EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22013D0134

Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse nr. 134/2013 af 8. juli 2013 om ændring af protokol 30 til EØS-aftalen vedrørende særlige bestemmelser om tilrettelæggelsen af samarbejdet på det statistiske område

EUT L 345 af 19.12.2013, p. 2–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/134(2)/oj

19.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 345/2


DET BLANDEDE EØS-UDVALGS AFGØRELSE

Nr. 134/2013

af 8. juli 2013

om ændring af protokol 30 til EØS-aftalen vedrørende særlige bestemmelser om tilrettelæggelsen af samarbejdet på det statistiske område

DET BLANDEDE EØS-UDVALG HAR —

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS-aftalen«), særlig artikel 98, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 99/2013 af 15. januar 2013 om det europæiske statistiske program 2013-2017 (1) er fastsat finansieringsrammen for 2013 for gennemførelsen af det europæiske statistiske program 2013-2017. Der mangler stadig at blive truffet afgørelse om den finansielle tildeling for 2014-2017.

(2)

EØS' statistiske program for 2013 bør bygge på forordning (EU) nr. 99/2013 og omfatte de programdele, der er nødvendige for at beskrive og overvåge alle relevante økonomiske, sociale og miljømæssige aspekter i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

(3)

Protokol 30 til aftalen bør ændres for at gøre det muligt at gennemføre dette udvidede samarbejde fra den 1. januar 2013 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der indsættes følgende efter artikel 4 (Modernisering af den europæiske erhvervs- og handelsstatistik (MEETS)) i protokol 30 til EØS-aftalen:

»Artikel 5

Statistisk program 2013

1.   Denne artikel vedrører følgende retsakt:

32013 R 0099: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 99/2013 af 15. januar 2013 om det europæiske statistiske program 2013-2017 (EUT L 39 af 9.2.2013, s. 12).

2.   Det europæiske statistiske program 2013-2017, jf. forordning (EU) nr. 99/2013, udgør rammerne for EØS' statistiske foranstaltninger, som skal gennemføres i perioden fra den 1. januar 2013 til den 31. december 2013. Alle hovedområder i det europæiske statistiske program 2013-2017 betragtes som relevante for EØS' statistiske samarbejde og er åbne for EFTA-staternes uindskrænkede deltagelse.

3.   EFTA's statistiske kontor og Eurostat udarbejder i fællesskab et særskilt statistisk program for EØS for 2013. EØS' statistiske program for 2013 udarbejdes som et delprogram af og sideløbende med det årlige arbejdsprogram, der udarbejdes af Kommissionen i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 99/2013. EØS' statistiske program 2013 godkendes af de kontraherende parter i overensstemmelse med deres egne interne procedurer.

4.   I 2013 bidrager EFTA-staterne i overensstemmelse med artikel 82, stk. 1, litra a), i aftalen og de dertil knyttede finansforordninger finansielt med et beløb svarende til 75 % af beløbet under budgetposterne 29 02 05 (det europæiske statistiske program 2013-2017) og 29 01 04 05 (politik for statistisk information — udgifter til administrativ forvaltning), der er opført på Den Europæiske Unions budget for 2013.«

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft den 9. juli 2013 eller dagen efter den sidste meddelelse er indgivet til Det Blandede EØS-Udvalg, jf. EØS-aftalens artikel 103, stk. 1, hvis dette er senere (2).

Den anvendes fra den 1. januar 2013.

Artikel 3

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidendes EØS-afsnit og EØS-tillæg.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juli 2013.

På Det Blandede EØS-Udvalgs vegne

Thórir IBSEN

Formand


(1)  EUT L 39 af 9.2.2013, s. 12.

(2)  Ingen forfatningsmæssige krav angivet.


Top