Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31997R1474

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1474/97 af 28. juli 1997 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 for så vidt angår den faste støtte for hasselnødder høstet i produktionsårene 1997/98, 1998/99 og 1999/2000

    EFT L 200 af 29.7.1997, p. 23–24 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 11/12/2004

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/1997/1474/oj

    31997R1474

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1474/97 af 28. juli 1997 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 for så vidt angår den faste støtte for hasselnødder høstet i produktionsårene 1997/98, 1998/99 og 1999/2000

    EF-Tidende nr. L 200 af 29/07/1997 s. 0023 - 0024


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1474/97 af 28. juli 1997 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 for så vidt angår den faste støtte for hasselnødder høstet i produktionsårene 1997/98, 1998/99 og 1999/2000

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2200/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for friske frugter og grøntsager (1), særlig artikel 55, og

    ud fra følgende betragtninger:

    For at afhjælpe særlig vanskelige konjunkturer i sektoren for hasselnødder ydes der en fast støtte for produktionsårene 1997/98, 1998/99 og 1999/2000;

    i overensstemmelse med målene i den fælles markedsordning ydes denne støtte til producentorganisationer, der er anerkendt i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 1035/72 (2), senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1363/95 (3), eller i henhold til forordning (EF) nr. 2200/96; for at forstærke resultaterne af de allerede iværksatte specifikke foranstaltninger ydes denne støtte kun på betingelse af, at ovennævnte producentorganisationer i 1997 iværksætter en plan for forbedring af kvaliteten, jf. artikel 14d i forordning (EØF) nr. 1035/72, eller et operationelt program, jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 411/97 (4), ændret ved forordning (EF) nr. 1119/97 (5);

    produktionsåret for hasselnødder går fra den 1. september til den 31. august; det bør overlades til producentorganisationen at vælge tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen;

    støtten skal komme producenterne af hasselnødder til gode, idet producentorganisationen skal udbetale det modtagne beløb fuldt ud;

    for at gøre ordningen med fast støtte så effektiv som muligt bør kontrolprocedurerne og i tilfælde af uberettiget udbetaling sanktionerne fastsættes;

    de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Frugt og Grøntsager -

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    1. Den i artikel 55 i forordning (EF) nr. 2200/96 omhandlede faste støtte på 15 ECU pr. 100 kg ydes til producentorganisationer:

    - der er anerkendt i henhold til forordning (EØF) nr. 1035/72, og som er ved at gennemføre en plan for forbedring af kvaliteten og afsætningen, jf. bilag IIa til forordning (EØF) nr. 1035/72, og/eller som i 1997 iværksætter en handlingsplan, jf. forordning (EF) nr. 411/97

    - der er anerkendt i henhold til forordning (EF) nr. 2200/96, og som i 1997 iværksætter et driftsprogram, jf. forordning (EF) nr. 411/97.

    2. For at producentorganisationerne kan modtage denne støtte, skal de være anerkendt for produktionen af hasselnødder.

    Artikel 2

    1. Den i stk. 1 omhandlede støtte ydes for hasselnødder med skal henhørende under KN-kode 0802 21 00 af sund, sædvanlig handelskvalitet, der er produceret af producentorganisationens medlemmer i hvert af produktionsårene 1997/98, 1998/99 og 1999/2000, og som er tilført producentorganisationen og overtaget af denne.

    2. Som medlemmer af producentorganisationen betragtes de tilsluttede ved begyndelsen af et givet produktionsår.

    3. Produktionsåret for hasselnødder går fra den 1. september til den 31. august.

    Artikel 3

    1. Producentorganisationerne indgiver en støtteansøgning til de kompetente myndigheder senest den 30. september efter det pågældende produktionsår for mængderne fra dette produktionsår, ledsaget af dokumentation.

    2. Medlemsstaten udbetaler støtten til producentorganisationen inden for en frist på to måneder regnet fra datoen for indgivelsen af støtteansøgningen.

    3. Den støtte, producentorganisationen har modtaget, udbetales inden 15 dage i sin helhed til producenterne i forhold til de mængder, de har leveret.

    Producentorganisationen kan dog tilbageholde højst 2 % af værdien af denne støtte til dækning af administrationsudgifter, der er direkte forbundet med denne foranstaltning.

    Artikel 4

    1. Medlemsstaterne gennemfører hos producentorganisationerne kontrol af dokumenter og bilag og kontrol på stedet af rigtigheden af de meddelte oplysninger.

    2. Kontrollen gennemføres hvert år for alle de producentorganisationer, der har indgivet en ansøgning om EF-støtte i henhold til denne forordning.

    Denne kontrol skal navnlig omfatte producentorganisationernes regnskab og lagersituationen med hensyn til hasselnødder.

    Disse kontrolforanstaltninger kan gennemføres samtidigt eller ligestilles med de kontrolforanstaltninger, der allerede er fastsat i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2159/89 (6) og (EF) nr. 411/97.

    3. Medlemsstaterne sikrer sig, at betingelserne i artikel 3, stk. 1 og 2, overholdes, og at der er sammenhæng mellem de oplysninger, producentorganisationen afgiver i forbindelse med støtteansøgningen, og oplysningerne i de i artikel 1, andet led, omhandlede forbedringsplaner og/eller operationelle programmer.

    Artikel 5

    1. Modtageren tilbagebetaler det dobbelte af uretmæssigt oppebårne beløb, forhøjet med en rente, der beregnes i forhold til den tid, der går mellem udbetalingen og modtagerens tilbagebetaling, når det ved en kontrol i henhold til artikel 4 viser sig, at de faktisk høstede mængder hasselnødder som defineret i artikel 3, stk. 1:

    a) er mindre end mængderne i støtteansøgningen

    b) omfatter hasselnødder, som stammer fra producenter, der ikke er støtteberettigede i henhold til denne forordning.

    Den i første afsnit omhandlede sanktion anvendes dog ikke, når modtageren på en for den kompetente nationale myndighed tilfredsstillende måde godtgør, at han hverken har begået de pågældende uregelmæssigheder med overlæg, eller at de er en følge af grov uagtsomhed. I så fald skal modtageren kun tilbagebetale det uretmæssigt oppebårne beløb forhøjet med renterne.

    Rentesatsen er den sats, der anvendes af Det Europæiske Monetære Institut ved transaktioner i ecu som offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende, C-udgaven, og som er i kraft på datoen for den uretmæssige udbetaling, forhøjet med tre procentpoint.

    2. Når forskellen mellem den faktisk udbetalte finansielle deltagelse og den retmæssige deltagelse overstiger 20 %, tilbagebetaler modtageren hele den udbetalte finansielle EF-deltagelse, forhøjet med de i stk. 1 omhandlede renter.

    3. De tilbagesøgte beløb og renterne indbetales til det kompetente udbetalende organ og trækkes fra de udgifter, der finansieres af Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget.

    4. Hvis der med vilje eller som følge af grov uagtsomhed indgives en falsk erklæring, udelukkes den pågældende producentorganisation fra støtten i denne forordning.

    5. Anvendelsen af stk. 1-4 udelukker ikke andre sanktioner, som der træffes beslutning om i overensstemmelse med artikel 48 i forordning (EF) nr. 2200/96.

    Artikel 6

    Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juli 1997.

    På Kommissionens vegne

    Franz FISCHLER

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT nr. L 297 af 21. 11. 1996, s. 1.

    (2) EFT nr. L 118 af 20. 5. 1972, s. 1.

    (3) EFT nr. L 132 af 16. 6. 1995, s. 8.

    (4) EFT nr. L 62 af 4. 3. 1997, s. 9.

    (5) EFT nr. L 163 af 20. 6. 1997, s. 11.

    (6) EFT nr. L 207 af 19. 7. 1989, s. 19.

    Top