—

Principalt annulleres den anfægtede afgørelse.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som skattefritagelsen ikke udgør en fordel.

Til støtte for det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de skattefritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, ikke udgør en økonomisk fordel, hvorimod afskaffelse af denne fritagelse pålægger havnemyndigheden en økonomisk byrde, idet denne havnemyndighed er forpligtet til at finansiere almennyttige investeringer med dens midler.

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af 107, stk. 1, TEUF, sammenholdt med artikel 296 TEUF og artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, for så vidt som Kommissionen i analysen af, om der forelå en fordel, ikke foretog en fuldstændig analyse af de tilgængelige oplysninger.

Til støtte for det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Europa-Kommissionen ved vurderingen af, hvorvidt de skattefritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, indebar en fordel, ikke foretog en fuldstændig analyse af de oplysninger, der var blevet fremlagt under den administrative procedure af havnemyndigheden.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som skattefritagelsen hverken fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencen eller påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Til støtte for det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de fritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, ikke forbedrer havnemyndighedernes konkurrencemæssige stilling, således at det ikke er muligt, at konkurrencen påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. Dermed er der ikke tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF.

4.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af 107, stk. 1, TEUF, for så vidt som skattefritagelsen ikke er selektiv.

Til støtte for det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at de fritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, ikke er selektive, da de ikke udgør en undtagelse til referencesystemet, hvorfor der ikke er tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF.

5.

Femte subsidiære anbringende om, at de foreliggende fritagelsesforanstaltninger, herunder såfremt de udgør statsstøtte, er forenelige med det indre marked.

Til støtte for det femte anbringende gøres det subsidiært gældende, herunder såfremt de fritagelsesforanstaltninger, som er genstand for de anfægtede afgørelser, anses for at udgøre statsstøtte, at fritagelsesforanstaltningerne er støtte, der er forenelig med det indre marked.