Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32023D1539

    Rådets afgørelse (EU) 2023/1539 af 20. juli 2023 om udpegelse af de europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed

    ST/11347/2023/INIT

    EUT L 187 af 26.7.2023, p. 74–75 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1539/oj

    26.7.2023   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 187/74


    RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/1539

    af 20. juli 2023

    om udpegelse af de europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Rådets forordning (EU) 2017/1939 af 12. oktober 2017 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (1), særlig artikel 16,

    under henvisning til Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1696 af 13. juli 2018 om reglerne for det udvælgelsespanels funktionsmåde, der er omhandlet i artikel 14, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1939 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) (2),

    under henvisning til Rådets afgørelse (EU) 2023/133 af 17. januar 2023 om udpegelse af medlemmer af det udvælgelsespanel, der er omhandlet i artikel 14, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1939 (3),

    under henvisning til de begrundede udtalelser og den rangordning af kandidaterne, som udvælgelsespanelet har opstillet, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    EPPO blev oprettet ved forordning (EU) 2017/1939.

    (2)

    De europæiske anklagere skal føre tilsyn med efterforskning og retsforfølgning, jf. artikel 12 i forordning (EU) 2017/1939.

    (3)

    Mandaterne for otte europæiske anklagere udpeget for en treårig periode, der ikke kan forlænges, ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1117 (4) udløber den 28. juli 2023. Men henblik på at sikre kontinuitet i EPPO's kollegium, der består af den europæiske chefanklager og én europæisk anklager pr. deltagende medlemsstat, er det er nødvendigt, at Rådet udpeger otte europæiske anklagere til de stillinger, der bliver ledige den 29. juli 2023.

    (4)

    I gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1696 fastlægges reglerne for det udvælgelsespanels funktionsmåde, der er omhandlet i artikel 14, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1939 (»reglerne for udvælgelsespanelets funktionsmåde«).

    (5)

    I henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1939 skal hver deltagende medlemsstat indstille tre kandidater til stillingen som europæisk anklager blandt kandidater, som er aktive medlemmer af den relevante medlemsstats retsforfølgende myndigheder eller domstole, hvis uafhængighed er uomtvistelig, og som besidder de nødvendige kvalifikationer for udpegelse til høje anklagemæssige eller judicielle funktioner i deres respektive medlemsstater, og som har relevant praktisk erfaring med nationale retssystemer, finansielle efterforskninger og internationalt retligt samarbejde i straffesager.

    (6)

    Spanien og Portugal har indstillet kandidater til de stillinger, der bliver ledige fra den 29. juli 2023.

    (7)

    Udvælgelsespanelet har udarbejdet en begrundet udtalelse og en rangordning for hver af de kandidater, der er indstillet af nævnte medlemsstater, og som opfylder betingelserne i artikel 16, stk. 1, i forordning (EU) 2017/1939, og forelagt dem for Rådet, som modtog dem den 30. juni 2023.

    (8)

    I henhold til regel VII, stk. 2, fjerde afsnit, i reglerne for udvælgelsespanelets funktionsmåde har udvælgelsespanelet rangordnet kandidaterne i forhold til deres kvalifikationer og erfaring. Rangordningen er udtryk for udvælgelsespanelets prioritering og er ikke bindende for Rådet.

    (9)

    I overensstemmelse med artikel 16, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1939 skal Rådet efter at have modtaget udvælgelsespanelets begrundede udtalelser udvælge og udpege én af kandidaterne til hvervet som europæisk anklager i den pågældende deltagende medlemsstat.

    (10)

    I overensstemmelse med artikel 16, stk. 3, i forordning (EU) 2017/1939 skal Rådet udvælge og udpege de europæiske anklagere for en seksårig periode, der ikke kan forlænges, med simpelt flertal.

    (11)

    Rådet har vurderet kandidaternes respektive meritter under hensyntagen til de begrundede udtalelser fra udvælgelsespanelet.

    (12)

    På grundlag af en vurdering af kandidaternes respektive meritter har Rådet fulgt den ikkebindende prioritering, som udvælgelsespanelet har angivet for de kandidater, der er indstillet af Spanien og Portugal.

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Følgende personer udpeges herved til europæiske anklagere ved EPPO for en seksårig periode, der ikke kan forlænges, fra den 29. juli 2023:

     

    Ignacio DE LUCAS MARTÍN (5)

     

    José António LOPES RANITO (6).

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 20. juli 2023.

    På Rådets vegne

    J. BORRELL FONTELLES

    Formand


    (1)  EUT L 283 af 31.10.2017, s. 1.

    (2)  EUT L 282 af 12.11.2018, s. 8.

    (3)  EUT L 17 af 19.1.2023, s. 90.

    (4)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1117 af 27. juli 2020 om udpegelse af de europæiske anklagere ved Den Europæiske Anklagemyndighed (EUT L 244 af 29.7.2020, s. 18.)

    (5)  Indstillet af Spanien.

    (6)  Indstillet af Portugal.


    Top