EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013R0102

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2013 af 4. februar 2013 om ændring af forordning (EU) nr. 206/2010 for så vidt angår oplysningerne vedrørende USA på listen over tredjelande, tredjelandsområder og dele heraf, som er godkendt med hensyn til indførsel af levende hovdyr til Unionen, standardveterinærcertifikatet »POR-X« og testprotokollerne for vesikulær stomatitis EØS-relevant tekst

EUT L 34 af 5.2.2013, p. 4–11 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 20/04/2021; stiltiende ophævelse ved 32020R0692

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2013/102/oj

5.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 34/4


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 102/2013

af 4. februar 2013

om ændring af forordning (EU) nr. 206/2010 for så vidt angår oplysningerne vedrørende USA på listen over tredjelande, tredjelandsområder og dele heraf, som er godkendt med hensyn til indførsel af levende hovdyr til Unionen, standardveterinærcertifikatet »POR-X« og testprotokollerne for vesikulær stomatitis

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2004/68/EF af 26. april 2004 om dyresundhedsbestemmelser for import til og transit gennem Fællesskabet af visse levende hovdyr, om ændring af direktiv 90/426/EØF og 92/65/EØF og om ophævelse af direktiv 72/462/EØF (1), særlig artikel 3, stk. 1, første og andet afsnit, artikel 6, stk. 1, første afsnit, artikel 7, litra e), artikel 9 og artikel 13, stk. 1, litra e), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv 2004/68/EF er der fastsat dyresundhedsmæssige betingelser for import til og transit gennem Unionen af visse levende hovdyr. I henhold til direktivet kan der fastsættes særlige bestemmelser, herunder standardveterinærcertifikater, om import til Unionen af levende hovdyr af de arter, der er opført i bilag I til forordningen, fra godkendte tredjelande.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 206/2010 af 12. marts 2010 om fastlæggelse af lister over tredjelande, tredjelandsområder og dele heraf, som er godkendt med hensyn til indførsel af visse dyr og fersk kød til EU, og krav vedrørende udstedelse af veterinærcertifikater (2) er der blandt andet fastsat krav vedrørende udstedelse af veterinærcertifikat ved indførsel til Unionen af visse sendinger af levende klovbærende dyr af de arter, der er opført i bilag I til direktiv 2004/68/EF. I bilag I til forordning (EU) nr. 206/2010 er der opstillet en liste over tredjelande, tredjelandsområder og dele heraf, hvorfra det er tilladt at indføre sådanne sendinger til Unionen. Bilaget indeholder også standardveterinærcertifikater, som skal ledsage sendingerne.

(3)

I dag må hovdyr kun importeres til Unionen fra tredjelande eller, i tilfælde af regionalisering, dele af tredjelande, der har været frie for vesikulær stomatitis i mindst seks måneder forud for afsendelsen af de pågældende dyr.

(4)

USA har anmodet om at blive godkendt med hensyn til import til Unionen af levende svin til avl og levebrug.

(5)

USA har rapporteret om udbrud af vesikulær stomatitis. Disse udbrud har imidlertid været sporadiske, lige som de har været begrænset til bestemte områder. Risikoen for indslæbning i Unionen af vesikulær stomatitis via import af levende svin fra nævnte tredjeland er ubetydelig, hvis de biosikkerhedsforanstaltninger, der er beskrevet i kapitel 8.15.6 i terrestriske dyrs sundhedskodeks fra Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE), anvendes, blandt andet vedrørende afsondret opstaldning af svinene i bygninger, der er frie for sygdommen, i den periode forud for eksporten, hvor dyrene skal holdes i landet, beskyttelse mod vektorer under karantæne før eksport og transport til indladningsstedet samt testning af alle dyr, der skal eksporteres.

(6)

Del 1 i bilag I til forordning (EU) nr. 206/2010 bør derfor ændres, således at USA tilføjes på listen over tredjelande, tredjelandsområder og dele heraf, hvorfra sendinger af levende hovdyr kan indføres til Unionen, med angivelse af de behørige garantier med hensyn til testning for vesikulær stomatitis. Opfyldelsen af disse garantier bør bekræftes i veterinærcertifikatet for levende svin til avl og levebrug, der ledsager dyrene ved indførslen til Unionen.

(7)

Standardveterinærcertifikatet til brug ved import af levende tamsvin, »POR-X«, der er fastsat i del 2 i bilag I til forordning (EU) nr. 206/2010, bør derfor ændres i overensstemmelse hermed, således at de relevante betingelser vedrørende dyrenes hold forud for eksporten og karantæne samt kravene om laboratorieundersøgelser indføjes.

(8)

Det følger også af artikel 5 i forordning (EU) nr. 206/2010, at hvor prøveudtagning og test er påkrævet i henhold til de veterinærcertifikater, der er fastsat i bilag I til samme forordning, skal de pågældende prøver og test foretages i overensstemmelse med protokollerne for standardisering af materialer og testprocedurer, jf. del 6 i samme bilag. Det er derfor nødvendigt at ændre del 6 i bilag I til forordning (EU) nr. 206/2010 for at tilføje den relevante protokol og testprocedure for vesikulær stomatitis. Testen bør udføres og fortolkes i overensstemmelse med protokollerne for serologiske test for vesikulær stomatitis, som er foreskrevet for international handel i kapitel 2.1.19 i OIE's Manual of Diagnostic Tests and Vaccines for Terrestrial Animals.

(9)

Forordning (EU) nr. 206/2010 bør således ændres i overensstemmelse hermed.

(10)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) nr. 206/2010 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. februar 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 139 af 30.4.2004, s. 321.

(2)  EUT L 73 af 20.3.2010, s. 1.


BILAG

I bilag I til forordning (EU) nr. 206/2010 foretages følgende ændringer:

1)

I del 1 indsættes følgende række vedrørende USA:

»US — USA

US-0

Hele landet

POR-X

 

2)

Del 2 ændres således:

a)

Teksten vedrørende »POR-X« affattes således:

» »POR-X«

:

Standardveterinærcertifikat for tamsvin (Sus scrofa) til avl og/eller levebrug efter import eller til transit gennem Unionen fra ét tredjeland til et andet.«

b)

På listen over SG (Supplerende garantier) indsættes følgende:

» »D«

:

Garanti for, at dyr, for hvilke der er udstedt et standardveterinærcertifikat POR-X (punkt II.2.1, litra b)), er blevet undersøgt for vesikulær stomatitis.«

c)

Standardveterinærcertifikat »POR-X« affattes således:

»Standardcertifikat POR-X

Image

Image

Image

Image

3)

I del 6 indsættes følgende:

»Vesikulær stomatitis (VS)

Virusneutralisationstesten foretages i overensstemmelse med testprotokollerne for vesikulær stomatitis i kapitel 2.1.19 i OIE's Manual of Diagnostic Tests and Vaccines for Terrestrial Animals.

Sera, der hindrer cytopatisk effekt (CPE) ved fortyndinger på 1:32 eller derover, anses for at indeholde antistoffer mod vesikulær stomatitis-virus.«


Top