(1)

I henhold til artikel 20, stk. 1, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og det Schweiziske Forbund om godstransport og personbefordring med jernbane og ad landevej (3) ("aftalen mellem Unionen og Schweiz") fastsættes det, at personbefordring med bus mellem to punkter på samme kontraherende parts område udført af transportvirksomheder med hjemsted på den anden kontraherende parts område, kendt som cabotagekørsel, ikke er tilladt.

(2)

I henhold til artikel 20, stk. 2, i aftalen mellem Unionen og Schweiz fastsættes det, at eksisterende cabotagerettigheder i henhold til bilaterale aftaler mellem medlemsstater og Schweiz, som var gældende, da aftalen mellem Unionen og Schweiz blev indgået, nemlig den 21. juni 1999, fortsat kan udøves, forudsat at der ikke sker forskelsbehandling mellem transportvirksomheder med hjemsted i Unionen og konkurrencefordrejning. Italien har ikke nogen bilateral aftale med Schweiz, der tillader cabotagekørsel i forbindelse med udøvelse af personbefordring ad vej med bus mellem de to lande. Derfor er retten til at udføre sådan kørsel ikke blandt de rettigheder, der er omfattet af artikel 20, stk. 2, i aftalen mellem Unionen og Schweiz og anført i bilag 8 dertil.

(3)

Internationale forpligtelser, der tillader transportvirksomheder med hjemsted i Schweiz at udføre cabotagekørsel inden for Unionen, vil sandsynligvis påvirke artikel 20 i aftalen mellem Unionen og Schweiz, da nævnte artikel ikke tillader sådan kørsel.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/2009 (4) tillader kun transportvirksomheder, der har en EF-tilladelse, at udføre cabotagekørsel i Unionen på visse betingelser. Internationale forpligtelser, der tillader tredjelandstransportvirksomheder, som ikke har en sådan tilladelse, at udføre denne form for kørsel, vil sandsynligvis påvirke nævnte forordning.

(5)

Sådanne internationale forpligtelser hører derfor ind under Unionens eksterne enekompetence. Medlemsstaterne kan kun forhandle eller indgå sådanne forpligtelser, hvis de har fået bemyndigelse hertil af Unionen i henhold til artikel 2, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(6)

Cabotagekørsel udført inden for Unionen af tredjelandstransportvirksomheder, som ikke har en EF-tilladelse, jf. forordning (EF) nr. 1073/2009, påvirker funktionen af det indre marked for buskørsel som fastsat i nævnte forordning. Det er derfor nødvendigt, at en bemyndigelse efter artikel 2, stk. 1, i TEUF, tildeles af Unionens lovgivere i overensstemmelse med den i artikel 91 i TEUF omtalte lovgivningsmæssige procedure.

(7)

Ved brev af 7. februar 2018 anmodede Italien om bemyndigelse fra Unionen til at indgå en aftale med Schweiz med henblik på at tillade cabotagekørsel i forbindelse med udøvelse af personbefordring ad vej med bus i grænseregionerne i Italien og Schweiz.

(8)

Cabotagekørsel giver mulighed for at øge køretøjernes lastfaktor, hvilket øger den økonomiske effektivitet af personbefordring med bus. Det er derfor hensigtsmæssigt at tillade denne form for kørsel i forbindelse med udøvelse af personbefordring ad vej med bus mellem Italien og Schweiz i de to landes grænseregioner. Dette kan yderligere styrke den tætte integration mellem disse grænseregioner.

(9)

For at sikre at den omhandlede cabotagekørsel ikke i overdreven grad påvirker funktionen af det indre marked for buskørsel, jf. forordning (EF) nr. 1073/2009, bør tilladelsen til cabotagekørsel være betinget af, at der ikke forekommer forskelsbehandling mellem transportvirksomheder med hjemsted i Unionen, og at der ikke forekommer konkurrencefordrejning.

(10)

Af samme årsag bør der kun gives tilladelse til cabotagekørsel i Italiens grænseregioner i forbindelse med udøvelse af personbefordring ad vej med bus mellem Italien og Schweiz. I denne forbindelse er det nødvendigt at definere Italiens grænseregioner med henblik på denne afgørelse på en måde, der tager behørigt hensyn til forordning (EF) nr. 1073/2009, og samtidig giver mulighed for, at effektiviteten af den omhandlede kørsel øges —