EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003R0650

Kommissionens forordning (EF) nr. 650/2003 af 10. april 2003 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 for så vidt angår import af levende får og geder (EØS-relevant tekst)

EUT L 95 af 11.4.2003, p. 15–16 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 02/11/2003; stiltiende ophævelse ved 32003R1915

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/650/oj

32003R0650

Kommissionens forordning (EF) nr. 650/2003 af 10. april 2003 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 for så vidt angår import af levende får og geder (EØS-relevant tekst)

EU-Tidende nr. L 095 af 11/04/2003 s. 0015 - 0016


Kommissionens forordning (EF) nr. 650/2003

af 10. april 2003

om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 for så vidt angår import af levende får og geder

(EØS-relevant tekst)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 af 22. maj 2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier(1), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 260/2003(2), særlig artikel 23, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved forordning (EF) nr. 260/2003, der ændrer forordning (EF) nr. 999/2001, er der på grundlag af Den Videnskabelige Styringskomités udtalelse af 4. og 5. april 2002 om sikker sporing af materiale fra små drøvtyggere indført nye EF-bestemmelser om udryddelse i tilfælde af bekræftet forekomst af scrapie på bedrifter med små drøvtyggere. Af hensyn til overensstemmelsen med sådanne bestemmelser om udryddelse er bestemmelserne om samhandelen inden for Fællesskabet med avlsfår også blevet ændret, så scrapierelaterede restriktioner ikke omfatter handel med får, der har prionproteingenotypen ARR/ARR.

(2) Bestemmelserne om import af levende får og geder bør ændres, så de bliver i overensstemmelse med bestemmelserne om samhandelen internt i Fællesskabet.

(3) Forordning (EF) nr. 999/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(4) De i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag IX til forordning (EF) nr. 999/2001 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. oktober 2003.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. april 2003.

På Kommissionens vegne

David Byrne

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 147 af 31.5.2001, s. 1.

(2) EUT L 37 af 13.2.2003, s. 7.

BILAG

Bilag IX, kapitel E, affattes således:

"KAPITEL E

Import af får og geder

Ved import af får og geder til Fællesskabet efter den 1. oktober 2003 skal der fremlægges et dyresundhedscertifikat, som godtgør,

a) at de er født og udelukkende opdrættet på bedrifter, hvor ingen scrapietilfælde nogen sinde er blevet diagnosticeret, og, for avlsfår og avlsgeder, at de opfylder kravene i bilag VIII, kapitel A, afsnit I, litra a), nr. i) og ii), eller

b) at det er får, der har prionproteingenotypen ARR/ARR, jf. bilag I til Kommissionens beslutning 2002/1003/EF, og som kommer fra en bedrift, hvorfra der ikke er blevet indberettet scrapietilfælde inden for de seneste seks måneder.

Hvis de er bestemt til en medlemsstat, der for hele eller en del af sit område er omfattet af bestemmelserne i bilag VIII, kapitel A, afsnit I, litra b) eller c), skal de opfylde de generelle eller begrænsede supplerende garantier, der er fastsat efter proceduren i artikel 24, stk. 2."

Top