BILAG

1.   INDLEDNING

Denne henstilling tilkendegiver kun Kommissionens synspunkter. Den ændrer ikke direktivernes og forordningernes juridiske virkninger og berører ikke Domstolens bindende fortolkning af artikel 7, 7a og 7b i og bilag V til det ændrede direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet (»energieffektivitetsdirektivet«). Denne henstilling er baseret på tilbagemeldinger, som Kommissionen har modtaget fra medlemsstaterne siden gennemførelsen af direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, og på, hvad Kommissionen har udledt af medlemsstaternes meddelelser og vurderingen af de nationale handlingsplaner for energieffektivitet og årsrapporter (1).

Sammenfatning: Vigtige ændringer af direktiv 2012/27/EU

1.

Energispareforpligtelsens struktur og tilknyttede bestemmelser — artikel 7 (generelle bestemmelser om besparelseskrav), artikel 7a (regler for ordninger for energispareforpligtelser og artikel 7b (regler for alternative politiktiltag) — bilag V (fælles metoder til og principper for beregning) — planlægnings- og rapporteringsforpligtelser i henhold til forordningen (EU) 2018/1999 om forvaltning.

2.

Omfang af energispareforpligtelsen (2021-2030) — en ny energispareforpligtelsesperiode 2021-2030 og forlængelse af forpligtelsen efter 2030 uden slutdato, men med forbehold af revision inden 2027 og derefter hvert 10. år — en forpligtelse til at opnå kumulative energibesparelser i slutanvendelserne i 2021-2030 svarende til nye årlige besparelser på mindst 0,8 % af det endelige energiforbrug (bortset fra Cypern og Malta, som skal opnå nye besparelser på 0,24 % af det endelige energiforbrug), dvs. et højere niveau end i den indeværende periode — muligheder for, at medlemsstaterne kan beregne besparelser på en anden måde, så længe de opnår de krævede kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, — et krav om, at medlemsstaterne tager hensyn til behovet for at afhjælpe energifattigdom, når de udformer politiktiltag, i overensstemmelse med de kriterier, de fastlægger.

3.

Beregning af virkningen af politiktiltag — Medlemsstaterne må ikke medregne energibesparelser, der følger af gennemførelsen af EU-retten, medmindre de vedrører renovering af bygninger. Undtagelsesvis og på visse betingelser kan de medregne besparelser, der er opnået ved gennemførelsen af nationale minimumskrav for nye bygninger, som energibesparelser, der er påkrævet i den første forpligtelsesperiode (2014-2020).

4.

Præciseringer — Ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag har samme gyldighed med hensyn til gennemførelsen af energieffektivitetsdirektivet. — Energibesparelser, som følger af hver type politiktiltag, skal beregnes i overensstemmelse med de fælles principper og metoder i bilag V til energieffektivitetsdirektivet. — Kravet om måling og verifikation og betydningen af at tage en repræsentativ prøve af foranstaltningerne til forbedring af energieffektiviteten er præciseret. — Medlemsstaterne kan etablere en national energisparefond i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 20, stk. 6, enten som et alternativt politiktiltag eller som en del af en ordning for energispareforpligtelser, som kræver, at forpligtede parter opfylder en del af eller alle deres forpligtelser ved at yde bidrag til fonden. — Kravet om additionalitet er præciseret (energibesparelser skal supplere de besparelser, som under alle omstændigheder ville være fremkommet uden de forpligtede eller deltagende parters aktiviteter), herunder visse faktorer — gratister, markedsvirkninger og indvirkningen af eksisterende politikker. — Beregningen af energibesparelser skal tage hensyn til foranstaltningernes levetid og den hastighed, hvormed besparelserne mindskes over tid. — Energibesparelser, der følger af mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger, kan tages i betragtning, hvis de er i overensstemmelse med bilag V.

2.   BEREGNING AF ENERGIBESPARELSER KRÆVET I FORPLIGTELSESPERIODEN 2021-2030

Artikel 7

Energispareforpligtelse

1.

Medlemsstaterne skal opnå kumulative energibesparelser i slutanvendelserne svarende til mindst: a) … b) nye besparelser hvert år fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030 på 0,8 % af det årlige endelige energiforbrug målt i gennemsnit over den seneste treårsperiode forud for den 1. januar 2019. Som en undtagelse fra dette krav skal Cypern og Malta opnå nye besparelser hvert år fra den 1. januar 2021 til den 31. december 2030 svarende til 0,24 % af det årlige endelige energiforbrug målt i gennemsnit over den seneste treårsperiode forud for den 1. januar 2019.

I henhold til litra b) ovenfor skal medlemsstaterne opnå:

—	kumulative energibesparelser i slutanvendelserne (dvs. samlet mængde energibesparelser) i 2021-2030

—	nye besparelser hvert år i denne periode (hvis mængde ikke er angivet).

Procentsatsen for nye årlige energibesparelser i den første forpligtelsesperiode (2014-2020) er den samme for alle medlemsstater (dvs. 1,5 %), men det samme er ikke tilfældet i den anden periode (2021-2030), idet Cypern og Malta skal opnå kumulative energibesparelser i slutanvendelserne svarende til nye besparelser på 0,24 % af det endelige energiforbrug (1).

Hver medlemsstat skal opnå den beregnede mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne (dvs. de samlede energibesparelser for 2021-2030) inden den 31. december 2030. Modsat i den første forpligtelsesperiode kan denne mængde ikke nedsættes som følge af fleksibilitet anvendt af medlemsstaten (2).

Medlemsstaterne skal ikke opnå nye besparelser svarende til 0,8 % (0,24 % for Malta og Cypern) af det årlige endelige energiforbrug (3) i hvert år i den anden forpligtelsesperiode. Den nuværende fleksibilitet, som giver dem mulighed for at fordele mængden af nye besparelser over perioden, gælder stadig for den anden periode og de efterfølgende perioder (4).

2.1.   Beregning af kumulative energibesparelser i slutanvendelserne påkrævet i den anden forpligtelsesperiode

For at beregne den mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, der kræves i den anden forpligtelsesperiode, skal hver medlemsstat først beregne det gennemsnitlige energiforbrug i de tre år inden 2019 (dvs. 2016-2018) (5).

Det næste skridt er at multiplicere dette gennemsnit med 0,8 % (0,24 % for Cypern og Malta) for at få den tilsvarende mængde af »nye« årlige besparelser.

Eksempel

En medlemsstat har et energiforbrug på 102 mio. ton olieækvivalent (Mtoe) i 2016, 98 Mtoe i 2017 og 100 Mtoe i 2018 — dvs. i gennemsnit 100 Mtoe over tre år.

Til beregningen af den kumulative mængde energibesparelser i slutanvendelserne (2021-2030) er minimumsmængden af nye besparelser hvert år derfor 0,8 Mtoe (100 Mtoe × 0,8 %).

Medlemsstaterne kan derefter beregne den kumulative mængde besparelser i slutanvendelserne, der kræves for hele forpligtelsesperioden.

Eksempel

En medlemsstat beregner sit gennemsnitlige endelige energiforbrug i 2016-2018 som 100 Mtoe. De samlede besparelser i slutanvendelserne i forhold til 2021 vil derfor være (100 × 0,8 % × 1) = 0,8 Mtoe.

Da det kræves, at der opnås kumulative energibesparelser i slutanvendelserne mindst svarende til de nye besparelser hvert år fra 2021-2030, skal medlemsstaterne beregne nye besparelser for hvert efterfølgende år indtil 2030.

Den samlede mængde, der er beregnet for 2022, vil være (100 × 0,8 % × 2) = kumulative energibesparelser i slutanvendelserne på 1,6 Mtoe (herunder nye besparelser på 0,8 Mtoe i 2022 (markeret med gråt nedenfor)).

Mængderne for hvert efterfølgende år indtil 2030 kan beregnes på samme måde. Den samlede mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, der kræves over den tiårige periode, er 44,0 Mtoe (100 × 0,8 % × 55).

År	2021	2022	2023	2024	2025	2026	2027	2028	2029	2030
Energibesparelser i slutanvendelserne (Mtoe)										0,8	Samlede kumulative energibesparelser i slutanvendelserne (inden 2030)
									0,8	0,8
								0,8	0,8	0,8
							0,8	0,8	0,8	0,8
						0,8	0,8	0,8	0,8	0,8
					0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8
				0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8
			0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8
		0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8
	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8
I alt (Mtoe)	0,8	1,6	2,4	3,2	4,0	4,8	5,6	6,4	7,2	8,0	44,0  (6)

2.2.   Statistisk datasæt

2.2.1.   Brug af Eurostat-datasæt

For at finde frem til de statistiske datasæt, der skal anvendes for forpligtelsesperioden 2021-2030, skal medlemsstaterne anvende Eurostats datasæt, der anses for at være standardkilden til beregning af de krævede mængder besparelser (se punkt 1, litra c), i bilag III til forordningen om forvaltning).

I 2019 reviderede Eurostat energibalancen på grundlag af internationale anbefalinger vedrørende energistatistikker offentliggjort af FN's Statistiske Kommission (7). For medlemsstaternes energieffektivitetsbidrag og energispareforpligtelser er der fastlagt en særlig kategori »endeligt energiforbrug (Europa 2020-2030)« (8) (kode FEC2020-2030). Den indeholder de elementer, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b), og medlemsstaterne bør anvende den i forbindelse med energispareforpligtelsen (9).

Den nye kategori indeholder følgende aritmetiske definitioner, som er baseret på de seneste ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1099/2008 om energistatistik (10):

Endeligt energiforbrug (Europa 2020-2030) [alle produkter i alt] =

Endeligt energiforbrug [alle produkter i alt]

– Endeligt energiforbrug [omgivende varme (varmepumper)]

+ International luftfart [alle produkter i alt]

+ Omdannelsesinput højovne [alle produkter i alt]

– Omdannelsesoutput højovne [alle produkter i alt]

+ Energisektoren højovne [faste fossile brændsler]

+ Energisektoren højovne [syntetiske gasser]

+ Energisektoren højovne [tørv og tørveprodukter]

+ Energisektoren højovne [olieskifer og oliesand]

+ Energisektoren højovne [olie og mineralolieprodukter]

+ Energisektoren højovne [naturgas]

2.2.2.   Brug af alternative statistiske kilder og ekspertskøn

Medlemsstaterne kan anvende alternative statistiske kilder, men skal forklare og begrunde deres anvendelse og eventuelle forskelle i de beregnede mængder i deres meddelelse til Kommissionen (se punkt 1, litra c), i bilag III til forordningen om forvaltning).

Hvis data for visse år ikke er tilgængelige på det tidspunkt, hvor medlemsstaterne skal rapportere, kan de anvende ekspertskøn (igen med en begrundelse i meddelelsen). Hvis der, når officielle data foreligger, er betydelige forskelle mellem de skønnede og de reelle tal, skal mængden af krævede besparelser justeres til sidstnævnte.

Medlemsstaterne bør justere skønnene til de officielle data så hurtigt som muligt under forvaltningsmekanismen via den næste indsendelse eller obligatoriske rapportering i henhold til forordningen om forvaltning (f.eks. i ajourføringen af den nationale energi- og klimaplan inden den 30. juni 2023 i henhold til forordningens artikel 14, stk. 1).

2.2.3.   Energi anvendt til transport

Uden at det berører energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2, litra b) (11), kan medlemsstaterne ikke længere udelukke det endelige energiforbrug på transportområdet i deres beregning af grundscenariet for den anden forpligtelsesperiode og efterfølgende forpligtelsesperioder.

2.2.4.   Energi produceret til egen slutanvendelse

Mens de kumulative energibesparelser i slutanvendelserne i den første forpligtelsesperiode er baseret på »energisalg til slutkunder«, er grundlaget for den anden og de efterfølgende perioder bevidst ændret til »endeligt energiforbrug« i energieffektivitetsdirektivet.

Medlemsstaterne skal følgelig medregne energi, der produceres til egen slutanvendelse (f.eks. el, der produceres solcelleanlæg, varme, der produceres af solvarmeanlæg, eller udnyttelse af affald i industrien), i beregningen af grundscenariet for disse perioder.

Eurostat-kategorien »endeligt energiforbrug« (kode B 101700 (12)), som gældende, da energieffektivitetsdirektivet blev forhandlet og vedtaget, omfattede visse mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger (solenergi, herunder solcelle- og solvarmeanlæg, vindenergi, fast biomasse, biogas og flydende biobrændsler (13)). Omgivende varme, f.eks. som anvendt i varmepumper, var ikke omfattet af kategorien »endeligt energiforbrug«. For at sikre, at energispareforpligtelsen i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, som vedtaget af medlovgiverne, ikke ændres ved revisionen af energibalancer, har Eurostat med hensyn til energieffektivitet fastlagt og offentliggjort den særlige kategori »endeligt energiforbrug (Europa 2020-2030)« (kode FEC2020-2030), som fortsat udelukker omgivende varme fra denne kategori indtil 2030 (14).

I henhold til punkt 1, litra c), i bilag III til forordningen om forvaltning skal Eurostats datasæt anvendes som standardkilde, men medlemsstaterne skal også tage alle data, der er tilgængelige på nationalt plan, i betragtning. Hvis disse adskiller sig fra Eurostats data, skal medlemsstaterne citere deres nationale kilder, hvis disse er mere nøjagtige. De skal medregne disse i deres beregningsmæssige grundscenario og i deres nationale energi- og klimaplan angive og forklare, hvilke datakilder der er anvendt, herunder eventuelle yderligere officielle eller skønsmæssige mængder endeligt energiforbrug, som ikke er omfattet af Eurostats datasæt.

2.3.   Fordeling af energibesparelser over perioden 2021-2030

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, sidste afsnit, skal medlemsstaterne beslutte »hvordan den beregnede mængde af nye besparelser fordeles over [hver forpligtelsesperiode], forudsat at de krævede samlede kumulative energibesparelser i slutanvendelserne er blevet opnået ved slutningen af hver forpligtelsesperiode«.

Eksempler

Én medlemsstat vælger en lineær forøgelse af besparelserne over tid. En anden vælger at starte senere, men at kræve større besparelser hen imod midten/slutningen af den anden forpligtelsesperiode.

En tredje medlemsstat vælger at fordele den krævede mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne (f.eks. 44,0 Mtoe) som vist nedenfor. Den kumulative mængde af krævede besparelser skal blot opnås mellem 2021 og 2030 (idet det antages, at alle foranstaltninger har varige virkninger, der sikrer besparelser hvert år mindst indtil 2030):

År	2021	2022	2023	2024	2025	2026	2027	2028	2029	2030
Energibesparelser i slutanvendelserne (Mtoe)										0,8	Samlede kumulative energibesparelser i slutanvendelserne (inden 2030)
									1,1	1,1
								0,5	0,6	0,6
							0,7	0,7	0,7	0,7
						0,6	0,6	0,6	0,6	0,6
					0,8	0,8	0,8	0,8	0,8	0,8
				1,0	1,0	1,0	1,0	1,0	1,0	1,0
			1,2	1,2	1,2	1,2	1,2	1,2	1,2	1,2
		0,9	0,9	0,9	0,9	0,9	0,9	0,9	0,9	0,9
	0,4	0,4	0,4	0,4	0,4	0,4	0,4	0,4	0,4	0,4
I alt (Mtoe)	0,4	1,3	2,5	3,5	4,3	4,9	5,6	6,1	7,3	8,1	44

Hvis en medlemsstat etablerer eller opretholder en ordning for energispareforpligtelser, skal den ikke rapportere, hvordan den vil fordele indsatsen over forpligtelsesperioden. Det anbefales imidlertid, at medlemsstaterne fastlægger og rapporterer, hvordan de vil gøre dette. I henhold til punkt 3.1, litra b), i bilag III til forordningen om forvaltning skal medlemsstaterne meddele den forventede kumulative og årlige mængde besparelser og varigheden af deres ordninger.

Medlemsstater, der etablerer eller opretholder alternative politiktiltag i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7b og/eller en national energisparefond i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 20, stk. 6, har fuld beføjelse til at fordele de krævede kumulative energibesparelser i slutanvendelserne over den anden forpligtelsesperiode. De kan, men er ikke forpligtede til at indføre delperioder, som ikke skal være af samme længde. I henhold til punkt 3.2, litra c), i bilag III til forordningen om forvaltning skal de imidlertid meddele »Forventet kumulativ og årlig mængde energibesparelser i alt for hvert tiltag og/eller mængde energibesparelser i forhold til eventuelle delperioder«.

3.   ANDRE METODER TIL AT BEREGNE ENERGISPAREKRAVENE

3.1.   Forhold og anvendelsesområde

Mulighederne i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2, påvirker ikke energispareforpligtelsen i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b). I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 4, kan medlemsstaterne anvende forskellige beregningsmetoder (f.eks. for at tage højde for særlige nationale forhold), men dette må ikke føre til en reduktion af den krævede mængde energibesparelser, dvs. at medlemsstaterne skal sikre, at beregningen ved brug af en eller flere af de metoder, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2, giver mindst de samme kumulative energibesparelser som krævet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b).

Uanset om medlemsstaterne benytter mulighederne i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 4, skal de for forpligtelsesperioden 2021-2030 sikre, at den krævede mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne svarende til nye årlige besparelser på mindst 0,8 % (15) opnås inden den 31. december 2030. For at sikre, at de muligheder, der er udnyttet i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 4, ikke reducerer den beregnede nettomængde af nye besparelser, der som minimum skal opnås i det endelige energiforbrug i forpligtelsesperioden, skal medlemsstaternes egne årlige besparelsesprocenter være højere end den procent, der kræves for at opnå de kumulative energibesparelser, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b) (16) Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at anvende mulighederne i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2.

3.2.   Muligheder omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2, kan medlemsstaterne beregne den krævede mængde energibesparelser ved at:

—	anvende en årlig besparelsesprocent på energisalg til slutkunder eller på det endelige energiforbrug målt i gennemsnit over perioden 2016-2018 og/eller

—	udelukke energi anvendt til transport fra deres beregningsmæssige grundscenario, helt eller delvist, og/eller

—	gøre brug af en af de muligheder, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4.

3.3.   Egen årlig besparelsesprocent og beregningsmæssigt grundscenarie

Hvis medlemsstaterne gør brug af en eller flere af mulighederne, skal de i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 3, fastlægge:

—	deres egen årlige besparelsesprocent, som vil blive anvendt ved beregningen af deres kumulative energibesparelser i slutanvendelserne for at sikre, at de krævede besparelser ikke er lavere end dem, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1,

—	deres eget beregningsmæssige grundscenario, der helt eller delvist kan udelukke energi anvendt til transport (17).

Disse er i tillæg (18) til beregningerne af procentsatsen for årlige nye besparelser og de kumulative energibesparelser i slutanvendelserne i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b).

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 5, andet afsnit, skal medlemsstaterne, uanset om de udelukker energi anvendt til transport fra deres beregningsmæssige grundscenario helt eller delvist eller gør brug af en af mulighederne i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, sikre, at den beregnede nettomængde af nye besparelser, der skal opnås i det endelige energiforbrug i forpligtelsesperioden 2021-2030, ikke er lavere end den mængde, der følger af at anvende den årlige besparelsesprocent, som er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b), dvs. 0,8 % (0,24 % for Cypern og Malta).

3.4.   Muligheder omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4

For forpligtelsesperioden 2021-2030 kan medlemsstaterne gøre brug af en eller flere af følgende muligheder (energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4):

b)	hel eller delvis udelukkelse af industrier omfattet af EU's emissionshandelsordning

c)	medregning af visse energibesparelser fra energiomdannelses- og transmissionssektoren

d)	tidlige foranstaltninger iværksat efter udgangen af 2008, som stadig sikrer besparelser efter 2020

e)	individuelle foranstaltninger iværksat fra begyndelsen af 2018 til slutningen af 2020, som stadig sikrer besparelser efter 2020

f)	udelukkelse af 30 % af den mængde energi, der produceres på eller i bygninger til eget brug som følge af politiktiltag til fremme af nye installationer af vedvarende energiteknologier, og

g)	modregning af visse energibesparelser, der overstiger de besparelser, der kræves for forpligtelsesperioden 2014-2020.

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 5, litra b), kan disse muligheder kun anvendes i forhold til »den mængde energibesparelser, der er beregnet i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3« og »må tilsammen ikke føre til en reduktion på mere end 35 %« af denne mængde.

Mulighederne må navnlig ikke bruges til at reducere den samlede mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b). Uanset om medlemsstaterne helt eller delvist udelukker energi anvendt til transport fra deres beregningsmæssige grundscenario eller gør brug af en af mulighederne, skal de med andre ord sikre, at den beregnede nettomængde af nye besparelser, der skal opnås i det endelige energiforbrug i forpligtelsesperioden 2021-2030, ikke er lavere end den mængde, der følger af at anvende den årlige besparelsesprocent, som er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b) (19). For at sikre dette skal de i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 5, beregne virkningen i den omhandlede forpligtelsesperiode for at gøre brug af en eller flere af mulighederne (20).

Mulighederne i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra b) og f), kan kun benyttes til beregning af medlemsstatens eget grundscenario i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3. Mængderne kan fratrækkes denne beregning (med forbehold af de gældende begrænsninger).

Mulighederne i litra c), d), e) og g) vedrører energibesparelser og kan kun modregnes den beregnede mængde besparelser, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3. De kan således ikke bruges til at reducere niveauet af energispareforpligtelsen i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b), men de kan bruges til at hjælpe med at opfylde den.

3.4.1.   Nærmere beskrivelse af mulighederne

3.4.1.1.   Hel eller delvis udelukkelse af industrier omfattet af EU's emissionshandelsordning (artikel 7, stk. 4, litra b))

Hvis en medlemsstat kun gør brug af muligheden for helt eller delvist at udelukke salg af energi anvendt af industrien under EU's emissionshandelsordning (energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra b)), skal den fastlægge, hvilke mængder leveret eller solgt energi der er anvendt til disse industrielle aktiviteter. Beregningen er baseret på den energi, der anvendes til de industrielle aktiviteter, der er anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF (21).

Den energi, der anvendes til de »energiaktiviteter«, der er anført i dette bilag (forbrænding af brændsel i anlæg med en samlet nominel indfyret termisk effekt på mere end 20 MW (undtagen i anlæg til forbrænding af farligt affald eller kommunalt affald), raffinering af mineralolie og produktion af koks), og den energi, der er anvendes i luftfarten, fratrækkes derefter denne mængde (22).

3.4.1.2.   Energibesparelser fra energiomdannelses- og transmissionssektoren (artikel 7, stk. 4, litra c))

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra c), kan medlemsstaterne medregne energibesparelser opnået i energiomdannelsessektoren samt i distributions- og transmissionssektorerne, herunder ved infrastruktur til effektiv fjernvarme og fjernkøling, som følge af gennemførelsen af kravene i energieffektivitetsdirektivets artikel 14, stk. 4, artikel 14, stk. 5, litra b), og artikel 15, stk. 1-6 og 9, i den mængde energibesparelser, der er beregnet i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3 (23).

3.4.1.3.   Energibesparelser fra nylige individuelle foranstaltninger gennemført siden den 31. december 2008 (artikel 7, stk. 4, litra d))

Hvis en medlemsstat medregner energibesparelser fra nylige individuelle foranstaltninger gennemført siden den 31. december 2008 i den krævede mængde af energibesparelser beregnet i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3, skal disse foranstaltninger fortsat have virkninger i 2020 for så vidt angår forpligtelsesperioden 2021-2030, dvs. føre til nye energibesparelser efter den 31. december 2020. I energieffektivitetsdirektivets artikel 2, nr. 19), defineres »individuel foranstaltning« som en foranstaltning, der medfører kontrollerbare forbedringer af energieffektiviteten, der kan måles eller anslås, og som iværksættes som følge af et politiktiltag. Energibesparelser skal endvidere måles og kontrolleres.

3.4.1.4.   Individuelle foranstaltninger iværksat fra begyndelsen af 2018 til slutningen af 2020 (artikel 7, stk. 4, litra e))

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra e), kan en medlemsstat medregne energibesparelser, der skyldes politiktiltag, i den krævede mængde af energibesparelser beregnet i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3, såfremt den dokumenterer, at disse tiltag fører til individuelle foranstaltninger gennemført fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2020, som giver besparelser derefter.

Mens energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra d), omhandler gennemførelsen af individuelle foranstaltninger mellem den 31. december 2008 og den 31. december 2013, finder energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra e), kun anvendelse på individuelle foranstaltninger, der gennemføres mellem den 1. januar 2018 og den 31. december 2020. Denne forskel er relevant, hvis medlemsstaterne overvejer en levetid for en foranstaltning på op til 21 år, der er gennemført i 2008, eller en levetid for en foranstaltning på op til 12 år, der er gennemført i 2018. I praksis betyder dette, at det første tilfælde er relevant for eksempelvis foranstaltninger med en lang levetid, f.eks. isolering af en bygnings klimaskærm.

3.4.1.5.   Energi, der produceres på eller i bygninger til eget brug af nye installationer af vedvarende energiteknologier (artikel 7, stk. 4, litra f))

Med denne mulighed kan medlemsstaterne udelukke en verificerbar mængde energi, der er produceret til eget brug af nye installationer af vedvarende energiteknologier på eller i bygninger, fra beregningen af de energibesparelser, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3.

Anvendelsen af denne mulighed er begrænset i tre henseender:

—	højst 30 % af den energi, der er produceret til eget brug af nye installationer af vedvarende energiteknologier på eller i bygninger, kan udelukkes fra beregningen af grundscenariet

—	dette må ikke føre til en reduktion på mere end 35 % af den mængde, der er beregnet i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3,

—	mængden af sådan energi må ikke udelukkes fra beregningen af energispareforpligtelsen i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b).

I punkt 2, litra e), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet beskrives det, hvordan energibesparelser, som følger af foranstaltninger, der fremmer installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger, kan medregnes i de besparelser, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1 (24). Dette er ikke underlagt mængdebegrænsninger.

Eftersom der i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra f), henvises til »den verificerbare mængde af energi produceret på eller i bygninger til eget brug« (25) (ikke den mængde, der faktisk er brugt), skal medlemsstaterne fastlægge og verificere de mængder vedvarende energi (i ktoe, MW eller tilsvarende), der vil blive produceret på bygninger til eget brug som følge af politiktiltag, der fremmer nye installationer i forpligtelsesperioden 2021-2030. Eftersom bestemmelsen henviser til en »verificerbar mængde«, kan denne beregning omfatte den skønnede gennemsnitlige mængde vedvarende energi, der vil blive produceret til eget brug i 2021-2030 alene på de enheder, der er installeret på eller i bygninger efter den 31. december 2020.

I henhold til artikel 21, litra b), nr. 3, i forordningen om forvaltning skal medlemsstaterne give oplysninger om gennemførelsen af nationale ordninger for energispareforpligtelser og alternative foranstaltninger i deres integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter. Fra den 15. marts 2021 (og derefter hvert andet) skal de derfor give oplysninger om den faktiske mængde energi, der er produceret på eller i bygninger til eget brug af nye installationer af vedvarende energiteknologier.

Vejledende og ikke-udtømmende eksempel

I tabellen nedenfor vises det på grundlag af en ikke-udtømmende liste over teknologier, hvor meget energi der kan udelukkes fra beregningen af energispareforpligtelsen. Installation af kombineret solvarmeanlæg/gaskedel kan f.eks. føre til produktion af 1 000 kWh vedvarende energi, hvoraf 30 % (300 kWh) kan udelukkes fra beregningen (såfremt dette ikke overstiger 35 % af de krævede besparelser):

Teknologitype		Endelig energiefterspørgsel (kWh)	Andel af vedvarende energi produceret på bygninger (%)	Produktion, der kan reducere energispareforpligtelsen (kWh)	30 %, der kan udelukkes fra energispareforpligtelsen (kWh)
1)	Gasfyret kondensationskedel	10 526	0	0
2)	Træfyret kondensationskedel	10 870	100	10 870	3 261
3)	Varmepumpe (med forsyningsnet-el)	2 857	0	0
4)	Kombineret solvarmeanlæg/gaskedel	10 474	~ 10	1 000	300
	Solvarmeanlæg	1 000	100	1 000	300
	Gasfyret kondensationskedel	9 474	0	0
5)	Solcelleanlæg	3 500	100	3 500	1 050

3.4.1.6.   Energibesparelser, der overstiger de besparelser, der kræves for den første forpligtelsesperiode (artikel 7, stk. 4 litra g))

Medlemsstaterne kan medregne energibesparelser, der overstiger de besparelser, der kræves for den første forpligtelsesperiode (2014-2020), ved beregningen i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3, såfremt:

—	de følger af individuelle foranstaltninger gennemført under en ordning for energispareforpligtelser eller alternative politiktiltag, og

—	medlemsstaten har meddelt de relevante politiktiltag i sin nationale energieffektivitetshandlingsplan og rapporteret om dem i statusrapporten i overensstemmelse med artikel 24, stk. 2 (26).

4.   VALG AF POLITIKTILTAG FOR AT OPNÅ DEN KRÆVEDE MÆNGDE KUMULATIVE ENERGIBESPARELSER I SLUTANVENDELSERNE

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 10, skal medlemsstaterne opnå den krævede mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne ved:

—	at indføre en ordning for energispareforpligtelser

—	at vedtage alternative politiktiltag eller

—	en kombination af ovennævnte.

I energieffektivitetsdirektivets artikel 7 præciseres det, at ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag har samme gyldighed i denne henseende. Medlemsstaterne har betydelig fleksibilitet og brede skønsbeføjelser til blandt forskellige typer ordninger at vælge det system, der er bedst egnet til deres særlige situation og omstændigheder (27).

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 1, og artikel 7b, stk. 1, skal alle politiktiltag være udformet med det formål at opfylde energispareforpligtelsen i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, og kunne bidrage til »energibesparelser i slutanvendelserne«»hos slutkunderne«. Det er imidlertid ingen hindring, hvis et politiktiltag også omhandler andre målsætninger og mål (f.eks. under energipolitikker, for at tage hensyn til behovet for at bevare, beskytte og forbedre miljøets kvalitet eller for at fremme forsvarlig og rationel udnyttelse af naturressourcer).

I energieffektivitetsdirektivets artikel 2, nr. 18), defineres et »politiktiltag« som et lovgivningsmæssigt, finansielt, skattemæssigt, frivilligt eller informationsformidlende instrument, der formelt er oprettet og gennemført i en medlemsstat for at skabe gunstige rammer, krav eller incitamenter, der kan få markedsaktørerne til at levere og købe energitjenester og iværksætte andre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten. Politiktiltag, som har til formål kun at støtte andre politiske mål end energieffektivitet, som er udformet med henblik på alene at tilvejebringe eller købe energitjenester, eller som udløser besparelser i slutanvendelserne, som ikke opnås hos slutkunderne, er muligvis ikke berettigede i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7. Medlemsstaterne skal under alle omstændigheder omhyggeligt vurdere foranstaltninger og dokumentere, at energibesparelser kan tilskrives dem direkte.

Uanset om en medlemsstat vælger at anvende en ordning for energispareforpligtelser eller vedtage alternative politiktiltag, skal den sikre, at politiktiltagene kan opnå de krævede kumulative energibesparelser i slutanvendelserne inden den 31. december 2030 (eller i en efterfølgende forpligtelsesperiode, afhængigt af hvornår tiltagene er udformet).

Følgende ikke-udtømmende liste over definitioner er relevant ved udarbejdelsen af politiktiltag (de er uændrede i det ændrede energieffektivitetsdirektiv):

Energieffektivitetsdirektivets artikel 2

»4)	»energieffektivitet«: forholdet mellem resultat i form af ydeevne, tjenesteydelser, varer eller energi og tilførsel i form af energi

5)	»energibesparelser«: en mængde sparet energi, der konstateres ved at måle og/eller anslå forbruget før og efter gennemførelsen af en foranstaltning til forbedring af energieffektiviteten, idet der korrigeres for eksterne forhold, der påvirker energiforbruget

6)	»forbedring af energieffektiviteten«: en forøgelse af energieffektiviteten som følge af teknologiske, adfærdsmæssige og/eller økonomiske ændringer«

»14)	»forpligtet part«: en energidistributør eller energileverandør i detailleddet, der er bundet af den nationale ordning for energispareforpligtelser, jf. artikel 7

15)	»bemyndiget part«: en juridisk person, der er tillagt delegerede beføjelser af en regering eller et andet offentligt organ til at udvikle, forvalte eller anvende en finansieringsordning på vegne af regeringen eller et andet offentligt organ

16)	»deltagende part«: en virksomhed eller et offentligt organ, der har forpligtet sig til at nå visse mål i henhold til en frivillig aftale eller er omfattet af et nationalt politisk lovgivningsinstrument

17)	»offentlig gennemførelsesmyndighed«: et offentligretligt organ, der har ansvaret for at udføre eller overvåge energi- eller CO2-beskatning, finansielle ordninger og instrumenter, skattemæssige incitamenter, standarder og normer, energimærkningsordninger eller uddannelse

18)

»politiktiltag«: et lovgivningsmæssigt, finansielt, skattemæssigt, frivilligt eller informationsformidlende instrument, der formelt er oprettet og gennemført i en medlemsstat for at skabe gunstige rammer, krav eller incitamenter, der kan få markedsaktørerne til at levere og købe energitjenester og iværksætte andre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten

19)	»individuel foranstaltning«: en foranstaltning, der medfører kontrollerbare forbedringer af energieffektiviteten, der kan måles eller anslås, og som iværksættes som følge af et politiktiltag

20)	»energidistributør«: en fysisk eller juridisk person, herunder en distributionssystemoperatør, der er ansvarlig for transport af energi med henblik på levering til slutkunder eller til distributionsstationer, der sælger energi til slutkunder

21)	»distributionssystemoperatør«: »distributionssystemoperatør« som defineret i henholdsvis direktiv 2009/72/EF og direktiv 2009/73/EF

22)	»energileverandør i detailleddet«: en fysisk eller juridisk person, der sælger energi til slutkunder

23)	»slutkunde«: en fysisk eller juridisk person, der køber energi til egen slutanvendelse

24)	»leverandør af energitjenester«: en fysisk eller juridisk person, der leverer energitjenester eller andre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten til en slutkundes facilitet eller lokaler.«

Med henblik på energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 10, kan medlemsstaterne medregne energibesparelser fra politiktiltag, som er vedtaget for nyligt, i forpligtelsesperioden 2021-2030. De kan også medregne energibesparelser fra politiktiltag, der er vedtaget i forpligtelsesperioden 2014-2020 (eller før), såfremt disse er i overensstemmelse med kravene i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, 7a eller 7b.

Medlemsstaterne kan kun medregne besparelser fra tiltag, der er vedtaget inden den 31. december 2020 eller senere, hvis disse tiltag fører til nye individuelle foranstaltninger, der gennemføres efter den 31. december 2020 og inden den 31. december 2030.

Eksempler på tiltag, foranstaltninger og besparelser

Et finansielt program til støtte for energirenovering af bygninger blev indført i 2010. Så længe det kører og støtter nye renoveringer i den relevante periode, kan de energibesparelser, der følger af disse renoveringer, medregnes i de besparelser, der kræves i den anden forpligtelsesperiode.

En brændstofafgift blev indført inden 2021 for at skabe adfærdsmæssige besparelser og forbedre transporteffektiviteten. Så længe den er gældende, og virkninger på adfærden kan måles og verificeres under hensyntagen til de seneste priselasticiteter, kan de energibesparelser, der følger af tiltaget, medregnes i de besparelser, der kræves i den anden forpligtelsesperiode.

4.1.   Ordninger for energispareforpligtelser

Den vigtigste begrundelse for at vælge at gennemføre en ordning for energispareforpligtelser for at opnå de kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b), kan være, at energileverandører, -forhandlere og -distributører har de bedste muligheder for at identificere energibesparelser hos deres kunder og for at opnå energibesparelser i forretningsmodeller for energitjenester. I dette tilfælde skal medlemsstaterne udpege en eller flere forpligtede parter på nationalt plan (28), som skal opnå energibesparelser hos slutkunder (29). Udpegelsen af en forpligtet part skal baseres på objektive og ikke-diskriminerende kriterier som omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 2.

Når medlemsstaterne udpeger forpligtede parter under en ordning for energispareforpligtelser, bør de tage EU-Domstolens dom i sag C-561/16 i betragtning. Domstolen fastslog, at medlemsstaterne kun kan pålægge »bestemte energivirksomheder energispareforpligtelser, forudsat at udpegningen af disse virksomheder som forpligtede parter faktisk er baseret på udtrykkeligt angivne objektive og ikke-diskriminerende kriterier, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve« (30).

Medlemsstaterne skal desuden fastlægge den mængde energibesparelser, der skal opnås af hver forpligtet part (eller underkategori af forpligtede parter). Disse mængder skal derefter tildeles hver forpligtet part for at kontrollere, at den har opfyldt sine forpligtelser.

I henhold til artikel 7a, stk. 4, kan medlemsstaterne udtrykke den mængde energibesparelser, der kræves af hver forpligtet part, som enten endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug (31) ved brug af konverteringsfaktorerne i bilag IV.

Medlemsstaterne kan også beslutte at tillade eller kræve, at forpligtede parter opfylder hele eller en del af deres forpligtelse i henhold til de nationale bestemmelser som bidrag til den nationale energisparefond (32). De kan også tillade, at forpligtede parter medregner besparelser opnået af energitjenesteleverandører (33) eller andre tredjeparter i deres forpligtelse. I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 6, litra a), skal de sikre, at certificeringen af energibesparelser følger en godkendelsesproces, som er klar, gennemsigtig og åben for alle markedsdeltagere, og som sigter mod at minimere omkostningerne ved certificering (34).

I energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 3, præciseres det, at medlemsstaterne skal sikre, at energileverandører ikke skaber nogen hindringer, som forhindrer forbrugerne i at skifte fra en leverandør til en anden.

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 5, skal medlemsstaterne indføre måle-, kontrol- og verifikationssystemer, som indebærer, at dokumenteret verifikation udføres på mindst en statistisk signifikant andel og en repræsentativ prøve af de foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, der er indført af de forpligtede parter (35).

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 6, litra b), kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om »opsparing og lån«, dvs. tillade forpligtede parter at medregne besparelser opnået i et givet år, som om de var opnået i et af de fire foregående eller tre efterfølgende år. Det bør bemærkes, at denne fleksibilitet:

—	kun gælder for energibesparelser, der følger af ordninger for energispareforpligtelser, der er gennemført siden den 1. januar 2014, og ikke for alternative politiktiltag, og

—	er tidsmæssigt begrænset — medlemsstaterne kan kun tillade forpligtede parter at »spare op eller låne« inden for en forpligtelsesperiode.

Besparelser, der er opnået mellem 2014 og 2020, kan med andre ord ikke »spares op eller lånes« efter den 31. december 2020. Besparelser, der er opnået mellem 2021 og 2030, kan ikke »spares op eller lånes« inden den 31. december 2020 eller efter den 31. december 2030. Besparelser, der er opnået efter 2010 og inden den 1. januar 2014, kan ikke »spares op eller lånes« for så vidt angår energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b).

Eftersom en undtagelse specifikt er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 8, er dens anvendelse restriktiv og begrænset til de formål, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a).

Eksempler

Energibesparelser opnået i 2014 (som følge af en ordning for energispareforpligtelser) kan medregnes, hvis de blev opnået i 2017.

Energibesparelser opnået i 2014 (som følge af en ordning for energispareforpligtelser) kan ikke medregnes for 2021.

Energibesparelser opnået i 2018 (som følge af en ordning for energispareforpligtelser) kan medregnes for 2014.

I energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 6, andet afsnit, bestemmes det, at medlemsstaterne »vurderer og, hvis det er relevant, træffer foranstaltninger til at minimere virkningerne af de direkte og indirekte omkostninger ved ordninger for energispareforpligtelser for konkurrenceevnen for energiintensive industrier, der er udsat for international konkurrence«.

Der forekommer generelt to typer omkostninger:

—	investeringsomkostninger og

—	administrative omkostninger (herunder overvågning og rapportering).

I sin konsekvensanalyse (36) påviste Kommissionen på grundlag af den foreliggende dokumentation, at ordninger for energispareforpligtelser er meget omkostningseffektive. Når sådanne ordninger gennemføres, skal forpligtede parter sikre, at de opnår besparelser i slutanvendelserne med de lavest mulige omkostninger (investeringsomkostninger og administrative omkostninger), navnlig hvis disse omkostninger væltes over på slutbrugerne. Dette krav gælder også, hvis forpligtede parter vælger at medregne certificerede energibesparelser, der er opnået af energileverandører og andre tredjeparter.

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 7, skal medlemsstaterne årligt offentliggøre de energibesparelser, der er opnået af hver forpligtet part eller af hver underkategori af forpligtede parter og samlet set under ordningen. De kan offentliggøre disse oplysninger sammen med andre data, som de skal offentliggøre. Andre parters, f.eks. Kommissionens, offentliggørelse af sådanne data, fritager dem ikke for denne forpligtelse.

4.2.   Alternative politiktiltag

I energieffektivitetsdirektivet præciseres det, at medlemsstaterne bør tilstræbe en høj grad af fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelsen og gennemførelsen af alternative politiktiltag. Typer af tiltag er ikke længere anført i energieffektivitetsdirektivet, men der gives i definitionen af »politiktiltag« i energieffektivitetsdirektivets artikel 2, nr. 18), en ikke-udtømmende liste over mulige typer, dvs. »et lovgivningsmæssigt, finansielt, skattemæssigt, frivilligt eller informationsformidlende instrument, der formelt er oprettet og gennemført i en medlemsstat for at skabe gunstige rammer, krav eller incitamenter, der kan få markedsaktørerne til at levere og købe energitjenester og iværksætte andre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten«.

Medlemsstaterne kan overveje at fremme lokale vedvarende energifællesskabers rolle for at bidrage til gennemførelsen af alternative politiktiltag (37).

I punkt 3 i bilag V til energieffektivitetsdirektivet fastlægges kravene til udformningen og forvaltningen af alternative politiktiltag:

a)	politiktiltag og individuelle foranstaltninger giver verificerbare energibesparelser i slutanvendelserne

b)	hver deltagende parts, bemyndiget parts eller offentlig gennemførelsesmyndigheds ansvar, alt efter hvad der er relevant, er klart defineret

c)	de energibesparelser, der opnås eller skal opnås, fastlægges på en gennemsigtig måde

d)	den mængde energibesparelser, der kræves, eller som skal opnås ved hjælp af politiktiltaget, udtrykkes i enten endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug under anvendelse af konverteringsfaktorerne i bilag IV

e)	en årlig rapport om de energibesparelser, som de bemyndigede parter, de deltagende parter og offentlige gennemførelsesmyndigheder har opnået, fremsendes og gøres offentligt tilgængelig sammen med data om den årlige tendens i energibesparelserne

f)	overvågning af resultaterne og iværksættelse af passende foranstaltninger foretages, hvis der ikke gøres tilfredsstillende fremskridt

g)	energibesparelserne fra en individuel foranstaltning medregnes ikke af mere end én part

h)	det påvises, at den deltagende parts, bemyndigede parts eller offentlige gennemførelsesmyndigheds aktiviteter er væsentlige for, at de angivne besparelser er opnået.

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7b, stk. 2, skal medlemsstaterne indføre måle-, kontrol- og verifikationssystemer, som indebærer, at dokumenteret verifikation udføres på mindst en statistisk signifikant andel og en repræsentativ prøve af de alternative foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten (med undtagelse af beskatning), der er indført af de deltagende eller bemyndigede parter.

Det bemærkes:

—	at målingen, kontrollen og verifikationen skal udføres uafhængigt af de disse parter (38), og

—	at en »signifikant andel og en repræsentativ prøve« skal forstås som en delmængde, der nøjagtig afspejler statistikken over energibesparende foranstaltninger og dermed gør det muligt at drage pålidelige konklusioner med hensyn til tilliden til foranstaltningerne som helhed.

4.2.1.   Finansielle ordninger og instrumenter og skattemæssige incitamenter

Disse er politiktiltag, der er vedtaget af en medlemsstat, som indebærer, at et monetært og skattemæssigt incitament fører til anvendelsen af energieffektive teknologier eller teknikker, og som reducerer energiforbruget i slutanvendelserne (39).

Det bemærkes:

—	at virkningerne skal måles, kontrolleres og verificeres uafhængigt af de deltagende eller bemyndigede parter (40), og

—

at finansieringen i tilfælde af finansielle ordninger og instrumenter bør komme fra: — offentlige (europæiske eller nationale) kilder eller — en kombination af offentlige (europæiske eller nationale) kilder og private kilder (f.eks. banker, investeringsfonde og pensionsfonde), som udtrykkeligt har til formål at gennemføre individuelle foranstaltninger, der fører til energibesparelser i slutanvendelserne.

4.2.2.   National energisparefond

Medlemsstaterne kan etablere en national energisparefond i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 20, stk. 6, enten som et alternativt politiktiltag eller som en del af en ordning for energispareforpligtelser, således at forpligtede parter kan opfylde en del af eller alle deres forpligtelser ved at yde bidrag til fonden.

Hvis en medlemsstat etablerer en mekanisme med årlige bidrag til en national energisparefond som den primære metode til at opfylde energispareforpligtelserne, skal dens nationale lovgivning sikre:

—	at de opnåede energibesparelser svarer til besparelserne under ordninger for energispareforpligtelser, og

—	og at de finansierede foranstaltninger opfylder kravene i energieffektivitetsdirektivets artikel 7b og artikel 20, stk. 6, og punkt 3 i bilag V til samme direktiv (41).

Den nationale energisparefond kan være enhver fond, der er etableret af en medlemsstat med det formål at støtte nationale initiativer vedrørende energieffektivitet. Den kan oprettes for at finansiere økonomiske og finansielle støtteordninger, teknisk bistand, uddannelse og oplysning eller andre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, og bidrager således til at nå de mål, som forfølges med EU-retten (42). Generelt kan der også anvendes en kombination af offentlige midler (f.eks. til at afhjælpe markedssvigt — omkostningskategorier eller foranstaltninger, der sædvanligvis ikke er omfattet af markedsbaserede mekanismer) og privat kapital til at tilvejebringe mere effektive løsninger.

For at kunne medregnes, jf. energieffektivitetsdirektivets artikel 7, skal finansieringen komme fra:

—	offentlige (europæiske eller nationale) kilder eller

—	en kombination af offentlige (europæiske eller nationale) kilder og private kilder (f.eks. banker, investeringsfonde, pensionsfonde eller forpligtede parter), som udtrykkeligt har til formål at gennemføre individuelle foranstaltninger, der fører til energibesparelser i slutanvendelserne.

4.2.3.   Regler og frivillige aftaler

Disse er politiktiltag, der er vedtaget af en medlemsstat, som fører til anvendelsen af energieffektive teknologier eller teknikker, og som reducerer energiforbruget i slutanvendelserne. De kan være:

—	retligt bindende foranstaltninger, der pålægger specifikke teknologier eller teknikker, eller

—	frivillige aftaler, hvorunder virksomheder eller lokale myndigheder forpligter sig til at gennemføre bestemte foranstaltninger (43).

»Deltagende parter« kan være »en virksomhed eller et offentligt organ, der har forpligtet sig til at nå visse mål i henhold til en frivillig aftale eller er omfattet af et nationalt politisk lovgivningsinstrument«.

4.2.4.   Standarder og normer

Disse er politiktiltag, der er fastlagt af en medlemsstat, som har til formål at forbedre energieffektiviteten for eksempelvis produkter, tjenesteydelser, bygninger og køretøjer (44). Parterne i disse ordninger er »offentlige gennemførelsesmyndigheder«.

4.2.5.   Energimærkningsordninger

Disse er mærkningsordninger, som er etableret af en medlemsstat, med undtagelse af de ordninger, der er obligatoriske i henhold til EU-lovgivningen (besparelser fra anvendelsen af forskrifter om energimærkning eller forordningen om energimærkning (45) kan f.eks. ikke medregnes (46)).

Andre politiktiltag, der gennemføres samtidig, kan også have en indvirkning på energibesparelser. Det betyder, at ikke alle ændringer, der er konstateret siden indførelsen af den undersøgte foranstaltning, kan tilskrives foranstaltningen alene. Nøje vurdering af en mærkningsordnings virkning er nødvendig for at fastslå en forbindelse til en individuel foranstaltning, som fører til besparelser, der kan tilskrives den.

4.2.6.   Uddannelse, herunder energirådgivningsprogrammer

Disse er politiktiltag, der er vedtaget af en medlemsstat, som fører til anvendelsen af energieffektive teknologier eller teknikker, og som reducerer energiforbruget i slutanvendelserne gennem f.eks. programmer for uddannelse af eksperter i udførelse af energisyn og ansvarlige for energistyringen eller energirådgivningsprogrammer for husholdninger.

Det bemærkes:

—	at sådanne foranstaltninger skal overvåges af en »offentlig gennemførelsesmyndighed«, og

—	at der kræves en nøje vurdering af deres virkning for at fastslå: — en forbindelse mellem uddannelsesaktiviteten og den individuelle foranstaltning, der kan tilskrives den, og — den periode, hvori programmerne fortsat kan have en virkning (47).

4.2.7.   Andre alternative tiltag

Listen over alternative politiktiltag er ikke udtømmende, og andre politiktiltag kan anvendes. Medlemsstaterne skal imidlertid i deres meddelelse til Kommissionen redegøre for, hvordan et tilsvarende niveau for besparelser, overvågning og verifikation opnås (48).

Reduktionen af energiforbruget og anvendelsen af energi fra vedvarende kilder i bygningssektoren er vigtige foranstaltninger til at reducere EU's energiafhængighed og drivhusgasemissioner, navnlig i betragtning af ambitiøse klima- og energimål, der er fastsat for 2030, og den globale forpligtelse, der blev påtaget inden for rammerne af Parisaftalen. Politiktiltag, der fremmer installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger, kan således også anses for at opfylde energispareforpligtelsen (49).

Foranstaltninger skal være udformet til at skabe energibesparelser i slutanvendelserne i forhold til den teknologi, de erstatter. Sådanne besparelser kan f.eks. opnås ved at skifte til mere effektive varme- eller kølesystemer eller varmtvandsteknologier i bygninger, uanset om dette involverer vedvarende energi. Disse besparelser kan medregnes, selv om det alternative politiktiltag ikke primært er udformet til at forbedre energieffektiviteten, såfremt medlemsstaten kan dokumentere, at de er supplerende, målbare og verificerbare ifølge de metoder og principper, der fremgår af bilag V til energieffektivitetsdirektivet.

4.2.8.   Energi- eller CO2-afgifter

Medlemsstaternes beskatningsforanstaltninger, der har til formål at reducere energiforbruget i slutanvendelserne, kan i nogle tilfælde medregnes. Medlemsstaterne kan også kombinere beskatningsforanstaltninger med andre foranstaltninger som f.eks. støtte (50).

Beskatning med henblik på energieffektivitet har primært til formål at afhjælpe markedssvigt, der skyldes energiforbrug, ved at pålægge visse typer energikilder eller energianvendelser en skat eller afgift. CO2- eller kulstofafgifter kan også være en drivkraft for individuelle foranstaltninger, der har til formål at sikre en overgang til energikilder med lavere CO2-emissioner. Det bør imidlertid bemærkes, at en sådan kildekontrol ikke nødvendigvis fører til forbedringer af energieffektiviteten.

Målet med beskatningsforanstaltninger er at få forbrugere og producenter til at betale de sociale omkostninger ved varen (herunder i form af kulstofemissioner og drivhusvirkninger).

I praksis består foranstaltningerne (51) typisk af:

—

direkte foranstaltninger, som omfatter afgifter, der direkte vedrører »eksternaliteten«, dvs. den aktivitet, der påfører en ikketilknyttet tredjepart en virkning. Denne type foranstaltning antager implicit, at markedssvigtet kan konstateres og kvantificeres. Et eksempel er afgifter på kulstofemissioner, og

—	indirekte foranstaltninger, som er afgifter vedrørende det forbrugsstof, der genererer eksternaliteten (f.eks. de brændstoffer, der producerer kulstofemissioner), eller de produkter, der er knyttet dertil (f.eks. de biler, der anvender sådanne brændstoffer).

Medlemsstaterne kan fastlægge nye beskatningsforanstaltninger i forbindelse med energispareforpligtelsen for den nye periode (2021-2030) og/eller fortsætte anvendelsen af eksisterende foranstaltninger fra den første periode (2014-2020).

Med henblik på at fastslå de besparelser, der kan medregnes som supplerende (52), bestemmes det i punkt 2, litra a), i bilag V, at medlemsstaterne skal »tage hensyn til, hvordan energiforbrug og -efterspørgsel ville udvikle sig uden det pågældende politiktiltag, ved som minimum at tage følgende faktorer i betragtning: tendenser inden for energiforbrug, ændringer i forbrugernes adfærd, teknologiske fremskridt og ændringer som følge af andre foranstaltninger, der gennemføres på EU-plan og nationalt plan«.

Medlemsstaterne bør desuden tage hensyn til kravene i punkt 4 i bilag V, når de beregner virkningen af beskatningsforanstaltninger:

a)	der medregnes alene energibesparelser ved beskatningsforanstaltninger, som overstiger minimumsafgiftssatserne for brændsel og brændstoffer i Rådets direktiv 2003/96/EF eller 2006/112/EF

b)	priselasticiteterne ved beregningen af beskatningsforanstaltningernes virkning (for energi) repræsenterer energiefterspørgslens følsomhed over for prisændringer og vurderes på grundlag af nylige og repræsentative officielle datakilder

c)	energibesparelserne fra ledsagende skattepolitiske instrumenter, herunder skattemæssige incitamenter eller indbetalinger til en fond, opgøres separat.

Medlemsstaterne bør gennemføre foranstaltninger, der har til formål at overstige minimumsniveauerne i EU-lovgivningen, herunder:

—	minimumsafgiftssatser for energiprodukter og elektricitet (53) og

—	bestemmelser om det fælles momssystem (54) vedrørende energiforbrugende produkter og varer.

Når medlemsstaterne beregner virkningen af deres beskatningsforanstaltninger (for energi), bør de tage hensyn til priselasticiteterne (som repræsenterer energiefterspørgslens følsomhed over for prisændringer) og vurdere disse på grundlag af nylige og repræsentative officielle datakilder (55). I henhold til punkt 3.3, litra f), i bilag III til forordningen om forvaltning skal medlemsstaterne give oplysninger om deres beregningsmetoder, herunder hvilke priselasticiteter der er anvendt, og hvordan de er blevet fastlagt, jf. punkt 4 i bilag V til energieffektivitetsdirektivet.

Med henblik på punkt 4, litra c), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet er det vigtigt at vurdere, hvordan beskatningsforanstaltninger interagerer med andre politiktiltag. Når virkningerne af beskatningsforanstaltninger anvendt i kombination med andre foranstaltninger vurderes, anbefales medlemsstaterne:

—	kun at anvende kortsigtede elasticiteter eller

—	at anvende kort- og langsigtede elasticiteter, men ikke medregne energibesparelser for de øvrige foranstaltninger (dvs. at behandle beskatningsforanstaltningen som det primære politiktiltag i en pakke).

For beskatningsforanstaltninger, der er gennemført inden forpligtelsesperioden 2021-2030, bør medlemsstaterne især være opmærksomme på energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, andet afsnit: »Medlemsstaterne kan medregne energibesparelser, der skyldes politiktiltag, uanset om de er indført senest den 31. december 2020 eller efter nævnte dato, forudsat at disse tiltag fører til nye individuelle foranstaltninger, som gennemføres efter den 31. december 2020«.

Hvis en medlemsstat indfører en kombination af beskatnings- og støtteforanstaltninger, skal den føre særskilte opgørelser over energibesparelser fra beskatningsforanstaltninger og fra ledsagende politiktiltag (herunder skattemæssige incitamenter).

Anvendelse af kortsigtede elasticitetsestimater gennem målperioden mindsker sandsynligheden for dobbelttælling af besparelser.

4.3.   Politiktiltag til afhjælpning af energifattigdom

Når medlemsstaterne udformer politiktiltag med henblik på at opfylde deres energispareforpligtelser, skal de i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 11, tage hensyn til behovet for at afhjælpe energifattigdom ved, i det omfang det er hensigtsmæssigt, at kræve, at en del af energieffektivitetsforanstaltningerne i henhold til deres nationale ordninger for energispareforpligtelser, alternative politiktiltag eller programmer eller foranstaltninger finansieret via en national energisparefond gennemføres som en prioritet blandt sårbare husholdninger, herunder dem, der er berørt af energifattigdom, og, hvor det er relevant, i socialt boligbyggeri (56).

I forbindelse med de nationale energi- og klimaplaner skal medlemsstaterne vurdere antallet af husstande, der befinder sig i energifattigdom, i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3, litra d), i forordningen om forvaltning (57).

Under hensyntagen til deres eksisterende praksis bør medlemsstaterne fastsætte kriterier for, hvordan de vil afhjælpe energifattigdom, i deres politiktiltag. Langsigtede foranstaltninger, der har til formål at renovere og forbedre bygningsmassens energimæssige ydeevne, som det kræves i direktivet om bygningers energimæssige ydeevne (58), vil også gavne alle, der befinder sig i energifattigdom. I henhold til artikel 2a i direktivet om bygningers energimæssige ydeevne skal medlemsstaterne udarbejde langsigtede strategier til støtte for renovering af den nationale masse af såvel offentlige som private beboelsesejendomme og erhvervsbygninger med henblik på at opnå en yderst energieffektiv og dekarboniseret bygningsmasse senest i 2050.

Disse har til formål at:

—	lette den omkostningseffektive omdannelse af eksisterende bygninger til næsten energineutrale bygninger og

—	give en oversigt over relevante nationale foranstaltninger, der bidrager til at afhjælpe energifattigdom (59).

Med direktivets ikrafttræden og gennemførelse i national ret finder dette krav om at tage hensyn til behovet for at afhjælpe energifattigdom anvendelse på foranstaltninger, der træffes under ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag. Medlemsstaterne vælger selv, hvilken type politiktiltag de anvender, da de to typer er ligestillede. De valgte foranstaltninger skal imidlertid have til formål at afhjælpe energifattigdom.

Det Europæiske Observationscenter for Energifattigdom er et initiativ iværksat af Kommissionen for at hjælpe medlemsstaterne med at forbedre målingen, overvågningen og delingen af viden om og bedste praksis for energifattigdom. Det har til formål at hjælpe medlemsstaterne med at udforme politiktiltag. Afsnittet »Policies & Measures« på observatoriets websted (60) indeholder eksempler på specifikke typer politikker og foranstaltninger.

4.4.   Valg af sektorer

Medlemsstaterne har fleksibilitet til at målrette indsatsen mod en eller flere specifikke sektorer for at opfylde deres energispareforpligtelse ved at indføre politiktiltag i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 7a eller 7b (61). Under afsnit 3.1, 3.2 og 3.3 i bilag III til forordningen om forvaltning skal de give oplysninger om den eller de sektorer, som hver foranstaltning vedrører (og for beskatning oplyses det berørte skatteydersegment). I henhold til punkt 2, litra d), i bilag V tillades foranstaltninger, der forbedrer energieffektiviteten for produkter, udstyr, transportsystemer, køretøjer og brændstoffer, bygninger og bygningsdele (62), processer eller markeder.

Hvis det er relevant, bør sådanne foranstaltninger være i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale politikrammer, der er fastlagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU (63). Medlemsstaterne kan f.eks. målrette mod bygninger eller industrisektoren.

Ifølge de vurderinger af opnåede og forventede energibesparelser, som medlemsstaterne har meddelt i deres årlige rapporter og nationale handlingsplaner for energieffektivitet i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 24, forventes det, at:

—	den største andel af besparelser generelt vil blive sikret af foranstaltninger, der er målrettet mod bygninger (f.eks. med støtte fra finansielle ordninger)

—	den anden- og tredjestørste andel vil komme fra industri og transport, og

—

ordningen for energispareforpligtelser (en tværgående politik) vil skabe den største andel af besparelse politiktiltag; den er også målrettet mod bygninger gennem foranstaltninger til udskiftning af varmesystemer osv (64). Andre sektorer med uudnyttet potentiale for energibesparelser (f.eks. transport og vand) kan medvirke til at opfylde energispareforpligtelsen i 2021-2030.

4.4.1.   Transportsektoren

På grundlag af rapporter fra medlemsstaterne konkluderede Kommissionen i sin konsekvensanalyse for 2016, at 6 % af energibesparelserne i henhold til artikel 7 kunne knyttes til foranstaltninger målrettet mod transportsektoren (65).

Siden de første nationale handlingsplaner for energieffektivitet i 2014 og senest handlingsplanerne for 2017 har medlemsstaterne ajourført deres lister over ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag og har meddelt flere transportforanstaltninger. Denne udvikling viser, at andelen af energibesparelser, der potentielt opnås i transportsektoren i 2014-2020, muligvis er endnu større end anført i konsekvensanalysen.

Da det endelige energiforbrug inden for transport er medtaget i det beregningsmæssige grundscenario, vil det være indlysende at målrette indsatsen for at nå energispareforpligtelsen for 2021-2030 mod denne sektor.

Eksempler

Politiktiltag kunne fremme mere effektive køretøjer (som overstiger de minimumsniveauer, der er fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 (66) og (EU) nr. 510/2011 (67) eller Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/631 (68) eller i det reviderede direktiv om renere køretøjer (69)), skift i transportform til cykling, gang og kollektiv transport eller mobilitets- og byplanlægning, der reducerer behovet for transport.

Foranstaltninger, som fremskynder udbredelsen af nye, mere effektive køretøjer, eller politikker til fremme af overgangen til mere effektive brændstoffer, der nedbringer energiforbruget pr. kilometer, kan også medregnes, forudsat at reglerne om væsentlighed og additionalitet er opfyldt (se punkt 2 i bilag V).

4.4.2.   Vandsektoren

Energi og vand er nært forbundne i økonomien og på mange niveauer (»sammenhængen mellem vand og energi«). Der er behov for vand til energimæssige formål, f.eks. til køling, oplagring, biobrændsler og vandkraft. Der er behov for energi til vandmæssige formål, f.eks. for at pumpe, rense og afsalte (70).

Energiproduktionssektoren er den største forbruger af vand og tegner sig for 44 % af forbruget (71). Vand- og spildevandssektorerne står for 3,5 % af elforbruget i EU, og denne andel forventes at stige (72). Samtidig står vandlækager for 24 % af den samlede vandmængde, der forbruges i EU, hvilket repræsenterer et betydeligt spild og tab med hensyn til spildte vandressourcer og den energi, der er anvendt til at rense disse ressourcer.

Med ikrafttrædelsen af forordningen om forvaltning og det ændrede energieffektivitetsdirektiv finder princippet om »energieffektivitet først« anvendelse. Bl.a. vandsektoren kan nyde godt af dette princip.

Effektiv og energieffektiv forvaltning af vand kan bidrage væsentligt til energibesparelser. Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) anvendes 10 % af det globale vandforbrug til energiproduktion, og dette tal forventes at stige betydeligt i takt med den øgede anvendelse af forskellige kulstoffattige, men vandintensive processer, herunder elproduktion, produktion af biobrændsel, og kulstofopsamling og -lagring (73). Medlemsstaterne bør derfor undersøge potentialet for energibesparelser ved hjælp af intelligente teknologier og processer.

Gennem en udførlig undersøgelse af potentialet for energibesparelser ved hjælp af intelligente teknologier og processer — som medlemsstaterne opfordres til i energieffektivitetsdirektivet (74) — kan medlemsstaterne finde løsninger, der kan bryde forbindelsen mellem energiforbrug og vandforbrug.

Medlemsstaterne kan f.eks. vurdere potentialet ved at opbygge et tostrenget system til særskilt behandling af regnvand og spildevand fra husholdningerne. Dette kan afhjælpe behovet for yderligere kapacitet til spildevandsrensning, som kan medføre et øget energiforbrug.

Medlemsstaterne har meddelt en række vandrelaterede foranstaltninger for at opfylde energispareforpligtelsen omhandlet i artikel 7. Den mest almindelige er produktion af varmt vand ved hjælp af solvarmeanlæg (udskiftning af varmtvandsproduktion baseret på ikkevedvarende energikilder) eller mere effektive gasvandvarmere, men sådanne foranstaltninger vedrører i højere grad varmeproduktion end vandproduktion.

Politiktiltag vedrørende energieffektiv produktion af drikkevand kan overvejes i hele forsyningskæden (distribution, anvendelse og spildevandsrensning). Indtil videre har de primære nationale mål være at afhjælpe vandknaphed og forbedre vandkvaliteten. Bortset fra installation af mere effektive pumper fører den anmeldte foranstaltning indirekte til energibesparelser på grund af lavere vandefterspørgsel eller genanvendelse af vand.

Potentialet for energibesparelser i vandsektoren består i:

—	reduktion af den mængde energi, der anvendes til at producere og rense forskellige typer vand, og

—	lavere vandefterspørgsel og nettab, som sænker energiforbruget til pumpning og rensning.

Energibesparelser i vandsektoren kan lette de kommunale budgetter. Især hvis en kommune ejer vandforsyningsselskabet, kan vandrensningsanlæggets elforbrug tegne sig for en betydelig del af dens elregning. Da eksempelvis bevidstheden, erfaringerne og kapaciteten varierer betydeligt fra kommune til kommune, kan regionale eller nationale programmer hjælpe med at fremme udveksling af erfaringer, teknologisk støtte og finansiel støtte og kan dermed øge potentialet for energibesparelser.

Vejledende og ikke-udtømmende eksempler

Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger for at spare energi i produktionen, anvendelsen og bortskaffelsen af vand i alle former i hele forsyningskæden:

—	produktionen af drikkevand (pumpning, rensning af grundvang eller overfladevand og afsaltning af havvand)

—	reduktion af vandtab i hele distributionsnettet

—	reduktion af slutbrugernes vandforbrug (herunder til industrielle processer, til vanding og i husholdningerne)

—	reduktion af vandforbruget gennem recirkulation af brugsvand

—	rensning af spildevand til genanvendelse eller udledning (pumpning, spildevandsrensning og varmegenvinding) og

—	reduktion af energiforbruget til regnvandsrensning (reduktion af belastningen af regnvandssystemer i forbindelse med rensning).

5.   REVISIONENS VIRKNING PÅ DEN FØRSTE FORPLIGTELSESPERIODE

Medlemsstaterne skal sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser til gennemførelse af energispareforpligtelsen i kraft senest 18 måneder efter energieffektivitetsdirektivets ikrafttræden, dvs. inden den 25. juni 2020.

Medlemsstaterne skal overholde:

—	de fælles metoder til og principper for beregning af virkningen af ordninger for energispareforpligtelser eller andre politiktiltag (bilag V til energieffektivitetsdirektivet)

—

kravet om at tage hensyn til behovet for at afhjælpe energifattigdom, når de udformer politiktiltag (ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag), selv om de kan træffe forskellige foranstaltninger for at hjælpe husholdninger, der er berørt af energifattigdom (energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 11)

—	bestemmelsen om, at besparelser, der følger af gennemførelsen af EU-retten, ikke kan medregnes, medmindre der er tale om renoveringsforanstaltninger og tidlig udskiftning med mere effektive apparater og køretøjer (punkt 2, litra b), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet)

—	kravet om, at beregningen af energibesparelser skal tage hensyn til foranstaltningernes levetid og den hastighed, hvormed besparelserne mindskes over tid (punkt 2, litra g), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet — fra dets ikrafttræden), og

—	kravet om, at energileverandører i detailleddet (under ordningen for energispareforpligtelser) i forbindelse med opfyldelsen af deres forpligtelse ikke hindrer forbrugerne i at skifte fra en leverandør til en anden (energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 3).

Medlemsstaterne kan gennemføre det ændrede energieffektivitetsdirektiv inden fristen. I sådanne tilfælde kan de for den resterende tid inden udgangen af den første forpligtelsesperiode:

—	udnytte den undtagelse, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 8

—	udnytte den undtagelse, der er omhandlet i punkt 2, litra b), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet, og

—	beslutte, at de forpligtede parter opfylder besparelserne helt eller delvist ved at yde et bidrag til den nationale energisparefond (energieffektivitetsdirektivets artikel 20, stk. 6).

De medlemsstater, der anvender energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra a)-d), til at beregne den mængde energibesparelser, der er påkrævet i den første forpligtelsesperiode, skal anvende og beregne virkningen af de muligheder, der er valgt for den første periode, separat, i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 5, litra a).

6.   MEDREGNING I ENERGISPAREFORPLIGTELSEN

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, er de to forpligtelsesperioder (2014-2020 omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a), og 2021-2030 omhandlet i litra b)) to separate perioder.

Som det allerede er fastsat for den første periode, kan kun energibesparelser, der er opnået i en periode, i princippet medregnes i opfyldelsen af forpligtelsen for den pågældende periode, medmindre andet er fastsat i energieffektivitetsdirektivet.

Medlemsstaterne kan ikke medregne energibesparelser med tilbagevirkende kraft, dvs. at besparelser opnået efter 31. december 2020 ikke kan medregnes i den mængde, der kræves for 2014-2020, i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 7.

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, andet afsnit, kan medlemsstaterne medregne energibesparelser, der skyldes politiktiltag, der er indført før eller efter den 31. december 2020, i den mængde, der kræves for 2021-2030, forudsat at disse tiltag fører til nye individuelle foranstaltninger efter den 31. december 2020 (75).

Medlemsstaterne kan i princippet kun medregne energibesparelser, der er opnået i et givet år, for det pågældende år. I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 6, litra b), kan medlemsstater med en ordning for energispareforpligtelser tillade forpligtede parter at medregne besparelser opnået i et givet år, som om de var opnået i et af de fire foregående eller tre efterfølgende år, såfremt dette ligger inden for den relevante forpligtelsesperiode, som omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1.

Vejledende eksempel

Besparelser opnået i 2014 kan medregnes for 2017 (tre år senere), men besparelser opnået i 2024 kan ikke medregnes for 2020, selv om det er et af de fire foregående år, da det er i en separat forpligtelsesperiode.

Energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 8, omhandler en specifik undtagelse fra dette princip. Hvis en ordning for energispareforpligtelser, der er gældende på ethvert tidspunkt mellem den 31. december 2009 og den 31. december 2014, tillod en forpligtet part at anvende »opsparing og lån« (energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 6, litra b), kan den pågældende medlemsstat medregne energibesparelser opnået i et givet år efter 2010 og før den 1. januar 2014, som om disse energibesparelser var opnået efter den 31. december 2013 og inden den 1. januar 2021, forudsat at alle kravene i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 8, er opfyldt:

a)	ordningen for energispareforpligtelser var i kraft på et tidspunkt mellem den 31. december 2009 og den 31. december 2014 og indgik i medlemsstatens første nationale energieffektivitetshandlingsplan indsendt i henhold til artikel 24, stk. 2

b)	besparelserne blev opnået i medfør af forpligtelsesordningen

c)	besparelserne beregnes i overensstemmelse med bilag V, og

d)	de år, i hvilke besparelserne regnes for opnået, er rapporteret i de nationale energieffektivitetshandlingsplaner.

7.   FÆLLES METODER TIL OG PRINCIPPER FOR BEREGNING AF VIRKNINGEN AF ORDNINGER FOR ENERGISPAREFORPLIGTELSER ELLER ANDRE POLITIKTILTAG I HENHOLD TIL ARTIKEL 7, 7A OG 7B OG ARTIKEL 20, STK. 6

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 9, skal medlemsstaterne sikre, at de energibesparelser, som følger af de politiktiltag, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7a og 7b og artikel 20, stk. 6, beregnes i overensstemmelse med bilag V til energieffektivitetsdirektivet.

7.1.   Målemetoder

7.1.1.   Målemetoder for andre politiktiltag end beskatningsforanstaltninger

I del 1 i bilag V til energieffektivitetsdirektivet fastsættes metoder til beregning af energibesparelser, bortset fra besparelser, der følger af beskatningsforanstaltninger, med henblik på energieffektivitetsdirektivets artikel 7, 7a og 7b og artikel 20, stk. 6.

Forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter og offentlige gennemførelsesmyndigheder kan benytte følgende metoder til beregning af energibesparelser:

a)	antagne besparelser, med henvisning til resultaterne af tidligere uafhængigt overvågede energiforbedringer i lignende anlæg. Den generiske tilgang kaldes »ex-ante«

b)

målte besparelser, hvor besparelserne ved installationen af en foranstaltning eller pakke af foranstaltninger fastslås ved at registrere den faktiske reduktion i energiforbruget, hvor der skal tages behørigt hensyn til faktorer som additionalitet, beboelse, produktionsniveauer og vejret, der kan påvirke forbruget. Den generiske tilgang kaldes »ex-post«

c)

skalerede besparelser, hvor der anvendes tekniske vurderinger af besparelser. Denne tilgang må kun anvendes, hvis det er vanskeligt eller uforholdsmæssigt dyrt at opnå solide målte data for et specifikt anlæg, f.eks. ved udskiftning af en kompressor eller elektrisk motor med en anden kWh-ydelse end den, som de uafhængige oplysninger om besparelser er blevet målt for, eller hvis disse vurderinger foretages på grundlag af nationalt fastsatte metoder og benchmarks af kvalificerede eller akkrediterede eksperter, der er uafhængige af de forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter, der er involveret

d)

undersøgte besparelser, hvor forbrugernes reaktion på rådgivning, oplysningskampagner, mærknings- eller certificeringsordninger eller intelligent måling fastslås. Denne tilgang må kun anvendes for besparelser, der skyldes ændringer i forbrugernes adfærd. Den må ikke anvendes for besparelser, der skyldes installation af fysiske foranstaltninger.

7.1.2.   Målemetoder for beskatningsforanstaltninger

Til at bestemme energibesparelserne fra skatterelaterede politiktiltag, der er indført i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7b (76), finder principperne i punkt 4 i bilag V til energieffektivitetsdirektivet anvendelse:

a)	der medregnes alene energibesparelser ved beskatningsforanstaltninger, som overstiger minimumsafgiftssatserne for brændsel og brændstoffer i Rådets direktiv 2003/96/EF eller 2006/112/EF

b)	priselasticiteterne ved beregningen af beskatningsforanstaltningernes virkning (for energi) repræsenterer energiefterspørgslens følsomhed over for prisændringer og vurderes på grundlag af nylige og repræsentative officielle datakilder

c)	energibesparelserne fra ledsagende skattepolitiske instrumenter, herunder skattemæssige incitamenter eller indbetalinger til en fond, opgøres separat.

7.2.   Foranstaltningernes levetid og den hastighed, hvormed besparelserne mindskes over tid

I punkt 2, litra i), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet fastsættes det, at »beregningen af energibesparelser skal tage hensyn til foranstaltningernes levetid og den hastighed, hvormed besparelsen mindskes over tid. Denne beregning skal optælle de besparelser, som hver individuel foranstaltning vil opnå i perioden fra dens gennemførelsesdato til den 31. december 2020 eller 31. december 2030, alt efter tilfældet. Alternativt kan medlemsstaterne anvende en anden metode, der skønnes at opnå mindst samme samlede mængde besparelser. Når der anvendes en anden metode, skal medlemsstaterne sikre, at den samlede mængde energibesparelser, der beregnes med denne anden metode, ikke overstiger den mængde energibesparelser, der ville have været resultatet af beregningen, når man optæller de besparelser, som hver individuel foranstaltning vil opnå i perioden fra dens gennemførelsesdato til den 31. december 2020 eller 31. december 2030, alt efter tilfældet«.

Begrebet »levetid« for en individuel energibesparelsesforanstaltning henviser til det forhold, at besparelser ikke kun opnås i gennemførelsesåret, men også i senere år. »Levetiden« er derfor den periode, for hvilken foranstaltningen fortsætter med at sikre målbare besparelser.

Ved beregningen af energibesparelser over en foranstaltnings levetid kan medlemsstaterne:

—

til hver foranstaltning tilskrive de »reelle« besparelser, den vil opnå i perioden mellem året for dens gennemførelse og slutningen af den anden forpligtelsesperiode (dvs. 31. december 2030) — dette kaldes den »direkte« metode (77). Tilskrivning af besparelser efter 2030 er ikke tilladt. Medlemsstaterne kan kun medregne besparelser fra politiktiltag, der er indført inden 2030, i energispareforpligtelsen efter 2030, hvis disse tiltag fører til en ny individuel foranstaltning i den efterfølgende forpligtelsesperiode

—	anvende en »indeksværdi«, der afspejler den forventede levetid (78)

—	begrænse levetiderne for individuelle foranstaltninger (79) — en medlemsstat kan f.eks. begrænse levetiden til fem år. Medlemsstater, der benytter denne metode, skal sikre, at resultatet ikke overstiger det, der fås ved den »direkte« metode, eller

—	anvende fulde levetider, men indeksere besparelser i senere år (80) — efter denne metode kan medlemsstaten indeksere besparelser i de efterfølgende år med en sats på 10 % om året, hvis det er rimeligt. Den skal igen sikre, at resultatet ikke overstiger det, der fås ved den »direkte« metode.

Når besparelser medregnes i den krævede mængde kumulative energibesparelser i slutanvendelserne fra ethvert politiktiltag, skal medlemsstaterne tage hensyn til:

i)	hvornår foranstaltningen gennemføres

ii)	mængden af årlige energibesparelser og

iii)	om foranstaltningen vil føre til energibesparelser i 2030 (81).

Med hensyn til politiktiltag, der er målrettet mod bygninger, indeholder EU-standarden EN 15459-1:2017 (82) allerede retningslinjer for vurderingen af levetider.

Særlig omhu bør udvises, når der anvendes levetider for adfærdsmæssige foranstaltninger, der ikke er forbundet med installationen af fysiske foranstaltninger (83). Adfærdsmæssige foranstaltninger er meget reversible, da den periode, hvor en effektiv adfærd kan opretholdes, afhænger af forskellige faktorer. Hvis den effektive adfærd, der fremmes, f.eks. er miljøvenlig kørsel, som afhænger af førerne og typen af uddannelse i miljøvenlig kørsel, kan virkningerne af uddannelse i miljøvenlig kørsel vare fra få dage og op til flere år.

Eksempler på, hvordan der kan redegøres for foranstaltningernes levetid

1.   Den »direkte« metode

En individuel foranstaltning (f.eks. udskiftning af vinduer) sparer 1 toe energiforbrug om året og sikrer denne besparelse år efter år. Hvis foranstaltningen gennemføres i 2021, vil den spare 1 toe i 2021 og 1 toe i hvert efterfølgende år indtil 2030, dvs. i alt 10 toe i 2030. Hvis foranstaltningen gennemføres i 2022, vil den spare 1 toe hvert år fra 2022 til 2030, dvs. i alt 9 toe. Hvis den gennemføres i 2030, vil den kun bidrage til opfyldelsen af kravet i det år, dvs. i alt 1 toe.

En medlemsstat skal spare 65 Mtoe over perioden og forventer at opnå dette ved hjælp af én informationskampagne om året, der f.eks. udmønter sig i en million foranstaltninger (en undersøgelse har vist, at effektiviteten af hver foranstaltning er 1 toe) og en million vinduesudskiftninger om året (som hver skønnes at have en værdi af 1 toe). Hver informationskampagne vil føre til 1 Mtoe i det år, hvori den gennemføres, og de ti kampagner vil føre til 10 Mtoe i alt over de ti år inden den 31. december 2030. Der vil blive opnået besparelser svarende til 10 Mtoe for den million vinduer, der udskiftes i det første år, 9 Mtoe for den million, der udskiftes i det andet år, 8 Mtoe for det tredje, 7 Mtoe for det fjerde, 6 Mtoe for det femte, 5 Mtoe for det sjette, 4 Mtoe for det syvende, 3 Mtoe for det ottende, 2 Mtoe for det niende og 1 Mtoe for det tiende, dvs. i alt 55 Mtoe inden den 31. december 2030. Besparelserne fra informationskampagner og vinduesudskiftninger er derfor 10 Mtoe + 55 Mtoe = 65 Mtoe.

En foranstaltning med kortere levetid (f.eks. en informationskampagne) kan derimod spare 1 toe i gennemførelsesåret og derefter ingenting. Uanset hvornår gennemførelsesåret ligger mellem 2021 og 2030, vil dets bidrag være 1 toe.

Hvis en medlemsstat indfører primært individuelle foranstaltninger med korte levetider ved begyndelsen af den tiårige forpligtelsesperiode, skal den træffe yderligere foranstaltninger for at opnå de besparelser, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b).

Den »direkte« metode opfylder klart betingelsen om, at beregningsmetoden skal føre til den mængde besparelser, der faktisk opnås. Medlemsstaterne kan imidlertid vurdere, at alternative metoder er mere hensigtsmæssige.

2.   Metoden baseret på »indeksværdi«

Alternativt kan hver foranstaltning tildeles en »indeksværdi«, der afspejler dens forventede levetid. En informationskampagne kan tildeles en indeksværdi på 0,25, mens en vinduesudskiftning kan tildeles en indeksværdi på 6. Hvis hver af disse foranstaltninger sparer 1 toe om året, vil besparelsen fra en informationskampagne være (1 × 0,25 toe) = 0,25 toe. Besparelsen fra en vinduesudskiftning vil, uanset gennemførelsesåret, være (1 × 6 toe) = 6 toe.

Informationskampagnerne vil derefter blive medregnet som 0,25 Mtoe i det år, hvor de afvikles, eller 2,5 Mtoe i alt for ti kampagner i den tiårige periode inden udgangen af 2030. Hvis der gennemføres 7 mio. vinduesudskiftninger i perioden, vil det føre til besparelser på 7 Mtoe multipliceret med faktoren 6, hvilket giver 42 Mtoe. Besparelserne fra informationskampagner og vinduesudskiftninger medregnes derfor som 2,5 Mtoe + 42 Mtoe = 44,5 Mtoe.

Medlemsstater, der benytter denne metode, skal sikre, at resultatet ikke overstiger det, der fås ved den »direkte« metode,

3.   Metoden med begrænset levetid

Et andet alternativ er at »begrænse« levetiderne for individuelle foranstaltninger. Der kan f.eks. vælges en begrænsning på fem år. Besparelserne fra en informationskampagne når op på 1,25 Mtoe, f.eks. 0,25 Mtoe i 2022, 0,25 Mtoe i 2023, 0,25 Mtoe i 2024, 0,25 Mtoe i 2025 og 0,25 Mtoe i 2026. Besparelserne fra vinduesudskiftning, uanset gennemførelsesåret, når op på (1 × 5) = 5 Mtoe, f.eks. 1 Mtoe i 2022, 1 Mtoe i 2023, 1 Mtoe i 2024, 1 Mtoe i 2025 og 1 Mtoe i 2026.

Medlemsstater, der benytter denne metode, skal igen sikre, at resultatet ikke overstiger det, der fås ved den »direkte« metode,

For at afspejle den fulde værdi af et politiktiltag for energieffektiviteten skal medlemsstaterne i henhold til punkt 2, litra i), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet, tage hensyn til mindskelsen af energibesparelser over hver foranstaltnings levetid (84). Hensigten er at sikre, at besparelserne beregnes realistisk, eftersom et nyt energieffektivt produkt f.eks. ikke genererer de samme energibesparelser efter nogle års anvendelse (85). Medlemsstaterne skal derfor tage hensyn til dette i deres metoder. Den hastighed, hvormed besparelsen mindskes over tid, kan variere efter typen af politiktiltag og skal meddeles og forklares af medlemsstaten i overensstemmelse med punkt 2, litra i), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet (86).

7.3.   Additionalitet

Der skal tages hensyn til additionalitetskravet, når energibesparelser for alle typer politiktiltag fastlægges. De grundlæggende principper er fastlagt i punkt 2, litra a) og b), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet:

a)

Besparelserne skal påviseligt supplere de besparelser, som under alle omstændigheder ville være fremkommet uden de forpligtede, deltagende eller bemyndigede parters eller offentlige gennemførelsesmyndigheders aktiviteter. Med henblik på at fastslå de besparelser, der kan medregnes som supplerende, skal medlemsstaterne tage hensyn til, hvordan energiforbrug og -efterspørgsel ville udvikle sig uden det pågældende politiktiltag, ved som minimum at tage følgende faktorer i betragtning: tendenser inden for energiforbrug, ændringer i forbrugernes adfærd, teknologiske fremskridt og ændringer som følge af andre foranstaltninger, der gennemføres på EU-plan og nationalt plan.

b)	Besparelser som følge af gennemførelsen af obligatorisk EU-ret betragtes som besparelser, der under alle omstændigheder ville være fremkommet, og må således ikke medregnes som energibesparelser med henblik på artikel 7, stk. 1.

Dette betyder, at medlemsstaterne, hvis de i henhold til EU-retten skal opnå en vis mængde eller grad af besparelser, kun kan medregne besparelser over dette niveau — såfremt andre krav er opfyldt, eksempelvis hvis det kan påvises og verificeres, at besparelserne skyldes den pågældende foranstaltning.

I henhold til punkt 2, litra a), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet skal medlemsstaterne også se på de aktuelle markedstendenser og opstille et grundscenario. Dette er især vigtigt for at undgå at medregne »gratister«, som er almindelige i forbindelse med leverandørforpligtelser og finansielle støtteordninger. Hvis en national støtteordning for renovering af bygninger støtter 100 individuelle foranstaltninger i et givet år, ville nogle af disse foranstaltninger være blevet gennemført under alle omstændigheder (uden ordningen) og skal fratrækkes.

Når en politik har været indført i mange år, er det ligeledes meget sandsynligt, at den medvirker til at omdanne markedet. Private interessenter vil tage hensyn til den i deres egne strategier for udvikling af produkter, tjenesteydelser osv. Dette betyder f.eks., at de nuværende tendenser i markedsgennemsnittet delvist kan skyldes virkningerne af politikken i de foregående år. Hvis der gennemføres en undersøgelse for at vurdere virkningen af »gratister«, er nogle af disse nuværende virkninger sandsynligvis også overførte virkninger fra de foregående år. Punkt 2, litra b) og c), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet omhandler undtagelser fra disse grundlæggende principper:

Som en undtagelse til nævnte krav kan besparelser i forbindelse med renovering af eksisterende bygninger medregnes som energibesparelser med henblik på artikel 7, stk. 1, forudsat at væsentlighedskriteriet omhandlet i dette bilags punkt 3, litra h), er opfyldt. Besparelser som følge af gennemførelsen af nationale minimumskrav, der er fastsat for nye bygninger forud for gennemførelsen af direktiv 2010/31/EU, kan medregnes som energibesparelser med henblik på artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a), forudsat at væsentlighedskriteriet omhandlet i dette bilags punkt 3, litra h), er opfyldt, og at medlemsstaterne har meddelt disse besparelser i deres nationale energieffektivitetshandlingsplaner i overensstemmelse med artikel 24, stk. 2.

c)

Kun besparelser, der overstiger følgende niveauer, må medregnes: i) Unionens præstationsnormer for nye personbilers og nye lette erhvervskøretøjers emissioner efter gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 og (EU) nr. 510/2011 ii) Unionens krav vedrørende visse energirelaterede produkters fjernelse fra markedet efter gennemførelsen af gennemførelsesforanstaltningerne i henhold til direktiv 2009/125/EF.

Medlemsstaterne skal desuden tage hensyn til og med deres nationale lovgivning overstige de niveauer, der er fastsat ved forordning (EU) 2019/631, og minimumsmålene for offentlige indkøb af miljøvenlige nulemissionskøretøjer og for visse køretøjer til vejtransport efter gennemførelsen af det reviderede direktiv om renere køretøjer.

7.3.1.   Additionalitet i forhold til foranstaltninger vedrørende renovering af bygninger (87)

Som et generelt princip bestemmes det i punkt 2, litra b), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet, at energibesparelser, der er opnået som følge af gennemførelsen af obligatorisk EU-ret, skal betragtes som besparelser, der under alle omstændigheder ville være fremkommet, og må således ikke medregnes som energibesparelser.

Generelt fastsætter byggenormer vedrørende bygningers energimæssige ydeevne obligatoriske krav i henhold til EU-retten (direktivet om bygningers energimæssige ydeevne) og er en del af »business as usual«-scenariet.

Medlemsstaterne kan undtagelsesvis medregne de fulde besparelser fra renoveringen af bygninger, såfremt væsentlighedskriteriet omhandlet i punkt 3, litra h), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet er opfyldt, og alle energibesparelserne følger af politiktiltag til fremme af renoveringen. De skal også dokumentere, at de besparelser, der er opnået gennem foranstaltningerne, overstiger de besparelser, som ville være fremkommet uden foranstaltningerne. De skal påvise, at den forpligtede, deltagende eller bemyndigede part har bidraget til opnåelsen af de medregnede besparelser (88).

Udgangspunktet for beregningen af besparelserne er en måling af bygningens forbrug før og efter renoveringen. Medlemsstaterne kan anvende denne undtagelse for begge forpligtelsesperioder fra ikrafttrædelsen af direktiv (EU) 2018/2002), dvs. siden den 24. december 2018.

Eksempel

Ifølge en national byggenorm skal bygninger, som gennemgår omfattende renovering, opgraderes til mindst energiklasse B. Den pågældende medlemsstat kan ikke medregne de opnåede besparelser med henblik på artikel 7.

Den kan imidlertid medregne besparelser, hvis den har gennemført en foranstaltning til fremme af renoveringen (f.eks. hvis den giver husholdninger støtte til en renovering, som de ellers ikke ville udføre). I dette tilfælde kan alle besparelser, der følger af den pågældende foranstaltning, medregnes, uanset opgraderingen af energiklasse (dvs. alle besparelser kan medregnes for energiopgradering fra klasse D til C, fra D til B eller fra D til A osv.).

Renoveringsprojekter skal overholde alle nationale minimumskrav til energimæssig ydeevne, som er fastsat i henhold til direktivet om bygningers energimæssige ydeevne. Der kan tilskyndes til foranstaltninger, der kan støtte et højere ambitionsniveau, dvs. energimæssig ydeevne, der overstiger det krævede.

7.3.2.   Additionalitet i forhold til foranstaltninger vedrørende opførelse af nye bygninger

Fra det ændrede energieffektivitetsdirektivs ikrafttræden og, hvis det er nødvendigt, fra den nationale gennemførelse kan medlemsstaterne kun medregne energibesparelser, der følger af gennemførelsen af nationale minimumskrav, der er fastsat for nye bygninger, i de besparelser, der kræves for den første forpligtelsesperiode (2014-2020), såfremt:

i)	de opfylder de nationale minimumskrav, der er fastsat inden gennemførelsen af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne i national ret, dvs. inden den 9. juli 2012 (se artikel 28, stk. 1, i direktivet om bygningers energimæssige ydeevne)

ii)	de er »væsentlige«, og

iii)	de er blevet meddelt i nationale energieffektivitetshandlingsplan senest den 30. april 2017 (se energieffektivitetsdirektivets artikel 24, stk. 2).

Energibesparelser kan kun medregnes fra datoen for det ændrede energieffektivitetsdirektivs ikrafttræden og kun i de kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, der er påkrævet inden den 31. december 2020. Medlemsstaterne skal dokumentere, at anvendelsen af de nationale minimumskrav har ført til målbare besparelser, der ellers ikke ville være fremkommet. Hvis nationale gennemførelsesforanstaltninger er nødvendige for at tillade, at disse besparelser medregnes, skal disse være vedtaget og indført, inden besparelser medregnes.

Hvis en medlemsstat gør brug af undtagelsen, skal den omhyggeligt vurdere en eventuel interaktion med den undtagelse, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra d) (»tidlig foranstaltning«), og sikre, at dobbelttælling undgås.

Projekter til opførelse af bygninger skal overholde de nationale minimumskrav for energimæssig ydeevne. Der kan tilskyndes til foranstaltninger, der kan støtte et højere ambitionsniveau, dvs. energimæssig ydeevne, der overstiger det krævede.

7.3.3.   Additionalitet i forhold til offentlige organers bygninger

Grundlæggende finder undtagelsen fra princippet om additionalitet i punkt 2, litra b), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet også anvendelse på energibesparelser i forbindelse med renovering af offentlige organers bygninger, idet sådanne besparelser er fremkommet »i forbindelse med renovering af eksisterende bygninger« (se punkt 2, litra b), andet punktum, i bilag V til energieffektivitetsdirektivet).

Hensigten med undtagelsen er at give medlemsstaterne mulighed for fra ændringsdirektivets ikrafttræden at medregne alle energibesparelser med henblik på energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, der følger af f.eks. foranstaltninger, der er truffet for at opnå renoveringssatsen på 3 % af det samlede etageareal i opvarmede og/eller nedkølede bygninger, der ejes og benyttes af dens statsforvaltning (se energieffektivitetsdirektivets artikel 5).

Medlemsstaterne skal dog påvise, at alle de medregnede besparelser følger af politiktiltag, der er gennemført med henblik på at renovere offentlige organers bygninger (89). De kan ikke medregne energibesparelser, der ville være fremkommet uden politiktiltaget. Medlemsstaterne skal således påvise væsentlighed. Hvis nationale gennemførelsesforanstaltninger er nødvendige for at tillade, at disse besparelser medregnes, skal disse være vedtaget og indført, inden besparelser medregnes.

Medlemsstaterne skal beregne energibesparelser fra politiktiltag, der er gennemført med henblik på at renovere offentlige organers bygninger, i overensstemmelse med bilag V. Den mængde energibesparelser, der medregnes i de krævede energibesparelser i slutanvendelserne efter energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, skal udtrykkes i endeligt energiforbrug. Hvis mængden af energibesparelser udtrykkes i primærenergiforbrug, skal medlemsstaterne anvende de konverteringsfaktorer, der er anført i bilag IV til energieffektivitetsdirektivet.

7.3.4.   Additionalitet i forhold til gennemførelsesforanstaltninger under direktivet om miljøvenligt design (90)

Udskiftning af kedler alene anses ikke for en renoveringsforanstaltning i henhold til den specifikke bestemmelse i punkt 2, litra c), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet. Udgangspunktet vil derfor altid være minimumskravene i de specifikke bestemmelser om miljøvenligt design (91). Energibesparelser fra udskiftningen af apparater, der er omhandlet i lovgivningen om miljøvenligt design, f.eks. anlæg til rumopvarmning, må kun medregnes, hvis de overstiger minimumskravene til miljøvenligt design, medmindre der er tale om tidlig udskiftning (se punkt 2, litra e), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet).

Hvis medlemsstaterne skaber incitamenter eller yder støtte til produkter, der er omfattet af EU's forordninger om energimærkning, bør de være rettet mod de bedste energieffektivitetsklasser. Et incitament eller tilskud, der fremmer installationen af mere energieffektive kedler, bør være rettet mod kedler i de to bedste af de energieffektivitetsklasser, der omfatter et væsentligt antal produkter, baseret på markedsdata for den omhandlede periode.

7.3.5.   Additionalitet i forhold til energisyn i henhold til artikel 8

I henhold til artikel 8, stk. 4, skal medlemsstaterne sikre, at store virksomheder (dvs. virksomheder, der ikke er SMV'er) får foretaget energisyn hvert fjerde år. Dette fører i sig selv ikke til energibesparelser.

Foranstaltninger, der fremmer eller støtter gennemførelsen af anbefalingerne fra energisyn, går videre end det minimum, der kræves efter artikel 8. I henhold til artikel 8, stk. 7, andet afsnit, »kan medlemsstaterne indføre incitaments- og støtteordninger«. Energibesparelser fra sådanne foranstaltninger kan derfor medregnes, da de ikke ville være fremkommet alligevel, såfremt væsentlighedskriteriet er opfyldt. Det samme gælder for besparelser fra foranstaltninger rettet mod SMV'er.

7.4.   Væsentlighed og berettigelse

Ud over additionalitetsprincippet skal medlemsstaterne opfylde »væsentlighedskriteriet«. Den automatiske udrulning af EU-lovgivning eller autonome forbedringer som følge af f.eks. markedskræfter eller teknologisk udvikling kan ikke tages i betragtning, da medlemsstaterne ikke kan medregne forhold, der ville være indtruffet under alle omstændigheder.

De nationale offentlige myndigheders aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af politiktiltaget skal være »væsentlige« for opnåelsen af de medregnede energibesparelser. Med andre ord:

—	de skal have bidraget til den pågældende individuelle foranstaltning, og

—	den forpligtede, deltagende eller bemyndigede parts tilskud eller involvering skal klart have haft mere end en minimal virkning på slutbrugerens beslutning om at foretage investeringen i energieffektivitet.

Medlemsstaterne skal derfor dokumentere, at besparelserne skyldes et politiktiltag, der er udformet med det formål at udløse energibesparelser i slutanvendelserne (92). Foranstaltninger, der træffes i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (93), kan anses for væsentlige, men medlemsstaterne skal dokumentere, at de fører til kontrollerbare forbedringer af energieffektiviteten, der kan måles.

For finansielle ordninger er en angivelse af støttens størrelse f.eks. ikke nok til at påvise væsentlighed, da den alene ikke beviser, at tilskud har påvirket slutbrugernes investeringsbeslutninger. Den rolle, der spilles af de aktører, der er involveret i foranstaltningerne, kan i princippet dokumenteres uden et tilskud som referenceværdi. Standardiserede foranstaltninger (f.eks. opstilling af installationsstandarder for produkter, energirådgivning og energisyn efterfulgt af den faktiske gennemførelse af foranstaltninger) kan være en vigtig indikator for væsentlighed.

For at sikre overholdelse kan medlemsstaterne fastsætte generelle væsentlighedskrav under en ordning for energispareforpligtelser eller alternative tiltag og kontrollere disse fra projekt til projekt (94). Disse kan fastslå, at parter (f.eks. når de ansøger om en »hvid attest« (95)) skal dokumentere og godtgøre et direkte bidrag til gennemførelsen af foranstaltningen.

Det kan kræves, at forpligtede parter dokumenterer:

—	om bidraget er ydet direkte eller indirekte (dvs. af mellemmænd), og

—	om det blev vedtaget inden gennemførelsen af foranstaltningen.

Medlemsstaterne kan f.eks. også kræve, at:

—	der indgås en kontrakt mellem distributionssystemoperatører (dvs. de forpligtede parter) og tredjeparter

—	der ikke genereres energibesparelser, inden kontrakten er udstedt

—	parterne kun kan medregne besparelser, når de er direkte involveret i gennemførelsen af foranstaltningen (f.eks. ved at foretage energisyn, yde tilskud osv.), og

—	at der udarbejdes aftaler, som dækker hele kæden fra forpligtede parter til endelige energiforbrugere.

7.5.   Foranstaltninger, der fremmer installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger til eget brug

Det er vigtigt at sondre mellem:

—

den mulighed, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra f), som henviser til en mængde energi produceret på eller i bygninger til eget brug, der kan udelukkes fra mængden af energibesparelser beregnet i overensstemmelse med energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3, og

—

afklaringen i punkt 2, litra e), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet, hvorefter energibesparelser, der følger af foranstaltninger, der fremmer installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger, kan medregnes i de besparelser, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1.

Dette forklares nærmere i betragtning 43 til energieffektivitetsdirektivet.

Efter punkt 2, litra e), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet kan medlemsstaterne medregne energibesparelser fra foranstaltninger, der fremmer installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger til eget brug, i den mængde energibesparelser, der kræves i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, såfremt disse foranstaltninger fører til kontrollerbare energibesparelser i slutanvendelserne, der kan måles eller anslås, og beregnes i overensstemmelse med bilag V til energieffektivitetsdirektivet (96).

Kravene om additionalitet og væsentlighed og medlemsstaternes eksisterende overvågnings- og kontrolregler finder således også anvendelse.

Medlemsstaterne skal påvise, at sådanne foranstaltninger fører til energibesparelser i slutanvendelserne som følge af skiftet i teknologi. Besparelser, der følger af et skifte til mere effektive varme- og varmtvandsteknologier i bygninger, herunder vedvarende energiteknologier, kan medregnes fuldt ud, såfremt medlemsstaten kan dokumentere, at de er supplerende, målbare og verificerbare ifølge de metoder og principper, der fremgår af bilag V (97).

Dette forklares nærmere i punkt 2, litra e), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet og er rettet mod det overordnede mål med energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, dvs. at spare energi i slutanvendelsen, uanset den anvendte teknologi (uanset om foranstaltningen fremmer teknologi baseret på vedvarende energi eller på fossil energi, som reducerer energiforbruget i bygninger, inden for transport eller i industrien).

I punkt 2, litra e), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet henvises der udtrykkeligt til energispareforpligtelsen i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1), som kræver, at medlemsstaterne opnår kumulative energibesparelser i slutanvendelserne, og sigter mod en faktisk reduktion af fysiske eller juridiske personers energiforbrug (i overensstemmelse med punkt 1, litra b), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet). I artikel 2, nr. 5), defineres »energibesparelser« som en mængde sparet energi, der konstateres ved at måle og/eller anslå forbruget før og efter gennemførelsen af en foranstaltning til forbedring af energieffektiviteten, idet der korrigeres for eksterne forhold, der påvirker energiforbruget. Eftersom energieffektivitetsdirektivets artikel 7 sigter mod en faktisk reduktion af slutanvendelsen af energi, kan det konkluderes, at der i punkt 2, litra e), i bilag V kræves dokumentation for, at foranstaltninger, der fremmer installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger, fører til energibesparelser, dvs. en faktisk reduktion af slutanvendelsen af energi.

Medlemsstaterne har fleksibilitet til at udtrykke energibesparelserne som endeligt energiforbrug eller primærenergiforbrug som omhandlet i punkt 3, litra d), i bilag V (alternative politiktiltag) og artikel 7a, stk. 4 (ordning for energispareforpligtelser). Denne fleksibilitet ændrer ikke forpligtelsen til at opnå kumulative energibesparelser med hensyn til energisalg (i perioden indtil 2020) og endeligt energiforbrug (2021-2030).

7.6.   Foranstaltninger, som fremmer udbredelsen af mere effektive produkter og køretøjer

Medlemsstaternes foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten på transportområdet kan medregnes i opnåelsen af deres forpligtelse til energibesparelser i slutanvendelserne (98). Disse foranstaltninger omfatter:

—	politikker til fremme af mere effektive køretøjer eller skift i transportform til cykling, gang og kollektiv transport og

—	mobilitets- og byplanlægning, der reducerer behovet for transport.

Offentlige indkøb af miljøvenlige nulemissionskøretøjer kan medregnes med forbehold af deres additionalitet til minimumskravene i det reviderede direktiv om renere køretøjer.

Ordninger, som fremskynder udbredelsen af nye, mere effektive køretøjer, eller politikker til fremme af overgangen til mere effektive brændstoffer, der nedbringer energiforbruget pr. kilometer, kan også medregnes, forudsat at reglerne om væsentlighed og additionalitet er opfyldt (99).

I punkt 2, litra f), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet præciseres det, at der kan foretages fuld medregning for politikker, som fremskynder udbredelsen af mere effektive produkter og køretøjer, forudsat at det påvises:

—	at en sådan udbredelse finder sted inden udløbet af produktets eller køretøjets gennemsnitlige forventede levetid, eller inden produktet eller køretøjet normalt ville blive udskiftet, og

—	at besparelserne kun medregnes for perioden indtil udløbet af den gennemsnitlige forventede levetid for det produkt eller køretøj, som udskiftes (100).

Hvis det er relevant, bør sådanne foranstaltninger være i overensstemmelse med medlemsstaternes nationale politikrammer, der er fastlagt i henhold til direktiv 2014/94/EU om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer.

7.7.   Sikring af, at kvalitetsstandarder opretholdes

I punkt 2, litra g), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet præciseres det, at fremme af udbredelsen af energieffektivitetsforanstaltninger ikke må sænke kvalitetsstandarderne for produkter, tjenesteydelser og installation af foranstaltninger. Medlemsstaterne skal sikre, at kvalitetsstandarder opretholdes eller, såfremt sådanne standarder ikke findes, indføres.

7.8.   Håndtering af klimavariationer

I henhold til punkt 2, litra h), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet må medlemsstaterne justere energibesparelserne for at håndtere klimavariationer mellem regioner. I bestemmelsen angives to muligheder:

i)	justere til en standardværdi eller

ii)	tillade forskellige energibesparelser i overensstemmelse med variationer i temperatur.

7.9.   Undgåelse af dobbelttælling

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 12, skal medlemsstaterne dokumentere, at energibesparelser ikke medregnes to gange, såfremt virkningen af politiktiltag eller individuelle foranstaltninger overlapper. I lyset af det brede spektrum af instrumenter, der meddeles af medlemsstaterne, og sandsynligheden for overlapninger mellem politikker som følge af den parallelle anvendelse af ordninger for energispareforpligtelser og alternative tiltag (f.eks. interaktion mellem energibeskatning og tilskud til husholdninger til udskiftning af vinduer eller anlæg til rumopvarmning) er det afgørende, at risikoen for dobbelttælling minimeres.

En national database kan være et effektivt værktøj til dette. Databasen ville f.eks. registrere, at der er udbetalt tilskud til udskiftning af en gammel kedel til en bestemt husstand, og advare brugeren, hvis den samme husstand ansøger igen.

Brug af flere politiktiltag i kombination fører til øget kompleksitet for medlemsstaterne i form af:

—	en øget indsats i forbindelse med gennemførelsen, f.eks. beregning af energibesparelserne, og (vigtigere)

—	sikring af — håndhævelse, navnlig når de forskellige instrumenter er omfattende, og — verifikation af virkningen uden dobbelttælling.

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 12, er dobbelttælling også forbudt, såfremt politikker overlapper. Det betyder, at medlemsstaterne skal tage højde for det forhold, at andre politiktiltag, der er gennemført inden for den samme tidsramme, kan have en virkning på mængden af energibesparelser, således at ikke alle ændringer, der er konstateret siden indførelsen af et bestemt politiktiltag, kan tilskrives den pågældende foranstaltning.

8.   MÅLING, OVERVÅGNING, KONTROL, KVALITET OG VERIFIKATION

Energieffektivitetsdirektivet understreger vigtigheden af reglerne for overvågning og kontrol med henblik på gennemførelsen af ordninger for energispareforpligtelser og alternative politiktiltag, herunder kravet om at kontrollere en statistisk repræsentativ prøve af foranstaltninger.

Udvælgelse af en statistisk signifikant andel og en repræsentativ prøve af foranstaltningerne til forbedring af energieffektiviteten kræver, at der udtages en delmængde af en statistisk population af energibesparende foranstaltninger inden for hvert tiltag, som præcist afspejler hele populationen af alle energibesparende foranstaltninger, således at det bliver muligt at drage rimeligt pålidelige konklusioner med hensyn til tilliden til foranstaltningerne som helhed (101).

Energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 5 (for ordninger for energispareforpligtelser)

Energieffektivitetsdirektivets artikel 7b, stk. 2 (for alternative politiktiltag)

Måle-, kontrol- og verifikationssystemerne bør sikre, at beregninger af energibesparelser verificeres med hensyn til en statistisk signifikant andel og en repræsentativ prøve af foranstaltningerne til forbedring af energieffektiviteten.

Disse krav kan bl.a. opfyldes ved hjælp af:

—	automatiseret elektronisk kontrol eller skrivebordskontrol af de data og beregninger, der er indberettet af de forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter eller af modtagerne (hvis modtagerne rapporterer dataene direkte til den offentlige myndighed)

—	evaluering af målte energibesparelser for en statistisk signifikant andel og en repræsentativ prøve af foranstaltninger eller modtagere

—	verifikationer, der er udført under en forskrifts-, kvalifikations-, akkrediterings- eller certificeringsordning, f.eks. hvis de rapporterede energibesparelser er baseret på energisyn eller energiattester (skalerede besparelser).

I dokumentationen for politiktiltaget forklares det, hvordan kravene i denne anden ordning sikrer, at kontrol eller verifikation udføres på en statistisk signifikant andel og en repræsentativ prøve af energisynene eller de andre vurderinger af besparelser.

Overvågnings- og verifikationssystemet kan være tilrettelagt i forskellige trin eller niveauer. Kontroller på stedet kan være en del af tilgangen som en anden fase af verifikationen af delmængder af individuelle foranstaltninger, hvor der er konstateret en risiko for manglende overholdelse af kravene til foranstaltningerne. Hvis disse ikke er teknisk eller økonomisk gennemførlige, kan dette forklares i dokumentationen til foranstaltningen.

Medlemsstaterne skal forklare, hvordan de anvender referenceværdier til at kontrollere antagne eller skalerede besparelser (punkt 5, litra g), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet).

Uafhængigheden af måle-, kontrol- og verifikationssystemerne (se punkt 5, litra j), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet) kan dokumenteres ved at angive, at kontrolorganet (ikke-udtømmende liste over kriterier):

—	er et offentligt organ med lovbestemt uafhængighed eller

—	ikke har nogen finansiel forbindelse til (dvs. ikke ejes eller betales helt eller delvist af) de forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter eller

—	kan have en aftale med de forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter, men er i dette tilfælde underlagt en offentlig myndigheds eller et kvalifikations-, akkrediterings- eller certificeringsorgans kontrol.

Kontrolorganet kan:

—	have det direkte ansvar for verifikationen af foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten eller beregninger af energibesparelser eller

—	have ansvaret for at kontrollere de verifikationsprocesser og den prøvetagning af verifikationer, der foretages af andre organisationer, herunder de forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter.

9.   PLANLÆGNINGS- OG RAPPORTERINGSFORPLIGTELSER

9.1.   Den første forpligtelsesperiode

For forpligtelsesperioden 2014-2020 skal medlemsstaterne indgive årlige rapporter senest den 30. april 2019 og 2020 (artikel 24, stk. 1, og bilag XIV, del 2) (102). De rapporterer derved om fremskridtene med hensyn til at nå målet for energibesparelser og om politiktiltag, der er vedtaget eller planlagt i henhold til bilag XIV, del 2. Dette vil blive vurderet af Kommissionen.

I henhold til artikel 27 i forordningen om forvaltning skal hver medlemsstat senest den 30. april 2022 aflægge rapport til Kommissionen om opfyldelsen af dens nationale 2020-mål for energieffektivitet (som fastlagt i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 3, stk. 1) ved at indgive de oplysninger, der er fastsat i del 2 i bilag IX til forordningen om forvaltning.

9.2.   Anden forpligtelsesperiode og fremover

For forpligtelsesperioden 2021-2030 og fremover finder følgende overordnede planlægnings- og rapporteringsforpligtelser anvendelse (energieffektivitetsdirektivets artikel 7, 7a og 7b og bilag V til energieffektivitetsdirektivet):

—

I deres (udkast til og endelige) integrerede nationale energi- og klimaplan (bilag III til forordningen om forvaltning) skal medlemsstaterne dokumentere deres beregning af den mængde energibesparelser, der skal opnås i perioden 2021-2030, som omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b) (se energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 6).

—

Eftersom visse data (f.eks. årligt endeligt energiforbrug målt i gennemsnit over perioden 2016-2018 (i ktoe)) muligvis ikke var tilgængelige til meddelelse i det første udkast til den nationale energi- og klimaplan (103), har det muligvis ikke været muligt at dokumentere ovennævnte beregning. Medlemsstaterne skal imidlertid i deres første endelige og efterfølgende udkast til og endelige nationale energi- og klimaplaner dokumentere, hvordan de har taget hensyn til de elementer, der er anført i bilag III til forordningen om forvaltning.

—

Ud over ovennævnte og i relevant omfang skal medlemsstaterne i deres (udkast til og endelige) nationale energi- og klimaplan forklare, hvordan de har fastsat den årlige besparelsesprocent og det beregningsmæssige grundscenario i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 2 og 3, og hvordan og i hvilket omfang de har anvendt de muligheder, der er omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4) (se energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 6).

—	Hvis en medlemsstat beslutter at anvende en eller flere af mulighederne i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, skal den anvende og beregne virkningen for forpligtelsesperioden (se energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 5).

—

Hvis en medlemsstat gør brug af muligheden i energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra c), for 2021-2030, skal den meddele Kommissionen det planlagte politiktiltag i dens (udkast til og endelige) nationale energi- og klimaplan. Den skal beregne virkningen af foranstaltningerne i overensstemmelse med bilag V til energieffektivitetsdirektivet og angive den i the nationale energi- og klimaplan (se energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 4, litra c)). Medlemsstaten skal indgive denne oplysning første gang i den første endelige nationale energi- og klimaplan (senest den 31. december 2019).

Medlemsstaterne skal desuden:

—

give oplysninger om resultatet af foranstaltninger til afhjælpning af energifattigdom i forbindelse med energieffektivitetsdirektivet i deres nationale energi- og klimastatusrapporter i overensstemmelse med artikel 17 i forordningen om forvaltning (se energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 11)

—	årligt offentliggøre de energibesparelser, der er opnået af hver forpligtet part (eller underkategori af forpligtede parter) og samlet set under ordningen (se energieffektivitetsdirektivets artikel 7a, stk. 7), og

—

i deres nationale energi- og klimaplaner redegøre nærmere for den alternative metode og de bestemmelser, der skal sikre, at de opfylder kravet i punkt 2, litra i), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet), dvs. at beregningen af energibesparelser tager hensyn til foranstaltningernes levetid og den hastighed, hvormed besparelsen mindskes over tid. Alternativt kan medlemsstaterne anvende en anden metode, der skønnes at opnå mindst samme samlede mængde besparelser. I dette tilfælde skal de sikre, at den mængde, der er beregnet ved hjælp af denne metode, ikke overstiger den mængde energibesparelser, der ville have været resultatet af beregningen, når man optæller de besparelser, som hver individuel foranstaltning vil opnå i perioden fra dens gennemførelsesdato til den 31. december 2020 eller 31. december 2030, alt efter tilfældet.

Endelig finder følgende planlægnings- og rapporteringsforpligtelser under forordningen om forvaltning også anvendelse på gennemførelsen af og status for energispareforpligtelsen efter energieffektivitetsdirektivets artikel 7, 7a og 7b og bilag V til energieffektivitetsdirektivet:

Tidslinje

31. december 2018 (derefter den 1. januar 2028 og hvert tiende år derefter)	Indgivelse af udkast til den nationale energi- og klimaplan (artikel 9, stk. 1, samt artikel 4 og 6, i forordningen om forvaltning og bilag I og III til samme forordning)
Seks måneder før den endelige nationale energi- og klimaplan	Kommissionen kan fremsætte henstillinger til medlemsstater, hvis bidrag (herunder energispareforpligtelsens bidrag i henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 3, stk. 5) den anser for utilstrækkeligt (artikel 31, stk. 1, i forordningen om forvaltning)
31. december 2019 (derefter den 1. januar 2029 og hvert tiende år derefter)	Indgivelse af den endelige national energi- og klimaplan (artikel 3, stk. 1, samt artikel 4 og 6, i forordningen om forvaltning og bilag I og III til samme forordning)
10. marts 2020	Indgivelse af den første langsigtede renoveringsstrategi (artikel 2a, nr. 8, direktivet om bygningers energimæssige ydeevne)
Senest den 31. oktober 2021 (og hvert andet år derefter)	Kommissionens vurdering af fremskridtene hen imod EU's mål, navnlig på grundlag af de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter (artikel 29 i forordningen om forvaltning). Med hensyn til energispareforpligtelsen er artikel 29, 21 (integreret rapportering om energieffektivitet) og 24 (integreret rapportering om energifattigdom) i forordningen om forvaltning relevante. Hvis en medlemsstat har gjort utilstrækkelige fremskridt, fremsætter Kommissionen henstillinger (artikel 32, stk. 1, i forordningen om forvaltning).
Senest den 30. april 2022	Rapport om opfyldelsen af 2020-målet for energieffektivitet fra hver medlemsstat (artikel 27 i forordningen om forvaltning og del 2 i bilag IX til samme forordning)
Senest den 15. marts 2023 (og hvert andet år derefter)	Rapport om gennemførelsen af den integrerede nationale energi- og klimaplan (artikel 17 i forordningen om forvaltning)
30. juni 2023 (derefter den 1. januar 2033 og hvert tiende år derefter)	Indgivelse af udkast til ajourføring af den nationale energi- og klimaplan (artikel 14, stk. 1, i forordningen om forvaltning)
30. juni 2024 (derefter den 1. januar 2034 og hvert tiende år derefter)	Indgivelse af endelig ajourføring af den nationale energi- og klimaplan (artikel 14, stk. 2, i forordningen om forvaltning)

9.3.   Meddelelse af ordninger for energispareforpligtelser og alternative tiltag (med undtagelse af beskatning)

Efter punkt 5 i bilag V til energieffektivitetsdirektivet og bilag III til forordningen om forvaltning skal medlemsstaterne meddele Kommissionen deres foreslåede detaljerede metoder til anvendelse af deres politiktiltag som omhandlet i energieffektivitetsdirektivets artikel 7a og 7b samt artikel 20, stk. 6. Denne meddelelse skal, medmindre det drejer sig om beskatning (se afsnit 9.4), indeholde nærmere oplysninger om:

a)	niveauet af de energibesparelser, der kræves i henhold til artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b), eller de besparelser, der forventes opnået over hele perioden 2021-2030

b)	forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter eller offentlige gennemførelsesmyndigheder

c)	omfattede sektorer

d)	politiktiltag og individuelle foranstaltninger, herunder de forventede samlede kumulative energibesparelser for hvert tiltag

e)	varigheden af forpligtelsesperioden for ordningen for energispareforpligtelser

f)	de foranstaltninger, der indgår i politiktiltaget

g)	beregningsmetoderne, herunder hvordan additionalitet og væsentlighed er blevet fastslået, og hvilke metoder og benchmarks der benyttes i forbindelse med antagne og skalerede besparelser

h)	foranstaltningernes levetid, og hvordan de er beregnet, eller hvad de bygger på

i)	den anvendte tilgang til håndtering af klimavariationer i medlemsstaten og

j)	overvågnings- og kontrolsystemerne for foranstaltninger i henhold til artikel 7a og 7b, og hvordan deres uafhængighed af de forpligtede, deltagende eller bemyndigede parter sikres.

Desuden skal medlemsstaterne i henhold til del 3.1 og 3.2 i bilag III til forordningen om forvaltning meddele følgende oplysninger:

3.1.   Ordninger for energispareforpligtelser, jf. artikel 7a i direktiv 2012/27/EU:

a)	beskrivelse af ordningen for energispareforpligtelser

b)	forventet kumulativ og årlig mængde energibesparelser samt varigheden af forpligtelsesperioden eller forpligtelsesperioderne

c)	forpligtede parter og deres ansvarsområde

d)	omfattede sektorer

e)	berettigede foranstaltninger i henhold til tiltaget

f)

oplysninger om anvendelsen af følgende bestemmelser i direktiv 2012/27/EU: i) hvis det er relevant, særlige foranstaltninger, andel af energibesparelser, der skal opnås i husholdninger, der er berørt af energifattigdom, jf. artikel 7, stk. 11 ii) energibesparelser, der er opnået af leverandører af energitjenester eller andre tredjeparter, jf. artikel 7a, stk. 6, og iii) »opsparing og lån«, jf. artikel 7a, stk. 6, og

g)	hvor det er relevant, oplysninger om handel med energibesparelser.

3.2.   Alternative tiltag omhandlet i artikel 7b og artikel 20, stk. 6 i direktiv 2012/27/EU (bortset fra beskatning):

a)	type af politiktiltag

b)	kort beskrivelse af politiktiltaget, herunder den særlige udformning af hvert politiktiltag, der meddeles

c)	forventet kumulativ og årlig mængde energibesparelser i alt for hvert tiltag og/eller mængde energibesparelser i forhold til eventuelle delperioder

d)	offentlige gennemførelsesmyndigheder, deltagende eller bemyndigede parter samt deres ansvarsområde med hensyn til gennemførelsen af politiktiltaget eller -tiltagene

e)	omfattede sektorer

f)	berettigede foranstaltninger i henhold til tiltaget og

g)	hvor det er relevant, specifikke politiktiltag eller individuelle foranstaltninger rettet mod energifattigdom.

9.4.   Beskatningsforanstaltninger

I henhold til punkt 5, litra k), i bilag V til energieffektivitetsdirektivet skal medlemsstaterne (i overensstemmelse med forordningen om forvaltning) give Kommissionen meddelelse om deres metoder til anvendelse af beskatningsforanstaltninger. De skal navnlig meddele følgende:

i)	de omfattede sektorer og skatteydersegmentet

ii)	den offentlige gennemførelsesmyndighed

iii)	de besparelser, der forventes opnået

iv)	beskatningsforanstaltningens varighed og

v)	beregningsmetoden, herunder de anvendte priselasticiteter, og hvordan de er blevet fastlagt.

Desuden skal medlemsstaterne i henhold til del 3.3 i bilag III til forordningen om forvaltning meddele følgende oplysninger om beskatningsforanstaltninger:

a)	kort beskrivelse af beskatningsforanstaltningen

b)	beskatningsforanstaltningens varighed

c)	offentlig gennemførelsesmyndighed

d)	forventet kumulativ og årlig mængde energibesparelser pr. foranstaltning

e)	omfattede sektorer og skatteydersegment

f)	beregningsmetoder, herunder hvilke priselasticiteter der er anvendt, og hvordan de er blevet fastlagt, jf. punkt 4 i bilag V til energieffektivitetsdirektivet.

Medlemsstaterne skal dokumentere, hvordan de har beregnet elasticiteterne, og hvilke nylige og repræsentative officielle datakilder de har anvendt (104).

10.   ENERGISPAREFORPLIGTELSESPERIODEN EFTER 2030

I henhold til energieffektivitetsdirektivets artikel 7, stk. 1, andet afsnit, skal medlemsstaterne fortsætte med at opnå nye årlige besparelser i overensstemmelse med første afsnit, litra b), for tiårsperioder efter 2030, medmindre det i Kommissionens gennemgang senest i 2027 og hvert tiende år derefter konkluderes, at dette ikke er nødvendigt for at nå EU's langsigtede energi- og klimamål for 2050.

---

(1)  Se bl.a. Economidou et al., 2018. Assessment of the Second National Energy Efficiency Action Plans under the Energy Efficiency Directive. EUR 29272 EN, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2018, ISBN 978-92-79-87946-3, doi:10.2760/780472, JRC110304 (rapport findes på https://ec.europa.eu/jrc/en/publication/assessment-second-national-energy-efficiency-action-plans-under-energy-efficiency-directive) og Tsemekidi-Tzeiranaki et al., 2019). Analysis of the Annual Reports 2018 under the Energy Efficiency Directive. EUR 29667 EN, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2019, ISBN 978-92-79-00173-7, doi:10.2760/22313, JRC 115238 (rapport findes på http://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/bitstream/JRC115238/kjna29667enn.pdf).

(1)  I energieffektivitetsdirektivets artikel 2, nr. 3), defineres »endeligt energiforbrug« som »al energi leveret til industri, transport, husholdninger, tjenesteydelser og landbrug. Omfatter ikke leverancer til energiomdannelsessektoren og energiindustrien selv«. »Slutanvendelse« er ikke defineret i energieffektivitetsdirektivet og bør derfor fortolkes i overensstemmelse med rationalet bag energispareforpligtelsen. Artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b), har til formål at reducere det endelige energiforbrug ved at sænke mængden af energi til egen slutanvendelse for fysiske eller juridiske personer (medmindre andet er anført). Der er fastlagt specifikke betingelser for energibesparelser fra vedvarende energi, der produceres på eller i bygninger (se betragtning 43 til energieffektivitetsdirektivet og afsnit 7.5 i dette dokument).

(2)  Se afsnit 3.

(3)  Målt i gennemsnit over perioden 2016-2018 (se artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra b)).

(4)  Se også afsnit 2.3.

(5)  I artikel 7, stk. 1, første afsnit, litra a), henvises der imidlertid til energisalg til slutkunder som grundlag for at fastlægge det beregningsmæssige grundscenario for 2014-2020 (se SWD (2013) 451 final, s. 3).

(6)  = 100 × 0,8 % × 55.

(7)  https://unstats.un.org/unsd/energy/ires/

(8)  https://ec.europa.eu/eurostat/documents/10186/6246844/Eurobase-changes-energy.pdf (se s. 25).

(9)  Den reviderede Eurostat-metode er beskrevet i:

https://ec.europa.eu/eurostat/documents/10186/6246844/Eurobase-changes-energy.pdf

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1099/2008 af 22. oktober 2008 om energistatistik (EUT L 304 af 14.11.2008, s. 1).

(11)  Se afsnit 3.2 og 3.4.

(12)  »Samlet energiforbrug til alle energianvendelser«.

(13)  »Endeligt energiforbrug«, jf. forordning (EF) nr. 1099/2008.

(14)  See 2.2.1. Den reviderede Eurostat-metode er beskrevet i:

https://ec.europa.eu/eurostat/documents/10186/6246844/Eurobase-changes-energy.pdf.

(15)  0,24 % for Cypern og Malta.

(16)  Se tillæg I samt afsnit 3.2, 3.3 og 3.4.

(17)  Se tillæg I.

(18)  Se bilag III, punkt 2, til forordningen om forvaltning.

(19)  Inden for de grænser, der er fastsat i artikel 7, stk. 5, andet afsnit.

(20)  Se afsnit 9.

(21)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/29/EF af 23. april 2009 med henblik på at forbedre og udvide ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 63).

(22)  For at fastlægge de mængder energi, der anvendes i industrier, der ikke er omfattet af emissionshandelsordningen, kan det rapporterede tal for endeligt energiforbrug alternativt multipliceres med andelen af drivhusgasemissionerne i og uden for emissionshandelsordningen, som rapporteret i drivhusgasopgørelserne.

(23)  Se afsnit 9.

(24)  Se afsnit 7.5 og tillæg X.

(25)  Energieffektivitetsdirektivet indeholder ikke en definition af »energi produceret på eller i bygninger til eget brug«. Dette begreb bør imidlertid forstås som en slutkunde, som på eller i sin bygning som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne producerer vedvarende energi til eget brug, og som kan lagre den egenproducerede energi i sine lokaler beliggende inden for et afgrænset område. Begrebet »energi produceret på eller i bygninger til eget brug« udelukker egenproduceret energi, der sælges eller føres tilbage til nettet. For en egenforbruger, der ikke er en husholdning, udelukker begrebet desuden energiproduktion, der udgør en primær kommerciel eller erhvervsmæssig aktivitet.

(26)  Foranstaltningerne skal derfor være meddelt senest den 30. april 2017, da artikel 24, stk. 2, udgik den 24. december 2018 i overensstemmelse med artikel 59 og artikel 54, stk. 3, litra b), i forordningen om forvaltning.

(27)  Domstolens dom af 7.8.2018 i sag C-561/16, Saras Energía (ECLI:EU:C:2018:633, præmis 35) med analog henvisning til dom af 26.9.2013 i sag C-195/12I IBV & Cie (EU:C:2013:598, præmis 62 og 70).

(28)  I artikel 2, nr. 14), defineres »forpligtet part« som en energidistributør eller energileverandør i detailleddet, der er bundet af den nationale ordning for energispareforpligtelser. Medlemsstaterne kan også overveje lokale energifællesskabers eller vedvarende energifællesskabers rolle, når de udformer ordninger for energispareforpligtelser.

(29)  Se punkt 3.2, nr. v, i bilag I til forordningen om forvaltning.

(30)  Dom i sag C-561/16, Saras Energía (ECLI:EU:C:2018:633, præmis 56).

(31)  I henhold til artikel 7a, stk. 4, skal den metode, der vælges til at udtrykke den krævede mængde energibesparelser, også anvendes til at beregne de besparelser, forpligtede parter hævder at have opnået.

(32)  Se betragtning 17 til energieffektivitetsdirektivet og afsnit 4.2.2.

(33)  Artikel 2, nr. 24), definerer »leverandør af energitjenester« som: »en fysisk eller juridisk person, der leverer energitjenester eller andre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten til en slutkundes facilitet eller lokaler«.

(34)  Se afsnit 8 og eksemplerne i tillæg XII.

(35)  Se tillæg XII.

(36)  SWD(2016) 402 final, s. 46 og 47.

(37)  Se punkt 3.2, nr. v, i bilag I til forordningen om forvaltning.

(38)  Se tillæg XII.

(39)  Se tillæg III.

(40)  En »bemyndiget part« er en juridisk person, der er tillagt delegerede beføjelser af en regering eller et andet offentligt organ til at udvikle, forvalte eller anvende en finansieringsordning på dens vegne.

(41)  Dom i sag C-561/16, Saras Energía (ECLI:EU:C:2018:633, præmis 37, vedrørende energieffektivitetsdirektivets artikel 7 og 20).

(42)  Se også Domstolens dom i sag C-561/16, Saras Energía (ECLI:EU:C:2018:633, præmis 30-33).

(43)  Tillæg III.

(44)  Tillæg III.

(45)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1369 af 4. juli 2017 om opstilling af rammer for energimærkning og om ophævelse af direktiv 2010/30/EU (EUT L 198 af 28.7.2017, s. 1).

(46)  Tillæg III.

(47)  Tillæg III.

(48)  Tillæg XII.

(49)  Tillæg X.

(50)  Se tillæg IV.

(51)  Se tillæg IV.

(52)  Se tillæg IV.

(53)  Rådets direktiv 2003/96/EF af 27. oktober 2003 om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet (EUT L 283 af 31.10.2003, s. 51).

(54)  Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1).

(55)  Se tillæg IV.

(56)  Tillæg V.

(57)  I deres integrerede nationale energi- og klimaplaner bør medlemsstaterne vurdere, hvor mange husstande der lider under energifattigdom, og i den forbindelse tage hensyn til de nødvendige nationale energitjenester, der er påkrævede for at sikre en basal levestandard i den relevante nationale kontekst, den eksisterende socialpolitik og andre relevante politikker samt Kommissionens vejledende retningslinjer om relevante indikatorer, herunder geografisk udbredelse, som er baseret på en fælles tilgang til energifattigdom. Hvis en medlemsstat konstaterer, at den har et betydeligt antal husstande, der lever i energifattigdom, bør den i planen medtage en national vejledende målsætning om at mindske energifattigdom.

(58)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13).

(59)  Betragtning 11 til direktiv (EU) 2018/844 (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 75), som ændrer direktivet om bygningers energimæssige ydeevne og energieffektivitetsdirektivet, angiver, at »[d]er bør tages hensyn til behovet for at afhjælpe energifattigdom i overensstemmelse med kriterier, der er fastlagt af medlemsstaterne. Medlemsstaterne har ret til at fastlægge, hvad de betragter som relevante foranstaltninger, når de i deres renoveringsstrategier beskriver de nationale foranstaltninger, der bidrager til at afhjælpe energifattigdom«.

(60)  https://www.energypoverty.eu/policies-measures.

(61)  Se tillæg II og III.

(62)  I artikel 2, nr. 9), i direktivet om bygningers energimæssige ydeevne defineres »bygningsdel« som en teknisk bygningsinstallation eller en del af klimaskærmen.

(63)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer (EUT L 307 af 28.10.2014, s. 1).

(64)  Assessment of the Second National Energy Efficiency Action Plans under the Energy Efficiency Directive. EUR 29272 EN, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2018, ISBN 978-92-79-87946-3, doi:10.2760/780472, JRC110304 (rapport findes på https://ec.europa.eu/jrc/en/publication/assessment-second-national-energy-efficiency-action-plans-under-energy-efficiency-directive) og Tsemekidi-Tzeiranaki et al., 2019). Analysis of the Annual Reports 2018 under the Energy Efficiency Directive. EUR 29667 EN, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2019, ISBN 978-92-79-00173-7, doi:10.2760/22313, JRC 115238 (rapport findes på http://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/bitstream/JRC115238/kjna29667enn.pdf).

(65)  Tillæg VII.

(66)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 443/2009 af 23. april 2009 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers emissioner inden for Fællesskabets integrerede tilgang til at nedbringe CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 1).

(67)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 510/2011 af 11. maj 2011 om fastsættelse af præstationsnormer for nye lette erhvervskøretøjers emissioner inden for Unionens integrerede tilgang til nedbringelse af CO2-emissionerne fra personbiler og lette erhvervskøretøjer (EUT L 145 af 31.5.2011, s. 1).

(68)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/631 af 17. april 2019 om fastsættelse af præstationsnormer for nye personbilers og nye lette erhvervskøretøjers CO2-emissioner og om ophævelse af forordning (EF) nr. 443/2009 og (EU) nr. 510/2011 (EUT L 111 af 25.4.2019, s. 13).

(69)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2009/33/EF om fremme af renere og mere energieffektive køretøjer til vejtransport (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(70)  For yderligere oplysninger, se JRC's rapport »Water — Energy Nexus in Europe«, 2019, http://publications.jrc.ec.europa.eu/repository/handle/JRC115853.

(71)  Se betragtning 22.

(72)  Se betragtning 22.

(73)  For yderligere oplysninger, se IEA's World Energy Outlook 2018; https://www.iea.org/weo/water/

(74)  Se betragtning 22.

(75)  Se de definitioner, der er anført i afsnit 4.

(76)  Se tillæg IV.

(77)  SWD(2013) 451 final, betragtning 47 og 49-52.

(78)  SWD(2013) 451 final, betragtning 53.

(79)  SWD(2013) 451 final, betragtning 54.

(80)  SWD(2013) 451 final, betragtning 55.

(81)  Lees, E., og Bayer, E. (februar 2016), Toolkit for energy efficiency obligations (Regulatory Assistance Project), http://www.raponline.org/document/download/id/8029

(82)  Energy performance of buildings — Economic evaluation procedure for energy systems in buildings — Part 1: Calculation procedures; https://www.en-standard.eu/din-en-15459-1-energy-performance-of-buildings-economic-evaluation-procedure-for-energy-systems-in-buildings-part-1-calculation-procedures-module-m1-14/.

(83)  Se også tillæg VI og VIII.

(84)  Se tillæg VIII for yderligere forklaringer og eksempler.

(85)  Se tillæg VIII for yderligere forklaringer og eksempler.

(86)  Se også tillæg VIII.

(87)  I artikel 7, stk. 1, i direktivet om bygningers energimæssige ydeevne bestemmes følgende: »Når bygninger gennemgår større renoveringsarbejder, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bygningens eller den renoverede dels energimæssige ydeevne opgraderes med henblik på at opfylde de mindstekrav til energimæssig ydeevne, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 4, for så vidt dette er teknisk, funktionelt og økonomisk muligt«.

I artikel 2, nr. 10), i direktivet om bygningers energimæssige ydeevne defineres »større renoveringsarbejder« som renovering af en bygning, der indebærer:

a)	at de samlede renoveringsomkostninger for klimaskærmen eller de tekniske bygningsinstallationer udgør mere end 25 % af bygningens værdi eksklusive værdien af den grund, bygningen står på, eller

b)	at over 25 % af bygningens klimaskærm renoveres.

Medlemsstaterne kan vælge at anvende mulighed a) eller b).

(88)  Se betragtning 41 til energieffektivitetsdirektivet.

(89)  Se betragtning 41 til energieffektivitetsdirektivet.

(90)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/125/EF af 21. oktober 2009 om rammerne for fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energirelaterede produkter (EUT L 285 af 31.10.2009, s. 10).

(91)  For bestemmelser anført efter produktkategori, se:

https://ec.europa.eu/info/energy-climate-change-environment/standards-tools-and-labels/products-labelling-rules-and-requirements/energy-label-and-ecodesign/energy-efficient-products_en.

(92)  Se tillæg IX for oplysninger om kriterierne for væsentlighed i nationale handlingsplaner for energieffektivitet og meddelelser i henhold til artikel 7.

(93)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26).

(94)  Se tillæg XII.

(95)  Et retligt instrument, der er udstedt af et godkendende organ, som garanterer, at der er opnået en bestemt mængde energibesparelser. Hvert certifikat er en unik og sporbar attest om ejerskabet af en bestemt mængde yderligere energibesparelser, som garanterer, at fordelen ved disse besparelser ikke er medregnet andre steder.

(96)  Med hensyn til foranstaltninger, der fremmer installation af mindre teknologier inden for vedvarende energi på eller i bygninger, se tillæg X.

(97)  Se tillæg X.

(98)  Se tillæg VII.

(99)  Betragtning 15 til energieffektivitetsdirektivet.

(100)  Se tillæg VII.

(101)  Se tillæg XII.

(102)  I henhold til artikel 59, andet afsnit, i forordningen om forvaltning udgår artikel 24, stk. 1, fra den 1. januar 2021.

(103)  Denne skulle indgives inden den 31. December 2018 (artikel 9, stk. 1, i forordningen om forvaltning).

(104)  For yderligere forslag til elasticiteter, der kan anvendes til at fastslå efterspørgslens følsomhed, se tillæg IV.