, den svenske, den tjekkiske, den tyske og den ungarske udgave er autentiske)

    (2007/599/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 574/2007/EF af 23. maj 2007 om oprettelse af Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013 som en del af det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme (1), særlig artikel 20, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Kommissionen bør vedtage strategiske retningslinjer, der indeholder en ramme for fondens arbejde i den flerårige programmeringsperiode 2007-2013.

    (2)

    Retningslinjerne bør fastlægge prioriteterne og i medfør af artikel 16, stk. 4, i beslutning nr. 574/2007/EF de specifikke prioriteter, som sætter de medlemsstater, som ikke er dækket af Samhørighedsfonden, i stand til at øge samfinansieringen af EF-bidraget til 75 % for projekter, som samfinansieres af fonden.

    (3)

    I medfør af artikel 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, er denne beslutning ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Da beslutning nr. 574/2007/EF bygger på Schengen-reglerne som fastlagt i henhold til tredje del, afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, træffer Danmark i overensstemmelse med artikel 5 i nævnte protokol inden seks måneder efter datoen for vedtagelsen af ovennævnte beslutning afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre beslutningen i national ret.

    (4)

    Hvad angår Island og Norge, repræsenterer beslutning nr. 574/2007/EF en videre udvikling af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge, om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne (2), som vedrører de områder, der er omhandlet i artikel 1, litra A og B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne.

    (5)

    Hvad angår Schweiz, repræsenterer beslutning nr. 574/2007/EF en udvikling af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i den aftale, der er undertegnet af Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund, om sidstnævntes associering i gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-reglerne, som vedrører de områder, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse om undertegnelse af aftalen på Det Europæiske Fællesskabs vegne og midlertidig anvendelse af visse af aftalens bestemmelser.

    (6)

    Denne beslutning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (3) og Rådets afgørelse 2004/926/EF af 22. december 2004 om iværksættelse af nogle af Schengen-reglerne i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland (4). Beslutningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige.

    (7)

    Denne beslutning er et led i udviklingen af de bestemmelser i Schengen-reglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-reglerne (5). Beslutningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Irland.

    (8)

    De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det fælles udvalg for solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme, som er nedsat ved artikel 56 i beslutning nr. 574/2007/EF —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Retningslinjerne for fastlæggelse af prioriteterne og de specifikke prioriteter for den flerårige programmeringsperiode 2007-2013 findes i bilaget.

    Artikel 2

    Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien, Republikken Bulgarien, Den Tjekkiske Republik, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Republikken Cypern, Republikken Letland, Republikken Litauen, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Ungarn, Republikken Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Republikken Polen, Den Portugisiske Republik, Rumænien, Republikken Slovenien, Den Slovakiske Republik, Republikken Finland og Kongeriget Sverige.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 27. august 2007.

    På Kommissionens vegne

    Franco FRATTINI

    Næstformand


    (1)  EUT L 144 af 6.6.2007, s. 22.

    (2)  EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

    (3)  EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

    (4)  EUT L 395 af 31.12.2004, s. 70.

    (5)  EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.


    BILAG

    For de mål, der er omhandlet i artikel 3, litra a), b) og c), i beslutning nr. 574/2007/EF skal nedenstående strategiske retningslinjer ses inden for rammerne af implementeringen af den europæiske politik for forvaltning af de ydre grænser (1), som den fremgår af Haag-programmet (2). Retningslinjerne skal navnlig danne grundlag for Fællesskabets prioriteter med sigte på at fremme den gradvise indførelse af det fælles integrerede grænseforvaltningssystem for de ydre grænser og styrke kontrollen og overvågningen af medlemsstaternes ydre grænser.

    For det generelle mål, der er omhandlet i artikel 3, litra d), i beslutning nr. 574/2007/EF, skal disse retningslinjer navnlig føre Fællesskabets prioriteter ud i livet med henblik på, på den ene side at fremme udviklingen af den fælles visumpolitik som led i et system med flere lag, som sigter mod at bekæmpe ulovlig indvandring ved at forbedre praksis ved de lokale konsulære missioner, og den anden side at lette lovlig rejseaktivitet.

    Støtten til implementeringen af den særlige transitordning, der er omhandlet i artikel 6 i beslutning nr. 574/2007/EF, ydes inden for rammerne af Republikken Litauens flerårige program i overensstemmelse med disse retningslinjer.

    Medlemsstaterne skal tage stilling til, hvordan de finansielle ressourcer, som tildeles dem efter behov, kan fordeles mest effektivt. Medlemsstaterne bør dog i forbindelse med udarbejdelsen af deres udkast til flerårige programmer for 2007-2013 afsætte de til rådighed værende EF-ressourcer fra denne fond til mindst tre af de fem nedenfor anførte prioriteter.

    De nedenfor anførte specifikke prioriteter refererer til nationale foranstaltninger, som enten føjer til værdien af de fælles instrumenter og redskaber for aktørerne, eller som har en direkte indflydelse på de andre medlemsstaters eller hele Fællesskabets evne til at sikre de ydre grænser.

    Medlemsstaterne opfordres endvidere til ved udarbejdelsen af deres flerårige programmer at tage hensyn til synergier med arbejdet i Frontex, Grænseforvaltningsagenturet, vedrørende kontrol og overvågning af de ydre grænser.

    PRIORITET 1:   Støtte til fremme af den gradvise indførelse af det europæiske fælles integrerede grænseforvaltningssystem med hensyn til en styrkelse af personkontrollen ved og overvågningen af de ydre grænser

    Her kan der blive tale om investering i infrastruktur, systemer og udstyr i overensstemmelse med fondens støtteberettigelsesregler. Investeringerne bør navnlig rettes mod at sikre konvergens i informationsforvaltningen for at lette beslutningsprocessen og informationsdelingen mellem medlemsstaterne samt mod at forbedre strukturer og processer for yderligere at øge sikkerheden ved grænserne, inkl. levering af udstyr til afsløring af dokumentforfalskninger.

    Inden for denne prioritet kan EF-bidraget forhøjes til 75 % for projekter, som gælder følgende specifikke prioriteter:

    1)

    Modernisering af de nationale kommunikationssystemer for at gøre dem driftskompatible med andre medlemsstaters

    2)

    Indkøb og/eller modernisering af operativt udstyr til kontrol af de ydre grænser, som er driftskompatibelt med de andre medlemsstaters, og hvori resultaterne af de fælles integrerede risikoanalyser kan anvendes

    3)

    Indkøb og/eller modernisering af operativt udstyr til at forbedre medlemsstaternes kapacitet til at deltage i og/eller bidrage til det operationelle samarbejde mellem medlemsstaterne under Frontex-agenturets koordination.

    PRIORITET 2:   Støtte til udvikling og implementering af de nationale dele af et europæisk system for overvågning af de ydre grænser og et permanent europæisk kystvagtsnetværk ved Den Europæiske Unions søgrænser mod syd

    Her kan der blive tale om modernisering af overvågningssystemer til nøjagtigt at lokalisere og identificere køretøjer, skibe og fly.

    Inden for denne prioritet kan EF-bidraget forhøjes til 75 % for projekter, som gælder følgende specifikke prioriteter:

    1)

    Investering i oprettelse eller modernisering af et nationalt koordinationscenter, som i døgndrift skal koordinere alle nationale myndigheders aktiviteter i form af kontrol ved de ydre grænser (afsløring, identifikation og intervention), og som skal kunne udveksle oplysninger med de nationale koordinationscentre i andre medlemsstater

    2)

    Investering i oprettelse eller modernisering af et nationalt overvågningssystem, som dækker hele den ydre grænse eller dele deraf, og som muliggør formidling i døgndrift af oplysninger til alle myndigheder, som er involveret i kontrollen af de ydre grænser

    3)

    Indkøb og/eller modernisering af udstyr til afsløring, identifikation og intervention ved grænserne (f.eks. køretøjer, skibe, fly, helikoptere, sensorer, kameraer osv.), forudsat at der på europæisk plan klart er brug for sådant materiel.

    PRIORITET 3:   Støtte til visumudstedelse og håndtering af ulovlig indvandring, herunder afsløring af falske eller forfalskede dokumenter, gennem en forbedring af forvaltningen af de aktiviteter, der organiseres af medlemsstaternes konsulære og øvrige tjenester i tredjelande

    Inden for denne prioritet kan EF-bidraget forhøjes til 75 % for projekter, som gælder følgende specifikke prioriteter:

    1)

    Fremme af systematisk og regelmæssigt samarbejde mellem medlemsstaternes konsulære tjenester og mellem de forskellige medlemsstaters konsulære og andre tjenester på visumområdet

    2)

    Initiativer til at indføre »begrænset repræsentation«, samhusning eller fælles visumanmodningscentre, som indledningsvis skal tage imod visumanmodninger og på et senere tidspunkt behandle dem.

    PRIORITET 4:   Støtte til oprettelse af it-systemer til implementering af Fællesskabets retlige instrumenter vedrørende de ydre grænser og visa

    Inden for denne prioritet kan EF-bidraget forhøjes til 75 % for projekter, som gælder følgende specifikke prioriteter:

    1)

    Investeringer i tilknytning til Schengen-informationssystemet (SIS)

    2)

    Investeringer i tilknytning til visuminformationssystemet (VIS).

    PRIORITET 5:   Støtte til en effektiv anvendelse af Fællesskabets retlige instrumenter vedrørende de ydre grænser og visa, særlig Schengen-grænsekodeksen og den europæiske visumkodeks (3)

    Her kan der blive tale om bl.a. udbredelse af oplysninger om de relevante instrumenter, herunder dokumentation såsom den praktiske håndbog for grænsevagter, samt uddannelse af ansatte i grænsevagttjenesterne og i konsulater.

    Inden for denne prioritet kan EF-bidraget forhøjes til 75 % for projekter, som gælder følgende specifikke prioriteter:

    1)

    Indførelse af det fælles grundlæggende uddannelsesprogram for grænsevagter

    2)

    Forbedring af kvaliteten af medlemsstaternes input i den fælles integrerede model for risikoanalyse.


    (1)  I denne beslutning forstås ved forvaltning af de ydre grænser kun personkontrol.

    (2)  Blandt de seneste dokumenter om EU-politikken på dette område kan navnlig nævnes: »Samlet migrationsstrategi: prioriterede aktioner med fokus på Afrika og Middelhavsområdet«, vedtaget af Det Europæiske Råd den 15.-16. december 2005 (Bull. 12.2005, punkt 1.6 og I.15-I.20) og meddelelse om en styrket forvaltning af Den Europæiske Unions søgrænser mod syd, vedtaget af Kommissionen den 30.11.2006 (KOM(2006) 733 endelig).

    (3)  De fælles konsulære instrukser til de diplomatiske og konsulære repræsentationer vil blive erstattet med den europæiske visumkodeks, når Rådet engang har vedtaget den.


    Top