1)

Er det i overensstemmelse med retten til en retfærdig rettergang, der er anerkendt som et almindeligt retsprincip i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og med retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, når en medlemsstats skattemyndigheds praksis, hvorefter en skattemyndighed i forbindelse med en efterfølgende kontrol af en skattepligtig persons angivelse — uden at den skattepligtige persons overtrædelse af en specifik regnskabsmæssig bestemmelse eller en materielretlig regel vedrørende den skat, der er genstand for kontrol, er blevet fastslået, og uden at det skyldige skattebeløb er blevet ændret i forhold til det, der er opgjort i angivelsen for de år, som den økonomiske virksomhed vedrører — uden at begrunde det, fastslår eksistensen af en skattedifference, der skal afholdes af en skattepligtig person, udelukkende af den grund, at denne ikke har udarbejdet sin angivelse under hensyntagen til blandt de regnskabsprincipper, der er indeholdt i medlemsstatens regnskabslov, to beskatningsprincipper i henhold til skattemyndighedens krav, men at den skattepligtige person ved at gøre brug af sin skønsmargen har gjort det på grundlag af andre principper, som denne har anset for at regulere regnskabsføringen af sin økonomiske virksomhed?

2)

Kan artikel 2, stk. 3, og artikel 31 i direktiv 78/660/EØF (1) (fjerde direktiv) i lyset af retten til en retfærdig rettergang, der er anerkendt i chartrets artikel 47, og af retssikkerhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, der er anerkendt som almindelige EU-retlige principper, fortolkes således, at det i tilfælde af en økonomisk virksomhed, der vedrører flere regnskabsår, såfremt en skattemyndighed erstatter de regnskabsprincipper, som er valgt af en skattepligtig person, med andre regnskabsprincipper og som følge heraf foretager en ændring i regnskabsposteringen, der ligeledes påvirker skatteangivelserne for de tilgrænsende år, er obligatorisk, at denne ligeledes udvider sin kontrol til de regnskabsår, som den økonomiske virksomhed vedrører, og som skattemyndighedens konklusioner vedrørende den periode, der er genstand for kontrol, følgelig påvirker? Ved udførelsen af en efterfølgende kontrol af en skattepligtig persons angivelse skal skattemyndigheden i det regnskabsår, der er genstand for kontrol, da tage hensyn til de poster, der er blevet ændret ved en supplerende angivelse i det foregående år, med det resultat at der foreligger en overbetaling fra den skattepligtige persons side som følge af, at denne har betalt skatten før forfaldstidspunktet, eller er en adfærd, hvorefter en skattemyndighed fastslår eksistensen af en skattegæld, der skal afholdes af en skattepligtig person, selv om der foreligger en overbetaling, i overensstemmelse med de anførte principper og med forbuddet mod misbrug af rettigheder i chartrets artikel 54?

3)

Er det forholdsmæssigt at kritisere valget af en eventuelt ukorrekt regnskabsmetode ved at fastslå eksistensen af en skattedifference, der kvalificeres som gæld, ligeledes under hensyntagen til, at der pålægges betaling af en bøde — selv om den blot udgør et beløb på 10 % — og morarenter, såfremt den omtvistede skat er blevet betalt før dens forfald, og den under sagen og indtil dens afslutning har figureret som en overbetaling på sagsøgerens løbende skattekonto, hvorfor der ikke foreligger et indtægtstab for statskassen, og der ikke foreligger tegn på misbrug?

4)

Kan princippet om (beskyttelse af) den berettigede forventning fortolkes således, at dets objektive grundlag, dvs. den skattepligtige persons forventning, for så vidt angår den regnskabsmæssige behandling, er begrundet, såfremt skattemyndigheden forud har foretaget en kontrol på den skattepligtige persons hjemsted, hvorunder den har fastslået, selv om der ikke foreligger en konkret erklæring, eller at det udelukkende udledes implicit af dennes adfærd, at præsentationen og førelsen af dokumentation, regnskaber og registre var i overensstemmelse med forskrifterne, eller kan den skattepligtige person kun påberåbe sig princippet om den berettigede forventning, såfremt skattemyndigheden udfører en efterfølgende kontrol af de skatteangivelser, der giver anledning til en periode, der afsluttes med en kontrol, idet den udvides til alle former for skatter, og udtrykkeligt udtaler sig positivt om den skattepligtige persons regnskabspraksis? Handler skattemyndigheden på en måde, der er i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, hvis den i efterfølgende afgørelser tillægger regnskabsmæssige uregelmæssigheder skatteretlige konsekvenser, således at myndigheden ved at påberåbe sig den forudgående kontrols formelle eller ufuldstændige karakter eller manglen på en udtrykkelig positiv erklæring ikke anerkender, at sagsøgeren har haft en berettiget forventning om, at dennes tidligere regnskabspraksis var korrekt?