Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018XG0605(01)

    EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner — Rapport fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) med forslag om ændringer af bilagene i Rådets konklusioner af 5. december 2017, herunder fjernelse af to jurisdiktioner fra listen

    ST/8304/2018/REV/1

    EUT C 191 af 5.6.2018, p. 1–3 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    5.6.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 191/1


    EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner — Rapport fra Gruppen vedrørende Adfærdskodeksen (erhvervsbeskatning) med forslag om ændringer af bilagene i Rådets konklusioner af 5. december 2017, herunder fjernelse af to jurisdiktioner fra listen

    (2018/C 191/01)

    Med virkning fra dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende erstattes bilag I og II til Rådets konklusioner af 5. december 2017 om EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner (1), som ændret i januar (2) og marts (3) 2018, af følgende nye bilag I og II:

    »

    BILAG I

    EU-listen over ikkesamarbejdsvillige skattejurisdiktioner

    1.   Amerikansk Samoa

    Amerikansk Samoa anvender ikke automatisk udveksling af finansielle oplysninger, har ikke undertegnet og ratificeret, herunder gennem den jurisdiktion, de er underlagt, OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand, som ændret, anvender ikke BEPS-minimumsstandarderne og har ikke givet tilsagn om at løse disse spørgsmål senest den 31. december 2018.

    2.   Guam

    Guam anvender ikke automatisk udveksling af finansielle oplysninger, har ikke undertegnet og ratificeret, herunder gennem den jurisdiktion, de er underlagt, OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand, som ændret, anvender ikke BEPS-minimumsstandarderne og har ikke givet tilsagn om at løse disse spørgsmål senest den 31. december 2018.

    3.   Namibia

    Namibia er ikke medlem af Det Globale Forum for Gennemsigtighed og Informationsudveksling på Skatteområdet, har ikke undertegnet og ratificeret OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand, som ændret, anvender ikke BEPS-minimumsstandarderne og har ikke givet tilsagn om at løse disse spørgsmål senest den 31. december 2019. Namibia har desuden skadelige skattebegunstigelsesordninger og har ikke givet tilsagn om at ændre eller afskaffe dem senest den 31. december 2018.

    4.   Palau

    Palau fremmer offshorekonstruktioner eller -ordninger, der skal tiltrække overskud uden reel økonomisk substans, og nægtede at indlede en meningsfuld dialog i forbindelse med vurdering af, om landet opfylder kriterium 2.2.

    Palaus tilsagn om at opfylde kriterium 1.1, 1.2, 1.3 og 3 vil blive overvåget.

    5.   Samoa

    Samoa har en skadelig skattebegunstigelsesordning og har ikke givet tilsagn om at løse dette spørgsmål inden den 31. december 2018.

    Samoas tilsagn om at opfylde kriterium 3 vil blive overvåget.

    6.   Trinidad og Tobago

    Trinidad og Tobago har ikke undertegnet og ratificeret OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand i skattesager, som ændret, har en skadelig skattebegunstigelsesordning og har ikke givet tilsagn om at løse disse spørgsmål senest den 31. december 2018.

    Trinidad og Tobagos tilsagn om at opfylde kriterium 1.1, 1.2 og 3 vil blive overvåget.

    7.   De Amerikanske Jomfruøer

    De Amerikanske Jomfruøer anvender ikke automatisk udveksling af finansielle oplysninger, har ikke undertegnet og ratificeret, herunder gennem den jurisdiktion, de er underlagt, OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand, som ændret, har skadelige skattebegunstigelsesordninger og har ikke givet klart tilsagn om at ændre eller afskaffe dem, anvender ikke BEPS-minimumsstandarderne og har ikke givet tilsagn om at løse disse spørgsmål senest den 31. december 2018.

    «
    »

    BILAG II

    Status for samarbejdet med EU vedrørende de tilsagn, der er givet om at gennemføre principper for god forvaltning på skatteområdet

    1.   Gennemsigtighed

    1.1.   Tilsagn om at gennemføre den automatiske udveksling af oplysninger, enten ved at undertegne den multilaterale aftale om kompetent myndighed eller gennem bilaterale aftaler

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2018 at gennemføre den automatiske udveksling af oplysninger:

    Antigua og Barbuda, Bahamas, Bahrain, Curaçao, De Forenede Arabiske Emirater, Dominica, Grenada, Hong Kong SAR, Macao SAR, Marshalløerne, Ny Kaledonien, Oman, Qatar og Taiwan

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2019 at gennemføre den automatiske udveksling af oplysninger:

    Tyrkiet

    1.2.   Medlemskab af Det Globale Forum for Gennemsigtighed og Informationsudveksling på Skatteområdet og tilfredsstillende status

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2018 at blive medlem af Det Globale Forum og/eller at have en tilfredsstillende status:

    Anguilla, Curaçao, Marshalløerne, Ny Kaledonien og Oman

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2019 at blive medlem af Det Globale Forum og/eller at have en tilfredsstillende status:

    Bosnien-Hercegovina, Fiji, Jordan, Kap Verde, Swaziland, Tyrkiet og Vietnam

    1.3.   Undertegnelse og ratifikation af OECD's multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand eller netværk af aftaler, der omfatter alle EU-medlemsstater

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2018 at undertegne og ratificere konventionen eller at have indgået et netværk af aftaler, der omfatter alle EU-medlemsstater:

    Antigua og Barbuda, Bahamas, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Dominica, Grenada, Hong Kong SAR, Macao SAR, Ny Kaledonien, Oman, Qatar og Taiwan

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2019 at undertegne og ratificere konventionen eller at have indgået et netværk af aftaler, der omfatter alle EU-medlemsstater:

    Armenien, Bosnen-Hercegovina, Botswana, Fiji, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Jamaica, Jordan, Kap Verde, Maldiverne, Marokko, Mongoliet, Montenegro, Peru, Serbien, Swaziland, Thailand, Tyrkiet og Vietnam

    2.   Fair beskatning

    2.1.   Tilstedeværelse af skadelige skatteordninger

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2018 at ændre eller afskaffe de konstaterede ordninger:

    Andorra, Antigua og Barbuda, Armenien, Aruba, Barbados, Belize, Botswana, Cookøerne, Curaçao, Dominica, Fiji, Grenada, Hongkong SAR, Jordan, Kap Verde, Korea (republikken), Labuanøen, Liechtenstein, Macao SAR, Malaysia, Maldiverne, Marokko, Mauritius, Panama, Saint Kitts og Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne, San Marino, Schweiz, Seychellerne, Taiwan, Thailand, Tunesien, Tyrkiet, Uruguay og Vietnam

    2.2.   Tilstedeværelse af skatteordninger, der fremmer offshorekonstruktioner, som tiltrækker overskud uden en reel økonomisk aktivitet

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2018 at tage fat på problemerne vedrørende økonomisk substans:

    Anguilla, Bahamas, Bahrain, Bermuda, Caymanøerne, De Britiske Jomfruøer, De Forenede Arabiske Emirater, Guernsey, Isle of Man, Jersey, Marshalløerne, Turks- og Caicosøerne og Vanuatu

    3.   Tiltag til bekæmpelse af BEPS

    3.1.   Medlemskab af den inklusive ramme vedrørende BEPS eller gennemførelse af BEPS-minimumsstandarderne

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2018 at blive medlem af den inklusive ramme eller at gennemføre BEPS-minimumsstandarderne:

    Antigua og Barbuda, Aruba, Bahrain, Cookøerne, De Forenede Arabiske Emirater, Dominica, Færøerne, Grenada, Grønland, Marshalløerne, Ny Kaledonien, Saint Kitts og Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne, Taiwan og Vanuatu

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om senest i 2019 at blive medlem af den inklusive ramme eller at gennemføre BEPS-minimumsstandarderne:

    Albanien, Armenien, Bosnien-Hercegovina, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Fiji, Jordan, Kap Verde, Marokko, Montenegro og Swaziland

    Følgende jurisdiktioner har givet tilsagn om at blive medlem af den inklusive ramme eller at gennemføre BEPS-minimumsstandarderne, hvis og når sådanne tilsagn bliver relevante:

    Nauru og Niue

    «

    (1)  EUT C 438 af 19.12.2017, s. 5.

    (2)  EUT C 29 af 26.1.2018, s. 2.

    (3)  EUT C 100 af 16.3.2018, s. 4 og EUT C 100 af 16.3.2018, s. 5.


    Top