(1)

Fiscalis 2020-programmet, der blev fastlagt ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1286/2013 (3), og som gennemføres af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne og associerede lande, samt de forudgående programmer har ydet et væsentligt bidrag til at fremme og styrke samarbejdet mellem skattemyndighederne inden for Unionen. Merværdien af disse programmer, herunder for beskyttelsen af medlemsstaternes og skatteyderens finansielle og økonomiske interesser, er blevet anerkendt af de deltagende landes skattemyndigheder. De næste ti års udfordringer kan kun håndteres, hvis medlemsstaterne ser ud over deres egne administrative territorier og samarbejder intensivt med deres modparter.

(2)

Fiscalis 2020-programmet giver medlemsstaterne en EU-ramme, inden for hvilken de kan udvikle samarbejdsaktiviteter. Denne ramme er mere omkostningseffektiv, end hvis hver enkelt medlemsstat skulle opstille individuelle samarbejdsrammer på bilateralt eller multilateralt grundlag. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre videreførelsen af Fiscalis 2020-programmet ved at fastlægge et nyt program inden for samme område, nemlig Fiscalisprogrammet (»programmet«).

(3)

Ved at skabe en ramme for tiltag, der støtter det indre marked, fremmer Unionens konkurrenceevne og beskytter Unionens og dens medlemsstaters finansielle og økonomiske interesser, bør programmet bidrage til at: støtte skattepolitik og gennemførelsen af EU-retten om beskatning, forebygge og bekæmpe skattesvig, skatteunddragelse, aggressiv skatteplanlægning og dobbelt ikkebeskatning, forebygge og mindske unødige administrative byrder for borgere og virksomheder i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, støtte mere retfærdige og mere effektive skattesystemer, realisere det indre markeds fulde potentiale og fremme fair konkurrence i Unionen, støtte en fælles EU-tilgang i internationale fora, støtte opbygningen af administrativ kapacitet hos skattemyndighederne, herunder ved at modernisere rapporterings- og revisionsteknikker, samt støtte uddannelse af skattemyndighedernes personale i denne henseende.

(4)

Der fastsættes ved denne forordning en finansieringsramme for programmet, som skal udgøre det primære referencebeløb for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure, jf. punkt 18 i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter (4).

(5)

Med henblik på at støtte tredjelandes tiltrædelses- og associeringsproces bør såvel tiltrædende lande og kandidatlande som potentielle kandidater og partnerlande i den europæiske naboskabspolitik kunne deltage i programmet, forudsat at visse betingelser er opfyldt. Andre tredjelande vil også kunne deltage i programmet i henhold til betingelserne i de særlige aftaler, der er indgået mellem Unionen og de pågældende tredjelande, og som dækker deres deltagelse i ethvert af Unionens programmer.

(6)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (5) (»finansforordningen«) finder anvendelse på dette program. Finansforordningen fastsætter regler for gennemførelsen af EU-budgettet, herunder reglerne for tilskud, priser, udbud, indirekte forvaltning, finansielle instrumenter, budgetgarantier, finansiel bistand og godtgørelse af eksterne eksperter.

(7)

Tiltagene under Fiscalis 2020-programmet har vist sig at være passende og bør derfor bibeholdes. For at skabe større enkelhed og fleksibilitet i gennemførelsen af programmet og derved i højere grad opfylde dets mål bør tiltagene kun fastlægges i form af overordnede kategorier med en liste over illustrative eksempler på konkrete aktiviteter, såsom møder og lignende ad hoc-arrangementer, herunder, hvor det er relevant, tilstedeværelse i administrative kontorer og deltagelse i administrative undersøgelser, projektbaseret struktureret samarbejde, herunder, hvor det er relevant, fælles revisioner og IT-kapacitetsopbygning, herunder, hvor det er relevant, skattemyndighedernes adgang til sammenkoblede registre. Hvor det er hensigtsmæssigt, bør tiltagene også sigte mod at behandle prioriterede emner med henblik på at opfylde programmets mål. Gennem samarbejde og kapacitetsopbygning bør programmet også fremme og støtte indførelsen og udnyttelsen af innovation for yderligere at forbedre kapaciteten til at skabe resultater inden for de vigtigste prioriteter på beskatningsområdet.

(8)

I betragtning af skatteydernes øgede mobilitet, antallet af grænseoverskridende transaktioner, internationaliseringen af finansielle instrumenter og den deraf følgende øgede risiko for skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning, som alle rækker langt ud over Unionens grænser, kan tilpasninger eller udvidelser af europæiske elektroniske systemer for samarbejde med tredjelande, der ikke er associeret med programmet, og internationale organisationer være af interesse for Unionen eller for medlemsstaterne. Sådanne tilpasninger eller udvidelser vil navnlig kunne undgå den administrative byrde og de omkostninger, der er forbundet med udvikling og drift af to ensartede elektroniske systemer til udveksling af oplysninger på EU-plan eller internationalt plan. Derfor bør sådanne tilpasninger eller udvidelser være støtteberettigede under programmet, når det er behørigt begrundet i en sådan interesse.

(9)

I betragtning af globaliseringens betydning og betydningen af at bekæmpe skattesvig, skatteunddragelse og aggressiv skatteplanlægning bør programmet give mulighed for at inddrage eksterne eksperter som omhandlet i finansforordningens artikel 238. Sådanne eksterne eksperter bør hovedsageligt være repræsentanter for offentlige myndigheder, herunder offentlige myndigheder fra ikkeassocierede tredjelande, som også omfatter de mindst udviklede lande, samt repræsentanter for internationale organisationer, for erhvervsdrivende, for skatteydere og for civilsamfundet. I den sammenhæng forstås ved de mindst udviklede lande et tredjeland eller et område uden for Unionen, der er berettiget til at modtage officiel udviklingsbistand i henhold til den relevante liste, som Komitéen for Udviklingsbistand under Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling har offentliggjort, og som er baseret på De Forenede Nationers definition af mindst udviklede lande. Udvælgelsen af eksperter til ekspertgrupper bør baseres på Kommissionens afgørelse af 30. maj 2016 om fastlæggelse af horisontale regler om oprettelse af Kommissionens ekspertgrupper og deres funktion. Med hensyn til eksperter, der er udpeget personligt til at handle uafhængigt i offentlighedens interesse, bør Kommissionen sikre, at disse eksperter er upartiske, at der ikke er nogen risiko for interessekonflikter i forhold til deres professionelle ansvarsområder, og at oplysninger om deres udvælgelse og deltagelse er offentligt tilgængelige.

(10)

I overensstemmelse med Kommissionens engagement for at sikre sammenhængende og forenklede finansieringsprogrammer, som fremgår af dens meddelelse af 19. oktober 2010 om gennemgang af EU's budget, bør ressourcerne anvendes sammen med andre EU-finansieringsinstrumenter, hvis de planlagte tiltag under programmet forfølger mål, som er fælles for forskellige finansieringsinstrumenter, med undtagelse af dobbeltfinansiering. Tiltag under programmet bør sikre en sammenhængende anvendelse af Unionens ressourcer til støtte for skattepolitikken og skattemyndighederne.

(11)

Med henblik på omkostningseffektiviteten bør programmet udnytte eventuelle synergier med andre EU-foranstaltninger på beslægtede områder som f.eks. toldprogrammet, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/444 (6), EU-programmet for bekæmpelse af svig, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/… (7) (1), programmet for det indre marked der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/… (8) (2), genopretnings- og resiliensfaciliteten oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/241 (9) og instrumentet for teknisk støtte, der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/240 (10).

(12)

Tiltag til opbygning af IT-kapacitet vil optage størstedelen af programmets budget. Særlige bestemmelser bør derfor beskrive og skelne mellem de fælles og nationale komponenter i de europæiske elektroniske systemer. Desuden bør anvendelsesområdet for tiltagene og Kommissionens og medlemsstaternes ansvar tydeligt defineres. Der bør i videst muligt omfang være interoperabilitet mellem de fælles og de nationale komponenter i de europæiske elektroniske systemer og synergier med andre elektroniske systemer i relevante EU-programmer.

(13)

I øjeblikket er der ingen krav om at udarbejde en flerårig strategisk plan for skatteområdet med henblik på skabelsen af et sammenhængende og interoperabelt elektronisk skattemiljø i Unionen. For at sikre sammenhæng og samordning mellem tiltag til opbygning af IT-kapacitet bør der i programmet tages højde for kravet om at udarbejde en sådan plan, et planlægningsværktøj, som bør være i overensstemmelse med og ikke bør gå ud over de forpligtelser, der følger af de relevante EU-retsakter.

(14)

Denne forordning bør gennemføres ved hjælp af arbejdsprogrammer. I betragtning af den mellem- til langsigtede karakter af de mål, der forfølges, og på grundlag af de erfaringer, der gøres over tid, bør arbejdsprogrammerne kunne dække flere år. Overgangen fra årlige til flerårige arbejdsprogrammer, som hver højst bør dække tre år, ville mindske den administrative byrde for både Kommissionen og medlemsstaterne.

(15)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (11).

(16)

I henhold til punkt 22 og 23 i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (12) bør dette program evalueres på grundlag af oplysninger indsamlet i overensstemmelse med specifikke overvågningskrav, samtidig med at en administrative byrde, navnlig for medlemsstaterne, og overregulering undgås. Disse krav bør, hvor det er relevant, omfatte målbare indikatorer som grundlag for evaluering af programmets virkninger i praksis. De foreløbige og endelige evalueringer, som bør foretages senest fire år efter henholdsvis påbegyndelsen af gennemførelsen og afslutningen af programmet, bør bidrage til beslutningsprocessen i forbindelse med de næste flerårige finansielle rammer. De tilbageværende hindringer for at opnå programmets mål bør ligeledes behandles inden for rammerne af de foreløbige og endelige evalueringer, ligesom disse bør indeholde forslag til bedste praksis. Ud over de foreløbige og endelige evalueringer bør der som led i præstationsrapporteringssystemet udarbejdes årlige statusrapporter for at overvåge de fremskridt, der er gjort. Disse rapporter bør indeholde en sammenfatning af de indhøstede erfaringer og, hvor det er relevant, af de hindringer, der er opstået i forbindelse med de programaktiviteter, som har fundet sted i det pågældende år.

(17)

Kommissionen bør regelmæssigt afholde seminarer for skattemyndighederne, hvorpå repræsentanter fra de støttemodtagende medlemsstater drøfter problemstillinger og foreslår mulige forbedringer i relation til programmets mål, herunder udveksling af oplysninger mellem skattemyndigheder.

(18)

For at kunne reagere hensigtsmæssigt på ændringer i de skattepolitiske prioriteter bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for så vidt angår ændring af listen over indikatorer til måling af, hvorvidt programmets specifikke mål er opnået og at supplere denne forordning med bestemmelser om oprettelse af en overvågnings- og evalueringsramme. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning. For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(19)

I overensstemmelse med finansforordningen, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (13) og Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (14), (Euratom, EF) nr. 2185/96 (15) og (EU) 2017/1939 (16) skal Unionens finansielle interesser beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger, herunder foranstaltninger vedrørende forebyggelse, opdagelse, korrektion og undersøgelse af uregelmæssigheder, herunder svig, vedrørende tilbagesøgning af tabte, uberettiget udbetalte eller ukorrekt anvendte midler og, hvor det er relevant, vedrørende pålæggelse af administrative sanktioner. Navnlig har Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i overensstemmelse med forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 og (EU, Euratom) nr. 883/2013 beføjelse til at foretage administrative undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, med henblik på at fastslå, om der foreligger svig, korruption eller enhver anden ulovlig aktivitet, der skader Unionens finansielle interesser. Den Europæiske Anklagemyndighed (»EPPO«) er i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/1939 beføjet til at efterforske og retsforfølge strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (17). I overensstemmelse med finansforordningen skal enhver person eller enhed, som modtager EU-midler, samarbejde fuldt ud om beskyttelse af Unionens finansielle interesser, give Kommissionen, OLAF, Revisionsretten og, for så vidt angår de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til forordning (EU) 2017/1939, EPPO de fornødne rettigheder og den fornødne adgang og sikre, at eventuelle tredjeparter, der er involveret i gennemførelsen af EU-midler, tildeler tilsvarende rettigheder.

(20)

Tredjelande, der er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), kan deltage i EU-programmer inden for rammerne af det samarbejde, der er etableret ved aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (18), som fastsætter, at programmerne gennemføres på grundlag af en afgørelse vedtaget i henhold til nævnte aftale. Tredjelande kan også deltage på grundlag af andre retlige instrumenter. Der bør indsættes en særlig bestemmelse i denne forordning med et krav om, at tredjelande skal give den ansvarlige anvisningsberettigede, OLAF og Revisionsretten de fornødne rettigheder og den fornødne adgang, således at de fuldt ud kan udøve deres respektive beføjelser.

(21)

Horisontale finansielle regler, der er vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet på grundlag af artikel 322 i TEUF, finder anvendelse på denne forordning. Disse regler er fastsat i finansforordningen og fastlægger navnlig proceduren for opstilling og gennemførelse af budgettet ved hjælp af tilskud, udbud, priser og indirekte gennemførelse og fastsætter kontrol med finansielle aktørers ansvar. Regler, der er vedtaget på grundlag af artikel 322 i TEUF, omfatter også en generel ordning med konditionalitet til beskyttelse af EU-budgettet.

(22)

Finansieringsformerne og gennemførelsesmetoderne i henhold til denne forordning bør vælges ud fra den mulighed, som de giver for at opnå tiltagenes specifikke mål og levere resultater, under hensyntagen til navnlig kontrolomkostningerne, den administrative byrde og den forventede risiko for manglende overholdelse. Dette valg bør omfatte overvejelser om anvendelse af faste beløb, finansiering efter fast takst og enhedsomkostninger, såvel som finansiering, der ikke er knyttet til omkostninger, jf. finansforordningens artikel 125, stk. 1. De støtteberettigede omkostninger bør fastlægges ud fra arten af støtteberettigede tiltag. Det er af afgørende betydning, at rejse-, hotel- og opholdsomkostninger for deltagere på møder og lignende ad hoc arrangementer og omkostninger i forbindelse med tilrettelæggelse af arrangementer dækkes med henblik på at sikre deltagelsen af nationale eksperter og skattemyndigheder i fælles tiltag.

(23)

I overensstemmelse med finansforordningens artikel 193, stk. 2, kan der ydes tilskud til et allerede påbegyndt tiltag, forudsat at ansøgeren kan godtgøre, at det var nødvendigt at igangsætte tiltaget inden undertegnelsen af tilskudsaftalen. Dog er omkostninger, som er påløbet forud for datoen for indgivelse af ansøgningen om tilskud, ikke støtteberettigede, undtagen i behørigt begrundede undtagelsestilfælde. For at undgå enhver afbrydelse af EU-støtte, som kan være til skade for Unionens interesser, bør det i finansieringsafgørelsen for en begrænset periode i begyndelsen af den flerårige finansielle ramme 2021-2027 og kun i behørigt begrundede tilfælde være muligt at fastsætte, at aktiviteter og omkostninger er støtteberettigede fra begyndelsen af regnskabsåret 2021, selv om de blev gennemført, og omkostningerne påløb, før ansøgningen om tilskud blev indgivet.

(24)

Målet for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af sit omfang og sine virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(25)

Forordning (EU) nr. 1286/2013 bør derfor ophæves.

(26)

For at sikre kontinuitet i ydelsen af støtte på det relevante politikområde, og for at gennemførelsen kan påbegyndes fra begyndelsen af den flerårige finansielle ramme 2021-2027, bør denne forordning træde i kraft hurtigst muligt og finde anvendelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2021 —