Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001D0109

    2001/109/EF: Kommissionens afgørelse af 9. februar 2001 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende import af paracetamol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater, Folkerepublikken Kina, Indien og Tyrkiet (meddelt under nummer K(2001) 342)

    EFT L 41 af 10.2.2001, p. 33–33 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 09/02/2001

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2001/109(1)/oj

    32001D0109

    2001/109/EF: Kommissionens afgørelse af 9. februar 2001 om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende import af paracetamol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater, Folkerepublikken Kina, Indien og Tyrkiet (meddelt under nummer K(2001) 342)

    EF-Tidende nr. L 041 af 10/02/2001 s. 0033 - 0033


    Kommissionens afgørelse

    af 9. februar 2001

    om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende import af paracetamol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater, Folkerepublikken Kina, Indien og Tyrkiet

    (meddelt under nummer K(2001) 342)

    (2001/109/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(1), senest ændret ved forordning (EF) nr. 2238/2000(2), særlig artikel 9,

    efter konsultation i det rådgivende udvalg, og

    ud fra følgende betragtninger:

    A. PROCEDURE

    (1) I april 2000 modtog Kommissionen en klage med påstand om, at import til dumpingpriser af paracetamol med oprindelse i Amerikas Forenede Stater (i det følgende benævnt "USA"), Folkerepublikken Kina (i det følgende benævnt "Kina"), Indien og Tyrkiet forvoldte skade.

    (2) Klagen blev indgivet af European Council of Chemical Manufacturers' Federations (CEFIC) på vegne af Fællesskabets eneste producent af paracetamol i henhold til artikel 5 i forordning (EF) nr. 384/96 (i det følgende benævnt "grundforordningen").

    (3) Klagen indeholdt tilstrækkelige foreløbige beviser for, at der var tale om dumping og deraf følgende skade, til at begrunde indledningen af en antidumpingprocedure.

    (4) Efter konsultationer indledte Kommissionen derfor ved en meddelelse offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(3) en antidumpingprocedure vedrørende import til Fællesskabet af paracetamol, der i øjeblikket tariferes under KN-kode 2924 29 30, med oprindelse i USA, Kina, Indien og Tyrkiet.

    (5) Kommissionen underrettede officielt de eksporterende producenter og de importører/forhandlere, som den vidste var berørt af proceduren, samt repræsentanterne for eksportlandene, brugerne i Fællesskabet og klageren om, at proceduren ville blive indledt. De berørte parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og anmode om at blive hørt mundtligt inden for den frist, der var fastsat i meddelelsen om indledning af proceduren.

    B. TILBAGETRÆKNING AF KLAGEN OG AFSLUTNING AF PROCEDUREN

    (6) Ved en skrivelse af 20. december 2000 til Kommissionen trak CEFIC formelt sin klage vedrørende import af paracetamol med oprindelse i USA, Kina, Indien og Tyrkiet tilbage.

    (7) Ifølge artikel 9, stk. 1, i grundforordningen kan proceduren afsluttes, hvis klagen trækkes tilbage, medmindre en sådan afslutning ikke vil være i Fællesskabets interesse.

    (8) Kommissionen finder, at proceduren bør afsluttes, da undersøgelsen ikke har påvist, at en sådan afslutning ikke vil være i Fællesskabets interesse. Interesserede parter er blevet underrettet herom og har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger. Der er ikke modtaget nogen bemærkninger, der tyder på, at en afslutning ikke vil være i Fællesskabets interesse.

    (9) Kommissionen konkluderer derfor, at antidumpingproceduren vedrørende import til Fællesskabet af paracetamol med oprindelse i USA, Kina, Indien og Tyrkiet bør afsluttes uden indførelse af antidumpingforanstaltninger -

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Eneste artikel

    Antidumpingproceduren vedrørende import af paracetamol, der i øjeblikket tariferes under KN-kode 2924 29 30, med oprindelse i USA, Kina, Indien og Tyrkiet afsluttes.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 9. februar 2001.

    På Kommissionens vegne

    Pascal Lamy

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1.

    (2) EFT L 257 af 11.10.2000, s. 2.

    (3) EFT C 134 af 13.5.2000, s. 10.

    Top