Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003D0375

    2003/375/EF: Kommissionens beslutning af 21. maj 2003 om udpegelse af en administrator for topdomænet .eu (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 1624)

    EUT L 128 af 24.5.2003, p. 29–30 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 12/04/2014; ophævet ved 32014D0207

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2003/375/oj

    32003D0375

    2003/375/EF: Kommissionens beslutning af 21. maj 2003 om udpegelse af en administrator for topdomænet .eu (EØS-relevant tekst) (meddelt under nummer K(2003) 1624)

    EU-Tidende nr. L 128 af 24/05/2003 s. 0029 - 0030


    Kommissionens beslutning

    af 21. maj 2003

    om udpegelse af en administrator for topdomænet.eu

    (meddelt under nummer K(2003) 1624)

    (EØS-relevant tekst)

    (2003/375/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 733/2002 af 22. april 2002 om implementering af topdomænet.eu(1), særlig artikel 3, stk. 1, litra a), b) og c), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) I henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 733/2002 (i det følgende benævnt "forordningen") skal Kommissionen - efter at have offentliggjort en indkaldelse af interessetilkendegivelser i Den Europæiske Unions Tidende - udpege en topdomæneadministrator, der får ansvaret for at organisere, administrere og forvalte topdomænet.eu.

    (2) Kommissionen offentliggjorde en indkaldelse af interessetilkendegivelser (2002/C 208/08) i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 3. september 2002, der opfordrede organisationer, som er interesserede i at fungere som topdomæneadministrator og varetage ansvaret for at organisere, administrere og forvalte topdomænet.eu, til at indsende ansøgninger.

    (3) Sidste frist for indgivelse af ansøgninger var den 25. oktober 2002.

    (4) På grundlag af de formelle krav og udvælgelseskriterierne i indkaldelsen af interessetilkendegivelser er der gennemført en evaluering af ansøgningerne med bistand fra uafhængige eksperter.

    (5) Bedømmerne har vurderet ansøgningerne og opstillet en prioriteret liste, hvor ansøgningerne er ordnet efter deres samlede kvalitet, set på baggrund af udvælgelseskriterierne. Øverst på den prioriterede liste står European Registry for Internet Domains (EURID), på andenpladsen står European Domain Registry Asbl (EUDR), og på tredjepladsen EUREG. Kommissionen har undersøgt det resultat, bedømmerne er nået til, og godkender på dette grundlag den prioriterede liste.

    (6) Som fastlagt i forordningens artikel 3, stk. 1, litra c), skal Kommissionen indgå en kontrakt med topdomæneadministratoren, der indeholder de nærmere bestemmelser for Kommissionens tilsyn med topdomæneadministratorens organisation, administration og forvaltning af topdomænet.eu.

    (7) Et udkast til entreprisekontrakt mellem Kommissionen og topdomæneadministratoren for.eu er vedtaget ved Kommissionens afgørelse C(2002) 3161 af 28. august 2002 og offentliggjort som en del af indkaldelsen af interessetilkendegivelser. Kommissionen forbeholder sig ret til at indlede forhandlinger med en anden ansøger, der har indgivet en ansøgning, som opfylder de formelle krav og udvælgelseskriterierne, hvis de fastsatte betingelser for udpegelse af en topdomæneadministrator ikke opfyldes, eller hvis kontraktforhandlingerne med den organisation, der er udpeget som topdomæneadministrator, afbrydes, inden kontrakten er underskrevet, enten fordi ansøgeren trækker sig ud, eller fordi det efter Kommissionens opfattelse ikke er muligt at indgå en passende kontrakt.

    (8) I overensstemmelse med forordningens artikel 6, stk. 2, har Kommissionen anmodet om en udtalelse fra Kommunikationsudvalget, der er nedsat i henhold til artikel 22, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet- og tjenester(2) (rammedirektivet). Udvalget afgav udtalelse den 10. april 2003 om udpegelsen af en topdomæneadministrator, der overdrages ansvaret for at organisere, administrere og forvalte topdomænet.eu -

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    European Registry for Internet Domains (EURID) udpeges som topdomæneadministrator med ansvar for at organisere, administrere og forvalte topdomænet.eu.

    Artikel 2

    Udpegelsen sker på den betingelse, at medlemmerne af konsortiet European Registry for Internet Domains (EURID) senest tre måneder efter, at denne afgørelse er trådt i kraft, forelægger Kommissionen dokumentation for, at nonprofitorganisationen er endeligt stiftet i overensstemmelse med ansøgningen fra EURID-konsortiet.

    Artikel 3

    Denne beslutning er rettet til medlemmerne af konsortiet European Registry for Internet Domains (EURID), dvs.

    - DNS Belgium vzw/asbl Koning Leopold I straat 1 bus 2 B - 3000 Leuven

    - Istituto di Informatica e Telematica

    Consiglio Nazionale delle Ricerche

    Area della Ricerca di Pisa

    Via Giuseppe Moruzzi 1 I - 56124 Pisa

    - Network Information Centre Sweden AB (NIC SE) Sehlstedtsgatan 7 S - 115 28 Stockholm

    Udfærdiget i Bruxelles, den 21. maj 2003.

    På Kommissionens vegne

    Erkki Liikanen

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 113 af 30.4.2002, s. 1.

    (2) EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.

    Top