1)

Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1310/2013 af 17. december 2013, og Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 af 30. november 2009 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for vin, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der gør opnåelsen af støtte i henhold til den generelle arealbetalingsordning betinget af en forpligtelse for ansøgeren til at godtgøre, at vedkommende har en »brugsret« til det landbrugsareal, der er genstand for denne ansøgning, forudsat at de formål, der forfølges med den pågældende EU-lovgivning, og de almindelige EU-retlige principper, navnlig proportionalitetsprincippet, overholdes.

2)

Forordning nr. 73/2009, som ændret ved forordning nr. 1310/2013, og forordning nr. 1122/2009 skal fortolkes således, at de i det særlige tilfælde, hvor en modtager af støtte i henhold til den generelle arealbetalingsordning har godtgjort retten til at udnytte et landbrugsareal ved at fremlægge en koncessionsaftale vedrørende et græsningsareal, der hører ind under en lokal forvaltningsenheds offentlige ejendom, ikke er til hinder for en national lovgivning, som gør gyldigheden af en sådan aftale betinget af, at en fremtidig koncessionshaver er opdrætter eller ejer af dyr.

3)

Artikel 2, litra c), i forordning nr. 73/2009, som ændret ved forordning nr. 1310/2013, skal fortolkes således, at begrebet »landbrugsaktivitet« omfatter en aktivitet, hvorved en person får koncession på et græsningsareal og senere indgår en samarbejdsaftale med dyreopdrættere, ifølge hvilken disse opdrættere lader dyr græsse på det koncessionerede areal, idet koncessionshaveren bevarer brugsretten til arealet, men forpligter sig til ikke at begrænse græsningsaktiviteten og påtager sig vedligeholdelsesarbejdet på græsningsarealet, forudsat at dette arbejde opfylder de betingelser, som er fastsat ved den fakultative norm, der er henvist til i bilag III til denne forordning.

4)

EU-retten skal fortolkes således, at den er til hinder for anvendelsen i en medlemsstats retsorden af princippet om retskraft, som, i en tvist mellem de samme parter om lovligheden af en foranstaltning om tilbagesøgning af beløb, der er blevet udbetalt til en ansøger om støtte i henhold til en generel arealbetalingsordning, er til hinder for, at den ret, for hvilken sagen er indbragt, undersøger, om nationale krav til lovligheden af hjemlen til udnyttelse af det landbrugsareal, der er genstand for støtteansøgningen, er i overensstemmelse med EU-retten, fordi denne foranstaltning om tilbagesøgning er støttet på de samme faktiske omstændigheder, om hvilke der er uenighed mellem de samme parter, og på den samme nationale lovgivning, som var genstand for analyse i en forudgående retsafgørelse, der er blevet endelig.