Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0302

    2004/302/EF: Kommissionens beslutning af 30. marts 2004 om EF-tilskud til dækning af Grækenlands udgifter til udarbejdelse af en EF-fortegnelse over vindyrkningsarealer (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2004) 1070)

    EUT L 98 af 2.4.2004, p. 57–58 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 11/12/2010

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/302/oj

    32004D0302

    2004/302/EF: Kommissionens beslutning af 30. marts 2004 om EF-tilskud til dækning af Grækenlands udgifter til udarbejdelse af en EF-fortegnelse over vindyrkningsarealer (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2004) 1070)

    EU-Tidende nr. L 098 af 02/04/2004 s. 0057 - 0058


    Kommissionens beslutning

    af 30. marts 2004

    om EF-tilskud til dækning af Grækenlands udgifter til udarbejdelse af en EF-fortegnelse over vindyrkningsarealer

    (meddelt under nummer K(2004) 1070)

    (Kun den græske udgave er autentisk)

    (EØS-relevant tekst)

    (2004/302/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2392/86 af 24. juli 1986 om udarbejdelse af en fællesskabsfortegnelse over vindyrkningsarealer(1), særlig artikel 9, stk. 3,

    efter høring af Komitéen for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Efter artikel 9, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2392/86 dækker EF 50 % af de faktiske udgifter til udarbejdelse af EF-fortegnelsen over vindyrkningsarealer i medlemsstaterne og til investeringer i det fornødne edb-udstyr til forvaltning af fortegnelsen.

    (2) Grækenland har efter nævnte forordnings artikel 9, stk. 3, fået udbetalt et forskud, som skal fratrækkes EF-tilskuddet.

    (3) Ifølge forordningens artikel 9, stk. 4, anvendes artikel 8 og 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1258/1999(2) på EF's finansiering af udarbejdelsen af fortegnelsen.

    (4) Grækenland har ved brev af 15. februar 2001 og 3. november 2003 sendt Kommissionen de dokumenter, der er nødvendige for at afgøre, hvor stort et tilskud der kan ydes til dækning af udgifterne til udarbejdelse af fortegnelsen.

    (5) Kommissionen har foretaget kontrol som fastsat i artikel 9, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1258/1999.

    (6) Det er kun udgifterne til udarbejdelse af en fungerende fortegnelse, som kan medfinansieres af EF. Den kontrol, der er foretaget på grundlag af de dokumenter, som Grækenland har indsendt, viser, at den grafiske referencebase, der skal dække hele det område, inden for hvilket der dyrkes vin, ikke blev udarbejdet i Grækenland inden for den fastsatte frist. De udgifter, som Grækenland har anmeldt, opfylder ikke de betingelser, der er fastsat i retsforskrifterne, og kan derfor ikke finansieres af EF.

    (7) Ifølge artikel 4 i forordning (EØF) nr. 2392/86 skal fortegnelsen i sin helhed være udarbejdet senest seks år efter datoen for nævnte forordnings ikrafttræden. Ifølge forordningens artikel 4, stk. 4, som indsat ved artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 1549/95(3), skal de medlemsstater, som pr. 1. juli 1995 endnu ikke har udarbejdet en fortegnelse over vindyrkningsarealer eller kun delvis har udarbejdet en sådan, inden den 31. december 1996 udarbejde en grafisk referencebase, der dækker hele det område, inden for hvilket der dyrkes vin.

    (8) Fristen for udarbejdelse af fortegnelsen i Grækenland blev forlænget til den 31. december 2000.

    (9) Grækenland fik den 9. august 2002 meddelelse om vurderingen af, hvilke beløb der kan tages i betragtning, og hvilke beløb der må afvises, fordi de ikke overholder EF-bestemmelserne. Grækenlands brev af 3. november 2003 ændrer ikke på Kommissionens vurdering -

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    EF deltager i de af Grækenland afholdte udgifter til udarbejdelse af EF-fortegnelsen over vindyrkningsarealer med det beløb, der er vist i tabellen i bilaget.

    Artikel 2

    Denne beslutning er rettet til Den Hellenske Republik.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 30. marts 2004.

    På Kommissionens vegne

    David Byrne

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 208 af 31.7.1986, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1631/98 (EFT L 210 af 28.7.1998, s. 14).

    (2) EFT L 160 af 26.6.1999, s. 103.

    (3) EFT L 148 af 30.6.1995, s. 37.

    BILAG

    >TABELPOSITION>

    Top