—

I henhold til artikel 263 TEUF annulleres afgørelse nr. SRB/ES/2022/18 af 11. april 2022 om beregning af ex ante-bidrag for 2022 til Afviklingsfonden, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.

—

I henhold til artikel 277 TEUF fastslås det, at følgende bestemmelser i SRM-forordningen (1), gennemførelsesforordningen (2) og den delegerede forordning (3) ikke finder anvendelse:

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af princippet om ligebehandling, for så vidt som de nærmere bestemmelser for beregning af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond, som fastsat i SRM-forordningen og den delegerede forordning, hverken afspejler institutternes reelle størrelse eller deres reelle risiko.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som mekanismen for ex ante bidrag til Afviklingsfonden, som fastsat i SRM-forordningen og den delegerede forordning, hviler på en vurdering, som kunstigt forværrer risikoprofilen for store franske institutter, og fører derfor til et bidragsbeløb, som er uforholdsmæssigt højt.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, idet beregningen af beløbet for ex ante-bidragene, som fastsat i SRM-forordningen, gennemførelsesforordningen og den delegerede forordning, dels ikke med tilstrækkelig præcision kan forudses, dels ikke så meget afhænger af instituttets egen situation og overordnede risikoprofil, som instituttets situation i forhold til andre bidragydende institutter. Endelig er sagsøgerne af den opfattelse, at Kommissionen i henhold til artikel 290 TEUF ikke burde have haft ansvaret for at fastlægge risikoindikatorer inden for rammerne af den delegerede forordning, for så vidt som disse kriterier har en særdeles strukturel og afgørende funktion ved fastsættelsen af bidragsbeløbene.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, for så vidt som samtlige risikoindikatorer ikke behørigt blev taget i betragtning i den anfægtede afgørelse.

5.

Femte anbringende om en retlig fejl vedrørende fastsættelse af justeringskoefficienten. Sagsøgerne har gjort gældende, at der er begået en retlig fejl, idet Afviklingsinstansen, der baserede sig på en fejlagtig fortolkning af flere bestemmelser i SRM-forordningen, fastsatte en justeringskoefficient, der helt åbenbart var for høj.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten for så vidt angår begrænsningen af brug af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, med den begrundelse, at den anfægtede afgørelse ikke præcist og detaljeret angiver, hvorfor det er nødvendigt dels at fastsætte et loft for anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser på 15 %, dels kun at acceptere kontanter som sikkerhed.

7.

Syvende anbringende om et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at den risiko for procyklikalitet og den likviditetsrisiko, som Afviklingsinstansen har påberåbt sig for at begrænse anvendelsen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser, er ugrundede, bl.a. henset til de særlige karakteristika ved de uigenkaldelige betalingsforpligtelser og den sammenhæng, hvori de bruges.

8.

Ottende anbringende om en retlig fejl. Sagsøgerne har gjort gældende, at Afviklingsinstansen dels støtter sig på en fejlagtig fortolkning af de bestemmelser, der giver mulighed for at anvende uigenkaldelige betalingsforpligtelser, ved at pålægge en foranstaltning som er identisk for alle institutter på grundlag af en abstrakt analyse, dels fratager disse bestemmelser deres effektive virkning, for så vidt som andelen af uigenkaldelige betalingsforpligtelser er systematisk og uden tilstrækkelig begrundelse begrænset til det lovbestemte minimum.