EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31995D0237

95/237/EF: Rådets beslutning af 29. juni 1995 om udvidelse af den retlige beskyttelse af halvlederprodukters topografi til at omfatte personer fra Amerikas Forenede Stater

EFT L 158 af 8.7.1995, p. 38–39 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 01/01/1996

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1995/237/oj

31995D0237

95/237/EF: Rådets beslutning af 29. juni 1995 om udvidelse af den retlige beskyttelse af halvlederprodukters topografi til at omfatte personer fra Amerikas Forenede Stater

EF-Tidende nr. L 158 af 08/07/1995 s. 0038 - 0039


RÅDETS BESLUTNING af 29. juni 1995 om udvidelse af den retlige beskyttelse af halvlederprodukters topografi til at omfatte personer fra Amerikas Forenede Stater (95/237/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 87/54/EØF af 16. december 1986 om retlig beskyttelse af halvlederprodukters topografi (1), særlig artikel 3, stk. 7,

under henvisning til forslag fra Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

Retten til retlig beskyttelse af halvlederprodukters topografi i Fællesskabet gælder for personer, der er berettiget til beskyttelse i henhold til artikel 3, stk. 1-5, i direktiv 87/54/EØF;

denne ret kan ved rådsbeslutning udvides til at omfatte personer, der ikke har ret til beskyttelse i henhold til nævnte bestemmelser;

udvidelse af beskyttelsen bør så vidt muligt besluttes for hele Fællesskabet;

beskyttelsen er siden den 7. november 1987 ved flere successive foreløbige rådsbeslutninger (2), hvoraf den seneste er beslutning 94/373/EF, blevet udvidet til at omfatte Amerikas Forenede Stater;

nævnte rådsbeslutning gælder indtil den 1. juli 1995;

Amerikas Forenede Stater har en passende lovgivning inden for beskyttelse af halvlederprodukters topografi, og forlængelsen af denne beskyttelse til fordel for personer fra Fællesskabets medlemsstater ud over den 1. juli 1995 blev bekendtgjort af De Forenede Staters præsident den 23. marts 1995;

aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, der er et af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden og indgår i Marrakesh-slutakten af 15. april 1994, pålægger medlemmerne at yde en beskyttelse af integrerede kredsløbs topografi, der svarer til medlemmets egne bestemmelser herom samt til bestemmelserne i traktaten om intellektuel ejendomsret i forbindelse med integrerede kredsløb, som den henviser til;

denne aftale samt overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, hvortil den er knyttet som bilag, trådte i kraft i Fællesskabet den 1. januar 1995; de industrialiserede lande, der er medlem af overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, har en frist på ét år fra overenskomsten ikrafttræden til at bringe bestemmelserne i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder i anvendelse;

Rådets beslutning 94/824/EF af 22. december 1994 om udvidelse af den retlige beskyttelse af halvlederprodukters topografi til at omfatte personer fra et medlem af Verdenshandelsorganisationen (3) bringes i anvendelse fra den 1. januar 1996; Amerikas Forenede Stater er medlem af Verdenshandelsorganisationen;

den ved direktiv 87/54/EØF ydede ret til beskyttelse bør som følge af den ved den amerikanske lovgivning ydede beskyttelse af personer fra Fællesskabets medlemsstater udvides til at omfatte fysiske og juridiske personer fra Amerikas Forenede Stater fra den 2. juli 1995 og indtil ovennævnte beslutning 94/824/EF bringes i anvendelse, hvilket sker den 1. januar 1996 -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Medlemsstaterne udvider den ved direktiv 87/54/EØF fastlagte retlige beskyttelse således:

a) fysiske personer, som er statsborgere i Amerikas Forenede Stater, eller som har sædvanlig bopæl på Amerikas Forenede Staters område, behandles, som om de var statsborgere i en medlemsstat

b) selskaber og andre juridiske personer fra Amerikas Forenede Stater, som har regulær industri- eller erhvervsvirksomhed i dette land, behandles, som om de havde regulær industri- eller erhvervsvirksomhed på en medlemsstats område.

Artikel 2

Denne beslutning anvendes fra den 2. juli 1995.

Medlemsstaterne udvider retten til retlig beskyttelse i henhold til denne beslutning til at omfatte de i artikel 1 omhandlede personer frem til den 1. januar 1996.

Enhver eneret, der erhverves i henhold til beslutning 87/532/EØF, 90/511/EØF, 93/16/EØF, 94/4/EF, 94/373/EF eller nærværende beslutning, skal vedblive med at gælde i det i direktiv 87/54/EØF fastsatte tidsrum.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 29. juni 1995.

På Rådets vegne

J. BARROT

Formand

(1) EFT nr. L 24 af 27. 1. 1987, s. 36.

(2) Beslutning 87/532/EØF (EFT nr. L 313 af 4. 11. 1987, s. 22); beslutning 90/511/EØF (EFT nr. L 285 af 17. 10. 1990, s. 31); beslutning 93/16/EØF (EFT nr. L 11 af 19. 1. 1993, s. 20) beslutning 94/4/EF (EFT nr. L 16 af 8. 1. 1994, s. 23); beslutning 94/373/EF (EFT nr. L 170 af 5. 7. 1994, s. 34).

(3) EFT nr. L 349 af 31. 12. 1994, s. 201.

Top