31992D0328

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 20. december 1989 om den franske regerings stoette til afhaendelse af aktiverne i MFL-koncernen (Machines Françaises Lourdes), der er producent af svaere vaerktoejsmaskiner (Kun den franske udgave er autentisk) (92/328/EOEF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER HAR -

under henvisning til Traktaten om Oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, saerlig artikel 93, stk. 2, foerste afsnit,

efter i overensstemmelse med ovennaevnte artikel at have givet de interesserede parter en frist til at fremsaette deres bemaerkninger, under henvisning til disse bemaerkninger, og

ud fra foelgende betragtninger:

I

Som foelge af oplysninger offentliggjort i den franske presse anmodede Kommissionen ved skrivelse af 22. februar 1988 de franske myndigheder om at anmelde visse offentlige foranstaltninger til fordel for selskaberne i MFL-koncernen til Kommissionen.

Trods gentagne henvendelser besvarede de franske myndigheder ikke Kommissionens anmodning. Kommissionen besluttede derfor, bl.a. fordi der var begrundet tvivl om de formodede statslige foranstaltningers forenelighed med Traktaten, at indlede en formel undersoegelsesprocedure i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 2. Kommissionen tog i denne sammenhaeng hensyn til den staerke konkurrence mellem producenterne af vaerktoejsmaskiner inden for Faellesskabet, idet stoette til en bestemt producent i denne situation indebaerer stor risiko for konkurrencefordrejning.

Beslutningen blev meddelt den franske regering ved skrivelse af 22. december 1988, hvori der tillige blev givet den en frist til at fremsaette sine bemaerkninger. De oevrige medlemsstater blev underrettet ved skrivelser af 12. maj 1989.

Endelig blev der den 20. maj 1988 givet meddelelse til de andre interesserede parter ved offentliggoerelse af en meddelelse i De Europaeiske Faellesskabers Tidende.

II

De foerste detaljer om de offentlige foranstaltninger blev givet af de franske myndigheder ved skrivelse af 14. marts 1989. De blev paa Kommissionens anmodning suppleret med skrivelser af 15. juni og 20. juli 1989.

Ifoelge disse skrivelser havde de franske myndigheder i marts og maj 1988 besluttet at yde stoette til genopretningsplanerne for produktionsanlaegget for MFL, hvis aktiver var blevet solgt til andre producenter som led i en bobestyrelsesprocedure, der blev indledt i november 1987.

MFL er et holdingselskab, som blev oprettet i 1983 ved fusion af flere producenter af vaerktoejsmaskiner i to produktions-datterselskaber, nemlig Forest Line og Berthiez Saint-Etienne. Koncernstrukturen omfattede derudover to handelsselskaber i USA, nemlig MFL Inc. og Goldsworthy.

Dannelsen af MFL var i overensstemmelse med maalsaetningerne i vaerktoejsmaskinprogrammet, der er et program, som med de offentlige myndigheders stoette blev gennemfoert i Frankrig i perioden 1982 til 1985 med det formaal at omlaegge og stoette strukturomlaegningen inden for sektoren, der havde alvorlige vanskeligheder. Grundtanken var at samle en raekke smaa og vanskeligt stillede producenter af vaerktoejsmaskiner i store koncerner, som bedre var i stand til at modstaa den udenlandske konkurrence. Inden for programmets rammer investerede den franske regering omkring 2 600 mio. ffr. (366 mio. ECU) i form af laan med udbytteandel (61 %) og tilskud og tilbagebetalingspligtige forskud (39 %), og disse midler blev anvendt til forskellige foranstaltninger saasom social omstrukturering og uddannelse (40 %), forskning og udvikling samt handelsfremstoed (32 %) og modernisering af produktionsudstyret (28 %). Hvad angaar stoetten inden for vaerktoejsmaskinprogrammets rammer skal det bemaerkes, at Kommissionen i 1986 besluttede at afslutte en undersoegelsesprocedure uden at rejse indvendinger over for programmets gennemfoerelse, fordi det bidrog til udviklingen inden for Faellesskabet i denne industri, der er af strategisk betydning.

Ved MFL's dannelse intervenerede den franske regering via Sopari (statsejet selskab, som erhverver kapitalinteresser i selskaber, der befinder sig i en strukturomlaegningsproces) og erhvervede en bestemmende andel (35,2 %). Samtidig blev yderligere ni franske industrikoncerner inddraget som partnere (Usinor, Sacilor, Renault, Alsthom, Peugeot, Schneider, Snecma, Dassault og Aérospatiale). Som hovedregel var der tale om nationaliserede koncerner, som havde det til faelles, at de var endelige brugere af MFL's varesortiment. MFL var saaledes tiltaenkt en rolle som specialiseret leverandoer af vaerktoejsmaskiner til strategiske sektorer. MFL's produktion fordelte sig som foelger efter aftagersektor: luftfart (30 %), vaaben (20 %), energi (10 %), biler (6 %), maskiner og andet (34 %).

Ved udgangen af 1986 befandt MFL's produktions-datterselskaber sig i foelgende situation:

- Forest Line (FL) - industrianlaeg beliggende i Albert (Somme) og Capdenac (Lot), fortrinsvis specialiseret i fraesemaskiner: 602 medarbejdere og en omsaetning paa 376 mio. ffr. med 71 mio. ffr. i tab paa den ordinaere drift; FL havde siden 1983 registreret tab paa den ordinaere drift paa 191 mio. ffr.

- Berthiez Saint-Etienne (BSE) - industrianlaeg beliggende i Saint-Etienne (Loire), specialiseret i fleksible maskincentre, svaere spolemaskiner og ensrettere: 508 medarbejdere og en omsaetning paa 242 mio. ffr. med 112 mio. ffr. i tab paa den ordinaere drift; BSE havde siden 1983 registreret tab paa den ordinaere drift paa 389 mio. ffr.

Det fremgaar klart af disse tal, at MFL siden oprettelsen i 1983 og til trods for betydelig statsstoette inden for vaerktoejsmaskinprogrammets rammer, anslaaet til henved 1 000 mio. ffr., bestandig havde haft store vanskeligheder. Denne alvorlige situation havde MFL til faelles med visse andre franske selskaber, hvortil der blev ydet stoette inden for samme program, hovedsagelig som foelge af den generelle afmatning i sektoren og det forhold, at det ikke var muligt at modstaa konkurrencen fra de udenlandske producenter. Dette bevirkede, at flere af dem gik konkurs eller blev overtaget af japanske eller andre europaeiske koncerner.

For MFL's vedkommende blev situationen uholdbar i november 1987, da selskabet blev erklaeret i betalingsstandsning, og de franske handelsretter satte dets datterselskaber under retlig bobestyrelse. Sigtet med denne midlertidige situation var at goere det muligt at bedoemme selskabets finansielle situation og dets muligheder for at komme paa fode igen. I sammenhaeng hermed optog den franske regering forskellige kontakter for at finde nye investorer, som kunne bakke MFL op. Disse kontakter mundede ud i, at to forskellige koncerner erklaerede sig interesserede i at overtage MFL's datterselskaber efter en likvidation. Genopretningen af MFL's aktiviteter skulle derfor efter planerne have form af en likvidation efterfulgt af en afhaendelse af aktiver til fordel for de to bud, som blev afgivet af de to potentielle koebere.

Forest Line (FL): I januar 1988 besluttede handelsretten i Paris at acceptere det eneste koebstilbud for dette datterselskab. Den franske koncern Brisard (omsaetning paa 700 mio. ffr. og 1 200 medarbejdere) tilboed 8 mio. ffr. for aktiverne med tilknytning til FL's drift eksklusive vekselbeholdningen. Desuden accepterede Brisard at beholde 495 af de eksisterende 558 stillinger. Med henblik herpaa skulle der oprettes en ny virksomhed, Brisard machine-outil (BMO), hvortil Brisard formelt afgav tilsagn om at ville overfoere 65 mio. ffr. Den private investering i BMO skulle suppleres med 45 mio. ffr. fra andre investorer i form af mellem- og langfristede kreditter. Endelig besluttede den franske regering i marts 1988 at bidrage til selskabets genopretning med 25 mio. ffr. i form af et tilbagebetalingspligtigt forskud, som skulle amortiseres over ti aar efter seks regnskabsperioder regnet fra den periode, hvor aktiverne blev afhaendet, saafremt virksomhedens cash flow paa dette tidspunkt udgjorde mere end 15 % af dens omsaetning.

Derudover besluttede de franske myndigheder at finansiere en ekstraordinaer social plan for de 63 medarbejdere, som ikke blev overtaget af BMO. Denne ekstraordinaere foranstaltning med en omkostning for staten paa 4,972 mio. ffr. blev truffet uden for FNE's regie (Fond national de l'emploi), som er den generelle franske stoetteordning i forbindelse med afskedigelser. Inden for dette ekstra budgets rammer ydes der de paagaeldende arbejdstagere ekstra ventepenge, beskaeftigelsespraemier, omskoling og ekstraordinaere betalinger til foertidspensionering, hvor dette er muligt.

Berthiez Saint-Etienne (BSE): Afhaendelsen af MFL's andet produktions-datterselskab fandt sted i to etaper, fordi foerste forsoeg slog fejl. I marts 1988 besluttede handelsretten i Saint-Etienne, der forestod bobestyrelsen af BSE, at acceptere et faelles koebstilbud indgivet af den franske koncern Smits-Lièvre og det belgiske selskab Pegard. De tilboed 5 mio. ffr. for aktiverne med tilknytning til BSE's drift eksklusive vekselbeholdningen. Samtidig accepterede de at beholde 160 af de eksisterende 344 stillinger. Ifoelge afhaendelsesplanen skulle der oprettes et nyt selskab, Berthiez Productics (BP), hvortil de nye aktionaerer skulle overfoere 12 mio. ffr. Yderligere 30 mio. ffr. skulle tilvejebringes af private investorer i form af mellem- og langfristede kreditter. Endelig besluttede den franske regering i maj 1988 at bidrage til BP's genopretningsplan med 17 mio. ffr. i form af et tilbagebetalingspligtigt forskud med samme amortiseringsvilkaar som de for BMO fastsatte, dvs. amortisering over ti aar efter seks regnskabsperioder regnet fra den periode, hvor aktiverne blev afhaendet, saafremt virksomhedens cash flow paa dette tidspunkt udgjorde mere end 15 % af dens omsaetning.

Derudover besluttede den franske regering, ligesom i forbindelse med den anden afhaendelse, at finansiere en social plan til fordel for de afskedigede medarbejdere; de samlede udgifter dertil blev fastsat til 16,2 mio. ffr., og pengene skulle gaa til de samme formaal som for FL's vedkommende.

Det lykkedes dog ikke de nye aktionaerer at puste nyt liv i selskabet, selv om de udfoldede store bestraebelser. I oktober 1988 blev ogsaa de noedsaget til at overlade selskabet til retlig bobestyrelse. Handelsretten i Saint-Etienne underkastede paa ny BP en feasibility-undersoegelse og sonderede mulighederne for endnu en afhaendelse til en anden privat investor, som var interesseret i at overtage selskabet. Paa dette grundlag accepterede retten i november 1988 et af de to indledende bud, som var indkommet fra nye potentielle koebere. Det skal her bemaerkes, at de to bud praktisk taget var ens med hensyn til koebspris og sociale bestemmelser, og at begge bud tog sigte paa overdragelse af aktiverne uden overtagelse af passiverne. Ifoelge retsprotokollerne var det accepterede bud det, der fra starten sikrede den sundeste finansielle stilling i kraft af en varig finansiering. Ud fra disse forudsaetninger var det bedste bud det, der var indgivet af Brisard-koncernen, som allerede havde overtaget kontrollen med aktiverne i det andet tidligere MFL-datterselskab.

Brisard tilboed en koebspris paa 7,4 mio. ffr. for BP's goodwill, lagre og vekselbeholdning og forpligtede sig til at oprette et nyt selskab med 140 af de eksisterende 169 stillinger. Saint-Etienne kommune koebte for sin del det tidligere BSE's jord og bygninger for 4 mio. ffr. og undertegnede en lejekontrakt med det nye selskab om brugen heraf.

I denne sag ydede den franske regering ikke noget forskud til det selskab, der blev oprettet som led i denne anden afhaendelse, Berthiez SA. Dog besluttede den franske regering som foelge af det oegede antal arbejdsloese at finansiere en ny ekstraordinaer social plan til et beloeb af 3,5 mio. ffr. til fordel for disse arbejdstagere; planen har samme karakteristika som de tidligere for FL og BSE gennemfoerte planer.

Endelig skal det bemaerkes, at to andre medlemsstaters regeringer fremsatte bemaerkninger som led i hoeringen af andre interesserede parter. Disse bemaerkninger blev meddelt de franske myndigheder ved skrivelse af 7. september 1987 , i hvilken der blev givet dem en frist paa en maaned til at fremsaette deres bemaerkninger. Denne skrivelse er forblevet ubesvaret.

III

Kommissionen har i tilslutning til sin undersoegelse af de offentlige foranstaltninger til stoette for MFL's selskaber efterproevet, i hvilken udstraekning de paagaeldende foranstaltninger indeholder stoetteelementer i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92 til 94.

De franske myndigheder har interveneret til fordel for MFL paa to forskellige maader, nemlig dels ved at finansiere de ekstraordinaere sociale planer, som er gennemfoert til fordel for det oegede antal arbejdsloese, dels ved at yde forskud til gennemfoerelsen af genopretningsplanerne for de selskaber, der blev oprettet ved afhaendelsen af MFL's aktiver.

For den foerstnaevnte foranstaltnings vedkommende - statens finansiering af de ekstraordinaere sociale planer til fordel for det afskedigede personale - udgoer nogle af disse poster, nemlig ekstra ventepenge og ekstraordinaere udgifter til foertidspensionering betalt af staten, normale omkostninger for et selskab, der oensker at gennemfoere personalenedskaeringer, og boer derfor afholdes af det selskab, der er genstand for strukturomlaegningen. I den foreliggende sag er det dog ikke muligt at haevde, at ovennaevnte bidrag fra staten udgoer en stoette, som fritager de nye selskaber for udgifter, som de gamle firmaer havde pligt til at afholde i forbindelse med nedsaettelsen af arbejdsstyrken. Koeberne havde ingen retlig forpligtelse over for de medarbejdere, der blev afskediget som foelge af overtagelsestilbuddene; stoette til disse afskedigede arbejdstagere kan derfor ikke anses for at komme de nye selskaber til gode i den forstand, at den fritager dem for omkostninger, de skulle have paataget sig for at reducere deres arbejdsstyrke, eftersom denne reduktion under alle omstaendigheder skulle finde sted i forbindelse med ordningen med afhaendelse under bobestyrelse. Det kan derfor konkluderes, at stoetten til de sociale planer i den foreliggende sag som anfoert af de franske myndigheder rent faktisk har haft til formaal at mindske arbejdsloeshedens ugunstige virkninger for de ledigblevne arbejdstagere uden at have gunstige virkninger for de nye selskaber.

For saa vidt angaar ydelsen af forskuddene synes denne at omfatte to stoetteelementer, nemlig dels det stoetteelement, der foelger af selve den kendsgerning, at pengene blev udlaant rentefrit, hvorved de nye selskaber blev fritaget for de normale omkostninger, der knytter sig til finansieringen af deres genopretningsplaner, dels de betingelser, som de offentlige myndigheder fastsatte for forskuddenes amortisering med lange afdragsfri perioder og en betinget formulering knyttet til det fremtidige cash flow, hvilket med tiden meget vel kunne foere til, at forskuddene slet ikke blev tilbagebetalt, men derimod i sidste ende forvandlet til rene tilskud. Ingen af disse betingelser staar i noget rimeligt forhold til de normale betingelser, der gaelder for kreditter paa markedsvilkaar. Tvaertimod er de udtrykkelig af de franske myndigheder blevet fastsat med det formaal at lette genopretningen af selskaberne.

Det kan konkluderes, at statsstoetten i forbindelse med ydelsen af 42 mio. ffr. i forskud paa andre vilkaar end markedsvilkaar kan anses for at have lettet genopretningen af MFL-virksomhederne i de nye retlige enheder, som blev resultatet af afhaendelsen af selskabets aktiver.

Det skal bemaerkes, at stoetten i tilknytning til forskuddene i henhold til EF-retten er ulovlig fra det tidspunkt, hvor forskuddene blev ydet, fordi de franske myndigheder ikke paa forhaand anmeldte ydelsen deraf til Kommissionen i henhold til EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3.

Det skal i denne sammenhaeng bemaerkes, at ulovligheden - som foelge af den bindende karakter af de proceduremaessige regler i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, som ogsaa er af betydning for procedurens korrekte forloeb, hvis direkte virkninger Domstolen har anerkendt i sin dom af 19. juni 1973 i sag 77/72 - af den stoette, som det drejer sig om her, ikke kan afhjaelpes efterfoelgende.

Den ulovlige karakter af al den stoette, som det drejer sig om her, haenger sammen med, at de proceduremaessige regler i EOEF-Traktatens artikel 93, stk. 3, ikke er overholdt. Naar der er tale om stoette, der er uforenelig med det faelles marked, kan Kommissionen - i kraft af den mulighed, som Domstolen har aabnet for den ved sin dom af 12. juli 1973 i sag 70/72, bekraeftet ved dom af 24. februar 1987 i sag 310/85 - forlange, at medlemsstaterne kraever den ulovligt ydede stoette tilbagebetalt af modtagerne.

IV

Desuden har denne stoette fordrejet konkurrencen mellem Faellesskabets producenter. Naar statsstoette forstaerker stillingen for visse virksomheder, der konkurrerer med andre virksomheder inden for Faellesskabet, maa stoetten anses for at have betydning for disse andre virksomheder. Det skal her bemaerkes, at Faellesskabets vaerktoejsmaskinindustri siden midten af halvfjerdserne er blevet maerkbart mindre, hovedsagelig som foelge af to faktorer: paa den ene side den verdensomspaendende oekonomiske afmatning, som pressede ordretilgangen drastisk ned, og paa den anden side den stadig staerkere konkurrence fra tredjelande. Begge faktorer har forstaerket den i forvejen haarde konkurrence mellem Faellesskabets producenter. Enhver stoette, der ydes til en bestemt producent, og derved fritager ham for omkostninger, som han under normale omstaendigheder selv skulle daekke, styrker denne producents stilling over for de ikke-stoettede konkurrenter og aendrer derigennem kunstigt virksomhedernes respektive konkurrencedygtighed. I denne sammenhaeng skal det bemaerkes, at MFL's datterselskaber altid har opereret paa udenlandske markeder i konkurrence med andre EF-producenter. I 1986 eksporterede MFL 62 % af sin produktion, og 17 % af denne eksport gik til andre medlemsstater. Endvidere er vaerktoejsmaskiner omsaettelige varer, hvormed der foregaar en betydelig handel inden for Faellesskabet. Ifoelge NIMEXE-statistikkerne androg samhandelen inden for Faellesskabet af vaerktoejsmaskiner i 1988 2 268 mio. ECU, hvoraf Frankrig tegnede sig for 6,5 %. Faellesskabets import fra tredjelande beloeb sig samme aar til 4 032 mio. ECU.

V

Ifoelge EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 1, er stoette, som er omfattet af de deri fastlagte kriterier, principielt uforenelig med det faelles marked. Traktaten indeholder dog visse undtagelser fra denne hovedregel.

De i artikel 92, stk. 2, fastsatte undtagelser finder ikke anvendelse i denne sag som foelge af stoettens egenart, idet stoetten ikke tager sigte paa at foere de deri fastsatte maal ud i livet.

I Traktatens artikel 92, stk. 3, opregnes de stoetteforanstaltninger, som kan vaere forenelige med det faelles marked. Foreneligheden med Traktaten skal bestemmes i en sammenhaeng, der omfatter hele Faellesskabet og ikke kun en enkelt medlemsstat. For at sikre, at det faelles marked fungerer tilfredsstillende, og at det i artikel 3, litra f), nedfaeldede princip overholdes, skal de i artikel 92, stk. 3, fastsatte undtagelser fortolkes strengt i forbindelse med undersoegelsen af stoetteordninger eller individuel stoette. De finder navnlig kun anvendelse, naar Kommissionen kan fastslaa, at markedskraefterne ikke i sig selv - uden denne stoette - ville vaere tilstraekkelige til at formaa stoettemodtagerne til at foelge et adfaerdsmoenster, som bidrager til at naa et af formaalene med de naevnte undtagelser.

Hvad angaar undtagelserne i artikel 92, stk. 3, litra a) og c), om stoette, der fremmer eller letter udviklingen i visse omraader, udgoer ingen af de omraader, hvor MFL-anlaeggene er beliggende - Capdenac, Albert og Saint-Etienne - regioner med usaedvanlig lav levestandard eller alvorlig underbeskaeftigelse, jf. artikel 92, stk. 3, litra a), saaledes som disse er fastlagt af Kommissionen (1). Endvidere blev tilskuddene ikke ydet inden for rammerne af de tilsvarende regionalstoetteordninger, men paa grundlag af ad hoc-beslutninger truffet af regeringen. Desuden har den paagaeldende stoette ikke de egenskaber, der kraeves for at kunne betegnes som stoette, der fremmer udviklingen af visse oekonomiske regioner, jf. artikel 92, stk. 3, litra c), fordi den ydede stoette ikke var betinget af investeringer eller jobskabelse som anfoert i Kommissionens meddelelse fra 1979 om samordningsprincipperne for regionalstoetteordningerne (2).

Hvad angaar undtagelserne i artikel 92, stk. 3, litra b), tog den paagaeldende stoette hverken sigte paa at fremme et projekt af faelles europaeisk interesse eller et projekt, som havde til formaal at afhjaelpe en alvorlig forstyrrelse i den paagaeldende medlemsstats oekonomi, og stoetten fremboed heller ikke de traek, der karakteriserer projekter af denne type. De franske myndigheder har i oevrigt heller ikke paaberaabt sig denne undtagelse.

Artikel 92, stk. 3, litra c), indeholder ogsaa en fritagelse af stoette til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, naar den ikke aendrer samhandelsvilkaarene paa en maade, der strider mod den faelles interesse. I den henseende skal det, som ovenfor naevnt, klart paavises, at stoetten er noedvendig, dvs. at maalet med den naevnte undtagelse ikke ville blive naaet, medmindre stoetten blev ydet. For den omhandlede statslige foranstaltnings vedkommende synes den stoette, som knytter sig til ydelsen af forskud paa andre vilkaar end markedsvilkaar, ikke at vaere uomgaengeligt noedvendig for at naa de vaesentlige maal, der tilstraebes af de franske myndigheder, nemlig at sikre fortsat drift af de afhaendede aktiver og bevarelse af de dermed forbundne arbejdspladser. Ifoelge de af de franske myndigheder fremlagte finansielle prognoser vil de nye selskaber i de foerste tre dirftsaar kunne registrere et overskud foer skatter paa omkring 42 mio. ffr. for BMO og 2 mio. ffr. for BSA.

I det sidste af disse tre aar vil overskuddet foer skatter udgoere henholdsvis 4,3 % og 6,8 % af selskabernes respektive samlede indkomst. Set i lyset af disse finansielle prognoser synes de paagaeldende selskaber at vaere i stand til selv at baere omkostningerne ved forskud ydet paa normale markedsvilkaar. Selv naar man foelger de franske myndigheder i deres maalsaetning, udgoer den paagaeldende stoette derfor en fuldstaendig kunstig fordel, der er uberettiget. Heller ikke paa EF-plan er der noget forhold, der goer stoetten berettiget, naar man tager hensyn til den kraftige konkurrencefordrejning, som en saadan kunstig fordel har paa baggrund af den staerke konkurrence mellem producenterne.

Det skal bemaerkes, at det som foelge af den betydelige stoette, som MFL har modtaget til modernisering af industrianlaeg og strukturomlaegning inden for vaerktoejsmaskinprogrammets rammer, ikke er noedvendigt, at de selskaber, som blev resultatet af afhaendelserne, foretager investeringer af betydning i fremtiden for at konsolidere deres konkurrencedygtighed; de har snarere behov for at rationalisere og forbedre deres managementpolitik, saaledes som det er anfoert i de genopretningsplaner, som er forelagt Kommissionen.

Det skal i denne sammenhaeng bemaerkes, at de samme selskaber har nydt godt af forskellige andre situationsbestemte fordele. For det foerste var der tale om en betydelig kapitalgevinst i forbindelse med overtagelsen af aktiver til en i vid udstraekning symbolsk pris i forbindelse med likvidationen af MFL. Kapitalgevinsterne i forbindelse med dannelsen af Brisard machine-outil er af selskabet selv blevet anslaaet til 90 mio. ffr.; der er ikke fremlagt noget overslag vedroerende Berthiez SA. For det andet har disse nye selskaber indledt deres virksomhed med en bedre afpasset arbejdsstyrke. Denne nedskaering fandt sted uden udgifter for selskaberne, fordi handelsretternes beslutninger om afhaendelsen af aktiver i forbindelse med bobestyrelsesproceduren afbroed den retlige forbindelse mellem disse selskaber, der fortsatte deres virksomhed, og de arbejdere, der blev afskediget efter afhaendelserne.

Paa grundlag af alle de ovennaevnte betragtninger er Kommissionen naaet til den konklusion, at den franske regerings stoette til MFL's fortsatte drift gennem de nye selskaber, som blev resultatet af afhaendelse af selskabets aktiver, ikke kan nyde godt af den i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), omhandlede fritagelse.

Det kan derfor sammenfattende anfoeres, at den paagaeldende stoette viser sig at vaere ulovlig i henhold til EF-retten, fordi den franske regering ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 93, stk. 3. Som paapeget ovenfor kan Kommissionen i saadanne tilfaelde forlange, at medlemsstaterne kraever den ulovligt ydede stoette tilbagebetalt af modtagerne. Undersoegelsen har vist, at denne stoette er uforenelig med det faelles marked, fordi den har aendret samhandelen inden for Faellesskabet i den i artikel 92, stk. 1, anvendte betydning og ikke kan nyde godt af nogen af undtagelserne i EOEF-Traktatens artikel 92, stk. 2 og 3. Den paagaeldende stoette skal derfor traekkes tilbage -

VEDTAGET FOELGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den offentlige stoette til de selskaber, der opstod ved afhaendelsen af MFL's aktiver, nemlig Brisard machine-outil (BMO) og Berthiez Productics (BP), i form af tilbagebetalingspligtige forskud til et beloeb af henholdsvis 25 mio. ffr. og 17 mio. ffr. paa andre vilkaar end markedsvilkaar er blevet ydet ulovligt under overtraedelse af artikel 93, stk. 3, og er uforenelig med det faelles marked i henhold til EOEF-Traktatens artikel 92.

Artikel 2

De stoetteelementer, som den i artikel 1 omhandlede offentlige stoette indeholder, skal afskaffes fra dagen for stoettens ydelse.

For saa vidt angaar det forskud paa 25 mio. ffr., der er ydet Brisard machine-outil, anmodes den franske regering derfor om at konvertere det til en normal kredit paa markedsvilkaar med hensyn til saavel rente som amortisering med virkning fra den dato, hvor forskuddet blev ydet, eller at traekke forskuddet helt tilbage eller at traeffe enhver anden foranstaltning, der er egnet til at sikre, at stoetteelementet afskaffes fuldstaendigt.

Der er derimod ikke anledning til at anmode om afskaffelse af det stoetteelement, der knytter sig til forskuddet paa 17 mio. ffr. til Berthiez Productics, fordi den formelle stoettemodtager gik konkurs, og den endelige stoettemodtager Berthiez SA ikke overtog BP's passiver.

Artikel 3

Senest to maaneder efter meddelelsen af denne beslutning underretter de franske myndigheder Kommissionen om de foranstaltninger, der er truffet for at efterkomme den. Gennemfoeres beslutningen efter udloebet af denne frist, anvendes de i Frankrig gaeldende bestemmelser om betaling af morarenter til staten fra dagen for beslutningens meddelelse.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik. Udfaerdiget i Bruxelles, den 20. december 1989. Paa Kommissionens vegne

Leon BRITTAN

Naestformand

(1) EFT nr. C 212 af 12. 8. 1988, s. 2. (2) EFT nr. C 31 af 3. 2. 1979, s. 9.