22.6.2018

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 159/3

---

EUROPARÅDETS KONVENTION OM FOREBYGGELSE AF TERRORISME

Warszawa, 16. maj 2005

EUROPARÅDETS MEDLEMSSTATER OG DE ØVRIGE PARTER, DER UNDERTEGNER DENNE KONVENTION,

DER FINDER, at Europarådets mål er at opnå større enhed mellem dets medlemmer,

DER ANERKENDER værdien af at styrke samarbejdet med konventionens øvrige parter,

DER ØNSKER at træffe effektive foranstaltninger til at forebygge terrorisme og især til at imødegå enhver offentlig opfordring til at begå terrorhandlinger samt rekruttering til og oplæring i terrorisme,

DER ER BEVIDST OM, at stigningen i terrorhandlinger og den voksende terrortrussel giver anledning til dyb bekymring,

DER ER BEVIDST OM de terrorramtes uholdbare situation, og som i den forbindelse på ny bekræfter deres dybtfølte solidaritet med terrorofrene og deres familier,

DER ANERKENDER, at terrorhandlinger og de i konventionen anførte forbrydelser, uanset af hvem de begås, ikke under nogen omstændigheder er berettigede af politiske, filosofiske, ideologiske, racemæssige, etniske, religiøse eller andre lignende grunde, og som minder om alle parternes forpligtelse til at forebygge sådanne forbrydelser og, hvis de ikke forhindres, da at iværksætte retsforfølgning og sikre, at de kan straffes med straffe i overensstemmelse med deres alvorlige karakter,

DER MINDER OM behovet for at styrke kampen mod terror og på ny bekræfter, at alle foranstaltninger, der træffes for at forebygge eller bekæmpe terrorhandlinger, skal respektere retssikkerheden og de demokratiske værdier, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt andre folkeretlige bestemmelser, herunder de humanitære folkeretlige bestemmelser, der måtte finde anvendelse,

DER ANERKENDER, at det ikke er formålet med denne konvention at påvirke anerkendte retsprincipper om ytringsfrihed og foreningsfrihed,

DER MINDER OM, at terrorisme efter sin natur eller sammenhæng har til formål at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller alvorligt at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller sociale struktur,

HAR INDGÅET FØLGENDE AFTALE:

Artikel 1

Terminologi

1.   I denne konvention betyder »terrorhandling« enhver af de forbrydelser, der er omfattet af og defineret i en af de i bilaget opregnede traktater.

2.   Ved deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument kan en stat eller Det Europæiske Fællesskab, som ikke er deltager i en i bilaget angivet traktat, erklære, at den pågældende traktat ved anvendelse af denne konvention over for den pågældende part skal anses for ikke at være omfattet af bilaget. Erklæringen ophører med at være gældende, så snart traktaten træder i kraft for den part, der har afgivet erklæringen, idet parten skal underrette Europarådets generalsekretær om en sådan ikrafttræden.

Artikel 2

Formål

Formålet med denne konvention er at forstærke parternes bestræbelser på at forebygge terrorisme og terrorismens negative virkninger på den fulde nydelse af menneskerettighederne, særligt retten til liv, både gennem foranstaltninger, der skal træffes på nationalt plan, og ved internationalt samarbejde under behørig hensyntagen til de eksisterende multilaterale eller bilaterale traktater eller aftaler mellem parterne.

Artikel 3

National forebyggelsespolitik

1.   Enhver part skal træffe passende foranstaltninger, særligt inden for uddannelse af de retshåndhævende myndigheder og andre organer samt inden for uddannelse, kultur, oplysning, medier og offentlig bevidstgørelse, til at forebygge terrorhandlinger og disses negative virkninger samtidig med, at parten respekterer de menneskeretlige forpligtelser, der er anført i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder samt andre folkeretlige forpligtelser, såfremt disse gælder for den pågældende part.

2.   Enhver part skal træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige, for at forbedre og udvikle samarbejdet mellem de nationale myndigheder med henblik på at forebygge terrorhandlinger og disses negative virkninger ved bl.a.:

a)	at udveksle oplysninger

b)	at forbedre den fysiske beskyttelse af personer og faciliteter

c)	at styrke uddannelse og koordineringsplaner for civile katastrofesituationer.

3.   Enhver part skal fremme tolerance ved at opfordre til en tværreligiøs og tværkulturel dialog, der i givet fald kan omfatte ikke- statslige organisationer og andre af civilsamfundets elementer med henblik på at forebygge spændinger, der kan bidrage til, at der begås terrorhandlinger.

4.   Enhver part skal bestræbe sig på at fremme offentlighedens bevidsthed om eksistensen af, årsagerne til, alvoren af samt truslen fra terrorhandlinger og de i konventionen anførte forbrydelser samt overveje at opfordre offentligheden til at yde sine kompetente myndigheder faktuel og specifik bistand, der kan bidrage til at forebygge terrorhandlinger og de i denne konvention anførte forbrydelser.

Artikel 4

Internationalt samarbejde om forebyggelse

Parterne skal, som det findes passende og med behørig hensyntagen til deres muligheder, bistå og støtte hinanden med henblik på at styrke deres evne til at forebygge, at der begås terrorhandlinger, herunder ved udveksling af oplysninger og bedste praksis samt ved uddannelse og andre fælles bestræbelser af forebyggende karakter.

Artikel 5

Offentlig opfordring til at begå en terrorhandling

1.   I denne konvention betyder »offentlig opfordring til at begå en terrorhandling« at udbrede eller på anden måde gøre en meddelelse til offentligheden tilgængelig med forsæt til at tilskynde nogen til at begå en terrorhandling, hvor denne adfærd, uanset om der derved direkte plæderes for terrorhandlinger eller ej, medfører fare for at der begås en eller flere terrorhandlinger.

2.   Enhver part skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at fastsætte, at en uberettiget og forsætlig offentlig opfordring til at begå en terrorhandling som defineret i stk. 1 er en strafbar handling i henhold til national ret.

Artikel 6

Rekruttering til at begå terrorhandlinger

1.   I denne konvention betyder »rekruttering til terrorisme« at hverve en anden person til at begå eller deltage i en terrorhandling eller til at slutte sig til en forening eller en gruppe med henblik på at bidrage til, at foreningen eller gruppen begår en eller flere terrorhandlinger.

2.   Enhver part skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at fastsætte, at uberettiget og forsætlig rekruttering til terrorisme som defineret i stk. 1 er en strafbar handling i henhold til national ret.

Artikel 7

Oplæring i at begå terrorhandlinger

1.   I denne konvention betyder »oplæring i at begå terrorhandlinger« at give undervisning i fremstilling eller brug af sprængstoffer, skydevåben eller andre våben eller skadelige eller farlige stoffer eller i andre konkrete metoder eller teknikker med henblik på at udføre eller bidrage til, at en terrorhandling begås, med viden om, at det er hensigten, at de givne færdigheder skal bruges til dette formål.

2.   Enhver part skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at fastsætte, at uberettiget og forsætlig oplæring i at begå terrorhandlinger som defineret i stk. 1 er en strafbar handling i henhold til national ret.

Artikel 8

Manglende relevans af, om en terrorhandling begås

For at en handling kan anses som en i konventionens artikel 5-7 anført forbrydelse, er det ikke nødvendigt, at en terrorhandling faktisk begås.

Artikel 9

Forsøg og medvirken

1.   Enhver part skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at fastsætte, at følgende er en strafbar handling i henhold til national ret:

a)	medvirken til en forbrydelse som anført i konventionens artikel 5-7

b)	organisering af eller pålæg til andre om at begå en forbrydelse som anført i konventionens artikel 5-7

c)

medvirken til at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i konventionens artikel 5-7. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten: i) foretages i den hensigt at fremme gruppens kriminelle virksomhed eller formål, når virksomheden eller formålet indebærer, at en i konventionens artikel 5-7 anført forbrydelse begås, eller ii) foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå en i konventionens artikel 5-7 anført forbrydelse.

2.   Enhver part skal ligeledes vedtage de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at fastsætte, at forsøg på at begå en i konventionens artikel 6 og 7 anført forbrydelse er en strafbar handling i henhold til national ret.

Artikel 10

Juridiske personers ansvar

1.   Enhver part skal vedtage de foranstaltninger, der måtte være nødvendige, og er i overensstemmelse med dens juridiske principper, for at gøre det muligt at drage juridiske personer til ansvar for deltagelse i de i konventionens artikel 5-7 og 9 anførte forbrydelser.

2.   Med forbehold for partens retsprincipper kan juridiske personers ansvar være strafferetligt, civilretligt eller administrativt.

3.   Dette ansvar er uden præjudice for det strafferetlige ansvar, der ifaldes af de enkeltpersoner, som har begået forbrydelsen.

Artikel 11

Sanktioner og foranstaltninger

1.   Enhver part skal vedtage de foranstaltninger, der måtte være nødvendige, for at forbrydelser som anført i konventionens artikel 5-7 og 9 kan pålægges effektive, forholdsmæssige og afskrækkende straffe.

2.   Forudgående, endelige domme afsagt i fremmede stater for forbrydelser som anført i denne konvention kan i det omfang, det efter national ret er muligt, tages i betragtning ved udmålingen af straffen i overensstemmelse med national ret.

3.   Enhver part skal sikre, at juridiske personer, der drages til ansvar i overensstemmelse med artikel 10, kan pålægges effektive, forholdsmæssige og afskrækkende strafferetlige eller ikke-strafferetlige sanktioner, herunder økonomiske sanktioner.

Artikel 12

Betingelser og beskyttelse af retssikkerheden

1.   Enhver part skal sikre, at kriminaliseringen ifølge konventionens artikel 5-7 og 9 fastsættes, gennemføres og anvendes med respekt for de menneskeretlige forpligtelser, særligt retten til ytringsfrihed, foreningsfrihed og religionsfrihed, som anført i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder samt andre folkeretlige forpligtelser, såfremt disse gælder for den pågældende part.

2.   Fastsættelse, implementering og anvendelse af kriminaliseringen ifølge konventionens artikel 5-7 og 9 bør endvidere være undergivet proportionalitetsprincippet med hensyn til de legitime mål, der forfølges, samt nødvendigheden deraf i et demokratisk samfund og bør udelukke enhver form for vilkårlighed eller diskriminerende eller racistisk behandling.

Artikel 13

Beskyttelse, erstatning og støtte til ofre for terrorisme

Enhver part skal vedtage de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at beskytte og støtte ofrene for terrorisme begået på partens eget område. Sådanne foranstaltninger kan gennem hensigtsmæssige nationale ordninger og ifølge den nationale lovgivning bl.a. omfatte økonomisk bistand og erstatning til ofrene for terrorisme samt deres nære familie.

Artikel 14

Jurisdiktion

1.   Enhver part skal træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at fastsætte, at den har straffemyndighed med hensyn til de i konventionen anførte forbrydelser:

a)	når forbrydelsen begås på den pågældende parts område,

b)	når forbrydelsen begås ombord på et fartøj, der sejler under den pågældende parts flag, eller i et fly, der er registreret i henhold til den pågældende parts lovgivning,

c)	når forbrydelsen begås af en statsborger fra den pågældende part.

2.   Enhver part kan ligeledes sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til de i konventionen anførte forbrydelser:

a)	når forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i konventionens artikel 1 anført forbrydelse blev begået på den pågældende parts område eller mod en statsborger fra den pågældende part,

b)	når forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i konventionens artikel 1 anført forbrydelse blev begået mod stats- eller regeringsfaciliteter i udlandet tilhørende den pågældende part, herunder den pågældende parts diplomatiske eller konsulære lokaler,

c)	når forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i konventionens artikel 1 anført forbrydelse blev begået i et forsøg på at tvinge den pågældende part til at foretage eller undlade at foretage en bestemt handling,

d)	når forbrydelsen begås af en statsløs person, som har fast bopæl på den pågældende parts område,

e)	når forbrydelsen begås ombord på et fly, der drives af den pågældende parts regeringsmyndigheder.

3.   Enhver part skal træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at fastsætte, at den har straffemyndighed med hensyn til de i konventionen anførte forbrydelser i tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig på dens område, og den ikke udleverer den pågældende til en part, hvis straffemyndighed er baseret på en jurisdiktionsregel, der ligeledes eksisterer i den anmodede parts ret.

4.   Denne konvention udelukker ikke straffemyndighed udøvet i overensstemmelse med national lovgivning.

5.   Når mere end en part påberåber sig straffemyndighed med hensyn til en formodet forbrydelse i henhold til denne konvention, skal de berørte parter, hvor det findes passende, rådføre sig med hinanden for at beslutte, hvis straffemyndighed er mest hensigtsmæssig med henblik på retsforfølgning.

Artikel 15

Efterforskningsforpligtelse

1.   Når en part har modtaget meddelelse om, at en person, der har begået eller formodes at have begået en forbrydelse som anført i denne konvention, måske befinder sig på partens område, skal den pågældende part træffe de foranstaltninger, som måtte være nødvendige i henhold til national ret for at efterforske oplysningerne i meddelelsen.

2.   Når betingelserne herfor er til stede, skal den part, på hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, træffe passende foranstaltninger i henhold til national ret for at sikre den pågældendes tilstedeværelse med henblik på retsforfølgning eller udlevering.

3.   En person, over for hvem de i stk. 2 nævnte foranstaltninger træffes, har ret til:

a)	uden ophold at komme i forbindelse med den nærmeste relevante repræsentant for den stat, hvori den pågældende er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til at beskytte den pågældendes rettigheder, eller, hvis han er statsløs, den stat på hvis område han har fast bopæl,

b)	at modtage besøg af en repræsentant for den pågældende stat,

c)	at blive oplyst om sine rettigheder i henhold til a) og b).

4.   De i stk. 3 nævnte rettigheder skal udøves i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser i den part, på hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, dog under forudsætning af at de pågældende love og bestemmelser i fuldt omfang gør det muligt at tilgodese formålet med de rettigheder, der tilstås i medfør af stk. 3.

5.   Bestemmelserne i stk. 3 og 4 er uden præjudice for den ret, som enhver part, som har krav på at udøve jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 14, stk. 1 c) og stk. 2 d), har til at anmode Den Internationale Røde Kors-Komité om at sætte sig i forbindelse med og besøge den formodede gerningsmand.

Artikel 16

Undladelse af at anvende konventionen

Denne konvention finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor en af de i overensstemmelse med artikel 5-7 og 9 påviste forbrydelser er begået inden for en enkelt stat, hvori den formodede gerningsmand er statsborger og på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, og ingen anden stat har grundlag i henhold til konventionens artikel 14, stk. 1 eller 2, for at udøve jurisdiktion, idet det er underforstået, at bestemmelserne i konventionens artikel 17 og 20-22 skal gælde, hvor det er relevant.

Artikel 17

Internationalt samarbejde i straffesager

1.   Parterne skal yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med strafferetlig efterforskning, retsforfølgning eller udlevering i anledning af de i konventionens artikel 5-7 og 9 nævnte forbrydelser, herunder bistand til at fremskaffe bevismateriale i deres besiddelse, som er nødvendigt for retssagen.

2.   Parterne skal opfylde deres forpligtelser i medfør af stk. 1 i overensstemmelse med de traktater eller andre aftaler om retshjælp, de måtte have indgået indbyrdes. I mangel af sådanne traktater eller aftaler skal parterne yde hinanden bistand i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

3.   Parterne skal samarbejde med hinanden i videst muligt omfang i medfør af den anmodede parts relevante lovgivning, traktater, aftaler og ordninger med hensyn til strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning vedrørende de forbrydelser, for hvilke en juridisk person kan ifalde ansvar i overensstemmelse med konventionens artikel 10 i den anmodende part.

4.   Enhver part kan overveje at etablere yderligere ordninger med henblik på med andre parter at dele oplysninger eller beviser, som er nødvendige for at kunne pålægge strafferetligt, civilretligt eller administrativt ansvar ifølge artikel 10.

Artikel 18

Udlevering eller retsforfølgning

1.   Den part, på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, skal, når den har jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 14, hvis den ikke udleverer personen, uden nogen som helst undtagelse og uanset om forbrydelsen er begået på partens område eller ej, uden ugrundet ophold overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med sin egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter samme retningslinjer, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved enhver anden forbrydelse af alvorlig karakter.

2.   Hvis en part i henhold til sin egen lovgivning kun må udlevere eller på anden vis overgive en af sine statsborgere på den betingelse, at personen sendes tilbage til den pågældende part for at afsone den straf, der er resultatet af retsforfølgningen, som anmodningen om udlevering eller overgivelse angår, og denne part samt den part, der anmoder om udlevering af personen, er enige om denne betingelse og andre betingelser, som de måtte finde passende, er en sådan betinget udlevering eller overgivelse tilstrækkelig til at opfylde den i stk. 1 nævnte forpligtelse.

Artikel 19

Udlevering

1.   De i konventionens artikel 5-7 og 9 nævnte forbrydelser skal i enhver udleveringstraktat mellem parterne, som er indgået, før denne konvention træder i kraft, anses for omfattet af de forbrydelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering. Parterne forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de efterfølgende indgår med hinanden, at optage forbrydelserne blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.

2.   Hvis en part, som kun foretager udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering fra en anden part, med hvilken den ikke har indgået en udleveringstraktat, kan den anmodede part betragte denne konvention som det retlige grundlag for udlevering med hensyn til de i konventionens artikel 5-7 og 9 nævnte forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de bestemmelser, der er fastsat i den anmodede parts lovgivning.

3.   Parter, der ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de i konventionens artikel 5-7 og 9 nævnte forbrydelser som forbrydelser, der kan medføre udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede parts lovgivning.

4.   For så vidt angår udlevering mellem parterne skal de i konventionens artikel 5-7 og 9 nævnte forbrydelser om nødvendigt anses som begået ikke blot der, hvor de fandt sted, men også på de parters område, som ifølge artikel 14 har straffemyndighed med hensyn til forbrydelserne.

5.   Bestemmelserne i samtlige traktater og aftaler om udlevering mellem parterne vedrørende de i konventionens artikel 5-7 og 9 nævnte forbrydelser skal anses for ændret i forholdet mellem parterne i det omfang, sådanne bestemmelser er uforenelige med denne konvention.

Artikel 20

Udelukkelse af den politiske undtagelsesklausul

1.   For så vidt angår udlevering eller retshjælp skal ingen af de i konventionens artikel 5-7 og 9 nævnte forbrydelser anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. En anmodning om udlevering eller retshjælp på grundlag af en sådan forbrydelse kan derfor ikke afvises alene med den begrundelse, at den angår en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver..

2.   Uden præjudice for anvendelsen af artikel 19-23 i konventionen om traktatretten indgået i Wien den 23. maj 1969 på de andre artikler i denne konvention kan enhver stat eller Det Europæiske Fællesskab ved undertegnelsen eller deponeringen af partens ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument til konventionen erklære, at parten forbeholder sig ret til ikke at anvende stk. 1 for så vidt angår udlevering på grundlag af en i konventionen nævnt forbrydelse. Parten forpligter sig til at anvende dette forbehold fra sag til sag og med en behørigt begrundet afgørelse.

3.   Enhver part kan helt eller delvist tilbagekalde et forbehold taget i overensstemmelse med stk. 2 ved til Europarådets generalsekretær at afgive en erklæring, som træder i kraft fra datoen for dens modtagelse.

4.   En part, der har taget forbehold i overensstemmelse med stk. 2, kan ikke kræve, at en anden part anvender stk. 1; hvis dens forbehold er delvist eller betinget, kan den imidlertid kræve, at denne artikel finder anvendelse i det omfang, den selv har accepteret den.

5.   Forbeholdet gælder for en periode på tre år fra konventionens ikrafttrædelsesdato for den pågældende part. Et sådant forbehold kan dog forlænges med perioder af samme længde.

6.   Europarådets generalsekretær skal give den pågældende part varsel om forbeholdets udløb 12 måneder før udløbsdatoen. Senest tre måneder før udløbet skal parten give Europarådets generalsekretær meddelelse om, at den opretholder, ændrer eller tilbagekalder sit forbehold. Hvis en part giver Europarådets generalsekretær meddelelse om, at den opretholder sit forbehold, skal den redegøre for de grunde, der berettiger til opretholdelsen. Ved manglende meddelelse fra den pågældende part giver Europarådets generalsekretær parten meddelelse om, at dens forbehold automatisk anses for at være forlænget for en periode på seks måneder. Hvis den pågældende part før udløbet af denne periode undlader at give meddelelse om, at den har til hensigt at opretholde eller ændre sit forbehold, bortfalder forbeholdet.

7.   Hvis en part ikke udleverer en person under anvendelse af dette forbehold, skal den efter at have modtaget en udleveringsanmodning fra en anden part uden undtagelse og uden ugrundet ophold overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning, medmindre den anmodende stat og den anmodede stat træffer anden aftale. De kompetente myndigheder skal med henblik på retsforfølgning i den anmodede part træffe deres afgørelse efter samme retningslinjer, som i henhold til partens lovgivning anvendes ved enhver anden alvorlig lovovertrædelse. Den anmodede part skal uden unødigt ophold give meddelelse om sagens endelige resultat til den anmodende part og til Europarådets generalsekretær, som skal fremsende det til det i artikel 30 fastsatte samråd mellem parterne.

8.   Afgørelsen om at afvise udleveringsanmodningen på grundlag af forbeholdet skal omgående fremsendes til den anmodende part. Hvis der ikke inden for rimelig tid er truffet en retslig afgørelse i sagen i den anmodede part i overensstemmelse med stk. 7, kan den anmodende part give Europarådets generalsekretær meddelelse herom, og denne skal forelægge sagen for det i artikel 30 nævnte samråd mellem parterne. Samrådet skal overveje sagen og udtale sig om, hvorvidt afslaget er i overensstemmelse med konventionen, og skal forelægge den for Ministerkomitéen, således at denne kan udstede en erklæring herom. Ved udførelsen af sit hverv efter dette stykke skal Ministerkomitéen mødes i den sammensætning, der er begrænset til de deltagende stater.

Artikel 21

Diskriminationsklausul

1.   Intet i denne konvention skal fortolkes som forpligtende til udlevering eller retshjælp, hvis den anmodede part har vægtige grunde til at antage, at anmodningen om udlevering for en af de i artikel 5-7 og 9 anførte forbrydelser eller om retshjælp vedrørende sådanne forbrydelser er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af dennes race, religion, nationalitet, etniske oprindelse eller politiske overbevisning, eller at imødekommelse af anmodningen kunne skade den pågældendes stilling af nogen af disse grunde.

2.   Intet i denne konvention skal fortolkes som forpligtende til udlevering, hvis den person, som udleveringen angår, risikerer at blive udsat for tortur eller for umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

3.   Ej heller skal noget i denne konvention fortolkes som forpligtende til udlevering, hvis den person, som udleveringsanmodningen angår, risikerer at blive udsat for dødsstraf eller, hvis lovgivningen i den anmodede part ikke giver mulighed for livstidsstraf, for livstidsstraf uden mulighed for prøveløsladelse, medmindre den anmodede part i henhold til gældende udleveringstraktater er forpligtet til udlevering, såfremt den anmodende part afgiver en efter den anmodede parts opfattelse tilstrækkelig garanti for, at den pågældende person ikke vil blive idømt dødsstraf, eller at en sådan eventuelt idømt straf ikke vil blive fuldbyrdet, eller at den pågældende ikke vil blive udsat for livstidsstraf uden mulighed for prøveløsladelse..

Artikel 22

Uanmodet videregivelse af oplysninger

1.   Uden præjudice for deres egen efterforskning eller retsforfølgning kan en parts kompetente myndigheder, uden forudgående anmodning, til en anden parts kompetente myndigheder fremsende oplysninger, der er indhentet i forbindelse med deres egen efterforskning, når de antager, at videregivelse af sådanne oplysninger kan hjælpe den part, der modtager oplysningerne, til at indlede eller gennemføre efterforskning eller retsforfølgning eller kan føre til en anmodning fra den pågældende part i henhold til denne konvention.

2.   Den part, der giver oplysningerne, kan i henhold til sin nationale lovgivning pålægge den part, der modtager oplysningerne, betingelser for brugen af sådanne oplysninger.

3.   Den part, der modtager oplysningerne, er bundet af disse betingelser.

4.   Enhver part kan imidlertid til enhver tid ved at afgive en erklæring til Europarådets generalsekretær erklære, at den forbeholder sig ret til ikke at være bundet af de betingelser, der pålægges den af den part, der giver oplysningerne i medfør af stk. 2, medmindre den modtager forudgående meddelelse om arten af de oplysninger, der vil blive givet, og indvilliger i oversendelsen deraf.

Artikel 23

Undertegnelse og ikrafttræden

1.   Denne konvention er åben for undertegnelse for alle Europarådets medlemsstater, Det Europæiske Fællesskab samt ikke-medlemsstater, der har deltaget i dens udarbejdelse.

2.   Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.

3.   Denne konvention træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter den dato, hvor seks undertegnende parter, herunder mindst fire af Europarådets medlemsstater, har udtrykt deres samtykke til at være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2.

4.   For så vidt angår enhver undertegnende part, der efterfølgende udtrykker samtykke til at være bundet af konventionen, træder den i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for partens tilkendegivelse af at ville være bundet af konventionen i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 2.

Artikel 24

Tiltrædelse af konventionen

1.   Efter denne konventions ikrafttræden kan Europarådets Ministerkomité efter at have konsulteret parterne og opnået deres enstemmige samtykke dertil opfordre enhver stat, der ikke er medlem af Europarådet og ikke har deltaget i konventionens udarbejdelse, til at tiltræde konventionen. Beslutningen skal træffes med det flertal, der er fastsat i artikel 20 d), i Europarådets statut, og med enstemmighed blandt repræsentanterne for de parter, der er berettiget til at sidde i Ministerkomitéen.

2.   For så vidt angår stater, der tiltræder konventionen i medfør af stk. 1, træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos Europarådets generalsekretær.

Artikel 25

Territorialt anvendelsesområde

1.   Enhver stat eller Det Europæiske Fællesskab kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument angive, inden for hvilket område eller hvilke områder denne konvention skal finde anvendelse.

2.   Enhver part kan på et senere tidspunkt ved erklæring til Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af denne konvention til ethvert andet område, der er angivet i erklæringen. For så vidt angår et sådant område træder konventionen i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan erklæring.

3.   Enhver erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to stykker, kan for så vidt angår ethvert område, der er anført i en sådan erklæring, tilbagetrækkes ved notifikation stilet til Europarådets generalsekretær. Tilbagetrækningen træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder fra datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan notifikation.

Artikel 26

Konventionens retsvirkninger

1.   Denne konvention supplerer gældende multilaterale eller bilaterale traktater eller aftaler mellem parterne, herunder bestemmelserne i Europarådets traktater som følger:

—	den europæiske konvention om udlevering, der blev åbnet for undertegnelse i Paris den 13. december 1957 (ETS nr. 24)

—	den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager, der blev åbnet for undertegnelse i Strasbourg den 20. april 1959 (ETS nr. 30)

—	den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, der blev åbnet for undertegnelse i Strasbourg den 27. januar 1977 (ETS nr. 90)

—	tillægsprotokollen til den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager, der blev åbnet for undertegnelse i Strasbourg den 17. marts 1978 (ETS nr. 99)

—	den 2. tillægsprotokol til den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager, der blev åbnet for undertegnelse i Strasbourg den 8. november 2001 (ETS nr. 182)

—	ændringsprotokollen til den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, der blev åbnet for undertegnelse i Strasbourg den 15. maj 2003 (ETS nr. 190).

2.   Såfremt to eller flere parter allerede har indgået en aftale eller traktat for så vidt angår spørgsmål, der er omhandlet i denne konvention, eller på anden måde har etableret indbyrdes relationer for så vidt angår disse spørgsmål, eller såfremt de måtte gøre det i fremtiden, er de berettiget til at lade denne aftale eller traktat finde anvendelse eller til at lade disse relationer regulere deraf. Hvis parterne imidlertid etablerer deres indbyrdes relationer om de i denne konvention omhandlede spørgsmål på anden måde end den, der er foreskrevet i konventionen, skal dette ske på en måde, der ikke er uforenelig med konventionens formål og principper.

3.   Parter, der er medlem af den Europæiske Union, skal i deres indbyrdes relationer uden præjudice for formålet med denne konvention og uden præjudice for dens fulde anvendelse over for andre parter anvende EF- og EU-regler, for så vidt der findes EF- eller EU-regler, der regulerer det pågældende emne og kan finde anvendelse på den konkrete sag.

4.   Intet i denne konvention skal påvirke en parts eller en enkeltpersons øvrige rettigheder, forpligtelser eller ansvar i henhold til folkeretten, herunder den humanitære folkeret.

5.   Denne konvention gælder ikke for væbnede styrkers aktiviteter under en væbnet konflikt, sådan som disse udtryk forstås efter den humanitære folkeret, som gælder derfor, eller for aktiviteter foretaget af en stats militærstyrker under udøvelse af deres officielle hverv, for så vidt andre bestemmelser i folkeretten gælder derfor.

Artikel 27

Ændringer til konventionen

1.   Enhver part, Europarådets Ministerkomité eller samrådet mellem parterne kan foreslå ændringer til denne konvention.

2.   Europarådets generalsekretær skal underrette parterne om ethvert forslag til ændringer.

3.   Enhver ændring, der foreslås af en part eller af Ministerkomitéen, skal meddeles til samrådet mellem parterne, som skal fremsende sin udtalelse om den foreslåede ændring til Ministerkomiteen.

4.   Ministerkomiteen skal behandle den foreslåede ændring samt en eventuel udtalelse afgivet af samrådet mellem parterne og kan godkende ændringen.

5.   Teksten til enhver ændring, der godkendes af Ministerkomitéen i overensstemmelse med stk. 4, skal fremsendes til parterne til accept.

6.   Enhver ændring, der godkendes i overensstemmelse med stk. 4, træder i kraft den 30. dag efter, at alle parter har underrettet generalsekretæren om deres accept deraf.

Artikel 28

Revidering af bilaget

1.   Enhver part eller Ministerkomitéen kan foreslå ændringer med henblik på ajourføring af listen af traktater i bilaget. Disse ændringsforslag må kun vedrøre universelle traktater, som er indgået inden for De Forenede Nationers rammer, og som specifikt beskæftiger sig med international terrorisme og er trådt i kraft. Europarådets generalsekretær skal underrette parterne om sådanne ændringsforslag.

2.   Efter høring af de parter, som ikke er medlem af Europarådet, kan Ministerkomitéen vedtage et ændringsforslag med det i artikel 20 d) i Europarådets statut fastsatte flertal. Ændringen træder i kraft efter udløbet af en periode på et år efter den dato, hvor den blev fremsendt til parterne. I denne periode kan enhver part underrette Europarådets generalsekretær om indsigelser mod ændringens ikrafttræden for så vidt angår den pågældende part.

3.   Hvis en tredjedel af parterne giver generalsekretæren meddelelse om indsigelse mod ændringens ikrafttræden, træder ændringen ikke i kraft.

4.   Hvis mindre end en tredjedel af parterne giver meddelelse om indsigelse, træder ændringen i kraft for de parter, som ikke har givet meddelelse om indsigelse.

5.   Når en ændring først er trådt i kraft i overensstemmelse med stk. 2, og en part har givet meddelelse om indsigelse mod ændringen, træder ændringen i kraft for så vidt angår den pågældende part på den første dag i den måned, der følger efter den dato, hvor den underrettede Europarådets generalsekretær om sin accept.

Artikel 29

Afgørelse af tvister

I tilfælde af en tvist mellem parterne for så vidt angår fortolkning eller anvendelse af denne konvention skal de forsøge at afgøre tvisten ved forhandling eller andre fredelige midler efter eget valg, herunder indbringelse af tvisten for en voldgiftsinstans, hvis afgørelse skal være bindende for parterne, eller for Den Internationale Domstol, efter aftale mellem de berørte parter.

Artikel 30

Samråd mellem parterne

1.   Parterne skal periodisk holde samråd med hinanden med henblik på:

a)	at komme med forslag til at lette eller forbedre den effektive anvendelse og implementering af konventionen, herunder identifikation af eventuelle problemer samt virkningerne af erklæringer afgivet i henhold til konventionen

b)	at udtale sig om, hvorvidt en afvisning af udlevering, der forelægges for dem i overensstemmelse med artikel 20, stk. 8, er i overensstemmelse med konventionen

c)	at fremsætte forslag til ændring af konventionen i overensstemmelse med artikel 27

d)	at udtale sig om et forslag til ændring af konventionen, der meddeles dem i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3

e)	at udtale sig om ethvert spørgsmål vedrørende anvendelsen af konventionen samt at fremme udvekslingen af oplysninger om betydelige juridiske, politiske eller teknologiske udviklinger.

2.   Samrådet mellem parterne skal indkaldes af Europarådets generalsekretær, når denne finder det nødvendigt, og under alle omstændigheder når et flertal af parterne eller Ministerkomitéen anmoder om, at det samles.

3.   Parterne modtager bistand fra Europarådets sekretariat til udførelse af deres funktioner ifølge denne artikel.

Artikel 31

Opsigelse

1.   Enhver part kan på ethvert tidspunkt opsige denne konvention ved notifikation stilet til Europarådets generalsekretær.

2.   En sådan opsigelse træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter udløbet af en periode på tre måneder efter datoen for generalsekretærens modtagelse af notifikationen.

Artikel 32

Notifikation

Europarådets generalsekretær skal notificere Europarådets medlemsstater, Det Europæiske Fællesskab, de ikke-medlemsstater, der har deltaget i udarbejdelsen af denne konvention, samt enhver stat, der har tiltrådt eller er blevet opfordret til at tiltræde denne konvention, om:

a)	enhver undertegnelse

b)	deponering af ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter

c)	enhver dato for denne konventions ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 23

d)	erklæringer i henhold til artikel 1, stk. 2, artikel 22, stk. 4, og artikel 25

e)	enhver anden handling, notifikation eller meddelelse vedrørende denne konvention.

---

---