EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R0770

Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/770 af 30. april 2021 om beregningen af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, om metoderne og proceduren for overdragelse af disse egne indtægter, om foranstaltningerne for at opfylde likviditetskrav og om visse aspekter af egne indtægter baseret på bruttonationalindkomst

ST/13142/2020/INIT

EUT L 165 af 11.5.2021, p. 15–24 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2021/770/oj

11.5.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/15


RÅDETS FORORDNING (EU, Euratom) 2021/770

af 30. april 2021

om beregningen af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, om metoderne og proceduren for overdragelse af disse egne indtægter, om foranstaltningerne for at opfylde likviditetskrav og om visse aspekter af egne indtægter baseret på bruttonationalindkomst

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 322, stk. 2,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106A,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Revisionsret (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionen skal have rådighed over egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, jf. artikel 2, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 (3) (»egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald«), på den mest hensigtsmæssige måde, og der bør derfor fastsættes bestemmelser om, hvorledes medlemsstaterne skal stille disse egne indtægter til rådighed for Kommissionen.

(2)

I Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 (4) fastlægges regler om overdragelse til Kommissionen af Unionens egne indtægter som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a), b) og d), i afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053, og om de administrative arrangementer, der er fælles for andre egne indtægter, og som kan finde tilsvarende anvendelse, hvor det er relevant, da der ikke findes én samlet forordning om overdragelse af alle Unionens egne indtægter.

(3)

Medlemsstaterne bør stille de bilag og oplysninger, som er nødvendige for, at Kommissionen kan udøve sine beføjelser med hensyn til Unionens egne indtægter, til rådighed for Kommissionen. Navnlig bør medlemsstaterne sende Kommissionen periodiske opgørelser vedrørende egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald.

(4)

Medlemsstaterne bør til enhver tid kunne forelægge Kommissionen de bilag, som dokumenterer beregningen af beløbet af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald.

(5)

Fastlæggelsen af den gældende ensartede bidragssats for egne indtægter baseret på bruttonationalindkomst (BNI), der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra d), i afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 (»egne indtægter baseret på BNI«), bør ske, efter at indtægter fra alle de øvrige egne indtægter, der er omhandlet i nævnte afgørelses artikel 2, stk. 1, litra a), b) og c), og indtægter fra finansielle bidrag til supplerende programmer for forskning og teknologisk udvikling og andre indtægter er blevet lagt sammen.

(6)

De bruttonedsættelser af årlige BNI-baserede bidrag, som i henhold til artikel 2, stk. 4, i afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 ydes til Danmark, Tyskland, Østrig, Nederlandene og Sverige, bør tages i betragtning ved krediteringen af kontiene med egne indtægter baseret på BNI, jf. artikel 6, stk. 3, tredje afsnit, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014, og ved overdragelsen af disse egne indtægter i henhold til nævnte forordnings artikel 10a.

(7)

For at sikre at Unionens budget er finansieret i alle tilfælde, bør der fastlægges en procedure, således at medlemsstaterne hver måned overdrager Unionen en tolvtedel af de egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, der er opført på budgettet, og senere foretager en regulering af de således overdragne beløb.

(8)

Metoden til beregning af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald bør klart fastlægges, idet der tages hensyn til de gældende ensartede bidragssatser, jf. artikel 2, stk. 1, litra c), i Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053.

(9)

Overdragelsen af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald bør ske ved, at de skyldige beløb krediteres den konto, der med henblik herpå er oprettet i henhold til forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 i Kommissionens navn hos hver medlemsstats finansforvaltning eller hos det af hver medlemsstats udpegede organ.

(10)

Af forenklingshensyn bør proceduren for justering af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald ensrettes med justeringsbestemmelserne for eksisterende egne indtægter. Det samlede beløb for enhver justering bør umiddelbart omfordeles blandt medlemsstaterne.

(11)

Kommissionen bør råde over den nødvendige likviditet til at kunne opfylde de lovgivningsmæssige krav med hensyn til udbetalinger, som er koncentreret i årets første måneder, for så vidt som de er begrundet i likviditetsbehovet.

(12)

For at Unionen kan nå sine mål bør proceduren for beregning af renter navnlig sikre, at egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald overdrages rettidigt og i fuldt omfang. Medlemsstaterne bør betale morarenter i tilfælde af forsinket kreditering af disse egne indtægter på kontiene. I overensstemmelse med princippet om sund finansiel forvaltning bør det sikres, at omkostningerne til inddrivelse af renter, der er påløbet de egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, som overdrages for sent, ikke bør overstige det skyldige rentebeløb.

(13)

Der bør fastlægges en pålidelig og hurtig klageprocedure til bilæggelse af eventuelle tvister, der kan opstå mellem en medlemsstat og Kommissionen vedrørende beløbet for enhver justering af opgørelserne over egne indtægter baseret på plastemballageaffald eller vedrørende, hvorvidt en påstået undladelse af at fremsende data kan tilskrives en medlemsstat, for derved at undgå tidskrævende og bekostelige traktatbrudssøgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol.

(14)

For at lette en korrekt anvendelse af de finansielle bestemmelser vedrørende egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald er det nødvendigt at medtage bestemmelser, som sikrer et snævert samarbejde mellem medlemsstaterne og Kommissionen.

(15)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med hensyn til fastlæggelse af formatet af opgørelserne over egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald og med hensyn til fastlæggelse af nærmere regler for proceduren for revidering til bilæggelse af mulige tvister mellem en medlemsstat og Kommissionen. Disse beføjelser bør udøves i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (5).

(16)

Rådgivningsproceduren bør anvendes til vedtagelse af gennemførelsesretsakter med henblik på at fastlægge formatet for opgørelser af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, eftersom disse retsakter er af teknisk karakter.

(17)

For at lette indførelsen af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald bør medlemsstaterne fremsende prognoser senest den sidste dag i den anden måned efter denne forordnings ikrafttræden. Disse prognoser bør baseres på det bedste skøn over vægten af ikkegenanvendt plastemballageaffald beregnet i overensstemmelse med den reviderede metode i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF (6) som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/852 (7) og Kommissionens beslutning 2005/270/EF (8) som ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/665 (9) (»den reviderede metode«). For at lette overgangen til den reviderede metode bør medlemsstaterne have mulighed for at fremlægge deres prognoser for årene 2021 og 2022 på grundlag af den tidligere metode.

(18)

Af overensstemmelseshensyn bør denne forordning træde i kraft samme dag som afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 og anvendes fra samme anvendelsesdato som nævnte afgørelse, dvs. fra den 1. januar 2021 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes bestemmelser om beregning af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, jf. artikel 2, stk. 1, litra c), i afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 (»egne indtægter baseret på plastemballageaffald«), om overdragelse af disse egne indtægter til Kommissionen, om foranstaltningerne for at opfylde likviditetskrav og om specifikke virkninger for beregningen af den gældende ensartede bidragssats for egne indtægter baseret på bruttonationalindkomst (BNI), jf. artikel 2, stk. 1, litra d), i nævnte afgørelse (»egne indtægter baseret på BNI«).

Artikel 2

Opbevaring af bilag

1.   Bilagene vedrørende grundlaget for egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald opbevares af medlemsstaterne indtil den 31. juli i det femte år efter det pågældende regnskabsår.

2.   Hvis det ved kontrollen i henhold til artikel 2, stk. 5, i Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/768 (10) vedrørende de bilag, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, konstateres, at en berigtigelse eller justering er påkrævet, opbevares disse bilag i så lang tid ud over den frist, der er fastsat i nærværende artikels stk. 1, at nævnte berigtigelse eller justering kan foretages og kontrolleres.

3.   Når en tvist mellem en medlemsstat og Kommissionen vedrørende forpligtelsen til at overdrage et bestemt beløb af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald eller vedrørende påstande, der involverer inspektioner eller undladelser af at fremsende data, bilægges efter fælles aftale, ved en afgørelse truffet af Kommissionen eller ved en afgørelse truffet af Den Europæiske Unions Domstol, overdrager medlemsstaten de bilag, der er nødvendige for den finansielle opfølgning, til Kommissionen inden for to måneder efter bilæggelsen.

Artikel 3

Administrativt samarbejde

1.   Hver medlemsstat meddeler Kommissionen følgende:

a)

benævnelsen på de tjenestegrene eller organer, som er ansvarlige for beregningen eller fastlæggelsen, overdragelsen og kontrollen af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, samt de vigtigste bestemmelser vedrørende disse tjenestegrenes og organers rolle og funktion

b)

de almindelige love og administrative bestemmelser og de almindelige bogføringsforskrifter vedrørende beregningen eller fastlæggelsen, overdragelsen og Kommissionens kontrol af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald

c)

den nøjagtige betegnelse på alle de administrative og regnskabsmæssige oversigter, hvori egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald er opført, herunder særlig dem, som anvendes til opstillingen af det i artikel 5 nævnte regnskab.

Der skal straks gives Kommissionen meddelelse om enhver ændring i de benævnelser, der er omhandlet i første afsnit, litra a), eller de bestemmelser, der er omhandlet i første afsnit, litra b).

2.   Kommissionen meddeler efter anmodning fra en medlemsstat alle medlemsstater de i stk. 1 omhandlede oplysninger.

Artikel 4

Specifikke virkninger på egne indtægter baseret på BNI

1.   Med henblik på fastsættelse af den ensartede sats, der er omhandlet i artikel 5 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014, lægges de indtægter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra c), i afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 til de indtægter, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i nævnte afgørelse, med henblik på at beregne den del af budgettet, der skal dækkes af egne indtægter baseret på BNI.

2.   Artikel 6, stk. 3, tredje afsnit, og artikel 10a i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 finder anvendelse på de bruttonedsættelser af årlige BNI-baserede bidrag, der ydes Danmark, Tyskland, Østrig, Nederlandene og Sverige, jf. artikel 2, stk. 4, i afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053.

KAPITEL II

BOGFØRING AF EGNE INDTÆGTER BASERET PÅ IKKEGENANVENDT PLASTEMBALLAGEAFFALD

Artikel 5

Bogføring og meddelelse

1.   Et regnskab over egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald føres af hver medlemsstats finansforvaltning eller en offentlig enhed, der udøver tilsvarende funktioner (»finansforvaltningen«), eller hver medlemsstats nationale centralbank.

2.   Af hensyn til bogføringen af egne indtægter sker fastlæggelsen af regnskabet tidligst kl. 13 den sidste arbejdsdag i den måned, hvor beregningen eller fastlæggelsen har fundet sted.

3.   Tolvtedelene af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald bogføres den første arbejdsdag i hver måned.

Resultatet af den beregning, der er omhandlet i artikel 9, bogføres én gang om året.

4.   Senest den 15. april hvert år sender hver medlemsstat Kommissionen prognoser over vægten af ikkegenanvendt plastemballageaffald for det indeværende år og det efterfølgende år.

5.   Senest den 31. juli hvert år sender hver medlemsstat Kommissionen en årlig opgørelse for året to år forud for det indeværende år (»n-2«) med statistiske oplysninger om vægten af plastemballageaffald, der blev produceret i medlemsstaten, og vægten af genanvendt plastemballageaffald, idet begge vægter angives i kilogram, og en årlig opgørelse for året n-2 med beregningen af beløbet af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald i overensstemmelse med artikel 6.

6.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastlægger formater for en opgørelser over egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, der er omhandlet i denne artikels stk. 5. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 14, stk. 2.

KAPITEL III

BEREGNING AF EGNE INDTÆGTER BASERET PÅ IKKEGENANVENDT PLASTEMBALLAGEAFFALD

Artikel 6

Beregning af egne indtægter baseret på plastemballageaffald

1.   Egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald beregnes som fastsat i artikel 2, stk. 1, litra c), i afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053. Vægten af ikkegenanvendt plastemballageaffald beregnes i overensstemmelse med artikel 6a i direktiv 94/62/EF og metoden i beslutning 2005/270/EF, særlig nævnte beslutnings artikel 6c.

2.   For hver medlemsstat beregnes beløbet af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald i euro.

3.   Beløbet af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald i et givet år fastlægges på basis af den prognose, der er omhandlet i artikel 5, stk. 4.

KAPITEL IV

OVERDRAGELSE AF EGNE INDTÆGTER BASERET PÅ IKKEGENANVENDT PLASTEMBALLAGEAFFALD

Artikel 7

Finansforvaltning og bogføring

Artikel 9 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 finder tilsvarende anvendelse på egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald.

Artikel 8

Overdragelse af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald

1.   Beløb, der er beregnet i overensstemmelse med artikel 6 for hvert kalenderår, krediteres den første arbejdsdag i hver måned. Disse beløb skal være en tolvtedel af de samlede relevante beløb på budgettet, omregnet til national valuta efter omvekslingskursen på den sidste noteringsdag i kalenderåret forud for regnskabsåret, som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven.

2.   De beløb, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, krediteres den konto, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014, den første arbejdsdag i måneden.

3.   Enhver ændring af den ensartede bidragssats for egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald kræver, at der endeligt vedtages et ændringsbudget, og at de tolvtedele, der er krediteret den konto, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014, siden regnskabsårets begyndelse, justeres.

Disse justeringer foretages i forbindelse med den første kreditering efter den endelige vedtagelse af ændringsbudgettet, hvis dette vedtages inden den 16. i måneden. I modsat fald finder justeringerne sted i forbindelse med den anden kreditering efter den endelige vedtagelse. Uanset artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (11) opføres disse justeringer i regnskabet for det regnskabsår, som det pågældende ændringsbudget vedrører.

4.   De tolvtedele, der krediteres i januar i hvert regnskabsår, beregnes på grundlag af de beløb, der er opført i det budgetforslag, som er omhandlet i artikel 314, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, omregnet til national valuta efter omvekslingskursen på den første noteringsdag efter den 15. december i det kalenderår, der går forud for regnskabsåret; justeringen finder sted samtidig med krediteringen for den efterfølgende måned.

5.   Er budgettet ikke endeligt vedtaget senest to uger inden krediteringen for januar i det følgende regnskabsår, opfører medlemsstaterne den første arbejdsdag i hver måned, inklusive januar måned, en tolvtedel af beløbene af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, der er opført på det seneste endeligt vedtagne budget; justeringen finder sted samtidig med den første forfaldsdato efter den endelige vedtagelse af budgettet, hvis dette vedtages inden den 16. i måneden. I modsat fald finder justeringen sted i forbindelse med den anden forfaldsdato efter den endelige vedtagelse af budgettet.

Artikel 9

Justeringer af egne indtægter baseret på plastemballageaffald fra tidligere regnskabsår

1.   På grundlag af de årsopgørelser med beregningen af beløbet af egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, der er omhandlet i artikel 5, stk. 5, debiteres eller krediteres hver medlemsstat i året efter det år, hvor denne opgørelse blev sendt, med et beløb, der beregnes som forskellen mellem beløbene i prognosen for et givet år og de faktiske beløb i opgørelsen for samme år.

2.   Kommissionen beregner for hver medlemsstat forskellen mellem de beløb, der fremkommer efter justeringerne omhandlet i stk. 1, og det resultat, der fremkommer ved at multiplicere de samlede justeringsbeløb med den procentsats, som den pågældende medlemsstats BNI udgør af alle medlemsstaters BNI, der finder anvendelse den 15. januar på det gældende budget for året efter det år, hvor de til justeringen anvendte data blev fremlagt (»nettobeløbet«).

Med henblik på den i første afsnit omhandlede beregning omregnes beløbene fra den nationale valuta til euro ved hjælp af omvekslingskursen på den sidste noteringsdag i kalenderåret forud for krediteringsåret, som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven.

Kommissionen giver medlemsstaterne meddelelse om størrelsen af de beløb, der fremkommer ved den i dette stykkes første afsnit omhandlede beregning, inden den 1. februar i året efter det år, hvor de til justeringen anvendte data blev fremlagt. Hver enkelt medlemsstat indbetaler nettobeløbet på den konto, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014, den første arbejdsdag i juni samme år.

3.   Eventuelle justeringer af de opgørelser, der er omhandlet i denne forordnings artikel 5, stk. 5, for tidligere regnskabsår, som følger af inspektioner, giver anledning til en særlig justering af krediteringerne af den konto, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014. Kommissionen underretter i en skrivelse de berørte medlemsstater om den nødvendige justering. Det til justeringen svarende beløb overdrages på den dato, der er angivet af Kommissionen i nævnte skrivelse.

4.   Den berørte medlemsstat kan anmode Kommissionen om at revidere den justering, der er meddelt i den skrivelse, der er omhandlet i stk. 3, inden for to måneder fra datoen for modtagelsen af denne skrivelse. Denne revidering afsluttes ved en afgørelse, der vedtages af Kommissionen senest tre måneder efter datoen for modtagelsen af medlemsstatens anmodning.

Hvis Kommissionens afgørelse helt eller delvis reviderer beløbene svarende til den justering, der er meddelt i den skrivelse, der er omhandlet i stk. 3, overdrager medlemsstaten det pågældende beløb. Hverken en medlemsstats anmodning om revision af justeringen eller et søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse berører medlemsstatens pligt til at overdrage det til justeringen svarende beløb.

5.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastlægger nærmere regler for proceduren for den i denne artikels stk. 4 omhandlede revidering. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 14, stk. 3.

6.   Efter den 31. juli i det femte år efter et givet regnskabsår tages der ikke længere hensyn til berigtigelser, undtagen for punkter, som enten Kommissionen eller medlemsstaten har gjort opmærksom på inden denne frist.

7.   De operationer, der er omhandlet i denne artikel, udgør forvaltning af indtægterne i det regnskabsår, hvor de skal krediteres den konto, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014.

Artikel 10

Fremrykning af tolvtedele

1.   Kommissionen kan specielt med henblik på betalingen af udgifterne til Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL), jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 (12), og på baggrund af Unionens likviditetssituation opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen af en tolvtedel eller af en brøkdel deraf af de beløb, der i budgettet er opført som egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, med op til to måneder i regnskabsårets første kvartal.

2.   Med forbehold af stk. 3 kan Kommissionen specielt med henblik på betalingen af udgifterne til de europæiske struktur- og investeringsfonde,jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (13), og på baggrund af Unionens likviditetssituation opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen af op til yderligere en halvdel af en tolvtedel af de beløb, der i budgettet er opført som egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, i et regnskabsårs første seks måneder.

3.   Det samlede beløb, som Kommissionen kan opfordre medlemsstaterne til at fremrykke krediteringen af i samme måned i henhold til stk. 1 og 2, må under ingen omstændigheder overstige et beløb svarende til yderligere to tolvtedele.

4.   Efter de første seks måneder må den ønskede månedlige kreditering ikke overstige en tolvtedel af de egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, og den skal holdes inden for rammerne af de beløb, der er opført på budgettet til dette formål.

5.   Kommissionen underretter medlemsstaterne herom på forhånd, senest to uger før der anmodes om en kreditering i henhold til stk. 1 og 2.

6.   Kommissionen underretter medlemsstaterne på forhånd i god tid og senest seks uger, før der anmodes om en kreditering i henhold til stk. 2, om at den har til hensigt at anmode om en sådan kreditering.

7.   Artikel 8, stk. 4, der vedrører de beløb, der skal krediteres i januar i hvert regnskabsår, og artikel 8, stk. 5, der finder anvendelse, når budgettet ikke er endeligt vedtaget inden regnskabsårets begyndelse, finder anvendelse på de fremrykkede krediteringer, der er omhandlet i stk. 1 og 2.

Artikel 11

Morarenter ved for sen overdragelse

1.   For egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald betales der kun renter i forbindelse med forsinket kreditering af følgende beløb:

a)

de beløb, der er omhandlet i artikel 8

b)

de beløb, der fremkommer ved den beregning, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, på det tidspunkt, der er anført i artikel 9, stk. 2, tredje afsnit

c)

de beløb, der hidrører fra særlige justeringer, jf. artikel 9, stk. 3

d)

beløb, der skyldes en undladelse, der kan tilskrives en medlemsstat, af at fremsende data som påkrævet i denne forordning.

Med henblik på første afsnit, litra d), beregnes renterne af de justeringer, der følger af de berigtigelser, der er foretaget på grund af en medlemsstats undladelse af at fremsende data, fra den første arbejdsdag i juni året efter det år, hvor den tidsfrist, som Kommissionen har fastsat, er udløbet.

En medlemsstat fritages for forpligtelsen til at betale renter for den undladelse, der er omhandlet i første afsnit, litra d), hvis den pågældende undladelse er begrundet i force majeure eller andre omstændigheder, som ikke kan tilskrives den berørte medlemsstat.

Tvister mellem en medlemsstat og Kommissionen vedrørende, hvorvidt den påståede undladelse, jf. dette stykkes første afsnit, litra d), kan tilskrives medlemsstaten, bilægges gennem den revidering, der er omhandlet i artikel 9, stk. 4.

2.   Hvis en medlemsstat indleder den revidering, der er omhandlet i artikel 9, stk. 4, beregnes renterne fra den dato, der angives af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3.

3.   Morarentebeløb under 500 EUR opkræves ikke.

4.   Renter opkræves til de satser og på de betingelser, der er fastsat i artikel 12, stk. 4 og 5, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014.

5.   For betaling af renter, der er omhandlet i denne artikels stk. 1, finder artikel 9, stk. 2, og 3, i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 tilsvarende anvendelse.

KAPITEL V

LIKVIDITETSSTYRING

Artikel 12

Krav til likviditetsstyring og efterkommelse af betalingsanvisninger

Artikel 14 og 15 i forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 finder tilsvarende anvendelse på egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 13

Ekspertgruppe

Kommissionen nedsætter en formel ekspertgruppe bestående af repræsentanter for alle medlemsstaterne og med en repræsentant for Kommissionen som formand. Den formelle ekspertgruppes opgave er at rådgive Kommissionen og at fremsætte sine synspunkter vedrørende sammenligneligheden, pålideligheden og fuldstændigheden af statistikkerne om produceret og genanvendt plastemballageaffald, rådgive Kommissionen om udarbejdelsen af foranstaltninger for at gøre dataene mere sammenlignelige og pålidelige samt afgive årlige udtalelser om, hvorvidt de data om plastemballageaffald, som medlemsstaterne fremsender med henblik på egne indtægter baseret på ikkegenanvendt plastemballageaffald, er hensigtsmæssige. Den formelle ekspertgruppe registreres i Kommissionens register over ekspertgrupper, og der skal sikres gennemsigtighed med hensyn til ekspertgruppens sammensætning og arbejde.

Artikel 14

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af udvalget nedsat ved artikel 21, stk. 1, i direktiv 94/62/EF. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

3.   Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Artikel 15

Overgangsbestemmelser

Med henblik på at foretage den beregning, der er omhandlet i artikel 6, forelægger hver medlemsstat senest den sidste dag i den anden måned efter denne forordnings ikrafttræden Kommissionen prognoser for vægten af ikkegenanvendt plastemballageaffald fra 2021 og frem og indtil året efter denne forordnings ikrafttræden. I årene 2021 og 2022 kan medlemsstaterne forelægge deres prognoser for vægten af ikkegenanvendt plastemballageaffald beregnet i overensstemmelse med direktiv 94/62/EF som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/720 (14) og metoden i beslutning 2005/270/EF som ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/896 (15), navnlig nævnte beslutnings artikel 5.

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på ikrafttrædelsesdatoen for afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053.

Den anvendes fra den 1. januar 2021.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. april 2021.

På Rådets vegne

A.P. ZACARIAS

Formand


(1)  Udtalelse af 25. marts 2021 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Udtalelse af 9. oktober 2018 (EUT C 431 af 29.11.2018, s. 1).

(3)  Rådets afgørelse (EU, Euratom) 2020/2053 af 14. december 2020 om ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter og om ophævelse af afgørelse 2014/335/EU, Euratom (EUT L 424 af 15.12.2020, s. 1).

(4)  Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 609/2014 af 26. maj 2014 om metoderne og proceduren for overdragelse af de traditionelle egne indtægter og egne indtægter fra moms og BNI og om foranstaltningerne for at opfylde likviditetskrav (EUT L 168 af 7.6.2014, s. 39).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 10).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/852 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald (EUT L 150 af 14.6.2018, p. 141).

(8)  Kommissionens beslutning 2005/270/EF af 22. marts 2005 om fastlæggelse af de skemaer, der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald skal benyttes i forbindelse med databasesystemet (EUT L 86 af 5.4.2005, s. 6).

(9)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/665 af 17. april 2019 om ændring af beslutning 2005/270/EF om fastlæggelse af de skemaer, der i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald skal benyttes i forbindelse med databasesystemet (EUT L 112 af 26.4.2019, s. 26).

(10)  Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/768 af 30. april 2021 om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger til ordningen for Den Europæiske Unions egne indtægter og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 608/2014 (se side 1 i denne EUT).

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1307/2013 af 17. december 2013 om fastsættelse af regler for direkte betalinger til landbrugere under støtteordninger inden for rammerne af den fælles landsbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 637/2008 og Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 608).

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/720 af 29. april 2015 om ændring af direktiv 94/62/EF med henblik på at mindske forbruget af letvægtsplastbæreposer (EUT L 115 af 6.5.2015, s. 11).

(15)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/896 af 19. juni 2018 om fastlæggelse af metoden til beregning af det årlige forbrug af letvægtsplastbæreposer og om ændring af beslutning 2005/270/EF (EUT L 160 af 25.6.2018, s. 6).


Top