EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D0099

Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/99 af 25. januar 2022 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1354 om midlertidig støtte til Den Portugisiske Republik i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

ST/5059/2022/INIT

EUT L 17 af 26.1.2022, p. 47–51 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/99/oj

26.1.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 17/47


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/99

af 25. januar 2022

om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1354 om midlertidig støtte til Den Portugisiske Republik i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/672 af 19. maj 2020 om oprettelse af et europæisk instrument for midlertidig støtte til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i en nødsituation (SURE) som følge af covid-19-udbruddet (1), særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forlængelse af en anmodning fra Portugal af 11. august 2020 tildelte Rådet ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1354 (2) finansiel støtte til Portugal i form af et lån på højst 5 934 462 488 EUR med en maksimal gennemsnitlig løbetid på 15 år med henblik på at supplere Portugals nationale indsats for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagere og selvstændige.

(2)

Lånet skulle anvendes af Portugal til at finansiere arbejdsfordelingsordninger, lignende foranstaltninger og sundhedsrelaterede foranstaltninger, jf. artikel 3 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1354.

(3)

Covid-19-udbruddet har fastlåst en væsentlig del af arbejdsstyrken i Portugal. Dette har ført til gentagne pludselige og kraftige stigninger i de offentlige udgifter i Portugal i forbindelse med nye foranstaltninger, som Portugal har gennemført, nærmere bestemt den ekstraordinære støtteordning for selvstændige, arbejdstagere uden adgang til andre mekanismer til social beskyttelse og ledere, hvis indkomst er blevet særlig hårdt ramt af covid-19-pandemien, den sociale støtteordning for kunstnere, forfattere, teknikere og andre fagfolk inden for kunst og ansættelse af yderligere sundhedspersonale samt overarbejde i det nationale sundhedsvæsen for at håndtere udfordringer i forbindelse med pandemien.

(4)

Covid-19-udbruddet og de ekstraordinære foranstaltninger, som Portugal har gennemført i 2020 og 2021 for at dæmme op for dette udbrud og de socioøkonomiske og sundhedsrelaterede konsekvenser heraf, havde og har stadig dramatisk indvirkning på de offentlige finanser. Portugal havde ved udgangen af 2020 et offentligt underskud og en offentlig gæld på henholdsvis 5,8 % og 135,2 % af bruttonationalproduktet (BNP). Ifølge Kommissionens efterårsprognose 2021 forventes Portugals offentlige underskud og offentlige gæld at falde til henholdsvis 4,5 % og 128,1 % af BNP i 2021, og dets BNP forventes at stige med 4,5 % i 2021.

(5)

Den 9. december 2021 anmodede Portugal Unionen om at udvide listen over foranstaltninger, hvortil der allerede var tildelt finansiel støtte ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1354, for fortsat at supplere landets nationale indsats i 2020 og 2021 for at imødegå virkningerne af covid-19-udbruddet og håndtere udbruddets socioøkonomiske konsekvenser for arbejdstagere og selvstændige, navnlig de foranstaltninger, der er omhandlet i betragtning 6 og 7.

(6)

Ved »lov nr. 75-B/2020 af 31. december« og den efterfølgende »regeringsbekendtgørelse nr. 19-A/2021 af 25. januar«, som der henvises til i Portugals anmodning af 9. december 2021, blev der indført en ekstraordinær støtteordning for selvstændige, arbejdstagere uden adgang til andre mekanismer til social beskyttelse og ledere, hvis indkomst er blevet særlig hårdt ramt af covid-19-pandemien. For selvstændige består foranstaltningen i en ydelse svarende til to tredjedele af faldet i den månedlige indkomst, der beregnes som forskellen mellem det månedlige gennemsnit ifølge indkomstopgørelsen for det seneste kvartal og det månedlige gennemsnit for 2019, med en øvre grænse på 501,16 EUR. Selvstændige er støtteberettigede, hvis deres indkomst er faldet mindst 40 % i perioden fra marts til december 2020 i forhold til 2019. For arbejdstagere uden adgang til andre mekanismer til social beskyttelse består foranstaltningen i: i) for ansatte en ydelse svarende til forskellen mellem den månedlige referenceværdi på 501,16 EUR og den gennemsnitlige månedsløn pr. voksen i den pågældende husstand eller ii) for selvstændige en ydelse svarende til to tredjedele af faldet i den månedlige indkomst, der beregnes som forskellen mellem det månedlige gennemsnit ifølge indkomstopgørelsen for det seneste kvartal og det månedlige gennemsnit for 2019, med en øvre grænse på 501,16 EUR. For ledere består foranstaltningen i en ydelse svarende til enten deres gennemsnitlige månedlige referenceindkomst, hvis denne er lavere end 1,5 gange Portugals indeks for social støtte (438,81 EUR i 2021), eller to tredjedele af deres gennemsnitlige månedlige referenceindkomst, hvis denne svarer til eller højere end dette indeks. Ledere er støtteberettigede, hvis deres erhvervsaktivitet er blevet midlertidigt indstillet som følge af covid-19-pandemien, eller hvis de har et indtægtstab på mindst 40 % i en periode på 30 dage forud for anmodningen om støtte sammenlignet med den samme måned i det foregående år eller med det månedlige gennemsnit af de to måneder, der går forud for denne periode. Under alle omstændigheder har ydelsen en nedre grænse på 50 EUR eller 50 % af det konstaterede månedlige fald i indkomsten, hvis indkomsten falder til på mellem 50 % og 100 % af Portugals indeks for social støtte, eller 219,40 EUR, hvis faldet i indkomsten overstiger dette indeks.

(7)

Ved »bilag til ministerrådets resolution nr. 41/2020 af 6. juni« og den efterfølgende »regeringsbekendtgørelse nr. 180/2020 af 3. august« og »regeringsbekendtgørelse nr. 37-A/2021 af 15. februar«, som der henvises til i Portugals anmodning af 9. december 2021, indføres der en social støtteordning for kunstnere, forfattere, teknikere og andre fagfolk inden for kunst. Ordningen består i en ydelse svarende til Portugals indeks for social støtte (438,81 EUR).

(8)

Portugal har også indført en række nye sundhedsrelaterede foranstaltninger, som landet har gennemført for at håndtere covid-19-udbruddet, navnlig de foranstaltninger, der er omhandlet i betragtning 9.

(9)

Ved »lovdekret nr. 10-A/2020 af 13. marts« og det efterfølgende »lovdekret nr. 10-A/2021 af 2. februar«, som der henvises til i Portugals anmodning af 9. december 2021, muliggjordes ansættelse af yderligere sundhedspersonale samt overarbejde i det nationale sundhedsvæsen for at håndtere udfordringer i forbindelse med pandemien. Navnlig blev den administrative procedure for ansættelse af arbejdstagere på tidsbegrænsede kontrakter i det nationale sundhedsvæsen strømlinet, og siden begyndelsen af covid-19-pandemien er der blevet ansat yderligere læger og sygeplejersker. Desuden blev de lovbestemte grænser for tjenestemænds overarbejde i det nationale sundhedsvæsen suspenderet, og nu kan speciallæger og sygeplejersker, hvor det er nødvendigt, udføre supplerende arbejde på skiftehold for at håndtere covid-19-pandemien.

(10)

Portugal opfylder de i artikel 3 i forordning (EU) 2020/672 nævnte betingelser for at anmode om finansiel støtte. Portugal har forelagt Kommissionen passende dokumentation for, at de faktiske og planlagte offentlige udgifter efter den 1. februar 2020 er steget med 5 934 462 488 EUR som følge af de nationale foranstaltninger, der er truffet for at imødegå de socioøkonomiske virkninger af covid-19-udbruddet. Der er tale om en pludselig og kraftig stigning, fordi den er knyttet til nye foranstaltninger, der er direkte knyttet til arbejdsdelingsordninger og lignende foranstaltninger, som omfatter en betydelig del af virksomhederne og arbejdsstyrken i Portugal.

(11)

Kommissionen har hørt Portugal og bekræftet, at der er sket en pludselig og kraftig stigning i de faktiske og planlagte offentlige udgifter med direkte tilknytning til arbejdsfordelingsordninger og lignende foranstaltninger samt indførelsen af relevante sundhedsrelaterede foranstaltninger i forbindelse med covid-19-udbruddet som omhandlet i anmodningen af 9. december 2021, jf. artikel 6 i forordning (EU) 2020/672.

(12)

De sundhedsrelaterede foranstaltninger, som Portugal har anmodet om støtte til, herunder de yderligere sundhedsrelaterede foranstaltninger, der er omhandlet i betragtning 9, beløber sig til 1 513 823 304 EUR.

(13)

Den finansielle støtte, der allerede er tildelt ved gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1354, bør derfor også omfatte de nye foranstaltninger, som Portugal har gennemført, og som er omhandlet i betragtning 6, 7 og 9.

(14)

Nærværende afgørelse bør ikke berøre udfaldet af eventuelle sager om forvridning af det indre marked, som indledes, navnlig i henhold til traktatens artikel 107 og 108. Den fritager heller ikke medlemsstaterne for i henhold til traktatens artikel 108 at underrette Kommissionen om eventuel statsstøtte.

(15)

Portugal bør regelmæssigt underrette Kommissionen om gennemførelsen af de planlagte offentlige udgifter, således at Kommissionen kan vurdere, i hvilket omfang Portugal har afholdt disse udgifter.

(16)

Afgørelsen om at yde finansiel støtte er blevet truffet under hensyntagen til Portugals eksisterende og forventede behov samt anmodninger om finansiel støtte i henhold til forordning (EU) 2020/672, som andre medlemsstater allerede har indgivet eller planlagt at indgive, samtidig med at principperne om ligebehandling, solidaritet, proportionalitet og gennemsigtighed anvendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1354 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

Portugal kan finansiere følgende foranstaltninger:

a)

støtte til fastholdelse af ansættelsesforhold ved hjælp af en midlertidig arbejdsafbrydelse eller nedsættelse af den normale arbejdstid, jf. artikel 298-308 i »lov nr. 7/2009 af 12. februar«

b)

den nye og forenklede særlige støtte til fastholdelse af ansættelsesforhold ved hjælp af en midlertidig arbejdsafbrydelse eller nedsættelse af den normale arbejdstid, jf. »lovdekret nr. 10-G/2020 af 26. marts« og artikel 2 i »lovdekret nr. 27-B/2020 af 19. juni«, som ændret ved artikel 142 i »lov nr. 75-B/2020 af 31. december«

c)

de særlige erhvervsuddannelsesprogrammer til fastholdelse af ansættelsesforhold ved hjælp af en midlertidig arbejdsafbrydelse eller nedsættelse af den normale arbejdstid, jf. artikel 5, stk. 2, og artikel 7-9 i »lovdekret nr. 10-G/2020 af 26. marts«

d)

den nye særlige støtte til virksomheder til genoptagelse af erhvervsaktiviteter, jf. artikel 4, stk. 1-7, og stk. 10-12, og artikel 5 i »lovdekret nr. 27-B/2020 af 19. juni« samt artikel 14-A i »lovdekret nr. 46-A/2020 af 30. juli«, som tilføjet ved artikel 4 i »lovdekret nr. 6-C/2021 af 15. januar« og som præciseret i regeringens afgørelse nr. 102-A/2021 af 14. maj

e)

det nye tilskud til sikring af en stabil indkomst til ansatte, der enten er omfattet af de i litra a), b) eller c) omhandlede støtteordninger til fastholdelse af ansættelsesforhold ved hjælp af en midlertidig arbejdsafbrydelse eller nedsættelse af den normale arbejdstid, jf. artikel 3 i »lovdekret nr. 27-B/2020 af 19. juni«, som ændret ved »lovdekret nr. 58-A/2020 af 14. august«

f)

den nye og progressive særlige støtte til fastholdelse af ansættelsesforhold ved hjælp af en midlertidig nedsættelse af den normale arbejdstid, jf. »lovdekret nr. 46-A/2020 af 30. juli«, som ændret ved artikel 142 i »lovdekret nr. 75-B/2020 af 31. december«

g)

den nye særlige støtte til selvstændige, personer i uformelt arbejde og ledelsespartnere, jf. artikel 26-28-A i »lovdekret nr. 10-A/2020 af 13. marts«, som ændret ved artikel 5 i »lovdekret nr. 20-C/2020 af 7. maj«, og artikel 325-G i »lov nr. 2/2020 af 31. marts«, som tilføjet ved artikel 3 i »lov nr. 27-A/2020 af 24. juli«

h)

en familieydelse til ansatte, der ikke har kunnet arbejde, fordi de har skullet passe deres børn under 12 år eller andre plejekrævende pårørende, jf. artikel 23 i »lovdekret nr. 10-A/2020 af 13. marts«

i)

den særlige støtte til fastholdelse af underviseres ansættelsesforhold i lyset af de annullerede erhvervsuddannelser, jf. »regeringens afgørelse nr. 3485-C/2020 af 17. marts«, »regeringens afgørelse nr. 4395/2020 af 10. april« og »regeringens afgørelse nr. 5897-B/2020 af 28. maj«

j)

de regionale beskæftigelsesrelaterede foranstaltninger i den selvstyrende region Azorerne, jf. »det regionale regeringsråd for Azorernes beslutning nr. 97/2020 af 8. april«, »det regionale regeringsråd for Azorernes beslutning nr. 120/2020 af 28. april«, »det regionale regeringsråd for Azorernes beslutning nr. 128/2020 af 5. maj«, »det regionale regeringsråd for Azorernes beslutning nr. 129/2020 af 5. maj«, »det regionale regeringsråd for Azorernes beslutning nr. 195/2020 af 15. juli«, »det regionale regeringsråd for Azorernes beslutning nr. 196/2020 af 15. juli« og »det regionale regeringsråd for Azorernes beslutning nr. 200/2020 af 17. juli«

k)

de regionale beskæftigelsesrelaterede foranstaltninger i den selvstyrende region Madeira, jf. »det regionale regeringsråd for Madeiras beslutning nr. 101/2020 af 13. marts« og »bekendtgørelse nr. 133-B/2020 fra vicepræsidenten for Madeiras regionalregering og det regionale kontor for social inklusion og borgerskab af 22. april«

l)

ydelsen til ansatte og selvstændige i forebyggende isolation, jf. artikel 19 i »lovdekret nr. 10-A/2020 af 13. marts« og artikel 325-F i »lov nr. 2/2020 af 31. marts«, som tilføjet ved artikel 3 i »lov nr. 27-A/2020 af 24. juli«

m)

ydelsen ved sygdom som følge af smitte med covid-19, jf. »regeringens afgørelse nr. 2875-A/2020 af 3. marts«, artikel 20 i »lovdekret nr. 10-A/2020 af 13. marts« og artikel 325-F i »lov nr. 2/2020 af 31. marts«, som tilføjet ved artikel 3 i »lov nr. 27-A/2020 af 24. juli«

n)

indkøb af personlige værnemidler til brug på arbejdspladsen, navnlig på offentlige hospitaler i overensstemmelse med »standard nr. 012/2020 af 6. maj«, som ændret den 14. maj 2020, og »standard nr. 013/2020 af 10. juli«, som ændret den 23. juni 2020, begge udstedt af det portugisiske sundhedsgeneraldirektorat, samt til brug i ressortministerier, kommuner og de selvstyrende regioner Azorerne og Madeira i henhold til artikel 3 i »lovdekret nr. 10-A/2020 af 13. marts«

o)

kampagnen om hygiejne på skolerne, jf. artikel 9 i »lovdekret nr. 10-A/2020 af 13. marts«

p)

testning for smitte med covid-19 af patienter og medarbejdere på offentlige hospitaler samt af ansatte på plejehjem og i børnepasningsfaciliteter, navnlig i overensstemmelse med »standard nr. 012/2020 af 6. maj«, som ændret den 14. maj 2020, og »standard nr. 013/2020 af 10. juli«, som ændret den 23. juni 2020, begge udstedt af det portugisiske sundhedsgeneraldirektorat

q)

den nye særlige kompensation til arbejdstagere i det nationale sundhedsvæsen, der arbejder med bekæmpelse af covid-19-udbruddet, jf. artikel 42-A i »lov nr. 2/2020 af 31. marts«, som tilføjet ved artikel 3 i »lov nr. 27-A/2020 af 24. juli«, og jf. artikel 291 i »lov nr. 75-B/2020 af 31. december«

r)

den ekstraordinære støtteordning for selvstændige, arbejdstagere uden adgang til andre mekanismer til social beskyttelse og ledere, hvis indkomst er blevet særlig hårdt ramt af covid-19-pandemien, jf. artikel 156 i »lov nr. 75-B/2020 af 31. december«, og på de betingelser, der er fastsat i punkt 2, litra c) til f), deri, som yderligere præciseret i »regeringsbekendtgørelse nr. 19-A/2021 af 25. januar«

s)

den sociale støtteordning for kunstnere, forfattere, teknikere og andre fagfolk inden for kunst, der er fastsat i punkt 2.5.1 i »bilag til ministerrådets resolution nr. 41/2020 af 6. juni«, som nærmere præciseret i artikel 10-12 i »regeringsbekendtgørelse nr. 180/2020 af 3. august« og forlænget ved artikel 5-7 i »bilag til regeringsbekendtgørelse nr. 37-A/2021 af 15. februar«

t)

ansættelse af yderligere sundhedspersonale samt overarbejde i det nationale sundhedsvæsen for at håndtere udfordringer i forbindelse med pandemien, jf. artikel 6 i »lovdekret nr. 10-A/2020 af 13. marts« og i artikel 4-8 i »lovdekret nr. 10-A/2021 af 2. februar«.«

2)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

1.   Portugal underretter senest den 30. marts 2021 og derefter hver sjette måned Kommissionen om afholdelsen af de planlagte offentlige udgifter, indtil alle de planlagte offentlige udgifter er blevet afholdt.

2.   Hvis foranstaltningerne i artikel 3 tager udgangspunkt i planlagte offentlige udgifter og er genstand for en gennemførelsesafgørelse om ændring af nærværende afgørelse, underretter Portugal senest seks måneder efter datoen for vedtagelse af nævnte gennemførelsesafgørelse om ændring og derefter hver sjette måned Kommissionen om gennemførelse af de planlagte offentlige udgifter, indtil den pågældende planlagte udgift er fuldt ud gennemført.«

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Portugisiske Republik.

Denne afgørelse får virkning på dagen for meddelelsen til adressaten.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. januar 2022.

På Rådets vegne

C. BEAUNE

Formand


(1)  EUT L 159 af 20.5.2020, s. 1.

(2)  Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1354 af 25. september 2020 om midlertidig støtte til Den Portugisiske Republik i henhold til forordning (EU) 2020/672 til mindskelse af risiciene for arbejdsløshed i nødsituationen som følge af covid-19-udbruddet (EUT L 314 af 29.9.2020, s. 49).


Top