EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015R0728

Kommissionens forordning (EU) 2015/728 af 6. maj 2015 om ændring af definitionen af specificeret risikomateriale i bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (EØS-relevant tekst)

C/2015/2908

EUT L 116 af 7.5.2015, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2015/728/oj

7.5.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 116/1


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2015/728

af 6. maj 2015

om ændring af definitionen af specificeret risikomateriale i bilag V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (1), særlig artikel 23, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I forordning (EF) nr. 999/2001 er der fastsat regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af transmissible spongiforme encephalopatier (TSE) hos dyr. Forordningen gælder for produktion og markedsføring af levende dyr og animalske produkter og i visse særlige tilfælde for eksport heraf.

(2)

I henhold til forordning (EF) nr. 999/2001 fjernes og bortskaffes specificeret risikomateriale (SRM) i overensstemmelse med bilag V til nævnte forordning. I overensstemmelse med nævnte bilag omfatter SRM tarmene fra duodenum til rektum og mesenterium fra kvæg uanset alder.

(3)

Det fremgår af Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — TSE-køreplan 2 — Strategidokument om transmissible spongiforme encephalopatier i 2010-2015 af 16. juli 2010 (2), at enhver ændring af den nuværende liste over SRM, der er omhandlet i bilag V til forordning (EF) nr. 999/2001 (»listen over SRM«), bør ske på grundlag af nyeste videnskabelige viden, samtidig med at det eksisterende høje forbrugerbeskyttelsesniveau i EU opretholdes.

(4)

Den 13. februar 2014 afgav Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) en videnskabelig udtalelse om BSE-risiko i tarme og mesenterium fra kvæg (3) (»EFSA's udtalelse«), som giver en kvantificering af omfanget af infektivitet i de forskellige dele af tarme og mesenterium fra kvæg. Ifølge EFSA's udtalelse er der i BSE-inficeret kvæg, i) på op til 36 måneder, over 90 % BSE-infektivitet, som er forbundet med de sidste 4 meter af tyndtarmen og blindtarmen, ii) på mellem 36 og 60 måneder, væsentlige individuelle forskelle i den relative andel af tarm- og mesenterialstrukturer i den samlede infektivitet, iii) fra 60 måneder, over 90 % BSE-infektivitet, som er forbundet med mesenterialnerverne og nerveganglion- og mesenterialganglionkomplekset, iv) og duodenum, tyktarm og mesenteriallymfeknuder tegner sig for under 0,1 % af den samlede infektivitet i et inficeret dyr uanset dets alder på slagtetidspunktet. I EFSA's udtalelse anføres det også, at den samlede infektivitet i forbindelse med det pågældende væv varierer med alderen på det inficerede dyr og topper hos dyr på under 18 måneder for derefter at falde gradvist hos dyr på over 60 måneder.

(5)

Mesenterialnerverne, nerveganglion- og mesenterialganglionkomplekset er væv, der er forbundet med mesenterium og mesenterialfedt, og derfor er der ingen praktisk mulighed for effektivt at adskille dem fra hinanden.

(6)

For at sikre, at reglerne for fjernelse af SRM er operationelle og ikke unødigt komplekse, og for at lette kontrollen, bør forskelle på listen over SRM ud fra det slagtede dyrs alder undgås, når det er relevant. For at bevare et højt niveau af beskyttelse af menneskers sundhed bør de sidste fire meter af tyndtarmen, blindtarmen og mesenterium (som ikke kan adskilles fra mesenterialnerverne, nerveganglion- og mesenterialganglionkomplekset og mesenterialfedtet) derfor fortsat figurere på listen over SRM for dyr uanset alder.

(7)

I EFSA's videnskabelige udtalelse om revisionen af den kvantitative risikovurdering af BSE-risikoen ved forarbejdet animalsk protein (PAP) offentliggjort i 2011 (4) hedder det, at 90 % af det samlede omfang af infektivitet i et BSE-klinisk tilfælde er forbundet med vævet i centralnervesystemet og det perifere nervesystem, og omkring 10 % er forbundet med distal ileum. Den resterende infektivitet i dele af tarmene, bortset fra de sidste fire meter af tyndtarmen og blindtarmen, kan anses for at være ubetydelig. En fuldstændig risikoeliminering er ikke et realistisk mål for nogen risikostyringsbeslutning.

(8)

Udelukkelse fra listen over SRM af duodenum, tyktarm og tyndtarm, bortset fra de sidste fire meter, ville bringe EU's liste over SRM tættere på de internationale standarder. For så vidt angår tarme og mesenterium fra kvæg, anbefaler artikel 11.4.14 i OIE's sundhedskodeks for terrestriske dyr, at distal ileum (den sidste del af tyndtarmen) fra kvæg uanset alder fra lande med en kontrolleret BSE-risiko eller en ikke-fastsat BSE-risiko, ikke bør handles. Der er derfor ingen anbefaling fra OIE om ikke at handle med de resterende dele af tarme eller mesenterium fra kvæg.

(9)

Ud fra EFSA's udtalelse og anbefalingerne i OIE's sundhedskodeks for terrestriske dyr bør listen over SRM vedrørende kvæg ændres, så den også omfatter de sidste fire meter af tyndtarmen, blindtarmen og mesenterium (som ikke kan adskilles fra mesenterialnerverne, nerveganglion- og mesenterialganglionkomplekset og mesenterialfedtet), men udelukker de resterende dele af tarmene fra kvæg, nemlig duodenum, tyktarm og tyndtarm, bortset fra de sidste fire meter.

(10)

Bilag V til forordning (EF) nr. 999/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I bilag V til forordning (EF) nr. 999/2001 affattes punkt 1, litra a), nr. iii), således:

»iii)

tonsillerne, de sidste fire meter af tyndtarmen, blindtarmen og mesenterium fra kvæg uanset alder«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. maj 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1.

(2)  Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — TSE-køreplan 2 — Strategidokument om transmissible spongiforme encephalopatier i 2010-2015; KOM(2010) 384 endelig.

(3)  EFSA Journal 2014;12(2):3554.

(4)  EFSA Journal (2011);9(1):1947.


Top