EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008R0119

Kommissionens forordning (EF) nr. 119/2008 af 7. februar 2008 om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUT L 36 af 9.2.2008, p. 3–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2008/119/oj

9.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 36/3


KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 119/2008

af 7. februar 2008

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af den i bilaget omhandlede vare.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvist er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke fællesskabsforskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ved anvendelse af nævnte almindelige tariferingsbestemmelser skal den vare, der er anført i kolonne 1 i skemaet i bilaget til denne forordning, tariferes i den i kolonne 2 nævnte KN-kode i henhold til de begrundelser, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder i forbindelse med tarifering af varer i den kombinerede nomenklatur, og som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten fastsat i denne forordning, fortsat kan påberåbes af modtageren i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (2), i et tidsrum på tre måneder.

(5)

De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Den vare, der er anført i kolonne 1 i skemaet i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur i den i kolonne 2 i skemaet nævnte KN-kode.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger meddelt af medlemsstaternes toldmyndigheder, som ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten fastsat i denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til bestemmelserne i artikel 12, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 2913/92 i et tidsrum på tre måneder.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. februar 2008.

På Kommissionens vegne

László KOVÁCS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1352/2007 (EUT L 303 af 21.11.2007, s. 3).

(2)  EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363, 20.12.2006, s. 1).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering

(KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

Et apparat til fjernelse af hår og behandling af hud, der arbejder med IPL-teknologi (intense pulsed light) og har følgende mål: 34,5 h) × 30,5 (b) × 50,5 (d) cm. Det vejer 25 kg.

Apparatet er beregnet til fjernelse af hår og behandling af hud, der rækker fra rent kosmetisk foryngelse til fjernelse af hudpletter, ujævn pigmentering og trådede vener. Det benyttes i skønhedssaloner.

Apparatet er forsynet med en elektrisk motor til afkøling; motoren spiller ingen rolle for fjernelsen af hår eller behandlingen af hud.

8543 70 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 8543, 8543 70 og 8543 70 90.

Da hårene fjernes ved IPL-teknologi og ikke ved hjælp af en elektrisk motor, der griber fat i hårene og hiver dem ud ved roden, er tarifering under pos. 8510 som et apparat til fjernelse af hår med indbygget elektromotor udelukket (se Forklarende Bemærkninger til HS, pos. 8510).

Tarifering under pos. 9018 som medicinsk instrument eller apparat er også udelukket, da apparatet ikke yder en medicinsk behandling og ikke anvendes i behandlingsøjemed (se Forklarende Bemærkninger til HS, pos. 9018).

Apparatet skal tariferes i pos. 8543 som et elektrisk apparat med selvstændig funktion, ikke andetsteds tariferet i kapitel 85.


Top