(1)

For at opretholde et højt niveau af sikkerhed til søs og forebyggelse af forurening til søs og tilstræbe at forbedre det er det altafgørende at opretholde og om muligt forbedre EU-søfarendes kundskabs- og færdighedsniveau ved at udvikle uddannelsen og udstedelsen af beviser inden for det maritime område i overensstemmelse med de internationale regler og de teknologiske fremskridt samt at træffe yderligere foranstaltninger for at styrke den europæiske færdighedsbase inden for det maritime område.

(2)

Uddannelsen af og udstedelsen af beviser til søfarende er på internationalt niveau reguleret ved Den Internationale Søfartsorganisations internationale konvention af 1978 om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold med senere ændringer (»STCW-konventionen«), der var genstand for en omfattende revision i 2010. I 2015 blev der vedtaget ændringer af STCW-konventionen vedrørende uddannelses- og kvalifikationskravene til søfarende, som arbejder om bord på skibe, der er underlagt den internationale kode for sikkerhed for skibe, der benytter gas eller andre brændstoffer med lavt flammepunkt (»IGF-koden«). I 2016 blev der vedtaget ændringer af STCW-konventionen for så vidt angår uddannelse og kvalifikation for søfarende, som arbejder om bord på passagerskibe og om bord på skibe, som opererer i polare farvande.

(3)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/106/EF (3) indarbejdes STCW-konventionen i EU-retten. Alle medlemsstater er signatarer af STCW-konventionen, og der skal derfor opnås en harmoniseret gennemførelse af deres internationale forpligtelser gennem afstemning af EU-reglerne om uddannelse af og udstedelse af beviser til søfarende med STCW-konventionen. Flere bestemmelser i direktiv 2008/106/EF bør derfor ændres for at afspejle de seneste ændringer af STCW-konventionen for så vidt angår uddannelse og kvalifikation for søfarende, som arbejder om bord på skibe, der henhører under IGF-koden, om bord på passagerskibe og om bord på skibe, som opererer i polare farvande.

(4)

Koden om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, som vedtaget ved STCW-partskonferencens resolution nr. 2 i 1995, i dens opdaterede affattelse (»STCW-koden«) indeholder allerede vejledning angående forebyggelse af træthed (afsnit B-VIII/1) og egnethed til tjeneste (afsnit A-VIII/1). Af sikkerhedshensyn er det absolut nødvendigt, at kravene i artikel 15 i direktiv 2008/106/EF håndhæves og efterleves uden undtagelse, og at der tages behørigt hensyn til denne vejledning.

(5)

Et af målene for den fælles transportpolitik på søtransportområdet er at lette bevægeligheden blandt søfarende i Unionen. En sådan bevægelighed bidrager bl.a. til at gøre Unionens søtransportsektor attraktiv for fremtidige generationer for derved at undgå en situation, hvor den europæiske maritime klynge kommer til at opleve mangel på kompetent arbejdskraft med den rette kombination af færdigheder og kompetencer. Gensidig anerkendelse af søfarendes beviser, som er udstedt af medlemsstaterne, er afgørende for at lette bevægeligheden blandt søfarende. I lyset af retten til god forvaltning bør medlemsstaternes afgørelser vedrørende accept af kvalifikationsbeviser, der er udstedt til søfarende af andre medlemsstater til brug for udstedelse af nationale sønæringsbeviser, være baseret på forhold, som den pågældende søfarende kan verificere.

(6)

Direktiv 2008/106/EF indeholder desuden et centraliseret system til anerkendelse af søfarendes beviser, som er udstedt af tredjelande. Evalueringen af programmet for målrettet og effektiv regulering (Refit) viste, at der var opnået betydelige omkostningsbesparelser for medlemsstaterne, siden det centraliserede system blev indført. Evalueringen afslørede imidlertid også, at medlemsstaterne i forbindelse med nogle af de anerkendte tredjelande kun udstedte et meget begrænset antal påtegninger, der attesterer anerkendelsen af beviser for så vidt angår sønæringsbeviser eller kvalifikationsbeviser, som er udstedt af disse tredjelande. For at bruge de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer på en mere effektiv måde bør proceduren for anerkendelse af tredjelande derfor baseres på en analyse af behovet for sådan anerkendelse, herunder, men ikke begrænset til, angivelse af det anslåede antal skibsførere, officerer og radiooperatører fra det pågældende land, som forventes at gøre tjeneste om bord på skibe, der fører medlemsstaternes flag. Denne analyse bør forelægges Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe (USS) til behandling.

(7)

I lyset af den erfaring, der blev opnået ved at anvende proceduren for anerkendelse af tredjelande, afslørede Refitevalueringen, at den aktuelle tidsramme på 18 måneder ikke tager hensyn til processens kompleksitet, der omfatter en inspektion på stedet foretaget af Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed. De nødvendige diplomatiske foranstaltninger til at planlægge og foretage en sådan inspektion kræver mere tid. Desuden er tidsrammen på 18 måneder ikke tilstrækkelig, når tredjelandet skal træffe korrigerende foranstaltninger og foretage juridiske ændringer i sit system for at opfylde kravene i STCW-konventionen. På det grundlag bør fristen for vedtagelsen af en kommissionsafgørelse forlænges fra 18 til 24 måneder, og hvis tredjelandet skal træffe betydelige korrigerende foranstaltninger, herunder ændringer af juridiske bestemmelser, bør fristen forlænges til 36 måneder. Derudover bør den anmodende medlemsstats mulighed for foreløbigt at anerkende tredjelandets system med standarder for uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold bevares for at opretholde fleksibiliteten i anerkendelsesproceduren.

(8)

For at sikre alle søfarendes ret til menneskeværdig beskæftigelse og for at begrænse konkurrenceforvridning i det indre marked bør der ved fremtidig anerkendelse af tredjelande tages hensyn til, om disse tredjelande har ratificeret konventionen fra 2006 om søfarendes arbejdsforhold.

(9)

For at øge effektiviteten ved det centraliserede system til anerkendelse af tredjelande yderligere bør genvurderingen af tredjelande, som leverer et lille antal søfarende til skibe, der fører medlemsstaternes flag, foretages med længere mellemrum, som bør øges til ti år. Dette længere tidsrum for genvurdering af de pågældende tredjelandes system bør imidlertid kombineres med prioritetskriterier, som tager hensyn til sikkerhedsspørgsmål og afvejer behovet for effektivitet og en effektiv beskyttelsesmekanisme i tilfælde af en forringelse af kvaliteten af søfarendes uddannelse i de relevante tredjelande.

(10)

Oplysninger om de søfarende, der er ansat fra tredjelande, er blevet tilgængelige på EU-niveau, idet medlemsstaterne stiller de relevante oplysninger i deres nationale registre over udstedte beviser og påtegninger til rådighed. Disse oplysninger bør bruges til statistik- og politikformuleringsformål, navnlig med henblik på at gøre det centraliserede system til anerkendelse af tredjelande mere effektivt. På grundlag af de oplysninger, der meddeles af medlemsstaterne, bør anerkendelsen af tredjelande, der ikke har leveret søfarende til skibe, der fører medlemsstaternes flag, i et tidsrum på mindst otte år, undersøges på ny. Den fornyede undersøgelsesproces bør omfatte muligheden for at fastholde anerkendelsen af det pågældende tredjeland eller trække den tilbage. Desuden bør de oplysninger, der meddeles af medlemsstaterne, også bruges for at prioritere genvurderingen af de anerkendte tredjelande.

(11)

For at tage hensyn til udviklinger på internationalt niveau og sikre den rettidige tilpasning af EU-reglerne til de pågældende udviklinger bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for så vidt angår indarbejdelse af ændringer af STCW-konventionen og del A i STCW-koden ved at opdatere de tekniske krav til uddannelse af og udstedelse af beviser til søfarende og ved at afstemme alle de relevante bestemmelser i direktiv 2008/106/EF vedrørende digitale beviser til søfarende. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (4). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(12)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af bestemmelserne i dette direktiv om anerkendelsen af tredjelande bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (5).

(13)

Bestemmelserne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF (6) finder ikke anvendelse for så vidt angår anerkendelse af sønæringsbeviser i henhold til direktiv 2008/106/EF. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/45/EF (7) regulerede den gensidige anerkendelse af søfarendes beviser, som er udstedt af medlemsstaterne. De definitioner af søfarendes beviser, som er omhandlet i direktiv 2005/45/EF, er imidlertid blevet forældede efter ændringerne i 2010 af STCW-konventionen. Ordningen om gensidig anerkendelse af søfarendes beviser, som er udstedt af medlemsstaterne, bør derfor ændres for at afspejle de internationale ændringer og definitionerne af søfarendes beviser i direktiv 2008/106/EF. Desuden bør søfarendes helbredsattester, som er udstedt under medlemsstaternes myndighed, også indgå i ordningen om gensidig anerkendelse. For at fjerne tvetydighed og risikoen for uoverensstemmelser mellem direktiv 2005/45/EF og 2008/106/EF bør den gensidige anerkendelse af søfarendes beviser kun reguleres af direktiv 2008/106/EF. Desuden bør der for at mindske den administrative byrde for medlemsstaterne indføres et elektronisk system til fremlæggelse af søfarendes kvalifikationer, når de relevante ændringer af STCW-konventionen er vedtaget.

(14)

Digitalisering af data er en fast bestanddel af teknologiske fremskridt på området indsamling og meddelelse af data med henblik på at bidrage til omkostningsbesparelser og gøre effektiv brug af menneskelige ressourcer. Kommissionen bør overveje foranstaltninger til at øge effektiviteten af havnestatskontrol, herunder bl.a. en evaluering af gennemførligheden af og merværdien ved oprettelse og forvaltning af en central database over søfarendes beviser, som skal være forbundet med den inspektionsdatabase, der er omhandlet i artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/16/EF (8), og som alle medlemsstaterne vil være forbundet til. Denne centrale database bør indeholde alle de i bilag V til direktiv 2008/106/EF fastsatte oplysninger om sønæringsbeviser og påtegninger, der attesterer anerkendelse af kvalifikationsbeviser udstedt i overensstemmelse med reglement V/1-1 og V/1-2 i STCW-konventionen.

(15)

Uddannelsen af europæiske søfarende til skibsførere og officerer bør støttes gennem udveksling af studerende mellem søfartsuddannelsesinstitutioner i Unionen. For at dyrke og udvikle færdighederne og kvalifikationerne hos søfarende, der sejler under et europæisk flag, er det nødvendigt at udveksle god praksis mellem medlemsstaterne. Uddannelsen af søfarende bør drage fuld nytte af de muligheder, som programmet Erasmus+ giver.

(16)

Kommissionen bør etablere en dialog med arbejdsmarkedets parter og medlemsstaterne for at udvikle søfartsuddannelsesinitiativer, der supplerer det internationalt fastlagte minimumsuddannelsesniveau for søfartserhverv, og som kan anerkendes gensidigt af medlemsstaterne som europæiske beviser for søfartsuddannelse på højt niveau. Disse initiativer bør bygge på og udvikles i overensstemmelse med anbefalingerne fra de igangværende pilotprojekter og strategier, der er anført i Kommissionens plan for sektorsamarbejde om færdigheder.

(17)

For at skabe større juridisk klarhed og sammenhæng bør direktiv 2005/45/EF ophæves.

(18)

Direktiv 2008/106/EF bør ændres i overensstemmelse hermed —