—

Annullation i det hele af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, under ét Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og bilagene hertil.

Subsidiært:

—

Delvis annullation af Rådets afgørelse (EU) 2020/135 af 30. januar 2020 om indgåelse af aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, under ét Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab, for så vidt som disse retsakter automatisk og generelt, uden den mindste kontrol med proportionaliteten, sondrer mellem unionsborgere og statsborgere i Det forenede Kongerige fra den 1. februar 2020, og således bl.a. annullation af præamblens nr. 6 og af artikel 9, 10 og 127 i udtrædelsesaftalen.

Følgelig:

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne, herunder advokatomkostninger på 5 000 EUR.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 106a i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Sagsøgerne har i denne henseende bl.a. gjort gældende, at det britiske folk ikke har stemt for Det Forenede Kongeriges udtræden af Euratom og at formalia vedrørende Det Forenede Kongeriges udtræden af denne organisation skulle have været overholdt.

2.

Andet anbringende om en procedurefejl vedrørende karakteren af den endelige afgørelse. Sagsøgerne har i denne henseende gjort gældende, at afgørelsen om indgåelse af aftalen om udtræden er ulovlig, for så vidt som den tildeler Unionen en »exceptionel horizontal kompetence« med hensyn til forhandling af udtrædelsesaftalen og således krænker fordelingen af kompetencerne mellem Unionen og medlemsstaterne ved at udelukke muligheden for en blandet aftale og ved således at udelukke enhver ratificering fra medlemssstaterne side af den endelige aftale.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 127 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), for så vidt som den procedure, der er fastsat i denne artikel for udtræden af aftalen ikke er blevet overholdt, hvilket ifølge sagsøgerne behæfter den anfægtede afgørelse med en procedurefejl og medfører ugyldighed.

4.

Fjerde anbringende om manglende proportionalitetskontrol med ophævelsen af unionsborgerskabet for visse kategorier af briter. Sagsøgerne er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse skal annulleres med den begrundelse, at den ikke har taget hensyn til, at det for flere kategorier af britiske statsborgere var umuligt at stemme i forbindelse med folkeafstemningen den 23. juni 2016 om Det Forenede Kongeriges medlemskab af Den Europæiske Union: dem, der havde udøvet deres ret til fri bevægelighed i Unionen og som havde været fraværende fra det britiske territorium i mere end femten år, statsborgere fra de oversøiske lande og territorier, fra Kanaløerne og fra de britiske besiddelser.

5.

Femte anbringende om tilsidesættelse af de demokratiske principper, af ligebehandlingsprincippet, af princippet om fri bevægelighed, at princippet om ytringsfrihed og af princippet om god forvaltning. Sagsøgerne har bl.a. gjort gældende, at den anfægtede afgørelse strider mod Unionens retsorden, som fastsætter princippet om ligebehandling af alle borgere, og af retsordenen i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

6.

Sjette anbringende om tilsidesættelse af artikel 52 TEU og af artikel 198, 199, 203 og 355 TEUF vedrørende de britiske oversøiske lande og territorier. Sagsøgerne har bl.a. gjort gældende, at den anfægtede afgørelse, som finder anvendelse på de britiske oversøiske lande og territorier, ved ikke at vedrøre det relevante retsgrundlag, nemlig artikel 203 TEUF, er ulovlig og skal annulleres.

7.

Syvende anbringende om tilsidesættelse af statutten for Gibraltar ved afgørelsen af 30. januar 2020, for så vidt som artikel 3 i udtrædelsesaftalen tilsidesætter international ret og navnlig princippet om et folks ret til selvbestemmelse.

8.

Ottende anbringende om tilsidesættelse af artikel 4 TEUF med den begrundelse, at den anfægtede afgørelse ikke har overholdt princippet om kompetencedeling mellem Unionen og medlemsstaterne, hvilket, henset til statutten for Gibraltar, skal medføre dens annullation.

9.

Niende anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning. Sagsøgerne har bl.a. i denne henseende gjort gældende, at den anfægtede afgørelse knæsætter tabet af deres ret til permanent ophold, som erhverves efter fem års uafbrudt bopæl i en medlemsstat, uden at de konkrete konsekvenser af dette tab er fastsat og navnlig uden at der er foretaget nogen kontrol med proportionaliteten.

10.

Tiende anbringende om tilsidesættelse af retten til den respekt for privat- og familieliv, der er sikret ved konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse berører deres ret til privat- og familieliv, for så vidt som den fratager dem unionsborgerskabet og følgelig retten til frit at bosætte sig på en medlemsstats område, hvor de ikke er statsborgere, men på hvis område de har opbygget deres familieliv.

11.

Ellevte anbringende om tilsidesættelse af britiske statsborgeres stemmeret og valgret til de lokale og europæiske valg. Ifølge sagsøgerne tilsidesætter artikel 127 i udtrædelsesaftalen artikel 18 TEUF og artikel 20 og 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Den anfægtede afgørelse skal derfor annulleres, for så vidt som den ratificerer en aftale, som indeholder en bestemmelse, som skaber en forskelsbehandling mellem britiske borgere.

12.

Tolvte anbringende om den automatiske og generelle sondring, som foretages i udtrædelsesaftalen, mellem unionsborgere og statsborgere i Det Forenede Kongerige uden kontrol med proportionaliteten henset til briternes privat- og familieliv at regne fra den 1. februar 2020. Til støtte for dette anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at ophævelsen af unionsborgerskabet ikke kan ske automatisk og generelt, at der skulle have været foretaget en konkret vurdering af konsekvenserne og at den anfægtede afgørelse i mangel af en sådan vurdering skal annulleres.

13.

Trettende anbringende om sammenhængen mellem artikel 18, 20 og 22 TEUF og artikel 12 i udtrædelsesaftalen. Sagsøgerne er af den opfattelse, at den forskelsbehandling, der er indført med udtrædelsesaftalens artikel 127, tilsidesætter det forbud, som er fastsat i artikel 18 TEUF, mod forskelsbehandling på grund af nationalitet.